Hvad gør man, hvis man ikke ved, om ens familiemedlemmer, der er over 5.000 kilometer væk, vil overleve? Den virkelighed måtte Maryam, Ahmad Farjad og Yasser Ghanbari, tre danskafghanere, konfronteres med, da Taleban overtog Afghanistan efter tilbagetrækningen af de internationale styrker.
Bevægelsen har lovet, at fremtidens Afghanistan skal være fredeligt. Men selv om det er 20 år siden, at Taleban sidst var ved magten, og mange iagttagere derfor har påpeget, at det internationale samfund må vente og se, hvordan ’det nye Taleban’ vil styre Afghanistan, holder mange vejret og frygter, at bevægelsen vil opføre sig lige så brutalt, som den har gjort tidligere. Senest har Taleban hængt fire lig fra kraner i en by i det vestlige Afghanistan.
Hvordan føles det at se sådanne billeder på tv’et fra Danmark, hvis man er født i Afghanistan og måske endda stadig har familie der? Og hvilken fremtid tror de, at landet går i møde? Det har Information spurgt tre afghanske flygtninge, der kom til Danmark i 90’erne, om.
Det ser ud som om der ikke er megen "fred" at juble over efter USA og co forlod landet.
Først bliver "vi" bedt om at forsvinde. Med god grund . Så fik Afghanistan det samme regime som forsvandt da "vi" kom. Det er slemt, men forlang nu ikke at "vi" skal komme tilbage. Et næsten uløseligt dilemma, som måske kan løses når afghanerne selv vil forkaste Taliban for "vi", de onde, har brændt nallerne og skyr ilden formentlig i mange år. Forfærdeligt ja..... men.