Udvisning
Læsetid: 4 min.

Ekspert: Menneskeretsdom sætter en grænse for, hvordan Danmark kan udvise kriminelle

Dom mod Danmark ved menneskerettighedsdomstolen sætter grænser for, hvordan man kan udvise dømte kriminelle og er derfor interessant og principiel siger ph.d. Louise Halleskov, der er ekspert i menneskerettigheder
Udlændinge- og integrationsministeriet vil nu studere Menneskerettighedsdomstolens dom nærmere, lyder det fra minister Mattias Tesfaye.

Udlændinge- og integrationsministeriet vil nu studere Menneskerettighedsdomstolens dom nærmere, lyder det fra minister Mattias Tesfaye.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
17. september 2021

Danmark gik over grænsen, da en somalisk mand blev udvist permanent i forbindelse med en dom for ulovlig våbenbesiddelse i 2018. Det har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjort i en dom, der går imod Danmark.

»Dommen er interessant og principiel. Det er første gang siden 2016 på europæisk plan, at man har fundet en krænkelse af retten til familieliv i en udvisningssag, hvor nationale domstole har foretaget en grundig behandling af sagen. Det er første gang, at Menneskerettighedsdomstolen markerer, at her går grænsen,« siger Louise Halleskov, der er ph.d. og lektor ved Aarhus Universitets juridiske institut.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har siden 2016 været tilbageholdende med at underkende udvisningsdomme og har givet de enkelte stater meget stort spillerum. Men nu har domstolen altså for første gang banket en grænsepæl i jorden i forhold til udvisningsdomme, forklarer lektor Louise Halleskov.

»Det her er den første dom, som sætter en indikation på, hvor der er en grænse. Dommen har først og fremmest betydning for, hvordan man udviser, ikke om man gør det.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Dommen, som underminerer Grundlovens §3, er vel blot endnu et eksempel på hvorfor vi skal skrive os ud af de konventioner mm. som fratager retten til at bestemme over eget land. Fordi de simpelthen er grundlovsstridige.

Dommen, og i særdeleshed domstolen er pervers, fordi den er underlagt politisk pres.

Henrik Salling, Martin Sørensen, Jan Kauffmann, Per Torbensen, Henrik Andersen og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Det er bredt anerkendt at menneskerettighedsdomstolen agerer "aktivistisk" altså, dømmer på et grundlag der er præget af domstolens egen opfattelse af hvad retstilstanden skal være, mere end det var stifternes oprindelige mening. Det er ikke en værdig tilstand i et retssamfund, for en domstol skal ikke tage magten over lovgiver – det er alene diktatorens privilegium.

Menneskerettighedskonventionen er på alle måder smuk men domstolen er et juridisk fejlskud og et angreb på det nationale folkestyres ret til, suverænt, at lade egne domstole tolke konventionstekster.

For Danmarks vedkommende er det slet ikke muligt at lade overnationale domstole dømme hverken den danske stat eller dens borgere. Dette fordi Grundloven tildeler domstolene, de danske, den dømmende magt og dette er ikke ændret med indførelsen af § 20 i 1953-Grundloven. Det ville i givet fald have krævet en ændring af grundlovens § 3 hvis domstolene skulle fratages deres suverænitet. Det er ikke sket og overdragelse af danske domstoles beføjelser til overstatslige, er derfor på ingen måde legal.

Henrik Salling, jens christian jacobsen, Jan Kauffmann, Per Torbensen, Henrik Andersen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg syntes, at hvis et land ikke har til hensigt at overholde gældende konventioner, bør man selvfølgelig undlade at ratificere dem.

En konvention er faktisk et juridisk bindende dokument. Og hvis man for eksempel ikke vil binde sig for at tilbagebetale et banklån, bør man da også undlade at underskrive låneaftalen. Dette må da være logik for selv dværghøns.

Så er det indlysende, at manglende underskrift har nogle konsekvenser. Omkring banklånet skal man jo ikke forvente, at det bliver udbetalt. Og hvis det forudsætter visse medlemskaber af internationale organisationer, skal man jo ikke forvente at kunne være medlem af hverken EU, Nato eller andre organisationer der stiler krav om ratificering af konventioner.

Men det problem må man da også kunne løse - for eksempel i tæt samarbejde med Nordkorea.

Bjørn Pedersen, Bjarne Andersen, Marianne Jespersen, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel, Ruth Sørensen, Peter Meyling, Mads Greve Haaning, Ib Gram-Jensen, Rolf Andersen, Magnus Fischer, Carsten Munk, Peter Mikkelsen, David Zennaro og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar

@Gert Romme, hvis din oldefar har underskrevet et gældsbrev, som han ved sin sidste dag ikke har indfriet, er det vel ikke rimeligt at gælden bliver sendt videre til dine bedsteforældre, forældre, til dig, og i sidste ende videre til dine børn.

På samme måde, mener jeg at det heller ikke er rimeligt, at vi skal bøde for nogle fejl der blev lavet af tidligere generationer, i en tid, hvor verden så helt anderledes ud. Konventioner er bare aftaler lavet af og mellem mennesker og stater. Det er ikke noget det er kommet dumpende fra himlen. Vi kan, hvis vi vil, skrive os ud af dem. Og det bør vi.

Martin Sørensen, Henrik Andersen, Per Torbensen og Krister Meyersahm anbefalede denne kommentar

@ Jacob Nielsen,

Dit eksempel er ikke relevant i praksis. For hvis jeg eller andre i min slægt fraskriver mig retten til arv, kan vi heller ikke arve gælden. Sådan er juraen i dette eksempel.

Til gengæld forstod jeg godt, det du mener, altså at det kan syntes urimeligt, at efterfølgende generationer så og sige hænger på en juridisk indgået aftale i fortiden. Men sådan fungere demokratiet altså i praksis. Og der findes formentlig ikke anden juridisk måde, der sikrer aftaleparterne mod, at en aftalepart misligholder aftalen.

Og hvis noget demokratisk medlem af en aftalenation vil ud af aftalen - eller ændre den, kan man jo frit arbejde for at skabe flertal for en folkeafstemning. Det er simpelt hen en basal demokratisk rettighed, og sådan fungerer demokratiet også i praksis.
Men ved ændringer skal man selvfølgelig være opmærksom på, at der skal 2 parter til at indgå en aftale og to parter til at godkende en ændring af den.

Man har jo helt analoge situationer med statsgæld. Det hænder jo, at et midlertidigt parlamentarisk flertal skaber store gældsbyrder, som ikke alle borgere står bag. Man hvis og når dette parlamentariske flertal vælter, er gælden fortsat til stede. Og også dette vil nogen i et demokrati kunne opfatte som urimeligt.

Bjarne Andersen, Marianne Jespersen, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen og Peter Meyling anbefalede denne kommentar

Krister Meyersahm tror åbenbart, at tidligere udgaver af Grundloven uforandret er gældende, selv om der er vedtaget en ny, senest i 1953.

1953-grundlovens § 3 siger ganske rigtigt: "Den dømmende magt er hos domstolene." Og § 20, stykke 1, siger: "Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde."

De beføjelser, der her er tale om, er blandt andet domstolenes beføjelse til at udøve den dømmende magt. Man kan selvfølgelig ikke argumentere ud fra en enkelt paragraf i Grundloven uden at tage hensyn til, om der står noget om samme emne i en anden paragraf, og i givet fald hvad. Krister Meyersahm lader sig efter min erfaring næppe overbevise, men skylder i så fald at give en overbevisende forklaring på, at den modstrid med Grundloven, som han postulerer, ikke forlængst er blevet påpeget af utallige jurister og politikere.

Bjørn Pedersen, Marianne Jespersen, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel, Peter Meyling og Mads Greve Haaning anbefalede denne kommentar

Hvis Danmark blæser på internationale aftaler, så kan vi på et splitsekund ha den tyrkiske hær i baghaven, uden at nogen kommer til undsætning.
Vi har desværre nogle mennesker der ikke forstår, hvordan det fungerer med internationale aftaler.

Marianne Jespersen, Inge Lehmann og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Ib Gram-Jensen.

Det er efter min opfattelse ikke legalt, at overdrage danske domstoles eneret til den dømmende magt, til overstatslige og mellemfolkelige domstole, som eksempelvis EU-domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Med Grundlovens indførelse blev det stadfæstet, at den dømmende magt er hos domstolene. Man kan med sikkerhed antage, at der menes de danske nationale domstole – andet kendte man slet ikke til i 1849.

Med tilkomsten af § 20 i Grundloven af 1953, om suverænitetsafgivelse, er det alene beføjelser der tilkommer rigets myndigheder der kan overlades til andre.

Domstolenes suverænitet er som bekendt beskyttet af Grundlovens § 3 og rigets to andre myndigheder, folketing og regering, har derfor ingen bestemmelsesret over domstolene og kan derfor ikke overlade domudøvelsen til andre. Det er alene vælgerne der kan bestemme om en anden orden for domstolene, efter reglerne i Grundloven § 88.

@Krister Meyersahm
Grundlovsændringen i 1953 blev netop lavet for at Danmark kunne tiltræde den europæiske menneskerets konvention. Den tiltrådte vi nemlig samme år.
Så mon ikke juraen er på plads?

Inge Lehmann, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Der er alvorlige retspolitiske konsekvenser af den europæiske menneskerettighedsdomstols (EMD’s) domspraksis i dansk ret. Den største konsekvens er, at magtbalancen mellem den lovgivende magt og den dømmende magt forrykkes fra politikere til dommere, der ikke har nogen demokratisk legitimitet i Danmark og andre lande, der har underskrevet den europæiske menneskerettighedskonvention. Det kan naturligvis ikke affejes, som Gert Romme forventeligt gør det, ved at henvise til ,at har man sagt A (underskrevet konvcentionerne), må man også sige B (acceptere EMDs undergravning af demokratiet).
Hvad fx hvis EMD engang i fremtiden måtte finde at abort strider imod retten til livet? Ville alle de kække her i kommentarsporet acceptere dette?
Næppe...
https://law.au.dk/fileadmin/Jura/dokumenter/forskning/rettid/2012/afh8-2...

Krister Meyersham,
For det første er det 1953-grundloven, der er gældende i dag, så ændringer i forhold til de foregående grundlove er ikke ugyldige, fordi ophavsmændene til disse ikke kendte til det ene eller det andet i 1849 etcetera.

For det andet siger 1953-grundlovens § 20, AT "Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde" og HVORDAN dette kan ske: med 5/6 dels flertal i Folketinget eller med almindeligt flertal + flertal ved folkeafstemning.

Du omtaler selv domstolene som en af rigets myndigheder, hvorved de falder ind under bestemmelserne i § 20. Det sidste afsnit i din forrige kommentar er derfor simpelt hen nonsens:

"Domstolenes suverænitet er som bekendt beskyttet af Grundlovens § 3 og rigets to andre myndigheder, folketing og regering, har derfor ingen bestemmelsesret over domstolene og kan derfor ikke overlade domsudøvelsen til andre. Det er alene vælgerne, der kan bestemme om en anden orden for domstolene, efter reglerne i Grundlovens § 88."

Nonsens fordi § 20 i 1953-grundloven udtrykkeligt siger noget andet. Og nonsens fordi det efter din udlægning ville være udelukket, at folketinget gennem lovgivningen kan bestemme, efter hvilke regler domstolene skal dømme, og at domstolene kan gribe ind i administrationens fungeren ved at kende forskellige af dens afgørelser og tiltag ulovlige.

Hvis din udlægning af Grundloven skal tages alvorligt, skylder du faktisk svar på to spørgsmål: for det første det, jeg allerede har stillet, nemlig hvorfor jurister og politikere ikke har stået i kø for at protestere mod grundlovsbrud, hver gang der er blevet afgivet suverænitet til til mellemfolkelige myndigheder; og for det andet, hvis Grundlovens § 20 ikke fastslår muligheden af overdragelse af danske myndigheders - herunder domstolenes - beføjelser til mellemfolkelige myndigheder "i nærmere bestemt omfang", hvad går den så ud på?

Med mindre du kan give overbevisende svar på disse spørgsmål, giver det ikke mening at fortsætte en diskussion, vi allerede har haft i anledning af den forrige EMD-dom, der gik Danmark imod.

Krister Meyersahm

Peter Meyling.

Du skriver korrekt: "Grundlovsændringen i 1953 blev netop lavet for at Danmark kunne tiltræde den europæiske menneskeretskonvention".

Ja, men jeg tror ikke at danskerne den gang stemte for, at der blev lavet indgreb i magtens tredeling. Man stemte jo ikke om, at danske domstole skulle bøje sig for en mellemstatslig domstol.

Så, med udgangspunkt i sagen om somalieren der blev dømt til udvisning, så skete det på et retsgrundlag skabt af folketinget, et retsgrundlag der respekterer Konventionen og her specielt art. 8.

For lige at få de historiske fakta på plads:

Grundlovsændringen i 1953 blev ikke lavet for at Danmark kunne tiltræde Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Det gjorde Danmark nemlig 13. april 1953 (EMRK_Bet_1220-1991, s. 19) i henhold til den da gældende Grundlovs § 18, der kun krævede, at rigsdagen (folke- og landsting) gav sit samtykke ("Kongen kan ikke uden Rigsdagens samtykke erklære krig eller slutte fred eller ophæve forbund eller handelstraktater, afstå nogen del af landet eller indgå nogen forpligtelse, som forandrer de bestående statsretslige forhold."). Dette samtykke blev givet 20. marts 1953.

Danmark ratificerede altså konventionen, inklusive forplitelsen til at rette sig efter Domstolens afgørelser (EMRK, artikel 46, stykke 1), inden afstemningen om 1953-Grundloven (28. maj 1953) og samme Grundlovs ikrafttræden 5. juni 1953.

§ 20 i 1953-grundloven er klart indført af hensyn til mellemstatsligt samarbejde og indebærer i virkeligheden skærpede betingelser for suverænitetsafgivelse: enten 5/6 flertal i folketinget eller almindeligt flertal + vedtagelse ved folkeafstemning, i forhold til Grundlovene af 1915 og 1920, der kun krævede rigsdagens samtykke.

Uanset hvad, så blev 1953-grundloven, inklusive § 20, vedtaget og er gældende, og overladelsen til en mellemstatslig (eller som paragraffen siger "mellemfolkelig") domstol kan ikke siges at være et indgreb i magtens tredeling (mellem udøvende, lovgivende og dømmende magt), da det er en overførsel af beføjelser (på et bestemt område) fra én dømmende myndighed til en anden dømmende myndighed.

Brian W. Andersen

@ Jacob Nielsen

Dommen underminerer ikke Grundlovens §3, der lyder "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene."

Den lovgivende magt har vedtaget Inkorporeringsloven af af 29. april 1992 og Inkorporeringsloven af 19. oktober 1998 (aktuelt gældende), hvilket i praksis er den næstøverste lov lige under Grundloven i det danske lovhierarki. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1998/750

Grundloven indeholder ikke nogle krav om domstolenes placering eller afgrænsning af hvorvidt Danmark kan oprette eller tilslutte sig domstole i samarbejde med andre lande, men selv hvis den gjorde, så er der andre forhold, der holder suveræniteten på plads. Teknisk set er domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kun vejledende, selvom de er bindende for EU's medlemslande, forstået på den måde at det er op til det danske folkestyre hvorvidt dommene skal efterleves.

Det er en betingelse for medlemskab af EU at efterleve disse og vi har kollektivt og lovligt valgt at Danmark skal være medlem af EU både igennem vores valgstemmer til hele 22 folketingsvalg i træk og igennem 8 folkeafstemninger om Danmarks tilslutning til først EF og derefter EU. Vi kan både melde os ud igen og vi kan vælge at ignorere en, flere eller endda alle domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men ligesom det var et dansk flertal, der bragte os ind i aftalerne, så er det også et dansk flertal, der skal vælge dette. I praksis handler det blot om at et flertal i befolkningen vælger en regering og et folketing, som vil gøre den ene eller begge disse ting.

Magten, både den lovgivende, den udøvende og den dømmende, ligger dermed sikkert i danske hænder helt efter Grundlovens ord. Vi vælger selv hvad vi vil, men vælger vi ikke at følge en eller flere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så vælger vi også at tage konsekvenserne for ikke at overholde de medlemsbetingelser vi har valgt at tilslutte os under. Dette er konsekvenser, som starter med en skarp henstilling om at følge den aftale vi har indgået, fortsætter med sanktioner efter de sanktionsmuligheder, der også er en del af den aftale vi har indgået, og i sidste ende en ophævelse af vores medlemskab. Og vælger vi direkte at melde os ud af EU for at slippe for ulemper ved medlemskabet, så fravælger vi samtidigt de fordele som også er ved medlemskabet.

Der er intet ved disse forhold, som fratager os retten til at bestemme over eget land, og der er ingen grundlovsstridigheder. Der er kun de valg vi allerede har truffet og de valg vi kan træffe fremadrettet.

Som et gammelt dansk ordsprog siger, så kan man ikke både blæse og have mel i munden. Det passer ganske godt på den lille gældsbrevsanalogi du skrev til Gert Romme: "Hvis din oldefar har underskrevet et gældsbrev, som han ved sin sidste dag ikke har indfriet, er det vel ikke rimeligt at gælden bliver sendt videre til dine bedsteforældre, forældre, til dig, og i sidste ende videre til dine børn."

Gæld er negativ formue, så dit spørgsmål om rimelighed handler om formue, ejendomsret, arv og arveret. Derfor kan dit spørgsmål om rimelighed vendes om til at omhandle positiv formue, så lad os lige se hvordan det ser ud ord for ord:

Hvis din oldefar har optjent en formue, som han ved sin sidste dag ikke har opbrugt, så er det vel ikke rimeligt at formuen bliver sendt videre til dine bedsteforældre, forældre, til dig, og i sidste ende videre til dine børn.

Eftersom der her er tale om helt samme spørgsmål i henholdsvis negativ og positiv formulering, så kan der kun gives et svar. Hvad du syntes dette svar skal være, vælger du selv, men prøver du at give et svar til den ene formulering og et helt andet svar til den anden formulering, så prøver du at blæse med mel munden. At gøre dette er som regel et udtryk for dobbeltmoral, der som bekendt har det med at tilsidesætte rimelighed, retfærdighed og i mange tilfælde gældende lov, men det er naturligvis også et valg.

jens christian jacobsen

@Brian W. Andersen
'...Dommen underminerer ikke Grundlovens §3, der lyder "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.'
Hvem 'giver' fortolkningsret og lovpraksis fra MRD? Det gør et antal dommere knyttet til et sæt konventioner og en handelsorganisation. (EU). Og ikke hos konge og FT i forening. De har ganske rigtigt lovgivet om undtagelser fra §3 (1992/1998), men gennem MRDs aktivistiske linje har BALANCEN mellem lovgivende og dømmede magt forskubbet sig fra lovgivere (politikere) til dommere ansat ved en int. organisation der dømmer ud fra en MEGET mere vidtrækkende fortolkningspraksis end danske dommere plejer i dansk ret.
Det drejer sig derfor ikke om MRDs domme har retsgyldighed i Danmark Det har dommene naturligvis, jf hvad andre har argumenteret for her i strengen. Det drejer sig derimod om en langsom udhuling af national politisk kontrol med love, der i stadig øget omfang besluttes andre steder end her i landet og med domme, der mere og mere fjerner sig fra trad. dansk fortolknings- og domspraksis - på stadig flere områder. Men det får heldigvis snart en ende. Selv i EU er man ved at være trætte af MRDs aktivisme.

Krister Meyersahm

Grundlovens § 20 taler om afgivelse af suverænitet i "nærmere bestemt omfang". Domstolen (EMD) overskrider med sine "up to date" fortolkninger denne begrænsning i vor Grundlov.

Krister Meyersahm

Til illustration af juraens forfald:

Dommer ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, Jon Fridrik Kjølbro, giver i et interview med Politiken, 22. jul. 2017 bl.a. udtryk for følgende.

”Når en sag verserer for Menneskerettighedsdomstolen, kan Danmark frit anmode om tilladelse til at intervenere og give udtryk for sine synspunkter. Det er ekstremt værdifuldt, når vi sidder som dommere og skal træffe afgørelser, at vi hører, hvad de forskellige medlemsstater mener. De får mulighed for at forklare, hvad deres retstilstand er, og hvorfor de mener, at en sådan afgørelse kan få uheldige konsekvenser for eksisterende retssystemer”.

Jeg beundrer dommeren for den ærlige udmelding men det er skræmmende at høre fra netop en dommer, der burde have på det rene, at dommere alene retter sig efter lovens bogstav og lovgivers oprindelige mening med loven, sådan som den understøttes af dens forarbejder. Dette burde for en dansk jurist og dommer være en umulig hindring at overkomme, idet det er nedfældet i Grundlovens § 64.

Senere i artiklen oplyser Politiken. Når domstolen i Strasbourg afsiger domme, sker det ved at fortolke den knap 70 år gamle menneskerettighedskonvention i et nutidigt lys. Ja, man takker - men det er da en rædselsfuld retstilstand som er helt i strid med magtens tredeling. Dommere skal ikke skrive loven om til "nutidigt behov" for derved gør de sig til lovgivere, hvilket alene er forbeholdt folkets valgte repræsentanter.

Menneskerettighedsdomstolen bør afvikles. De nationale domstole kan herefter dømme på grundlag af konventionen og dens forarbejder. For Danmarks vedkommende bringer det os tilbage til Grundlovens vilje – den dømmende magt er hos domstolene, de danske naturligvis.