For nogle uger siden lykkedes det Emma Holten at fylde Bremen Teater i København til randen til to foredrag om økonomi. Det er noget af en bedrift.
Tilmed var langt størstedelen af tilskuerne kvinder – måske op til ni ud af ti, hvilket næsten aldrig ses til et foredrag om økonomi. I den offentlige økonomiske debat er det nok nærmere ni ud af ti debattører, som er mænd. Kunne vi få lidt mere ligestilling, ville det være godt, for det er demokratisk nødvendigt, at den økonomiske debat bredes mere ud.
Holtens centrale pointe var, at bruttonationalproduktet, også kendt som BNP, på rigtig mange måder er en ret underlig størrelse. Det måler først og fremmest nogle meget specifikke ting, der sker på markeder, men ikke meget af det hun finder vigtigt, og som gør livet værd at leve: at være sund og rask. At have tid til at være sammen med venner og familie. At bevare og beskytte naturen. At drage omsorg for andre og selv at modtage omsorg.
Et højt BNP sikrer med andre ord ikke, at vi har et retfærdigt eller bæredygtigt samfund forstået både i forhold til menneskedyret og resten af naturen. Det er vigtig oplysning til borgerne om økonomien.
Holten havde nogle interessante overvejelser om, hvorfor BNP alligevel er kommet til at spille en så central rolle i den økonomiske debat. Hun trak tråde tilbage til filosoffer og økonomiske tænkere som Hobbes, Locke og Smith, og påpegede, hvordan de placerede både naturen og det arbejde, kvinder lavede (og laver) i hjemmet, som noget uden for økonomien.
Hendes konklusion er, at vi har brug for ’feministisk økonomi’. Det store spørgsmål er så, hvad forholdet er mellem det og den måde, økonomi almindeligvis tænkes.
Igennem foredraget måtte jeg næsten rive mig i håret over udsagn, hvis indhold jeg egentlig var enig i. Det måtte jeg, fordi de antog en form, hvor de blevet præsenteret som en, i mine øjne, fejlagtig kritik af økonomi og økonomer som sådan. Lad mig uddybe det ved at begynde med en række punkter, hvor jeg er enig med Holten.
’Homo omsorg’ og ’homo economicus’
Under foredraget viste Emma Holten opgørelser, som kommer frem til, at hvis arbejdet i hjemmet prissættes til den gældende markedsløn, så vil ’hjemmeproduktionen’ udgøre mellem 40 og 60 procent af det nuværende BNP. Igen en vigtig oplysning til borgerne om økonomien. Og i bredere forstand er det en afgørende pointe, at arbejdet i hjemmet er absolut afgørende for, at vores samfund kan reproducere sig selv. En opgørelse, som viser, at kvinder i gennemsnit er en nettoudgift for statskassen set over hele livet, mens mænd er en nettoindtægt, er derfor ikke videre brugbar, når det især skyldes, at kvinder går på barsel og generelt tager flere opgaver i hjemmet med at opfostre børn.
Holten påpegede også, at vi i Danmark har et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked, hvor man enten kan være ’homo omsorg’ eller ’homo economicus’ – til skade for både kvinder og mænd, da langt de fleste mennesker gerne vil være en blanding.
I stedet for at spørge, hvad der er råd til, opfordrede Holten til, at vi alle sammen bruger tid på at artikulere vores grundlæggende mål for, hvordan samfundet kan indrettes. Først herefter skal økonomer spørges til råds om, hvilke værktøjer der kan tages i brug for at nå de fastsatte mål.
Jeg er enig i, at det er den helt korrekte fremgangsmåde. Økonomer har intet særligt at sige om, hvad ’det gode samfund’ er. Det er et filosofisk og politisk spørgsmål. Den manglende forståelse i befolkningen af økonomiske begreber og regnemetoder er i forlængelse heraf en kæmpe demokratisk udfordring.
Det er også vigtigt at påpege igen og igen, at økonomi ikke er en objektiv og eksakt videnskab: Økonomi er ikke eksakt. Økonomi handler om mennesker, som til tider opfører sig underligt, og om et samfund, der konstant udvikler sig, og ikke æbler, der bare falder på samme måde igen og igen, som Holten sagde.
Økonomi er ikke objektiv. Politiske kræfter har spillet (og spiller) en stor rolle for, hvilke spørgsmål der er blevet undersøgt mest, både i forskningen og mere policyorienterede analyser. Ens menneskesyn afhænger også af det samfund, man lever i, og ens sociale position, hvilket igen påvirker, hvilke antagelser man finder rimelige og ej.
Egoisme og altruisme
Men som sagt er der også punkter, hvor jeg ikke er helt enig med Holten.
Hun præsenterer for det første mange af de foregående pointer, som om de er mere eller mindre i strid med økonomers opfattelse af deres eget fag. Det, tror jeg, er forkert. De færreste økonomer abonnerer nemlig på det ’homo economicus’ menneskesyn, Holten beskriver, hvor mennesket opfattes som atomistisk, selvisk og rationelt.
Når økonomer antager, at mennesket er selvisk, er det ofte i forbindelse med upersonlige markedsrelationer – som når man for eksempel skal vælge mellem at købe den ene eller den anden vare eller spare mere eller mindre op. Rigtig mange økonomiske konsekvensberegninger bygger kun på selviskhed i upersonlige markedsrelationer.
Jeg er som økonom langt mere kritisk over for at se mennesket som selvisk, når det gælder nære personlige relationer, både på arbejde og i ens fritid. Denne dobbelthed af egoisme og altruisme understøttes i mine øjne også af økonomiske og socialpsykologiske adfærdseksperimenter.
Økonomisk tænkning indeholder afgørende indsigter for, hvordan markeder kan bruges til at koordinere menneskelig interaktion uden at afhænge af altruisme. At selv om alle kun gør, hvad der er bedst for dem selv, så kan det i visse tilfælde ende med at være til det fælles bedste alligevel.
Men der er også masser af eksempler på, at markedsgørelse kan udhule den moralske adfærd, som ellers skaber en fornuftig koordination. Den klassiske historie er en børnehave, som indførte bøder for at hente sit barn for sent. Det gjorde det i flere forældres øjne til en ydelse, de kunne tilkøbe, og flere hentede derfor stik imod hensigten deres barn efter den officielle lukketid.
Ligeledes er det en vigtig del af økonomiuddannelsen at forstå begrænsningerne i opgørelsen af BNP. Det er økonomer, som udvikler et ’grønt nationalregnskab’, der tager højde for bæredygtighed med hensyn til naturen. Det er økonomer, som udvikler ’nationalregnskab med fordeling’, hvor uligheden kan følges på linje med aggregerede størrelser. Det er blandt andet økonomer, der laver de tidsforbrugsundersøgelser fra Rockwool Fonden, som Holten selv bruger til at opgøre arbejdstiden i hjemmet. Og der er – også blandt økonomer – stigende interesse i at forstå, hvordan ikkemarkedsaktiviteter i hjemmet og resten af civilsamfundet påvirker både markedsaktiviteten og menneskers velbefindende mere generelt.
De værktøjer til økonomiske analyser, som mainstreamøkonomer har udviklet, tager altså ikke udgangspunkt i mennesket som hverken universelt egoistisk eller altruistisk, men kan bruges til at lave analyser ud fra en lang række forskellige antagelser derimellem.
Ikke ren astrologi
Under foredraget jokede Emma Holten med, at økonomi er »astrologi for mænd«, fordi mange økonomiske kortsigtsprognoser rammer så skævt. Men når det kommer til samfundsvidenskab, mener jeg, at det er vigtigere, at teorier og modeller bruges til at forstå og forklare samfundsudviklingen frem for at forudsige fremtiden.
Desuden kan manglende præcision i kortsigtsprognoserne ikke bare overføres til kritik af de samfundsøkonomiske konsekvensberegninger af politiske tiltag. De er to meget forskellige størrelser. En betydelig del af de samfundsøkonomiske konsekvensberegninger er rene bogholderiberegninger, hvor eksempelvis effekten af den demografiske udvikling på de offentlige budgetter i første omgang udregnes med udgangspunkt i, at de offentlige indtægter og udgifter per alderstrin var uforandrede. Først i anden omgang blødes antagelsen om fastholdt mekanisk adfærd op, og dynamiske effekter indregnes.
Og på de punkter, hvor Finansministeriet faktisk indregner dynamiske adfærdseffekter, bygger de i meget lille grad på teoretiske konstruktioner og følger derfor heller ikke slavisk af et bestemt menneskesyn. Der tages i stedet udgangspunkt i den empiriske evidens på området, og når forskningen fremskaffer ny evidens, ændres regneprincipperne løbende.
Det gør ikke, at regneprincipperne ikke skal diskuteres. Der er ikke en egentlig endegyldig evidens, og hvordan forskellige former for evidens skal tolkes og vægtes, er en evigt fortløbende diskussion. Men vi kan have en meningsfyldt diskussion om, hvad effekten er af forskellige tiltag, hvor vi kan blive enige om, hvad den mest sandsynlige effekt er, uden at vi bliver enige om, hvilke tiltag der er bedst på grund af, at vores politiske målsætninger er forskellige.
Holten fremførte også, at budgetloven gør, at politikerne skal føre politik efter BNP. Det, mener jeg, er misvisende. Det er rigtigt, at budgetloven siger, at underskuddene ikke må blive for store relativt til BNP. Det økonomiske rationale er her, at underskuddene ikke må blive for store relativt til de muligheder for de skatteindtægter, staten har. Her er det ikke helt skidt at se på BNP. Den egentlige problematik ved budgetloven er i mine øjne, at den kan føre til kortsigtet økonomisk adfærd, hvor der underinvesteres i tiltag, som har langsigtede positive effekter, der måske tilmed kan skabe øgede indtægter til statskassen. Det er derfor godt, at der for tiden er en debat om de såkaldte dynamiske effekter af offentlige udgifter.
Et problem her er manglen på evidens. Når det kommer til justeringer af store dele af skatte- og arbejdsmarkedspolitikken, er der et utal af empiriske forskningsstudier. Der er enorm usikkerhed, men der er trods alt noget at begynde fra. Når det kommer til offentlige udgifter, er der tit nærmest intet, eller der er kun evidens for et meget specifikt tiltag i en specifik situation.
Jeg frygter, at denne historisk betingede skævhed i evidens kan give et problematisk status quo-bias. Det tror jeg, at Holten vil være enig med mig i. Når der hverken er evidens for eller imod effekten af et specifikt tiltag, må politikerne i sidste ende stå på mål for de effekter, de tror på. Jeg er kritisk over for at lave en masse tiltag med usikre effekter i forventning om store positive effekter for statskassen i fremtiden. Men det er heller ikke oplagt, at der ingen risiko skal løbes. Hvis vi skulle have haft forudgående evidens for hvert skridt, der blev taget i opbygningen af velfærdssamfundet, tror jeg, at Danmark havde været et meget anderledes land i dag.
Min pointe er, at en feministisk inspireret kritik af den førte økonomiske politik for at blive slagkraftig må forholde sig detaljeret til både spørgsmålet om statsfinansernes holdbarhed, og hvordan manglen på evidensen håndteres. Det må heller ikke glemmes, at budgetloven på ingen måde udelukker en kraftig forøgelse af det offentlige forbrug og de offentlige udgifter, bare såfremt de finansieres af højere skatter
Debat på mange niveauer
Jeg har svært ved at gennemskue, hvor væsensforskellig Holtens ’feministiske økonomi’ er fra mainstreamøkonomi, og om de punkter, hvor jeg mener, Holten går galt i byen, bunder i misforståelser eller bygger på mere grundlæggende forskellige holdninger.
Det svære i debatten om, hvornår kritikken af økonomi og økonomer er berettiget, er, at den foregår simultant på mange niveauer: Hvordan der forskes på universiteterne. Hvordan der undervises på samme sted og i resten af undervisningssystemet. Hvordan der analyseres i ministerier og i tænketanke. Hvordan der diskuteres i offentligheden, og om der menes udsagn af økonomer eller politikere og interesseorganisationers (mis)brug af økonomiske argumenter for at fremme deres egne interesser. Hvordan det, der diskuteres i offentligheden, opfattes af lægmænd og -kvinder. Det er et demokratisk problem, at mange misforstår de ord, økonomer bruger, og opfatter økonomiske analyser som en ’black box’. Og det har økonomer i hvert fald en del af ansvaret for.
Min centrale bekymring oven på Holtens foredrag er, at de mange kritiske kommentarer om mainstream økonomisk tænkning kan komme til at afholde nogle af tilhørerne fra at sætte sig ind i tænkningen og lære værktøjer udviklet i mainstreamøkonomi, fordi de tror, at det er mindre relevant, når de har et feministisk syn på samfundet.
For det første er mainstream økonomisk tænkning ikke så stram en spændetrøje, som mange tror. Der er værktøjer, som kan bruges næsten uanset, hvilke antagelser – feministiske eller ej – man ønsker at tage udgangspunkt i.
For det andet indeholder mainstreamøkonomisk tænkning ingen rettesnor for, hvordan samfundet bør udvikle sig eller bør være. Så hvis ’feministisk økonomi’ mere skal forstås normativt, er der heller ingen problemer ved at tage udgangspunkt i mainstream økonomisk tænkning. Det giver god mening at lave økonomiske analyser af, hvordan vi skaber ’gode job’ og ’gode sociale relationer’ i vores vision for det ’det gode samfund’.
Når økonomer præsenterer et økonomisk tiltag som godt, alene fordi at det øger BNP, er kritik yderst berettiget. Og det fremstår nok for tit sådan i samfundsdebatten. Det er dårlig økonomi. De videre konsekvenser for resten af samfundet skal også tages med. Vi bruger mange ressourcer på at opgøre BNP. Vi burde bruge flere ressourcer på også at kvantificere, hvordan det går med andre indikatorer, vi er enige om, er elementer i det gode samfund, og måske tilmed er vigtige for at opnå et højt BNP. Det er god økonomi.
Flere af disse aspekter er uden tvivl svære at kvantificere. Men økonomisk rådgivning, der siger, at så må vi bare glemme dem, bygger på dårlig økonomi.
Jeppe Druedahl er lektor på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information.
Jeppe Druedahl skriver:
"Og på de punkter, hvor Finansministeriet faktisk indregner dynamiske adfærdseffekter, bygger de i meget lille grad på teoretiske konstruktioner og følger derfor heller ikke slavisk af et bestemt menneskesyn. Der tages i stedet udgangspunkt i den empiriske evidens på området, og når forskningen fremskaffer ny evidens, ændres regneprincipperne løbende."
Dette udsagn har jeg det lidt svært med.
Det kan undre, at økonomer ikke for længst har opdaget, værdisat og indregnet det ulønnede arbejde som udføres (for det meste ) af kvinder i forhold til børn og hjem.
Viden (evidens) om et givent område opnås ved at se på det og så indarbejde den opnåede evidens i sine matematiske modeller.
På det punkt er der vist plads til en del forbedringer blandt de økonomiske videnskabmænd - mon de snart "fremskaffer" evidens for kvinders ubetalte arbejde ?
"Økonomi - astrologi for mænd" - er vel lige så præcist et udsagn som økonomernes "Markedet" .
Det synes mig, som skribenten egentlig misforstår Emma Holten, og i lettere fornærmet tilstand faktisk underbygger flere af hendes argumenter.
For eksempel er det ironiske begreb 'økonomi er astrologi for mænd' et pletskud, selvom der også findes kvindelige økonomer, der køber ind på 'homo economicus' modellen; mest kendt og forkætret er måske professor Nina Smith med 'de lavthængende frugter' forstået som 'reformer' (nedskæringer), der over tid har øget uligheden ved bl.a. at udhule de offentlige ydelser, forkorte dagpengeperioden, begrænse folks adgang til pension udi det absurde, etcetera.
Vi måtte forstå, at det paradoksalt nok var "nødvendigt", når velfærdssamfundet blev udhulet indefra for at bevare velfærdsstaten.
At 'Danmark' blev rigere, når flere blev så fattige, at de var nødsaget til at leve under den uofficielle fattigdomsgrænse, og tigge på Facebook eller lade sig fodre af velgørende organisationer.
BNP er en håbløs måde at opgøre et lands aktiver på, og Budgetloven har været med til at binde Danmark stramt på hænder og fødder, således at det tog meget længere tid at komme ud af Finanskrisen end nødvendigt.
Sydeuropa er mere forgældet end nogensinde, fordi det rige nord har dikteret deres pengepolitik via Euroen.
Indbyrdes konkurrence og markedsgørelse har tvunget landene ud i at frasælge vigtig infrastruktur til Kina for at holde skindet på næsen.
Jeg kunne fortsætte, men vil holde inde så det ikke bliver en for lang klamamse, og se frem til, at Emma Holten eventuelt skriver et modsvar til Jeppe Druedahl her i den mindst ringe ;-)
@ Eva. Det er ikke rigtigt et pletskud når der to afsnit længere nede beskrives, hvordan regnemodellerne ændres på baggrund af evidens.
"Vi har undersøgt sagen og er sgu kommet frem til at Venus har en mindre effekt på kærlighedslivet end vi troede. Fremover vil Saturn spille en større rolle i vores anbefalinger af, hvordan du bedst spicer dit sexliv op den kommende uge"
- ingen astrolog nogensinde
/ Jakob
Efter at have gennemgået BNP og hvad der regnes med og ikke regnes med i det og hvorfor, konkluderede forfatterne til en lærebog i international økonomi brugt på bl.a. Roskilde Handelsskole, altså på en gymnasial uddannelse, efter at have nævnt problemet med, at ikke al produktion skaber velstand (velfærd ville have været et mere præcist ord), at produktion kan være miljøskadelig, og at BNP pr. indbygger ikke siger noget om fordelingen af indkomster, at:
"Alt i alt må vi konstatere, at der er store betænkeligheder forbundet med at anvende BNP som velstandsmål." (s. 234).
Bogen er Henrik Kureer & Svend Erik Lundgren: International Økonomi, og den udkom i 1997.
Pointen fortjener bestemt at blive gentaget, men helt ny blandt (også mandlige) økonomer er den altså ikke. Faktisk antydede Marx den med sin sarkastiske påvisning af, hvordan kriminalitet og bekæmpelsen af den bidrager til samfundets rigdom (Marx-Engels Werke, bd. 26. 1, s. 363-364).
'...hvis arbejdet i hjemmet prissættes til den gældende markedsløn, så vil ’hjemmeproduktionen’ udgøre mellem 40 og 60 procent af det nuværende BNP.'
Jeg er ikke økonom, men der kan vel sættes spørgsmålstegn ved antagelsen om, at LØN er et anvendeligt værdimål. Underligt at Holten, der ellers kritiserer markedet og BNP, insisterer på disse værdier. 'Markedslønnen' for husarbejde i de fleste lande er skævvredet pga diskrimination, lav social status osv. Så hvad ville den 'reelle' værdi af betalt husarbejde' i virkeligheden' være? Hvordan opstår tallene 40-60%?
Derimod kunne en diskussion af værdien af det ULØNNEDE husarbejde være mere spændende. Fx i hvilket omfang det fritager (eller aflaster) stat, regioner og kommuner fra at levere de ydelser, som kvinder tager sig af - gratis - i hjemmet. Derved understøtter det ulønnede husarbejde den skævvredne udgifts(og køns-)politik, der til enhver tid føres i landene.
Ej heller jeg er økonomi, men er BNP ikke blot et mål for hvor meget der kan beskattes? - og derfor relevant til måling af offentlige udgifter, skattetryk og andre ting, der kan/skal ses i forhold til den økonomiske aktivitet den foregår indenfor?
Kritikken af BNP lyder som om, at tallet foregiver at beskrive et lands lykke. Og hvem har hævdet det?
Vi kan til gengæld finde rigtig mange ting, vi gerne vil at det offentlige betaler. Og skal de offentlige udgifter øges, så skal pengene jo opkræves i skatter. Og så er BNP relevant.
@ Peter Ravn-Olesen
Jeg har på fornemmelsen, at din kommentar var en kommentar til min kommentar lige ovenover. Men er den det?
Holten kritiserer iflg. Druedahl brugen af BNP. Min påstand er så, at hendes (fuldt berettigede) normative kritik tager udgangspunkt i beregninger lavet på baggrund af BNP og af arbejdsmarkedets pris på LØNNET husarbejde. Hun kunne - stadig ud fra det Druedahl skriver - have præciseret sin kritik udfra det ULØNNEDE husarbejde, som udgør en langt større del af det faktisk forekommende husarbejde.
Jeg er meget enig med skribenten. Jeg var selv til Emma Holtens oplæg og som feminist, socialist, kvinde og økonomistuderende blev jeg oprigtigt ærgerlig over den måde, som hun skær alle økonomer over én kam på. Oplægget var meget sort/hvidt og efterlod en følelse i mig af, at alle økonomer samt økonomi som samfundsvidenskab bør holdes ud i udstrakt arm, hvis man ellers er feminist.
Det mener jeg er skadeligt for Emma Holtens budskab om en feministisk økonomi og derudover synes jeg, at hendes retorik med jokes som ”økonomi er astrologi for mænd” taler ned i en udbredt økonom-bashing, som især finder sted på venstrefløjen, hvor der givetvis er en del feminister. For hvordan skal forandringen opstå, hvis samfundsinteresserede feminister ikke har lyst til at sætte sig ind i økonomi og evt. søge ind på økonomistudiet pga. den økonom-bashing, som Emma Holten bidrager til?
Det lyder måske som en lille ting, men faktum er, at jeg selv og mine (feministiske) medstuderende helst undgår, at fortælle hvad vi studerer, når vi befinder os i feministiske og/eller socialistiske miljøer, da der ofte sker, at folk rynker på næsen, når de hører det. Derfor er den økonom-bashing, som Emma Holten bidrager til, ikke gavnligt, hvis målet er at få en feministisk økonomi.
/ Josefine Palmø
Jens Christian Jacobsen,
Jeg forstår Druedahls ord sådan, at HVIS det ulønnede husarbejde blev aflønnet til (arbejds)markedsprisen på sådant arbejde, så ville det svare til 40-60 % af BNP. Det må siges at være den mest meningsfulde måde at prissætte det på (svarende til, at offentligt ansattes bidrag til BNP sættes lig deres løn), men der er tale om et tankeeksperiment for at give et begreb om en størrelsesorden, der ikke kan sættes et præcist tal på.
Ib Gram-Jensen
Det er altså mere kompliceret end som så. Hvilken pris (pr. time) skal man sætte på husarbejde og derfra beregne andelen af BNP? Hvordan når Holten frem til procentsatserne - ud fra hvilken timepris? Hvis prisen er markedsprisen (og det er den er åbenbart), og det normative sigte i kritikken er feministisk, er det da dybt betænkeligt at regne med en markedsbaseret timepris i Danmark, der vel ligger omkring 90 kr, og med Holtens beregninger legitimerer husarbejdets lavstatus og værdifastsættelse gennem BNP og arbejdsmarked. Især Især når hendes sigte er feministisk og især når hun i øvrigt er modstander af marked og BNP.
Som humanist er hun vel også mere hjemme i en udfoldelse og en kritik af det ulønnede husarbejde - de faktiske forhold.
Interessant emne at diskutere. Men jeg tror at såvel feminismen som venstrefløjen generelt løber en kæmpe risiko for at underminere sin egen seriøsitet, det er så ikke første gang. Når jeg som mand (undskyld, men det har altså været mit køn fra fødslen) støvsuger hjemmet, deltager i madlavningen osv., vasker og støvsuger bilen, slår græsset i haven, maler min stue og vindskeder (ja, jeg er også en af de satans kapitalister der ejer min bolig) så gør jeg det udelukkende for min egen og min families velbefindende og hvis jeg var bedre funderet håndværksmæssigt ville jeg måske kaste mig ud i større bygningsmæssige ændringer. Stadigvæk pga. at det forhåbentlig ville føre til egen større lykke.
Hvornår lærer man
- at man har et ansvar for sit eget liv
- stå op om morgenen,
- gå på arbejde
så man er i stand til at opfylde nogle af de mål som vi alle sammen heldigvis har.
Men det nemmeste er at stille sig op og råbe "ulighed", forskelsbehandling, diskriminering (race, køn m.v.) - hvor er det dog ynkeligt.
Jeg tror vi kunne nå rigtigt langt hvis vi støttede dem der virkeligt har brug for det, men tog et grundigt livtag med alle de hylekor der efterhånden synes at samfundet og de rige kapitalister skal betale for deres manglende ansvar for eget liv og ikke mindst økonomi.
Og så glæd dig over at næste gang du laver mad (kvinde, mand eller + - ?) så har du investeret din tid i en opgave som du og din familie forhåbentlig sætter voldsomt pris på og derfor får et godt liv.
God dag til alle !!!
Jens Christian Jacobsen
Helt rigtigt. Husarbejdets "pris" er ifølge Druedahl beregnet efter gældende markedsløn, hvilket svarer til, hvordan offentlige ydelser indregnes i BNP, nemlig med lønnen til de offentligt ansatte, der leverer dem. Dermed kan beregningen ikke kritiseres for ikke at være "efter bogen", og Holten har den yderligere pointe, at det ubetalte husarbejde selv med en sådan lav markedspris ville udgøre 40-60 % af BNP. Så vidt så godt, men begrænsningen ved BNP som velstands/velfærdsmål viser sig ganske rigtigt også her ved, at (markeds)prisen på en vare eller ydelse ikke i sig selv siger, hvad nytte- eller brugsværdien af den er.
For at give et ekstremt eksempel er den konstante adgang til ilt livsvigtig for os, men da vi under normale forhold blot skal trække vejret for at få den ilt, vi skal bruge, har den (normalt) ingen markedspris. Omvendt kan noget have en høj markedsværdi, men ved skade på miljøet og/eller sundheden trække fra i velfærd og belaste samfundsøkonomien (samtidigt med at for eksempel behandlingen af sygdomme sætter BNP i vejret). Og markedsprisen på arbejdskraft med forskellige kvalifikationer svinger med udbud og efterspørgsel og andre forhold som faglig organisering og politiske tiltag osv.
Holten har givetvis ikke til hensigt at legitimere husarbejdets lavstatus, men derimod at påpege (en side af) BNPs svagheder som mål for et samfunds velfærd: det ulønnede husarbejde er vigtigt for velfærden og samfundet, men regnes ikke med i BNP, netop fordi det er ulønnet, og der dermed ikke kan sættes en markedspris på det. Og selv med en lavt sat tænkt pris (arbejdsmarkedsprisen på tilsvarende lønnet arbejde) ville det ulønnede husarbejde ifølge beregningen udgøre 40-60 % af det nuværende BNP (skulle tallet være præcist, skulle man også have et præcist tal på, hvor mange timer der årligt bruges på dette arbejde - hvilket man ikke har, netop fordi det som ulønnet og udført uden for arbejdsmarkedet er "usynligt" og uden en præcis grænse for, hvilke aktiviteter det omfatter).
Ib Gram- Jensen
Nu ved jeg ikke om du var til hendes foredrag. Jeg var ikke og har kun Druedahl at gå ud fra.
'...Holten har givetvis ikke til hensigt at legitimere husarbejdets lavstatus, men derimod at påpege (en side af) BNPs svagheder som mål for et samfunds velfærd: det ulønnede husarbejde er vigtigt for velfærden og samfundet, men regnes ikke med i BNP, netop fordi det er ulønnet, og der dermed ikke kan sættes en markedspris på det.'
Hvad egår hendes 'model-kritik' ud på? At BNP ikke indregner ulønnet arbejde? Eller/og at der ikke kan sættes en markedspris på husarbejde? For det mener Holten, at der skal?
Det forsøger hun så, tror jeg. Ved at tage udgangspunkt(går jeg ud fra) i lavstatuslønnen for husarbejdet. Hun må desuden have en eller anden forestilling om det antal timer, der præsteres UDOVER det lønnede husarbejde. Hvad er det for et tal? Hvordan kommer hun frem til de 40-60%?
Men det vigtigste er ikke, som Druedahl også er inde på, hendes ujævne opfattelse af BNP. Det er indholdet i hendes kritik, som hun hævder er feministisk.
For nu at konkretisere: Hvori består en feministisk kritik, der 1. ikke kritiserer husarbejdets lavstatus og 2. ikke leverer alternative økonomimodeller (eller ansatser), der kan indregne (samfunds)værdien af ulønnet husarbejde?
Jeg er nok gået glip af noget. Jeg var der ikke til foredraget...
Jens Christian Jacobsen
Jeg kender også kun til Holtens foredrag fra Druedahls tekst. Det fremgår ikke klart af den, om Holten selv har foretaget de omtalte beregninger, men en anden lærebog i international økonomi på handelsskolerne, udgivet 2001, nævner i forbindelse med kritikken af BNP for (bl.a.), at arbejdet i hjemmet og sort arbejde ikke indgår i BNP, at BNP ikke viser sociale og geografiske forskelle i befolkningen, og at BNP ikke tager hensyn til ulykker og miljøødelæggelser, at:
"Nogle økonomer vurderer, at hvis dette hjemmearbejde blev medregnet, ville BNP måske stige med ca. 40 %, et tal der naturligvis er behæftet med en hel del usikkerhed. For hvordan opgør man præcist værdien af en times snerydning foran huset?" (Knud Nørgaard, Jørgen Sauer, Jørgen Sander, Steen Nonnemann og Thomas Trojel: International Økonomi, forlaget Trojka, s. 47).
Der står desværre ikke noget om, hvordan man er kommet frem til de måske ca. 40 %, men det er formodentligt gjort ved at skønne, hvor mange timers arbejde, der er tale om, og så gange med den gældende markedsløn for tilsvarende arbejde, hvilket så har givet et tal, der nogenlunde svarer til Holtens. Det kan selvfølgelig kritiseres ud fra to synspunkter: dels at tallet i så fald falder eller stiger, hvis markedslønnen gør det, uden at mængden af varer og tjenesteydelser frembragt ved ulønnet hjemmearbejde materielt set er forandret; og dels at samme hjemmearbejde fortjente at aflønnes bedre end det, der svarer til markedslønnen. Men bruger man ikke markedslønnen, bliver tallet dels rent vilkårligt, dels reelt usammenligneligt med BNP, som det faktisk beregnes.
Der er således gode grunde til, at Holten holder sig til markedslønnen som udgangspunkt for beregningen af hjemmearbejdets størrelse i forhold til BNP, og der kan næppe siges at ligge nogen accept af husarbejdets lavstatus i det. Tværtimod ligger der en kritik af dets lavstatus i påpegningen af dets omfang OG samfundsmæssige nytte sat over for den kendsgerning, at det som ulønnet overhovedet ikke regnes med i BNP.
Hvad indregning af (samfunds)værdien af ulønnet husarbejde - eller for den sags skyld en hvilken som helst form for arbejde - er det reelt umuligt at sætte tal på: hvor stor er samfundsværdien af at amme et barn i dets første leveår i forhold til så og så mange timers snerydning eller en lærers undervisning i samme periode? Hvilket så igen viser BNPs begrænsning som velstands-/velfærdsmål: noget arbejde er ulønnet (ikke erhvervsmæssigt) og kommer slet ikke med, uanset hvor vigtigt for menneskers velfærd, det kan være, andet er lønnet (erhvervsmæssigt) og kommer med, uanset hvor uvæsentligt eller skadeligt for menneskers velfærd, det kan være (sætter man arbejdsløse i arbejde med at grave huller i jorden og fylde dem op igen, vokser BNP med deres løn).
Om en kritik af BNP (og andre aspekter af (mainstream)økonomi) som Holtens er feministisk eller ej, er måske lidt af en definitionssag. Det ulønnede arbejde, der ikke regnes med i BNP, udføres for en stor del - men ikke udelukkende - af kvinder, hvilket i en eller anden grad skævvrider, eller i hvert fald kan skævvride, indtrykket af, hvad de bidrager til samfundet med. Men mandlige økonomer er ikke nødvendigvis blinde for denne svaghed ved BNP eller problematikkerne vedrørende samfundsmæssig velfærd, fordeling og bæredygtighed i det hele taget.
Ib, vi taler om noget forskelligt og så er det jo svært at være uenige og især at blive enige.