Nekrolog
Læsetid: 10 min.

Farvel til en skikkelse af et særlig format: Lars-Henrik Schmidt er død

Med professor dr.phil. Lars-Henrik Schmidts alt for tidlige død siger det intellektuelle Danmark farvel til en tænker af den slags, man kan vente generationer på
Lars-Henrik Schmidt var en tænker af den slags, man venter generationer på at opleve. Han er død efter kort tids sygdom, 68 år gammel.

Lars-Henrik Schmidt var en tænker af den slags, man venter generationer på at opleve. Han er død efter kort tids sygdom, 68 år gammel.

Sofie Amalie Klougart

Indland
13. september 2021

På højden af sin intellektuelle kapacitet var Lars-Henrik Schmidt nærmest et idéhistorisk og analytisk geni. En usædvanlig nytænker og blandt sin generations mest originale og insisterende begavelser. Guldmedaljeafhandling som 23-årig. Magister i idéhistorie som 24-årig. Lic.phil. i en alder af 28 år. Dr.phil. som 34-årig.

Han er nu død efter kort tids sygdom, 68 år gammel.

Jeg hørte ham første gang i efteråret 1993, hvor han en mørk oktoberaften på Aarhus Universitet udlagde den franske marxistiske filosof Louis Althusser. Det var en akademisk og en intellektuel åbenbaring. Pædagogisk ubesværet og forførende: Ja, anderledes, sådan som han – med hestehale og iført et jakkesæt i læder – energisk, lærd og charmerende fremstillede og genfortalte Althusser og kapitallogikken.

Wauv! Sådan kunne man tænke, læse og analysere. Intet drøvtyggeri, men et mod på at tænke med og spidsformulere de store anliggender i den vesterlandske filosofi. Der var ingen smalle steder, og hans greb om linjerne i den moderne tænkning fra Rousseau og frem var så overlegent og sikkert og så underholdende og musikalsk leveret. Det var alt andet end simpel teori på dåse og firfeltstabeller, som dyrkedes andetsteds på universitetet. Det var sprælsk lærdom og munter videnskab i efteråret. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Lars-Henrik Schmidt var en akademisk komet, et intellektuelt cogito på ryggen af et legebarn, der det ene øjeblik interesserede sig for Spørge Jørgen og det næste udlagde Homer eller de græske tragedier.

Når man læser hans tidlige værker fra guldmedaljeafhandlingen ’Filosofikritisk rekonstruktion’ – om Althusser og kapitallogikken fra 1977 – over Socialisationskritik og politisk praksis i 1978, til Magtens fysik i 1979 og licentiatafhandlingen Magten og den sociale diskurs, var man på rejse med en dristig, rastløs tænker ind i samtidens tildragelser og genvordigheder med brug af den kritiske tænkning.

På den måde adskilte Schmidt sig fra samtidens Marx-dogmatik og ensformighed. Ikke ved at tage afsked med Marx – om hvem han skrev to bøger sammen med Hans-Jørgen Schanz, Hans Jørgen Thomsen og Jørgen Carlsen – men ved i stedet at finde sin afgørende inspiration hos navnlig Nietzsche og den kritiske oplysningstradition, der fornyede sig fra Marx over Freud og fandt et særegent udtryk i den franske epistemologi og videnskabshistorie og kulminerede med ikke mindst Michel Foucaults skelsættende værker, som fik stor betydning for Schmidt. I den forstand forblev Schmidt såvel som Foucault en konfessionsløs tænker, der kun vanskeligt kunne placeres politisk eller teoretisk.

To mennesker på en strand

Lars-Henrik Schmidt havde en usædvanlig intellektuel patos og sikkerhed – nu og da med en krukket og arrogant slagside. Det gjorde ham berømt og berygtet tidligt. Berømt på grund af sin enestående produktion og berygtet for sin særegenhed og forskel til den historisk dominerende analytiske filosofi i Danmark, og navnlig København anerkendte aldrig Schmidt fuldt ud.

Værkets omfang til trods – omkring 50 bøger og flere hundrede artikler – forblev Schmidt lidet citeret af det filosofiske parnas i Danmark. Lige så meget som det generede ham, lige så meget har han formentlig som Nietzsche på sin tid tænkt, at det ville være fremtidens fisk, der bed på hans filosofiske krog, når nu samtidens var for enfoldige.

Men han stak ud, var på og greb efter sin samtid på en udadvendt måde, der i sin form snarere klingede med oplyste disputter på cafeer på venstre bred af Seinen i 1960’ernes Paris end på ensomme filosofiske studier på indadvendte universitetsinstitutter.

Lars-Henrik Schmidt hævdede, at alle filosofiens temaer befandt sig i John Mogensens ’To mennesker på en strand – sol, blæst, sand og vand – en kvinde og en mand’.

Lars-Henrik Schmidt hævdede, at alle filosofiens temaer befandt sig i John Mogensens ’To mennesker på en strand – sol, blæst, sand og vand – en kvinde og en mand’.

Tine Sletting

Flamboyant kunne han på en europapalle på Café Englen i Aarhus forsamle interesserede under overskriften ’Befaml mit køn – men hold dig fra mine værdier’, ligesom han i P1 en sommer hævdede, at alle filosofiens temaer befandt sig i John Mogensens ’To mennesker på en strand – sol, blæst, sand og vand – en kvinde og en mand’.

I artikler, bøger samt i et utal af interview i dagblade og medier om aktuelle forhold brugte han således sine analytiske kræfter på meget andet end lærde studier i traditionel form. Blandt andet i samarbejde med vennen og kollegaen Jens Erik Kristensen udgav han i 1986 klassikeren om den moderne socialhygiejne Lys, luft og renlighed, hvor filosofiens og tænkningens redskaber blev brugt uden for deres eget domæne.

Fra først til sidst mente Schmidt med Nietzsche, at filosofi i dag måtte blive idéhistorie forstået som enheden af samtidsdiagnose og historisk filosoferen. Stor opmærksomhed vakte det, da han i begyndelsen af 1990’erne og senere som medlem af Etisk Råd standhaftigt hævdede, at vi med blandt andet transplantationslovgivningen var i færd med at overtræde det tredje af de store kulturkonstituerende forbud ved siden af mord- og incestforbuddet nemlig kannibalismeforbuddet. Journalisterne elskede det, og Schmidt havde hold i sine filosofiske billetter.

Professor Peter Kemp var Schmidts urheber, som han selv sagde, da han forsvarede sin doktorafhandling i et propfyldt auditorium i Aarhus i 1988. Kemp var den ene hovedopponent, Hans-Jørgen Schanz den anden. Kemp indledte med at kalde Schmidts afhandling om det sociale hos Rousseau og Nietzsche for en stor begivenhed i dansk kulturliv. Samme Kemp, som Schmidt senere gjorde til professor på Danmarks Pædagogiske Universitet, skulle senere under forsvaret – og med adresse til Schmidts helt særegne omgang med det danske sprog – pointere, hvad der blev Schmidts livslange udfordring og problem: at han fik beundrere og ikke læsere.

Med udviklingen af det socialanalytiske perspektiv fra slutningen af 1980’erne og frem – der var Schmidts originale forsøg på at lancere et nyt perspektiv på ’det sociale’ – indgav han sig med mere syntetiserende ambitioner og udviklede ikke alene grundlagsteoretiske redskaber til at analysere sin samtid, men designede også med kollegaen Jens Erik Kristensen det socialanalytiske kors, som Schmidt og Kristensen brugte som en didaktisk nøgle til at analysere snart sagt en hvilken som helst problemstilling, ikke mindst pædagogiske og politiske.

Her rakte Schmidt ud og blev grebet i et omfang, der er yderst sjældent for en filosof og idéhistoriker i Danmark. Tusindvis og atter tusindvis af pædagoger, lærere og social- og sundhedsprofessionelle har på konferencer, i interview, artikler og bøger stiftet bekendtskab med Schmidts analyser og diagnoser af omsorg, opdragelse, oplysning og dannelse, af forholdet mellem individ og stat, civilsamfund og marked.

Opgør med meneriet

Netop ambitionen om at tilføre dansk pædagogisk tænkning flyvehøjde, stamina og analysekraft var afgørende for Schmidt med etableringen af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), hvor han blev ansat som første rektor i 2000, og som han kraftfuldt satte på landkortet. Ikke med ambitionen om at mime eller imødekomme policies hos OECD og EU eller eftergøre den transnationale uddannelsesforsknings evidensfokus, men med et stædigt fokus på pædagogikkens grundlæggende mellemværender og aktuelle udfordringer.

Og på DPU havde han egensindighed og vilje nok til at organisere institutionens undervisning og forskning efter sin egen tænknings kategorier. DPU blev derfor et socialanalytisk organiseret universitet – og dets kandidatuddannelser benævnt og tænkt socialanalytisk.

En rektor er ikke alene en administrativ figur eller en leder, men må også være en tænker, mente Schmidt, og udgav flittigt i perioden, herunder trebindsværket Diagnosis I-III.

Schmidt holdt som rektor på DPU indtil 2007, hvor DPU blev til en universitetsskole som en del af Aarhus Universitet. Han blev herefter direktør for forskningscenter GNOSIS på Aarhus Universitet, der havde mange excellente forskere, men for få, der kunne tænke, som daværende rektor Lauritz B. Holm Nielsen angiveligt sagde. Derfor skulle Schmidt stå i spidsen af GNOSIS, som blev opløst i 2012, hvorefter Schmidt var professor i pædagogik og filosofi til sin død.

Men hvad mener du selv, Schmidt? har mange tænkt og spurgt. Schmidts ærinde var ikke at mene noget, men derimod at gøre op med det danske meneri og medsnakkeri, som han kaldte det. Alle har ret til at have en mening om dette og hint, men ikke alle meninger eller værdier er lige gode og skal frem for alt ikke anerkendes, bare fordi nogen har dem. Han var og forblev diagnostiker og analytiker snarere end normativ filosof.

Den største modstand mod Lars-Henrik Schmidt kom ikke fra omverden, men fra hans egne dæmoner.

Den største modstand mod Lars-Henrik Schmidt kom ikke fra omverden, men fra hans egne dæmoner.

Sofie Amalie Klougart

Man leder altid længe efter sikker grund hos Schmidt eller en varm og tiltalende holdning, man kan solidarisere sig med. Schmidt var interesseret i, hvordan noget gjorde sig gældende, snarere end om det var gyldigt. Derfor fik han aldrig og vil aldrig få den betydning i dansk pædagogisk tænkning og kultur, som teologerne Grundtvig, Hal Koch og K.E. Løgstrup fik og fortsat har, men hans format skal, usammenligneligheden til trods, begribes i dette luftlag.

Han var mærkeligt nok en umådelig populær pædagogisk og filosofisk kætter, fordi han i Danmark kom af sted med aldrig at bekende kulør som enten ridder af fagligheden eller som det hele barns vogter. Ikke desto mindre var hans synspunkt klart, når han konsekvent i 20-30 år jævnligt forbandede, at vi som samfund havde tabt respekten for viden, samtidig med at viden blev gjort til strategisk knudepunkt i konkurrencestatslige oprustninger.

En mester i sin stil

’Pigeliggørelsen af skolen’ kaldte han det fænomen, hvor spørgsmål afgøres på måder, der minder om fjantede kommentarer blandt teenagepiger i tøjbutikkens prøverum. Det mente Schmidt altså, og han indkasserede en del kritik og røg for sit kvindesyn.

Hans sans for både sarkastiske og træfsikre allegorier og metaforer fornægtede sig sjældent. Som han sagde til herværende dagblads Rune Lykkeberg i et interview i 2002 om selvsamme vidensproblematik: »Det er lilleskolen, der har bredt sig. Vi har haft elever fra lilleskoler, som mente, at noder var autoritære, så det var forkert at spille efter noder. Der må jeg sige, at det godt kan være, noder er autoritære, men hvis man skal opføre et stykke musik sammen med andre mennesker, er man nødt til at bruge en fælles manual.«

Eller som han kritisk hudflettede dansk pædagogiks traume over den sorte skole, de mange nederlag, tugt og skældud: »Man kan ikke smile sig til at lære at køre på cykel.«

Det er sigende, at Schmidt i forbindelse med en af sine utallige bøger omtales som vor tids svar på Søren Kierkegaard. Vanskeligt tilgængelig, men uudgrundeligt dyb. Han var en mester også i sin stil, og kun få af epigonerne tog faderopgøret, medens endnu færre kunne bære at efterligne mesteren. Mange visnede i skyggerne fra det store træ. Schmidt fik, som Kemp spåede, flere tilbedere end kritiske læsere.

Udadvendt nok, men poppet blev han aldrig, og mange af hans senere værker Om Respekten (2005), Om Vreden (2006) og Lear-komplekset (2010) samt ikke mindst hans sidste større værk Det sociales ABC. Principper i socialanalytisk samtidsdiagnostik (2019) bærer præg af en egensindig stræben og vilje til at tænke anderledes og til standhaftigt at forsvare, forfine og præcisere det perspektiv, han havde brugt 40 år på at udvikle.

Men samtidig ualmindelig vanskelig at trænge igennem for nu at sige det diplomatisk. Lige så udadvendt, kommunikerende og klar han kunne være i sine offentlige optrædener, lige så særegen og esoterisk kunne han ikke mindst i de senere år være. Stadig produktiv, men uden ungdommens energi og spirende lyst og tilsyneladende uden at ville spilde tid på at læse meget af det nye endsige anerkende originale studier eller indsigter i sin samtid. Mere interesseret i at genlæse Rousseau og Kant, Marx og Nietzsche og reformulere sit eget projekt end at indgå i oprigtige dialoger. Nu mere tragisk i sin stræben end dristig som libertineren, en af hans skattede figurer.

For den største modstand mod Lars-Henrik Schmidt kom ikke fra omverden, men fra hans egne dæmoner. Hans senere værker realiserede aldrig ungdommens løfter, og selv fortalte han i et interview med Information om sit forhold, der betød, som hans selv formulerede det, at det formentlig var hævet over enhver tvivl, at hans alderdom ville blive kort. Det er trist, at han fik ret.

Lars-Henrik Schmidt fik ikke den nationale og internationale anerkendelse, han burde have haft i levende live. I en samtale med en stipendiat om det filosofiske felt skal den store amerikanske professor i idéhistorie Martin Jay fra Berkeley for år tilbage have hevet en bog ned fra reolen, peget på den og sagt: »This man is a fucking genius. A great European Thinker. But will anybody ever know?«. Bogen, han hev ud af reolen, var Schmidts Immediacy Lost – oversættelsen af hans afhandling om Rousseau og Nietzsche.

Med hans alt for tidlige død siger det intellektuelle Danmark farvel til en skikkelse af et særligt format, en tænker af den slags, man kan vente generationer på.

Stefan Hermann er rektor på Københavns Professionshøjskole.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Fin og præcis nekrolog over en gammel kollega. Tak, Stefan Hermann.

Tak for denne nekrolog. Den kan anbefales.

Tak Stefan...

Søren Gosvig Olesen

Tak for ordene. Så smukt og rammende skrevet – om min generøse kollega og ven. Ære være hans minde!

En smuk, men ikke sentimental afsked.
Imidlertid kan man måske opsummere Schmidts tragedie i den indflydelse, som han faktisk fik på konkret pædagogisk praksis i stedet for at blive en stor fagfilosof, som der jo til sidst plæderes for, at han kunne være blevet.

Skarpt, Stefan Hermann

"hans egne dæmoner"
Der kan være mange gode grunde til at holde forhold fra privatlivet private ved omtalen af en nylig afdød, men så bør man heller ikke antyde dem. Fortæl eller ti stille.