I Gjøl nægter de at give op: ’Jeg er minkfarmer, og jeg vil gå i graven som minkfarmer’

I slutningen af april mødtes en lille gruppe forknytte minkavlere med en ung kvinde fra Frederiksberg i en udestue med udsigt over Limfjorden.

På dagsordenen for mødet var kun ét spørgsmål: Hvordan får vi minkavl tilbage i Danmark?

De fleste af landets minkavlere har valgt at forlade erhvervet og tage imod fuld erstatning, efter at de sidste år blev tvunget til at aflive alle deres mink.

Men en lille hård kerne vil hellere i gang igen.

I udestuen ved Limfjorden stiftede forsamlingen en forening ved navn Danske Mink. Sammen forsøger de at skabe momentum og afkræve politikerne svar på, om de kan få lov at gå i gang igen.

De har oddsene imod sig. Efter sommerferien skal politikerne på Christiansborg forhandle om, hvorvidt det er sundhedsmæssigt forsvarligt at tillade minkavl igen fra 2022. Hvis de siger nej, er det slut. Men selv hvis de siger ja, bliver det en udfordring at få genetableret hele værdikæden med fodercentral, pelseri og andre følgeerhverv. De vil blive pionerer, ligesom deres forældre og bedsteforældre var det, da de i efterkrigstiden stillede bure op på en bar mark og begyndte at opdrætte mink.

Det bliver ikke nemt. Men man skal ikke undervurdere en stædig minkavler fra Gjøl.

Planen

Godt en måned efter den stiftende generalforsamling sidder vi i den samme udestue. Den tilhører minkavler i anden generation Erik Westergaard (»Min fatter startede med mink i 1945!«).

Han er født og opvokset her i Gjøl – en lille by nord for Limfjorden, som indtil sidste år havde Danmarks vel nok højeste koncentration af minkavlere. 38 minkfarme plejede her at ligge – 13 af dem side om side på én enkelt vej. Og det i en by med færre end 1.000 indbyggere.

Erik Westergaard drev en minkfarm med 27.000 mink. Nu er staldene tomme. Men han er klar til at starte forfra i morgen, hvis det kan lade sig gøre.

»Jeg har et anlæg til 16 millioner kroner, der bare står og glor. Det er toptunet. Der er diesel på fodermaskinen. Det er bare at sætte mink ind og trykke på startknappen. Så kører vi.«

Hvis det lykkes den lille forening at komme igennem med sine ønsker, har Erik Westergaard en klar plan for, hvordan de hurtigt kan komme i gang igen:

Avlsdyrene kan de for eksempel købe i Grækenland, hvor en dansk minkavler har etableret sig med gode avlsdyr fra Danmark. Foderet kan de skaffe fra en fodercentral i Lemvig, som de måske kan overtage. Ellers findes der også foderkøkkener i Litauen og Holland, som kan levere. Pelsningsudstyret mener han, at man kan købe i Polen. Og selve auktionerne kan måske foregå i Kopenhagen Furs lokaler, hvis de kan få lov at overtage den gamle auktionssal, selv om virksomheden lukker. Alternativt kan skindene sælges på auktionen i Finland.

Ved den stiftende generalforsamling blev Erik Westergaard og hans søn Mads Westergaard valgt til bestyrelsen. Formanden blev Louise Frederiksen – en ung pelshandler fra Frederiksberg.

Hvis genstarten skal fungere, er de nødt til at være minimum 50 minkavlere, der vil begynde igen, vurderer Erik Westergaard. Det er nogenlunde det antal, der står klar lige nu, siger han. Men han håber på, at flere andre vil komme til, hvis politikerne beslutter, at de kan gå i gang igen.

I januar indgik regeringen en aftale med Venstre, De Radikale, SF og LA om erstatning til minkavlerne. Erstatningerne ventes at løbe op imellem 15,5 og 18,7 milliarder kroner. Ifølge Finansministeriet vil den gennemsnitlige minkavler få fra 11 til 13 millioner kroner.

Det skal dække avlernes tabte fremtidige indtjening indtil 2030, værdien af deres stalde, bure og andet udstyr samt værdien af de mink, der blev aflivet, men ikke pelset i 2020.

Minkavlerne kan ifølge aftalen maksimalt få 250 kroner per mink. Det er for lidt, mener Erik Westergaard.

Ved den seneste auktion hos Kopenhagen Fur i juni steg priserne på danske minkskind til et gennemsnit på 356 kroner.

De minkavlere, der ikke fik lov at pelse deres dyr, bør få samme pris af staten, som de ville kunne have fået på auktion, mener Erik Westergaard. For ham vil det svare til yderligere tre millioner kroner.

»De har plyndret mig for tre millioner kroner,« siger han.

»Og jeg kan sateme love dig for, at jeg skal bruge hele min familieformue på at komme efter dem med advokater, hvis ikke jeg får dem.«

Hvis det lykkes ham at få en højere erstatning, skal pengene bruges til at købe nye avlsdyr.

»Vi vil bare have levende mink i burene igen. Det er det, foreningen er dannet for. Intet andet.«

Socialisten

Hvis der er én mand, som minkavlerne ikke kan fordrage, er det SF’s dyrevelfærdsordfører Carl Valentin.

(Erik Westergaard: »Han aner ikke en skid om, hvad det drejer sig om!«).

SF har før foreslået et forbud mod minkavl i Danmark af dyreetiske årsager. Og står det til Carl Valentin, kommer minkavl aldrig tilbage til Danmark. Det fortæller han, da vi besøger ham på hans lille kontor på Christiansborg. Væggen er udsmykket med billeder af Bernie Sanders, Greta Thunberg og rapperne Natasja og Immortal Technique.

– Skal minkavlerne have lov at begynde forfra næste år?

»Det mener jeg ikke, nej. Vi har givet milliardkompensationer, mange minkavlere er videre, og den her industri er praktisk talt fortid i Danmark. Så det er det rette tidspunkt til at sige, at det var det kapitel i danmarkshistorien. Nu giver det mening at komme videre,« siger han.

Risikoen for nye coronamutationer er ifølge ham for høj til, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at opdrætte mink igen. Dertil mener han fortsat ikke, at minkavl er etisk forsvarligt.

Da regeringen sidste år træf beslutning om, at alle mink skulle aflives, skete det på grundlag af en risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI). Instituttet havde fundet en mutation, som i et forsøg viste tegn på at være mere modstandsdygtig over for antistoffer. SSI frygtede, at nye mutationer fra mink ville kunne undslippe de vacciner, som vi alle gik og tørstede efter sidste november. Det ville gøre det sværere at opnå flokimmunitet. Desuden udgjorde de mange mink et »smittereservoir«, som kunne smitte mennesker og dermed bringe epidemien ud af kontrol igen.

På den baggrund skrev SSI, at fortsat minkavl ville være forbundet med »en betydelig risiko for folkesundheden«.

SSI er siden blevet kritiseret for at drage for skarpe konklusioner på baggrund af et meget lille og ufuldstændigt studie af den såkaldte cluster 5-mutation.

Men regeringen tog ingen chancer og besluttede, at alle danske mink skulle aflives. Minkavlerne kunne enten vælge at få fuld erstatning eller gå i »dvale«. Minkavl blev foreløbigt forbudt indtil den 1. januar 2022.

SSI har for nylig udgivet resultaterne af en ny undersøgelse af cluster 5-mutationen. »Konklusionen er, at de bekymrende fund fra de foreløbige studier i efteråret 2020 var rigtige,« skriver SSI i en pressemeddelelse.

Også denne undersøgelse har dog mødt kritik fra eksperter, som ikke mener, den bekræfter, at der var grund til at frygte for vaccinernes effektivitet.

Carl Valentin er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at aflive alle mink.

»Hvis der bare var én procents risiko for, at der ville komme en ny mutation, som kunne gøre, at vaccinerne ikke virkede, så var det rigeligt grund til ikke at have en minkindustri. Danmark stod over for en stor, global risiko, og den risiko var for stor at tage,« siger han.

Carl Valentin mener dog, at der var for stort fokus på cluster 5-mutationen. Det var ifølge ham ikke den specifikke mutation, men risikoen for udvikling af flere nye mutationer, der var argumentet for at aflive minkene.

Regeringen har i juni bedt SSI om en opdateret vurdering af, hvilken risiko der vil være forbundet med en eventuel genoptagelse af minkavl næste år. SSI svarer forsigtigt i en ny risikovurdering, at minkhold i Danmark efter 2021 »kan medføre en sundhedsrisiko af ukendt størrelse for mennesker«.

Eftersom det er svært at forudse, hvordan COVID-19-pandemien vil udvikle sig, kan det ifølge SSI »ikke forudses, hvor stor den potentielle risiko for smitte mellem mink og mennesker vil være på kort sigt«.

Kort sagt mangler der viden om, hvordan virus vil mutere, hvor let de nye mutationer vil kunne smitte både mennesker og mink, og hvor god effekten af vaccinerne vil være. Det vil være lettere at sige noget om efter den kommende vintersæson, vurderer SSI.

Dog skriver SSI, at der under alle omstændigheder er risiko for, at der vil opstå nye mutationer i mink. Desuden vil smittede mink kunne udgøre en smittefare for mennesker, der ikke er vaccineret, og mennesker, der ikke har haft tilstrækkeligt gavn af en vaccine – for eksempel ældre og immunsvækkede.

Risikoen afhænger dog også af, hvor mange mink der opdrættes, og under hvilke forhold. Hvis 50 minkavlere begynder forfra næste år, vil der ifølge Danske Mink blive tale om færre end 800.000 mink.

Regeringen vil efter sommerferien indkalde Folketingets partier til forhandlinger om, hvorvidt minkavl kan genoptages efter nytår.

Carl Valentin håber, at coronasmitten blandt mink har lært os alle noget om sammenhængen mellem pandemier og intens dyreproduktion. I det seneste år er han dykket ned i rapporter fra FN’s miljøprogram, som fastslår, at der er fem faktorer, som giver øget risiko for fremtidige epidemier:

Intensiv animalsk produktion, skovrydning, klimaforandringer, antibiotikaresistens og svagt reguleret handel med vilde dyr.

»Det har alt sammen noget med vores forhold til naturen og til andre dyr at gøre. Det hænger sammen,« siger Carl Valentin.

»Den måde, vi behandler naturen på, kan ramme os selv rigtig hårdt.«

Belejringen

Erik Westergaard sad foran sit fjernsyn den 4. november sidste år. Han og de andre minkavlere på Gjøl havde allerede fået at vide, at de skulle aflive deres mink. De var havnet i risikozonen, fordi der var udbrudt coronavirus på minkfarme i nærheden.

Nu tonede landets statsminister så frem på fjernsynsskærmen med besked om, at samtlige landets mink skulle aflives.

Erik Westergaard var rystet. Til at begynde med nægtede han at aflive alle sine mink. Han sagde til Fødevarestyrelsen, at han ville have lov at beholde sine avlsdyr. Men det kunne der ikke blive tale om. Der gik et par dage. Så ringede både politiet og Fødevarestyrelsen og sagde, at han skulle se at komme i gang. De ville komme med et hold rumænere, som skulle aflive hans mink.

Erik Westergaard havde set, hvordan de rumænske minkarbejdere havde aflivet mink på andre farme. Ifølge ham var der tale om »dyremishandling«.

»Da de ringede fra Fødevarestyrelsen, sagde jeg til ham, at den første og den bedste, der kommer ind, han kommer ud igen med fødderne først.«

Erik Westergaard har jagttegn og kommer meget i den lokale jagtklub. Men i dag siger han, at han ikke havde tænkt sig at gøre alvor af truslerne om at skyde minkarbejderne.

»Selvfølgelig havde jeg ikke gjort det,« siger han.

»Godt nok går jeg på jagt. Men så dum er jeg ikke. Men det kan godt ske, at de havde fået enden af et jagtgevær at se.«

I stedet aflivede han til sidst sine egne mink sammen med sin kone, deres søn og en fast medarbejder. Det tog tre dage. Han måtte ringe til de 22 folk fra Letland, som skulle have hjulpet ham med at pelse, og sige, at de ikke behøvede komme alligevel.

Han hiver sin telefon frem og viser billeder af sine døde mink – 65 ton i alt. De blev lagt i tre bunker på plastikpresenninger ved minkfarmen. Og der fik de lov at ligge. Ingen kom og hentede dem. Minkene begyndt at gå i opløsning og flyde ud i ét stort smat.

»De var blevet helt pladrede,« husker Erik Westergaard.

»Det stank, så du kunne lugte det helt ovre på den anden side af fjorden.«

Efter 14 dage gad Erik Westergaard ikke vente længere. Han arrangerede selv en vognmand, som kom og kørte dem afsted til minkgraven.

Beboerne i Gjøl følte, at de var under belejring i efteråret, husker han. Soldater, politi og folk fra Fødevarestyrelsen indtog den lille by i hundredvis.

»Der lå militærfolk rundt omkring farmene. Hvad fanden er det for et samfund, vi lever i? At man sætter forsvaret ind mod civilbefolkningen? Stop!«

Hver dag var der demonstrationer mod aflivningerne, Erik Westergaard fik blomster, og folk flagede på halvt i haverne.

»Vi gik rundt i sådan en følelsesmæssig tåge helt indtil jul,« husker han.

I dag er byen forandret. En form for tomhed præger stemningen. Mange har fundet andre former for beskæftigelse. Men det er ikke ensbetydende med, at de er glade, siger Erik Westergaard.

»Folk er dybt deprimerede. Vi har 36 familier herovre, der er ødelagt. Skilsmisser. Folk, der nærmest har fået tunnelsyn. Når vi møder hinanden nede i den lokale brugs, kigger vi på hinanden og tænker det samme.«

Hans egen storebror, som også var minkavler og har siddet i hovedbestyrelsen i Kopenhagen Fur, har købt et hus inde i skoven og er begyndt at dyrke juletræer.

»Han er blevet så gal på det hele, at han aldrig nogensinde vil have noget med minkavl at gøre igen,« siger Erik Westergaard.

Vi kører en tur ned forbi hans minkfarm. Normalt ville her være lyden af tusindvis af hvalpe i burene. Men nu er her kun fuglekvidder og vindens susen i træerne. To kilometer minkstalde står tomme hen. Alle tagpladerne er fulde af asbest, forklarer Erik Westergaard. Det samme er indhegningen omkring farmen.

»Vi har 500 ton asbestplader her,« siger han.

Hvis hans farm skal eksproprieres, skal alting pilles ned, og det hele skal udlægges til mark.

»Alene det at komme af med asbestpladerne koster en halv million. Det skal pilles ned af folk i rumdragter, alt træværk skal støvsuges, der skal lægges plastic over hele arealet, der skal fjernes 15 centimeter jord, som skal køres i deponi, og så skal der tilkøres 30 centimeter muldjord. Hvor vil du få det fra?«

Han tror, at eksproprieringen af minkerhvervet bliver meget dyrere, end politikerne regner med.

»Carl Valentin regner med, at det vil koste 3,9 milliarder kroner at fjerne minkerhvervet,« siger han med henvisning til erstatningsaftalen.

»Det kan de gange med ti!«

Erik Westergaard taler med stor kraft og indignation. Han mener, at lukningen af minkerhvervet i virkeligheden er et politisk komplot, som er orkestreret af statsministeren, og som handler mere om at få minkavlerne ned med nakken end om folkesundheden.

»Det er rigtig smart lavet. Og så tror hun, at hun kan slippe ud af det,« siger han med henvisning til Mette Frederiksen.

»Men vi glemmer ikke det her.«

Venstremanden

Et par etager over Carl Valentins kontor holder Venstres folketingsgruppe til. Partiets jagtordfører – og uofficielle minkordfører – Thomas Danielsen tager imod os på sit kontor, der er dekoreret med store jagttrofæer.

Da han har skænket kaffe op fra et blankt stel og spurgt os jokende om, hvilken gård vi så er vokset op på, giver vi os til at tale om aflivningen af landets mink sidste år. Thomas Danielsen mener, at beslutningen blev truffet på et forkert grundlag.

I hans øjne burde man have ladet landets minkavlere aflive og pelse deres mink som sædvanligt. Det ville have nedbragt antallet af mink betragteligt. Derefter kunne man have set på muligheden for at vaccinere de resterende avlsdyr, mener han.

– Skulle man så bare have levet med yderligere smittespredning fra mink i flere uger indtil pelsningen?

»Man skulle have taget isolationen af de her farme meget mere alvorligt. Vi var meget frustrerede over, at man ikke i højere grad fik isoleret dem,« siger Thomas Danielsen.

Han tilføjer, at en pandemi ikke er et nationalt anliggende for Danmark, og at det ikke gav mening at nedlægge hele minkerhvervet, når andre lande ikke gjorde det samme. Det var en »osteklokketankegang« fra regeringens side, mener han.

– Vi havde omkring 15 millioner mink i Danmark, langt flere end i andre lande. Det var 15 millioner mulige smittekilder, hvor der kunne opstå nye mutationer. Var det ikke et argument for at slå dem ned?

»Det kan man jo sige om alle smittekilder. Fælles for de fleste pandemier er, at de opstår i mødet mellem mennesker og vilde dyr. Men med corona og mink og mennesker var der intet, der tydede på, at der var farlige mutationer.«

– Kunne der ikke opstå farlige mutationer i minkene?

»Det har vi ikke noget grundlag for at sige. Det er der ingen, der har. Det eneste, Kåre Mølbak (daværende faglig direktør i SSI, red.) kunne sige, var, at worst case var et nyt Wuhan. Men der er ikke noget, der tyder på, at der skulle opstå farlige mutationer. Så det er jo regeringens såkaldte forsigtighedsprincip, der gør, at man slår hele minkbranchen ihjel.«

– Var det ikke uholdbart at have så stort et smittereservoir uanset mutationerne?

»Jo, og derfor skulle man have isoleret farmene i langt højere grad. De var meget overladt til sig selv. Selvfølgelig var det frustrerende. Men var det livstruende? Nej, det var det jo ikke. Derfor var det bare for vidtgående. Man kan slå alt ihjel, som man har en frygt for. Men det er jo ikke den rigtige løsning.«

– Hvis I havde siddet i regering, ville I så have turdet lade være med at slå minkene ned og måske lade nogle overleve for at bevare avlsmaterialet?

»Det er jo altid en svær diskussion, når man ikke har det grundlag, som regeringen traf sin beslutning på. Men ja, der var ikke grundlag for at slå minkene ned, og derfor ville vi heller ikke have slået dem ned. Hvis man skal sige det meget firkantet.«

Thomas Danielsen mener, at regeringen har talt usandt undervejs i forløbet og tilbageholdt oplysninger, hvilket ifølge ham gør det svært at få det fulde overblik over minksagen. Desuden viste det sig hurtigt, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at beordre alle landets mink slået ihjel. Det bør få konsekvenser for statsminister Mette Frederiksen, mener Thomas Danielsen. Han rejser sig og henter en udprintet version af regeringens egen redegørelse af forløbet.

»Vi mener, der er grundlag for en rigsretssag allerede på nuværende tidspunkt,« siger han og peger på et af papirerne.

På side ni står der, at der den 3. november 2020 var møde i regeringens koordinationsudvalg om smitten blandt mink. Embedsværket i flere ministerier havde udarbejdet materiale til mødet, hvor der stod, at der hverken var lovhjemmel til at tvangslukke eller lægge minkerhvervet i dvale.

Alligevel holdt statsministeren dagen efter det famøse pressemøde, hvor hun annoncerede, at alle landets mink skulle aflives.

»Ud fra det er der grundlag for en rigsretssag,« siger Thomas Danielsen.

»Fordi regeringen ignorerer advarslen og laver det største overgreb på civilsamfundet siden Anden Verdenskrig.«

Der står dog også i regeringens redegørelse, at spørgsmålet om lovhjemmel til aflivning af alle landets mink ikke blev drøftet på det afgørende møde den 3. november. En såkaldt granskningskommission er ved at undersøge forløbet og ventes at afslutte sit arbejde senest til april 2022.

Først derefter vil Venstre ifølge Thomas Danielsen have udarbejdet et anklageskrift mod statsministeren.

I modsætning til Carl Valentin mener han, at minkavlerne skal have lov at sætte nye dyr i burene næste år. Så længe det foregår på en forsvarlig måde. For eksempel ved at vaccinere de nye avlsdyr mod COVID-19.

– Nogle mutationer viser tegn på at kunne undslippe vacciner. Er det ikke uforsvarligt at sætte gang i minkavl igen, uanset om de er vaccineret?

»Hvis man har den tankegang, så skal man jo også slå samtlige Danmarks svinebesætninger ned,« siger han.

»Vi ved historisk, at ingen farlige pandemier er opstået i husdyrbrug. Jeg kender kun til svineinfluenza. Resten har været forårsaget af vilde dyr og mennesker, der har haft en uhensigtsmæssig kobling.«

Jeg spørger, om der er noget, Thomas Danielsen har lært af minkforløbet. Han tænker sig lidt om og siger så, at Folketinget er kommet til at give regeringen nogle alt for vide beføjelser i begyndelsen af pandemien. Det var for at give regeringen bedst mulige betingelser for at handle hurtigt. Men ifølge ham har regeringen misbrugt sine beføjelser og spillet med lukkede kort over for Folketinget.

»Vi har en parlamentarisk tradition for at lægge beslutningsgrundlag frem, fordi det giver de mest kvalificerede beslutninger. Men her har man udelukket forskere fra at få indblik og folketingsmedlemmer, som er et kontrolorgan over for regeringen. Det er katastrofalt. Og det har givet anledning til mange uhensigtsmæssige beslutninger,« siger han.

»Det skal aldrig, aldrig ske igen, at man giver en regering så vide beføjelser. Det skal aldrig ske igen.«

Forhandlingerne

I et par måneder forsøger vi at få et interview med fødevareminister Rasmus Prehn (S). Men det er ikke muligt. Vi ville gerne have spurgt ham, om beslutningen om at aflive landets mink blev truffet på det rette grundlag, og om minkavlere som Erik Westergaard skal have lov at avle mink igen til næste år.

Ministeriets presseafdeling har sendt nogle skriftlige citater fra ministeren.

»Rigtig mange har betalt en umådelig høj pris under denne her pandemi: socialt eller økonomisk,« skriver ministeren.

»Minkavlerne har betalt en ekstraordinær høj pris, og vi havde som regering allerhelst været det hele foruden. Regeringen har fra begyndelsen af pandemien anlagt et forsigtighedsprincip, hvor man handler, før det er for sent. Jeg var ikke minister på området, da den svære og tunge beslutning om aflivning blev taget.«

Det var ifølge Rasmus Prehn sundhedsmyndighedernes vurdering, at minkavl under pandemien »indebar en betydelig risiko for folkesundheden herunder muligheden for at forebygge COVID-19 med vacciner«.

Efter sommerferien vil han på baggrund af den nye risikovurdering fra SSI invitere Folketingets partier til drøftelser af, om minkavlerne kan få lov at begynde forfra næste år. Han kan altså ikke give et klart svar endnu.

Ministeren svarer heller ikke direkte på Erik Westergaards krav om en højere erstatning for de aflivede avlsdyr, som ifølge ham skal bruges til at indkøbe nye avlsdyr. Men Miljø- og Fødevareministeriet skriver, at minkavlerne allerede med erstatningsaftalen er sikret fuld driftstabserstatning, »der dækker tabet af avlsdyr og dermed prisen for indkøb af nye avlsdyr«.

Sælgeren

På handelsstrøget Jægersborg Allé i Charlottenlund skinner solen fra en skyfri himmel. Træerne står i sirlige rækker på begge sider af vejbanen. Lige dér ligger en lille pelsforretning ved navn Kløve & Lønberg. I vinduet står der »CRAZY DAYS«. Flere af pelsene er nedsat med 50-80 procent. En pink jakke med hætte, som før kostede 80.000 kroner, koster nu 17.900 kroner.

Indenfor hersker en stemning af afslappet luksus. Pelse i alverdens farver hænger langs væggene. Bagest i butikken står et køleskab med champagne og chokolade fra Spangsberg. Hvis man skal købe en pels til 50.000 kroner, må det gerne føles lidt specielt – men det må ikke blive snobbet. Det forklarer indehaveren Nicolai Lønberg, da han træder smilende ind i lokalet.

»Jeg er jo lidt en gadedreng. Her bliver man ikke målt og vejet,« siger han.

»Jeg kan både snakke med skraldemanden og med dem, der er rigtig fine og har mange penge. Men jeg er aldrig snobbet.«

Nicolai Lønberg er blandt andet kendt fra TV 3-programmet Købmænd på 1. klasse, og han har adskillige kendisser blandt sine kunder.

Han mener selv, at folk kommer til ham, fordi han har formået at lave nogle design, som er mere afslappede end den klassiske »teaterpels«.

»Jeg prøver at gøre det til en hverdagspels,« siger han.

»Mine pelse skal både fungere til unge og ældre. De skal kunne gå til et par jeans og gummisko, når man skal ned og hente en liter mælk, men man skal også kunne bære dem med leggings og høje hæle, når man skal ud at være fin.«

Han har arbejdet med pels, siden han var 18 år gammel. I dag er han 50. Coronapandemien er noget af det værste, han har oplevet i sin karriere.

»Jamen, det var en katastrofe!«, siger han om de seneste år.

»Jeg tænkte, min fremtid er ødelagt. Det her overlever vi ikke.«

Da statsministeren annoncerede, at alle landets mink skulle aflives, troede han, at han ville blive nødt til at dreje nøglen om inden for to år.

Under nedlukningen måtte han »tømme syltetøjskrukkerne derhjemme« og leve af sin opsparing.

Men i slutningen af efteråret oplevede han pludselig, hvordan stamkunderne strømmede til. Oktober, november og december var nok hans bedste måneder i ti år, vurderer han. Nogle kunder købte en pels bare for at støtte ham.

»Det er jo lidt et reservat herude,« siger han og peger ud ad vinduet, hvor en kvinde kommer kørende i en stor Bentley firehjulstrækker.

»Det er jo sådan nogle mennesker, der bor her.«

Men hans kunder er altså også ganske almindelige mennesker, tilføjer han.

Da han mærkede opbakningen, fik han selvtilliden igen og besluttede sig for at købe stort ind i forventning om, at priserne på danske minkskind snart ville stige. Han åbner en dør og viser os et baglokale, hvor der hænger endnu flere pelse.

»Jeg har lagt alle mine sparepenge,« siger han.

»Så jeg er klar til halvanden sæson mere på de gamle priser.«

Men indtil videre lader salget vente på sig. Han hiver ud i et ærme på en pels til 80.000 kroner. Det er mere, end de fleste danskere kan betale. Så han har været nødt til at sætte priserne ned. Han er gået glip af de gode salgsmåneder i januar og februar, hvor landets butikker var tvunget til at holde lukket. Nu er det sommer, og de færreste tænker på at købe en pels.

»Kan vi sælge én mink om ugen for tiden, er vi heldige.«

Alligevel ser Nicolai Lønberg lyst på fremtiden.

»Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal overleve, fordi der er ikke så mange andre tilbage, og de andre har det svært,« siger han.

»Men vi er en uddøende race.«

For eksempel lukkede Birger Christensen for nylig sin ikoniske tøjbutik på Strøget i København og annoncerede, at virksomheden ikke længere vil sælge pels.

Nicolai Lønberg krydser fingre for, at de danske minkavlere får lov at gå i gang med produktionen igen. Ellers vil han måske begynde at købe pelse lavet af amerikanske mink.

»Men det bliver jo til nogle andre priser. Skindene bliver dyre. Hvis alle de danske mink bliver støvsuget, så er det udbud og efterspørgsel. Det vil ramme os hårdt.«

Krigsstien

Erik Westergaard træder ud af sin store Toyota Hilux og slipper jagthunden Hunter fri. Det er hans søns hund – en »labrador Formel 1«. Vi er kørt en tur til Gjøl Jagtforening for at gå en tur med hunden, som muligvis har forstoppelse. Mens Hunter piler omkring, fisker Erik Westergaard sit jagtgevær frem fra bilen.

»Jeg kan uden at overdrive sige, at jeg kan ramme alt,« siger han.

»Hvis jeg kan se det, kan jeg ramme det.«

Han samler en flig af en smadret lerdue op fra jorden, smider den op i luften, sætter geværet til skulderen og plaffer den lille flig til støv, inden den når at ramme jorden igen. Som en cowboy i en film.

Hvis ikke han får lov til at fortsætte som minkavler, kommer han til at tilbringe mere tid herude. Han fylder 63 i år og har ingen planer om at tage et andet job som nogle af de andre minkavlere.

»Aldrig, fandeme nej,« siger han.

»Jeg er minkfarmer, og jeg vil gå i graven som minkfarmer. For vi har sgu aldrig lært andet.«

Hele Erik Westergaards liv har bestået af hårdt arbejde. Da han var 16, skaffede hans far ham et job som arbejdsdreng på en møbelfabrik. Siden da har han ikke haft en eneste dags lediggang. Han blev udlært snedker, fik ansættelse i Forsvaret, først som hundefører og siden som vagt ved en flyvestation, og i 1983 begyndte han som minkavler. Da han byggede sin egen minkfarm, brugte han gulvbrædderne fra den gamle møbelfabrik, som i mellemtiden var lukket, som støbeforskalling.

Senere opfandt han en særlig valse, der kan bruges til at skrabe fedtet af indersiden af minkskind. Han tog patent på opfindelsen og begyndte at sælge den.

I de seneste 30 år har han haft tre job på én gang: minkavler, valseproducent og vagt ved militærpolitiet.

I dag modtager han tjenestemandspension. Økonomisk mangler han ikke noget. Efter et langt arbejdsliv har han lagt et tocifret millionbeløb til side og kunne i princippet gå på pension. Men det er netop princippet, det drejer sig om for Erik Westergaard. Han vil have retfærdighed.

Senest den 1. oktober vil han have svar fra politikerne på, om han kan fortsætte som minkavler. Bliver det senere end det, får han svært ved at nå at indkøbe nye avlsdyr og få styr på alle de andre ting, der skal på plads. Og så er det endegyldigt forbi med minkavl i Danmark, mener han.

»Så vinder de røde.«

Hvis det bliver et nej fra politikerne, må de nedlægge foreningen Danske Mink og i stedet gå sammen med de andre minkavlere i Dansk Pelsdyravlerforening om at sagsøge staten for at få højere erstatning, mener han.

»Så skal vi til at føre krig mod dem.

I en tidligere udgave af denne artikel skrev vi, at der hænger et billede af den danske rapper Marwan på SF’eren Carl Valentins kontor i Folketinget. Det er ikke korrekt. Billedet viser ifølge Valentin rapperen Immortal Technique, der er født i Peru og siden flyttet til USA. Information beklager fejlen, der er rettet i denne udgave af artiklen.