»Politikerne gør ingenting,« sagde Marcus Schmidt, 30-årig klimademonstrant foran Rigsdagsbygningen i Berlin, hvor angiveligt 100.000 mennesker fredag var samlet til klimademonstration forud for søndagens tyske valg.
»Vi er dødtrætte af tomme løfter. Det er ikke godt nok at sætte mål ti eller 20 år ude i fremtiden,« sagde Sommer Ackerman, 24, der demonstrerede i den finske hovedstad Helsinki.
»Alle taler om at afgive løfter, men ingen holder, hvad de lover. Vi vil have mere handling,« istemte Farzana Faruk Jhumu, 22, fra Dhaka, Bangladesh.
»Vores regering har i årevis blokeret enhver form for klimahandling og ignoreret vore krav om en sikker fremtid,« lød meldingen fra Dominika Lasota, 19, der demonstrerede i Warsawa, Polen.
Ifølge aktivisternes egne indberetninger til arrangørerne af den verdensomspændende klimastrejke, Fridays For Future, deltog over 780.000 i fredagens demonstrationer. En opsigtsvækkende genkomst efter pandemien for den unge klimabevægelse, som inspireret af Greta Thunberg har sat global dagsorden siden 2018 og presset beslutningstagere til handling.
Overalt var fredagens budskab fra aktivisterne imidlertid det samme som før corona: Vore politikere gør for lidt eller ingenting for at bremse klimakrisen.
I København blev fredagsaktionen fulgt op lørdag med en farverig march fra Rådhuspladsen til Christiansborg, hvor anslået et par tusind slog ring om bygningen og råbte »Vi siger ja til natur og klima« og nej til nye natur- og klimabelastende projekter som motorvejsbyggeri, bebyggelse på Amager Fælled, Kattegatbro, Lynetteholm med mere.
I New York havde tusinder af demonstranter i Battery Park opmærksomheden rettet mod den igangværende generalforsamling i FN, hvor verdens ledere allerede ved ugens start blev skoset af FN’s generalsekretær António Guterres for deres manglende indsats.
Demonstranter i New York.
Guterres talte om »en planetær nødstilstand« og advarede om en ny smitte, der spreder sig verden rundt: en epidemi af mistillid, fordi mennesker føler sig svigtet af deres politikere.
»Det er nødvendigt med 45 procent reduktion i udledningerne (af CO2, red.) i 2030, men den seneste FN-rapport gør klart, at med de gældende løfter vil udledningerne stige med 16 procent i 2030,« sagde generalsekretæren.
Politikerne handler – for lidt
Skismaet er, at vreden og mistilliden vokser, alt mens politikere i mange – ikke alle – lande oplever, at de ligger vandret for at sikre grønne tiltag og CO2-dæmpende aftaler. Tag Danmark, hvor en række klimapolitiske delaftaler er blevet forhandlet på plads og en stribe udviklings- og forskningsprogrammer søsat siden klimalovens vedtagelse for godt et år siden.
På onsdag vil klimaminister Dan Jørgensen fremlægge regeringens Klimaprogram 2021 og der anskueliggøre, hvor meget der er sat i gang og besluttet, og blandt partiernes klimaordførere vil man kunne få bekræftet, hvor endeløst mange timer man bruger på klimaforhandlinger, aktuelt omkring en klimaaftale for landbruget.
Dilemmaet, som de hjemlige og internationale demonstrationer afspejler, er, at der politisk vitterlig handles mere end nogensinde, og at det notorisk er alt for lidt. Den optrappede politiske indsats er ude af trit med klimaændringernes acceleration. Klimaforskerne siger det, FN’s generalsekretær siger det, mennesker verden rundt ved det – og mærker det – og derfor samles de nu igen i gaderne til den største kollektive manifestation siden coronakrisens start.
Klimastrejke og demonstration i Budapest i Ungarn fredag den 24. september.
Meget kan nås – især på papiret – via nye grønne teknologier på vej, men der er intet i den faktiske udvikling, der antyder, at klimatekniske fix i sig selv kan realiseres bredt og hurtigt nok til at afværge temperaturstigninger hinsides Parisaftalens mål.
Man kan glæde sig over vindmøllerne, der skyder op, elbilerne der ruller ud, udviklingsprojekterne med CO2-fangst, Power-to-X og pyrolyse, der sættes i søen, men et blik på CO2- og temperaturkurvernes fortsatte stigning nærer fortvivlelsen over det, der ikke gøres eller gøres for lidt og for langsomt, herhjemme som internationalt.
Hvor bliver den høje CO2-afgift af? Hvor bliver tilstrækkelige reduktionskrav til landbruget af? Hvor bliver afviklingsprogrammerne for den fossile energiindustri af? Hvor bliver de penge af, der skal gøre de sårbare u-lande i stand til at yde deres indsats? Hvor bliver de skærpede klimamål af fra de cirka 70 lande, der endnu ikke har meldt noget til FN’s Klimasekretariat?
Hertil vreden over de fortsatte projekter, der synes at pege den forkerte vej – herhjemme for eksempel de nævnte bygge- og infrastrukturprojekter, i andre lande store lufthavnsudvidelser, nye olie- og gasrørledninger, nogle steder sågar nye kulkraftværker.
Så folk går på gaderne kloden rundt i en blanding af vrede og fortvivlelse. Men også – at dømme efter begivenhederne i København og billederne fra den ganske verden – med fastholdelse af det farverige, musikalske og fantasifulde udtryk, der illustrerer kampvilje og et vist mål af håb.
Spørgsmålet er, hvor man går hen?
Det grønne kommunalvalg
Herhjemme går Den Grønne Studenterbevægelse allerede på gaden igen næste tirsdag, den 5. oktober, når Folketinget åbner, og samtidig mobiliserer ti grønne organisationer til en ny Folkets Klimamarch den 6. november i København, Aarhus, Aalborg, Odense og en række andre byer
Det er ti dage før kommunalvalget den 16. november, og sigtet er at gøre klimaet til valgets hovedtema. Det er det allerede at dømme efter en aktuel meningsmåling, foretaget af Voxmeter for KL. Den siger, at klima og miljø er et af de tre afgørende emner for 33 procent af vælgerne, når de skal sætte deres kryds – en fordobling i forhold til sidste kommunalvalg. For de unge mellem 17 og 24 år er klima og miljø det allervigtigste.
Klimastrejke og demonstration i København fredag den 24. september.
De kommende generationers fremtid kan ikke sikres uden globale Parisaftaler, høje priser på CO2-udledning, nationale reduktionsmål og teknologiudvikling på tværs af grænserne. Men det er lokalt, ude i kommunerne, at den fysiske, praktiske omstilling af infrastrukturen, boligerne, energiforsyningen, landbruget, virksomhederne, transportmønstret, undervisningen i skolerne, vores levevis og forbrugsvaner skal ske.
Derfor er det så afgørende, hvem danskerne vælger til at forme de kommunale strategier og handlinger de næste fire år. Og derfor er det rigtigt af den grønne bevægelse nu at lægge så mange kræfter i kommunalvalgkampen. Herunder også via den handlingsanvisende Folkeavis for et bæredygtigt Danmark, som græsrodsnetværket Det Fælles Bedste begyndte at distribuere i sidste uge.
Omstillingsdialogen
Men pointen rækker videre. Det er en kendt, historisk erfaring, at folkelige bevægelser bygget op om tilbagevendende massedemonstrationer har deres tid. Tag de globaliseringskritiske massedemonstrationer verden over omkring år 2000, tag Occupy Wall Street-bevægelsen omkring 2011. Ingen har i det lange løb kræfter og entusiasme til blot at samles i gaderne og råbe de samme slagord og høre de samme taler endeløst.
Man siger, at gentagelse skærper indlæringen, og det synlige pres på beslutningstagerne skal vokse før afgørende beslutninger og begivenheder, men efter et vist punkt kan gentagelsen ende som en rituel gestus, som især modparten bliver immun over for. Og hvis demonstrationen bliver bevægelsens identitet og raison d’être, men dens krav ikke desto mindre overhørt – som det var tilfældet på det traumatiske klimatopmøde i København i 2009 – så kollapser engagementet.
Hvis man skal lykkes med en omstilling af samfundet så radikalt og så hurtigt, som klimakrisen tilsiger, så fordrer det ikke alene pres på dem, der forsvarer status quo. Det fordrer også lokal dialog og inddragelse. Omstillingen kommer med en pris og kan ændre tilværelsen på udfordrende vis for for eksempel landmænd, for naboer til kommende sol- og vindprojekter, for ansatte i oliebranchen, slagterisektoren, nogle industrivirksomheder. Lykkes det ikke at skabe lokale samtaler om udfordringer og muligheder i den grønne omstilling, kan det grønne ende som en kampzone i befolkningen lokalt og nationalt frem for et fælles, visionært fremtidsprojekt.
Landets statsminister har sit store ansvar for at italesætte dette og befordre den grønne omstillingsdialog, men det har også den mangfoldige, talentfulde, dagsordensættende og efter coronapandemien revitaliserede grønne bevægelse.
Jeg var med i lørdags på Slotspladsen, og jo, det var da en god demonstration, som vor mor lavede den, men det hjælper ikke mere.
Vælgerne har bedt politikerne om at skaffe dem vækst og arbejdspladser dvs merforbrug. Det kaldes demokrati, og så er det udemokratisk af os at forsøge at presse politikerne bort fra deres valgløfter. Vi skal påvirke befolkningen, så derfor er de gamle demonstrationers tid “Vi kræver” forbi, og vi skal finde på noget andet.
Politikerne er så glade for os og så dygtige til at snakke os efter munden. De overtager vores sprog, og det gør ‘fremtidsødelæggerne’ også. Der er snart ikke en eneste reklame, der ikke er grøn. Se på siden af alle de lastbiler, der kommer med overforbruget. Alle med selvros og grønne reklamer.
Vi skal begynde at tale om, hvad der skal med over i det bæredygtige samfund, og hvad der ikke skal. Alt, der bidrager til temperaturstigning, skal væk. Det er den barske sandhed.
God artikel. Tak for den. Som klimaaktivist, der også var med til demonstrationen i KBH i lørdags, og som leder efter mere effektive metoder, vil jeg rigtig gerne have mediernes hjælp til at undersøge:
Hvad tænker de borgere, der er optaget af klimakrisen, men som ikke er aktivister? Som ikke er organiserede i en grøn organisation, som ikke er i gang med et grønt projekt?
Hvad tænker de, der nok synes nogen skal gøre noget for at løse klimakrisen, men som lever, som de plejer.
Hvad tænker de, der ikke er optagede af klima-og naturkrisen?
Når det kommer til beskrivelse af borgersegmenter, har vi en del gode beskrivelser indenfor handel, indkøb og boformer og nok også for politisk deltagelse, men den her truende katastrofe- har vi værktøjer, baggrund og viden til at mobilisere den som et stort fælles projekt for os alle? Som f.eks. #allforclimate prøver at skubbe til. En eller anden psykolog har sagt: vi skal præsenteres for 75% løsninger og 25% fakta. Ellers lukker vi af og gør ingenting, - ignorerer og bliver i værste fald faktaresistente.
Marchen gennem Strøget gav -igen-en følelse af det paradoksale i at vandre med grønne budskaber lige midt i forbrugerismens Mekka. Og der skal jo bygges broer mellem de her helt forskellige adfærds-og tankeformer, som vores samfund helt naturligt består af. Især når vi har en regering, der hævder, at vi kan løse klimakrisen stort set uden at ændre adfærd.
Den store omstilling er blevet til en omstilling af ting og i mindre grad til omstilling inde i vores hoveder. Vi havde livsidealer, der ødelagde fremtiden, og det forstod vi, men vi lavede ikke om på levemåden. I stedet lavede vi opfindelser, så vi kunne fortsætte overforbruget. Målet for regeringen og erhvervslivet er stadig at opfinde ting, der kan gøre det muligt at fortsætte levemåden, og den snak holder de os hen med.
Klimabevægelsen skal rette sig meget mere hen mod den ændrede levemåde, livet i det samfund der ikke gør tilværelsen umulig for vores efterkommere. Hertil vil Dan Jørgensen sige, at det er også det, han arbejder på, men det må vi så bare holde ham op på.
Dan Jørgensen arbejder kun på at beholde sin post, og derfor simulerer han engagement på miljøområdet,
men ikke et eneste udspil fra den kant gavner reelt, det er mest greenwashing uden egentlig effekt, eller faktisk med en negativ effekt da de er en hindring for de nødvendige tiltag og ideer,
han markedsfører pengemagtens "løsning" som går ud på at opfinde nogle quickfix teknologier som kan redde verden, så man ikke bliver nødt til at forholde sig til årsagen til krisen, nemlig væksten og overforbruget og den evige fokus på penge.
Jan: Jeg har anbefalet din kommentar med den begrænsning, at jeg ikke vil frakende Dan en ærlig vilje.
Hvis man vil lave en indsats, der nytter noget, så er det væk med forbrug! Ikke noget med grønt forbrug, nej intet forbrug. Ingen Iphones, ingen Scubadiving, ingen Sushi, nada! Så hjælper det, men vil klimaaktivisterne det, næppe!
Forbrugsforbud og devækst, herunder et uundgåeligt opgør med den private ejendomsret etc., er absolut gift for den kapitalistiske/neoliberale (verdens)økonomi, ligesom folkedemokratiske tilstande er - og præcis derfor mangler den grønne dagsorden det røde bagtæppe, som oprindeligt var fundamentet.
Den 24. august erklærer Den grønne studenterbevægelse sammen med en række andre klimabevægelser, at det er blevet tid til, at Danmark erklærer "klimaundtagelsestilstand". Baggrunden er IPCCs eksperters dystre forudsigelser om verdens fremtid. Vi har alt for lidt tid igen, og derfor er drastiske handlinger nødvendige! I Informations interview med de unge aktivister taler flere om de ti år vi har igen, hvis vi ikke gør noget. Ti år! Hvor meget kan grønne nabofællesskaber, økologiske landsbyfællesskaber, aftensskoler og højskoler nå at ændre befolkningens holdninger på den korte tid? Næppe meget - og imens stiger havene og temperaturen på vor klode, og nødvendiggør flere og flere tiltag for at redde vor dagligdag. At sikre vore hjem mod storme og monsterregn bliver den alt dominerende handling for større og større dele af befolkningen og vil helt overtage enhver tale og drømme om det utopiske økosamfund.
Hvis vi skal undgå at nå dertil, er vi nødt til sammen at sætte os ned og spørge, hvad kan vi gøre for at undgå (eller i det mindste udsætte den store katastrofe). Vi må se helt klart på, hvad der er i færd med at ske, og så udvikle vore handlinger og aktioner derefter, altså gå over til civil ulydighed og ikke-voldelige aktioner, hvis de bliver nødvendige, i hvertfald i højere grad end i dag gøre det klart for politikerne, at det er nu, der skal handles!
Tommy: Du har ret, men her skal vi passe på med ordet ‘vi’, og hvad det dækker. Klimaaktivisterne er ikke en samlet gruppe. Klimabevægelsen.dk kan man finde på nettet, og det kan man også med nogle af de andre grupper. Der er ikke en særlig klimafront. Det kan vi slet ikke finde ud af. Derfor kun 2000 fremmødte.
Små 10 år til at vende supertankeren. Om vi kan nå det behøver man ikke spørge om. De såkaldt ansvarlige partier mener ikke engang, at der er et problem. Vi opfinder bare noget et eller andet, og det hjælper.
Vi (nogen af os) kigger ned i et sort hul, og det kan være, at vi skal sige, hvad vi ser, selvom ingen kan holde ud at høre på det. Jeg tænkte for et par år siden, da børn og unge var meget aktive, at de til sidst ville stille sig op og skrige. Tværtimod, mere tavse end før. Implodering kunne man kalde det. Hvad sker der den dag, hvor det er for sent? Jeg har skrevet en klimasang. Mel: Halleluja. Første vers:
Vi ved jo godt, at når vi får
Beviser på det ikke går
Så er det blevet for sent at redde verden.
Den dag at det går op for folk
At de i ryggen har en dolk
Så bli’r der ikke sunget halleluja.
Kun et uha, kun et uha.
Kun et uha, kun et uha.
Niels-Simon Larsen,
tjah i så fald er han blind og fakta-resistent, men christiansborg er jo egentlig også en slags ekkokammer på vigtige områder.
Jan: Hvis vi holder os til de demokratiske spilleregler, så gør politikerne det, de har lovet vælgerne (vækst og arbejdspladser). Det er derfor udemokratisk af os at forsøge at presse dem bort fra deres løfter, og det lykkes da heller ikke. Man kan sige at vi som aktivister bedriver en slags lobbyvirksomhed. Det er derfor befolkningen som helhed, vi skal forsøge at påvirke, og det lykkes da også i et eller andet omfang om end langt fra nok. Det er der, der tragiske punkt ligger.
Ford skifter til el. Er der ikke vidunderligt.
Jeg ser at fremtoning er uhyre vigtig. I ser fantastiske ud når i råber, skriger og synger. Det må kræve en masse energi.
Tænk hvis jægerne fik udleveret el-løbehjul til at drage i krig på!
Flygtningene får tæsk og får brækket deres lemmer ved Europas ydre grænser.
Græs, senegræs er landmandens største problem lige nu. Hvad skal han gøre når der ikke findes noget gift som kan slå det ned?
Det er loven som bestemmer alle Verden positive og negative strømninger. Men lov beror også på viden så I burde alle blive jurister eller videnskabs-nørder. Så kommer vi nok i mål en dag.
Men vi kan glæde os over vores imponerende bilpark og at Ford omlægger.
Vi får en fattigere Verden når arterne reduceres med en enorm 1/3. Vi står lige overfor det mens vi forstrænger flere og flere og mere og mere.
Jeg lavede frokost til en flok pensionister som kom i bus til min plet. Dem kan vi lære af, fordi det ankom i flok og rejste i flok. Bare for at sige at jeg ikke selv kører bil og derfor kræver at der er en bus. Og at persombiler er overflødige og et kæmpe bedrag, klimabedrag
Niels-Simon Larsen, politikerne holder da ikke alt det de lover, og langt fra alt det de gør er blevet nævnt i valgkampen,
og vækst og jobs er vel ikke nødvendigvis grunden til at man stemmer på dem der bla, lover det, i hvert fald ikke for alle,
og når S har travlt med at skabe arbejdsudbud for at holde lønne nede ( i ro ) er det jo slet ikke noget de sagde de ville,
men jeg ville da gerne have nogen politikere som ikke lovede vækst og jobs, men måske snarere lovede lavere arbejdstid, mere lighed, mere retfærdighed, og en bæredygtig fremtid,
så længe absolut ingen politikere tilbyder en realiserbar vision om en reelt bæredygtig verden, kan man vel ikke forvente at at vi tror den mulighed er til stede, men det skal den være hvis homo sapiens skal være en del af jordens fremtid, som det ser ud nu er vi snarere godt på vej til at blive årsag til egen uddøen.
Niels: Klimaaktivisterne udgør desværre ikke en samlet gruppe. Det så man i lørdags, da Landsdemonstrationen hovedsagelig bestod af en lang række små grupper. Desuden var udholdenheden blandt demonstranterne heller ikke den største, da pladsen foran Christiansborg kl. 15.30 var halvtom og de fleste bannere taget ned. Allerede kl. 15.00 havde bedsteforældrene ikke længere nogen til at holde deres fane, og ved siden af mig kæmpede NOAHs enlige kvinde for at få nogen til at hjælpe hende. Det virker som vi/folk ikke helt tror på, hvilke alvorlige ting, der er ved at ske, siden det hos mange den lørdag var vigtigere at komme hjem eller hen på caféen end at blive og støtte demonstrationen til den sidste taler var færdig.
Jan: Ja, årsag til egen uddøen. Det er sket før i historien. Man tømmer et område for ressourcer, og det er vi ved nu. Man kan spørge, om der findes en logik, der fører til kollaps. Der er ikke noget, der tyder på, at vi er ved at gå væk fra katastrofekursen. Økonomien buldrer frem, kan man læse - og selv konstatere ved at gå en tur i Kbh eller en anden by. Politikerne snakker aktivisterne efter munden og handler modsat.
‘En reelt bæredygtig verden’ er der ingen planer for, for det vil være så stor en ændring, at ikke mange kan fatte det. Derfor kører det videre med optimistiske politikere i front. Det er svært at bære. Der kommer til at ske flere katastrofer, før noget ændrer sig.
Tommy: At udholdenheden ikke var så stor i lørdags kan have noget at gøre med, at vi var mange ældre. Jeg gik også før tid. Så kan man vende det om og sige, at det så var godt, at vi i det hele taget kom.
Et andet problem er troen på nytten at demonstrationer efterhånden. Den er åbenbart ikke stor.
En tredje udfordring er, at det er lykkedes regeringen at drysse sovepulver ud over befolkningen. Den siger, at klimasagen er i trygge hænder og bare skal vente på de næste opfindelser. Troen på grøn vækst er stor og vokser helt ind i Klimabevægelsens egne rækker.
Grøn er blevet til grønne ting. Altid noget tingsligt. Aldrig noget med tilbageholdenhed, menneskelighed og bløde værdier. Og her er klimabevægelsen ikke fremme i skoene. Vi er klemt inde, og vi kan hurtigt få skyld for, at det kommer til at gå ud over plejehjemmene og vuggestuerne.