Baggrund
Læsetid: 9 min.

Øremærket barsel til fædre har splittet fagbevægelsen gennem årtier

I mere end 20 år har debatten om øremærket fædrebarsel ført til store uenigheder i fagbevægelsen. Men de er nu lagt på hylden, og fagbevægelsen arbejder fælles for øget ligestilling på arbejdsmarkedet. Dette er historien om vejen hertil
Et EU-direktiv skubbede på for, at Fagbevægelsens Hovedorganisation tidligere på måneden indgik en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening om 11 ugers øremærket barsel til mænd.

Et EU-direktiv skubbede på for, at Fagbevægelsens Hovedorganisation tidligere på måneden indgik en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening om 11 ugers øremærket barsel til mænd.

Torben Klint

Indland
23. september 2021

I 1970’erne toppede en af fagbevægelsens helt store kampe: spørgsmålet om ligeløn. 

Efter årtiers kamp på det private arbejdsmarked blev ligelønnen i 1973 langt om længe introduceret i de nye overenskomster. På den ene side havde særligt Kvindeligt Arbejderforbund stået fast på kravet om ligeløn, mens den resterende del af LO havde prioriteret kravet meget lavt i over 20 år.

Det var først, da et EU-direktiv i 1970’erne om netop ligeløn begyndte at rumle i baggrunden, at fagbevægelsen rent faktisk fik prioriteret kravet og gennemført det ved overenskomstforhandlingerne i 1973.

EU-direktivet blev officielt præsenteret i 1975, og i 1976 blev den danske ligelønslov indført.

Lyder forløbet bekendt? Ifølge tidligere FOA-formand Dennis Kristensen er præsentationen af den nye barselsmodel i sidste uge næsten en tro kopi af forløbet omkring ligeløn i 70’erne.

»Vi har altså i fagbevægelsen en tilbøjelighed til, at når det handler om de svære emner, så kan vi først lette røven i enighed, når der står et EU-direktiv og puster os i nakken.«

Forløbet omkring ligeløn viser også de skillelinjer, som i mere end 20 år har præget fagbevægelsens syn på øremærket barsel til mænd. På den ene side har de kvindedominerede offentlige forbund ofte prioriteret »de bløde emner« som løn under fravær i overenskomstforhandlingerne, mens de mandlige private forbund ofte har prioriteret højere løn.

Den skillelinje har skabt benhårde og ubehagelige debatter, og konflikten spillede også en rolle, da planerne om en øremærket barsel blev skrinlagt af den socialdemokratiske regering i 2013, lyder det blandt andet fra Dennis Kristensen.

Den nye aftale er lavet med bred opbakning fra hele Fagbevægelsens Hovedorganisation, forklarede næstformand Majbrit Berlau i sidste uge til Information. Ikke desto mindre er indgåelsen af aftalen om øremærket barsel til fædre sket på et bagtæppe af årtiers uenigheder i fagbevægelsen.

Spørgsmålet er derfor, hvorvidt fagbevægelsens organisationer rent faktisk er blevet enige med hinanden, eller om uenigheden fortsat lurer under overfladen. Vi fortæller her historien om de interne uenigheder i fagbevægelsen, der har præget debatten om øremærket barsel.

En ubehagelig debat om barsel

Diskussionen om barsel og særligt barsel til mænd begyndte for alvor at fylde internt i fagbevægelsen i 1990’erne.

Her var der blandt andet stillet forslag på LO’s kongresser om, at organisationen skulle kæmpe for mere barsel til mænd. Men det mødte ifølge Tine Aurvig-Huggenberger stor modstand. Hun var næstformand for LO fra 1996 til 2007.

»Der blev sagt ting fra talerstolen om, at så ville mændene jo bare tage på fisketur. Der var en helt reel uenighed, fordi mandeforbundene havde det sådan, at man ikke skulle tvinge deres medlemmer til noget som helst,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Diskussionen om barsel blev intensiveret de følgende år, og da daværende statsminister for Venstre Anders Fogh Rasmussen i 2002 indførte »den fleksible barselsorlov«, der medførte et års barsel uden nogen øremærkning, blussede debatten for alvor op, husker Tine Aurvig-Huggenberger.

I de kvindedominerede forbund som HK og FOA kunne man godt se, at hvis ikke en del af barselsperioden blev øremærket, ville det blive kvinderne, der kom til at tage det hele. Uligelønnen prægede stadig arbejdsmarkedet, og en barsel uden øremærkning ville stille kvinderne dårligere. Men i mandeforbundene mente man, at det var noget, man selv måtte løse i familierne.

»Det var det største anslag mod den generelle ligestilling i nyere tid, som jeg kan komme i tanke om. Det var der, diskussionen om øremærket barsel opstod for fuld hammer. Det var helt tydeligt, at den skilte sig mellem kvindeforbundene og mandeforbundene,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Op gennem 00’erne var barsel et diskussionsemne på stort set alle LO-kongresserne, og debatten var ikke særligt behagelig, husker hun:

»Jeg kan huske, at en repræsentant for 3F Byggeområdet gik på talerstolen til en kongres og sagde, at hvis man gav kvinderne en lillefinger, så tog de hele armen. Det var på det niveau.«

Men i slutningen af 00’erne begyndte der at ske et skred. De mandedominerede forbund begyndte ifølge Tine Aurvig-Huggenberger at indse, at udviklingen i barslen gik helt skævt. Derfor opstod der også i mandeforbundene en prioritering af fuld løn til mænd under barsel.

»Holdningen blev selvfølgelig ikke ændret fuldstændig, men man kan sige, at dem, der var imod, mere og mere blev en stemme fra fortiden,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Stikket trækkes til øremærket barsel

Efter folketingsvalget i 2011 blev der for alvor sat skub i planerne om øremærket barsel. Valget endte med en sejr til rød blok, og dermed kunne Socialdemokratiet med Helle Thorning-Schmidt i spidsen danne regering med øremærket barsel til mænd som en del af regeringsgrundlaget.

Det vakte stor begejstring i de dele af fagbevægelsen, der i snart mange år havde kæmpet for øremærket barsel, husker tidligere FOA-formand Dennis Kristensen. De så endelig deres snit til at kunne få sat fokus på ligestilling og ligeløn på arbejdsmarkedet.

Derfor gik FOA i 2012 sammen med HK, Sundhedskartellet, Finansforbundet, Dansk Magisterforening og 3F for at lave et idékatalog til lovforbedringer for ’køn, værdi og ligeløn’. Et af deres forslag var 12 ugers øremærket barsel til mænd.

Alliancen af fagforbund viser ifølge Dennis Kristensen også, at de tidligere tiders uenigheder i fagbevægelsen fortsat ikke var bragt til ende.

»Der er en tydelig afspejling af, at alliancen bestod af forbund med mange kvindelige medlemmer og offentlige organisationer,« siger Dennis Kristensen.

3F havde tidligere været et klassisk mandeforbund, men i 2005 fusionerede det med Kvindeligt Arbejderforbund. Kvinderne fik sat øremærkningen igennem inden for rammerne af 3F, selvom nogle af de klassiske mandegrupper i fagforeningen ikke nødvendigvis var enige i opbakning til fædreorloven.

Men ligesom de kvindedominerede offentlige fagforbund troede, at der blæste nye vinde, vendte stemningen på en tallerken.

»Til stor overraskelse og voldsom irritation og vrede hos en del af os, så trak regeringen stikket til den øremærkede barsel i 2013,« fortæller Dennis Kristensen.

Forklaringen på, hvorfor forslaget blev droppet, var der flere versioner af, husker han.

»Det, man lod sive fra regeringen, var, at det var på grund af ’den blå Bjarne’. Ikke Bjarne Corydon, men de blå kedeldragter på det private arbejdsmarked. De ville ikke have den øremærkede barsel, og dem ville man ikke lægge sig ud med,« husker han.

Dansk Metal var enige med regeringen

Selv om det var regeringen, der lagde forslaget ned, tror Dennis Kristensen, at dele af fagbevægelsen har haft en finger med i spillet. Blandt andet udviklede Dansk Metal sig til at være Socialdemokratiets nærmeste alliancepartner i de år gennem rådgivning og diskussioner med regeringen, fortæller Dennis Kristensen.

»Så på det her tidspunkt er jeg slet ikke i tvivl om, at Dansk Metal var enig med regeringen og også havde været involveret i diskussioner med regeringen om at droppe det,« siger han.

Dansk Metal har ofte stået på den mandedominerede side i konflikten i fagbevægelsen, og ligestilling og ligeløn har ikke været øverst på deres dagsorden:

»Både rettigheder til mænd og ligeløn var jo en del af argumentationen for den øremærkede barsel. Men jeg er sikker på, at Dansk Metal ikke anså de to argumenter for retvisende. Det ved jeg jo, fordi jeg diskuterede det med dem.«

Næstformand for Dansk Metal, René Nielsen, nikker genkendende til Dennis Kristensens udlægning. For Dansk Metal var det vigtigt, at løndækningen og barslen skulle følges ad, og det mente man ikke, de gjorde i 2013.

»Havde man indført den øremærkede barsel på det tidspunkt, så var der en hel del af vores medlemmer, der var kommet i klemme på en urimelig måde. Vi var i Dansk Metal enige med regeringen i, at tiden ikke var til det,« siger René Nielsen.

Men det var ikke kun i Dansk Metal, at Dennis Kristensen husker, der var modstand mod den øremærkede barsel. Også i den faglige hovedorganisation LO kunne han spore en vis utilfredshed. Det var inden, LO fusionerede med FTF, som bestod af flere offentlige og kvindedominerede faggrupper. Derfor var det ifølge Dennis Kristensen kun 3F, FOA og HK, der var fortalere for forslaget i LO.

»I LO’s daglige ledelse var den begejstrede opbakning til øremærket barsel også begrænset. Det var tydeligt, at mandegrupperne på det private arbejdsmarked – med Dansk Metal i spidsen – ikke anså det her for at være en sag, der skulle kæmpes særligt meget for,« siger Dennis Kristensen.

Fagbevægelsen skifter holdning

Dermed nærmer vi os den nye barselsmodel, der blev præsenteret i sidste uge. Det EU-direktiv, der ligger til grund for den nye aftale, begyndte dog allerede at rumstere i 2016 og 2017.

Selv om daværende beskæftigelsesminister for Venstre Troels Lund Poulsen ifølge Dennis Kristensen forsøgte at kæmpe imod direktivet med opbakning fra den private del af fagbevægelsen, rykkede direktivet nærmere.

»På et tidspunkt siger Dansk Arbejdsgiverforening, at den godt kan læse skriften på væggen, ligesom den kunne med ligelønnen tilbage i 1973. Så i stedet for at få det her trukket ned over hovedet, laver den en aftale med FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation, red.), hvor de giver de 11 uger,« siger Dennis Kristensen.

Tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger er enig i, at den nye aftale ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at alle er blevet enige:

»Den pæne fortælling er, at 3F og Dansk Metal er gået med, fordi de synes, det er det rigtige. Den grimme er, at det er fordi, de er ligeglade.«

Men den udlægning er ikke rigtig, mener Dansk Metal-næstformand, René Nielsen:

»Går vi mere end ti år tilbage i tiden, så vil jeg ikke afvise, at der havde været en noget mere konservativ holdning  i Dansk Metal. Men ser vi på de seneste ti år, så er vi kommet meget langt.«

Efter 2013 begyndte Dansk Metal nemlig at arbejde aktivt med ligestilling i overenskomsterne, forklarer René Nielsen. I 2014 indgik Dansk Metal en »regnbueoverenskomst«, der havde stort fokus på ligestilling. I 2017 sikrede den fuld løn under forældreorloven, og i 2020 udvidede den med tre ugers øremærket forældreorlov til mænd.

»Så de sidste syv år har vi ikke haft en firkantet holdning,« siger René Nielsen.

Det skifte, Dansk Metal foretog omkring 2013 og 2014, skyldtes ifølge René Nielsen blandt andet et generationsskifte.

»Der har jo været et generationsskifte i toppen af fagbevægelsen og i toppen af Dansk Metal, og holdningsskiftet har jo også noget med det at gøre. Vi er nu en generation, der er vokset op med, at begge partnere er på arbejdsmarkedet,« siger René Nielsen.

Uenighederne er lagt til side

Majbrit Berlau, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, anerkender også, at der tidligere har været uenigheder i fagbevægelsen. Men de uenigheder har været meget mindre de sidste år, forklarer hun og peger på, at ligestillingen nu er blevet trukket helt ind til overenskomstbordet.

»Der kan man helt klart se, at der sker en bevægelse, og at der er en erkendelse bredt i fagbevægelsen af, at vi er nødt til at se på, om vi kan ændre på de her dynamikker, der hvor vi har indflydelse,« siger hun.

Det skifte, der har ført til en større enighed i fagbevægelsen, skyldes ifølge Majbrit Berlau et øget pres fra fagbevægelsens nye medlemmer:

»Ønsket om forandring kommer både fra nogle af de unge medlemmer selv, men det kommer i høj grad også fra en grundlæggende forståelse af, at samfundet skal trække i en mere ligestillet retning. Vi kan jo se på alle analyser, at den skæve fordeling af barsel og orlov i høj grad er en driver for den ulighed, vi ser i dag på arbejdsmarkedet mellem kønnene.«

Fagbevægelsen reflekterer ifølge Majbrit Berlau det omkringliggende samfund, og derfor er det også naturligt, at der er større enighed i fagbevægelsen, når samfundet har fået en modenhed i forhold til ligestilling. Det har skabt en situation, hvor der er en bred vilje i fagbevægelsen til at flytte nogle hegnspæle på ligestillingsområdet, forklarer hun:

»Der vil sikkert også være uenigheder fremadrettet om, hvordan vi skal gå frem. Men så længe vi holder sammen om, at vi vil et ligestillet samfund, så synes jeg, vi er on track. Så må vi hjælpe hinanden med at opretholde et højt ambitionsniveau og holde tempo. For vi kan ikke vente på, at det kommer af sig selv.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, den er svært at æde, at dem, der betaler, også bestemmer. Det gælder i alle sammenhænge, hvor staten sponsorerer en ydelse fra fælleskassen. Også ifm. barsel. Det gjorde den jo også i den tidligere model, hvor kvinden var tvunget til at tage 14 uger og manden 2.

Nu er det bare blevet en undskyldning fra dem, der ikke gider,.

Men som kvinde skal man i hvert fald ikke forvente solidaritet i fagbevægelsen. Så hvad skal vi egentlig bruge dem til. I 20 år har de kunnet sylte et så vigtigt emne!!! Tak for at vi har EU :-)

Margit Johansen

Det er svært at forstå, hvordan den danske fagbevægelse har gjort det muligt at forhindre en god sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv så fortvivlende længe. Modsat vore nabolande. , ja selv lande vi ikke sammenligner os med. Vi der betaler kræver 2 års barsel og en måneds omsorgsdage om året. Som minimum

Jeppe Bundgaard

"Vi der betaler kræver 2 års barsel og en måneds omsorgsdage om året. Som minimum".
-Som frivillig barnløs, der er med til at betale. Nej tak.

Betalt barsel eller ikke!

Min indfaldsvinkel til fagbevægelsen er, at den er stiv, gammeldags, præget af manglende interesse for arbejdsmarked og for medlemmer. Desuden er fagbevægelsen blevet stække politisk i flere omgange gennem de seneste 20 år.

- Og jo, jeg har faktisk været medlem af flere faglige organisationer og gennem ret mange år.

Min vision er, at alle på en arbejdsplads bør være medlem af en faglig organisation, og det bør i øvrigt indføjes i overenskomsten.

Desuden syntes jeg, at flere faglige organisationer - på tværs af fag, uddannelse, lønniveau og andre relevante kompetencer, skal gå sammen og danne en fælles, stor og slagkraftig faglig organisation.

Denne store organisation skal udvikle egne normer og regler for fag, overenskomster, lønforventninger, arbejdsmiljøregler og så videre, og det skal gøres på en ansvarligt måde overfor arbejdsgivere, samfund og lovgivere. Og derefter skal den fortælle folketingets flertal, hvem der ejer dette land og bestemmer.

Derefter kan det blive relevant at danne et politisk parti, der kan gå ind og tage over efter det moralsk falmede og blåkantede socialdemokrati.

Jeg ved snart ikke, Gert Romme, fagbevægelsen havde en betydning engang, nu virker det mere som organiseret pseudoarbejde uden nogen særegen magt og mere en interesse i at bekæmpe hinanden internt. Men så går tiden og pengene jo også med det.

De store problemer på arbejdsmarkedet med ordentlige forhold til udenlandske arbejdere har de ikke formået at løse, og det er da noget af et kæmpe nederlag. Ligeså syltningen af øremærket barsel til mænd har det ikke gidet forholde sig til i dekader.

Problemet med fagbevægelsen er, at den er blevet en del af den danske elite, og derfor har nogle helt andre agendaer end at pleje lønmodtagernes interesser.