Regeringens reformudspil, der skal gøre Danmark »rigere, grønnere og dygtigere«, dyrker og fremmer logikken bag konkurrencestaten mere end nogen andre tidligere reformer.
Det siger manden, der introducerede begrebet i Danmark, Ove Kaj Pedersen.
Fra indførsel af arbejdspligt på 37 timer for arbejdsløse med »integrationsbehov«, til uddannelser i samspil med erhvervslivet, ny erhvervspolitik og en målrettet mobilisering af al tilgængelig arbejdskraft og kompetencer, så Danmark kan blive til en ledende grøn nation.
»Det er en fortsættelse af de sidste 40 års reformpolitik,« siger Ove Kaj Pedersen.
»Reformudspillet er også et nybrud i den forstand, at det går dybere og mere detaljeret til værks end tidligere reformer, men ved at følge den samme strategi og grundlæggende tænkning. Derfor kan man sige – og det er virkelig ikke, fordi jeg synes, at begrebet om konkurrencestaten skal gentages igen og igen – at det her er konkurrencestaten 2.0,« siger han.
Ove Kaj Pedersen er professor emeritus på Copenhagen Business School og har skrevet flere bøger om netop konkurrencestaten og de seneste årtiers reformpolitik.
Begrebet om konkurrencestaten blev både udskældt og hadet på særligt venstrefløjen efter daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon i Politiken i 2013 erklærede:
»Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat.«
Den nuværende regerings ministre har ved flere lejligheder lagt afstand til den ulighedsskabende politik, der blev ført under Thorning-regeringen.
De har gennemført den såkaldte Arne-reform målrettet de nedslidte, og de har nedsat en kommission, der skal finde frem til, hvordan man kan lave såkaldte andengenerationsreformer, der med andre værktøjer end den traditionelle pisk kan få dem længst fra arbejdsmarkedet ind på det.
I flere måneder har regeringen varmet op til, at der skulle komme reformer, som »skal adressere de væsentligste udfordringer for vores samfund i et tiårigt perspektiv«, som statsminister Mette Frederiksen formulerede det i Weekendavisen før sommerferien.
Arne-reformen nedsatte ifølge Finansministeriets regnemodeller arbejdsudbuddet med omkring 10.000 personer. Og i en tid, hvor historier om mangel på arbejdskraft er hastigt begyndt at sprede sig, var det oplagt, at den udfordring blev adresseret i regeringens første del af en serie reformer.
’Hverdagen tilbage’ hed regeringens finanslovudspil, som kom i slutningen af august, og som bremsede de ekspansive coronakrisetiltag og gik tilbage til en meget klassisk retorik om ansvarlighed.
På samme måde er udspillet ’Danmark kan mere I’ også tilbage til hverdagen i reformpolitikken.
I dette første af flere forventede reformudspil den kommende tid er der ikke mange spor af de eksperimenterende andengenerationsreformer, og i stedet er vi tilbage til den helt traditionelle udbudspolitik, som fungerer i regnemodellerne. Her antages det, at folk reagerer kraftigt på at få sænket deres økonomiske ydelser, og denne gang var det så dimittenderne, der ved at få deres dagpenge forkortet og ydelse sænket skulle levere stort set det arbejdsudbud, som Arne-reformen forventes at trække ud.
Bjarne Corydon – der nu er chefredaktør på Børsen – omfavnede straks reformen i en leder.
Her fik den øgede aktiebeskatning, gaverne til fagbevægelsen og den uklare finansiering selvfølgelig kritik, men han understregede, at de negative ting i reformen bestemt ikke måtte skygge for det væsentlige.
»Tilbage står, at den idemæssige indrømmelse om betydningen af arbejdsudbud og incitamenter til at arbejde er langt vigtigere end pakkens konkrete forslag. Endelig tramper statsministeren i pedalerne for at følge sine forgængere,« skrev han.
Også Ove Kaj Pedersen har svært ved at se, hvordan regeringen nu kan lægge afstand til den reformpolitik, der er blevet ført under de sidste årtiers skiftende regeringer, når udspillet så rendyrket følger den samme strategi.
»Det ville også være påfaldende, hvis man brød med udbudspolitikken og konkurrencestatslogikken, for det er den mest succesrige politik, der har været i moderne dansk historie. Dansk socialdemokratisme er blevet en succes ved at indoptage neoliberalismen, i en grad som ingen andre har formået,« siger han.
»Da vi kom ud af krigen og ind i velfærdssamfundet i 1960’erne, var Danmark et relativt fattigt land. Med lav konkurrencedygtighed og velstandsgrad. I dag er vi blandt de mest velstående, effektive, mest konkurrencedygtige og med den største velfærdsstat og omfordelingsevne, man kan finde.«
Pligt til at arbejde
Ifølge Ove Kaj Pedersen gør reformforslaget sig i det hele taget bemærket ved at være helt gennemsyret af neoliberalisme.
Man kan se det i den 37 timers arbejdspligt, hvor regeringen vil begynde med at fokusere på en målgruppe på cirka 20.000 personer, der er kendetegnet ved at have lav tilknytning til arbejdsmarkedet og kunne dårligt dansk. Men på sigt skal den udvides til flere personer, som skal have lagt skemaer og tvinges til at dukke op 37 timer om ugen i kommunalt tilrettelagte nytteindsatser, hvis de ikke vil trækkes i ydelse.
»Arbejdspligtbegrebet har ellers stået som en rød klud for dansk fagbevægelse siden 1890’erne,« siger Ove Kaj Pedersen.
»Det var enevældens politik over for den arbejdende: Du har pligt til at arbejde, ellers kommer konsekvenserne. Så derfor har hele velfærdstænkningen gået ud på at frigøre fra arbejdspligten og lægge et eget ansvar hos den enkelte. Nu ser vi arbejdspligtbegrebet introduceret igen. Jeg kan ikke udelukke, at andre tidligere regeringer også har anvendt det, men ikke i det omfang og med den klare tone, som der her er tale om,« siger han.
På samme måde kan man se tendensen i forringelsen af dimittendernes dagpenge og i den incitamentsstyring, som søges styrket i både dagpenge og kontanthjælp.
»Der er ingen, der i dag skal unddrage sig forpligtelsen til at arbejde, og der er heller ingen, der skal sidde og vente på arbejdet længe. En af neoliberalismens hovedpointer var, at gabet mellem at være i uddannelse eller at være syg og så komme på arbejdsmarkedet skulle være så kort som overhovedet muligt,« siger Ove Kaj Pedersen.
»Det er en neoliberalisme, som tilstræber at gøre alle overgange så kortvarige som overhovedet muligt og dermed effektivisere udnyttelsen af de eksisterende ressourcer i samfundet til det maksimale. Derfor er det her også det mest rationalistisk tænkende reformudspil, jeg har læst. Det går ud på at udnytte enhver stående ressource til det maksimale, men at gøre det ud fra målet om at fremme dansk konkurrenceevne og konkurrencekraft.«
Fagbevægelsens rolle
I dagene efter reformens lancering blev regeringen flere steder kritiseret for, at reformforslaget er fyldt med gaver til vennerne i fagbevægelsen.
Særligt de faglærtes organisationer er begejstrede for, at de medlemmer, der bliver ledige efter at have været både beskæftigede og medlem af en a-kasse i mange år, får 5.000 kroner mere i dagpenge i de første tre måneder, efter de er blevet ledige. Der er forslag om højere fradrag for a-kasse-betalinger, lærlingeklausuler og en indsats mod brugen af såkaldt ’falske selvstændige’, som der har været stor debat på grund af firmaer som Nemlig.com og Wolts brug af chauffører og bude som selvstændige underleverandører.
Samtidigt bliver de besparelser, der kommer på at forringe dagpengesystemet for dimittenderne, brugt til at forbedre forholdende for andre dagpengemodtagere. Der er altså tale om omfordeling frem for bare nedskæring.
At fokusere på de åbenlyse gevinster til fagbevægelsen fjerner dog fokus fra, at reformen på ingen måde gør op med de strukturelle tendenser, der marginaliserer fagbevægelsens rolle.
»Nogle mener, at det her er en sejrsbølge for fagbevægelsen. Jeg mener, at det er det modsatte,« siger Ove Kaj Pedersen.
»At udbudspolitikken har afløst efterspørgselspolitikken, har minimeret muligheden for at føre faglig kamp, og derfor er det også paradoksalt, at nogen beskriver det som en sejr for fagbevægelsen, fordi det faktisk er en understregning af en historisk udvikling, hvor fagbevægelsens rolle bliver minimeret, og virksomhedernes rolle bliver maksimeret.«
Indsatsen overfor dimittender og kontanthjælpsmodtagere »styrker virksomhederne som markedsdeltagere og tvinger flere og flere ind under markedsvilkår«, mens man i erhvervs- og uddannelsespolitikken også har virksomhederne i centrum.
En sanering af de mere end 200 erhvervsstøtteordninger skal frigive midler til et fradrag for forskning og udviklingsinvesteringer i virksomhederne samt til forskning i grøn omstilling. Der afsættes også yderligere en halv milliard kroner til udvikling af otte lokale erhvervsfyrtårne i hele landet, der skal gøre Nordjylland til centrum for »fremtidens grønne erhverv« og Sydjylland til en »grøn energimetropol«.
»Det er et magtskifte, der er foregået igennem mange år fra arbejdstagere til arbejdsgivere og fra fagbevægelse til virksomheden. Men også det, at virksomheden er blevet en politisk aktør, udvisker grænserne for, hvornår noget er politik, og hvornår det er marked,« siger Ove Kaj Pedersen.
Tendensen ses også i den måde, uddannelsespolitikken bliver tilrettelagt på med inddragelse af virksomhederne i designet af nye »klimaerhvervsskoler«, en sammenlægning af flere erhvervsfonde til en superinvesteringsfond og et fokus på at sikre »accellerationsinvesteringer« og ikke blot iværksætteri.
Incitamentet til efteruddannelse bliver også styrket ved at give 110 procent i dagpenge til ufaglærte og faglærte med forældede uddannelser, hvis de begynder på en erhvervsskole.
»Arbejdskraften skal have en evne til at flytte sig og være fleksibel, og det skal den have gennem uddannelse. Det centrale er ikke længere, at arbejdskraften kan hyres og fyres, men at den har sikkerhed via dagpengesystemet, så den kan være mobil gennem uddannelsessystemets tilbud,« siger Ove Kaj Pedersen.
»Du kan jo se, at selve securitydelen bliver skåret hårdt og ind for at skabe incitamenter til at lukke de her gab mellem arbejde og arbejdsløshed og mellem sygdom og arbejde.«
– Der er jo også noget, der ikke kendetegner Corydon-årene. Reformudspillet øger ikke uligheden, og det lægger op til en omfordeling inden for dagpengesystemet og ikke bare en beskæring. Der bliver flyttet rettigheder og ikke bare fjernet. Er det ikke en ændring?
»Der er en omprioritering i retningen af at give midler til dem, der har båret uligheden igennem hele konkurrencestatens periode. Konkurrencestaten bygger på en politisk dominans, hvor der også er skabt uligheder som følge af politiske beslutninger,« siger Ove Kaj Pedersen.
Regeringen har med flere initiativer forsøgt at rette op på nogle af de uligheder, der er opstået som følge af tidligere dagpengereformer, kontanthjælpsreformer og efterlønsreformer. Altså de reformer som har præget konkurrencestaten de sidste tyve år.
»Det er politiske beslutninger, der har skabt dem, og derfor er det også gennem politiske beslutninger, man kan minimere ulighederne. Samtidigt må vi forvente, at der bliver skabt nye uligheder som følge af den her reform. Med dette reformudspil lægges der øget pres på unge og udsatte, og derfor må vi forvente, at den kritik, der har været af, at konkurrencestaten fremmer stress og mistrivsel, kan fortsætte – måske endda tiltage,« siger Ove Kaj Pedersen.
»Det kan også være, at unge demotiveres fra at tage en videregående uddannelse eller kommer ind på arbejdsmarkedet under mere usikre forhold. Det må tiden vise.«
Et tankevækkende interview.
Ikke mindst for støtte partierne.
De radikale, må da grine i skægget, og måske falder skællene fra øjnene op SF og Enhedslisten.
Vi andre må nok se i øjnene, at MF hverken har vilje eller intentioner om at gøre op med konkurrence staten, med alt hvad det medfører.
Anders Fogh Rasmussen:
"Fra socialstat til minimalstat".
Mette Frederiksen:
"Fra socialstat til feudalstat ".
Når man er støtteparti og parlamentarisk grundlag er man medansvarlig for hvad regeringen laver. Derfor forlod jeg Enhedslisten under Helle Thornings reformamok.
Siden har jeg dog stemt på EL. Men det er også slut nu. I erkendelse af, at jeg ikke har nogen at stemme på, har jeg forlængst besluttet at skrive en prostest på min stemmeseddel. Så har jeg i det mindste ikke stemt blankt eller foregivet at være ligeglad. Det vil jeg også anbefale andre at gøre. Tænk om det blev en bevægelse.
Så siger nogle, at det blot vil bringe de borgerlige til magten. Og hvad så? Det kan ikke blive værre alligevel. Og idet det mindste sker det ikke med venstrefløjens billigelse. Det er vigtigt ikke at medvirke til socialdemokratiets bedrag. Rød blok min bare...
Torben Skov, jeg tror bare slet ikke det hjælper at stemme blankt, eller lave protestskrivelser på stemmesedlen.
Desværre.
Men du har ret, noget må der altså ske, det er ved at føles ganske klaustrofobisk, hvordan neoliberaliseringen af Danmark uanset regering og det øvrige parlament, blot fortsætter som et eller andet afsindigt lokomotiv fra en science fiction-film som Snowpiercer.
Det er en komplet absurd indgangsvinkel,
men hvis de borgerlige kommer til magten igen,
må resterne (de sørgelige rester)af politikere som går ind for social anstændighed, økonomisk retfærdighed, boliger til alle
og imod diskriminering
vel for pokker kunne forme en slags opposition?
Opposition mod neolib. og indvandrerdiskriminering har vi jo ikke nu.
If voting changed anything, they'd make it illegal.
- Emma Goldman
Jeg er alvorligt i tvivl, om der findes et mere ufrit "folk" end danskerne.
Ove Kaj P. har nydt at sige det…. “Rendyrket konkurrencestatstænkning. “ ;)
Men i øvrigt er det jo helt rigtigt.
Der er de der sagde, at Corona krisen var et neoliberalt forsøg på at overtage dagsordenen! Måske havde de ret? Men fårene gennes jo afsted mod slagteriet!
Og de smiler derved!
Nej, folk må bide i det sure æble, melde sig ind i Socialdemokratiet og ændre politikken tilbage til den klassiske - herunder den kloge dictum, at det er svært at se, hvorfor danske lønmodtagere skal fremstille de andres fødevarer og dermed bl.a. forringe vores egen natur.
I det hele taget må vi få bredt produktionen ud i verden, så den regionale selvforsyning bliver normen, ikke konkurrence på verdensmarkedet, der kun medfører overproduktion og et helt unødvendigt slid og slæb for den enkelte.
Det er dybt problematisk, at det kan lade sig gøre i et demokrati at have regeringer i årtier, der ikke tilgodeser flertallets interesser.
Om noget burde vi af coronakrisen have lært, at der er virkelig meget forretning, vi sagtens kan leve uden, ikke mindst dem, der skaber formuer på at lege med maden.
Jeg kan ikke læse indlægget men går ud fra at Ove Kaj Pedersen er godt tilfreds med Mette Frederiksens tilslutning til denne type statsforvaltning. For ifølge ham er konkurrencestaten meget solidarisk. Det er rendyrket Merkelpolitik. Samme gamle historie om kagen der bliver større så der er mere til alle - og når vandstanden stiger så hæver alle både sig lige meget også de små joller. Når det regner på præsten drypper det på degnen osv. Suk.
Men når nogle lande fører agresiv konkurrencepolitik og nettoeksporter deres varer og tjenesteydelser, så kommer de til at optræde som kreditorlande overfor de lande der ikke kan konkurrere på samme måde som så bliver debitorlande. Dette skævrider den globale økonomi. Dette øger uligheden globalt og regionalt som vi har set det indenfor EU. Ikke just solidarisk.
Også uligheden herhjemme er desværre kun steget og det er ikke gået som professoren måske har troet det ville. For financialiseringen af markedet og inflationen på ejendomsmarkedet som ikke alle har mulighed for at berige sig på betyder at de rige bliver rige og de fattige fattigere. Det har konkurrencestaten vist ikke noget bud på hvordan man løser.
Det kniber desværre med solidariteten.
Det er nok svært at lægge vanetænkningen til side men det vi har brug for er et helt andet økonomisk system med en hel anden global fordeling af jordens resourcer.
Hvis vi er enige om at regeringens forslag er noget af det værste man har budt os, de unge, de langvarigt arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne osv.
Så er det altså nu vi ikke skal nøjes med at skrive til hinanden her. Så skal vi til at arbejde aktivt imod. Støtte de begyndende protester og demonstrationer, forklare dem som bare tror det handler om " nogle skide dovne og hovne djøfere" at det handler om genindførelse af tvangsarbejde og arbejdspligt, om solidaritet dvs. om fagbevægelsens eksistensberettigelse og at vi får støttepartierne til at forstå , at de må lade regeringen falde hvis ikke den skifter spor og totalt dropper dimittendforslaget og nyttejobbene uanset hvad man ellers lokker med. Det hjalp trods alt i Sverige! lad os få støttepartierne til at gøre det samme her.
De borgerlige kommer måske til magten, men næppe med et flertal og et socialdemokrati som vil støtte de borgerlige når de selv er i opposition vil jo virkelig gentage årtiers ørkenvandring.
Støttepartierne er dømt til at havne i historiens skraldes spand. SF og EL er begge så patestiske, opgivende og amatøragtige at det gør ondt i sjælen.
Troede ikke det var muligt at overgå Helle Thorning-Schmidt i dumhed og bedrag. Mette Frederiksen er bare endnu værre. end jeg frygtede. Sengepraktikken skal nok blive genindført. Gør jer selv en tjeneste og lav et baggrundscheck på hendes tid på arbejdsmarkedet. Helt tom!
Ove Kaj Pedersen: "Konkurrencestaten er meget solidarisk"
INTERVIEW: Set i bakspejlet havde han fundet på et andet navn end ’konkurrencestat’. Men nu er den her, konkurrencestaten altså, og den er værd at kæmpe for. For selvom den ikke er fejlfri, er den en af de bedste og mest solidariske samfundsmodeller, vi har.
https://www.altinget.dk/artikel/ove-kaj-pedersen-et-reformstop-er-kun-at...
En solidarisk samfundsmodel?
Din leders løn løber fra dig:
En indkomstfremgang efter skat på 140.000 kr. mere om året, end hvis den havde været lige fordelt. Aldrig har spændet mellem chefer og andre været så stort.
https://piopio.dk/din-leders-loen-loeber-fra-dig
Ove Kaj Pedersen har således selv været med til at bære brænde til bålet.
Det er total hul i hovedet at vi skal producere os ud af klimaudfordringerne.
Der var Royal Run i går hvis nogen skulle have misset den nyhed.
Der blev trykt tusinder af blå royale t-shirts, alle var ens som en lille hær af blå kæmpere. Lur mig om 85% ikke har taget bilen for at løbe deres tur. Dertil er der alt den ekstra mad, hver enkelt har indtaget for at blive istand til at præstere og så deres kontrollere udånding af ren CO2.
Der er en grund til at Thunberg sidder ned hver fredag og græder med sin skole strejke plakat og der er en grund til at hun er lille og tynd. Jeg tror ikke hun laver mere selvskade, som da hun undlod at spise i 3 mdr. Men Børn, gennerelt, må have forbandet ondt i deres liv, når de er i stand til at genneskue dette evige bedrag.
Nu hvor vi også får private vagtværn er tonen ligesom sat.
Marianne Jespersen.
Ville det mon nytte hvis alle der stemmer på EL skriver et brev til partiet og gør dem klart at hvis de fortsætter med at støtte ethvert forslag der igen og igen rammer skævt så bliver det ikke der der bliver sat kryds ved næste valg. Aktion: Skriv til din folketingskandidat?
Møder i ELs hovedbestyrelse kan som noget nyt blive fortrolighedsstemplet. Det skete i forbindelse med regeringens indgreb i sygeplejeskekonflikten. På mødet har et mistillidsvotum til regeringen formodentlig været fremført. Fortrolighedsstemplingen betyder at informationerne fra mødet ikke kunne deles med Enhedslistens medlemmer eller med offentligheden. Også en uheldig udvikling.
Hvad har EL egentlig fået ud af at levere stemmer til regeringen. Sker der ikke en ændrig bliver det helt sikkert uden min stemme ved næste valg?
https://solidaritet.dk/enhedslisten-afviser-mistillidsvotum-til-regering...
Arbejdspligt.
Smag lige på dette ord.
Hvornår var det nu, det var?
Nåeh, jo:
"Hoveri var en ydelse i form af arbejdsdage, som en fæster skulle udføre på eller for det gods, hans gård tilhørte som led i årlig modydelse. Foruden hoveri skulle ydes landgilde. Forholdet mellem disse to ydelser varierede fra herregård til herregård og over tid."
Wikipedia
"Nul-timers-kontrakter skaber et nyt arbejdsmarked for løsarbejdere, viser første kortlægning af sin slags.
I noget nær ubemærkethed har nul-timers-kontrakter indtaget Danmark og skabt et parallelt arbejdsmarked for flere hundrede tusinde løsarbejdere.
Det viser den første kortlægning af sin art ifølge Politiken.
Kortlægningen er udarbejdet af tænketanken Cevea på baggrund af svar fra 1500 repræsentativt udvalgte danskere.
Den viser, at knap 11 procent af alle beskæftigede, eller næsten 300.000 danske lønmodtagere, er ansat på nul-timers-kontrakter.
Løsarbejderne har ingen fast løn, ingen fast arbejdstid, og de kan ikke være sikre på dagpenge, sygedagpenge eller opsigelsesløn.
Ceveas direktør, Asbjørn Sonne Nørgaard, kalder kontrakterne for en "gave for arbejdsgiverne".
- De får en ultimativ frihed og fleksibilitet, hvor de kan tilpasse arbejdsstyrken 100 procent efter deres eget forgodtbefindende, mens de ansatte må indordne sig, hvis de vil have indtægten, siger han til Politiken."
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/kortlaegning-300-000-arbejder-paa-nu...
Fede tider, folks.
Bare ikke for underklassen.
Gert Romme:
Vi har allerede en organisation og et parti der har et formål om en gennemgribende omorganisering af samfundet.
Alternativets politik er gennemarbejdet.
Målet er et samfund med høj miljømæssig, social og økonomisk ansvarlighed.
Basis er gensidig tillid og høj grad af frihed. Al udvikling skal være baseret på videnskab.
Ja det er faretruende at erhvervslivet skal dikterer uddannelserne - hvor er den megen tale om almendannelse, osv... blevet af.
Ligeledes når der tales så meget om arbejdsudbuddet - hvorfor bliver der så stadig flere og flere med en "o-timers kontrakt" gammeldags daglejere, der hverken har ret til pension, sygedagpenge , osv...... Hvis alle disse fik mere faste ansættelser med almindelige rettigheder vil det mine øjne kunne skabe et større arbejdsudbud. Hvorfor er det ikke højere oppe i den politiske debat - hvorfor er det kun ændringer af pensionsalderen osv. der er oppe i debatten.
Hotelejere har været ude med opråb om at de ikke kunne få nogen til at gøre rent osv. Men det er i den branche , der har flest på O-times ansættelser - hvis de gav ordenlige arbejdsforhold, mon så ikke flere ville tage et rengøringsarbejde hos dem.
Nu forstår man bedre hvad der menes med, at det ikke skal være lystbetonet at gå på arbejde..
0-timers kontrakter en konsekvens af konkurrencesamfundet som er åh så solidarisk.
Et fysisk og psykisk nedslidende arbejdsmarked, endnu en konsekvens af konkurrencesamfundet.
Konkurrencestaten skulle der ha stået
Konkurrencestat eller ej. Ny- eller neoliberalisme bruges som skældsord i tide og utide og OKP er lige lovlig hurtig i sin karakteristik.. Lidt afklaring:
Den oprindelige liberalisme er en ideologi om, at samfundet hænger bedst sammen økonomisk, hvis man fjerner hindringer for det individuelle initiativ. Liberalismen stammer oprindeligt fra oplysningstiden i 16- og 1700-tallet, hvor politiske bevægelser i Europa og Nordamerika begyndte at kræve større frihed for det enkelte menneske til at forme tilværelsen efter eget ønske. I starten af 1800-tallet opstod socialismen som en modsætning til liberalismen, og liberalismen blev mere eller mindre udkonkurreret efter 2. verdenskrig af socialistiske og socialdemokratiske ideologier, da disse bedre var i stand til at mobilisere befolkningerne og derfor også bedre i stand til at genopbygge et krigshærget Europa uden intakte samfundsinstitutioner.
Siden begyndelse af 1980’erne er liberalismen igen dukket op, nu som ’nyliberalisme.' Den nyliberalistiske æra blev for alvor skudt i gang på et møde i World Economic Forum i Davos, hvor de beslutninger, der her blev truffet af blandt andet den tidligere engelske premierminister Margaret Thatcher og den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan, fik navnet "the Washington consensus”. Blandt de førende institutioner, som også i dag står for implementeringen af nyliberalismen, er Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF), Verdenshandelsorganisationen (WTO), Den Amerikanske Centralbank og Den Europæiske Centralbank.
Det, der adskiller nyliberalisme fra klassisk liberalisme, er flere ting, men vigtigst er den nyliberale politiske retorik, der fremstiller fordele ved et nyliberalt samfund med en lang række tal og statistikker. Nyliberalisters argumentation bygger dog sjældent på empiri, men ofte på manipulerede tal og politisk retorik lige som modstanderes fordømmelse af nyliberalismen.
Det såkaldte frie marked er centralt i nyliberalismen, og støttet af bank- og finansøkonomer argumenteres der for, at staten pr. definition er ineffektiv, hvorimod private virksomheder pr. definition er effektive. For at opnå højere effektivitet og få mere kvalitet for pengene skal statsejede virksomheder derfor privatiseres. Også sundhedssektoren og uddannelsesinstitutionerne skal privatiseres og finansieres via brugerbetaling. Det gælder især for offentlige servicevirksomheder, der er centrale omdrejningspunkter i velfærdsstaten, men som de nyliberale betragter som forældede socialistiske mastodonter, der leverer dyre skattefinansierede og ineffektive ydelser.
Men eftersom velfærdsstaten har stor folkelig opbakning i Danmark, er det nyliberale samfundsprojekt endnu ikke slået igennem her. I Danmark er der nemlig tradition for en stærk stat og for skattebetalte offentlige goder. Alene af den grund er det ikke ret indlysende, at OKP kalder Mette Fs reformer for ’neoliberale.’ Kun på et enkelt punkt er der klare tegn på dette i regeringens arbejdsmarkdsudspil. Det drejer sig om fleksibilitet på arbejdsmarkedet.
Fleksibilitet på arbejdsmarkedet betyder, at medarbejdere ikke er fast tilknyttet en bestemt funktion, enhed, arbejdsplads eller et bestemt kompetenceområde, men de er indstillet på at lade sig flytte, ikke alene mellem funktioner og kompetenceområder, men også geografisk. Medarbejdere er indstillet på at ”forny” sig selv og at acceptere arbejdsforhold, som man tidligere kunne overlade til sin fagforening at ordne med arbejdsgiverne.
Det er karakteristisk for fleksibiliteten i Mette Fs udspil, at accept og lydighed i arbejdet fremstilles symbolsk som prisen for frihed og et incitament til selv at gøre noget ved ens arbejdsliv, hvis man er utilfreds. Et liv i frihed betyder i realiteternes verden større udbredelse af periodisk tilknytning til og løsansættelse på arbejdsmarkedet, hvor fleksibiliteten betyder accept af lave lønninger, hyppige afskedigelser og tilbagevendende perioder med arbejdsløshed, som bliver stadig dyrere at stå igennem. Disse forringelser medfører desuden færre rettigheder og dårligere social beskyttelse samt et mere ustabilt, dereguleret og globaliseret arbejdsmarked. Her er den enkelte tvunget til at konkurrere med andre om bedre forhold. Pågældendes frihed er friheden til at konkurrere. Kun i særlige tilfælde, hvor man er uden evne til selv at lave om på forholdene, kan der blive tale om, at staten træder hjælpende til.
Håber denne lidt lange udredning kan bidrage til en mere oplyst debat.
når problemer skal løses er der visse forudsætninger som nødvendigvis skal være til stede,
for det første skal problemet erkendes, og nok så vigtigt er det at finde problemets rod eller årsag,
nået så langt skal man også nødvendigvis etablere en reel vilje til at løse problemet, hvis man bilder sig ind man bare kan vælge et passende værktøj så når man intet som helst,
og det er sådan set det problem vi har med klimakrisen, vi nægter at tage de uomgængelige første skridt, vi vælger at lede efter værktøjet i stedet,
og desværre er det hvad mange går ind for, når jeg insisterer på at egoismen og grådigheden nødvendigvis skal væk, og insisterer på at det eneste vi kan gøre er at starte med os selv, så handler det jo om de første trin i problemløsningen,
men jeg får stort set altid at vide at det er umuligt,
der er til gengæld masser af forslag til de "nødvendige" værktøjer, som Gerts forslag om at vi organiserer os:
"Dan en enkelt ny og fælles organisation med visioner og mål, der bygger på tillid, ligestilling samt social retfærdighed, og er tilpasset til nutidens situation. Og bring det ud og gør det stærkt på på EU niveau."
men hvem i alverden skulle gøre det, alle de egennyttige og grådige egoister, magthaverne, den besiddende klasse ??? men det undrer mig ikke at mange tilslutter sig Gerts ubrugelige forslag, for nemme løsninger er nemme at sælge,
ligesom overforenklede unuancerede forklaringer er det, og nej Gert S er ikke: "Proletariatets egne herremænd og ridefogeder" de er pengemagtens forlængede arm, og er aldeles ligeglade med alt bortset fra deres egen magtposition, de er mindst lige så egennyttige, ( og dermed uduelige ) som deres vælgere.
Kære Jens Christian Jacobsen
Jeg synes du glemmer at fortælle hvorfor de socialistiske tanker begyndte at opstå: en hæmningsløs udnyttelse af arbejdskraften, børnearbejde og lønninger ingen kunne leve af. I f.ex 1815 vedtog man i England at kornpriserne skulle holdes på et vist plan (kornpriserne faldt efter Napoleonskrigene) og samtidig ophævede man retten til at samle korn på de høstede markeder (sankeretten). Folk måtte bruge hele deres indtægt på at betale for brød, som på det tidspunkt var en af de vigtigeste kilder til næring., for at overklassen kunne opretholde deres levestandard.
Rigtig mange godsejere i UK og også I Danmark levede desuden af bla sukker fra Vestindien, hvor arbejdet blev udført af slaver fra Afrika.
den walisiske industrimand Robert Owen var den første der talte om 8 timers arbejde 8 timers fritid (recration) og 8 timers hvile i 1817
Anne-Marie Paul: Du nævner nogle historiske kendetegn ved den tidlige engelske industrikapitalisme. Jeg forsøger at argumentere for, hvad der kendetegner nyliberalisme til forskel fra klassisk liberalisme.
Begge dele kan godt være sande. På samme tid. Så jeg 'glemmer' ikke din fortælling. Jeg var bare i gang med en anden...
Jeg vil bestemt mene at OKPs beskrivelse af den liberale økonomi i Vesteuropa med begrebet konkurrencestaten er pædagogisk god. Jeg forstår en hel masse dynamik, dynamisk. Men ….. det er på en generaliseringsniveau, som marxisme. Begrebet konkurrencestaten udkrystalliserer blot nogle tendenser der efter de borgerlige revolutioner i 1800-tallet har været tilstede imellem stat, marked og intensiteten i ønsket om demokrati. Jeg lægger mig her i sporet på M. Böss’ Liberalismens vildfarelser (2021). Min hensigt er at sætte debatten om neoliberalisme og arbejdspligt til side …. til fordel for det indlysende, at vi bliver nødt til at se individet som både fleksibel arbejdstager, og risikobetonet arbejdsgiver og som vælger i et demokrat. Vi er alle med i institutioner som markedet, parlamentarisme og velfærdsstaten. Det er balancen imellem disse det enkelte individ skal kunne håndtere. Balancen reguleres af den siddende regering. Store A er meget pragmatisk. Der er ikke så meget ideologi i det. Der er faktisk slet ikke noget. Vi besøger Onkel Niels på landet. Han er stoppet med arbejde efter 50 år - de fleste med hårdt fysisk arbejde. Vi træder nogle unge med ubrugelige uddannelser over tæerne ved at sætte fokus lidt skarpere på værdien (synonym for individuel ideologi) af “at klare sig selv”, men deres sikkerhed er ikke truet. Der er altid plads individuel sagsbehandling. Både i fagforening og socialforvaltning. God borgerlig liberal værdi.
Den nødvendige politik er nu at skaffe nye begreber, der fornyer debatmulighederne for kommentatorer. (Kommentatorerne er forbløffende gode til at lade begreberne styre tankegangen). Konkurrencestaten er husholdningen, købmandsforetningen. Den nødvendige politik er at holde øje med …..Det ved enhver.
Modsætninger imellem “den private produktion” (med myte om effektivitet og snyd med skat) og velfærssstaten (med myte om lighedsskabende sundheds-, uddannelses, dagrenovations- og forurenings-, transport- og trafikafvikling akut social- og udviklingsbistand til personer, landbrugs-, industri- og byggeristøtte) bør -efter min mening- ophæves ved at genoptage debatten om økonomisk demokrati og ejendombesiddelse.
@Bruno Petersen. Din sidste sætning om økonomisk demokrati er vi helt enige om. Det kunne blive en folkelig løftestang for deltagelse og demokrati og bidrage til innovation og bæredygtighed.
Bruno Petersen:
"Kommentatorerne er forbløffende gode til at lade begreberne styre tankegangen".
Det forekommer mig, at kommentatorerne som flest er forbløffende gode til at GENNEMSKUE begreberne, aka Orwellske nysprogsord som 'reformer' når der menes nedskæringer, 'incitamenter' når der menes tommelskruer, 'ressourceforløb' når der menes udpining og psykisk tortur af syge og handicappede, 'virksomhedspraktik' når der menes udnyttejob, 'det flexible arbejdsmarked' når der menes dårligere løn eller arbejdsforhold, etcetera udi absurdum.
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Vi har Mette Thiesen, fra Nye Borgerlige, som sidder både i kommunalpolitik i Hillerød og som også sidder i Folketinget. Det er ret og slet uforeneligt med Nye Borgerliges minimalstatsprincipper. Hun er således en dårlig reklame for deres egen politik, ved at lade stat og kommune betale lønninger to steder.
Noget andet er, at hun næppe når at lave sit arbejde ordentlig. Samtidig er hun på Facebook 24/7.
Pengene er sikkert gode. Moralen kaldes dobbeltmoral.
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Den feudale stat kommer ikke fra S med NB.
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Den feudale stat kommer ikke fra S men med NB.
Og når borgere så bliver syge - eller dør af, at være havnet i arbejdspligt vanviddet - kan nutidens og fremtidens politikere, og arbejdsgivere, fortælle, at det har været det hele værd.
"Lad mig benytte lejligheden til at lancere en helt ny konspirationsteori !
Jeg har faktisk regeringen og arbejdsgiverne mistænkt for med de seneste nye planlagte tiltag for grundlæggende at ville øge stressniveauet og frustrationerne hos de allersvageste befolkningsgrupper , hvor det enkelte individ ikke kan stille op med en selfie, som stolt proklamerer, at vedkommende skam har en regulær lønarbejde.
Er der mon tale om en ubevidste misundelse over at den den ledige , i kraft af sin ledighed oppebærer en tidens allervigtigste ressourcer, nemlig tid, personlig tid.
(For dette privilegium er jo kun forundt de rigeste, som kan lade deres penge arbejde for dem.)
En tid, som kunne være kvalitetstid for den enkelte, når vedkommende altså lige har fået skrevet de ugentlige jobansøgninger.
Med de nye tiltag gøres der alt for at ødelægge denne gode for den ledige.
Er det i virkeligheden det so det hele handler om ?
Just saying, just saying. "
Good point, Arne Albatros Olsen.
Alle burde læse bogen "Momo" af Michael Ende, der handler om hvordan tidstyvene overbeviser folket til at arbejde til de dratter om, fordi de bruger den sparede tid på deres cigaretter, der holder dem i live.
Det er ikke helt fjernt fra, hvad der virkelig sker.
PS. Det indgår muligvis også i Finansministeriets modeller, hvordan samfundet sparer på ydelser, sundhedsudgifter og andet godt, når syge og handicappede borgere dør i ressourceforløb, eller kort tid efter de langt om længe opnår førtidspension??
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/ressourceforloeb
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Steffen Gliese
12. september, 2021 - 22:21
Du har ret. Hvis man vil have indflydelse, må man gå ind i politik og prøve på at ændre tingenes tilstand.
At tro det, det at kunne gå ind i politik, skulle være med til at ændre noget som helst, er undskylde mig, sku en kende naiv og løsrevet fra virkeligheden.
Virkeligheden og historien, hvis den er cirkulær, ser ud til at komme tilbage til os detr tilhører almuen
»Det var enevældens politik over for den arbejdende: Du har pligt til at arbejde, ellers kommer konsekvenserne. Så derfor har hele velfærdstænkningen gået ud på at frigøre fra arbejdspligten og lægge et eget ansvar hos den enkelte. Nu ser vi arbejdspligtbegrebet introduceret igen"
Lediggang er livets blomst, siger et gammelt kinesik ordsprog, og jeg tror, at de gamle grækere ville nikke tilfaldende til det.
Sidstnævnte havde jo slaverne til at gøre alt arbejdet.
Mon ikke at det måske ligefrem var der ,at hele ideen om demokrati opstod i samtalen borgene i mellem på torvet i det gamle Grækenland ?
Idag har vi faktisk teknologien og maskinerne til at lave det meste af arbejdet.
Hvad fanden skal vi så med 37 timers arbejdsmarkeds dressur for ledige !
Come on !
"Alle burde læse bogen "Momo" af Michael Ende, der handler om hvordan tidstyvene overbeviser folket til at arbejde til de dratter om"
Ja det er egentlig absurd ide at vi skal arbejde mere og mere. Vi burde jo kunne sætte arbejdstiden ned og kun arbejde måske 3-4 dage om ugen.
@Torben Skov 12. september, 2021 - 21:12
Enig i dine betragtninger. Men du skal bare vide, at skriver man noget på stemmesedlen udover et kryds, så tæller din stemme som ugyldig.
Afleverer du derimod en blank stemmeseddel, så tæller den med i regnskabet ved stemmeopgørelsen.
Væsentligt, Olav Bo Hesselund - og illustrativt for at vi ikke har et nysgerrigt og aktivt demokrati, thi et sådant ville jo interessere sig for alternative stemmeafgivelser.
Nogle siger at vi må håbe på at få politikere kan holde stand mod neoliberalismens besættelse af det politiske spektrum - men dette slag er tabt. Den parlamentariske arena er systemopretholdende; en del af politikerelitens magtfuldkomne position - og det er den bl.a. fordi vore lovgivere også er udøvere ... samt til tider også dommere. Dermed er check and balance-dynamikken (altså, kort fortalt, dét forhold at de tre statsmagter er uafhængige og kan modarbejde hinanden konstruktivt) i det repræsentative, liberale demokrati sat ud af kraft - og de valgte lovgivere kan agere relativt beskyttet (en beskyttelse, som øges af mørkelægningslovgivning, en svag ombudsmandsinstitution samt markedsgørelsen af det danske (lov)forvaltningssystem m.m.). Oveni dette er vore politikere i tæt forbindelse med erhvervslivet, som også danner fødekæde/bidrag til mangen politikers (videre) levebrød/karriereudvikling - hvilket korrumperer politikerstanden i en de facto ukendt (og dermed uacceptabel) grad.
Der er vist kun udenomsparlamentarismen tilbage, herunder civil ulydighed, generalstrejker, aktioner og happenings, lock downs m.m. Et reelt folkeligt pres for ændring af den politiske proces i Danmark.
"Er det i virkeligheden det so det hele handler om ?"
Arne Albatros Olsen, der er behov for planering og finansøkonomiske prospekter, som skal drive økonomien videre og sætte rammerne for forretningslivet - og der skal høstes hvor der høstes kan, specielt blandt svage interessegrupper (mindst friktion). Der er elementære kalkuler over hvor den videre udbytning, som vores økonomiske orden har fokus på, af værdierne lettest kan gennemføres.
Steffen og ikke Stella, kunne umiddelbart lyde fornuftigt at man bør gå ind i politik hvis man vil ændre noget, men i virkelighedens verden dur det ikke, for det er en absolut betingelse for at komme frem i politik at man accepterer tingenes tilstand, ingen kommer til tops i politik uden at parti-hierarkiet bifalder det, og man kan altså egentlig intet ændre når partitoppen ikke er enig i den ændring man ønsker, for så bliver man ikke opstillet som kandidat til noget som helst, og ingen vælgere kan stemme på en som ikke er opstillet.
Hanne husk citationstegn når du citerer, ellers kan man jo forveksle citatet med noget du selv mener, UHA UHA. grim tanke, og jeg kan ikke læse artiklen og selv konstatere at det er et citat.
Arne ingen tvivl om at grådighedssegmentet misunder de ledige deres fritid, men de har jo også vildt meget brug for flere forsørgere, når nu de ikke orker at forsørge sig selv og heller ikke kan få nok,
så den arbejdende klasse skal jo helst arbejde mere og til lavere løn, og presset på de ledige er en vigtig faktor når lønnen skal holdes i bund.
Det der er sket i politik i de senere år er at højre og venstre er smeltet sammen de tidligere forskelle er forsvundet for at sikre den nødvendige politik.
Det betyder at vi ikke kan se forskel på de tidligere positioner som højre og venstre.
Det har banet vejen for populister som i dag er dem der styrer vores land.
Der lyves over en bred kam og løgnen gælder alt fra klimaet til krigen i Afghanistan.
Ingen bliver stillet til ansvar nogen steder for krigspolitikken som har kostet milliarder og slået tæt på 1 million mennesker ihjel - plus sendt millioner af mennesker på flugt.
Vi er overladt med et samfund hvor det kun er de simpleste forbrydelser der bliver straffet.. altså den som underklassen begår -
Når det gælder bankdirektører og advokater findes der ikke en strafferamme når det gælder hvidvask og bedrageri.
Det er blandt andet derfor at mange mennesker tyr til partier på højrefløjen og Trump i USA er et godt eksempel.
Der er håb om forandring men det kræver mobilisering og der er ingen tid at spilde.
Vi kan ikke vente på politikere som nøler og tror at den teknologiske udvikling vil redde os fra at ødelægge vore planet - vi kunne ligeså godt sætte vores lid til voodoo eller anden mystik .
Hvis I vil lave om på tingenes tilstand - som den b.a. beskrives her bliver I nød til ikke bare at stemme, men også blive aktiv i et parti.
Og til jer der er ved at miste troen på el er der kommet en modbevægelse i partiet. Den kaldes Græsrodsnetværket og er åben for alle medlæmmer af partiet.
Som andre skiver hjælper det aldrig bare at trække sig fra politik.
Sider