Rystelserne fra terrorangrebet i New York nåede helt til Danmark – og de kan stadig mærkes

Hemmelige ransagninger, overvågning og terrorpakker er blevet en del af Danmarks hverdag. Her er historien om, hvordan terrorangrebet den 11. september 2001 var med til at forvandle Danmark
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen ved et fakkeltog, der gik gennem Aalborgs gader for at mindes de mange ofre for angrebet 11. september 2001.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen ved et fakkeltog, der gik gennem Aalborgs gader for at mindes de mange ofre for angrebet 11. september 2001.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Indland
11. september 2021

I gamle dage kunne man fange torsk fra NATO-molen. Men i 2004 kom terrorfrygten til det søvnige sommerhuskvarter i bunden af Ebeltoft Vig.

Den nedslidte, militære mole blev indtil da mest benyttet af fritidsdykkere og sommerhusgæster på spadseretur, og så altså lystfiskere. Men i 2004 blev det besluttet at terrorsikre den, sådan som det skete med så mange andre civile og militære havne og installationer rundt om i landet. Et stort trådhegn og en port lukkede af for adgangen ud til spidsen af molen.

Ti år efter blev hegnet åbnet igen, uden at al-Qaeda i mellemtiden havde vist sig i Ebeltoft Vig. Nu står molen til nedrivning. Terrorsikringen af den øde mole var blot en af mange reaktioner i Danmark efter terrorangrebet tre år før på World Trade Center og Pentagon.

En af de personer, som har fulgt Danmarks udvikling efter 11. september, er terrorforskeren Lars Erslev Andersen. I 1990’erne var han en af de eneste terrorforskere i Danmark, så da nyheden kom, at et fly var fløjet ind i et af World Trade Centers to tårne, ringede hans telefon. Det var TV 2-nyhederne som ville have ham ind i studiet for at kommentere på angrebet.

Lars Erslev Andersen er en af de få, der begyndte at forske i terror før 11. september 2001.

Lars Erslev Andersen er en af de få, der begyndte at forske i terror før 11. september 2001.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto
Dagen efter blev han inviteret til et møde i Forsvarets Efterretningstjeneste for at give sin vurdering af terrortruslen mod Danmark, og siden har han været en af de centrale eksperter til at kommentere på terrortruslen i ind- og udland.

Når han ser tilbage på de seneste 20 år, er han ikke i tvivl om, at al-Qaedas angreb på USA har ændret det danske samfund. Og der er sket et skred på flere områder, mener han. I sikkerhedspolitikken, for vores retssikkerhed og i forhold til offentlighedens syn på Islam.

»Alt i alt har det transformeret Danmark fra at være en velfærdsstat, hvor det handlede om at udvikle et velfærdssamfund for at skabe tryghed, til at blive en sikkerhedsstat, hvor sikkerhed og overvågning skal skabe tryghed,« siger han.

– Kan man ikke være begge dele?

»Jo, jo, men velfærdsstaten vil skabe sikkerhed igennem velfærd. Sikkerhedsstaten skaber velfærd gennem sikkerhed. Og det er en afgørende forskel.«

Årelang trussel mod USA

Klokken var kvart i tre dansk tid, da det første fly bragede ind i World Trade Centers nordtårn. Flyet var lettet fra Boston tidligt om morgenen og havde 81 passagerer, 11 besætningsmedlemmer og 75.000 liter flybenzin ombord. Kollisionen efterlod et gigantisk, brændende hul omkring 80. etage i det 110 etager høje tårn.

Kort efter gik Radioavisen i gang til sædvanlig tid.

»Et fly har ramt World Trade Center i New York, oplyser amerikansk tv, og vi har lige fået telegrammet og vil give flere oplysninger i radioaviserne senere,« sagde radioavisens vært lige efter jinglen.

Tre minutter efter ramte det andet fly sydtårnet.

Lars Erslev Andersen, som kommenterede det hele fra TV 2’s nyhedsstudie, var ikke i tvivl om, at bagmændene var al-Qaeda, som længe havde truet med at angribe USA. I 1993 havde der været et forsøg på at sprænge World Trade Center i luften. I 1996 udsendte Osama bin Laden en fatwa, der gjorde USA til islams hovedfjende, og i 1998 stod al-Qaeda bag koordinerede angreb på USA’s ambassader i Nairobi og Dar es-Salaam. I 2000 blev USS Cole forsøgt sænket med en selvmordsbombe.

»Jeg opfattede det langt hen ad vejen som et angreb på supermagten USA. Og jeg opfattede ikke, at det som sådan ville udgøre en kæmpe trussel mod Danmark,« siger Lars Erslev Andersen.

Alligevel blev ikke bare USA, men hele verden, herunder Danmark fra den dag forandret.

Da statsminister Poul Nyrup Rasmussen allerede samme aften talte om angrebet, stod det for første gang klart, at Danmark ville gå langt for at deltage i en ny krig mod terror.

»Jeg betragter det ikke alene som et angreb på USA. For mig er det et angreb på hele det demokratiske verdenssamfund. Vi er oppe imod en umenneskelig fanatisme, nu skal de demokratiske samfund stå sammen,« sagde han.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen holder pressemøde tirsdag den 11. september om aftenen.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen holder pressemøde tirsdag den 11. september om aftenen.

Niels Ahlmann Olesen
Dagen efter terrorangrebet fremsatte Nyrup Rasmussen et tilbud om, at Danmark ville deltage i en eventuel militær NATO-aktion, såfremt USA ønskede det. Den 20. november 2001 tabte Nyrup folketingsvalget til Anders Fogh Rasmussen, som valgte at skærpe Nyrups linje om uforbeholden solidaritet med USA.

Senere har den historiske krigsudredning i 2019 blotlagt, at hverken forholdene i Afghanistan eller terrortruslen reelt spillede en rolle i forhold til VK-regeringens beslutning om at gå med i krigen. Det handlede kun om at bakke fuldt og helt op om USA, uanset hvilken vej USA valgte at gå.

»Alle vidste, at der ville komme en reaktion, som ville involvere alle. Og det var overalt i verden, at man linede op bag USA. I Danmark konkurrerede politikerne om at sige, at vi alle var amerikanere,« siger Lars Erslev Andersen.

Senere vendte statsminister Anders Fogh Rasmussen tilbage til terrorargumentet, da USA var på vej til at gå ind i Irak.

»Det er for sent, når først giftgassen er spredt over en af vore store byer,« sagde statsministeren under sin åbningstale til Folketinget i 2002 med henvisning til, at Irak kunne give masseødelæggelsesvåben til terrorister.

Når Lars Erslev Andersen ser tilbage på de krige, som Danmark har deltaget i for at følge USA i den globale krig mod terrorisme, kan der ikke herske tvivl om, at det har betydet enorme ofre og pengesummer. Og i hans øjne har det ikke stået mål med resultaterne. Med tilbagetrækningen fra Afghanistan i dag tror han på, at verdenssamfundet vil gøre det på en anden måde fremover.

»Vi skal jo ikke stoppe med at beskytte os selv mod terrorismen. Vi skal bare gøre det på en anden måde. Og jeg tror måske, at vi kan håbe på, at den udvikling, der er i gang – hvor grim den end ser ud i Afghanistan – måske kan pege i nogle andre retninger, som er bedre.«

Her peger han på, at man vil være mindre tilbøjelig til at følge supermagten USA.

»Jeg tror på, at vi vil vende tilbage til at gøre tingene langt mere multilateralt og med et FN-mandat i ryggen,« siger Lars Erslev Andersen.

Det var dog langtfra kun på krigsfronten, at Danmark forandrede sig som følge af terrorangrebet for 20 år siden.

Panik og terrorfrygt

Blot en uge efter terrorangrebet modtog en række amerikanske medier breve med miltbrandbakterier. Det fortsatte de næste uger. Fem mennesker døde, og 17 blev syge af angrebene.

Danmark blev ikke ramt af miltbrandangreb, men dog af panik, da kuverter med hvidt pulver begyndte at dukke op. På blot en enkelt dag blev postcentre i Aalborg, Glostrup og flere steder i København afspærret. Postarbejdere måtte samtidig køres på hospitalet, efter at hvidt pulver var drysset ud af kuverter. I Frederikshavn gik et kvindeligt postbud i panik, da en pulversky stod op fra en postkasse, hun skulle tømme.

Miltbrandalarm på Post Danmarks sorteringscentral i Aalborg.

Miltbrandalarm på Post Danmarks sorteringscentral i Aalborg.

Rene Schutze
Fornemmelsen af at være under angreb havde bidt sig fast i danskerne.

Der skulle da heller ikke gå lang tid, før politikerne reagerede på terrorfrygten ved at indføre den første terrorlovgivning i landet. I Danmark vedtog Folketinget terrorpakke 1.

Den første terrorlovgivning var fornuftig, mener Lars Erslev Andersen. I modsætning til andre europæiske lande havde man en åben debat og holdt på grundlæggende retsstatsprincipper.

»Det var en god balance mellem sikkerhed og retssikkerhed. Nogle lande i EU gjorde det muligt inden for loven at tilbageholde folk i 14 dage uden dommergodkendelse – det indførte vi jo ikke. Vi insisterede på, at det skulle være under domstolene,« siger Lars Erslev Andersen.

Alligevel mener han, at vi senere gik for langt med at stramme terrorlovgivningen. Det skete dog først, da terroren rykkede tættere på.

Den danske fange

I gymnasiet i Randers tilbage i 90’erne kaldte han sig DJ Hoolie, når han hang han ud med vennerne i technoforeningen Gateway i Vestergade. Men i december 2001 blev den unge DJ Slimane Hadj Abderrahmane taget til fange i Afghanistan og kort efter fløjet til USA’s fangelejr i Guantanamo.

Den danske Guantanamo-fange, der var født af en dansk mor og en algerisk far, blev en hovedpine for den danske regering. For USA havde meldt klart ud, at retsordenen for terrormistænkte var sat ud af kraft. De var illegale kombattanter og bogstaveligt talt uden for lov og ret.

Den tidligere danske Guantanamo-fange Slimane Hadj Abderrahmane antages at være dræbt i Syrien i 2013.

Den tidligere danske Guantanamo-fange Slimane Hadj Abderrahmane antages at være dræbt i Syrien i 2013.

Jens Dresling
Et år efter at Slimane Hadj Abderrahmane i orange dragt var blevet fløjet fra Afghanistan til Cuba, fortalte udenrigsminister Per Stig Møller i et åbent samråd i Folketinget, at den unge dansker og de øvrige fanger kunne ende med at sidde i lejren i 20-30 år, før de blev løsladt.

»Jeg fatter ikke, hvordan Per Stig Møller vil være bekendt at komme med sådan en udtalelse. Jeg er virkelig rystet,« sagde strafferetseksperten Eva Smith.

Den danske Guantanamo-fange var ikke regeringens eneste hovedpine med USA’s fangelejr. Det kom frem, at amerikanerne løbende passerede dansk luftrum og i nogle tilfælde landede i danske lufthavne med fly til og fra fangelejren. Det var de såkaldte CIA-flyvninger, hvor fanger fra den globale krig mod terrorisme blev fløjet til Cuba eller til samarbejdslande rundt om i verden, hvor de blev udsat for tortur i form af såkaldte alternative forhørsmetoder, som for eksempel waterboarding.

Den danske regering blev anklaget for at vende det blinde øje til fangeflyvningerne og at spille dobbeltspil om sagen. Udadtil krævede regeringen svar fra amerikanerne om flyvningerne, men senere afslørede Wikileaks’ lækage af diplomatiske telegrammer, at udenrigsminister Per Stig Møller samtidig på de indre linjer lod amerikanerne forstå, at man på ingen måde ønskede svar på de kritiske spørgsmål, der var blevet rejst.

»Danske embedsmænd har offentligt udtalt deres bekymringer over anklagerne, men har privat indikeret over for os, at de er interesseret i at dæmpe sagen ned så hurtigt som muligt,« skrev USA’s ambassade hjem i januar 2008, dagen efter at Per Stig Møller i TV Avisen havde kaldt flyvningerne »uacceptable« og noget, han ville drøfte med amerikanerne.

Slimane Hadj Abderrahmane blev fløjet hjem til Danmark i 2004 efter 744 dage i Guantanamo-lejren. Den er stadig ikke nedlagt. I juli i år blev Abdul Latif Nasser løsladt og sendt hjem til Marokko som den første løsladte fange siden 2016. Der sidder stadig 39 fanger i lejren, 20 år efter at den blev oprettet.

Efter nogle år i Danmark rejste Slimane Hadj Abderrahmane til Syrien for at deltage i borgerkrigen, og i 2013 forlød det, at han var blevet dræbt i kamp.

Siden 2012 er mindst 158 personer rejst fra Danmark til Syrien for at kæmpe for militante islamistiske grupper. I 2014 udråbte Islamisk Stat sit kalifat i Syrien og Irak.

Flere personer fra Danmark tilsluttede sig Islamisk Stat, blandt andet Basil Hassan, som havde en ledende rolle i Islamisk Stats droneprogram.

Jagten på de radikaliserede, ekstremisterne og de yderliggående muslimer blev styrket i 2004, da justitsminister Lene Espersen efter et terrorangreb i Madrid afsatte nye midler til en udvidelse af PET’s stab.

Mønstret gentog sig efter et terrorangreb i London i 2005. Kort efter vedtog Folketinget terrorpakke 2, der gav PET adgang til kameraovervågning af offentlige pladser og trafikknudepunkter. PET fik et nyt antiterrorcenter og skulle samtidig have adgang til flyselskabernes passagerlister og kunne hente oplysninger om borgere fra myndighedernes registre, uden at de overvågede blev informeret. Derudover skulle teleselskaber og internetudbydere pålægges at gemme oplysninger om samtaler og internetkommunikation. Og endelig skulle PET have mulighed for at foretage hemmelige ransagninger.

Mønstret lå fast: Myndighederne reagerede på terrorangreb med indgreb og nye tiltag. Som i 2001, hvor ’skobomberen’ Richard Reid forsøgte at sprænge et fly i luften med en bombe skjult i en sko. Efterfølgende skulle passagerer gå barfodede eller på strømpefødder igennem lufthavnskontrollen. Og i 2006 anholdt britisk politi 24 personer, der var mistænkt for at planlægge et angreb mod fly med flydende sprængstoffer. Siden har det været forbudt at tage flasker med ombord i håndbagagen. Efter de blodige terrorangreb med lastbiler mod folkemængder i Nice og Berlin er gågaderne i de danske byer blevet afspærret med betonklodser og store sten.

I 2005 offentliggjorde Jyllands-Posten en række Muhammed-tegninger. Det udløste en global krise og satte ytringsfriheden under pres, samtidig med at terrortruslen mod Danmark blev forhøjet. Der blev rettet konkrete trusler mod Jyllands-Posten og Muhammed-tegnerne, heriblandt Kurt Westergaard, der i februar 2008 blev mål for en trussel, hvor PET greb ind og anholdt tre mænd, og som i januar 2010 blev angrebet i sit hjem af en mand med somalisk afstamning. I 2008 blev der rettet et selvmordsangreb mod den danske ambassade i Islamabad i Pakistan, der var begrundet med tegningerne.

Danmark oplevede samtidig herhjemme en række terrorsager, som ikke blev til angreb. Det gælder blandt andet Glasvejssagen, Glostrupsagen og terrorsagen fra Vollsmose. Undervejs har terrortruslen udviklet sig. Terrorangrebet i London i 2005 var et af de første, hvor de såkaldte homegrowns udgjorde truslen: Unge mænd uden tilknytning til den internationale terrorisme, som planlægger og udfører terrorangreb i deres egne hjemlande. I Danmark bragte Omar Abdel Hamid El-Hussein dette et skridt videre, da han i 2015 udførte et såkaldt lone wolf-angreb på Krudttønden og den jødiske synagoge i København.

Politiet holder vagt foran Krudttønden i København i dagene efter terrorangrebet 14. februar 2015.

Politiet holder vagt foran Krudttønden i København i dagene efter terrorangrebet 14. februar 2015.

Søren Bidstrup

Denne form for terrortrussel udgjorde en hovedpine for efterretningstjenesterne: Hvordan sporer man en potentiel terrorgruppe, der ikke er rejst ind, men har været i landet hele tiden – og hvordan sporer man den enlige terrorist, der selv planlægger og udfører sit angreb?

Ifølge Lars Erslev Andersen skete der et skred, i takt med at det politiske flertal blev ved med at stramme og udvide terrorlovgivningen. Ikke mindst i forlængelse af terrorangrebet på Krudttønden.

»Der er jo sindssygt mange tiltag, der blev lavet over ganske kort tid, som skal styrke antiradikalisering, efterretning og overvågning. Og det er ekstremt voldsomme tiltag, som går langt i forhold til den enkeltes retssikkerhed,« siger han.

Det gælder for eksempel politiets muligheder for at gennemføre hemmelige ransagninger og logning af teledata, som EU-domstolen i 2016 afgjorde var uforenelig med menneskerettighederne.

Mennesker blev udskammet

Det sidste område, hvor man kan tale om, at Danmark ændrede sig på den skæbnesvangre dag for 20 år siden, er i holdningen til Islam.

Spørger man Lars Erslev Andersen, kan man i hvert fald argumentere for, at angrebet og de efterfølgende begivenheder var med til at udpege og udskamme mennesker som potentielle terrorister, uden de på nogen som helst måde var det.

»På en eller anden måde blev der lavet en klar sammenknytning til det, de her jihadister havde lavet ovre i USA, og så indvandringen herhjemme. Det førte jo til, at vi i Danmark meget hurtigt fik nogle ganske betragtelige stramninger af udlændingepolitikken,« siger han.

Lars Erslev Andersen er med på, at udlændingedebatten allerede var taget til i styrke, da terrorangrebet skete. Men ifølge ham gjorde 11. september det nemmere for de indvandrerkritiske partier at komme igennem med deres dagsorden.

»Min pointe er ikke, at der ikke var et socialt problem omkring indvandring. Men nu kunne politikerne pludselig også bruge argumenter om statens sikkerhed. Det gjorde det selvfølgelig anderledes. Og det synes jeg var uheldigt, men det skete.«

For eksempel forlangte Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen i 2016 et »muslimstop« i en periode på fire-seks år efter terrorangreb i Frankrig og Tyskland:

»Vi bør have et stop for flygtninge og indvandrere fra muslimske lande i en periode. Det er herfra, langt størstedelen af terroren i Vesten har sine rødder, og indtil vi har et overblik over rækkevidden af det her, og hvad vores fremtidige indsatser skal være, har vi brug for et pusterum,« sagde Søren Espersen i et interview med Berlingske.

Imidlertid er langt størstedelen af terrorangrebene i EU begået af EU-borgere, hvoraf nogle har været i Syrien som syrienkrigere, og størstedelen har været kendt af myndigheder og nationale sikkerhedstjenester i forvejen.

I dag har vi i Danmark en omfattende efterretningstjeneste, en hård terrorlovgivning og en langt større kontrol med folks bevægelser over grænser. Det har ifølge Lars Erslev Andersen gjort, at det er blevet meget sværere at være terrorist i vores del af verden. Men om det alt i alt har udslettet terrorismen er mere tvivlsomt.

»Vi har gennemført en krig mod terror, som har øget terrorismen markant uden for Europa,« siger han og henviser til en analyse af den konservative militærhistoriker Max Boot, som viser, at i tiden fra 2000 til 2015 er antallet af ofre for terrorisme steget med 550 procent.

»Så har det været en succes eller en fiasko? Det er en succes, hvis man kigger snævert på vores egen verden, men globalt set er det et problem. Også fordi så meget uro og vold skaber folkevandringer. Og det kan vi heller ikke lide. Så på den måde har krigen mod terror globalt set været stærkt problematisk og meget lidt hensigtsmæssig.«

I 2013 begyndte terrorsikringen af Christiansborg i København. Nu er området omkring demokratiets højborg afspærret med 85 store kugler af bornholmsk granit. I 2019 vandt terrorsikringen Dansk Landskabspris. Panikken har lagt sig, men terrorfrygten er blevet en del af hverdagen.

Christian Lindgren

Det fremgik tidligere af denne artikel, at den historiske krigsudredning udkom i 2015. Udredningen blev igangsat af Løkke-regeringen i 2015, men den udkom først i 2019. Fejlen er rettet.

11. september 20 år efter – er vi blevet klogere?

For to årtier siden indledte USA den globale krig mod terror i støvskyerne efter angrebet på World Trade Center, Pentagon og amerikanske passagerfly. Nu er krigen i Afghanistan afsluttet, og 20-året for 11. september rejser spørgsmål om, hvad opnåede vi gennem den globale krig mod terror, og om vi overhovedet lærte noget. Det stiller Information skarpt på i en række artikler.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ak, jeg havde set frem til, at YouTube-videoen gav ny støtte til konspirationsteorierne. Men det er vist lidt for langt ude at tolke Nyrups beretning sådan, at Bush på forhånd skulle have ringet til ham og fortalt, at han, Bush ville trykke på knappen til tårnenes fald præcis 5 minutter efter Nyrup ville ankomme til statsministeriet. Mon ikke det er dramatikken i den dramatiske situation, der har medført, at der er gået lidt kludder i Nyrups beskrivelse af begivenhedernes rækkefølge.

Per Torbensen, Rolf Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar