Analyse
Læsetid: 7 min.

Sagen mod Støjberg er begyndt. Men spørgsmålet er, om Rigsretten er en forældet institution

Det er lidt af en anomali i en retsstat, at politikere er sat til at rejse tiltale og udpege dommere. Men sådan er det i en rigsretssag. I flere andre lande har man for længst afskaffet Rigsretten eller er holdt op med at benytte den
Nu indledes rigsretten mod Inger Støjberg i Instrukssagen. Men er rigsretten ikke blevet en forældet institution, spørger Jens Elo Rytter.

Nu indledes rigsretten mod Inger Støjberg i Instrukssagen. Men er rigsretten ikke blevet en forældet institution, spørger Jens Elo Rytter.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indland
2. september 2021

Så skal vi til det igen. 25 år efter Tamilsagen får vi en vaskeægte rigsretssag, blot den anden i mere end 100 år.

Der bliver drama og patos for alle pengene, når Rigsretten torsdag slår dørene op og byder velkommen indenfor til endnu et politisk rigsretsdrama foran hele 26 dommere. Medierne vil stå klar, når sagens aktører – primært ledende embedsmænd i Udlændinge- og Integrationsministeriet, men selvsagt også sagens hovedperson med den karakteristiske knold i nakken – alvorsfuldt ankommer til retslokalet i Eigtveds Pakhus, fulgt af advokater med tunge mapper, strøgne skjorter og velvalgte spadseredragter.

For alle involverede – bortset fra dem, der har noget i klemme selvfølgelig – vil det være en spændende ceremoni at være en del af. En once in a lifetime-begivenhed omgivet af historiens vingesus.

Men er tiden egentlig ikke løbet fra denne tunge, gamle institution: Rigsretten?

Rigsretten er en helt speciel institution. Forankret i grundloven og med gamle rødder. Ved Rigsretten pådømmes ministres embedsførelse af en særlig domstol, bestående af lige dele højesteretsdommere og lægdommere udpeget af Folketinget.

En anomali i en retsstat

Rigsretten træder i funktion, hvis Folketingets flertal ønsker det, og det er Folketinget, som er anklagemyndighed. Da den første grundlov blev skrevet i 1849, lod man sig inspirere af Norges Grundlov fra 1814 og etablerede Rigsretten. Norge havde selv hentet inspiration i den rent politiske rigsretsordning, den såkaldte impeachment, i USA. Amerikanerne havde overtaget modellen fra Rigsrettens hjemland, England, hvor en politisk rigsretsinstitution havde eksisteret siden middelalderen som et middel for Parlamentet til at holde kongens ministre med flere ansvarlige for »high treason, and other crimes and misdemeanours«. I Danmark valgte vi ligesom Norge en blandet model med både professionelle og politisk udpegede dommere.

Det er i sig selv lidt af en anomali i en retsstat, at politikere er sat til at rejse tiltale og udpege dommere til en domstol, der skal afgøre, hvorvidt en minister har tilsidesat grundloven, lovgivningen eller andre embedsnormer. Rigsrettens særlige sammensætning, som er en bastard mellem et judicielt og et politisk organ, har dog dels historiske grunde (kongens ministre skulle dømmes af ligemænd), dels har den konkret været begrundet i ønsket om at supplere juridisk kundskab med politisk indsigt, når ministres ansvar skal vurderes.

Det politiske element i Rigsrettens sammensætning har dog hidtil først og fremmest medført, at lægdommerne i stemmeafgivningen har delt sig efter politisk ståsted. Spørgsmålet er også, hvor afgørende den politiske indsigt egentlig er i disse sager. En sag som Inger Støjbergs (og i 1990’erne Ninn Hansens) handler i bund og grund om jura og er af samme grund også blevet forundersøgt i Instrukskommissionen af rent juridisk ekspertise. Lægdommerne forekommer lidt at være et levn fra fortiden og noget, der efter almindelige principper rejser berettiget tvivl om Rigsrettens upartiskhed. Også ideen om Folketinget som anklagemyndighed forekommer noget anakronistisk.

Dømt og halshugget

Der kan måske tænkes magtmisbrug af en sådan kaliber og betydning for staten, at den patos, som rigsretten og dens sammensætning er udtryk for, kunne være på sin plads. Grundloven bestemmer i samme ånd i § 60, stk. 2, at der kan rejses rigsretstale mod andre end ministre for ’forbrydelser’, som findes ’særdeles farlige for staten’. Fra ældre tider kendes i Storbritannien eksempelvis rigsretsprocessen mod den skotske adelsmand og medlem af overhuset Simon Fraser, som i 1747 blev retsforfulgt og dømt i Overhuset (og efterfølgende halshugget!) for oprør mod den engelske kongemagt.

Donald Trumps adfærd efter at have tabt det amerikanske præsidentvalg i november 2020 trænger sig på som et andet eksempel: Falske påstande om valgsvindel efterfulgt af pres på delstatsmyndigheder for at manipulere valgresultatet kulminerende den 6. januar i år med en mere eller mindre klar tilskyndelse til sine tilhængere om at tage sagen i egen hånd og med vold gribe ind i den demokratiske proces og i strid med forfatningen hindre Joe Biden i at blive udpeget som vinder af valget – hvad tilhængerne herefter forsøgte.

Men den slags sager er heldigvis ikke hverdag herhjemme. De få rigsretssager i Danmark (der har været fem  sager før Støjberg-sagen) har enten handlet om mindre forhold som ulovlige økonomiske dispositioner eller ulovlig administration af lovgivningen. Og selv hvis man mener, at en politisk næse eller en mistillidserklæring og dermed fyring af ministeren i nogle sager ikke er tilstrækkeligt i en retsstat – at der undertiden må en retssag mod ministeren til, og et retligt ansvar må placeres – er det vel ikke givet, at dette også i 2021 nødvendigvis skal ske ved den store, gammeldags og tunge rigsret.

Udlandet har droppet rigsretssager

Et blik ud i verden synes at understøtte det synspunkt, at rigsretsinstitutionen hører fortiden til, også fordi det parlamentariske politiske ministeransvar i mellemtiden har sat sig igennem.

I Sverige har man således for længst afskaffet rigsretten. Rigsretten fandtes i regeringsformen fra 1809, men blev afskaffet i 1974. Der havde da ikke været rigsretssager siden midten af 1800-tallet. Udgangspunktet i dag er derfor ministres politiske ansvar over for Riksdagen. Men den svenske højesteret kan pådømme straffesager, hvor en minister »groft har tilsidesat sin tjenestepligt«. Hidtil har der dog ingen sager været om ministres strafansvar, dels fordi der er det politiske ansvar og ikke er tradition for at anklage ministre, men måske også fordi Sverige ikke har ministerstyre; styrelser er selvstændige og kan ikke modtage ordrer fra ministre.

I Norge, som i 1849 dannede forbillede for den danske rigsret, findes rigsretten stadig, men den bruges ikke rigtig mere. Norge har kun haft otte rigsretssager siden 1814, og den seneste fandt sted i 1927. I de senere årtier har der derfor været overvejelser om at afskaffe rigsretten og overføre kompetencen for retsforfølgning i de alvorligste sager til de almindelige domstole.

Selv i rigsrettens moderland, Storbritannien, synes rigsretsinstitutionen at være afgået ved en stille død. Den er ikke blevet anvendt siden 1806. Rigsretsprocessen i Overhuset blev fra 1376 og frem brugt til at pådømme forbrydelser og forseelser begået af blandt andet ministre. Rigsretten blev navnlig brugt ved højforræderi og forsøg på oprør. Processen var dengang den eneste måde, hvorpå Parlamentet kunne holde en minister ansvarlig. I dag anses rigsretsprocessen nærmest som forældet, da den er blevet afløst af ministres politiske ansvar over for Parlamentet. I 2004 forsøgte blandt andre Boris Johnson – dog uden held – at rejse sag mod Tony Blair for at have vildledt Parlamentet til at godkende Storbritanniens deltagelse i Irakkrigen.

Politisk farvede domme

I USA fungerer rigsretten endnu efter britisk forbillede med Repræsentanternes Hus som anklager og Senatet som dommer. Formålet med rigsretten er at beskytte Forfatningen og regeringens integritet, men ikke at straffe individer. Præsidenten fjernes således fra sin post, hvis han kendes skyldig. Det er dog endnu aldrig sket, at en præsident er blevet dømt ved en rigsret. Som vi så det to gange med Trump, fører det politiske rigsretsforum, Senatet, til en politisk farvet vurdering af skyldsspørgsmålet.

Men hvad er så alternativerne til den eksisterende rigsret i Danmark?

Rigsretten kan ikke uden videre afskaffes, selv hvis der var et politisk flertal for det. For Rigsretten er forankret i grundloven, og det kræver derfor en grundlovsændring at nedlægge institutionen.

Politikerne kunne selvfølgelig vælge at lade Rigsretten afgå ved en stille død simpelthen ved at undlade at gøre brug af den. Sådan er det som nævnt gået i både Storbritannien og Norge. Samme billede tegnede sig længe i Danmark, som indtil 1993 ikke havde haft en rigsretssag i over 80 år. Men dette år vedtog Folketinget at rejse rigsretssag mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen for hans ulovlige administration i Tamilsagen, og i 1995 blev han dømt skyldig ved Rigsretten. Og med rigsretssagen mod Inger Støjberg ’kun’ 25 år senere kan rigsretsinstitutionen måske endda stå foran en mindre revival herhjemme (oppositionen hvisker lige nu også om rigsret i minksagen).

Hvis der ikke er politisk ønske om helt at afskaffe Rigsretten, kan man til gengæld sagtens slanke den, så færre dommere behøver at deltage. Det kræver ingen grundlovsændring, så længe man bevarer et lige antal højesterets- og lægdommere. Det kræver bare en ændring af rigsretsloven.

Mindre kunne også gøre det

Men vil man helt gøre op med denne sære, gamle institution med lige dele juridiske dommere og lægdommere og med Folketinget som anklager, er der ingen vej uden om at ændre grundloven.

Og hvad skulle man da stille i stedet for Rigsretten? For ministre skal jo stadig stå til ansvar for deres handlinger i embedet. Det er grundlæggende i en demokratisk retsstat.

Man kunne overveje som i Sverige at tage udgangspunkt i det politiske ansvar kombineret med et almindeligt juridisk ansvar ved de almindelige domstole i tilfælde af deciderede forbrydelser.

Hvis man afskaffede Rigsretten, ville man som udgangspunkt sidde tilbage med, at ministre stod politisk til ansvar over for Folketinget, hvor deres brøde handler om ulovlig forvaltning eller urigtige oplysninger til Folketinget. Det er generelt i denne kategori, at de hidtidige danske rigsretssager har befundet sig.

Dette politiske ansvar ville imidlertid suppleres af et strafansvar ved de almindelige domstole, som ikke alene ville være relevant i de mest dramatiske tilfælde som ministres forræderi med videre, men også hvor en ministers handlinger i øvrigt omfattes af straffelovens bestemmelser (herunder særligt kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller erhverv).

Mindre spektakulært end en rigsret – men måske mere tidssvarende.

Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer i Information. Denne analyse er den anden af to, som Jens Elo Rytter skriver i anledning af rigsretssagen mod forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Den første blev bragt onsdag.

Serie

Rigsretssagen mod Inger Støjberg

For kun sjette gang i danmarkshistorien er der blevet nedsat en rigsret. Frem til december skal 13 højesteretsdommere og 13 dommere udpeget af Folketinget afhøre vidner og afgøre, om den forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg overtrådte ministeransvarlighedsloven, da unge asylpar blev adskilt på danske asylcentre tilbage i 2016.

Information var oprindeligt med til at afdække sagen. I denne serie har vi fulgt den såkaldte Instrukskommissions arbejde og dækker nu den danmarkshistoriske rigsretssag tæt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gert Friis Christiansen

Man kan, med alt respekt for artiklen og sagens alvor, godt blive træt på forhånd ved at tænke på alle de nyhedsstrømme, om denne sag, der vil komme den kommende tid. Mit forslag til løsning af sagen er, at Inger Støjberg tager en rød klovnenæse på og siger 'undskyld det var ikke med vanilje, jeg var lidt hurtig på aftrækkeren, det er min natur', folketinget siger 'tilgivelse er en god ting, vi dropper sagen'. Pengene der spares kan så bruges til at energirenovere en middelstor jysk provinsby. Gerne i Ingers valgkreds, hvis det kan fremme sagen.

Peter Hansen, Henning Kjær, Ervin Lazar, Jens Christian Jensen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Ja, nu begynder "showet" som artiklen så smukt formulere det.
Medier og journalister vil svælge i det med "dybdeborende" analyser mv. og folk der i forvejen ikke bryder sig om hende vil ligeledes svælge i forargelse og hadske udtagelser.

Jeg henter popkorn.

Jan Fritsbøger

hvis ikke sagen medfører at inger mister retten til at sidde i folketinget er den nærmest ligegyldig, og så beviser den at magthavere er hævet over loven, som det ofte viser sig.

Inger Pedersen, Rolf Andersen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Slotsted

Er det bare mig, eller er Informations nye layout ikke særlig godt? I det mindste hvis man sidder ved sin computer og ikke en tablet eller mobil (jeg går ud fra, at det er tilpasset disse medier).

Jeg kan virkelig ikke lide det, der skal scrolles så meget, at man dårligt gider, og overskueligheden er forsvundet fuldstændig.

Det er ikke et vredt opstød som sådan, og jeg forstår, at det er off topic (så bare slet det, jeg bliver kun middelsur).

Finn Thøgersen, Inger Pedersen, Alvin Jensen og Jens Christian Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg tror IS er klar over, at hendes ideologiske korstog er alvorligt juridisk. Hun har spunnet en fortælling om små piger, der giftes med gamle mænd. Men sådan var virkeligheden jo ikke. Pigerne var i 9 ud af ti tilfælde over den sexueller lavalder i DK. og deres ægtefæller var yngre mænd, som de var knyttet til. Der var ikke tvang med. Det kan man så synes om eller ej, men de skulle være behandlet individuelt og det skete ikke. Man kan ikke administrere som minister ud fra egne værdier og normer, man skal følge loven og konventionerne, det synes ikke gjort her. Derfor tror jeg hun dømmes. Ikke med hård dom, men bøde og betinget fængsel

Jeg har et problem med den parlamentariske immunitet politikerne er omfattet af. Specielt det faktum at det er politiker-kollegaer/-venner, der skal ophæve immuniteten, synes jeg er yderst problematisk. Det ansporer til kammerateri og beskyttelse af hinanden i situationer, hvor en handling i stedet f.eks. burde for en strafferet.

Tænk hvis der går politikere rundt, der i stedet skulle sidde i spjældet, men som er blevet beskyttet af systemet for at undgå det.

Et kammerateri og en beskyttelse, der kan ende med magtmisbrug og korruption. Eller måske endda er det fra starten af bare i kraft af kammerateriet.

Det skærer fuldstændigt i mine ører, at politikere, med samme holdninger som en potentielt anklaget i en rigsretssag, kan finde på at være modstandere af sagen udelukkende med baggrund i en misforstået parti-/holdningsloyalitet.

Hvis ikke den parlamentariske immunitet fjernes, så etablér i stedet et parallelsystem, der tager hensyn til magtens 3-deling.

Jan Fritsbøger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kubilay Karahan

Jeg orker heller ikke det store medieshow hvor skurken atter får lov til at sole sig i de blå mediers lys og udspy sine sædvanlige floskler ligesom AFR gør ifm. Afghanistan og Irak. Om man skulle tage Rigsretten alvorligt så skulle det hellere være AFR der sad i anklagebænken - det skulle have kostet den danske stat ca. 20 millarder Dkk, plus de døde plus de sårede plus de løse mv. - og ikke en ligegyldig og usympatisk løgnhals fra det berygtede Jydske Muld. I den anledning kunne man også gå i kødet på den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik som det danske SocialDemokrati var en fanatisk tilhænger af.

Støjberg eller Tesfaye, what in the f... is the difference? Jeg har det svært ved at tage denne tunge, tids og omkostningsfulde Rigsret alvorligt, det er spild af penge, ressourcer og tis. Det er på tide med en tidssvarende mekanisme som kan gøre op med lignende småkriminelle handlinger fra ministres side. I øvrigt, hvorledes kan Folketinget agere som anklager i stedet for en domstol i et demokrati?

Kubilay Karahan

De blå medier er ikke længere "blå" men har været blå-brune siden nullerne, og der er ingen udsigt til at det får en ende på kort sigt.