Partnervold
Læsetid: 6 min.

Thomas var udsat for psykisk vold i sit parforhold: »Hvis jeg gav slip, ville jeg ikke komme til at lære mit barn at kende«

Årevis med nedværdigelser og trusler om at få taget sine børn fra sig betød, at Thomas stoppede med at se venner, skiftede job og startede på antidepressiver. I dag bor han på mandekrisecenter og føler, at han har mistet sig selv og sit selvværd
Indland
3. september 2021
»Jeg blev nervøs for, at jeg bare ville få det værre, hvis jeg gik fra hende, fordi jeg troede på alle de ting, hun sagde,« siger Thomas, der var udsat for psykisk vold i sit parforhold i over ti år.

»Jeg blev nervøs for, at jeg bare ville få det værre, hvis jeg gik fra hende, fordi jeg troede på alle de ting, hun sagde,« siger Thomas, der var udsat for psykisk vold i sit parforhold i over ti år.

Anders Rye Skjoldjensen

I løbet af de mere end ti år, Thomas var sammen med sin ekskone, tænkte han aldrig selv over, at han blev udsat for vold i sit parforhold.

Først nu har han indset, hvordan hun med nedværdigende kommentarer og trusler om blandt andet at gå fra ham og tage børnene med, fik ham til at »lægge mere og mere låg på sig selv« og har forhindret ham i at udleve sine planer med livet. 

Det fortæller han, da Information møder ham på et mandekrisecenter, hvor han har boet siden 2020.

Thomas er et opdigtet navn. Han ønsker at være anonym, fordi han frygter, at hans »sårbarhed« kan misbruges af hans ekskone i forbindelse med ordningen om samvær med deres børn, eller at han kan miste forældremyndigheden. Information har derfor ikke konfronteret hans ekskone med Thomas’ historie, og dette er kun hans side af historien.

Information kender hans rigtige identitet og har set dokumenter fra en nuværende familieretssag, sms-korrespondancer og talt med hans kontaktperson på mandecentret, der blandt andet har siddet med under opkald mellem Thomas og hans ekskone og bekræfter konflikten mellem dem.

Thomas har selv en mild betinget dom for at have slået ud efter sine ekskone, men uden at ramme hende.

Ingen fyraftensøl

Thomas mødte sin ekskone da han var  midt i 20’erne, havde fast arbejde og var klar til at finde en fast partner. De passede perfekt sammen, tænkte han. De flyttede hurtigt sammen, og Thomas begyndte at glæde sig til at rejse og nyde livet med hende.

Men der gik ikke lang tid, før Thomas bemærkede hendes jalousi. Når de kom hjem fra byen, endte de ofte i skænderier, hvis han havde talt med andre – særligt kvinder.

Kort tid efter blev hun gravid. Men Thomas følte sig ikke klar og syntes ikke, de kendte hinanden godt nok endnu. At få et barn så tidligt ville også betyde, at han ikke havde mulighed for at gøre alt det, han havde planlagt med sit liv, fortæller han.

Men hun insisterede på at få barnet og sagde, at hun ville »forsvinde« med det, hvis ikke han blev i forholdet, og de fik barnet.

»Det gjorde mig ked af det, men jeg kunne jo godt se, at hvis jeg gav slip, så ville jeg ikke komme til at lære mit barn at kende, så jeg blev sammen med hende,« fortæller Thomas.

I løbet af de næste år holdt Thomas op med at drikke fyraftensøl med kolleger og hænge ud med sine barndomsvenner. Hun vil have ham i lejligheden ved sin side konstant, fortæller han. Og hvis han forsøgte at forklare sit behov for et socialt liv eller prøvede at få hende til at se tingene fra hans side, blev han hver gang mødt med den samme sætning om, at hun ville »smutte« med barnet.

»Hun får ligesom lagt ned over hovedet på mig, at jeg hellere vil et andet liv end min familie, og det var jo heller ikke det, jeg gerne ville udstråle,« fortæller han.

Hvis han alligevel en aften tog ud og fik en øl, kunne hun finde på at komme hen på baren. Thomas husker særligt en aften, hvor det skete.

»Hun råbte og skreg, at jeg sad for tæt på mine kvindelige kolleger, og at vi sad og lagde op til hinanden.«

Nattearbejde og psykolog

Thomas opdagede også, at hun læste hans beskeder og optog deres skænderier på telefonen. Det var et stort tillidsbrud, fortæller han, men han blev også bange for, hvad hun kunne bruge det til.

Stille og roligt indrettede han sig mere og mere efter hendes behov i et forsøg på at få det til at fungere, og fordi han var nervøs for, at hun virkelig kunne finde på at forlade ham og tage barnet med, fortæller han.

Han skiftede job. De blev gift, selv om han ikke havde lyst. Og senere blev hun gravid med deres andet barn. I de år begyndte han at gå til psykolog, fordi han følte sig trist, og han kom på antidepressiv medicin. Det betød, at han i en periode ikke kunne arbejde.

Uanset hvad han gjorde, var der altid noget nyt galt, og Thomas følte sig fanget i en spiral af at give afkald på alt det, han havde lyst til, mens alt det, han gjorde for at tilfredsstille hende, bare blev genstand for nye skænderier og kritik.

Hun kaldte ham for »en svag person« for ikke at tjene penge og sagde, at det var »mærkeligt og unormalt«, at han ikke havde lyst til sex. På et tidspunkt kastede hun også en lampe efter ham, som ifølge Thomas ramte ham i hovedet.

I løbet af årene bebrejdede Thomas aldrig hende. I stedet forsøgte han at forklare situationerne med, at hun måtte være træt, stresset, fyldt med hormoner eller havde knoklet hårdt.

»Jeg prøvede at kigge indad og gav hende ligesom ret i de ting uden at sige det til hende, så til sidst blev jeg også nervøs for, at jeg bare ville få det værre, hvis jeg gik fra hende, fordi jeg troede på alle de ting, hun sagde,« fortæller han.

Han fortalte det heller aldrig til nogen, hverken sine forældre eller sine kammerater, fordi han ikke ville »hænge hende ud«. En kammerat har dog efterfølgende fortalt, at de godt kunne se, at han mistede »sit glimt i øjet«.

»Det har sgu gjort ondt på mig, at mange af mine nærmeste nok godt har kunnet se det på mig uden at ville gribe ind.«

Stadig svært at acceptere

Da parrets andet barn var omkring skolealderen, vurderede Thomas, at han havde dannet så stabil en relation til barnet, at han var sikker på at komme til at se det, selv om de gik fra hinanden.

Så han begyndte at se sine venner igen og stoppede med at vise hensyn til hende, fortæller han. Derfor endte det med, at det efter et par måneder var hende, der ville skilles.

Thomas var lettet, fortæller han. Alligevel sidder han med en følelse af, at hendes kontrol over ham fortsatte efter skilsmissen. Ifølge Thomas »holdt hun børnene tilbage«, så han ikke kunne se dem, ved at sende en anklage til Familieretshuset om, at han tog stoffer, hvilket han ifølge ham selv ikke gjorde. Samtidig blev friværdien fra hans lejlighed delt mellem dem, fordi de var gift, mens han selv endte med lånet fra deres fælles bil og bryllup og derfor blev nødt til at sælge sin lejlighed, fortæller han.

I den periode boede han hos sine forældre og en kammerat og kunne derfor ikke søge om samvær med sine børn, fordi han ikke havde fast bopæl. Et familiemedlem hjalp ham med at ringe til mandecentret, hvor han bor i dag og får besøg af sine børn.

Selv om der er mange andre mænd på centeret, holder han sig mest for sig selv. Han har ikke lyst til at lære andre mennesker at kende, fordi han har svært ved at stole på andre og har mistet sin selvtillid, fortæller han. Og det er det modsatte af, hvordan han husker sig selv.

»Jeg havde selvtillid nok og var sikker på mig selv. Jeg var glad for den person, jeg var. Men der går nok lidt tid, inden jeg bliver det igen.«

I dag glæder Thomas sig til at få et job igen, fortæller han. Og til at få sit eget sted at bo, så han måske kan komme til at se sine børn noget mere. Og så venter han på at få en tid hos en psykiater.

»Det er stadig svært for mig at acceptere, at jeg måske har gjort nogle ting, som jeg ikke skulle have gjort, så jeg prøver bare at sige til mig selv, at det var, fordi jeg ikke ville miste mine børn.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ingen lette løsninger her, dog må det som udgangspunkt være således, at mor og far får børnene lige meget ifm. skilsmisse! På den måde kan kvinder ikke true med at gå og tage børnene med sig.

Ole Svendsen, Erik Fuglsang, erik pedersen, Peter Høivang og Rune Stilling anbefalede denne kommentar

Hvad har børnene stået model til og været en del af? og hvordan er det for dem nu?
Kunne godt tænke, at de er klemte.