To år efter masseprotester: Nu skal klimabevægelsen genopfinde sig selv

De havde en smule ondt i maven, Jelva Illeris Schultz på 17 år og Caroline Mahler Lundsteen på 16, da de fredag i sidste uge tog elevatoren og trappen op til toppen af tårnet på Christiansborg.

»Vi fik ideen torsdag eftermiddag, og så lavede vi et banner, hvor der stod ’Mangel på handling dræber – Klimastrejke 24. september’,« fortæller Caroline.

Hun og Jelva er gymnasieelever og aktive i Fridays For Future, den unge klimabevægelse, der på initiativ af Greta Thunberg har lavet fredagsklimastrejker rundt om i verden siden 2018.

»Det er meget vigtigt for os at markere, at selv om politikerne ikke lytter til det, vi laver, så giver vi ikke op. Vi bliver ved,« siger Jelva.

»Det handler om liv og død, som der står på vores banner,« understreger Caroline.

Da de sammen med to kammerater havde rullet deres lange banner ud fra Christiansborg-tårnet, ankom vagterne og meddelte, at politiet var tilkaldt, og at de unge skulle hive banneret op.

»Det gjorde vi så, for vores mening var ikke at komme op og skændes med politiet eller gøre noget ulovligt, men at skabe opmærksomhed om klimastrejken den 24. september,« fortæller Jelva.

»Det er første gang, vi har gjort sådan noget. Jeg kunne mærke, at jeg rystede indeni.«

Både hun, Caroline og stort set alle øvrige elever på Det frie Gymnasium er med, når fredagsstrejken for klimaet indledes klokken 12 på Christiansborg Slotsplads. Det samme ventes blandt andet at gælde eleverne på Christianshavns Gymnasium.

Der har været mere eller mindre virtuelle fredagsstrejker under hele den verdensomspændende coronapandemi, men denne fredag er første gang efter den globale nedlukning, at Fridays For Future mobiliserer stort til klimaaktion med fælles, fysisk fremmøde på den internationale scene.

Størst ventes deltagelsen at blive i Tyskland, hvor befolkningen går til valg på søndag med klima som et hovedtema, og hvor der er planlagt aktioner i 425 byer. I USA er der bebudet 128 klimastrejker fredag – herunder i New York, hvor FN holder generalforsamling – i Canada 60 strejker, i Sverige 59, Storbritannien 38 og så videre. Også i en række udviklingslande går skoleelever i strejke: 41 steder i Indien, 12 i Mexico, 11 i Kenya, ti i Nigeria foruden mange andre lokaliteter.

Sammenlagt ventes der på denne dag 1.600 klimastrejker i over 1.000 byer. Det er stort, men dog ikke så stort, som da Fridays For Future ved to aktionsdage i september 2019 nåede et foreløbigt højdepunkt med anslået 7,6 millioner deltagere i 6.000 aktioner fordelt på 185 lande, langt den største klimamanifestation i historien.

Ingen afmatning

Mattias Wahlström, der forsker i sociale bevægelser ved Institut for Sociologi og Arbejdsvidenskab ved Göteborgs universitet, har forestået en omfattende analyse af de store internationale klimademonstrationer i 2019 og følger fortsat klimabevægelsen tæt – især den svenske. Han forventer ikke så massiv deltagelse nu som dengang.

»Mange lande er endnu ikke ude af pandemien, og det vil påvirke, hvor mange der møder til demonstrationer. I for eksempel Sverige ophæves restriktionerne på, hvor mange der må samles til en manifestation, først den 30. september. Mange tøver nok stadig med at gå med i en stor demonstration, tæt på andre mennesker.«

»På den anden side ser jeg ingen umiddelbare tegn på en langsigtet afmatning. Med COP26 i Glasgow foran os og med den intensitet, klimadebatten fortsat har, anser jeg det for meget sandsynligt, at klimabevægelsen inden for en ret kort fremtid genvinder en høj grad af energi,« siger Mattias Wahlström.

I København deltog den 20. september 2019 – en dag med øsende regnvejr – omkring 3.000 i fredagsstrejken, og to uger forinden havde hele 30.000 taget del i en Folkets Klimamarch i hovedstaden.

Hvor omfattende det bliver i København denne fredag, vil vise sig efter klokken 12, men interessetilkendegivelserne på Facebook tyder ikke på samme mobiliseringskraft som for to år siden.

Demonstration igen lørdag

Det samme synes at gælde den demonstration, der er planlagt lørdag som en march for natur og klima fra Rådhuspladsen i København til Christiansborg med start klokken 13 og med blandt andre Klimabevægelsen i Danmark, Amager Fælleds Venner, NOAH, Den Grønne Studenterbevægelse, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Cyklistforbundet, flere lokalafdelinger af Danmarks Naturfredningsforening og en række andre organisationer som arrangører.

»Det vrimler med byggeprojekter og infrastrukturplaner, der træder på natur og ikke tager klimaet alvorligt. Vi vil fortælle, at vi skal gå en anden vej,« skriver arrangørerne på Facebook.

»Vi vil have en udvikling af samfundet, hvor klima og natur har en første prioritet, og hvor menneskers trivsel prioriteres og ikke køres over af økonomiske hensyn.«

»Når det ikke er så stort som i 2019, skyldes det blandt andet coronanedlukningen. Pandemien har fyldt så meget i bevidstheden, og vi har ikke kunnet mobilisere og holde fast i folk i lang tid,« siger Jelva Illeris Schultz.

»Jeg tror også, mange har fået en opfattelse af, at der er styr på det med klimaet, fordi vi har fået 70 procent-målet, og politikerne taler så meget om klima,« påpeger Caroline Mahler Lundsteen.

Ved demonstrationer i 2019 lød kampråbet blandt andet, at olien skal blive i jorden. Sidenhen er den ottende udbudsrunde blevet droppet, og i dag skal klimabevægelserne genopfinde sig selv og være relevante i 2021, mener eksperter.

Sarah Hartvigsen Juncker

»Vi stod på et tidspunkt til en ugentlig fredagsstrejke, hvor Dan Jørgensen kom ud efter en forhandling om 2025-målsætningen. Sådan et mål er vi rigtig glade for, men det afgørende er jo handlinger, ikke målet i sig selv, påpegede vi. Så sagde Dan Jørgensen, at vi jo aldrig bliver tilfredse, og det er del af en politiker-retorik om, at vi bare er børn, der ikke forstår det hele og bliver ved at demonstrere, selv om vi burde være tilfredse,« siger Jelva Illeris Schultz.

– For et par år siden demonstrerede I for en klimalov. Den har vi fået, og i dag handler det om temmelig komplicerede forhandlinger i lukkede rum på en række delområder – netop nu er det landbruget. Er tiden måske til også at søge andre måder at føre klimakampen på?

»Det er blevet sværere for folk at være med i klimadebatten, fordi det er blevet så kompliceret. Jeg tror, der er brug for at vende tilbage til det mere overordnede budskab om, at vi vil have en grøn og retfærdig fremtid, og til et sprog, der gør det muligt for mange at være med. Vi har jo Klimarådet med os, når vi bliver ved at sige, at der stadig ikke er nok handling.«

At genopfinde sig selv

Silas Harrebye kan godt genkende Caroline Mahler Lundsteen og Jelva Illeris Schultz’ tanker om bevægelsens aktuelle udfordringer.

Han er studieleder på Global Studies på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC, hvor han forsker i demokratisk deltagelse og sociale forandringer. Sammen med kollegaen Anders Ejrnæs har han tidligere i år offentliggjort en undersøgelse i tidskriftet European Politics and Society af, hvordan der i europæiske lande er sket en forandring i borgernes aktivisme under og efter de kriser, der har ramt Europa i perioden 2002-16, primært finanskrise og flygtningekrise.

»Der er et mønster, der går igen: Man ser meget naturligt en nedgang i deltagelsen, umiddelbart efter en krise har ramt. Folk bliver på en måde lammet – det stemmer overens med det, vi har set under coronakrisen. Men efter en tid sker der en stigning i den demokratiske deltagelse, også til et niveau der er højere end før. Det så vi for eksempel efter finanskrisen,« fortæller Silas Harrebye.

»Det kunne give en forventning om, at vi også efter coronakrisen, hvor man for eksempel ikke har kunnet gå på gaden, vil opleve, at en masse ophobet frustration udløser en øget aktivisme og andre former for deltagelse.«

For eksempel kan folk have opbygget en forventning om, at også politikerne har lært af coronakrisen og nu for alvor vil søsætte en fælles rejse mod bæredygtighed. Hvis man i stedet oplever, at status quo søges genetableret, kan frustrationerne udløse kraftigere aktivistisk deltagelse.

»Om det rent faktisk sker, er spændende – noget tyder på, at vi ikke er der endnu.«

Hvis der ikke dukker så mange op til klimademonstrationerne som i 2019, kan der ifølge Silas Harrebye være flere grunde.

»Den første oplagte grund kan være, at man ikke rigtig er vågnet op endnu, efter at været dysset i søvn under coronakrisen. Men en forklaring kan også være, at klimadagsordenen er blevet overtaget af mange af de politiske partier og andre, som nu kæmper den kamp, man tidligere gik på gaden for, fordi man oplevede, at ingen rigtig tog det alvorligt,« siger Silas Harrebye.

Er der luft i ballonen?

I så fald er bevægelsen blevet ramt af sin egen succes – lidt som Alternativet og som grønne partier i flere europæiske lande: Man har fået sin sag temmelig solidt på dagsordenen og har dermed mistet noget af sin oprindelige appel og tiltrækningskraft.

»En tredje mulig forklaring er den mest problematiske: Muligheden af, at borgere og aktivister har tabt modet eller gejsten. At luften er gået af ballonen. Det har man ofte set ske med bevægelser gennem historien og på tværs af kulturer. Skulle det være tilfældet her, rejser det spørgsmålet, hvordan de forskellige grønne grupper får pustet liv i deltagelsen igen,« siger Silas Harrebye.

Hans svenske kollega Mattias Wahlström siger, at mange forskere bruger udtrykket ’temporalitet’ om måden, Fridays For Future og andre har arbejdet på:

»Man er i en stadig tilstand af, at situationen er akut, at tiden er ved at rinde ud. Det er en udfordrende strategi at basere sin bevægelse på, eftersom tiden jo hele tiden går – det kan ikke være ’now or never’ hele tiden. Og ingen orker at demonstrere meget ofte og over lang tid,« siger han.

»Strategien hos Fridays For Future har også været at sige ’vi er børn, vi kan ikke sige, hvad I politikere skal gøre, kun at I er nødt til at gøre noget’. På det punkt må klimabevægelsen artikulere tydeligere og mere konkret, hvad deres krav er, og også hvilke visioner man har.  Jeg tror, det er et arbejde, der er i gang, og det er der ikke nødvendigvis enighed om,« siger den svenske forsker.

Folkets klimaavis

– Kan det være, at klimatruslen i dag er blevet så tydelig, nærværende og skræmmende, at nogle ikke magter budskabet. Vi ved godt, hvor alvorligt det er, men vi kan ikke holde det ud og slår blikket ned?

»Ja, hvis man slår blikket ned, er det, fordi man godt ved, at man ikke altid og hver dag lever op til de idealer, man kæmper for. Det er virkelig noget, der kan gå folk på,« siger Silas Harrebye.

RUC-forskeren forudser en mere fragmenteret klimabevægelse, hvor de forskellige aktører hver især skal finde ud af, hvad de bedst kan bidrage med: Er det at arbejde for at ændre vores bevidsthed, er det at være fokuseret på den konkrete indsats i hverdagen, at arbejde med erhvervslivets nye forretningsmodeller, at opretholde presset på virksomheder og beslutningstagere, at medvirke til almendannelse om, hvad bæredygtighed betyder og fordrer.

Mens en række organisationer planlægger demonstrationer fredag og lørdag, var Klimapåmindelsen igen mødt op til deres demonstration foran Christiansborg torsdag.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Nogle går i dag den vej. I denne uge har netværket Det Fælles Bedste af grønne og sociale grupper startet uddelingen af en spritny Folkeavis for et Bæredygtigt Danmark. Det er ’borgernes drejebøger for omstillingen’: En avis på 72 sider med løsninger og handlingsforslag for ti samfundssektorer, skrevet af folk fra 60 grønne organisationer.

»Vi har store traditioner for bevægelser, der udvikler og omstiller samfundet. Andelsbevægelsen skabte markante samfundsforandringer fra midten af 1800-tallet og 100 år frem til det fælles bedste. Forandringerne udsprang fra landet og den almindelige befolkning. I kølvandet fulgte højskolebevægelsen, kooperationen, fagbevægelsen og en stribe af bevægelser båret af befolkningen. De erfaringer kan vi genbruge i et samarbejde på tværs af civilsamfund og offentlig og privat sektor, hvor vi i fællesskab gror løsningerne nedefra i samspil med videnskaben,« hedder det i Folkeavisen, der sendes på gaden med det forestående kommunalvalg for øje.

»Alle valg i fremtiden bliver klima- og biodiversitetsvalg. Kommunalvalget 2021 er bare det første,« påpeger Niels Aagaard, en af Folkeavisens redaktører fra Det Fælles Bedste.

Klimapåmindelsen

Men demonstreres for klimaet skal der nu stadig. Det mener Lone Schrøder Balslev, 65+, som allerede torsdag i fugtigt gråvejr deltog i ’Klimapåmindelsen’, den gruppe af overvejende modne klimaaktivister, der hver torsdag formiddag tager opstilling foran Christiansborg for at få politikerne i tale og minde dem om, at »al politik er klimapolitik«. Det gør man med tale og sang, med ’skæg og ballade’, som det hedder på gruppens facebook-side.

Lone Schrøder Balslev har deltaget i Klimapåmindelsen lige siden starten i oktober 2018.

»For mig handler det meget om, at vi må stoppe overforbruget,« siger hun og nævner bilismen som eksempel.

»En rapport fortalte for nylig, at kun syv procent er overbeviste bilister, resten er åbne for andre transportmuligheder – alligevel bliver man ved med at betjene disse syv procent med nye motorveje osv.«

Bag Klimapåmindelsen står Bedsteforældrenes Klimaaktion, Den Grønne Studenterbevægelse, Klimabevægelsen i Danmark og Amager Fælleds Venner. Det vil sige både unge og ældre. Lone Schrøder Balslev mener, at unge og ældre kan opleve klimatruslen forskelligt.

»De unge er måske vokset op i en fredelig og tryg verden og oplever pludselig, at det ikke nødvendigvis fortsætter sådan. Det kan skabe angst. For os, der er ældre, har der været atomtruslen, der har været Den Kolde Krig, der har været terror – der har været masser af ting, man kan være bange for, så det er ikke i sig selv noget nyt. Jeg er ikke drevet af klimaangst, men af ønsket om at skabe handling for at få ændret vaner,« siger hun.

Lone Schrøder Balslev fortæller om en klimaaktion på Strøget på Black Friday, den store forbrugsfest.

»De fleste, vi talte med, anede ikke, hvad det med klimaet gik ud på. De tænkte på indkøb. Så der er masser at gøre, og man må bare gøre, hvad man kan.«

Gruppen bag Klimapåmindelsen foran Christiansborg er med Lone Schrøder Balslevs ord »en trofast flok«, hvor mange har været med hele vejen. Man forsøger nu at blive flere ved at rette henvendelse til en stribe grønne organisationer og foreninger.

– Hvad gør det ved dig selv at være med?

»Det er da hyggeligt at møde de andre, men det med at demonstrere føler jeg som en pligt. Jeg er praktisk anlagt, og hvis der er noget galt, synes jeg, man må gøre noget ved det. Jeg er faktisk ikke specielt vild med at gå til demonstrationer – vil hellere sidde på en stille bænk i det grønne – men jeg synes, det er vigtigt. Så derfor går jeg med – jeg gør det først og fremmest af pligt,« siger Lone Schrøder Balslev.