Analyse
Læsetid: 5 min.

Enigheden får Christiansborg til at ligne et byråd – og Mette Frederiksen Danmarks borgmester

Samarbejde skal være bredere i Folketinget, og tempoet i lovgivningsarbejdet skal sænkes, så alle kan følge med. Sådan lød budskabet fra statsministeren i hendes tredje åbningstale, der alene fokuserede på initiativer, som stort set alle partier vil kunne blive enige om
Statsminister Mette Frederiksens åbningstale tirsdag var præget af en nyvunden optimisme – og med god grund, for det nye folketingsår er ikke åbnet med pres fra hverken oppositionen eller støttepartierne. Statsministeren ser derfor ud til at kunne fortsætte kursen fra coronakrisen: Christiansborg er blevet forvandlet til et byråd.

Statsminister Mette Frederiksens åbningstale tirsdag var præget af en nyvunden optimisme – og med god grund, for det nye folketingsår er ikke åbnet med pres fra hverken oppositionen eller støttepartierne. Statsministeren ser derfor ud til at kunne fortsætte kursen fra coronakrisen: Christiansborg er blevet forvandlet til et byråd.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Indland
6. oktober 2021

Konsensus er blevet den vigtigste dyd i dansk politik. Hvis partierne kan blive enige, er det godt for alle – og omvendt skidt, hvis politikerne mundhugges og ypper kiv. Mange vælgere værdsætter bredt samarbejde, og derfor rammer statsminister Mette Frederiksen (S) ned i en populær folkestemning, når hun forsøger at nedtone uenighederne på Christiansborg.

Efter coronakrisen, hvor partierne på kryds og tværs af gamle ideologiske skel sikrede S-regeringen stabil opbakning, lægger statsministeren nu op til, at det politiske arbejde i det kommende år skal fokusere på de store samfundsudfordringer, hvor partierne fra Enhedslisten til Nye Borgerlige kan finde sammen – nøjagtigt som det skete med mandagens historisk brede landbrugsaftale.

I sin tredje åbningstale kunne en lettet Mette Frederiksen tage afsæt i netop klimaplanen for landbruget og glæde sig over, at det mod alle odds lykkedes for finansminister Nicolai Wammen (S) at få strikket et politisk forlig sammen, der i bedste fald kan danne skole for større enighed mellem højre- og venstrefløjen også på andre områder.

Statsministeren var fræk nok til at citere Enhedslistens Mai Villadsen for, at »klimapolitik må ikke kun blive til frygtens politik«. Selv de største interessekonflikter skal overkommes uden for meget bøvl og kværulanteri, og Mette Frederiksen satser tydeligvis på, at klimapolitikken vil blive mindre elektrisk nu – og at opmærksomheden dermed kan flytte hen til de dagsordener, som ligger Socialdemokratiet mere på sinde.

Generelt var åbningstalen præget af en nyvunden optimisme, som står i klar kontrast til de foregående år. Mette Frederiksens første åbningstale i 2019 var mørk og dyster og handlede om et Danmark i opløsning, hvor »jordbærboden har fået videoovervågning«.

Sidste år stod i coronapandemiens tegn, og for første gang i sin regeringsperiode fandt statsministeren således tilbage til en mere klassisk fortælling om fremgang. De økonomiske nøgletal er lutter positive, og beskæftigelsen er sågar højere i dag end før coronakrisen.

Optimismen er et gunstigt grundlag for nu at lancere milde og luftige initiativer, der kan binde Folketinget sammen om reformer, der rækker mange år ud i fremtiden. Statsminister Mette Frederiksen forsøgte at fremstå som en midtersøgende borgmester for hele Danmark.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opgør med akademikere

Den mest markante dagsorden, som Mette Frederiksen gjorde et stort nummer ud af i åbningstalen, og som hun har ambitioner om at gøre til sit eget signaturprojekt, handler om en større omlægning af uddannelsessystemet. Som den vel nok første regering i verden ønsker S-regeringen at få færre unge til at tage en universitetsuddannelse og færre teenagere til at søge ind på gymnasierne. I stedet skal erhvervslivets behov for flere faglærte og praktisk uddannede bestemme:

»Mange af de små og mellemstore virksomheder er ikke vant til at ansætte akademikere. Og akademikerne er ikke vant til at arbejde dér. Det stiller krav til alle. Og kræver nytænkning,« sagde Mette Frederiksen, og med nytænkning mener hun en både antielitær, regional og mere erhvervsvenlig drejning.

Interessant nok er der her fælles fodslag lige fra Enhedslisten til Nye Borgerlige. Både venstre- og højrefløjen bakker op om en gennemgribende omlægning af uddannelsessystemet, hvor universiteterne i København og Aarhus får beskåret bevillingerne til fordel for mellemlange uddannelser i mellemstore købstæder, og hvor de almene gymnasier samtidig bliver »dimensioneret«, som det hedder i den bureaukratiske jargon, til fordel for erhvervsuddannelserne.

Inden sommerferien fik S-regeringen bred opbakning til at flytte studiepladser ud af de største byer, og så sent som mandag blev Socialdemokratiet enige med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, De Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne om at stoppe for optaget af nye elever på en række gymnasier næste år.

For Mette Frederiksen rummer opgøret med storbyuniversiteterne og gymnasierne den dobbelte fordel, at hun på én og samme tid sætter schwung under en besnærende fortælling om en bedre social balance i uddannelsessystemet og tvinger venstre- og højrefløjen i politisk samklang. Ingen tør udfordre præmissen om, at Danmark fremover skal have færre humanistiske akademikere og flere specialiserede elektrikere.

I modsætning til forgængeren Anders Fogh Rasmussen, der som Venstre-statsminister blæste til kulturkamp mod »smagsdommere« og »såkaldte eksperter«, er Mette Frederiksens antielitære projekt mere venligt, og netop derfor vil det kunne lykkes for hende at nå længere, end han gjorde tilbage i 00’erne. Nedprioriteringen af bohemeakademikere kan vise sig sjældent populær blandt vælgerflertallet.

Ro på bagsmækken

Ved at fokusere de politiske kræfter på samlende og tværpolitiske projekter er statsminister Mette Frederiksen godt i gang med at neutralisere de borgerlige partier. Karakteristisk for tingenes tilstand i dansk politik evnede de blå partiledere ikke for alvor at udfordre talelinjerne. Rituelt brokkede de sig over, at åbningstalen ikke var konkret nok, men hovedbudskaberne er der reelt ingen opposition til.

Allerstørst tilfredshed må Mette Frederiksen imidlertid have med støttepartiernes attitude. Hvis der havde været tvivl om, hvorvidt venstrefløjens tålmodighed var ved at være opbrugt, manede det brede landbrugsforlig enhver tvivl i jorden: Når Enhedslisten er villig til at gå sammen med Nye Borgerlige om en aftale, der slet ikke forpligter landmændene på kontante reduktioner i de kommende år, er spillet om en lang række andre reformer samtidig åbnet afgørende op for S-regeringen.

Realpolitisk vil det blive uhyre vanskeligt for Enhedslisten her i de kommende måneder at stille sig på tværs af såvel en omlægning af de sociale ydelser og den større reform, som S-regeringen har lagt op til, herunder en beskæring af dimittendsatsen. Den pragmatiske realisme har sejret.

Ganske vist vil politisk leder Mai Villadsen fortsat kunne lufte sin utilfredshed i de forestående forhandlinger om en ny kontanthjælpsreform og lavere dagpengesats til unge nyuddannede, men når Enhedslisten netop er gået med til en blå landbrugsreform, der kritiseres for at udskyde klimaomstillingen, vil det blive noget nær umuligt senere at skulle forklare, hvorfor disse andre forlig pludselig skulle være kardinalpunkter.

Hvis ikke engang klimaet er vigtigt nok til at sætte foden ned, ja, så har det mildest talt også formodningen imod sig, at Enhedslisten skulle kunne finde på at gøre alvor af truslerne om at udløse et valg på grund af andre og nye forlig, som S-regeringen vil lave hen over midten med blå blok.

Den politiske effekt af landbrugsreformen kan ikke undervurderes, og den brede opbakning giver Mette Frederiksen god grund til at være optimistisk. Uden pres fra hverken oppositionen eller støttepartierne er der åbnet for et nyt folketingsår, hvor statsministeren ser ud til at kunne fortsætte kursen fra coronakrisen: Christiansborg er blevet forvandlet til et byråd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Fritsbøger

Gert, og du er ikke enig i; "at kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati." ?
er det enhedslistens skyld at man holder dem uden for indflydelse, som jeg ser det er det ikke enhedslisten som skuffer,
men vælgerne som skuffer fordi de ikke bakker dem op , vælgerne som stemmer egennyttigt og egoistisk, på de partier som ikke har visioner om en bedre verden,

men borgerligheden ser åbenbart enhedslisten som den største trussel, og man har derfor vældig travlt med at fortælle hvor slemt det ville være hvis folk stemte på dem, hvordan det ville gøre os alle fattige hvis man lytter til dem og tillader dem at få indflydelse, løgn og latin men nogen tror jo på det.

Eva Schwanenflügel

"Efter coronakrisen", skriver LTM.

Altimens kan man i dagens avis læse om 'den perfekte storm' i sundhedsvæsnet.

Og vi aner intet om, hvor længe vaccinerne holder, om der opstår nye varianter af virus der kan forbigå dem, eller om folk oveni bliver syge med fx influenza.

https://www.information.dk/indland/2021/10/perfekte-storm-truer-danske-s...

Efteråret bliver muligvis LIDT for spændende.

Eva Schwanenflügel

Gert Romme, i Sverige var et meget stort flertal i befolkningen imod forslaget om at lempe på reguleringen af huslejestigninger i almene boliger.
Og det var Vänsterpartiets ultimative røde linje, at denne politik ikke blev stemt igennem.

Før det havde Vänsterpartiet praktisk talt overhovedet ingen indflydelse.
Det har Enhedslisten derimod haft.
Og de er ved at få fat i flere vælgere nu.
Socialdemokratiet går faktisk tilbage, mens EL går frem.

Men okay, hvis EL ikke trækker en meget tydelig streg i sandet, når der skal forhandles om ydelser, så må de trække stikket på regeringen, hvis ikke S vil overholde de løfter, der står i forståelsespapiret.

Jørgen Mathiasen

Ved siden af sagen om huslejerne var der en sag med principiel betydning for Vänsterpartiet: Socialdemokratiet havde lavet en aftale om, at Vänsterpartiet skulle være stemmeleverandør til det, de øvrige partier var blevet enige om. Det er en oldgammel socialdemokratisk strategi, men det førte altså til politikhistorie i Sverige, da Löfven erhvervede sig et mistillidsvotum.

Det er mandater, der tæller i parlamentarisk politik. Det gælder også for tysk politik, hvor egentlige regeringsforhandlinger nu går i gang. Naturligvis er udviklingen i Stockholm blevet iagttaget i Berlin, og der, hvor man har flertalsregeringer, kommer ingen på den idé at betragte nogen som stemmeleverandør. Det er et fænomen for mindretalsregeringer, og de er som bekendt reglen i kongeriget Danmark.