Generalprøven: Kommunalvalget bliver et midtvejsvalg, der tegner retningen for Socialdemokratiet

Forventningsafstemning går altid forud for selve stemmeafgivelsen. Inden kommunal- og regionsrådsvalgene for alvor er gået i gang, og plakaterne begynder at fylde rundt om i gadebilledet, er partierne i fuld gang med at nedtone forventningerne til egne valgresultater. Hellere overraske positivt end at ende med at skuffe på valgnatten.

»Jeg ved godt, at det bliver svært. Selvfølgelig gør det det,« lød det helt efter drejebogen fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, da han i sidste weekend afsluttede partiets landsmøde i Herning:

»Jeg er meget demokratisk anlagt, så jeg kan acceptere præcist det, som vælgerne byder sig selv og hinanden.«

Venstres formand er ikke alene. Nedturen er uundgåelig for yderligere mindst to andre partier: Også Dansk Folkeparti og Alternativet står til at få gevaldige vælgerlussinger ved kommunalvalget om nøjagtig en måned, tirsdag den 16. november. Selv om de landspolitiske vinde typisk kun slår igennem med halv styrke, risikerer alle tre partier at blive ramt særdeles hårdt af problemerne inde på Christiansborg.

Hverken Jakob Ellemann-Jensen, Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og da slet ikke Alternativets politisk leder, Franciska Rosenkilde, ser således frem til vælgernes dom. For dem er kommunalvalget en tung skæbne, der bare skal overstås så hurtigt som overhovedet muligt.

Mens Venstre står svækket i en række historiske højborge og realistisk må forvente at miste indtil flere borgmesterposter, kan både Dansk Folkeparti og Alternativet allerede her på forhånd vinke farvel til deres kortvarige sværmerier for magten. Dansk Folkeparti har i løbet af valgperioden mistet mere end hver tredje byrådsmedlem og partiets eneste borgmesterpost (i Danmarks allermindste kommune, Læsø), mens Alternativets ene borgmester (i landets næstmindste kommune, Fanø) slet ikke genopstiller.

På den stik modsatte side står flere partier til at opnå markant fremgang på tværs af landet: Særligt Nye Borgerlige, der i 2017 kun fik indvalgt et enkelt byrådsmedlem, tegner til at gå massivt frem. Også De Konservative gør sig forhåbninger om, at partiets voksende vælgerpopularitet vil slå igennem ved kommunal- og regionsrådsvalgene. Der er mange stemmer at samle op blandt de frafaldne V- og DF-vælgere.

Det største drama står imidlertid om et helt andet parti, nemlig regeringspartiet. Kommunalvalget bliver en afgørende test af Socialdemokratiets styrke og en pejling på, hvor høj grad det egentlig er lykkedes for Mette Frederiksen at omforme det politiske landskab.

Borgmesterkæder i spil

For fire år siden stod hun for første gang i spidsen for sit parti ved et landsdækkende valg, og kommunalvalget i 2017 blev en opsigtsvækkende succes – ikke mindst for Mette Frederiksen: Socialdemokratiet fik 32,4 procent af stemmerne og endte med at vinde næsten halvdelen af alle borgmesterposter.

Spørgsmålet er nu, om triumfen kan gentages. Eller måske ligefrem overtrumfes. I løbet af de seneste fire år har Socialdemokratiet og Mette Frederiksen først oplevet en svag tilbagegang ved folketingsvalget i 2019 og senere et historisk løft i meningsmålingerne under coronakrisen.

Officielt forsøger også socialdemokraterne at nedtone forventningerne og nøjes med at stile efter status quo, altså mindst lige så mange som de nuværende 47 borgmesterposter. Men ydmygheden stikker ikke dybt.

Bredt rundt i regeringspartiet hersker en optimistisk forhåbning om fremgang, ja, nogle satser ligefrem på, at Socialdemokratiet kan slå danmarksrekord og for første gang nogensinde opnå hele 50 borgmesterposter. Det er faktisk ikke helt umuligt, for en række dynamikker skaber grobund for de spirende socialdemokratiske borgmesterdrømme.

Først og fremmest har Mette Frederiksen satset målrettet på at erobre politisk land uden for de traditionelle socialdemokratiske højborge.

Med sin regionalpolitiske og til tider også åbenlyst provinspopulistiske offensiv har statsministeren sat hele regeringsapparatet ind bag ambitionen om at udbygge Socialdemokratiets territorium. Hvor Dansk Folkeparti blev knust ved folketingsvalget, håber socialdemokraterne at kunne kapre vælgere – og dernæst borgmesterkæder – fra Venstre om en måned.

Indtil S-regeringen forleden lancerede sit boligpolitiske udspil, der slet skjult skal fungere som en valgplatform for partiets borgmesterkandidater i landets fire største byer, har statsminister Mette Frederiksen konsekvent valgt at tilgodese de vælgere, der bor i stationsbyer, købstæder og parcelhusområder rundt om i provinsen, særligt i Jylland. Målet er og bliver at indkassere gevinsten i form af vælgerfremgang i det vestlige Danmark ved næste folketingsvalg. Men allerede her den 16. november skal satsningen gerne give bonus.

Konkret satser Socialdemokratiet på at genvinde magten i mindst to større jyske købstæder: Haderslev og Vejle. I begge byer er etablerede Venstre-borgmestre netop trådt tilbage og har dermed skabt åbninger for de socialdemokratiske spidskandidater, Henrik Rønnow i Haderslev og Martin Sikær Kristensen i Vejle. Samme mønster med aldrende Venstre-bykonger, der ikke genopstiller i år, gør sig gældende i Herning, Billund, Kolding, Varde og Vejen.

Test af Frederiksen

Også på Sjælland er der gode muligheder i blandt andet Glostrup og Frederikssund. Ingen i partiet tror dog oprigtigt på, at Socialdemokratiet vil kunne vinde borgmesterposterne i alle disse mange åbne byer, for så jubeloptimistiske er der trods alt ingen, som tør være. Men kombinationen af Venstres landspolitiske svækkelse og de ældre borgmestre, der flere steder er blevet afløst af mindre markante kandidater, har skabt en gunstig situation for Socialdemokratiet.

Danmarkskortet kan meget vel ende med at blive tegnet rødere i november. Og hvis det skulle lykkes for Socialdemokratiet at gå frem, målt i gyldne borgmesterkæder, vil Mette Frederiksen utvivlsomt selv tage æren for den fortsatte succes. Det er vinderens privilegium. Så vil hun blive udråbt som en af de skelsættende skikkelser i partiets nu 150-årige historie.

Hvis den længe planlagte og resolut udførte provinsoffensiv i stedet viser sig ikke at kunne veksles til flere S-borgmestre, vil skylden falde tilbage på de lokale kandidater. Så vil det være dem og ikke Mette Frederiksen, som har fejlet. For sådan er magthaverens privilegium.

For Socialdemokratiet knytter den største ængstelighed sig til, hvordan partiet vil klare sig i de største byer, ikke mindst i København, hvor vælgeropbakningen har været på retur i mange år, og hvor nu tidligere overborgmester Frank Jensens ydmygende #MeToo-fald kun har gjort ondt værre. Socialdemokratiet satser på, at tilbagegangen i København og Aarhus vil være lige tilpas begrænset nok til, at partiet med nød og næppe kan bevare borgmesterposterne, og samtidig vinde frem i de provinskommuner, hvor grundlaget til en sejr ved næste folketingsvalg skal lægges.

Valgresultatet vil tegne et billede af, hvor godt det er lykkedes for Mette Frederiksen at rykke Socialdemokratiet mod vest, og om kapringen af nye stemmer i mindre byer i provinsen vil kunne opveje tabet af stemmer i København og Aarhus. Udfaldet af kommunalvalget vil i høj grad komme til at tegne retningen for S-regeringen.