Selv om skoleskibet Georg Stage ligner en dundrende succes, kan halvdelen af eleverne snart være væk

Skibet er let at få øje på på afstand. De karakteristiske gule master rager omkring 30 meter op i vejret, solidt monteret i bunden af det sorte træskib.

Ofte vil man se skoleskibet Georg Stage med bølgerne brusende om stævnen rundt om i verdens farvande, men lige nu ligger det for anker ved Holmen i Københavns havn.

Skibet er efter tre måneder netop hjemvendt fra årets andet togt. Nu skal de 63 elever have den sidste undervisning, før de efter et i alt 20 ugers langt forløb kan kalde sig ubefarne skibsassistenter.

»Det har været fucking fedt. En stor, stor oplevelse,« lyder det fra Clemens Honoré, der er en af de 63 elever, der snart må sige farvel til skibet.

Men Clemens Honoré og de resterende 62 elever kan blive sidste årgang, der kommer med på Georg Stages andet togt ud af i alt to årlige togter. For det fondsejede skib står til at miste halvdelen af sin bevilling på næste års finanslov. Derfor vil der fremover kun være ét togt om året, og skibets personale må nøjes med at uddanne halvdelen af de elever, det er vant til.

Det har vakt undren på skoleskibet, der siden 1882 har uddannet unge mennesker som praktiske søfolk. For ser man på de tørre tal, er Georg Stage en stor uddannelsesmæssig succes. Efter det 20 uger lange forløb kan eleverne gå direkte i arbejde på andre skibe eller fortsætte i andre uddannelser, og det benytter mange sig af. Det er nemlig kun 0,5 procent af eleverne, der ikke efterfølgende fortsætter i job eller uddannelse.

Samtidig er skibet med til at løfte en del af de 45.000 unge, der er truet af at falde uden for både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Dem har der på det seneste været stort politisk fokus på, efter statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte det en »kæmpe katastrofe«, da hun talte til en konference i august.

Det er netop derfor, det vækker undren på Georg Stage, som har godt fat i præcis den gruppe unge, der trives i skibets kombination af teoretisk og praktisk undervisning tilsat nogle meget faste rammer.

Information har derfor sat tre elever og et besætningsmedlem i stævne for at finde ud af, hvorfor skibet er så populært blandt eleverne, og hvad et togt mindre om året egentlig vil betyde.

Sammenhold og samarbejde

21-årige Hildar Akursmørk fra Klaksvík på Færøerne har sat sig til rette i Kaptajnens Salon allerbagest i skibet.

»Det er så fedt at lære så mange nye folk at kende. Så mange nye baggrunde. Det giver et særligt samarbejde, fordi nogle er stærke i noget, og andre stærke i andet. Det fungerer virkelig godt,« siger han.

Ved siden af Hildar Akursmørk sidder 20-årige Clemens Honoré og 19-årige Ida Glargaard. Vi har ekstraordinært fået lov at sætte os i salonen, som eleverne ellers kun får lov til at være i, hvis der skal gøres rent, eller hvis de skal have en skideballe, forklarer de. 

Skibets elever kommer fra både Danmark, Norge, Sverige, Færøerne, Grønland og tæller desuden en enkelt syrisk flygtning. De kommer fra vidt forskellige baggrunde. Nogle har aldrig prøvet at sejle før, mens andre har stor erfaring. Nogle har gennemført boglige ungdomsuddannelser, mens andre ikke har anden uddannelse end folkeskolen.

Ida Glargaard er begejstret for, at der ikke kun er fokus på det rent faglige, men også på at udvikle sig socialt og menneskeligt.

»Sådan noget simpelt som at klare konflikter er vi virkelig blevet gode til. Vi lærer at snakke om tingene, og så finder ud af det hele sammen. Selv om vi ikke alle passer perfekt sammen og er meget forskellige, så har vi alligevel fået det til at fungere,« fortæller hun.

Man skal være mellem 17 og 22 år gammel for at blive optaget. Til hvert togt søger mellem 150 og 250 unge mennesker, så man skal være heldig for at slippe gennem nåleøjet, da der kun er plads til 63 på hvert togt. Skolen vægter nemlig en mangfoldig elevgruppe højt, når eleverne skal udvælges. For én ting er det praktiske og faglige, eleverne skal lære, men noget andet og mindst lige så vigtigt er elevernes sociale udvikling og fællesskabet.

For hvis skibet skal sejle, kræver det, at alle overholder deres aftaler og bider i det sure æble, når det ikke er så sjovt. Men eleverne er sammen om det, og det er med til at gøre selv de mest sure episoder sjove, mener Clemens Honoré.

»Følelsen af at blive vækket kvart i fire om natten, når man har vagt fra fire til otte, og man skal op på dækket og have sit olietøj (regntøj, red.) på, mens skibet gynger, det regner og er mørkt. Det er noget af det fedeste.«

Praktisk og teoretisk undervisning

Selv om skibet er stort, kniber det alligevel med pladsen, når der skal være plads til mere end 70 mennesker på et togt. Derfor er der heller ikke separate rum til at sove, spise eller modtage undervisning i.

Det hele foregår i to rum: forbanjen med plads til 40 elever og agterbanjen med plads til 20 elever. Her sover eleverne i hængekøjer helt oppe under loftet og med knap 30 centimeters mellemrum hen over de borde, de også spiser ved. Og det er også i de to rum, at eleverne modtager undervisning.

To undervisningsmoduler bliver det til hver dag, hvor der undervises i blandt andet navigation, motorlære, arbejds- og søsikkerhed og praktisk sømandsskab.

Når de ikke har undervisning, er de på vagt rundt omkring på skibet, hvor de blandt andet hjælper med at holde udkig, hjælper maskinmesteren, sætter sejl eller en lang række andre praktiske opgaver, der får skibet til at sejle.

Det er netop kombinationen af den teoretiske undervisning og det praktiske arbejde, der tiltaler både Clemens Honoré og Hildar Akursmørk, der begge har været lidt skoletrætte.

»Mængden af undervisningstimer er helt perfekt, fordi der er tid til så meget praktisk arbejde Det er en virkelig god fordeling for mig, fordi jeg er ikke så meget til at sidde på skolebænken,« siger Clemens Honoré, der i 2020 færdiggjorde en HF, men aldrig har sejlet før. Det har derimod Hildar Akursmørk, der siden 10. klasse har sejlet på fiskerbåde omkring Færøerne og Norge. Men nu vil han have en uddannelse, så han senere kan blive sætteskipper.

Ida Glargaard peger også på den forskelligartede undervisning som en af de helt store styrker. Hun færdiggjorde en STX i sommer, men var ved at køre træt i at sidde på en stol og kigge på en lærer.

Ofte vidste hun ikke, hvad hun skulle bruge de ting, hun lærte, til. Men det gør hun på skoleskibet. Hun forklarer, at blandingen af den teoretiske og praktiske undervisning fungerer godt, da det, man lærer, sidder bedre fast, og så forstår hun bedre, hvorfor de forskellige ting er nødvendige at lære.

»Det er virkelig sjovt, at når vi lige har lært om eksempelvis lys i navigation, så kan vi gå op på dækket og se på lys i horisonten og gætte på, hvad de forskellige lys er. Så vi kan virkelig bruge det, vi lærer i teorien, meget nemt og hurtigt i praksis,« siger Ida Glargaard.

Forbereder eleverne til arbejdsmarkedet

Når hele 99,5 procent af skibets elever kommer i arbejde eller uddannelse efterfølgende, kan det skyldes, at skibet har stort fokus på at forberede eleverne på den virkelige verden og arbejdsmarkedet gennem det praktiske arbejde.

Sådan lyder det i hvert fald fra skibets maskinmester, Morten Hess-Nielsen, der også underviser eleverne i motorlære. Han har sat sig til rette i den friske havvind på agterdækket, der ligger lige over motorrummet, hvor han ofte befinder sig.

»Én ting er den faglige skole med undervisning, men noget andet er jo også, at man lærer virkelig at begå sig på en arbejdsplads. Når tingene går i stykker, så går de til hånde og lærer det. De ting, vi laver ud over undervisningen, er jo noget, der er nødvendigt for at drive skibet, selv om det ikke står i en lektionsplan.«

Samtidig bliver eleverne placeret i nogle meget faste rammer. De bliver iført samme uniform, der er faste tider på undervisning og vagter, og så skal de aflevere deres mobiltelefon. Det er med til at motivere de elever, der ikke altid har været så glade for at gå i skole, fordi de ved, hvad de skal lave hele tiden, mener Morten Hess-Nielsen.

Omvendt kan de faste rammer og det stærke sammenhold, der er brug for, være en udfordring for nogle af de elever, der er vant til at gå i skole og godt kan lide det.

Morten Hess-Nielsen forklarer nemlig, at de på skibet har en lærersætning, der lyder: »først skibet, så dine kammerater, og så dig selv«. Det betyder, at skibet først og fremmest skal sejle og flyde, så skal man vise hensyn til dem, der er omkring én og deres grænser, og så kan man tænke på sig selv.

»Det kan godt være udfordrende for nogle, der måske har været vant til at være i centrum i deres eget liv. Men uanset hvor dygtig du er, så kan du ikke sejle sådan et skib alene. Man bliver nødt til at have et hold, og man er ikke bedre end sit hold.«

»På den måde bliver alle udfordret både fagligt og socialt.« 

En usikker fremtid

Selv om skoleskibet både udvikler eleverne fagligt og socialt, risikerer skibet altså nu at måtte nøjes med et enkelt togt til næste år.

Forhandlingerne på Christiansborg om skibets tilskud er netop gået i gang, og derfor venter både elever og besætning i spænding. For det vil få store konsekvenser, hvis midlerne halveres, mener både elever og besætning.

»Skibet er jo bygget for næsten 100 år siden til at være et skoleskib. Så det er jo åndssvagt, hvis det skal ligge stille i et halvt år ad gangen, når det faktisk fungerer,« siger Morten Hess-Nielsen.

»Vi vil jo komme til at være en mindre besætning, og det betyder, at vi vil miste nogle kompetencer, noget sparring, og at undervisningspotentialet vil blive mindre.«

Heller ikke hos eleverne er der forståelse for, at det ene togt skal spares væk.

»Vi har jo været så heldige at være med på togt nummer to, så det ville være sindssygt ærgerligt, hvis ikke der var nogen næste år, der skulle få samme oplevelse,« mener Clemens Honoré.

»Det ville virkelig være noget lort, for det er en oplevelse, man ikke glemmer.«