Coronakommentar
Læsetid: 7 min.

Ti ting du bør vide, nu hvor november kommer krybende med regn, rusk og stigende smittetal

Vinteren nærmer sig, smittetallene stiger, og frygten for nedlukninger vokser. Informations Lasse Lavrsen giver dig her et overblik over coronasituationen i Danmark lige nu, vaccinernes effekt, den rekordstore danske tillid og passende digte til lejligheden
Langt størstedelen af både de smittede og indlagte er uvaccinerede, men det betyder ikke, at der ikke findes indlagte og alvorligt syge vaccinerede. Det betyder heller ikke, at de vaccinerede ikke skal prikkes igen.

Langt størstedelen af både de smittede og indlagte er uvaccinerede, men det betyder ikke, at der ikke findes indlagte og alvorligt syge vaccinerede. Det betyder heller ikke, at de vaccinerede ikke skal prikkes igen.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
30. oktober 2021

Det er ikke let at være vidne til år efter år, men vi skal til det igen: Lige om lidt rammer november, og måske har de første af dine Facebook-venner allerede citeret det vrisne ’tø hø’-digt af Henrik Nordbrandt med de mange novembere (du kender det).

For os, der har været til stede det sidste års tid, har det ikke været for mange måneder, der har været problemet, men for få. Ja, faktisk var der hele sidste vinter kun én uendelig lang måned og den hed corona. Derfor holder vi i år neurotisk øje med smittetal, prognoser og den politiske værktøjskasse.

Her er ti ting, du skal vide lige nu.

1. Det går rigtig godt i Danmark

Og det gør det først og fremmest, fordi vi helt generelt har været meget flinke til at lade os vaccinere. Mere end 75 procent af danskerne er færdigvaccinerede, og det er den altafgørende årsag til, at vi i dag har et komplet genåbnet samfund, der til forveksling ligner det, vi havde i november 2019. Der er ingen planer om nye restriktioner, ingen lande, der ikke vil have os, og ingen fællessang fra altanerne. Alt ånder fred og idyl.

2. men …

Sådan bliver det ikke nødvendigvis ved med at være.

Smittetallene har været stabilt og voldsomt stigende siden efterårsferien i forrige uge, og ifølge Statens Serum Institut er antallet af nye COVID-19-tilfælde steget med 73 procent siden uge 41.

Og hvad der er nok så væsentligt, så gælder det samme for antallet af hospitalsindlæggelser, der i samme periode steg med 51 procent. Der er i øjeblikket mere end 200 indlæggelser (22 på intensiv) og over 1.800 nye tilfælde om dagen, hvilket er det højeste siden anden bølge i januar.

Men heldigvis ligger gennemsnittet for døde på mindre end én om dagen. Det er fortsat hovedstadsområdet – også på broerne og nord for København – der i udpræget grad driver smitten.

 

3. Ingen umiddelbar udsigt til nedlukning

Måske kan du ikke huske de grønne, røde og gule kurver, men så længe antallet af hospitalsindlæggelser ligger under 400, og intensivpatienter under 55, holder vi stadig den grønne linje, og der er ingen grund til panik. Først ved 800 indlagte og 200 intensivpatienter bliver den rød. Vi skal rulle i lang tid på den gule bølge og næsten røre den røde, før der ville kunne indføres indskrænkende krav og restriktioner.

Lige nu er det slet ikke muligt at lukke landet ned eller bare indføre krav om mundbind eller coronapas, fordi COVID-19 ikke er defineret som en såkaldt ’samfundskritisk sygdom’, men blot en ’alment farlig sygdom’.

Før den igen kan blive samfundskritisk, skal regeringen først indstille til det sammen med Epidemikommissionen, der består af repræsentanter fra ministerier, sundhedsmyndigheder, politi, kommuner og regioner. Herefter skal et flertal af Folketingets partier støtte det, og først dér kan vi risikere testkrav, forsamlingsloft, nedlukninger, hjemsendelser, coronapas og alle de andre herlige ting, vi har lært at holde af.

Med den nuværende situation kan regeringen ikke meget andet end smitteopspore, lave indrejserestriktioner og ellers bare opfordre folk til at opføre sig ansvarligt. Fredag besluttede Regeringen at genindføre lyntest med en kapacitet på 100.000 daglige test, kunne Styrelsen for Forsyningssikkerhed oplyse.

4. Vaccinerne findes …

Det er ligesom abrikostræerne og cikaderne, og præcis lige så frydefuldt, men vaccinerne er ikke en garant for, at smitten ikke spredes. Det er forventeligt, at det vil ske nu, hvor det bliver koldere, og vi rykker tættere sammen på arbejdet, i institutionerne og i den offentlige transport. Vaccinerne fungerer ikke som insektzapper eller et usynligt skjold mod coronavirusset.

I teorien kommer virus lige så let ind i kroppen, som den hele tiden har gjort – den har bare vanskeligt ved at udvikle sig. Derfor bliver den sjældent farlig, derfor bliver du sjældent særlig syg, derfor får du færre symptomer, og derfor smitter du også mindre. Det betyder også, at hospitalsindlæggelserne bliver færre i relation til antallet af smittede.

5. Vaccinerne skal bruges

Langt størstedelen af både de smittede og indlagte er uvaccinerede, men det betyder ikke, at der ikke findes indlagte og alvorligt syge vaccinerede. Colin Powell, der for nylig døde af COVID-19, var fuldt vaccineret. Det betyder heller ikke, at de vaccinerede ikke skal prikkes igen.

Effekten af vaccinerne aftager gradvist med tiden, og allerede inden for otte måneder anbefaler sundhedsmyndighederne et tredje boosterskud. Det er særligt risikogruppen, der skal være opmærksom her, for de var også de første til at modtage vaccinen sidste vinter og tidligt forår og skal altså til at overveje et vaccinebesøg.

6. Tillid er lig med vaccinesucces

Al forskning peger på, at den dominerende faktor i vaccinetilslutningen er tilliden til myndighederne. Globalt set er vi nogenlunde verdensmestre i denne disciplin, og under hele den store nedlukning var opbakningen og tilliden til regeringen da også tårnhøj.

Kun på ét tidspunkt dykkede tilliden mærkbart ifølge det velkendte forskningsprojekt HOPE, der analyserer danskernes adfærd under pandemien og virkelig har været sine penge værd for sponsorerne: Det var i november sidste år, da minksagen begyndte at rulle.

Derfor kan der også vise sig at være en historisk dårlig timing mellem minkkommissionens arbejde, forsvundne sms’er og en statsminister, der lige om lidt skal afhøres. Og så smittestigning, novemberkulde, behovet for yderligere vaccinetilslutning og boosterskud.

7. Nå, men hvis det bare er et par dages snue for de vaccinerede, skal vi så ikke bare lade sygdommen rase?

Det ville være en rigtig dårlig idé. Af flere årsager. For det første er der den forholdsvis store gruppe, der stadig ikke er vaccineret. De kan i sig selv sagtens lægge hospitalsvæsenet ned.

Er de ikke bare selv ude om det, kunne du så spørge, men dels er der faktisk grupper, der af sundhedsmæssige årsager ikke kan blive vaccineret, dels er der jo den mulighed, at der kommer en anden epidemi, der også kræver indlæggelser. Faktisk var EU’s folkesundhedsagentur fredag ude og advare om en ny influenzaepidemi i Østeuropa, der snart kan lægge kontinentet ned, og så kunne det blive et problem, hvis sengepladserne i forvejen er fyldt med coronapatienter, vaccinerede eller ej.

For det andet er skrækken til stadighed, at en mutation af den nuværende og ekstremt smitsomme deltavariant skulle vise sig modstandsdygtig over for vaccinerne og måske være endnu mere smitsom. Allerede nu er der den såkaldte AY.1 eller Delta Plus på fremmarch i Danmark, men den kan heldigvis ikke stå imod vaccinerne.

For det tredje skal man huske på, at det, der gør COVID-19 så djævelsk, ikke kun er, at selve sygdommen er værre end influenza, men i særdeleshed, at den er så ekstremt meget mere smitsom. Og så er det, vi skal i gang med eksponentielle vækstkurver, men så springer vores hjerner i luften.

8. Det forsvinder ikke

Det er den nedslående, men bestemt ikke uvæsentlige erkendelse. COVID-19 er kommet for at blive, og hvad gør vi så ved det? Ja, det er et virkelig godt politisk spørgsmål, som vi hurtigst muligt må få os en seriøs debat om. Indtil videre har regeringen ikke engang fremlagt en plan for den nærmeste fremtid med sygdommen, hvilket jo godt kan være lidt utryghedsskabende.

Men måske skulle man også tage hul på en dybere diskussion af ressourcerne i sundhedsvæsnet, for hvis coronaen aldrig forsvinder, bør vi måske også indrette vores sundhedsvæsen og medicinalpolitik efter det med en passende kapacitet og tilbagevendende vacciner, hvis vi ikke skal igennem nedlukninger hver vinter.

9. Supermidlet findes

Vi skal huske, at supermidlet i denne krise ikke kun har været vacciner, nedlukninger og tvang, men at den almindelige sunde fornuft virker. Hyppig håndvask, host i albuen, afstand og nul krammere med folk du ikke i forvejen udveksler kropsvæsker med. Det hele gjaldt sådan set også før pandemien, men vi var så forsvindende få, der havde forstået det.

10. Og hvad gør vi så med november?

Det skal nok gå. Først og fremmest skal du lægge Nordbrandt langt væk og kaste dig over de mere melankolske og romantiske digtere, der passer til årstiden – Emil Aarestrup, Rainer Maria Rilke eller Frank Jæger. På med slumretæppet, suppen og mørk rom, der alle tre er det eneste ud over vaccinerne, der har en dokumenteret virkning mod coronaen.

Kig lidt på træernes blade, der i disse dage lægger væv og ribber til de vildeste farver. Tænk på, at november er kortere og roligere end de fleste andre; ingen stressende ferier, ingen højtider og helligdage – blot en enkelt hyggelig mærkedag (mortensaften), som man godt kan samles en lille flok omkring. Og så er der jo et kommunalvalg at følge med i, som for de politisk interesserede vel nogenlunde er, hvad EM er for de fodboldinteresserede. Mørket og roen kan blive din ven, og november vil føles som en forlænget weekend i maj. Hold afstand.

Bladene falder, hvirvles langt omkring
som visnede i Himlen fjerne Haver
de falder, vægrende, med store Sving.

– Rainer Maria Rilke

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Mortensen

Når man taler om gennemsnit af døde med covid 19 er der et mørketal. Dette fordi Statens Serum Institut kun medtager dem der er døde op til 30 dage efter påvist covid 19 infektion. Der er alvorligt covid 19 syge, også yngre, der dør efter mere end 30 dages sygdom og således ikke kommer med i statistikken.

Holger Nielsen, Christina Petterson og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Sune Troelstrup

Hej Lasse, ad punkt 9): prøv at sætte dig ind i perspektivet hos mennesker, der virkelig har brug for andre mennesker. Kramme, tale, røre, bare være sammen. Også med mennesker, vi ikke nødvendigvis deler bakterier med i forvejen. Vi findes også, og ganske mange af os vil som udgangspunkt hellere risikere en nok så alvorlig virusinfektion end give afkald på vores menneskebad til evig tid (uden på nogen måde at ville forsvare uansvarlig og hensynsløs adfærd her). Du har det åbenbart ikke sådan, og det er fint nok. Det er måske endda en fordel for samfundet lige pt. Men prøv at aktivere din indlevelsesevne lidt. Det er gavnligt i sig selv, og det vil måske endda åbne for ægte langtidsholdbare strategier i forhold til denne og kommende pandemier.

Michael Slotsted

@Sune Troelstrup, hvem er det, du har behov for at kramme? Der har aldrig været forbud mod at kramme de nære.

Hvem er det, du har "behov" for at kramme, derudover?

Anne-Marie Esmann, erik pedersen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Jeg er bitter på alle dem der ikke vil vaccineres:-(

Jeg har ferie i november og hele december med, og frygter at få min ferie ødelagt af nye ned lukninger, Coronapas og krav om brug af mundbind.

I forvejen har jeg opgivet tanken om at rejse til udlandet, fordi der alle steder stadig er restriktioner som vi pt er fri for i Danmark.

Kun på grund af alle os der er blevet vaccineret, og som vil blive det hver gang det anbefales, er vi i dag et frit land med frie borgere.
Helt ufortjent gælder samme de uvaccinerede!

Og helt overvejende vil det være de uvaccineredes skyld, hvis vi igen får Covid 19 restriktioner i Danmark!
Det uanset at alle vidste at flere vil blive smittet i vinteråret, også nogle der er vaccinerede.

Men jo flere der er vaccinerede, des højere er barren for hvornår vi igen bliver gjort til ufrie borgere i hver vores forbandede snærende spændetrøje.

Hele restaurationsbranchen, event og oplevelsesøkonomien ryster allerede af angst for aflysning af jule frokoster etc, bare ved de mindste politiske antydninger af nye restriktioner:-(
Og det uden at nogen restriktioner endnu er indført, men blot rygter kan føre til aflysninger og konkurser.

Og det på grund af et mindretal af ansvarsløse hensynsløse egoister der ikke vil vaccineres!

Hvorfor skal de have lov til at holde en hel nation som gidsler, og ødelægge livsglæden for det store flertal.
Og risikere at være skyld i konkurser, tab af job og ødelæggelse af landets økonomi.

Nu må det indføres at det er fyringsgrund for alle, ikke at ville vaccineres, og at alle offentlige ydelser stopper for alle uvaccinerede indtil at de er blevet vaccineret.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Holger Nielsen, Erik Fuglsang, Bent Nørgaard, Per Torbensen, Birte Pedersen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Lasse Lavrsen

Det med antallet af døde værende mindre end en om dagen? Hvor har du det tal fra?

Ifølge JHU så ligger vi på ca. 1,8 døde om dagen, og det har vi gjort siden starten af august. I samme periode sidste år var tallet 1,0 døde om dagen. Smittetallet i perioden er over dobbelt så højt som sidste år, men det burde vaccinerne tage broden af.

https://github.com/CSSEGISandData/COVID-19/tree/master/csse_covid_19_dat...

Sidst men ikke mindst er Delta varianten regnet som gennembrudsvariant. Vaccinerne virker stadigvæk, men ikke lige så godt som mod den oprindelige virus.

https://www.nytimes.com/article/covid-breakthrough-delta-variant.html

Holger Nielsen, Eva Schwanenflügel, Jette Steensen, Christina Petterson og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Den eneste grund til, at politikerne evt. ville lukke ned igen vil være, hvis sygehusene bliver overbelastet igen.

Den overbelastning er, pga at vi har givet los på alle adfærdsbegrænsninger, ikke kun afhængig af coronaindlagte.

Vi har på nuværende tidspunkt allerede flere coronasmittede og indlagte end sidste år på samme tidspunkt. Indlagte der kræver isolation, selvom de er der i kortere tid.

Og sygehusene knager allerede nu, da der er mange flere ikkecoronaakutindlagte i forhold til årstiden og andre år uden influenza.
En hel almindelig influenzasæson betyder senge på gangene.
Jeg tror ikke vores sundhedspersonale kan klare mere, de er slidt til sokkeholderne.

Hvis politikerne ikke vil skulle vælge mellem sammenbrudte sygehuse eller en nedlukning, skal de handle nu.

Det er trods alt meget mere overkommeligt og billigere, at bære mundbind, holde afstand og bruge coronapas.

Og så skal de måske også kommunikere klarere.
Det er ikke nok at sige, vi ønsker i bliver vaccineret og i samme åndedræt sige, Corona betyder ikke noget for de yngre under 65. Derudover er de gamle jo vaccineret, endda med rekordhøj tilslutning og det er de uvaccinerede, der kun fylder lidt på sygehusene, det kan vi klare.
Hvorfor skal de sidste så lade sig vaccinere?

Derudover kan politikerne også passende se på, hvilke forhindringer der er, der gør, at nogle ældre og andre ikke er vaccineret endnu. Måske erkende, at hvis man kun indretter samfundet efter de sunde, raske og velfungerende, når man ikke i mål.

Tal fra en dansk undersøgelse refereret på Version 2 viser, at digitaliseringen har efterladt ca. 25 % af danskerne på perronen.

Så det behøver ikke kun være motivationen, der forhindrer vaccination.

Holger Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Finn Jakobsen, Anne-Marie Esmann, Christina Petterson og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Inge Lehmann

"Tal fra en dansk undersøgelse refereret på Version 2 viser, at digitaliseringen har efterladt ca. 25 % af danskerne på perronen."

Og hvor mange penge var det så lige vi sparede på at digitalisere? Det er der ingen som ved! Det er aldrig beregnet. "Nu skal vi i stedet se fremad". Nogle mener tvært imod at det har kostet os at afskaffe en service til borgerne som fungerede fint inden Nem-ID og diverse håbløse hjemmesider.

Holger Nielsen, Ole Svendsen, Eva Schwanenflügel, Finn Jakobsen, Anne-Marie Esmann, Kim Houmøller, Lillian Larsen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

@Morten Balling
"Smittetallet i perioden er over dobbelt så højt som sidste år, men det burde vaccinerne tage broden af."

Det reelle smittetryk er nok større, igen så siger det seneste tal 22 smittede per 100.000 borgere for fuld vaccinerede 75 for ikke vaccinerede og 44 for folk der er delvist vaccinerede. Det betyder, at vi lige nu ville have mindst 4000+ smittede per døgn, hvis vi ikke havde vacciner. Det er lidt som Julen sidste år.
Forskellen er bare at vi nu ingen restriktioner og på daværende tidspunkt var vi i total lockdown.

Det viser bare hvor effektive og fantastiske vaccinerne er. Og det er mig en gåde at man ikke virkelig har skubbet hårdere på for at få folk vaccineret.

"Sidst men ikke mindst er Delta varianten regnet som gennembrudsvariant. Vaccinerne virker stadigvæk, men ikke lige så godt som mod den oprindelige virus."

Hvilket jo igen stadig viser, at det var en kæmpe fejl at man fra central side ikke fik accelereret udviklingen af det som vi i dag kalder Bavarian Nordic vaccinen. Hvor fantastiske de vacciner er vi har i dag, så kunne vi have stået endnu bedre.

Data for gennembruds infektioner kan ses her hos SSI:

https://experience.arcgis.com/experience/aa41b29149f24e20a4007a0c4e13db1...

// Jesper

Per Torbensen, Birte Pedersen, Danny Hedegaard og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Morten Balling et godt eksempel på prisen for digitalisering er rejsekortet.

Det er tre gange så dyrt i drift og vedligehold, som det gamle system det erstattede. Som om vi ikke havde jaget nok folk over i bilerne i forvejen. På Version2 er der et blogindlæg, kære rejsekort(et), der er oplysende læsning.

Men tvangsdigitaliseringen af Danmark har ikke kun fjernet trykket for at sørge for ordentlige hjemmesider, nej nu er det også blevet lettere, at fralægge sig ansvaret og fjerne presset af at skulle se de borgere i øjnene, der lider under systemets afgørelser og mangler. Win win.

Et andet eksempel er e-Boks. Det koster næsten det samme som et fysisk brev. I tilgift fik vi så et post Danmark i ruiner. Det viste sig også, at politikerne glemte, at de ikke som ønsket kunne sælge det pga grundloven. Så nu sidder vi igen med en dobbelt udgift og et post Danmark der er uegnet til at løse opgaven.

Så politikernes våde digitaliseringsdrømme gør ikke kun opgaverne meget dyrere, det efterlader os også med systemer der ikke løser opgaverne mere.

Ps er der andre, der observerede hvordan offentlige institutioner, der ønskedes solgt af poltikerne, blev kørt i sænk, for så at blive solgt for en slik?

Ole Svendsen, Marianne Jespersen, Per Torbensen, Christel Gruner-Olesen, Morten Balling, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Finn Jakobsen, Kim Houmøller, Claus Nielsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Danny Hedegaard kast din jammer og barnlige vrede ind i kampen mod dem der pisser på klima og biodiversitet’s katastrofen . Det er nemlig dem der ødelægger fremtiden for alt og alle. Ikke bare din ferie i november og december
Kom ind i kampen

Mvh Hanne Pedersen

Jette Steensen

Det er helt ubegribeligt at der ikke indføres afstandskrav og krav om masker/ “mundbind” i offentlig transport. Det er ganske nemt og fungerer helt uproblematisk i f.eks Tyskland ( bortset fra enkelte protestgrupper ,som i virkeligheden protesterer af mange andre årsager). Det er også helt uforståeligt at et flertal på Christiansborg INKLUSIVE ENHEDSLISTEN pludselig vedtager at i DK er Corona ikke et problem ! national selvforherligelse som til uendelighed gentages i medierne. Det er vist det tyskerne kalder die dummen Danen.

Kim Houmøller

Som situationen er nu er vinterferien skrottet. At bevæge sig rundt i offentlig transport ligeså. Ærgeligt men sådan er livet!

@Inge Lehman: Det lyder interessant med disse høje omkostningsniveauer for hhv. e-boks og rejsekortet ift. deres “analoge” forgængere. Kunne du give et fingerpeg til kilder for dem, der skulle være interessede i at dykke lidt mere ned i det?

Jesper Frimann Ljungberg

@Morten Hansen

Mht. Rejsekortet er det sku lidt svært, at finde eksakte tal. Men driften af Rejsekortet A/S er en halv milliard om året. Ud over det skal man huske, at der stadig er andre billet systemer. Rejsekortet erstattede IKKE alle andre muligheder for at købe billetter.
Hvis man er i tvivl kan man tage et kig på:

https://www.dsb.dk/find-produkter-og-services/

Det er grotæsk.

Man kan også tage et kig på sin lokale station, hvor der i dag (på min station) står 10 rejsekort standere, et rejsekort optanknings automat og en billet automat. Og det er kun en S-togs station.

Jeg fandt en præsentation fra midttrafik der beskriver alle fordelene som står i business casen (altså fordele der ikke økonomiske)

• Rejsekortet fungerer som en elektronisk pung, der kan lagre penge og rabatter.
Nej.

• Kunden skal ikke have kendskab til takstsystemet - systemet beregner selv den rigtige pris

Nej. Takst systemet blev ikke afskaffet, og hvis man skal have et pendlerkort (hvor jeg personlig har måtte finde ud af, at regelsættet for rejsekortet ikke gælder.) Så er det klart en fordel hvis man forstår sig på mere komplekse algoritmer.

• Slut med at vælge mellem klippekort- og abonnementskort. Systemet beregner automatisk den mest fordelagtige pris

Nope. Vi endte op med en enorm forringelse for pendlere. Du kan ikke længere have f.eks. et Alle zoner i hovedstaden, men kun pendle mellem to lokationer, med mindre du optimere tingene, som kræver noget forståelse af algoritmer.

• Kortet er altid klar til brug.
Det er vist en sandhed med modifikationer.

• Automatiske betalingsordninger og kundernes øgede brug af selvbetjening
nedbringer omkostningerne.

Igen er rejsekortet kun en del af hele billet systemet, pendlerkortet (som er en forringelse for folk i hovedstadsområdet) blev først introduceret i Q4 2116.

Diskussionen er interessant set i forhold til hele kommune valget, for bestyrelserne i disse lokale trafik selskaber er kommunal politikere, som for at sige det lige ud ingen forstand har på trafik. Og fordi disse bestyrelsesposter bruges som 'ben'/del af det politiske spil i kommunal politik, så .. ja.. er vi låst fast i et system der er .. dekadent.

// Jesper

Ole Svendsen, Carsten Munk, Inge Lehmann, Morten Balling og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Puh Morten Hansen tallene er ovre fra artikler og debatter ovre på ingeniøren og version 2.

Angående rejsekortet er det en artikel på ingeniøren fra 2012 med titlen "rejsekortet er tre gange dyrere for trafikselskaberne end klippekort" af Magnus Bredsdorff. Heldigvis havde jeg bogmærket den.

Angående e-Boks må jeg blive dig svar skyldig, da jeg der trækker på hukommelsen. Jeg kan desværre ikke bogmærke artikler på min mobil.

Gunilla Kurdahl

Kære Danny

De uvaccinerede er ikke en flok hensynsløse egoister. De har bare andre prioriteringer end dig.
For mig at se er vaccinetvang et overgreb. Kan du følge mig i det?

Kh, Gunilla

Jesper Frimann Ljungberg

[XX] er ikke en flok hensynsløse egoister. De har bare andre prioriteringer end dig.
For mig at se er [YY] et overgreb. Kan du følge mig i det?

Skift selv
XX = 1%’erne YY= skat
XX=Hastighedsoverskridere YY=hastighedsbegrænsninger
……

Find selv på flere..

// Jesper

Danny Hedegaard

Citat
Gunilla Kurdahl
31. oktober, 2021 - 19:33

Kære Danny

De uvaccinerede er ikke en flok hensynsløse egoister. De har bare andre prioriteringer end dig.
For mig at se er vaccinetvang et overgreb. Kan du følge mig i det?

Kh, Gunilla

Nej det kan jeg ikke!

Jeg anerkender ikke retten til at fravælge at blive vaccineret.

Og jeg mener at det bør have konsekvenser ikke at ville vaccineres.
Som i praksis betyder at ingen kan undslå sig for at blive vaccineret.

Det har vi som samfund ret til at kræve af alle, og det bør efter min mening indebære tab af ens levebrød, hvis man nægter a bliv vaccineret.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard