For 15 år siden skræmte en folkeskolelærer sine elever med klimaforandringer. I dag vil han hellere bruge håb

Når folkeskolelæreren Zeki Laurent Sadic underviser i klimaforandringer, følger han altid den samme model: Hvad er problemet, hvorfor er det opstået, og hvad kan man gøre ved det.

Sådan har han gjort i 15 år. Men når han sammenligner sin undervisning i dag med den for 15 år siden, er det alligevel opsigtsvækkende, hvor meget der er vendt op og ned på prioriteringen af de tre dele.

For dengang var han pessimist. Det er han ikke i dag.

Det var den generelle stemning i samfundet og i medierne, der dengang påvirkede ham, og ifølge 51-årige Zeki Laurent Sadic var stemningen meget mere pessimistisk end i dag. Særligt i 2009 kom der et enormt fokus på klimaforandringerne i de danske medier, fordi der skulle være COP15 i København.

»Der var en stemning af, at hvis vi ikke handler nu, går det helt galt. Det var den løftede pegefinger hele tiden, og det var også med den løftede pegefinger, at jeg underviste,« fortæller Zeki Laurent Sadic, som er lærer i natur/teknologi, historie og engelsk i fjerde, femte og sjette klasse på Løve-Ørslev Skole mellem Slagelse og Kalundborg.

Dengang fortalte han eksempelvis om pandaen, som var udrydningstruet, og som ville uddø inden for ti år. Og han brugte en hjemmeside til at undervise eleverne i, hvad der ville ske, når havene steg. På hjemmesiden kunne eleverne selv prøve kræfter med at få vandet til at stige med forskellige højder og se, hvad stigningerne ville føre med sig af oversvømmelser. De kunne endda finde deres eget hjem og se, hvad en stigning på en, tre eller fem meter ville betyde, der hvor de boede.

For Zeki Laurent Sadic handlede det om at få børnene til at forstå alvoren, så de kunne være med til at påvirke tingene. Men den pessimistiske tilgang virkede bare ikke efter hensigten.

Skræmte børnene

Engang førte netop øvelsen, hvor eleverne kunne simulere havstigninger, til, at han blev ringet op af en meget vred mor til en pige i sjette klasse. Moren ville høre, hvordan han kunne tillade sig at sende så skræmt en pige hjem fra skole. Hendes datter var bange, fordi hun troede, at det område, de boede i, ville blive oversvømmet inden for ti eller 20 år.

Dengang ændrede forældreklagen ikke på Zeki Laurent Sadics holdning til, hvad undervisningen burde indeholde.

»Jeg sagde til hende: ’Prøv at høre, det er mit job som lærer at orientere eleverne om verdens tilstand’,« fortæller Zaki Laurent Sadic og holder en lille pause. »Når jeg siger det i dag, kan jeg godt høre, at det lyder helt forkert, for i dag er jeg jo meget mere bevidst om elevernes sårbarheder.«

»Men dengang var der en strøm af information, der handlede om, at nu var verden virkelig af lave, det hele var noget lort, og vi skulle virkelig ændre det hele. Jeg var med på den bølge, jeg var med til at skræmme børnene, og jeg havde ingen dårlig samvittighed over det. Det er næsten det værste. Jeg havde ingen dårlig samvittighed over at skræmme børnene. Nu sidder jeg og tænker: ’What, hvad skete der?’ Men det er rigtigt,« siger Zeki Laurent Sadic.

Når han selv kigger tilbage, var problemet dengang også, at han ikke brugte tid nok til at uddybe øvelserne og eksempelvis fortælle, at vi kigger ind i scenarier, som ligger mange hundrede år ude i fremtiden og en vandstand, der måske stiger med en eller to meter og ikke syv meter.

Ud over at hans undervisning var præget af en pessimisme, var den også præget af diskussioner om, hvorvidt klimaforandringerne overhovedet var menneskeskabte. Det var der dengang ikke konsensus om i samfundet, og det var der heller ikke blandt Zeki Laurent Sadics elever. Det havde stor indflydelse på undervisningens indhold.

»Tidligere fyldte det her med: ’Hvad er der galt?’ og: ’Hvordan er det blevet sådan’ rigtig meget. Det her med: ’Hvad kan vi gøre ved det?’ fyldte meget lidt, for der var jo ikke engang enighed om, at vi havde et problem,« fortæller skolelæreren.

Fokus på løsningerne

I dag oplever Zeki Laurent Sadic, at stemningen omkring klimaforandringerne har ændret sig, både i Danmark og internationalt. Vi har fået Parisaftalen, og selv lande som Indien og Kina er med. Der er konsensus om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og i 2019 havde vi i Danmark et klimavalg.

Ifølge Zeki Laurent Sadic er den offentlige stemning af pessimisme skiftet ud med optimisme og et fokus på løsninger, og det samme er hans undervisning. Hos børnene er der heller ikke længere uenighed om, hvorvidt vi har et problem, og skolelærerens egen løftede pegefinger har sænket sig.

»De sidste 15 år har jeg selvfølgelig selv udviklet mig, og min undervisning har udviklet sig. Dybest set er mit hovedbudskab i dag, at det er for sent at være pessimistisk. Det nytter ikke noget. Når mine elever har et pessimistisk syn på tingene, bremser det deres kreativitet og deres måde at problemløse på, og det får dem ned et sted, jeg ikke ønsker, de skal være,« siger han.

»Vejen til at kunne tænke konstruktivt, kreativt og løsningsorienteret er at vide, at der er en dør derovre, hvor løsningerne ligger. Vi skal bare finde ud af, hvordan vi kravler derhen, og det gør man ved at anlægge et mere optimistisk syn på tingene,« siger han.

I dag fylder den del af hans undervisning, som fokuserer på spørgsmålet: ’Hvad kan vi gøre ved det?’ derfor meget mere.

»Der er vigtigt, at børnene lærer, hvad der er galt, og hvorfor det er blevet sådan. Men det allervigtigste er, hvori de mulige løsninger ligger, for har man ikke løsningerne med, kan man risikere at sende meget skræmte elever hjem,« siger Zeki Laurent Sadic.

I øjenhøjde med børnene

Noget af det, som er udfordrende ved at tale med børn om klimaforandringer, er, at emnet er så abstrakt. Børnene har ikke mærket klimaforandringer på deres egen krop på samme måde som for eksempel børn i Bangladesh, der har oplevet store oversvømmelser. Bare ordet ’klima’ er svært for elever i fjerde klasse at forholde sig til.

Derfor handler det ifølge Zeki Laurent Sadic om at gøre emnet så konkret og nærværende som muligt. Det gør han blandt andet ved at gribe fat i små fortællinger, brede dem ud og sige: ’Hvad kan det skyldes?’

Det kan for eksempel være, at en elev har været i Thailand for at snorkle i det smukke koralrev, men kommer hjem og fortæller, at det næsten var dødt. Eller det kan være, at nogle af børnene har hørt, at den brasilianske præsident vil brænde noget af regnskoven af og kommer i skole og spørge til det.

»De emner relaterer sig jo til klimaproblematikken, og så taler vi ud fra dem,« siger Zeki Laurent Sadic.

Modsat tidligere er han i dag bevidst om, at nogle klimaemner kan bringe flere følelser og bekymringer op hos eleverne end andre. Det kan være, når det handler om udrydningstruede dyr som isbjørne eller hajer, eller når de ser dokumentarfilm fra lande, hvor befolkningerne lider på grund af tørke, oversvømmelser eller forurening.

På de dage, hvor de koncentrerer sig om disse emner, prøver han at være ekstra opmærksom på at have en god dialog i slutningen af timen, så børnene ikke går unødvendigt bekymrede hjem.

Først spørger han, som han altid gør: »Er der nogen spørgsmål til det, vi har talt om i dag?« Herefter sætter han sig bevidst ned for at være i øjenhøjde med eleverne, tager en dyb indånding og spørger: »Hvad tænker I? Er der noget, vi mangler at tale om?« Så kommer der nogle gange et par hænder.

»Til sidst slutter jeg af med at sige: ’Prøv at høre, det kan godt være, det her fylder meget. Det kan være, der først kommer nogle tanker op på vej hjem i bussen, eller når I kommer hjem, men hvis der er noget, så har jeg jer igen i morgen eller i overmorgen, og så skal jeg nok afsætte tid. Den er ikke lukket,’« fortæller han.

Det er vigtigt for Zeki Laurent Sadic at være tydelig omkring, at de kan genoptage snakken næste dag eller to dage efter, for nogle har brug for længere refleksionstid end de sidste ti minutter af timen.

Tørke hver sommer?

Selv om han i dag er opmærksom på ikke at skræmme eleverne, betyder det ikke, at de ikke kan blive skræmte, når ekstreme vejrfænomener eksempelvis kommer tæt på. Det oplevede Zeki Laurent Sadic i 2018, da eleverne kom tilbage efter en sommer, hvor Danmark havde været præget af tørke og høje temperaturer. Flere var bekymrede, fordi de havde familiemedlemmer, som havde været sydpå, hvor der jo er rigtig varmt, men alligevel havde det været varmere hjemme i Danmark.

»Der var mange, der var bekymrede for, om alle somre ville blive sådan i fremtiden på grund af klimaforandringerne. De havde en opfattelse af, at det her nok var noget, de skulle vænne sig til. Det tog jeg meget alvorligt, og vi brugte måske en time eller halvanden på at snakke om det,« siger han.

I situationen forsøgte Zeki Laurent Sadic at erstatte børnenes bekymringer med et mere nuanceret syn på det, de havde oplevet. Han mindede dem om, at klimaforandringerne har gjort vejret i Danmark mere uregelmæssigt, og han fortalte dem om forskellen på vejr og klima – at vejret godt kan skifte fra dag til dag, uden at klimaet ændrer sig. Bare fordi der er tørke ét år, betyder det altså ikke nødvendigvis, at det vil være sådan hvert år. Ligesom at vi godt kan få sne en vinter, selv om der ikke har været sne de forrige to år.

»Det kunne eleverne straks forholde sig til, og straks siger de jo: ’Nåh, det er derfor, det ikke har været hvid jul i to år.’ Så det er igen det med at få gjort problematikken mere konkret og komme ned på deres niveau.«

Pandaen lever stadig

Helt konkret fik den udrydningstruede panda, som for ti år siden var en del af Zeki Laurent Sadics klimaundervisning, også stor betydning for skiftet i hans undervisningsstil.

Dengang, for ti år siden, fortalte han som nævnt sine elever, at pandaen ville være uddød på nuværende tidspunkt. Men han tog fejl. Pandaen lever stadig, og i dag er den ikke længere udrydningstruet.

»Det er jo en fantastisk nyhed, og i dag elsker jeg at hive sådan nogle nyheder ind i undervisningen. Historien om pandaen er bare én historie i perlerækken af gode nyheder, som gør, at undervisningen i dag kan være mere optimistisk,« siger han.