
Det offentligt ejede selskab By & Havn vil opprioritere indsatser, der kan få flere betalbare boliger ind i byggeriet de kommende år.
Selskabet er forpligtet til at sælge sine grunde på markedsvilkår, men ved at tilrettelægge salgsprocessen på en ny måde, vil man forsøge at opprioritere den sociale bæredygtighed.
Samtidigt vil selskabet ved at søge ekstern fondsfinansiering og samarbejde med kommunens socialforvaltning skabe plads til botilbud for udsatte grupper som unge hjemløse.
Det fremgår af en ny bestyrelsesbeslutning, som blev taget på et møde i november.
En af mekanismerne handler om at tilrettelægge salgsprocessen, så man får en ekstern vurdering af markedsprisen og derefter får udviklerne til at konkurrere på projekter, der lever op til forskellige sociale kriterier. By & Havn har erfaring med mekanismen, når det kommer til byggeriets bæredygtighed, men den vil nu forsøge at udvide den til et nyt område:
»Hvis vi låser markedsprisen, kan vi få nogle til at konkurrere på sociale kriterier og ikke lave budkrige,« siger Anne Skovbro, der er direktør i By & Havn.
»Vi kan ikke sælge til under markedsprisen, men vi kan sikre, at der kommer en variation i boligmassen igennem salgsprocessen.«
Social dimension
By & Havn har været under hård beskydning i kommunalvalgkampen, hvor Enhedslisten blandt andet har betegnet By & Havn-modellen som »ødelæggende for udviklingen i København«.
Mens Enhedslisten altså ønsker et opgør med den nuværende By & Havn-model, handler bestyrelsesbeslutningen om, hvad By & Havn kan inden for dets eksisterende lovgrundlag.
»Vi har set nærmere på, hvad vores svar er, hvis det ikke er at sælge grundene billigere,« siger Anne Skovbro.
Når By & Havn i fremtiden får lokalplaner fra Københavns Kommune for sine områder, vil der med al sandsynlighed blive stillet krav om 25 procent almene boliger.
Den nye tilgang handler om at stille yderligere krav om social bæredygtighed i den resterende del af byggeriet i et område, når det skal udvikles, og som ifølge Anne Skovbro vil blive anvendt, når By & Havn planlægger de næste faser af Nordhavn. Nogle projekter, der dog fortsat mangler en lokalplan fra kommunen.
»Vi kan se, at der begynder at være nogle, som er optaget af at bygge med den sociale dimension. Lige nu er det den almene boligsektor, der kan levere på det her, og det spændende er, at vi begynder at se, at der også er nogle andre, der kan,« siger Anne Skovbro.
I beslutningen ligger også et forslag om at søge ekstern fondsfinansiering til yderligere sociale tiltag om et lille antal boliger til hjemløse eller udsatte unge. Her afsøger man i øjeblikket et område ude ved Slusen i Sydhavnen.
»Det er et sted, hvor der er et rummeligt folkefærd, og hvor vi måske kan få plads til unge hjemløse. Det skal selvfølgelig være i samarbejde med kommunen, for vi ved, at hvis du skal sikre en bolig til unge udsatte, så skal det gå hånd i hånd med socialforvaltningens indsats,« siger hun.
Svært i praksis
Direktør i Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen betegner By & Havns planer som »interessante«, men vurderer, at der forestår et kompliceret arbejde med at udmønte det i praksis.
»Der er private udviklere, der helt givet vil gå ind i sådan en konkurrence om at bygge betalbare boliger,« siger han.
»Men det er ikke noget, der er let at implementere. Det skal udmøntes på en måde, hvor man heller ikke risikerer at frasortere de bydende.«
Han peger på, at der er tilgange i både Wien, London og Island, der eksperimenterer med at sikre flere betalbare boliger, som man kan lade sig inspirere af, men at det foreløbigt ikke virker til, at By & Havn har lagt sig fast på, hvordan det skal gøres.
En tilgang kan være at variere boligstørrelsen i de forskellige lejligheder i byggeriet, arbejde med et loft over den årlige husleje pr. kvadratmeter, målrette dele af byggeriet til, hvad bestemte samfundsgrupper ville kunne betale, eller eksperimentere med skiftende ejerformer.
»Alle tilgangene stiller en række nye spørgsmål, så der forestår en del arbejde med, hvordan man skal udmønte det her i praksis,« siger Curt Liliegreen.
Skal vi ikke bare sige det er valgflæsk af værste skuffe. Ingen kan vel tro på en forbryder der bare siger, det ikke sker igen.
Hvad siger By og Havn til Curt Lilliegreen’s indlæg?
Alt er snak indtil handlingen er overstået!
Jeg deler lige dette link endnu engang:
https://www.icij.org/investigations/pandora-papers/secret-real-estate-pu...
Luk biksen!
De har forlængst kompromitteret sig selv helt uden for rækkevidde.
Og Lynetteholmen skal stoppes. Vi skal ikke have en 3,5 km2 stor byggeplads i Øresund i de næste 50 år for slet ikke tale om alt det den ø tager fra København.
Endnu et Socialdemokratisk skandaleprojekt (folkeskolereform, rundbarbering af SKAT, sygehusvæsenet, universiteter, etc.).