Danske Banks chefanalytiker vil helst fokusere på praktiske løsninger i klimasamtalen

Louise Aggerstrøm Hansen ville ønske, at hun havde et heureka-øjeblik, hun kunne fortælle om. En speciel hændelse, en stor erkendelse, der gjorde klimaforandringerne til en indgroet del af hendes måde at tænke på. Men i realiteten, forklarer hun, er det nok kommet snigende hen ad vejen, og så er hendes »bevidsthed om det eskaleret« de seneste par år.

»Jeg tror, det tætteste jeg kommer på en ahaoplevelse, er IPCC-rapporten, der kom for nylig. Den understregede virkelig for mig, at det ikke er ligegyldigt, om vi handler i år, om fem år eller om ti år. Det har jeg jo egentlig godt vidst, men med rapporten blev det abstrakte mere konkret,« siger hun.

I takt med at den kollektive bevidsthed om klimaforandringernes indvirkning på vores nutid og fremtid er vokset, er spørgsmålet også begyndt at fylde mere i 35-årige Louise Aggerstrøm Hansens privatliv og arbejdsliv som chefanalytiker i Danske Bank. Vi har sat hende stævne for at få et indblik i, hvordan man i den finansielle sektor ser på og taler om vor tids største krise.

Banksektoren er kendt for at være »en smule konservativ og ikke altid så progressiv«, som Aggerstrøm Hansen selv udtrykker det. Hun mener, at man finder den gode klimasamtale der, hvor man – i stedet for at moralisere eller udskamme – taler om de handlemuligheder, der findes, og hvad der kan lade sig gøre i det politiske landskab og med den teknologi, vi har tilgængelig. Altså en praktisk tilgang til sagen.

»Det er nok en arbejdsskade,« siger hun.

Fuldstændig uundgåeligt

Louise Aggerstrøm Hansen kom først til Danske Bank som studenterhjælper i 2008, men skulle som færdiguddannet cand.polit. fra Københavns Universitet både forbi Økonomiministeriet, Finansministeriet og OECD for atter at vende tilbage til banken, først som seniorøkonom og nu som chefanalytiker.

Louise Aggerstrøm Hansen analyserer således makroøkonomiske forhold og arbejder ikke specifikt med Danske Banks klimapolitik, -tiltag eller -analyser. Alligevel gennemsyrer klimaforandringerne og -tilpasningen en stor del af hendes arbejde.

»Det giver en ekstra dimension til de analyser, som analytikere altid har lavet. Vi sidder jo og kigger på alt muligt: væksten i BNP eller ledigheden eller inflationen – alle sådan nogle klassiske makrospørgsmål. Og det er fuldstændig uundgåeligt at forholde sig til klimaspørgsmålet.«

Når EU introducerer en ny og mere grøn regulering af landbrugssektoren, bliver det for eksempel indarbejdet i analysemodellerne. Hvis Folketinget aftaler en ny grøn afgift, får det ligeledes betydning for analysen. Og kigger man på de langsigtede trends i forhold til at låne penge ud til knap så grønne virksomheder, ses risikoen nu som en helt anden end for 10-15 år siden, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Inden dette interview spurgte hun bankens forskellige afdelinger, hvordan klimaet er begyndt at påvirke arbejdet. I pensionsafdelingen for eksempel er man – særligt inden for de seneste to-tre år – begyndt at få langt flere spørgsmål fra kunderne om, hvilken klimaprofil deres investeringer og pensioner har. Det spørgsmål kunne man ikke gøre dem interesserede i for fem år siden, »om man så vred armen rundt på dem«, siger hun.

»Jeg tror, det er gået op for mange, at det er dér, man har mange penge. Du kan godt sætte dig ned og omlægge dit forbrug og sortere dit affald, men hvis du har en million i pensionsopsparing, så kan du virkelig gøre noget med de penge, alt efter hvor du lægger dem.«

– Oplever du, at det er noget, banken har taget på sig, eller er det mere påvirket udefra?

»Der er ikke nogen tvivl om, at det i høj grad er drevet af, at kunderne gerne vil have det. Men jeg tror da også ...« siger hun og tøver. »Vi bankfolk er jo også en del af befolkningen i det her samfund, så der er da også en drivkraft indefra.«

– Hvordan taler I så om det indefra?

»Det bliver omtalt som noget, der kommer til at ændre verden omkring os, og man kan slet ikke være relevant uden at forholde sig til det. Man er ikke relevant for sine kunder eller for samfundet, hvis man ikke forholder sig til klimaet.«

Ikke Greta Thunbergsk

Klimaforandringer er også begyndt at påvirke samtalen mellem Louise Aggerstrøm Hansen og hendes venner. Flere af dem spørger hende til råds om, hvilke investeringer de skal foretage, og de må gerne være mere lysegrønne end grå. Louise Aggerstrøm Hansen forsøger så konkret at forklare dem, hvilke muligheder de har, og hvilke risici der er forbundet med det.

»Det er ikke, fordi jeg banker dem oven i hovedet og siger, at nu skal du sælge dine sorte aktier og købe nogle grønne i stedet,« siger hun. »Jeg tror ikke, jeg selv responderer så godt på at blive banket oven i hovedet.«

– Har klimabevidstheden ændret, hvordan du håndterer dine egne penge?

»Ikke voldsomt. Jeg tænker da over, at jeg ikke skal investere kulsort, men hele min portefølje er heller ikke grøn. Jeg er ikke særlig avanceret, når det kommer til det, må jeg erkende. Min kæreste ved meget mere om klima, end jeg gør. Han arbejder også med grønne investeringer, og de investeringer han har, er mere klimaorienterede end mine.«

– Skaber det gnidninger imellem jer?

»Nej. Men jeg har selvfølgelig heller ikke noget, der er kulsort.«

– Har du sat en grænse for, hvad der er for sort til din portefølje?

»Der er en klar grænse i forhold til de sorte aktier i for eksempel energisektoren eller industrien. De er efterhånden slet ikke en del af mine overvejelser, når jeg vælger aktier. Men jeg har også aktier, der er mere på vippen, inden for forbrugsgoder blandt andet, så mere skarpt optrukket er den heller ikke.«

Samtalerne med hendes kæreste og venner, fortæller Louise Aggerstrøm Hansen, handler først og fremmest om, hvad der praktisk kan lade sig gøre, og de taler knap så meget på »den der aktivistiske, idealistiske Greta Thunberg-måde«. En stor del af hendes, som hun selv kalder det, »djøf-agtige« omgangskreds er embedsmænd og ansatte i virksomheder, pensionsselskaber og fonde, hvor man beskæftiger sig med klimaet professionelt. Og det bærer samtalen præg af:

»Der er selvfølgelig noget, der handler om værdier og om, hvad man synes, der er vigtigt. Hvilken vej skal verden, ikke?« 

»Men vi taler mest om, hvordan vi – rent praktisk – skal nå derhen. Man kan ikke bare sige: ’Nu omstiller vi hele energisektoren’. Nej, hvordan er det, vi kommer derhen? Som økonom vil jeg typisk sige, at vi skal have nogle markedsbaserede løsninger. Et CO2-kvotesystem, nogle ensartede CO2-afgifter og den slags. Men det er jo ikke muligt i det nuværende politiske landskab, og så er vi jo nødt til at tale om, hvad der så er muligt.«

– Hvad synes du så, den tilgang betyder for jeres samtale?

»Det gør nok vores samtale mindre politisk polariseret. Bølgerne går måske ikke helt lige så højt, når man er nede i det tekniske. Faren kan være, at nogle af visionerne måske kan gå lidt tabt i det.«

– Frygter du for fremtiden?

»Jeg frygter klart mere for resten af verden end for Vesten og min egen omgangskreds. Der er forskel på, om det værste, der kan ske, er, at din kælder i Danmark oversvømmer, eller at dine afgrøder i Etiopien slår fejl for tredje år i træk, når du i forvejen ikke har særlig meget mad.«