Det borgerlige Danmark er skarpt opdelt mellem øst og vest. De Konservative står stærkest på Sjælland, hvor alle partiets otte borgmestre huserer, mens Venstre har sin største magtbase og suverænt flest borgmestre i Jylland. Men et opbrud er undervejs. Det blå Danmark er i forandring.
Flere steder rundt om i landet risikerer Venstre at miste magten ved kommunalvalget om ti dage. En skæbnesvanger kombination af elendige meningsmålinger på landsplan og naturlige udskiftninger på mindst ni af partiets borgmesterposter har skabt sjældent gunstige muligheder for andre kandidater, ikke mindst for De Konservative.
Nedturen for Venstre gør det veltimet og sandsynligt, at De Konservative vil lykkes med at erobre et par borgmesterkæder, også længere vestpå, hvor det gamle højborgerlige parti har haft det svært, siden Søren Pape Poulsen selv stoppede som borgmester i Viborg. Og netop her i den historisk drabelige domkirkeby står nu ét af de symbolske slag.
Umiddelbart åndede alt fryd og gammen, da Søren Pape Poulsen i september 2014 stoppede som førstemand i Viborg og fredsommeligt overlod borgmesterkæderne til sin partifælle Torsten Nielsen. Ved sidste kommunalvalg i 2017 blev den nye K-borgmester dog lige akkurat overgået i personlige stemmer af den navnkundige tidligere træner for kvindernes håndboldlandshold Ulrik Wilbek som havde gjort comeback i kommunalpolitik.
Viborg, som er Danmarks niendestørste kommune, er i de senere årtier svinget frem og tilbage mellem de store partier, og hvis den såkaldte ’Pape-effekt’ slår igennem lokalt, kan der – igen – blive tale om et magtskifte internt blandt de borgerlige partier. Viborg er således ét af de steder, hvor De Konservative har en mulighed for at kunne vippe Venstre af pinden.
Svingdøren i Viborg
Tilbage i 2009 fik Søren Pape Poulsen sit politiske gennembrud, da det lykkedes ham at blive borgmester i Viborg på røde stemmer, og senere rykkede han så videre og blev – til de flestes overraskelse – valgt som formand for De Konservative. Søren Pape afløste en svækket Lars Barfoed, som ikke havde formået at genrejse partiet efter årelange personintriger.
Den politiske svingdør har aldrig stået stille i Viborg. Da Pape trådte tilbage som borgmester, øjnede Venstre straks chancen, og ingen andre end Jens Rohde annoncerede sit kandidatur som Venstres borgmesterkandidat i 2014. Den iørefaldende politiker, som for længst havde slået sit navn fast i byen som én af de bærende værter på Radio Viborg, kunne imidlertid ikke sidde stille.
I december 2015 forlod Jens Rohde Venstre til fordel for De Radikale i protest over udlændingepolitikken, og han måtte dermed også droppe borgmesterdrømmene. Pludselig stod magtkampen i Viborg atter åben, og ind fra højre trådte Ulrik Wilbek, som faktisk tidligere har forsøgt sig som Venstres spidskandidat i Viborg. I 2007 valgte han dog at sætte den politiske karriere på pause, da han blev ansat som herrelandstræner i håndbold.
Hele det tumultariske forløb med først Søren Pape Poulsens exit, indsættelsen af ejendomsmægleren Torsten Nielsen som afløser, dernæst Jens Rohdes partiskift og til sidst Ulrik Wilbeks spektakulære tilbagekomst kulminerede efter sidste kommunalvalg. Her formåede håndboldtræneren nemlig på kynisk vis at gøre Søren Pape kunsten efter og fik lokket de røde partier til at støtte, at Venstre overtog borgmesterposten.
Til dyb frustration for De Konservative viste Ulrik Wilbek, at han evner at gå målrettet og opportunistisk efter magten, også gerne på direkte bekostning af det borgerlige samarbejde. Allerede på valgnatten, altså inden de personlige stemmer var talt op, gik Wilbek hurtigt sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, og den detroniserede Torsten Nielsen kunne ikke gøre andet end at skumle:
»Det er i min verden diktatur,« lød det forbitret fra den konservative eks-borgmester til DR: »Det er i princippet et mord, man laver, når man har lavet en aftale på forhånd, inden stemmerne er talt op.«
Hævnen kan komme den 16. november.
Alliancer på tværs
De lange knives nat er ikke glemt. Ingen skylder hinanden noget. Umiddelbart står Ulrik Wilbek bedst som den siddende borgmester, og Venstre har også længe været det største parti i Viborg. Socialdemokratiets spidskandidat, Mads Panny, kan imidlertid også gøre et forsøg.
Men sandsynligheden taler trods alt for, at Ulrik Wilbek sidder mere trygt end partifællerne i andre jyske kommuner som Vejen, Billund og Varde, hvor mangeårige Venstre-borgmestre er trådt tilbage og har ladet yngre kræfter gøre forsøget på at bevare magten.
Den udslagsgivende faktor i den indbyrdes rivalisering mellem Venstre og De Konservative bliver som altid, hvor dygtige deres spidskandidater er til at smede alliancer med andre partier. Reelt kan det blive lokale socialdemokrater, som afgør udfaldet, og i mindre grad Dansk Folkeparti, som må forvente et voldsomt tilbageslag. I enkelte kommuner vil De Radikale og sågar SF’erne også kunne være med til at bestemme, om den nye borgmester skal komme fra Venstre eller De Konservative.
Som et forvarsel på det videre slagsmål inde på Christiansborg om det interne styrkeforhold i blå blok – og det afgørende spørgsmål om, hvorvidt Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, eller De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, reelt skal være det borgerlige Danmarks statsministerkandidat – vil kommunalvalget give et vigtigt fingerpeg.
På landsplan vil Venstre næppe kunne fastholde deres 34 borgmesterposter, mens De Konservative satser på at udvide deres nuværende otte sjællandske bastioner med én eller flere nye kommuner i Jylland. I nyere tid har De Konservative haft borgmesterposterne i jyske kommuner som Thisted og Vesthimmerland.
De aktuelle rystelser på Borgen kan skubbe til forandringerne. Hvis statsminister Mette Frederiksens personlige troværdighedsproblemer i minkskandalen får indflydelse på kommunalvalget, vil flere Venstre-kommuner kunne forblive borgerlige. Og i det kaotiske magtspil i timerne efter stemmeoptællingen kan De Konservative flere steder vise sig at trække sig sejrrigt ud.
Hvis ’Pape-effekten’ slår igennem, kan de konservative spidser flere steder blive de kompromiskandidater, som alle andre partier end Venstre kan blive enige om at pege på. Kommunalvalget bliver en generalprøve på kampen pr. stedfortræder mellem Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen.
Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.
Pape effekten, hvad er det for en.- Ikke se, ikke høre, ikke tale, bare smile og være stille, er det sådan, det skal forstås. For det er jo sådan det er. Men skulle der mod al forventning komme en blå statsminister efter næste valg, er han da den eneste acceptable i blå blok. men lad os nu se. I dag er der dødt løb, men når svaret kommer på KVL for der skal jo noget politik på bordet, hyggeonkel er ikke nok. Hverken Pape eller Ellemann har været sat på prøve politisk for alvor, været i mediemøllen, blevet manipulet og fordrejet og fortolket, ikke hvad der siges eller gøres, men hvad journalisterne vinkler og tolker det til, det du har gjort evidens eller ej. Den fjerde statsmagt er farlig, hvis man ikke er i kridthuset.