Politiken lod Jes Dorph tale ud, men udelod centrale oplysninger i artiklen om hans krænkelsessager

Det vakte stor opsigt, da Politiken i en forsideartikel i januar kunne fortælle historien om, hvordan den folkekære tv-vært Jes Dorph-Petersen var blevet fyret for at have udsat to unge journalistpraktikanter for sexchikane henholdsvis 18 og 20 år tidligere.

I artiklen under overskriften »’Jeg vil kraftedeme ikke bukke hovedet’: Jes Dorph svarer igen efter at være blevet fjernet fra skærmen af TV 2 i #MeToo-sag’ gengav avisen i detaljer uddrag fra to kvinders indberetninger til den advokatundersøgelse, som TV 2 havde sat i gang. Sagerne havde ført til beslutningen om at fjerne Jes Dorph-Petersen fra skærmen, og de blev en del af grundlaget for en ophedet debat om håndteringen af #MeToo-sager på arbejdspladser.

Politiken omtalte de to kvinder under pseudonym, men nu står de for første gang frem med deres historier i en ny dokumentar, MeToo: Sexisme bag skærmen, som kan streames på Discovery+. Samtidig rejser de to kvinder kritik af Politiken. Dels for at have udeladt helt centrale dele af deres historier. Og dels for at give dem bare ét døgn til at reagere, inden artiklen blev bragt.

Politiken fik ikke en endelig tilbagemelding fra kvinderne om, hvorvidt de ønskede at medvirke, før avisen offentliggjorde historien med uddrag fra de indberetninger, som de havde afgivet til advokatundersøgelsen i fortrolighed – og som Jes Dorph-Petersen havde fået udleveret fra advokaterne bag undersøgelsen og givet videre til Politiken.

En af de to kvinder er Louise Degn. Hun var praktikant på TV 2 i 2003 og er i dag kommunikationschef.

Hun hæfter sig ved, at Politiken har haft adgang til en udførlig beskrivelse af hendes indberetning via et referat fra advokaten. Alligevel har avisen i sin artikel tilbageholdt en række centrale oplysninger. Blandt andet, at Louise Degn ved den episode, som Politiken omtaler, oplevede at blive befamlet og slikket på af Jes Dorph-Petersen og en anden mand. I stedet er de fysiske overgreb blot omtalt med en bemærkning om, at de to mænd gjorde »tilnærmelser«.

»Den artikel fremstår fuldstændig ensidig. Den tager slet ikke de vigtigste pointer med fra det, der var i min indberetning,« siger Louise Degn. »Hvis man skal tage min fortælling og videregive den uden at høre det direkte fra mig, så kan man i det mindste være tro mod det, der står på skrift. Og det fremgår ikke af den artikel. Overhovedet ikke.«

Den anden kvinde er Therese Philipsen, som var praktikant på tv-stationen i 2001 og i dag er forfatter. Hun mener også, at vigtige nuancer fra hendes historie er udeladt af Politikens artikel. Samtidig kalder hun det »grotesk«, at hun kun fik knap et døgn til at kommentere artiklen.

»Især fordi jeg er seks timer bagud, da jeg bor i USA, så da jeg fik henvendelsen, var det i store træk for sent overhovedet at gøre noget. Og jeg må indrømme, at jeg kunne næsten ikke læse artiklen, da jeg fik den, fordi det var så overvældende, og jeg fik det fysisk skidt af at læse den.«

Kys, slikkeri og støn udeladt

Politiken bragte sin artikel på baggrund af en henvendelse fra Jes Dorph-Petersen før nytår sidste år. TV 2 havde besluttet at fjerne ham fra skærmen på Go’ Aften Danmark, efter der var kommet to indberetninger mod ham til den advokatundersøgelse, der var blevet sat i gang i efteråret 2020.

Det var efter en »samlet vurdering« af de to sager, at TV 2 traf sin beslutning. Jes Dorph-Petersen mente, at han var blevet udsat for et urimeligt undersøgelsesforløb og valgte derfor at gå til Politiken med sin historie.

Politiken fik adgang til et detaljeret referat af de to kvinders indberetninger samt en lydfil fra Jes Dorph-Petersens møde med advokaten bag undersøgelsen, Yvonne Frederiksen, hans egen advokat, Mette Gritt Stage, samt TV 2’s indholdsredaktør, Lotte Lindegaard.

Men på trods af, at Politiken fik et udførligt indblik i sagerne, har avisen altså udeladt flere forhold i Louise Degns historie, som hun peger på er meget væsentlige.

Louise Degn var praktikant på TV 2 i 2003 og er i dag kommunikationschef. Hun hæfter sig ved, at Politiken har haft adgang til en udførlig beskrivelse af hendes indberetning via et referat fra advokaten. Alligevel har avisen i sin artikel tilbageholdt en række centrale oplysninger, som at hun blev befamlet og slikket på af Jes Dorph-Petersen og en anden mand.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

I Politikens artikel om sagen indledes hendes historie med en beskrivelse af, at hun i sin praktikanttid bliver »inviteret« op i Jes Dorph-Petersens lejlighed, hvor han er sammen med en anden mandlig kollega.

Det er imidlertid ikke sådan, det er beskrevet i Louise Degns indberetning til advokatundersøgelsen. Her fremgår det derimod, at Jes Dorph-Petersen i løbet af arbejdsdagen havde spurgt, om den unge praktikant ville med ned i byen og have nogle fyraftensøl med andre fra redaktionen.

Senere på dagen spurgte hun Jes Dorph-Petersen, hvor mange de blev. Han svarede ifølge Louise Degn, at de ville blive tre – Louise Degn, ham selv og en chef på TV 2. Og først da de sad i en taxa, gik det op for hende, at de ikke skulle ned i byen, »som hun havde troet, men i stedet skulle hjem til Dorph«, som der står i advokatens referat.

Fysisk befamling

Politiken beskriver dernæst, hvad der foregik i Jes Dorph-Petersens lejlighed.

»De sidder og taler og drikker sammen, da kollegaen ifølge anmelderens forklaring lægger op til, at de skal have sex sammen, hvorefter de to mænd gør tilnærmelser til hende,« står der.

Politiken skriver altså, at mændene gør tilnærmelser, men tilbageholder, at der i referatet flere steder står, at hun uopfordret bliver fysisk befamlet og kysset og slikket på af de to mænd. I referatet, som Politiken altså har haft adgang til, står der blandt andet sådan her:

»Med få sekunders mellemrum rejste først den ene mand og dernæst Dorph sig, gik over til hende og lænede sig ned over hende, mens hun sad i lænestolen. De befamlede hende over hele kroppen, kyssede og slikkede på hende og stønnede ind i hendes ører.«

Politiken refererer, at Louise Degn havde vanskeligt ved at komme fri af situationen, men så fik »kantet sig ud af lænestolen samtidig med, at hun bakkede ud af rummet og ud i entreen mod hoveddøren«. Læserne får imidlertid ikke at vide, at hun er blevet udsat for fysiske overgreb. Og sådan fortsætter det i artiklen, hvor der herefter står:

»Kvinden var ikke selv i tvivl om, at hendes signaler var afvisende. På trods af det fulgte de to mænd hende ud til hoveddøren. ’Hun kan ikke huske, om hun sagde noget, men hun kan huske, at hun kun tænkte på at komme ud af lejligheden’.«

Dette afsnit er en næsten ordret gengivelse af et afsnit i referatet fra advokaten, men med den afgørende forskel, at en sætning i midten er fjernet. I referatet står der:

»Louise var ikke i tvivl om, at hun fysisk meget tydeligt signalerede, at hun ikke var interesseret i tilnærmelserne. På trods af dette fulgte Dorph og [den anden mands navn, red.] hende hele vejen ud til hoveddøren. De fastholdt hende ikke fysisk, men de fortsatte deres befamlinger (hænder over det hele) og meget våde kys. Louise kan ikke huske, om hun sagde noget, men hun kan huske, at hun kun tænkte på at komme ud af lejligheden.«

Det vil altså sige, at Politiken specifikt udelader den sætning midt i afsnittet, hvor der omtales »befamlinger (hænder over det hele) og meget våde kys«.

Louise Degn stiller sig stærkt undrende over for dette fravalg.

»For det er jo hele sagens kerne. Altså at nogen følte sig ubehageligt tilpas, havde jo ikke været nok til, at TV 2 gjorde, som de gjorde,« siger hun.

Information har forsøgt at få kontakt til den chef, der var med den aften, men han er ikke vendt tilbage på adskillige henvendelser. I dokumentaren MeToo: Sexisme bag skærmen er han refereret for at sige følgende:

»Jeg bekræfter, at jeg, Jes Dorph-Petersen og kvinden var i Jes Dorph-Petersens lejlighed i 2003. Jeg husker, at vi på et tidspunkt talte om sex, men jeg afviser, at vi opfordrede til sex. Jeg afviser, at vi gjorde fysiske tilnærmelser.«

Det er heller ikke med i Politikens artikel, at mændene ifølge Louise Degns forklaring til advokaten få uger senere opsøgte hende igen.

Medarbejderne i nyhedsafdelingen skulle på kursus. Om aftenen var der fest, og da Louise Degn var gået ned på sit værelse, bankede det på døren. I sin indberetning har hun beskrevet, at det var de to samme mænd, som ville høre, om hun havde skiftet mening.

Selv om episoden er beskrevet i referatet, som Politiken har refereret fra, er denne del altså ikke taget med i artiklen.

Da Louise Degn læste artiklen, spurgte hun sig selv, om journalisten havde fået lov til at læse hele hendes historie.

»Eller om han simpelthen overlod mikrofonen til Jes Dorph-Petersen. For jeg forstod det simpelthen ikke. Jeg synes ikke, den gav et retvisende indtryk af den indberetning, jeg havde givet,« siger hun.

Efter hendes mening udelod Politiken således de vigtigste pointer fra hendes indberetning:

»Nemlig at jeg blev fysisk befamlet, jeg blev inviteret til noget, som viste sig ikke at være det, jeg var blevet stillet i udsigt. Og jeg blev ikke høfligt vist til døren eller noget som helst. Jeg nærmest flygtede derfra efter bedste evne.«

Frivillig sex eller pres?

Politiken har også beskrevet Therese Philipsens historie igennem et referat, som avisen har fået udleveret af Jes Dorph-Petersen. Her går avisen i flere detaljer med historien.

I artiklen er der en beskrivelse af, at Dorph ifølge Therese Philipsen tiltvang sig sex med hende. Det foregik ved, at Dorph ifølge hendes forklaring uden varsel lagde en hånd for hendes mund og pressede hende bagover ned på en briks.

Til Information fortæller hun, at det gik så hurtigt, at hun ikke kunne nå at reagere og frøs.

Therese Philipsen var praktikant på TV 2 i 2001 og er i dag forfatter. Hun mener, at vigtige nuancer fra hendes historie er udeladt af Politikens artikel, og kalder det »grotesk«, at hun kun fik knap et døgn til at kommentere artiklen.

Eve Edelheit

Det er gengivet fra referatet i artiklen, hvordan Dorph lagde sin vægt oven på hende, så hun ikke kunne bevæge sig, og at han gav Therese Philipsen en lussing. I artiklen fremgår det også, at hun i sin indberetning har forklaret, at hun ikke kunne forstå, hvorfor han ikke kyssede hende.

Det bliver desuden gengivet, at hun var chokeret og bange og ikke havde lagt op til sex, men at hun på grund af omstændighederne opgav at gøre modstand.

Jes Dorph-Petersen afviser anklagen om at have begået et fysisk angreb på Therese Philipsen. Den mand, som også befandt sig i lejligheden, afviser at have overværet et overgreb, herunder at Jes Dorph-Petersen pressede Therese Philipsen ned på en briks i stuen.

Efter Politiken har beskrevet overgrebet, fremgår det af artiklen, at de nogen tid efter havde sex igen. »Denne gang frivilligt«, og at de senere fik en god arbejdskontakt.

I det referat, som avisen har haft adgang til, er sagen dog mere kompliceret. Her beskriver Therese Philipsen, at »Dorph et par uger efter episoden i lejligheden formåede at overtale hende til at komme på besøg igen. Han skrev til hende på SMS og pressede på«.

Der står også: »Therese forklarede, at hun burde have sagt fra, men på det tidspunkt var hun i så dårlig forfatning, at hun ikke havde forbindelse til sig selv. Oplevelsen i Dorphs lejlighed var ikke rar, men hun kan ikke sige, at det skete under fysisk tvang.«

Til spørgsmålet i dag om, hvorfor hun gik tilbage til ham, efter hun havde haft en grænseoverskridende oplevelse med ham, siger hun:

»På det tidspunkt forstod jeg stadig ikke helt, hvad der var foregået første gang. Jeg var meget forvirret, fordi han var så flink. Så jeg kunne ikke sætte de to ting sammen. For mig var et overgreb noget, hvor nogen bliver trukket ind i en gyde med en kniv for halsen. Når det foregik på den her måde, så var det jo ikke sådan.«

Det er beskrevet i Politikens artikel, at de genoptog en god arbejdskontakt. Det bestrider Therese Philipsen ikke, men hun understreger, at det ikke gør hendes oplevelse af at have været udsat for et overgreb mindre rigtig.

»Det er præcis det, der ofte sker. Du kan også blive krænket af din egen kæreste eller din mand. Han var sød over for mig bagefter, hvilket jo også forvirrede mig, for jeg troede, at der var noget galt med mig, fordi jeg samtidig havde det så dårligt. Jeg tænkte, at jeg bare skulle komme videre, glemme det, putte det væk. Og det gjorde jeg så.«

Enslydende historier

Ligesom Louise Degn beskriver Therese Philipsen i sin indberetning, at hun endte i Jes Dorph-Petersens lejlighed sammen med Jes Dorph-Petersen og en anden mand, efter at hun var blevet stillet noget andet i udsigt.

Det var i efteråret 2001, og hun var 25 år gammel og i journalistpraktik. Efter en nyhedsudsendelse klokken 22 kom en kollega hen til hende og spurgte, om hun ville med op til Jes Dorph-Petersen og drikke nogle øl sammen med nogle andre kolleger, fortæller hun.

»Jeg havde været der på det tidspunkt i over et år, og det havde jeg ikke prøvet før. Så det, syntes jeg, var enormt fedt. Det ville jeg gerne.«

Tv-værten kendte hun kun i professionelle sammenhænge, og hun havde aldrig haft en privat samtale med ham, fortæller hun.

Hun kørte med kollegaen i en taxa hen til den lejlighed, som Jes Dorph-Petersen boede i, når han var i Odense for at arbejde. Hun havde fået indtryk af, at hele redaktionen ville være der, men i lejligheden var der kun Jes Dorph-Petersen og en kollega fra TV 2.

Til at begynde med følte Therese Philipsen sig tryg.

»De to personer var ikke nogen, som jeg anså for at være farlige eller ubehagelige eller flirtende eller noget som helst. Der var ingen af den slags i luften for mig. Så jeg tænkte, at det var trygt, det var et godt sted,« siger hun.

Men sådan endte det altså ikke ifølge Therese Philipsens forklaring.

Kort svarfrist

Ingen af de to kvinder er nævnt ved navn i Politikens artikel. Men Louise Degn fortæller, at flere personer hurtigt identificerede hende, efter Politikens historie blev udgivet.

»Der var faktisk en del i min familie og bekendtskabskreds, der lynhurtigt afkodede, at det var min historie. Så jeg blev kontaktet fra nær og fjern – fra dem, jeg trods alt i sin tid havde betroet mig til. Og jeg blev også kontaktet af journalister, der fik opsnuset, hvem jeg var,« siger hun.

De to kvinder er begge forundrede over, at Politiken ikke gav dem længere tid til at reagere på, at der ville komme en artikel, som viderebragte deres indberetninger.

Det var først TV 2, som fik tilsendt udkastet til en artikel mandag klokken 20.10. Her informerede Politiken om, at de agtede at bringe artiklen i onsdagsavisen. Et døgn senere, altså tirsdag aften, blev den udgivet på nettet. Det skete lige knap 45 minutter efter, at Ekstra Bladet havde bragt nyheden om, at Nordisk Film havde opsagt Jes Dorph-Petersen.

Therese Philipsen havde på det tidspunkt, som artiklen blev bragt i Politiken, planlagt selv at stå frem med sin historie i forbindelse med en dokumentar, som TV 2 havde sat i gang. Forskellen ifølge hende var, at den skulle have fokus på kulturen og ikke på personerne.

»For mig handler det her ikke om enkeltpersoner, men om at få fokus på en kultur, der var helt gal. Derfor deltog jeg i advokatundersøgelsen, og derfor sagde jeg ja til dokumentaren også. Den blev så senere lukket ned af TV 2.«

Louise Degn påpeger, at de burde være blevet kontaktet allerede, mens Politiken researchede til historien, og ikke først efter den var skrevet. Så kunne avisen have forsøgt at verificere oplysninger fra begge parter og indrette vinklingen og indholdet efter en samlet vurdering af kildernes udsagn.

»Jeg havde helst været helt fri for, at min historie skulle beskrives. Men det er sådan en enten-eller-ting for mig. Enten skulle jeg slet ikke have været med i den artikel, eller også kunne de have opført sig ordentligt og kontaktet os, før de skrev artiklen, så man havde haft en reel chance for at påvirke den. Eller også skulle de som minimum have brugt det materiale, de lå inde med,« siger hun.

– Hvis du ikke kunne genkende dig selv i artiklen, hvorfor kontaktede du så ikke Politikens journalist, som herefter kunne korrigere eller tilføje i teksten?

»Jeg var ærligt talt for chokeret til at reagere på den på det tidspunkt. Men derudover syntes jeg jo også, at det var helt umuligt at rette op på,« siger Louise Degn.

Der gik ikke lang tid, efter Politikens artikel var udkommet, før Aftenshowet, P1, dagblade, tabloidpressen og folk på sociale medier gik ind i sagen og forholdt sig til kvindernes historier, som de var blevet gengivet af Dorph og Politiken. Der blev oprettet støttegrupper for Jes Dorph-Petersen på Facebook med over 40.000 medlemmer, og en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet YouGov viste, at over halvdelen af befolkningen ville have ham tilbage på skærmen.

Begge kvinder fortæller, at de ikke indberettede deres historier til advokatundersøgelsen for at få Jes Dorph-Petersen fyret fra TV 2. Louise Degn havde ikke forestillet sig, at hendes indberetning ville få konsekvenser for Jes Dorph-Petersen i forhold til hans arbejde, siger hun.

»Det var slet ikke det, der var målet. Men jeg syntes faktisk, det var vigtigt, de forstod, at de havde overskredet et ungt menneskes grænse, og at det havde haft konsekvenser. Måske også, at TV 2 som arbejdsplads fik anledning til at kigge lidt indad. Og rydde lidt op.«

Therese Philipsen fortæller, at hun lavede indberetningen, fordi TV 2 selv ønskede at få kvinders historier frem med målet om at ændre deres arbejdskultur.

»Så jeg fortalte min til advokatundersøgelsen og tænkte, at jeg på den måde kunne bidrage til, at ingen andre unge kvinder skulle igennem det samme som jeg. Jeg har gået i tyve år med en dyb skam over det, der skete, og det ønsker jeg ikke for nogen,« siger Therese Philipsen.

Dorph: Svær beslutning

Jes Dorph-Petersen forklarer i et skriftligt svar til Information, at det var en svær beslutning at give sagerne videre til Politiken, men at han gjorde det for at gøre op med en »helt igennem uretfærdig og overfladisk proces«, som han mente, at TV 2 havde udsat ham for. Han understreger samtidig, at han lagde alle papirerne i sagen frem for Politiken, fordi han ellers kunne »risikere at blive beskyldt for at ville skjule noget, jeg ikke ville have frem«.

»Det var nødvendigt for at forstå processen at forklare, hvad der konkret var sket, og hvad jeg var blevet anmeldt for,« siger han.

I forhold til Therese Philipsens udsagn om overgrebet i lejligheden skriver han, at Therese Philipsen »taler usandt«:

»En løgn bliver ikke rigtigere, fordi den gentages. Jeg havde for snart 21 år siden en kortvarig seksuel relation til Therese Philipsen, men har aldrig udsat hende for et overgreb.«

Kollegaen fra TV 2, som var til stede i lejligheden samtidig med Therese Philipsen og Jes Dorph-Petersen, oplyser i et skriftligt svar til Information, at han står ved sin forklaring til TV 2’s advokatundersøgelse:

»Jeg har forklaret, at jeg på ingen måde kan genkende kvindens forklaring om, at jeg skulle have overværet en voldelig eller krænkende adfærd i løbet af den aften. Jeg har også forklaret, at jeg var til stede i lejligheden, hvor vi drak nogle fyraftensøl. Det blev sent, og jeg overnattede i stuen. Da jeg om morgenen ville forlade lejligheden og åbnede døren til soveværelset for at sige farvel til Jes, fandt jeg de to liggende sammen i sengen. De kiggede begge to overrasket på mig uden at sige noget.«

Han understreger, at det står »ret stærkt« i hans erindring, at han dagen efter så dem ligge i sengen sammen.

»Fordi det jo var pinligt at bryde ind i en så intim situation. Og hvis jeg havde overværet det, kvinden påstår – altså et overgreb – ville jeg med sikkerhed have kunnet huske det i dag. Og jeg ville naturligvis have grebet ind.«

Therese Philipsen fastholder på trods af kollegaens vidneudsagn sin forklaring om, at kollegaen sov i soveværelset, mens det, der skete mellem hende og Jes Dorph-Petersen, foregik i stuen.

Jes Dorph skriver, at det var »forkert at indlede« en relation til Therese Philipsen.

»Men jeg bliver nødt til at understrege, at det ikke var forbudt – heller ikke ifølge TV 2’s personalehåndbog,« siger han og påpeger, at Therese Philipsen dengang var en voksen kvinde på 25 år.

»Jeg var 41 år og funktionæransat på TV 2 og dermed helt uden nogen chefbeføjelser. Men jeg erkender, at det ikke mindst set med nutidens øjne er et udtryk for dårlig dømmekraft at indlede en relation til en journalistpraktikant.«

Om Louise Degns beretning skriver han, at han »beklager« sin opførsel i 2003.

»Men det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ser denne anmeldelse helt anderledes end den fra Therese Philipsen, som er direkte usand (hvilket er dokumenteret af et vidne).«

Endelig skriver Jes Dorph, at han samme eftermiddag, som han blev præsenteret for Louise Degns forklaring, sendte hende en besked på Messenger, hvor han skrev følgende:

»Kære L. Jeg er blevet forelagt din ”anmeldelse” af det, der skete i 2003 på TV 2. Det er jeg meget ked af – allermest fordi det har ramt dig så hårdt. Det anede jeg simpelthen ikke. Jeg ville ønske, det aldrig var sket. Og at vi havde fået talt om det dengang. Hvis du har behov i dag for at snakke og modtage en uforbeholden undskyldning, er jeg naturligvis klar til det.«

Om beskeden skriver Jes Dorph-Petersen til Information: »Den undskyldning og beklagelse står jeg ved. Hun har dog aldrig svaret mig.«

– Er de to forhold tilsammen alvorlige nok til, at TV 2 valgte at fjerne dig fra skærmen, hvis du selv skal vurdere det i dag?

»Nej. Det ene forhold har ikke fundet sted. Og taget i betragtning af – som det også fremgår af undersøgelsen – at der intet har været at udsætte på mig i de i alt 31 år, jeg har arbejdet for TV 2, så burde afgørelsen have været helt anderledes. Hvilket også kunne have givet langt større mening i forhold til at fokusere på at ændre TV 2’s kultur i dag – og ikke rode op i noget, der måske eller måske ikke skete for 20 år siden.«

Ud over det formål at rejse kritik af sagens forløb spillede det også ind på Jes Dorph-Petersens beslutning om at gå til offentligheden med sagerne, at han inden advokatundersøgelsen var afsluttet den 17. december – nemlig sidst i november – fik henvendelser fra to landsdækkende medier, der kendte til, at Therese Philipsen havde anmeldt ham.

»Derfor vidste jeg, at hvis jeg ikke selv lagde min historie frem, ville andre gøre det.«

Journalistisk prioritering

Chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane er blevet forelagt kvindernes kritik, som »gør indtryk«, siger hun. Hun understreger samtidig, at hun står ved Politikens journalistiske behandling af sagerne – herunder, at Politiken har udeladt oplysninger i særligt Louise Degns historie.

Hun peger på, at Therese Philipsens historie er beskrevet i flere detaljer. Det hænger sammen med, at Politiken har »lavet en prioritering efter grovhed«, og at avisen har vurderet, at Therese Philipsen sag er den groveste.

»Vi havde da selvfølgelig nogle svære overvejelser, men vi vurderede, at vi var nødt til at beskrive indberetningerne, og så selvfølgelig i en prioriteret og redigeret form. For det er ret afgørende for at forstå, hvad der ligger til grund for TV 2’s beslutning for at fjerne Jes Dorph fra skærmen,« siger hun.

– Når I har siddet med det her materiale og beskrivelse af Louise Degns oplevelser, og der flere steder bliver beskrevet, at hun (Louise Degn, red.) bliver fysisk befamlet, vil du så ikke sige, at det er objektivt relevant for at forstå historien? Det fremgår jo ikke af Politikens artikel, at hun bliver det.

»Jeg synes, at læserne bestemt får et indblik i, at her er der en beskrivelse af en sag, som har fundet sted for efterhånden mange år siden, og hvor hun stadigvæk sidder med nogle meget klare oplevelser fra en ubehagelig og grænseoverskridende og krænkende adfærd, der er foregået i den lejlighed. Kunne den have været endnu mere detaljeret beskrevet? Ja. Har det været vores intention at udelade detaljer, der er vigtige for hende? Nej. Men vi har ikke haft en dialog med hende, vi har alene haft referatet fra advokaten, og det gør jo, at vi ikke kan spørge ind til, hvilke detaljer fra episoden der er vigtige for hende,« siger Anne Mette Svane.

– Hvis vi udelukkende tager udgangspunkt i de oplysninger, I faktisk havde adgang til, for eksempel at Louise blev fysisk befamlet, ville I så i dag have bragt dem frem?

»Jeg synes jo, at med al journalistik er det vigtigt, at man er rigtig præcis, men det er også en masse prioriteringer og overvejelser og redigering af, hvad der er allervigtigst at have med, som jeg allerede har prøvet at redegøre for. Og når det handler om Therese Philipsens sag, så er det jo en meget, meget alvorlig beskrivelse af, hvad jeg vil betegne som en voldtægt, og det er jo den sag, vi prioriterer i en helt anden detaljegrad, og det betyder jo ikke, at det, Louise Degn har oplevet, ikke er grænseoverskridende og superalvorligt, men når man går ind og ser på graden, så er den anden helt klart den mest alvorlige, og det er så også den, vi går ind og beskriver.«

– TV 2 betoner jo netop, at det er en helhedsvurdering af alle de oplysninger, de har fået om de her to sager – det er det, der fører til, at de tager den her beslutning. Så er det ikke relevant netop så at beskrive sagerne fuldt ud?

»Jeg står gerne på mål for, at det er overgrebet, vi beskriver, så man forstår alvorsgraden af den indberetning, der ligger mod Jes Dorph – og at det er det, vi viderebringer, og ikke hvad der leder op til episoden, og hvad der kommer efterfølgende. Vi beskriver det alvorligste.«

Chefredaktøren understreger, at det var vigtigt for avisen at høre kvinderne til artiklen. Men fordi de vurderede, at de var i en sårbar situation og havde haft en fortrolig dialog med advokaten, valgte de at gå igennem TV 2 for at få fat i kvinderne.

»Så kvinderne var forberedte på, at artiklen kom,« siger hun og understreger, at de flere gange bad TV 2 om, at kvinderne fik sendt artiklen til gennemsyn og dermed havde mulighed for at henvende sig til Politiken, hvis de havde brug for at blive hørt.

Artiklen blev dog først sendt til TV 2 et døgn før udgivelse, og det var første gang, avisen forelagde, hvad der ville komme med i artiklen. Politiken nåede ikke at høre tilbage fra kvinderne, før de bragte artiklen. Anne Mette Svane medgiver, at kvinderne »ideelt set« burde have haft længere tid.

»Men vi hørte ikke fra kvinderne før offentliggørelsen eller efterfølgende,« siger Anne Mette Svane.

– Hvor lang tid skulle de ideelt set have haft?

»Jeg vil ikke give dig et timetal. Det, jeg prøver at forklare, er, at det er en speciel situation, at et medie går til et andet medie i forhold til forelæggelse, og det gør vi af respekt for kvinderne – og for, at de ikke bliver retraumatiseret eller fuldstændigt chokerede ved, at vi ringer dem op. Det er derfor, at vi tager det valg.«

– Men hvor lang tid skulle de så ideelt set have haft, når I vælger at gå igennem et andet medie?

»Vi har kun haft et ønske om, at de har læst artiklen, er blevet forberedt og havde mulighed for at vende tilbage. Det har de haft den tid, de nu har haft til. Her vil jeg da gerne medgive, at de skulle have haft lidt længere tid. Men jeg står gerne på mål for, at TV 2 havde 24 timer inden offentliggørelsen.«

– Så ideelt set skulle de altså have haft lidt længere tid, så hvorfor giver I dem ikke det? Det er jo op til Politiken selv at beslutte, hvornår I udgiver jeres artikel?

»Fordi vi publicerer på det tidspunkt, hvor nyheden om, at TV 2 tager Jes Dorph af skærmen, breaker. Der vælger vi umiddelbart efter at offentliggøre artiklen,« siger Anne Mette Svane med henvisning til, at Ekstra Bladet kom med en nyhed om tv-værtens fyring på baggrund af en intern mail fra Nordisk Film til medarbejderne.

– I overvejede ikke, om I bare skulle lade Nordisk Film komme først med sin pressemeddelelse og så vente, til I havde givet kvinderne længere tid til at svare?

»Jeg tror, at det havde været en konkret vurdering, som vi havde overvejet, hvis vi for eksempel havde fået en mail fra en af kvinderne, som ønskede længere tid. Så havde vi selvfølgelig lyttet til det. Men igen er det her ikke en MeToo-historie, som tager udgangspunkt i kvindernes historie og oplevelse. Det er en historie, hvor kvindernes indberetning ligger til grund som del af den skriftlige dokumentation for en historie om en mand, der oplever at blive mødt og behandlet uretfærdigt af TV 2.«