Statsminister Mette Frederiksen (S) mislykkedes med sin store provinsoffensiv. I hvert fald her i første runde, tirsdagens kommunal- og regionsrådsvalg. Siden regeringsskiftet har Socialdemokratiet satset målrettet på erobre nyt politisk land uden for de største byer. Men missionen er fejlet, skønt partiet fortsat er landets største parti.
Socialdemokratiet går samlet set tilbage på landsplan med næsten fire procentpoint, og den markante tilbagegang i både København, Aarhus, Odense og Aalborg er kun blevet forstærket af manglende fremdrift i en række af de jyske kommuner, hvor partierne i den ellers splittede borgerlige blok har evnet at holde stand og tilmed tilbagevinde borgmesterposter.
Mest spektakulært har Socialdemokratiet mistet positionen som det største parti i København. På ydmygende vis for det århundrede gamle overborgmesterparti har Enhedslisten med 24,6 procent overhalet Socialdemokratiet, som måtte nøjes med blot 17,3 procent – og det sender nervøse trækninger gennem Socialdemokratiets topledelse, selv om Sophie Hæstorp Andersen trods alt står til at blive ny overborgmester.
Det symbolske nederlag for regeringspartiet i København opvejes umiddelbart af, at det samtidig lykkedes at vælte det konservative styre i nabokommunen Frederiksberg, og at socialdemokraten Michael Vindfeldt nu har en chance for at blive borgmester i et internt rød-grønt magtspil med De Radikales Lone Loklindt.
Men selv her er der skår i glæden, for Enhedslisten blev med 17,5 procent også større på Frederiksberg end Socialdemokratiet, som kun fik 17,0 procent. Og nedturen for Socialdemokratiet fortsætter tilmed rundt i landets største byer. Med et tilbageslag på 11,8 procentpoint i Aalborg, 10,4 procentpoint i Odense og 9,0 i Aarhus har Socialdemokratiet for alvor mistet sin gennemslagskraft i universitetsbyerne.
Valgfiaskoen er endnu større i andre af landets største købstæder: Socialdemokratiet gik tilbage med 18,0 procent på Bornholm, 17,8 procentpoint i Roskilde, 17,0 procentpoint i Fredericia og 12,6 procent i Hjørring.
Minkskandalen spøger
Socialdemokratiet havde ellers håbet på at kunne vinde frem i flere mellemstore provinsbyer, hvor S-regeringen nøje har planlagt udflytning af uddannelser og etablering af nye nærhospitaler. Men Mette Frederiksens popularitet under coronakrisen er tydeligvis slået om i en personlig svækkelse blandt andet på grund af den aktuelle kritik af minkskandalen og de slettede sms’er. Socialdemokratiet går således markant tilbage i en række kommuner i Nordjylland, hvor Mette Frederiksen selv stiller op, men hvor de fleste minkfarme også har ligget.
Regionsrådsformand i Nordjylland, socialdemokraten Ulla Astman, ser også ud til at have mistet sit flertal og må overlade posten til Venstres spidskandidat, Mads Duedahl. Nederlagene i Nordjylland vil kaste skygger over statsministeren. Lidt længere sydpå lægger Holstebros socialdemokratiske borgmester, H.C. Østerby, ikke skjul på, at Mette Frederiksens sager har været en belastning i kommunalvalgkampen: »Jeg tænker, at vi bliver ramt af en landsdækkende ting, der hedder sms’er i forbindelse med minksagen. Det må jeg sige. Desværre har det fyldt.«
Ved det seneste kommunalvalg i 2017 stod Mette Frederiksen i spidsen for Socialdemokratiet som formand for det første gang, og for fire år siden fik partiet et overordentligt godt valg med en fremgang på næsten tre procentpoint og landede på 32,4 procent på landsplan. Dengang blev valgsuccesen i høj grad tilskrevet hendes landspolitiske gennemslagskraft, og nu hvor lykken er vendt, pibler den interne misnøje frem.
Mette Frederiksen vil næppe kunne undgå at få skylden for Socialdemokratiets generelle tilbagegang, selv om lokale forhold i mindst lige så høj grad har gjort udslaget. Hun erkender også, at minkskandalen har trukket ned:
»Jeg kan godt høre, at der er diskussioner om coronahåndteringen. Smitter det af? Ja, det gør det givet,« sagde Frederiksen til socialdemokraternes knap så festlige valgfest i København.
Enkelte steder står Socialdemokratiet retfærdigvis også til at vinde frem, ikke mindst i Holbæk, hvor 28-årige Christina Krzyrosiak Hansen blev genvalgt som borgmester med overvældende opbakning fra hele 58,9 procent af stemmerne. Hun er partiets største og stort set eneste lokale håb.
Selv i det socialdemokratiske hjerteland på den københavnske vestegn blev regeringspartiet påført smertelige nederlag. Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen, som tidligere er blevet opfattet som en toneangivende figur i den socialdemokratiske inderkreds, mistede sit absolutte flertal og gik tilbage med 11,4 procentpoint, mens Hvidovres S-borgmester, Helle M. Adelborg, ligefrem blev udmanøvreret af SF.
Socialdemokraterne forsøger at forklare tabene med den lave valgdeltagelse. Den nedadgående tendens fortsætter fra sidste kommunalvalg, og baseret på valgforskningen vil de i høj grad være ældre og lavtlønnede, som er blevet hjemme i sofaen, altså typiske S-vælgere.
Borgerlig optimisme
Regeringspartiets tilbagegang forværres af, at Venstre klarede sig væsentligt bedre, end de landspolitiske meningsmålinger hidtil har tydet på. Partiformand formand Jakob Ellemann-Jensen stod for første gang i spidsen for Venstre ved et valg, og han vil umiddelbart kunne ånde lettet op.
Selv om Venstre stadig er meget langt fra fordums styrke, blev kommunal- og regionsrådsvalget på ingen måde den vælgerlussing, som partiet længe har frygtet efter hidsig turbulens og afskalning af topfolk som Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg.
Venstre har bestemt fået et dårligt valg i både de store byer og Nordsjælland, og Ellemann-Jensen har lang vej mod at genskabe et ægte folkeparti. Men tirsdagens resultat vil skabe tiltrængt ro på de indre linjer og give Venstre en fornyet tro på, at det rent faktisk vil kunne lade sig gøre at udfordre Mette Frederiksen ved næste valg. Psykologisk kan det stemningsskifte ikke overvurderes.
Kampgejsten i den borgerlige blok forstærkes af den udbredte og bemærkelsesværdige fremgang til De Konservative, som i en række kommuner er gået massivt frem. Den succes, som partiformand Søren Pape Poulsen har formået at løfte partiet til på landsplan, har direkte forplantet sig til en række større bykommuner, hvor De Konservative både har vundet ekstra mandater og stribevis af nye borgmesterposter.
De Konservative har fået manifesteret sig som et borgerligt parti, der endegyldigt har lagt årtiers fløjkrige bag sig, og som tilmed kan begynde at gøre sig forhåbninger om at vinde yderligere frem i de største byer, hvor Socialdemokratiets nedtur kan vise sig kronisk.
Målt på borgmesterposter står Venstre dog stadig suverænt meget stærkere end De Konservative, og valgresultatet vil realpolitisk set kunne dæmme lidt op for debatten om, hvem der egentlig er de borgerliges statsministerkandidat: Jakob Ellemann-Jensen er tilbage som førsteudfordrer til Mette Frederiksen.
Spillet om konstitueringerne har ganske vist skab splid mellem Venstre og De Konservative, da lokale kandidater flere steder er gået sammen med andre partier. Men personopgørene vil ikke nødvendigvis forplante sig til Christiansborg.
Blå blok skal imidlertid ikke begynde at glæde sig for tidligt, for det bebudede sammenbrud for Dansk Folkeparti blev værre, end selv partiformand Kristian Thulesen Dahl havde frygtet. På valgnatten åbnede han ligefrem for at trække sig. Og med god grund: Dansk Folkeparti blev stort set udraderet i flere syddanske kommuner, hvor partiet tidligere har triumferet. Og hvad endnu værre er for højrefløjen, så formåede Nye Borgerlige langtfra at opsamle alle de byrådspladser, som Dansk Folkeparti nu har mistet.
Dansk Folkeparti er ikke længere et landsdækkende parti, men må fremover betragtes som et nicheparti, der kun er repræsenteret få steder i landet.
Morgenrøde mod øst
Valgresultatet tegner til at cementere et klassisk politisk landkort, hvor kommunerne mod vest er blå, mens det østlige Danmark bliver mere rødt. Men vel at mærke med en væsentlig forskydning blandt de borgerlige partier fra yderfløjen ind mod centrum og modsat i den røde blok væk fra Socialdemokratiet ud mod venstrefløjen, særligt i de større byer.
Enhedslisten fik et historisk gennembrud længst mod øst og blev det største parti på Bornholm. Tømreren Morten Riis har som Enhedslistens folkekære spidskandidat evnet, hvad partiet aldrig er lykkedes med tidligere, nemlig at appellere bredt uden for en bykommune med mange akademikere og unge.
Valgresultatet på Bornholm vil give Enhedslisten fornyet politisk selvtillid, og politisk ordfører Mai Villadsen har allerede markeret, at kursen over for S-regeringen kan blive skærpet i kølvandet på kommunalvalget.
SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, kan også være mere end tilfreds. Udover et solidt valgresultat i Langeland Kommune til borgmester Tonni Hansen – der blev døbt »Asterix«, da han stop op imod S-regeringens planer om et asylcenter på øen – lykkedes det også SF at vinde borgmesterposten i Hvidovre. Et stort trofæ.
Folkesocialisternes borgernære dagsorden om blandt andet minimumsnormering i daginstitutionerne ser ud til at have fået fodfæste rundt om i det meste af landet. Med fremgang i København, Aarhus, Odense og Aalborg er det i høj grad lykkedes for SF at kapitalisere på Socialdemokratiets nedtur.
For statsminister Mette Frederiksen rejser det sløje valgresultat en dobbelt udfordring: Med en blå blok, der har vundet fornyet tro på reelt at kunne udfordre ved næste folketingsvalg, og en venstrefløj, som i de kommende måneder vil have fået selvtillid til at stille større og mere kontante krav til S-regeringen, står Mette Frederiksen i en betydeligt vanskeligere situation.
Skønt Socialdemokratiet efter alt at dømme vil bevare magten i Danmarks fire største byer og dermed stadig står stærkt i de tungeste vælgerkredse, er det et ildevarslende faresignal for Mette Frederiksen, at regeringspartiet på den ene side ikke vandt frem i provinsen og på den anden side tabte styrke til venstrefløjen i universitetsbyerne. Kommunalvalget bringer dramaet tilbage i dansk politik. Mette Frederiksen er ikke længere urørlig.
Analysen er opdateret klokken 05.30 onsdag.
Kommunalvalget 2021
Rundt omkring i landets kommuner kæmper man på hver sin måde med den grønne omstilling og dens dilemmaer. Særligt i de store bykommuner er kampen om plads og boliger det helt store slagsmål. Og så er der de kommuner med politisk opbrud, hvor der er ved at blive vendt helt op og ned på styrkeforholdene. Alt dette dækker Information op til kommunalvalget 16. november
Seneste artikler
Søren Pape Poulsen vandt – stille og roligt – kommunalvalget. Den strategi bør han holde fast i, siger eksperter
26. november 2021Kommunalvalget var en kæmpe konservativ triumf. Søren Pape Poulsens ikkeideologiske linje trak vælgere over hele landet og sikrede partiet det bedste kommunalvalg i 36 år. Nøglen til videre succes for De Konservative er at fortsætte med stille og rolig borgerlig politik uden revolutioner, vurderer eksperterKlima flyttede stemmer ved kommunalvalget, men det gjorde flere parkeringspladser formentlig også
24. november 2021Fra højre til venstre har klimaet bidt sig fast som en af de allervigtigste kommunalpolitiske dagsordner, lyder konklusionen fra flere sider. Om de grønne visioner fra valgkampen nu også vil skabe varige ændringer i de kommunale budgetter, er dog for tidligt at konkludere»Jeg ved ikke, om jeg skal sig’ tilløk’ mæ’ed. Men tilløk’ mæ’ed«: Valgdagen fortalt fra tre byer
18. november 2021Dansk Folkepartis kollaps, regeringspartiets modgang og masser af lokale konstitueringsdramaer. Her er kommunalvalget fortalt gennem Nye Borgerlige, Venstre og Socialdemokratiets kandidater tre forskellige steder i Danmark
Trist valgresultat i Hjørring . Venstre vandt borgmesterposten fra Socialdemokratiet. Vi var naturkommune - virkelig mange fine tiltag; med øje for en grønnere og mere bæredygtig fremtid.
Gad vide hvad der nu kommer til at ske …
Mvh Hanne Pedersen
tænker faktisk at det ikke kun er Mink og SMS. Socialdemokratiet har jo nærmest hi-jacket DF's politik, og det tænker jeg faktisk der er mange som er pænt skuffet over, og derfor er gået til henholdsvis Enhedslisten og SF.
Og så er det nok heller ikke tilfældigt, at S får en særligt syngende lussing i de større byer med tanke på Mette F.’s og hendes ligesindedes “provinspopulisme” og vekslende fjendtlighed, foragt og ligegyldighed over for netop disse dele af Danmark.
Tilsvarende er disse områder typisk præget af yngre vælgere, der nok heller ikke har fundet Mette F. & Co.’s “tag jer sammen og betal mine regninger”-attitude specielt attraktive.
Blandt regningerne kan nævnes:
- Klima (vi vil ikke gøre noget særligt nu, så de unge må i stedet give den en skalle, når de bliver 10-20 år ældre).
- Uddannelse (generel og voldsom nedskæring inden for de videregående uddannelser, men forklædt som “provinsstøtte” og “udflytning”).
- Dagpenge (nyuddannede skal betale via beskæring af dimittendsatsen til en forhøjelse til dem med mere fast tilknytning til arbejdsmarkedet).
- Generel udskamning (nu må I bare tage jer sammen! Og når vi skal fiske nogle stemmer i provinsen, så I skal ikke have mulighed for at søge til de større byer, selvom I måtte ønske det).
Magtfuldkommenhed giver altid - på et eller andet tidspunkt - bagslag.
Handlemåderne politisk har givet bagslag for socialdemokratiet, - det kan være magtfuldkommenhed aller andet der kan beskrive det, - man i hvert fald ser vi nu, at der ingen krisestyring er hos socialdemokratiet, en krisestyring der indeholder der at lægge sig "fladt ned på maven" i mere eller mindre grad, og genvinde noget af tilliden til partiet.
Fortællingen må være man har begået fejl, og troet det bedste i sine handlinger med aflivningen af mink, og ligeledes i forbindelse med krumspringene om de slettede SMSer.
Tavsheden og de "blonde bortforklaringer" er ikke politisk "gangbar mønt" hos vælgerne, men tjener alene til vælgernes politiske mistænksomhed ovverfor partiet.
Folk vil ikke have de storbyjungler, socialdemokraterne har kæmpet så ihærdigt for. Det er sagen. Folk vil have udvikling, ikke vækst. Hvordan kan man bede om vækst, når der i forvejen mangler kvalificeret arbejdskraft?
Når socialdemokratiet er så forelsket i kapitalismen kan det ikke forundre at de finder sine kammerater netop i systemets parti politiske talerør.Det har de gjort i snart 100 år.
Tja kan læse der er mange kloge åger her som ved bedst. Og ja, det blev ikke som forventet eller ønsket. Men. S blev Største parti, flest borgmesterposter, bevarer de fire største byer på S hænder, vandt Frederiksberg, fik overborgmesterposten, så efter et kanonflot valg i 2017, og med de sager, der har været, samt en Corona og lavt stemmetal, så er det et hæderligt resultat. Klar der skal reflekteres og læres, men Konservative gik frem på DF og V bekostning og uden politik, Pape går bare rundt og smiler og er stille. Og V gik fra elendigt valg i 2017 til lidt mindre elendigt, men ikke frem.
Og sådan er politik. Enhedslisten fik flot valg mange steder, de har gode kandidater, men jeg er glad for de ikke fik overborgmesterposten. De skræmmer mig ind i mellem. Har så meget i ideologien, men økonomien er ikke på plads.
Jeg mener det er interessant, at Lars Trier Mogensens kommentar ikke reflekterer nærmere over det politiske indhold i regeringspartiets tab af mandater - særligt i de store byer. Læg nu vel mærke til, at netop disse områder nærmest har været socialdemokratisk kerneland. Det er samtidigt her vi kan registrere en fremgang for venstrefløjen, særligt København må da gøre ondt langt ind i sjælen på regeringspartiet.
Jeg mener ikke der kan være tvivl om at tilbagegangen i disse områder er en reaktion på, at de mange vælgere der støttede Socialdemokratiet ved det sidste folketingsvalg faktisk havde tiltro til at partier mente det alvorligt når de inddrog klima- og miljøpolitik som en positiv dagsorden i partiets politik. Efterfølgende har partiet så ikke fulgt op på det omslag i politikken, som valgkampen lovede. Det ses bla. demonstreret i de store infrastrukturpaner partiet har præsenteret, i tiden som regeringsparti. Det er jo bla. her venstrefløjen har påpeget, at der har været en diskrepans mellem løfter og ført politik. Her har venstrefløjen kapitaliseret ved det netop overståede kommunal- og regionsvalg.
Valgnederlaget for Socialdemokratiet burde vel egentligt medføre noget selvransagelse: kan vi stadigt have tiltro til at den samfundsmodel vi har baseret vores politik på, den konkurrencebaserede velfærdsstat, står som en attraktiv samfundsmodel, i den aktuelle miljø- og klimakrise? Eller må også vi nødvendigvis i gang med at udvikle nye måder at tænke samfund og politik på?
Set fra et venstrefløjs-synspunkt, til venstre for Socialdemokratiet, kan der vel konkluderes det af valget, at samme venstrefløj ser ud til at have formuleret en dagsorden som faktisk har en stigende vælgermæssig opbakning! Det skal man vel ikke nødvendigvis være ked af, for det kunne tyde på at vi er vidner til et politisk opbrud - baseret på en kritisk indstilling til den herskende samfundsmodel. Opbruddet bevidner at man ikke kan leve af gårsdagens sejre, men nødvendigvis må engagere sig kritisk i morgendagens kampe.
mvh. poul.
Gert Romme jeg er enig med dig, deres flygtnings politik er grim, for sagt med andre ord, så siger de (som DF også gjorde) Danmark for danskere alle andre skal ud.
De har været et stort arbejderparti - engang, men i dag arbejder de for de velhavende og virksomheder. Vi andre gør de intet for, har pensionister med flere fået det bedre? Velfærden ville de jo også forbedre, men som du siger, hvis de vil sundhed, hvorfor behandler de så sygeplejerskerne som det skidt, de fejer ind under gulvtæppet. MF vil jo ikke rulle de reformer tilbage som hun lavede mod arbejderklassen, da hun var beskæftigelsesminister under sidste regering. Hvad har hun gjort for sygehusene og ældreplejen? Måske ikke direkte nedskæringer, men heller ingen forbedringer. LLR sagde, at det skal ikke være dyrere at være dansker, MF siger det skal være dyrere, at være fattig i Danmark.
Helle Walther 12.41.
Det er helt rigtigt at Socialdemokratiet har bevaret borgmesterposterne i de fire største byer. Jeg har ikke set på tallene i de øvrige tre store byer, men for Aalborgs vedkommende gælder det at partiet bevarer posten på basis af en tilbagegang! - Denne tilbagegang må tilmed være mærkbar: partiet har tabt 13.751 stemmer, har i dag 36.9 % af stemmerne hvilket er en tilbagegang på 11.8 %.
Jeg skal nok være en af dem der kan henregnes til "kloge ågerne", men hvis ikke dette kan siges at være et markant vælgermæssigt udsagn så har jeg svært ved at se hvad det er! Om det tilmed kan tolkes som et hæderligt resultat afhænger nok af, hvad man forstår ved det hæderlige.
mvh. poul.
Det forekommer mig, at kommunalforsker Roger Buch har sammenfattet det vigtigste for regeringen med denne kommentar:
»- De unge vælgere har ikke købt hockeystaven, de har i stedet givet Socialdemokratiet et drag over nakken med den - altså ideen om, at der en gang kommer nogle klimaløsninger en gang ude i fremtiden. De partier, der taler mest klima, Enhedslisten og SF, de stormer frem. Socialdemokraterne er nødt til at kaste hockeystaven ud af vinduet, hvis de vil overleve næste folketingsvalg.«
Hvis man har oplevet unge mennesker, som ikke så andre muligheder end at gribe til væbnet kamp, er der noget opmuntrende i, at nutidens ungdom mener, at samtalen har en mulighed for at føre til noget. Det skulle den helst blive ved med at mene.
To ting. Jeg benægter ikke tilbagegang, men oplever de tikke som katastrofe. Men det med at pådutte nogle politikere en magi, glem det. En gang var det Villy Søvndal, hvor er han i dag ?Og senere Kristian T.D, højnet nu sunket og må gå som formand, Inger Støjberg, hun fik stjernestatus hos DF og NB, men måske snart dømt ved en rigs retssag. Så Mette F, ja det gik forrygende i 2017, fordi det der var, var så ringe. VLAK regering og en mast Løkke.
Hun har lavet en politik som er socialdemokratisk, men hvor folk i byerne ikke går ind for et land i balance. Eller corana tiltag for at beskytte. Det opfattes anderledes.
Det er som en far, sagde forleden i P 1. Ja de unge råber meget op om klimaet, men efterlever ikke selv de ting som kræves. Det blev bare konstateret. og kigger jeg rundt, så giver jeg ham i mit stille sind ret. Men ja jeg havde gerne set det hele anderledes, men nu er det som det er og det lever jeg med.
Som min ven Søren Torrild siger: "Pelsningen begrænser sig ikke til de danske minkdistrikter.
Chefens egen arrogance og hendes løjtnanter Tesfaye og Stoklund er gennemskuet af danskerne over hele landet".
@Morten Hansen
Du har ikke meget tilovers for provinsen, lader det til.
Men jeg tror heller ikke, at MF er særlig populær i "provinsen" efter minksagen. Derudodver kan der være en hel årsager til vælgertilbagegangen. Foruden dem du nævner, kan hendes hårde udfald mod kontanthjælpsmodtagere også være en af grundene. Hun kan åbenbart ikke slippe rollen som beskæftigelsesminister. Måske er folk også bare trætte af, at hun efterhånden gerne vil fremstå som den nye Mutti i sin egen magtfuldkommenhed.
Som københavner burde vi selv have haft mulighed for at vælge vores overborgmesterkandidat. Hvorfor kunne det ikke være antallet af personlige stemmer, der afgjorde det? Så kunne vi have stemt på Lars Weiss eller Mette Reichmand isf. Sophie Hæstorp Andersen, der ikke har gjort det specielt godt som formand for region hovedstaden.
Det er helt naturligt at Soc.dem. ikke mere er et decideret arbejderparti. Der er jo i vore dage et langt større antal faggrupper, der hver især kæmper for deres egen sag. Begrebet solidaritet begrænser sig i høj grad til hver enkelt gruppe. Jeg mangler at se større opbakning til forøge de ufaglærtes alt for lave lønninger. Kæmp lige så meget for andres bedre forhold, som man gør for sine egne ! Min erfaring er, at egoismens styrke hos vælgerne i en eller anden grad, er proportional med hvor langt de er placeret i retning mod højre, den såkaldte blå ende. Men selvfølgelig er ingen i den anden ende heller ikke helt foruden.
Socialdemokraterne lader sig konstituere pamperagtigt og griskt på borgerlige stemmer i stedet for at støtte op om den røde bloks største parti.
Mættningspunktet er forlængst nået !
Lars Trier Mogensen. Gider ikke læse ham. Man ved på forhånd, hvad han mener om MF, - det har han skrevet om i årevis. Og ikke ud fra MFs politiske synspunkter, men om hvordan hun nu agerer sådan og sådan. Magtfuldkommen, forstås.
Det mest bekymrende er, at det virker. Kommunevalget kan mest af alt ses som et udkomme af pressens massive hetz mod givne politikere og partier: MF, Ellemann og DF. Omvendt er der talt rosenrødt om Pape og de Konservative, og så har de vundet over hele landet.
Hetzen har ikke handlet om politik, men om personer. Ikke om MFs nye påhit om 37 timers tvangsaktivering af ældre indvandrerkvinder, ikke om Lynetteholmen, ikke om kommunernes utallige umenneskelige tvangssanktioner over for kontanthjælpsmodtagere, ikke om burbørn, ikke om skoler eller forringet hjemmehjælp. Nej, mediernes "valgkamp" har handlet om sms'er og sms'er og sms'er. Om Messerschmidt og manglende handlekraft hos Ellemann, indtil Ellemann fik fingeren ud og fik den givet til MF.
Valget blev måske nok til MFs nederlag, men mest af alt til mediernes sejr.
De altovervejende borgerlige mediers sejr. Også Information, som måske er en lille smule skabssocialist, men mest af alt skabskapitalist. De fleste her vånder sig næppe over, at vi ikke fik en overborgmester fra Ø i København. Pyha da. Nej, så hellere en S-borgmester, der vil samarbejde bredt, - og mest af alt vil føre borgerlig politik. Vel, fint med et par flere kulturmillioner til kultur, - det mærkes næppe på skatteregningen -, men ikke noget med parkeringsfrie gader, eller forhøjede skatter.
Valgets vinder var medierne. Valgets taber var demokratiet. For det første var stemmeprocenten i København under 60%. Enhedslisten og de røde partier kunne have mobiliseret langt flere stemmer, hvis man havde kunne få flere udsatte borgere til stemmeurnerne. Men folk stemmer ikke pga. de oplever det hele som et usselt spil om magt og penge, om borgmesterkontorer, udvalgsposter og bestyrelsesposter. Og svigt.
Og netop DET havde været relevant, at pressen beskæftigede sig med. Hvad fik vi egentlig ud af, at Å ved valget i 2017 fravalgte beskæftigelsesposten, og i stedet valgte at blive borgmester for kultur. Ingenting. Mest af alt at der blev råbt lidt op om vegetarretter. Og hvilken betydning fik det, at Ø (atter) i 2017 fik borgmesterposten for miljø- og teknik. Aner det ikke. Jeg ser intet rødt aftryk på hverken miljø, byggeri mm.
Til trods for jeg er ret politisk interesseret, aner man dårligt hvad der foregår af politiske kompromisser og rævekager på Rådhuset.
Medierne er langt mere optaget af de politiske sladderhistorier. Om Ninna Hedeagers sexliv, sygeorlov osv. Men hvad hun politisk foretager sig, står hen i det uvisse.
Lars Trier Mogensen er også ligeglad. Hans interesse er det politiske spil, som man kalder det som synonym for sladder og ammehistorier. Men når man nu befinder sig i det medielag, ja, så hedder det politisk spil. Ikke sladder.
Og jeg gider altså ikke læse LTMs sladderhistorier, der for 6. eller måske 10. år kører i samme rille.
Det mest ufattelige er, hvordan LTM kan påstå at være rød, når han i den grad og evig og altid kun varetager blå bloks interesser. For omdrejningspunktet for hans sladder er MF. De konkurrerer fint med Qvortrups daglige ammestuehistorier i Ekstrabladet, som de selv kalder Ledere. Dag ud og dag ind har Qvortrup nedgjort MF for hendes magtfuldkommenhed, sletteMette forstås. Med en enkelt variation om glemme-Mogens.
Og det har sådan set været valgets omdrejningspunkt. Minkskandalen, trods kommunevalget intet har haft med mink at gøre. Information kan bryste sig. Var de første til at afdække minksagen. Jamen, det er da fantastisk, - og de har dermed banet vejen for blå bloks tilbagekomst. Pape's succes. Vel, man skal selvfølgelig afdække ulovligheder, - men Information kunne jo også have afdækket de mange ulovlige indgreb, kontanthjælpsmodtagere udsættes for dagligt. Det gør Information ikke. Det kunne måske endda have fået en venstreborgmester for beskæftigelse op af stolen og kræve bedre retssikkerhed her. Men nej, omdrejningspunktet de sidste måneder har i stedet været, at jobcentrene har benyttet for lidt tvang med at tvinge ledige over i underbetalte rengøringsjob. Det har medierne skrevet om. Ikke om underbetalingen. Ikke om, hvordan en enkelt rengøringsmand må knokle fra 4 morgen med ene og alene at rengøre en kontorbygning med 400 medarbejdere. Ikke om det umenneskelige arbejdspres her. Nej, det interesserer ikke Information. Man skal jo heller ikke blive for rød, vel. Og Information forbigår også, hvor store dele af kommunens ufaglærte job, der i dag reelt udføres gratis. Af ledige i tvangsaktivering. Hvad er det, vil chefredaktøren spørge, mens han fortsætter sine mere interessante "langsomme samtaler" med en udenlandsk intellektuel kendis. Det røde hykleri på redaktørgangene kender vist ingen grænser. Eller den går ved talk the walk, og ikke walk the talk.
Rådhuset har således i årtier nu kunnet forvandle byen i al ubemærkethed til en rigmandsghetto. Der er bygget og bygget, i Nordhavnen, i Sydhavnen, på Amager, og små hjemløsebarakker er nedrevet langs havnen for at give plads til disse tusindvis af lejligheder til 2-cifrede millionbeløb eller en ditto husleje. Der gøres plads til de unge karrierehopperes boligdrømme. Medianalderne i København er i dag faldet til omkring 31 år. På Lolland og Frederikshavn er den steget til omkring 50. Vi ser ind i et 2-delt aldersopdelt Danmark, men hvad pokker, redaktørerne føler sig stadig unge, og i øvrigt består Informations journalistkorps vist af mest af unge håbefulde lavtbetalte journalistopkomlinge ud over de garvede og højtbetalte. Når nu mit abonnement udløber vil jeg om få måneder blive ringet op af en håbefuld fra call-centret om jeg dog ikke vil købe et abonnement. Nul løn hvis jeg afviser, de ansatte her er hundrede procent på akkord. I dag oversat til det mere harmløse ord, provisionslønnet.
Når der går lidt pause i sladdertasterne, ja, så kan redaktørerne våndes over den lave stemmeprocent. En demokratisk udfordring, er de enige om. Hvorefter de taster videre om sms'erne, og hvor galt det nu er, at det først dagen derpå afsløres, at de slet ikke kan gendannes, altså disse sms'er. Imens sidder jeg febrilsk og leder efter en artikel om, at Ø har lavet en Å, og nu fravalgt borgmesterposten for beskæftigelse i København og dermed måske giver ledige og syge 4 år mere med Lonning-Skovgaard.
Alternativets fald er gået medierne forbi. Der er ikke mere sladder at hente her. Å er blevet ligegyldig. Men at det er gået så galt, mener jeg skyldes svigtet for 4 år siden, hvor de valgte en kulturpost, fremfor posten som borgmester for beskæftigelse, så de udsatte grupper kunne have opnået en mere human adfærd hos jobkonsulenterne, færre sanktioner og måske endda lønnede job. Hvis også Å havde valgt walk the talk fremfor modsat, ja, så havde såvel den sociale som den grønne dagsorden måske stået stærkere. Og vil Enhedslistens succes vælte omkuld på samme måde om 4 år, når det nu går op for de mange stemmere, at Ø også svigtede dem. For kom de mange stemmer ikke fra Jobcentrets Ofre mm? Eller kom de fra Vesterbros nye beboere af højtbetalte karrierehoppere og chefredaktører mm? Hvilke interesser er det egentligt, der varetages på Rådhuset? Om borgmestrene kommer fra rød eller blå blok? Er der overhovedet en forskel?
Måske skulle Information give den fortælling spalteplads, fremfor dette sladdermix. For måske er det største demokratiske problem, at vi får fuldstændig samme politik udført af en lille elitær klub af politikere med samme opvækst, samme uddannelse og samme omgangskreds i top10, og som derfor reelt udfører samme politik, og at det kun er for syns skyld, at vi har en stemmeseddel med røde, grønne og blå partier, men reelt har vi et etparti-vælde musiceret af den borgerlige presse. Og netop bevidstheden herom (om den så er ubevidst) har gjort, at over 40% af vælgerne valgte (skin)demokratiet fra.
@Hanneh - lige i øjet!
@Hanneh Christensen
Jeg vil egentlig gerne forsvare pressen lidt. Det man skal huske på er at det er langt langt sværere at lave politisk journalistik i dag.
Politikerne er medietrænede, og svarer derfor sjældent hvad man spørger dem om. Partierne og ministerierne har medie afdelinger, der er mere velfinansierede end de fleste aviser, som man skal overkomme og udmanøvrere for ikke bare at blive mikrofon holdere for velformulerede tomme ‘politiske agendaer’. Journalisternes mulighed for selv at researche i regeringsførelse er stærkt reduceret og besværliggjort af mørklægningsloven, oven i det har du konkurrencen for Big tech medier der gør at der er mindre penge at tjene, og derfor er man i stigende grad afhængige af statsstøtte , og … ja det giver igen politikerne mere kontrol over medierne. Og så er der lige den tydelige utidige indblanding i feks DR og udbudet af radiokanaler.
Eliten i den politiske verden fører krig mod medierne og vinder…
// Jesper
@ Martin Sørensen
Hvorfor er det du mener, at min kommentar viser, at jeg ikke “har meget til overs for provinsen”?
Og provinsen dækker i øvrigt også et noget større område end Nordjyllands tidligere bælte af minkfarme.
Det jeg sigtede til var ikke provinsen i sig selv, men Mette F. & Co.’s retorik (Kaare Dybvad er et præmieeksempel), der ophøjer provinsen til “det rigtige Danmark” og de større byer og deres befolkning til nogle, der “stjæler” job og anden udvikling fra disse stakkels “rigtige danskere” i provinsen. Dette er i øvrigt en retorik, der minder om Trump og andre Republikaneres fetisch for en landligt “rigtigt USA”.
Problemet er bare, at Mette F. & Co., lige som Lars Løkke, ikke for alvor vil investere i det, der ville batte noget ift. en bredere udvikling i provinsen: Generelle løft i kollektiv trafik, tilbagerulning af centralisering af den statslige administration o.l.
I stedet bliver der lanceret narresutter, som eks, Løkkes udflytning (der ud over det åbenlyse stemmefiskeri mest havde til formål at opsplitte og/eller skubbe ubelejlige dele af administration og rådgivning så langt væk fra Christiansborg som muligt - der skulle eks. sjovt nok ikke rykkes ved finansministeriet, hvorimod en del af miljøområdet blev smidt til Sønderjylland og Rådet for Socialt Udsatte blev forvist til Bornholm; for nu at tage to af de meget påfaldende eksempler).
Mette F.’s narresut er i stedet at tæve løs på de videregående uddannelser under påskud af, at hun er i gang med at lave et “Danmark i balance”. Problemet er bare, at der ikke ligger noget udviklingspotentiale i at fragmentere fagmiljøer ved at splitte dem op og placere dem mere eller mindre tilfældigt i små, isolerede enheder.
Mette F. & Co. trutter også løs om udflytning og omlægning fra (især lange) videregående uddannelser i de større byer til faglærte og især “velfærdsuddannelser” i provinsen.
Problemet er bare, at hendes regering også har besluttet at lukke stort set alle engelsksprogede linjer på ALLE erhvervsakademier og professionshøjskoler og den pose penge som bliver hentet i den yderligere beskæring på 10% på især de københavnske videregående uddannelser kommer ikke til at kunne kompensere for den voldsdomme tilbagegang i studerende (og dermed taxameter).
Og så er vi ikke en gang begyndt at diskutere, hvorvidt der egentlig er studerende til de nye studiepladser i provinsen (erfaringerne taler imod det). Selvom Mette F. & Co. åbenbart mener det er deres opgave at tvinge unge til at bosætte sig et bestemt sted, hvis de vil have en uddannelse.
Samlet set er der imidlertid tale om en kæmpe spareøvelse på de videregående uddannelser, forklædt som udflytning til provinsen. Og samtidig opstiller Mette F. stråmænd, når hun affejer kritik som et udslag af, at kritikere tror, at “folk er dummere i Jylland”.
Dette er endnu et eksempel på “provinspopulisme-retorikken”, hvor Mette F. skaber et skræmme- og fjendebillede af elitære, snobbede københavnere, der går rundt og tror, at jyder er dumme og derfor ikke vil flytte uddannelser ud. Men det er jo også mere bekvemt for Mette F. end at skulle forholde sig til de faktiske kritikpunkter af hendes politik.
Problemet er således ikke provinsen, eller at der ikke er et behov for at skabe udvikling i den.
Problemet er, at i stedet for at arbejde seriøst med dette kæmpe, strukturelle problem, så forfalder Mette F. & Co. til “storby-bashing”, “provinspopulisme” og tiltag, der måske nok skader f.eks. uddannelsesområdet i de større byer, men næppe kommer til at hjælpe et klap på de strukturelle problemer i provinsen.
Men det er jo også langt nemmere (og billigere) at føre symbolpolitik, uddele narresutter og blæse en “land/by-kulturkamp” op end reelt at tage fat på strukturelle problemet.
@Hanneh C.
Interessant, men meget omfattende indlæg . Jeg er enig i at medierne generelt fokuserer for meget på form i stedet for substans .Især EB og BT er rene sladderspalter, når de beskæftiger sig med politiske forhold, men generelt har de øvrige medier også et problem her. Det gælder også politiske kommentatorer, som har brugt endeløs tid på Mink og SMS. Angående hvilke partier der får positiv eller negativ omtale så bør også Enhedslisten nævnes som et parti , der utroligt ofte får meget positiv omtale af deres kvindelige politiske ledere. Der må da være noget at kritisere, bare en gang i mellem. Det samme gælder konservatives Pape. Er dette grunden til at netop disse partier fik et overvældende godt valg ? I øvrigt vil jeg erindre alle om, at mediernes rolle ikke er at være røde eller blå. Desværre er den virkelige tilstand en anden, så det er helt i orden at herværende avis ikke er enøjet.
Hanneh C.
Jeg er enig i Torben Larsens svar, i går 14.31. Jeg er ikke i tvivl om, at der nok kan være en del sandhed i det du skriver.
Men: jeg har også mine forbehold. Et centralt spørgsmål er, om ikke du selv tænker for konspiratorisk. Det begrunder jeg med at du både anklager Alternativet og Enhedslisten for ikke at ville gå benhårdt efter de poster, som du mener ville kunne gøre en reel forskel for udviklingen i København. Denne idealisme forstår jeg, at du mener de ofrer til fordel for at deltage i et elitært kommunalpolitisk spil. Det er selvsagt svært at be- eller afkræfte den opfattelse, fordi det er umuligt at dokumentere konspirationer - det ligger i sagens natur.
Dette rejser så et andet spørgsmål: hvis nu vi skal ud af den situation du beskriver, hvad kan vi så gøre ved det? Her mener jeg det er vigtigt at overveje med sig selv, om den magtesløshed du beskriver i realiteten er reel - eller om den er forestillet. Kernen er her: er det rigtigt at et politisk engagement er forbeholdt den lille elite af magtfuldkomne politikere, som du beskriver? Min erfaring er en anden: det kan faktisk godt lade sig gøre at involvere sig politisk og dermed også være med til at påvirke den lokale politiske dagsorden, i det parti man nu en gang er medlem af.
Med baggrund i min funktion som tilforordnet: det jeg kunne se på det valgsted jeg var tilknyttet, var at der var en overvældende stor del af de fremmødte vælgere der var noget yngre end mine 62 år. Det mener jeg faktisk lover godt, fordi det viser at der faktisk er yngre mennesker som tager det lokale demokrati alvorligt.
Så vejen frem kunne være:
1. At erkende at de magtfuldkomne politikere findes, men samtidigt holde sig for øje at dette ikke - nødvendigvis - er hele historien om det parlamentariske demokrati.
2. Spørge sig selv, hvad man egentligt selv brænder for og så engagere sig der.
3. At lade dette engagement være drivkraften - også i det politiske arbejde.
4. Begrundelsen: mærker andre, at du har lyst til at involvere dig så bliver du faktisk også modtaget positivt.
5. Sørg for at finde meningsfæller: det er altid godt at være flere om en sag. Det giver mulighed for diskussion og fælles opbakning, når man arbejder i det offentlige rum. Fredagsøl og en god snak er, i den forbindelse, guld værd når politikken skal udvikles.
Endeligt: God kamp - for livet i demokratiet er kampen værd.
mvh. poul.
@ Torben Larsen
Enig med dig i at Enhedslistens kvindelige politiske ordførere altid og (synes jeg) med rette har fået fin presse for deres politiske tæft.
Det nærmeste jeg husker af kritik, var da Peter Mogensen med glimt i øjet i Tirsdaganalysen kaldte Mai Villadsen for “En tør kiks” :)