Søren Pape Poulsen vandt – stille og roligt – kommunalvalget. Den strategi bør han holde fast i, siger eksperter

Da formand for De Konservative Søren Pape Poulsen skulle besøge vælgerne fra Favrskov Kommune i oktober til stegt flæsk og politiske spørgsmål op til kommunalvalget, »væltede« tilmeldingerne ind, fortæller Lars Storgaard, den nyvalgte konservative borgmester i Favrskov.

Han havde forestillet sig, at der ville være lidt over 100 mennesker, men den næsten fordoblede efterspørgsel betød, at der måtte bestilles ekstra flæsk og sættes ekstra stole ind for at få plads til de mange vælgere i kulturhuset Sløjfen i den lille stationsby Hadsten. Der var ingen tvivl om, at Søren Pape Poulsen var trækplasteret.

»Der kunne man nok fange signalet om begejstringen for og opbakningen til De Konservative,« siger Lars Storgaard.

I valgkampen var Søren Pape Poulsen på tur rundt i flere af de jyske byer med borgmesterchancer, og der blev produceret målrettede facebookvideoer med formanden, der på konservativ grøn baggrund og dannebrogpin i jakkesættet anbefalede en personlig stemme på de enkelte borgmestre.

»Det betyder noget, når en partiformand tager sig tid til at komme ud. Det er vel ingen hemmelighed, at Søren Pape er den mest populære i dansk politik lige nu,« siger Lars Storgaard.

Men selv om Søren Pape Poulsens popularitet kunne mærkes, kom resultatet alligevel som en overraskelse i Favrskov. Lars Storgaard havde håbet på, at partiet måske ville gå fra to til tre mandater, og på forhånd havde han besluttet sig for at pege på den socialdemokratiske borgmesterkandidat, Nils Borring.

Da partiet pludselig stod med en fremgang på 14,7 procentpoint og seks mandater, vendte det op og ned på situationen, fortæller Lars Storgaard.

Søren Pape Poulsen havde på valgdagen erklæret det som et mål, at partiet skulle have en borgmesterpost vest for Storebælt, og baglandet og partitoppen pressede på for, at Lars Storgaard gik efter magten.

Dagen efter valget kunne Lars Storgaard så meddele, at han havde sikret partiet den fjerde borgmesterpost i Jylland, og dermed kunne han og De Konservative i Favrskov tilslutte sig bølgen af nye konservative borgmestre.

Landspolitisk medvind

Kommunalvalget 2021 var med få undtagelser én lang konservativ triumf. Partiet fik 15,2 procent af stemmerne på landsplan, fremgang i 92 ud af 98 kommuner og stod i dagene efter valget med 12 borgmesterposter. Siden kom både Sorø Kommune og mandag aften i denne uge Dragør til, hvor De Konservatives Kenneth Gøtterup efter seks dages forhandlinger sikrede sig posten på baggrund af en fremgang på 18,1 procentpoint.

Ved kommunalvalget i 2017 endte De Konservative med 8,79 procent af stemmerne på landsplan og otte borgmesterposter.

Det gode valg kommer efter en længere periode med medvind i de landspolitiske meningsmålinger, hvor særligt Venstre og Dansk Folkeparti er gået tilbage.

At De Konservative fik så godt et valg handler ifølge Rune Stubager, der er valgforsker og professor i statskundskab på Aarhus Universitet, da også først og fremmest om de store landspolitiske tendenser og kriser hos de konkurrerende partier.

»Der er tumulten i Venstre, selv om de ikke er gået så meget tilbage, men også Dansk Folkeparti. Så er der nedsmeltning hos Liberal Alliance, som er gået markant tilbage. De stemmer har De Konservative så samlet op,« siger han.

Den konservative organisation er også stærkere end mange andre partier, og derfor er de i stand til effektivt at udnytte de andre partiers tilbagegang til fremgang i et meget bredt udsnit af kommuner.

»De Konservative har haft et stærkere lokalt netværk til kommunalvalget. De har virkelig været til stede. En fordel ved partiorganisationer med foreninger er, at de også er der i et vist omfang, når det går dårligt, og kan være med, når det så vender landspolitisk,« siger Rune Stubager.

Fra borgmester til partiformand

Da Søren Pape Poulsen blev valgt til formand for De Konservative, kom han fra en rolle som borgmester i Viborg. Han var endnu ikke valgt til Folketinget og havde bestemt ikke formandsambitioner.

Partiet var i krise, og daværende formand Lars Barfoed ringede Søren Pape Poulsen op, mens han holdt ferie i sit sommerhus og fortalte, at han håbede, at han ville tage over som formand.

»Det må andre gå ind i, hvis det skal ske. Jeg skal ikke være en del af det,« svarede Søren Pape Poulsen ifølge TV 2.

Som bekendt lod han sig alligevel overtale, men det var bestemt ikke med umiddelbar succes. I 2015 ved det første folketingsvalg, hvor han selv stod på stemmesedlen, fik partiet 3,4 procent af stemmerne svarende til seks mandater og blev det mindste parti i Folketinget.

Seks år senere kunne Søren Pape Poulsen sidste tirsdag konstatere, at skuden var vendt ikke bare i meningsmålingerne, men også ved valg.

»Vi ser ud til at få det bedste kommunalvalg i 36 år,« sagde han på valgaftenen.

Ifølge Nikolaj Bøgh, der er byrådsmedlem for De Konservative på Frederiksberg og forfatter til flere bøger om partiet, er partiformanden lykkedes ved at fokusere på stærke borgerlige værdier, som der er efterspørgsel på.

»Han er en pragmatisk type, som taler meget til borgerlig snusfornuft uden at være vanvittig ideologisk. Han slår på nogle ting, der er grobund for i befolkningen i øjeblikket,« siger Nikolaj Bøgh.

Han peger på, at selv om partiet har været igennem et utal af kriser og kursskifter, har man bevaret en kerne af værdier om familien og nationen. At man skal tjene sine penge selv og tage vare på eget liv.

»Når det vinder frem nu, hænger det blandt andet sammen med, at der også er en modstrøm med opløsning, identitetspolitik og rod og ballade,« siger Nikolaj Bøgh.

»Det er der mange mennesker, der reagerer imod, og der er en søgen hos en del mennesker mod de traditionelle konservative værdier, som ikke har så meget med dagsaktuel politik at gøre, men mere handler om de grundlæggende værdier, som man oplever, at partiet står for.«

​​Ikke noget endemål

Søren Pape Poulsen er på grund af den seneste tids succes flere gange blevet sammenlignet med tidligere statsminister Poul Schlüter. En sammenligning, der ifølge Nikolaj Bøgh er oplagt både på grund af den pragmatiske og ikkeideologiske linje, og fordi de begge overtog et parti i krise og efterfølgende har vendt udviklingen.

I valgkampen har De Konservative mange steder ført kampagne ud fra, at borgernes hverdag skulle være nemmere, og ikke markeret sig med store nybrud eller markante forslag om at gøre alting på en ny måde. En tilgang, der ligger helt i tråd med Søren Pape Poulsens tilgang til politik, mener Nikolaj Bøgh.

»Det at være uideologisk er ikke det samme som at være holdningsløs. Jeg opfatter helt klart, at Søren Pape Poulsen står for nogle meget faste værdier. Han er en del af den meget grundfæstede konservative tradition om, at man ikke har noget endemål. Vi har ikke en idé om, at vi skal hen til et Nirvana-samfund,« siger han.

»Selve grundstenen i det at være konservativ er erkendelsen af, at vi har et rigtig godt samfund, som det handler om at bevare, mens man løbende forbedrer det. Det handler om at bygge videre på det overleverede og bestående. Det er måske ikke noget, man kan skrive store bøger om, men det taler til mange, og der er en holdningsmæssig kerne i det.«

Det borgerlige folkeparti

På trods af en pragmatisk politisk tilgang er Søren Pape Poulsen gået målrettet efter at profitere på partiets landspolitiske succes. Hans mål om en borgmester vest for Storebælt blev ikke kun indfriet i Favrskov, men også i Kolding, Vejen og Aabenraa, hvor partiformanden også havde været på visit i løbet af valgkampen.

Strategien om at vinde borgmesterposter uden for Sjælland illustrerer, at partiet er på vej væk fra at være et parti for den storkøbenhavnske elite. Sådan lyder det fra Christian Egander Skov, der er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet og forfatter til bogen Konservatisme i mellemkrigstiden.

»Det er med til at brede partiets profil ud i en retning, hvor man er et bredt geografisk og socialt funderet folkeparti, der netop har været Venstres rolle i rigtig lang tid,« siger han.

For selv om De Konservative på papiret har været et relativt stærkt kommunalt parti, så har partiet været meget geografisk centreret omkring Storkøbenhavn, forklarer historikeren.

Efter kommunalvalget i 2017 befandt halvdelen af de konservative borgmesterposter sig i »whiskybæltet«. I Jylland mistede partiet alle borgmesterposter, herunder Viborg Kommune, hvor partiformanden selv har haft borgmesterkæden.

Når De Konservative får fremgang i byerne Aalborg, Aarhus og Odense, taler det ifølge Christian Egander Skov ind i partiets historiske rolle som det borgerlige parti i byerne.

»De Konservative mistede lidt den rolle i 90’erne, og de er pludselig vendt tilbage til den rolle nu. Det er markant og noget, som kan forplante sig i organisationen og opbygge lokal muskelkraft, som de kan vise frem til senere valg,« siger han.

Nederlaget på Frederiksberg

Selv om partiformand Søren Pape Poulsen har lagt en politisk linje om at blive et stærkt lokalt forankret parti, har hovedstaden stadig spillet en vigtig rolle for De Konservative.

Det gælder især den konservative højborg Frederiksberg, der op til valget var blevet spået et sandt valgdrama. Trods konservativ fremgang var det ikke nok til at holde De Konservatives Simon Aggesen på borgmesterposten, som blev overtaget af socialdemokraten Michael Vindfeldt.

Dermed endte 112 års konservativt styre, hvilket delvist skyldes en ændret demografi på Frederiksberg, siger Christian Egander Skov:

»Vælgerkorpset har ændret sig markant, så De Konservative har været i defensiven de seneste tre valg. Uanset hvad ville det være svært at holde fast i borgmesterkæden.«

Ved kommunalvalget i 2017 kunne Simon Aggesens forgænger, Jørgen Glenthøj, kun lige akkurat holde fast i borgmesterposten, da valgresultatet viste meget tæt løb mellem rød og blå blok. Denne gang formåede Simon Aggesen ikke at løfte den tunge arv.

Han fik ved valget langt færre personlige stemmer end de to tidligere konservative borgmestre. Det skyldes, at han har været plaget af en omstridt boligsag. Den har påvirket hans »personlige brand« og dermed også hans troværdighed, siger Christian Egander Skov.

Alligevel har den landspolitiske medvind ramt Frederiksberg, eftersom De Konservative har oplevet en fremgang på 3,3 procentpoint. Forklaringen er en rally round the flag-effekt hos borgerlige vælgere:

»Der har været skriverier om Venstres rolle i konstitueringsforhandlingerne før valget, så for at sikre det borgerlige styre har vælgerne flokkedes til De Konservative.«

Sejrsgang i København

De Konservative i Københavns Kommune kunne til gengæld ride på bølgen af landspolitisk medgang. Her blev de det største borgerlige parti med en fremgang på 7,5 procentpoint, og Jakob Næsager kunne overtage posten som børne- og ungdomsborgmester.

Det kan godt tyde på, at partiet har taget vælgere hen over midten, mener Christian Egander Skov, eftersom Socialdemokratiet i København gik tilbage med 10,4 procentpoint:

»Tilbage til firepartisystemet var det, modsat Venstre, De Konservatives styrke på den borgerlige fløj at snuppe socialdemokratiske vælgere hen over midten. Hvis vi for alvor begynder at se det på landspolitisk plan, er det noget, der kan få ret afgørende indflydelse.« 

Rune Stubager tvivler dog på, at De Konservative kan få den store tilslutning fra de røde vælgere til folketingsvalget. Det er heller ikke endegyldigt, at Søren Pape Poulsen kan ende med at blive blå bloks statsministerkandidat.

En voxmetermåling fra november viser, at Venstre står til at få 17,5 procent af stemmerne, mens De Konservative står til 14,7 procent.

Hvis De Konservative skal have forhåbninger om at blive lige så store hvis ikke større end Venstre til næste folketingsvalg, er strategien simpel, mener Christian Egander Skov: Partiet skal gøre meget af det samme, som de gør nu.

»De skal føre den her relativt stille og rolige borgerlige politik, hvor man kommer med konkrete forslag, men ikke forsøger at opfinde den dybe tallerken,« siger han.

Rune Stubager er enig i, at det er den politik, der har medført, at partiet har kunnet samle op på de andre partiers krise:

»De har fastholdt deres nogenlunde klassiske profil som et økonomisk set borgerligt parti og har drysset en smule grønt på toppen med hensyn til klima, som også er en traditionel konservativ mærkesag inden for blå blok.«