Da Jens Kramer Mikkelsen i 1989 overtog magten i København, var kommunen i en sørgelig forfatning.
Demografien var håbløs. Der var dobbelt så mange ældre over 67 år, dobbelt så mange enlige forsørgere, 30 procent højere arbejdsløshed og 80 procent højere udgifter til kontanthjælp end gennemsnittet i resten af landet.
De mange ældre og arbejdsløse gav store kommunale udgifter, mens børnefamilierne og de gode skatteborgere flyttede ud af byen, så hurtigt de kunne, fra en boligmasse, der særligt på Vesterbro var i forfald.
Økonomien i kommunen var i det hele taget så »ringe, at man skulle tro, det var løgn«, som Jens Kramer Mikkelsen formulerede det i en tale nogle år senere.
»Vi var i den barokke situation, at vi var nødt til at skære ned på service på de tunge velfærdsområder – børn og ældre – for at finansiere stigende udgifter til kontanthjælp. Det var realiteten, og det var fuldstændig gak,« fortæller han.
Nedskæringerne var en dødsspiral, fordi det ellers netop var børnefamilier, som kommunen ønskede at tiltrække for at få vendt situationen.
Kort efter han overtog magten, konstaterede Jens Kramer Mikkelsen, at der manglede 1,7 milliarder kroner for at få budgettet til at hænge sammen. I de følgende år blev tusindvis af kommunalt ansatte fyret og skatterne hævet markant.
»Vi skulle forklare københavnerne, at vi ville gøre servicen ringere, og samtidig skulle de betale mere i skat. Det var et stærkt budskab,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
Ud over nedskæringer på velfærd og skattestigninger solgte kommunen også ud af det socialdemokratiske arvesølv for at få penge i kassen, hvor blandt andet 20.000 kommunale udlejningsboliger blev solgt fra.
»Jeg lærte, at det er ekstremt dyrt at være fattig,« som Jens Kramer Mikkelsen formulerer det i portrætbogen Jeg er københavner – Kramer og byens kraner, der udkom i slutningen af oktober.
Ikke stå i hjørnet
Flere af de beslutninger, som Jens Kramer Mikkelsen tog dengang, har været et tema i den nuværende valgkamp forud for kommunalvalget. Fra udsalget af kommunale ejendomme i 1990’erne til hele modellen for byudvikling, som København siden har fulgt.
For udfordringerne er på mange måder radikalt anderledes i dag.
For 30 år siden talte man om, hvordan man kunne tiltrække flere gode skatteborgere til kommunen og få gang i væksten. I dag er projektet med vækst og udvikling i hovedstaden lykkedes så godt, at boligpriserne er steget voldsomt, og udfordringen er nu, at folk med helt almindelige indtægter, snart ikke længere har råd til at bo i byen.
Ifølge Jens Kramer Mikkelsen var det afgørende for, at man fik vendt udviklingen, at man droppede ideen om, at staten ville komme og redde byen fra fallit.
»Vi ville ikke bare stå i hjørnet og råbe, ’kom med nogle flere penge, kom med nogle investeringer’, vi ville vise, at vi selv tog fat.«
Særligt Ørestad-projektet og metroen betød, at kommunen kom til at stå i en bedre økonomisk situation. Man gik væk fra at satse på almene boliger og industriarbejdspladser – som Kramer ellers i en del år troede ville komme tilbage til byen – og satsede på en mere erhvervsvenlig politik. Der kom øresundsforbindelse, lufthavnen blev udvidet, og Ørestad blev planlagt som en erhvervsbydel, hvor man via grundsalget finansierede anlægget af metroen.
»I den traditionelt røde kommune slog mange sig i tøjret over denne nyliberalisme, men Kramer Mikkelsen sagde med reference til en af datidens filmtitler, at det var nødvendigt at gå i seng med fjenden,« som Politikens arkitekturredaktør Karsten R.S. Ifversen beskrev tilgangen i bogen Generøs by.
»Jeg mente principielt, at metro og infrastruktur var et statsligt anliggende, men det kom jo bare ikke. København havde med jævne mellemrum gennem stort set hele det forrige århundrede arbejdet på at få et tunnelbanesystem,« siger Jens Kramer Mikkelsen og tilføjer:
»Et af vendepunkterne var også nogle store megatrends. Vi kan ikke sidde i København og selv tage æren og sige: Nu gik vi i seng med fjenden, hvor var det genialt, og så løste det hele sig.«
Jens Kramer Mikkelsen
- Født: 1951
- 1978-2004: Medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet
- 1989-2004: Overborgmester i Københavns Kommune i 15 år og ni måneder
- 2004-2007: Administrerende direktør i Ørestadsselskabet
- 2007-2018: Administrerende direktør i By & Havn
- 2018-: Byudviklingsdirektør i ejendomsudviklingsselskabet NREP
- Aktuel med bogen Jeg er københavner – Kramer og byens kraner skrevet af Niels Frid-Nielsen
Tilgangen med at koble byggeri og infrastruktur blev senere døbt Københavnermodellen og har været anvendt både i Ørestad, de to etaper af metroen og den nye bydel i Nordhavn.
Kort fortalt er modellen at skabe overblik over den markedsværdi, der ligger i offentligt ejede arealer og øge deres værdi ved at koble dem sammen med investeringer i infrastruktur. Værdierne bliver placeret i et eksternt statsligt/kommunalt selskab – i dag By & Havn – og man bruger så pengene på grundsalget til at betale af på gælden for infrastrukturen.
Staten ejede ifølge Jens Kramer Mikkelsen 45 procent af arealerne i Ørestad, mens kommunen havde 55 procent, og hovedparten af arealerne omkring Københavns Havn lå også i et statsligt selskab. Ved at samle det hele i et fælles selskab mellem stat og kommune fik man aktiveret store statslige arealer til at betale for den københavnske byudvikling i stedet for bare at finansiere for eksempel forsvarsforlig, som det flere gange skete i 1980’erne og 1990’erne, fortæller han.
»Vores analyse var, at det trods alt var bedre at bruge det til at finansiere infrastruktur i København,« siger Jens Kramer Mikkelsen, der også peger på, at konstruktionen gør det muligt at planlægge projekter, der går årtier ud i fremtiden og ikke bare handler om den næste valgperiode.
»Det lange perspektiv er det, der ændrer byen, og ikke det, du gør med kort tidshorisont. Prøv at forestille dig København uden en metro, der er det transportsystem, som for alvor er i stand til at trække folk ud af bilerne.«
»Efter min opfattelse er der kun én vej, og den er at bygge mere,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
»Ja, det har jeg set,« afbryder han.
– Folk anklager den for, at man ved at modne grundene og sælge dem så dyrt som muligt også gør det dyrt at bygge på dem. Det er jo helt tydeligt, at modellen kan bruges til vækst og byudvikling, men kan den også bruges til den udvikling, der er brug for nu, og som handler om at få alle med?
»Det synes jeg helt afgørende, at den kan. Dem, der kritiserer den nu, er jo de samme, der har været kritiske over for den altid. At venstresocialisterne dengang var imod noget, der gav metro og dermed arbejdspladser til byen, det har jeg aldrig rigtig forstået. Og det lærer jeg heller ikke at forstå, uanset hvad der bliver sagt nu.«
– Forslaget fra Enhedslisten er nu, at staten skal med på at sælge billigt, så der kan bygges billige boliger i København?
»Jeg skal ikke ind i en politisk polemik med dem om det, så der er kun én ting at sige: Good luck.«
Uligheden i boligpolitikken
Da Jens Kramer Mikkelsen blev født, boede hans forældre i en ny, moderne, almen lejlighed i Brønshøj-Husum med altan og indendørs toilet. Men lejligheden var for dyr, og familien måtte flytte til en toværelses lejlighed uden bad i AAB på Ydre Østerbro. Kramers far oplevede det som en stor social deroute at blive tvunget fra alment i Husum til alment på Ydre Østerbro – mens det i dag nok ville forholde sig omvendt.
»Uretfærdigheden og uligheden i boligpolitikken satte sit præg på min far til det sidste,« fortæller Jens Kramer Mikkelsen i bogen.
– Den her uretfærdighed med at blive presset ud af byen, fordi man ikke har råd til at bo her. Den er der jo en del københavnere, der oplever nu?
»Det er jeg helt enig i. Hvis du spørger mig, hvad den største boligmæssige udfordring er i København nu, så er den betalelighed. Det er der ingen tvivl om,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
Løsningen er for det første at bruge kravet om de 25 procent alment byggeri – som regeringen i øjeblikket forhandler om at hæve til 33 procent – i lokalplanerne og samtidigt fortsætte med at udvikle byen via byggeriet, mener han.
»Den almene boligform er en fremragende boligform, og de almene boligselskaber er meget professionelle. Så at få flere af dem er den rigtige vej. Jeg tror også, der vil være private investorer, der parallelt med de almene boligselskaber vil tage handsken op. Det er den vej, det går,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
»Efter min opfattelse er der kun én vej, og den er at bygge mere. Dem, der ikke vil bygge mere og samtidig have lavere huslejer. Det er et andet økonomisk system, de lever i.«
– Hvad er det så for projekter, der vil udvikle byen i fremtiden?
»Fortsat metroudbygning. Snart kommer sydhavnsmetroen, og så er der Lynetteholm-projektet, hvor en del af det også er mere metro.«
Tak for Lynetteholmen!
I bogen om Jens Kramer Mikkelsen er der optrykt et julekort fra Lars Løkke Rasmussen. Ved siden af en trykt julehilsen på engelsk, tysk og fransk, står der med kuglepen: »Kære Jens, Tak for Lynetteholmen! Lars«.
Ifølge Jens Kramer Mikkelsen er historien, at han på Folkemødet i 2018 tog en snak med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen om det kinderæg af løsninger på en hel masse problemer, som han mener, at Lynetteholmen er.
»Jeg tænkte, at det var en meget god lejlighed til at fortælle ham om nogle af de tanker, vi havde gjort os i By & Havn om, hvordan man kunne slå flere fluer med ét smæk: Løse behovet for byudvikling, behovet for klimasikring, finde depotkapacitet til al den jord, der kommer fra metroen og de andre byggerier. Hvordan man kunne koble alle de her ting sammen,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
På det tidspunkt var det ikke en idé, der var kendt i den brede offentlighed, før overborgmester Frank Jensen og statsminister Lars Løkke Rasmussen nogle måneder senere præsenterede projektet på et pressemøde. Et projekt, som af kritikere er blevet betegnet som et vanvidsprojekt, som man mest kender fra arabiske oliestater, men som ifølge Jens Kramer Mikkelsen er fint i forlængelse af Københavns tradition for hele tiden at udvide byens areal ved at fylde op med jord.
»Det er tankevækkende, hvor meget debatten ligner debatten om Ørestadsprojektet, dengang det blev lanceret. ’Er der nu behov for det? Tror vi på det?’ Alt det der.«
– Det virker bare til at være et projekt med så mange ubekendte: Om økonomien, om trafikken, om miljøet, om vandkvaliteten, om den demokratiske proces, om miljøet og om klimasikringen i det hele taget virker?
»Med Ørestadsprojektet skulle du også være for det hele. Du skulle tro på, at man kunne lave et førerløst system, at metroen lå det rigtige sted, at man ville kunne sælge grundene, du skulle tro på modellen om, at infrastruktur er det, der føder byudviklingen. Hvis du skulle være imod, skulle du bare lade være med at tro på ét af elementerne,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
»På den måde er der mange paralleller til diskussionen om Lynetteholm. Man skal tage diskussionerne og folks bekymringer alvorligt. Men man skal selvfølgelig også tage nogle beslutninger på et tidspunkt.«
Den byudvikling, det har affødt, har været en tivolisering af arbejdslivet, og det er vi ikke tjent med Det eneste, der jo er reelt arbejde i, er netop byggerierne, der således kommer til at holde økonomien oppe bare ved at igangsætte byggeaktivitet.
Men hvad om 15 år, når indbyggertallet falder drastisk?
En masse uholdbare og farlige ubalancer holder gang i dette - og gør iøvrigt København til en gøgeunge for resten af samfundet i kraft af en kunstigt oppustet pengerigelighed.
Information trænger virkelig til at styrke sin viden og skærpe sine vinkler vedr. By&Havn-modellen og Lynetteholmen. Ikke et ord om den samlede gæld på over 60 mia. kr., hvis tilbagebetaling er højst usikker. Ikke et ord om klimaforandringer eller demokratisk underskud. Ikke et ord om fortættet ensformigt byggeri af tvivlsom langtidsholdbarhed. Ikke et ord om koncentrationen af byudviklingen indenfor kommunens grænser. Ikke et ord om at Lynetteholmen er et helt andet og langt mere komplekst projekt end Ørestad.
Verden var et helt andet sted i 1989. Det bør ikke være nødvendigt at fortælle den tidligere overborgmester hvor? Er det en by for mennesker med arbejde og bolig, eller for boligspekulanter?
Det bliver umuligt at blive enig med de forstokkede socialdemokrater om ret meget.
Fuldstændig enig med de to første kommentarer.
Når der bygges nyt i de store byer, skyldes det nogle gange befolkningstilvæksten.
At der bygges nyt skyldes dog også at folk flytter fra land til by.
Skoler, daginstitutioner, virksomheder, butikker o.lign. lukker i de små byer og folk er nødt til, at flytte til større byer.
Det efterlader en del bygninger tomme og disse bygninger og vejene, kloak, varme og strømforsyning til dem har kostet en del CO2 at bygge.
Det gør også, at der skal bygges nyt i de større byer og det koster igen CO2 at bygge, både bygninger og infrastruktur.
Det er hul i hovedet.
Lav CO2 afgift som afspejler hvad det koster i CO2 at producere en vare. Så kan man se om det kan betale sig at bygge nyt i forhold til at renovere ældre bygninger.
Forbedring af den offentlige transport til de mindre byer, forbud mod at lukke skoler og institutioner bare fordi der er svingende børnetal, forbud mod lokalplaner hvor virksomheder ikke må drives fra mindre byer, men kun i de større byer osv.
ja byggeri er jo også virkelig noget som bidrager til klimaproblemet, så hvis man vil have hurtige "resultater" skal vi da bare fortsætte med at bygge amok, og nedrive bygninger så snart de ikke bliver brugt er da også en rigtig god ide, så der kan blive plads til nybyggeri og skabes jobs, eller er det ?
Er det ikke det man kalder en beton-socialdemokrat? København og Verden står med nogle andre udfordringer i dag end i 1989, så det er nok meget godt at JKM ikke er overborgmester mere. I øvrigt enig med det meste af overstående.
Jeg synes Ørestad er blevet en opbevaringsanstalt for borgere på gennemrejse. Samtidig er bydelen tænkt som fødekæde for en ekstrem kostbar metro, som var underskudgivende, og vist stadig er det.
Det er her det er gået gal. I stedet for at skabe en ny spændende og moderne bydel har By & Havn udviklet en forstad i beton med smalle gader som gør den ufremkommelig.
Min egen søn flyttede fra Christianshavn i 2010 til Ottetallet, og man må i dag konstatere, at folk i bebyggelsen flytter hurtigere ud end de flytter ind. Byggeriet er miserabelt og uigennemtænkt. Ingen p-plads, og uden mulighed for besøg af gæster med mindre man ser sig i stand til at betale 12 eller 15 kroner hver halve time, hvorfor vi aldrig kommer mere end et kvarter af gangen. Han er selv i gang med at finde noget andet.
Bydelen burde have været anlagt med en bred boulevard. I midten med en letbane fra City til Kalvebod Fælled og et ben til lufthavnen. Hvordan lufthavnsbenet skulle have været placeret kan diskuteres. På begge sider af denne midterrabat, kunne være anlagt underjordiske p-pladser (i dag p-huse), og på begge sider af letbanen med plads til køretøjer. Boulevarden skulle have være beplantet med træer, så den fremstod som en grøn allé med et varieret butiks- og erhvervsliv, fortovscaféer og restauranter, som vi kender det fra Frankrig. Bagom denne Allé kunne de mange boliger have været placeret, alle tæt på offentlig transport, og ikke 500 eller 1000 meter fra en metrostation.
Sådan er det ikke gået, og nu må byen København leve med et misfoster af en bydel, som kun er overtegnet, da vi ikke kender bedre eller har andre muligheder for at bo i København. Jeg er selv flyttet ud af byen i 2015, efter 45 på Christianshavn, og er vildt begejstret over at være kommet væk fra de mange events, støj, beskidte gader, skæve eksistenser, og den tiltagende luftforurening. Først fra Soyakagen med trafik fra B&W, siden afløst af den stigende trafik til Prøvestenen og naboerne inklusive den ny forbrændingsanstalt. Det synes at blive næsten endnu værre i Nordhavn, vi får se. Lynetteholmen er en skinger fejltagelse, som lægger låg på udviklingen af omegnen.
Enig, lad os bygge mere, det er bærekraftigt - som de siger i Norge - at bo sammen og deles. Problemet er den himmelråbende fantasiløshed hvormed der bygges, planløst sig byråd og repræsentationer ja tak hver gang en stenrig invester og byggematador stiller med en pose penge og en "plan". De firkantede betonkasser de sætter overalt er måske et spejlbillede af deres forstenede hoveder.
På den ene side er det fantastisk at JKM fik bygget et økonomisk skrantende (men kulturelt sprudlende) København om til en driftig og lidt mere kedelig storby med metro og op til flere nye bydele. På den anden side har vi fået en masse dyre boliger og et tilsvarende antal millionærer og børnefamilier, som gør det umuligt for studerende og enlige at være med i boligmarkedet. Måske gik det- og går det - bare lidt for hurtigt med at gennemføre alle de fine idéer? Lige nu arbejdes der på at lukke byens havnefront og udsigtens til Malmö inde bag endnu en ny bydel, til fordel for endnu flere børnefamilier med hver deres gode løncheck, hybridbil osv.
Men ok, siden opstillingen af Middelgrund-vindmøllerne er udsigten til broderlandet alligevel af-romantiseret, hvorfor en bydel fra eller til kan være lige meget og formentlig slipper vi så også for at se på Barsebäck-værket fremover. Måske skal vi bare satse på endnu større vindmøller og endnu højere boligblokke i sundet? Det vil i hvert fald ikke være svært at få øje på hvor strømmen til de mange tilflytteres el-biler skal komme fra og så kan vi andre gammelkøbenhavnere gå her i den lukkede by og føle os gammeldags. Hvem ved, måske bliver det ligefrem hyggeligt?
Metroen, som åbenbart er én årsag til at byudviklingen er ude af kontrol, burde aldrig have været bygget. Man bør straks stoppe for mere metro og i stedet lægge transporten oven på jorden - i form af sporvogne. Sporvogne vil fortrænge bilerne og metroen udgør en latent risiko for oversvømmelser når vi angribes af mere ekstremt vejr.
Man burde udvikle byen med først at designe pladserne, parkerne, legeområderne ... osv.
Og så kan man begynde at designe husene, butikkerne, caféerne osv.
Selvfølgelig er planlægning af transport i det nye byområde en integreret del af planlægningen. Ikke alle kan nøjes med en cykel. Det er jo ikke alle, der bare kan tage bussen, cyklen eller metroen. Der findes også gamle fru Jensen og hr Hansen.
Jeg kørte taxa i studietiden og lidt engang i mellem derefter. Jeg kan bekræfte, at det er et problem, når jeg skal hjælpe gamle fr./hr. Hansen ind til tandlægen eller - nu - valgstedet. Hvor skal jeg stille min taxa, når jeg henter, bringer og hjælper Hansen igennem forløbet på valgstedet, og helst trygt hjem igen ?
Det er altså ikke alle, der bare kan cykle !!
Er det en fuckfinger, den tidligere overborgmester har på vej her:
https://www.information.dk/sites/information.dk/files/styles/970x545/pub...
Det er hyggeligt, at han lige sidestiller kritikken af Lynetteholmen med den eftervist berettigede kritik af Ørestaden :)
Det er vanvid, sådan som vi flytter folk, huse og infrastruktur fra udkanten til København, ja helt ud i Øresund. Det er ressourcespild og unødig CO2-forurening. Samtidig med at der bygges i København, skal der rives huse ned i udkanten.
Flyt offentlige arbejdspladser den anden vej. Så bliver boligerne også billigere i København.
Almennyttigt byggeri har altid været finansieret ad andre veje - f.eks. var det jo en af Schlüters største succeser, at hans regering tilførte støtte til nyt byggeri under forudsætning af unge- og ældreboliger.
Nu er det alment byggeri i sig selv, der er adgangen til at bygge, men vi bør snarere helt særskilt lave ordninger for finansiering, der gør det lempeligere at bygge alment, kombineret med udvidet ret til boligsikring.
De lempeligere vilkår skal bygge på den upersonlige og institutionelle ejerform i boligforeningerne, som skal have en længere årrække til at tilbagebetale byggeriet i, så huslejerne kan holdes ensartet lave. Realistisk set burde boligforeningerne kunne låne til en lav rente i realkreditinstitutterne i 75-100 år, med en statsgaranti igennem Nationalbanken, da man jo begik den kapitalbrøler at nedlægge Hypotekbanken, der ellers ville have været den oplagte institution her.
Danmark er et lille land, det er ikke godt, hvis halvdelen af befolkningen skal bo i København. Det er på tide, at vi skifter fokus. Vi må bygge et andet sted. Jeg foreslår at vi flytter Folketinget til Odense... hvis de altså vil have dem. Som københavner, ved jeg godt at det ville være skidt for kvadratmeterprisen, men vi har jo også et ansvar for resten af danskerne. København kan godt klare sig selv nu, vi behøver ikke det der kæmpe boost og fokus på byen, som det at være hovedstad trækker. Plus hvis vi flyttede Folketinget så ville vore politikere jo blive nød til at få øjnene og for at der findes andet i Danmark end København.. i hvertfald hvis de selv skal finde vej til arbejde.
Jeg opfatter alment byggeri som socialt boligbyggeri primært bygget til og forbeholdt de som har det svært. Det skal støttes med lån, og boligsikring. Når gælden er betalt (støttet af fordelagtige lånevilkår) falder huslejen i princippet, men provenuet går til Landsbyggefonden. Jeg synes det burde komme ejendommen og dens beboere til gode.
Det er som om at alment byggeri i dag også bliver forstået som billige boliger, hvilket er noget andet. De er tænkt som boliger der økonomisk hviler i sig selv. Det viste at 5000 boliger sloganet til 5.000 i husleje ikke kunne lade sig gøre, og har ført til krav om de indpasses i almindeligt boligbyggeri. Betyder det at skatteborgerne eller de øvrige beboere i en ejendom så skal betale gildet? Det synes jeg ikke selv.
faktisk burde en bolig være en umistelig menneskeret og slet intet have med penge at gøre,
i en ideel verden har alle ret til en bolig, man kan hverken købe, sælge, eller eje en bolig, man kan kun bo der,
bliver en bolig ledig har enhver som mangler en bolig lov til at flytte ind og kan ikke sættes ud,
dog kan det være nødvendigt at flere deler de større boliger således at en person ikke kan lægge beslag på mange kvm.
flytter en person ind i en bolig på flere kvm end nødvendigt vil vedkommende være forpligtet til at acceptere nye indflyttere.
i dette samfund vil der på den måde ikke være væsentlig ulighed på boligområdet, og faktisk burde alle basale behov kunne dækkes helt uden penge involveret, altså ville heller ingen kunne sulte eller mangle noget som faktisk er nødvendigt,
man behøver ikke helt at afskaffe penge man kunne jo godt købe sig til mere end det strengt nødvendige,
men det bør under ingen omstændigheder være muligt at tjene penge på at eje noget, penge bør udelukkende kunne skaffes ved at yde en arbejdsindsats som skaber noget af værdi,
så ville der ikke være nogen som kan vælte sig i overflod fordi de får penge for andres arbejde, som den besiddende klasse kan i den samfundsorden vi har nu.
jeg kan så desværre ikke give en færdig opskrift på hvordan vi får det ideelle samfund,
men det betyder jo ikke at vi ikke kan bevæge os i den retning, vi skal bare ikke forvente at vi får magthaverne og pengemagten til at vælge den vej, det må vi vist selv vælge.
Det er jo også den totale afstripning af kapitalismen og markedets illusion.
Hvis man i stedet for at bygge nyt satte i stand, ville man spare ressourcer - men det bliver man ikke mere velhavende af, så man kan finansiere andre dele af samfundet, selvom det objektivt set burde være det, der sker: mindre behov for arbejdskraft, der kan bruges andre steder, mindre forbrug af ressourcer, der kan bruges andre steder, osv. osv.
Ved at opretholde ideen om, at vidt forskellige, ikke forbundne aktiviteter i samfundet er hinandens forudsætning, låser vi os fast i et ødelæggende vækstparadigme, der forhindrer os i at træffe ædruelige valg om, hvad vi skal og ikke skal bruge tid og ressourcer på.
vælger man at sikre sig selv ved at købe en ejerbolig betyder det i praksis at man accepterer uligheden, man lader sig simpelthen bestikke med de besiddelser man kan få råd til, ud fra devisen at det er ok at "de andre" taber bare jeg selv er sikret.
Kramer Mikkelsen lyder som en gammel ludoman, der på trods af alt bare spiller videre, fordi det er det eneste han kender til.