»Jeg ved ikke, om jeg skal sig’ tilløk’ mæ’ed. Men tilløk’ mæ’ed«: Valgdagen fortalt fra tre byer

Dansk Folkepartis kollaps, regeringspartiets modgang og masser af lokale konstitueringsdramaer. Her er kommunalvalget fortalt gennem Nye Borgerlige, Venstre og Socialdemokratiets kandidater tre forskellige steder i Danmark
Det er ikke mere end fire år siden, at 60-årige Jens Gantriis gik ind i kommunalpolitik, og nu er han borgmesterkandidat for Venstre. Når han skal forklare, hvordan det endte sådan, lyder svaret: »Jeg kan ikke sige nej.«

Det er ikke mere end fire år siden, at 60-årige Jens Gantriis gik ind i kommunalpolitik, og nu er han borgmesterkandidat for Venstre. Når han skal forklare, hvordan det endte sådan, lyder svaret: »Jeg kan ikke sige nej.«

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
18. november 2021

Information tog til kommunalvalg i Næstved, Kerteminde og Skive på valgdagen tirsdag den 16. november. Her er vores tur gennem dagen, hvor vi fulgte tre kandidater fra henholdsvis Nye Borgerlige, Venstre og Socialdemokratiet. Time for time. Vi begynder i Næstved, hvor Nye Borgerliges kandidat den tidligere DF’er Ghita Nelander håber at være med til at gennemføre et vagtskifte på byens yderste højrefløj.
 

Klokken 9.55, Githa Nelander (NB), Næstved: Githa Nelander er nervøs. I dagevis har hun levet af proteindrikke. »Små alt i en-måltider,« som hun siger. Fuld tryk i tre uger, og nu er der helt stille på den lille villavej i Holmegaard uden for Næstved.

Indenfor er Githa Nelander alene hjemme og har ikke det store på programmet før i aften, men har alligevel taget pænt tøj på, ordnet det platinblonde hår og lakeret sine negle lyserøde. »Næstveds Pernille,« kalder de hende, og Githa Nelander bliver lige stolt hver eneste gang, hun hører det.

Fornemmelsen i partiet er, at Githa Nelander ikke behøver være nervøs. Da TV 2 en uge før valget spurgte den rigtige Pernille Vermund, om der var én kommune hun havde særligt store forventninger til, pegede partiformanden straks på Næstved og deres »super dygtige« spidskandidat Githa Nelander.

På landsplan er Nye Borgerlige buldret frem. I meningsmålinger krydsede partiets opadgående kurve og DF’s nedadgående kurve hinanden allerede sidste sommer. Cirka samtidig med at Githa Nelander selv tog springet fra DF til Nye Borgerlige.

Nu er der vagtskifte på højrefløjen, også i Sydsjælland, og her til kommunalvalget er det ikke sikkert, at DF overhovedet kommer ind.

Sara Galbiati

 

Selv om nerverne rumler i maven, medgiver Githa Nelander, at hun regner med at komme ind.

»Får vi tre mandater, er det et kanon valg, to mandater er også et godt valg, og ét mandat er en skuffelse. Så tror jeg, Pernille bliver skuffet,« siger hun.

Faktisk vil hun heller ikke afvise, at det kan ende med et borgerligt flertal. Ganske vist har Næstved haft socialdemokratiske borgmestre i mere end 100 år. Den nuværende, Carsten Rasmussen, som ifølge Githa Nelander har en »forrygende evne til at tale i tre minutter uden at sige noget«, har siddet på posten, siden han for ti år siden overtog fra Magnus Heunickes far, Henning Jensen.

»Men noget er anderledes denne gang,« mener hun. Folk er trætte af socialdemokraterne, og det skyldes hverken Mette, mink eller sms’er. »Tingene er gået lidt i stå, og nu vil folk gerne prøve noget nyt.«
 

10.39, Jens Gantriis (V), Kerteminde: Jens Gantriis har ikke fået klædt om til valgdag endnu. Iført sorte joggingbukser og en gammel sweatshirt drikker han kaffe og kigger på sin telefon.

Det er ikke mere end fire år siden, at 60-årige Jens Gantriis gik ind i kommunalpolitik. Han er tidligere direktør for Boldklubben Marienlyst i Odense, hvor han i sin ungdom spillede elitefodbold. Nu er han borgmesterkandidat for Venstre. Når han skal forklare, hvordan det endte sådan, lyder svaret: »Jeg kan ikke sige nej.«

»Sådan er jeg bare. Umiddelbar. Jeg plejer at sige, at der går ikke lang tid, før folk ved, at jeg har to hunde og en ekskone, der er død.«

Ved kommunalvalget i 2017 endte Jens Gantriis’ parti Venstre efter flere dages forhandlinger med at pege på Socialdemokratiets borgmesterkandidat, selv om de borgerlige havde flertal i Kertemindes byråd. Samarbejdet med De Konservative gik simpelthen ikke.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Jens Gantriis er spændt på, om vælgerne vil straffe den beslutning.

»Vi gjorde jo faktisk det, som Lars Løkke gik til valg på to år senere: Et SV-samarbejde. Men jeg er blevet spurgt af flere vælgere, om jeg kan garantere, at en stemme på mig går til en borgerlig borgmester. Jeg svarer, at det bliver mig. Så har jeg ikke sagt for meget. Alt kan jo virkelig ske her,« siger han.

Kerteminde, der aldrig har genvalgt en borgmester, har fået tilnavnet Fyns Balkan på grund af kommunens berygtede konstitueringsdramaer. I 2009 hoppede en socialdemokrat fra sit parti for at blive borgmester støttet af blå blok. Det går under ‘Kuppet i Kerteminde’.

Og den fynske by skal senere vise sig igen at leve op til sit ry.
 

11.13, Peder Christensen (S), Skive: Borgmesterkandidat Peder Christensen er trukket i det røde slips.

Selv om han har været borgmester i den tidligere Spøttrup Kommune og er nuværende viceborgmester i Skive Kommune, kan dette års kommunalvalg stadig føles som det første.

 

Magnus Hove Johansson

»Der har været nerver på i 28 år,« griner han.

 

Socialdemokratiet har høje forventninger til kommunalvalget i hele landet. Håbet er, at flere socialdemokrater skal trække en borgmesterkæde om halsen. I Skive skal 63-årige Peder Christensen udfordre Venstres Peder Chr. Kirkegaard, som i 2017 blev borgmester efter en dramatisk konstituering med De Radikale, som trodsede en aftale med Socialdemokratiet.

Valget i dag bliver knald eller fald for Peder Christensen. Den tidligere politikommissær sagde sit job op i sommer og er gået all-in på valgkampen.

»Det bliver sidste gang, jeg stiller op, hvis ikke jeg bliver borgmester,« siger han.

Han er på vej ud ad døren fra sit hjem for at sætte kurs mod flest mulige valgsteder i løbet af dagen. I entreen vinker hustru, datter og barnebarn farvel.
 

11.15, Githa Nelander (NB), Næstved: Bruddet med DF var ikke helt ukompliceret, forklarer Githa Nelander i sin hvide Peugeot, som er plastret til med billeder af hende selv og Nye Borgerliges logo.

Hun stillede første gang op for DF i 2010, fordi hun ville have »styr på udlændingepolitikken og bedre forhold for de ældre«. Altså DF classic. Men Githa, som i mange år var chef i det private erhvervsliv, var altid skeptisk ved de socialdemokratiske undertoner i den økonomiske politik.

»De trak så langt ind mod midten, at jeg ikke kunne være med længere.«

Derudover var hun tiltrukket af Nye Borgerliges »energi« som den »frække dreng i klassen«.

De andre DF’ere blev »skidesure«, fortæller hun. Og ikke kun i Næstved. For at genvinde noget af det tabte har Pia Kjærsgaard været en hel del i Næstved for at føre kampagne for den lokale kandidat.

»Oppe på torvet har det været helt tydeligt, at hun trykker hånd og hilser på alle andre end mig,« siger Githa Nelander.
 

11.51, Jens Gantriis (V), Kerteminde: »Kan du følge med, hva’?« vil Jens Gantriis vide. Vi er halvvejs på hans faste daglige løbetur. Altid seks kilometer frem og tilbage ad den samme landevej. Med marker på begge sider og tung trafik.

Jens Gantriis løber i en blå parti-T-shirt. Et stort orange V lyser op på hans ryg. Hans ansigt smiler fra valgplakater på flere lygtepæle på ruten.

Anders Rye Skjoldjensen

 

»Godt valg,« råber en passerende cyklist.

Jens Gantriis må anerkende, at det selv med et borgerligt flertal kan blive svært at vinde borgmesterposten over De Konservative.

»Konservative har jo medvind på landsplan. Men i Venstre har vi vist, at vi kan præge valget til begge sider.«
 

13.11, Githa Nelander (NB), Næstved: Foran Superbrugsen har Githa Nelander taget plads med en hvid kurv med bolsjer og pjecer for at tage kampagnesporets sidste skridt.

Lars Erik Clausen, en 60-årig mand med pjusket, lyst hår, der er lokalformand i partiforeningen, er også dukket op. De fleste forbipasserende har allerede stemt. »Har I også stemt det rigtige?« spørger han.

 

Sara Galbiati

Og det er der faktisk en del, der har. Nogle gange, fortæller Lars, vil folk ellers ikke stå ved det. Under valgkampen har han flere gange oplevet, at folk er gået forbi ham og har hvisket »Vi støtter jer.« Uden at tage en pjece, så ingen kunne holde dem op på noget.

 

En mand i Kansas-bukser og orange hættetrøje er stoppet ved Githa Nelander. Hun fortæller, at Nye Borgerlige ikke er som de andre partier, og at der bliver bedre styr på det inde på kommunen, hvis de får nok stemmer.

»Der skal heller ikke særligt meget til,« siger han.

Det er Nye Borgerliges credo. De er ikke som de andre. »Vi gør, hvad vi siger og siger, hvad vi gør,« er et slogan, partiet gentager konstant. Det gør Lars, det gør Githa, og det gør den rigtige Pernille inde på Borgen.

Udlændingepolitik fylder bemærkelsesværdigt lidt. Spørger man hende, svarer hun, at »de skal opføre sig ordentlig og forsørge sig selv, eller tage tilbage til deres egne lande«, men når Githa Nelander skal fortælle folk som ham i den orange trøje om sine mærkesager, taler hun om vækst, »frås« i kommunen, og om hvordan hun vil finde 150 millioner kroner på at »konkurrenceudsætte« offentlige opgaver.
 

13.26, Peder Christensen (S), Skive: »Hej Jens. Jeg er ude i Rødding. Ja, jeg har set den,« siger Peder Christensen over telefonen til sin partifælle.

De taler om en artikel i Skive Folkeblad med overskriften: »SF siger nej til rød konstituering med Nye Borgerlige«.

Nye Borgerlige har været the talk of the town på flere valgsteder, efter deres spidskandidat Erik Mortensen inden valgdagen meldte ud, at han ikke ville pege på en Venstre-borgmester. Udtalelsen fra Erik Mortensen kom som en reaktion på en omstridt plakatsag: To kandidater fra Venstre Ungdom havde overdækket konkurrenters valgplakater med deres egne.

Magnus Hove Johansson

 

Den udmelding kan dog skabe nye muligheder for Peder Christensen. Han kan overtage borgmesterposten, hvis SF, Skive-Listen og Nye Borgerlige indgår i konstitueringen. Men det vil SF’s Anders Bøge altså ikke være med til, som det fremgår af artiklen.

»Det bliver spændende,« siger Peder Christensen. Det er en sætning, der går igen på samtlige valgsteder, Peder Christensen når forbi i løbet af dagen.
 

14.12, Jens Gantriis (V), Kerteminde: Jens Gantriis bestiller en stor pariserbøf til frokost på Brasserie Langegade N22, der ligger på Kertemindes brostensklædte hovedgade. Stedet er ejet af Venstres lokalformand, ligesom mange andre bygninger i byen. Efter lidt overvejelse vælger han en fadøl til.

»Så bliver det lettere at tage en lur bagefter.«

»Hva’, er du en kvinde eller hvad?« joker Jens Gantriis, da Informations mandlige fotograf har svært ved at beslutte sig på menukortet. Den slags vittigheder laver han mange af.
 

14.20, Peder Christensen (S), Skive: »Nå, borgmesteren er her også,« siger Peder Christensen, da han ankommer til valgstedet i Jebjerg.

I den anden ende af hallen står Venstres Peder Chr. Kirkegaard, som er faldet i snak med en af de valgtilforordnede. Da de to borgmesterkandidater får øje på hinanden, hæver Peder Christensen øjenbrynene og giver et lettere anstrengt smil.

»Jeg synes, I holder jer i hvert sit hjørne,« udbryder en af de valgtilforordnede.

Peder Christensen griner og går med bestemte skridt mod borgmesteren. Ordvekslingen går hurtigt over på Nye Borgerliges Erik Mortensen, der ikke kun har vakt opsigt i Skive, men nu også på Christiansborg, hvor Pernille Vermund har været ude med en reprimande til sin spidskandidat.

»Hvorfor skal hun nu også blande sig?« spørger Peder Christensen.

17.20, Peder Christensen (S), Skive: I Skivehus Hal, hvor Peder Christensen selv skal stemme, er SF’s spidskandidat Anders Bøge valgtilforordnet. Lige så vigtigt det er for borgmesterkandidaten at stemme, lige så vigtigt er det at få snakket med Anders Bøge om konstitueringen inden i aften.

De to trækker over i et hjørne af hallen til en samtale under fire øjne.
 

17.24, Jens Gantriis (V), Kerteminde:

Anders Rye Skjoldjensen

Der lugter af håndsprit ved indgangen til Kertemindehallen. Jens Gantriis bliver mødt af tre store videokameraer med blændende blitzlys, da han kommer ud fra stemmeboksen.

»Hej Jens, dine stemmer skal bare op i den blå affaldsspand der,« joker en valgtilforordnet, som sidder i Kerteminde byråd for Socialdemokratiet. De to er naboer.

»Jeg er her nu mest for at kigge på dameben i stemmeboksen,« fortsætter socialdemokraten kækt.
 

18.15, Githa Nelander (NB), Næstved: På en hyggelig lavloftet kro, møbler i mørkt træ og brede tværbjælker skal Githa Nelander spise valgflæsk med lokalformand Lars Erik Clausen og sin 26-årige søn Andreas.

Hun skal ikke være nervøs, siger Lars Erik Clausen. Det bliver et godt valg. Og det ser ikke godt ud for DF. »Ryger de helt ud denne gang, så kollapser de,« siger han. »Så kommer de aldrig tilbage i Næstved.«

Det har været en god valgkamp, opsummerer han. Githa Nelander har været god til valgmøderne, og de har været rigtig meget i lokalavisen. På dagens forside var en historie om, at et debatarrangement var blevet holdt helt uden kvindelige kandidater. Githa er citeret for, at det var for dårligt, at Nye Borgerlige ikke var inviteret. Det med kvinder er hun ligeglad med. I det hele taget er hun meget imod kvoter, og synes, at #MeToo er gået alt for langt.

»Hvem der bare var så heldig at blive klappet bagi en gang imellem,« som hun siger.

Lars Erik Clausen griner. »Det har også været svært at overbevise dig om, at det kan være en fordel for dig, at du er kvinde,« siger han.

»Altså, det handler jo om, hvad man har mellem ørerne,« siger Githa Nelander.

»Ja, men du har en feminitet over dig,« siger han.

»Krigsmalingen sidder lige i skabet,« tilføjer hendes søn Andreas.

»Man skal bruge det, man har, og det ville da være idiotisk, hvis du mødte op i joggingsæt,« siger Lars Erik Clausen.

»Når jeg dresser up, er det jo også af respekt for det parti, jeg repræsenterer,« siger Githa Nelander. Ligesom Pernille Vermund, tilføjer hun.
 

19.00, Peder Christensen (S), Skive: Tiende og næstsidste stop på valgstedsturen er Bråruphallen midt i Skive. På alle valgsteder indtil videre har stemmeprocenten været højere end sidst. Men her, på et af de større valgsteder, er stemmeprocenten pludselig lavere.

»Det plejer ikke at være til vores fordel,« lyder det fra Peder Christensen. Det bidrager til et deja-vu, han har haft hele dagen.

For ti år siden stillede han op som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Vestjyllands Storkreds, hvor snakken om Socialdemokratiet og SF’s betalingsring i København smittede negativt af på meningsmålingerne, så han ikke blev valgt.

»Jeg kan godt frygte, at sagen om mink-sms’erne kan gå hen og påvirke vælgerne,« fortæller han.
 

19.15, Jens Gantriis (V), Kerteminde:

Anders Rye Skjoldjensen

Socialdemokratiets og Konservatives borgmesterkandidater, som begge er omkring to meter høje, stikker mere end et hoved op over Jens Gantriis, da de tre samles på Kertemindehallens skinnende halgulv for at ønske hinanden god valgaften.

»Jeg når jo aldrig op til jer,« siger Venstre-manden. Det er svært ikke at drage en parallel til sidste valgresultat, hvor S og K blev Kertemindes klart største partier.

Så vil DR dobbeltinterviewe S- og K-kandidaterne.

Jens Gantriis sætter sig på tribunen bagved imens. »Hvorfor står du ikke derhenne og bliver interviewet med dem?« vil en kameramand vide.

»Jamen, der er jo ikke plads,« siger Jens Gantriis.
 

20.00, Peder Christensen (S), Skive: Peder Christensen lægger ikke mærke til det, da valgstedet i Aakjær Hallen lukker. Han sidder og ser tvivlende ned i sin iPad.

»Exit poll: Venstre brager frem, mens DF bliver slagtet,« læser han op fra Skive Folkeblads liveblog.

»’Brager frem’ ligefrem. Det er jo skidt,« lyder det fra ham. Ifølge prognosen går Socialdemokratiet tilbage med et procentpoint i forhold til sidste valg.

De næste minutter ringer Peder Christensen lettere febrilsk til partifæller og vandrer hvileløst rundt mellem bordene for at se, hvor store Socialdemokratiets bunker af stemmesedler er.
 

20.17, Jens Gantriis (V), Kerteminde: Som Jens Gantriis og resten af Kertemindes Venstre-top sidder side om side i Venstres lokale på Kertemindehallens 1. sal, ligner deres ensartede mørkeblå blazere og pullovere næsten en uniform. Lokalet er pyntet op med blå plakater med skrigorange V’er.

DR’s flagskib 21 Søndag har fået lov til at følge Jens Gantriis på valgaftenen. »Jeg går ikke hjem, før jeg er borgmester,« siger han til kameraet.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Partierne har fået hvert deres lokale på gangen. Det er herfra, de skal forhandle om borgmesterposten, når valgresultatet står klart.
 

20.47, Peder Christensen (S), Skive: Første valgsted i Skive er talt op. Socialdemokratiet går 4,4 procentpoint tilbage.

»Skuffende,« mumler Peder Christensen.

Han fortæller til TV Midtvests reporter, at han ikke er »slukøret endnu«. Men stemmeprocenten, der i hele Skive Kommune er faldet med fem procent siden sidst, bekymrer ham.

Magnus Hove Johansson

 

Knap en time efter er tre andre mindre valgsteder talt op – heller ikke til Socialdemokratiets fordel. Partiet går tilbage, mens Venstre, De Konservative og Nye Borgerlige får fremgang.

Men Peder Christensen er ikke slået ud endnu.

»Jeg venter lidt, til der er resultater fra nogle større steder.«
 

20.51, Jens Gantriis (V), Kerteminde: »De siger i fjernsynet, at du er en outsider, Jens,« siger Venstres lokalformand, som følger med fra en computer.

»Jamen OB slog også Real Madrid engang. Kan I ikke huske det,« smiler Jens Gantriis.

Så ringer en valgtilforordnet med de første resultater fra Kerteminde Kommunes mindste valgsted. Venstre er halveret i forhold til seneste valg. Både Socialdemokratiet og De Konservative går markant frem. Jens Gantriis siger ingenting. Han presser gentagne gange sin mund sammen med hænderne.

Lige ved siden af ham smiler hans portræt fra en stor rollup. »Din borgmesterkandidat,« står der.
 

21.10, Githa Nelander (NB), Næstved: Foyeren i Næstved Arena er pyntet op til valgfest. To fjernsyn viser DR og TV 2’s valgdækning, og de løbende resultater fra Næstved kører på et stort lærred. Hvert parti har fået sit eget lille sæt caféborde, og Nye Borgerlige er placeret klos op ad Dansk Folkeparti.

Githa Nelander er i højt humør. »Hold nu kæft, vi er gået 4,8 procent frem i Askø,« udbryder hun, da resultaterne fra et optællingssted på Lolland dukker op på skærmen. »Ej, ej, ej. Prøv nu at se, vi er på 8,9 i Haderslev«.

Også i Næstved går det tilsyneladende godt. Kandidaten Bo, som bliver kaldt »talchef«, følger resultaterne tæt på sin telefon. Holder de, får Nye Borgerlige tre mandater. DF står til nul.
 

21.34, Jens Gantriis (V), Kerteminde: Følget af journalister og kamerafolk er ved at falde over hinanden, da Jens Gantriis haster ud ad Venstres lokale for at se, hvor borgmester Kasper Ejsing Olesen fra Socialdemokratiet og Dansk Folkepartis gruppeformand Terje Pedersen er på vej hen.

Pludselig styrter de to ud ad Kertemindehallen og forsvinder ud i mørket. Jens Gantriis vil med, men får ikke lov. Han bliver omringet af journalisterne og kameraer.

»Jens Gantriis, hvad sker der?«, spørger TV 2 Fyns journalist.

»Jamen, det tyder jo på, at DF har brudt vores valgforbund og er gået over til S. Det her virker planlagt på forhånd. Men det er jo spillets regler.«

Det viser sig kort efter, at S og DF er søgt mod Kerteminde Boldklubs lokaler et par hundrede meter fra hallen. Gennem klubbens vinduer kan Jens Gantriis kigge ind på borgmester Kasper Ejsing Olesen, der på et bagtæppe af skinnende pokaler taler med rød blok og Dansk Folkeparti. Tilsammen ser de ud til at have 13 ud af 25 byrådspladser. Det snævrest mulige flertal.

Jens Gantriis har sendt borgmesteren en sms, men ikke fået svar. Han tager brillerne af og klør sig i øjnene. Hans pande skinner i lyset fra de mange kameraer.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Så kigger Kasper Ejsing Olesen ud og inviterer De Konservative ind til forhandlingerne.

»Det er Venstres tur bagefter,« siger han.

En DR-journalist var på live, da det skete. Hun giver sin kameramand en highfive. »Det dér, det er fedt tv!«
 

22.18, Jens Gantriis, (V), Kerteminde: Jens Gantriis får fem mikrofoner stukket op i ansigtet, da han kommer ud fra klublokalet efter at have forhandlet med den socialdemokratiske borgmester.

»Jeg er blevet tilbudt en formandspost. Det har jeg sagt ja til indtil videre. S er virkelig stærke. Men nu skal jeg lige op og tale med De Konservative,« siger han.
 

22.31, Jens Gantriis (V), Kerteminde: Jens Gantriis er vendt tilbage til Venstres lokale i Kertemindehallen og lukker De Konservatives borgmesterkandidat ind. Døren bliver smækket efter ham. Kort efter forlader Venstres 1. viceborgmester lokalet med en telefon op til øret.

Det viser sig, at han en sidste gang har forsøgt at overtale Dansk Folkeparti til at vende tilbage til blå blok som oprindeligt aftalt. Men forgæves.

»Går du ned til boldklubben igen,« kan man høre den konservative borgmesterkandidat Klavs Norup Lauridsen spørge, da Jens Gantriis kommer ud af Venstres lokale.

»Hvad skal vi ellers gøre?« svarer han. »Vi har intet at spille med.«
 

22.46, Jens Gantriis (V), Kerteminde: »Det lugter lidt af en konstituering,« lyder det fra en af de mange journalister, som står uden for døren ind til Kerteminde Boldklub. Flere andre kopierer formuleringen, da de er på live.

Jens Gantriis har igen taget plads i lokalet, lige ved siden af borgmester Kasper Ejsing Olesen fra Socialdemokratiet. Selv om De Konservative er gået markant frem til ti mandater er partiet sammen med Nye Borgerlige de eneste, som ikke er til stede. Et papir bliver sendt rundt mellem de folkevalgte. Man kan høre latter.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Så rejser alle i boldklubben sig op og går hen mod døren. Kasper Ejsing Olesen kommer ud først. Tårnende op over journalisthorden fortæller han, at han er blevet genvalgt som borgmester. I sig selv en politisk bedrift i Kerteminde.

»Jeg er glad. Og lettet. Og træt,« siger han.

Bagest i lokalet sidder Jens Gantriis. Han har fået formandsposten for kultur og fritidsudvalget, fortæller han.

»Det er fint nok. Det der skete sidst med S har nok haft betydning for vores vælgere. Men jeg synes, vi gjorde det rigtige.«

Det har været en lang dag nu, synes Jens Gantriis. Til tider lidt hektisk. Med en mediebevågenhed, han ikke havde forestillet sig.

»Men som jeg siger: I morgen, der er vi ikke interessante mere. Så bliver vi måske interessante igen om fire år.«
 

23.06, Peder Christensen (S), Skive: »Hvorfor er de ikke færdige på Aakjær endnu?« spørger Peder Christensen utålmodigt om kommunens største valgsted.

På Møllegården venter kandidater og presse i spænding på de sidste stemmer. Stemningen er anspændt, da ingen ved, om de er købt eller solgt. Forhandlingerne kan heller ikke gå i gang endnu. Derfor vandrer kandidaterne rastløst rundt mellem hinanden.

Peder Christensen bliver hevet i ærmet af SF’s spidskandidat. »Se her,« udbryder SF’eren. Selv om de sidste stemmer fortsat mangler, er der blevet udregnet en ny mandatfordeling.

Socialdemokratiet går 0,2 procent og ét mandat tilbage.

»Det er noget lort,« siger Peder Christensen lavmælt.

Magnus Hove Johansson

 

Det ene mandat har vendt op og ned på situationen. Pludselig skal han ikke bare have opbakning fra SF, Skive-listen og Nye Borgerlige. Nu kræver det også støtte fra enten Dansk Folkeparti eller De Konservative.

»Kunne man forestille sig, at du og borgmesteren ville snakke sammen? Det er jo det, borgerne vil have,« hvisker en af Peder Christensens partifæller til ham.

»Ja, det kunne man måske godt forestille sig,« svarer han tøvende tilbage.
 

23.55, Githa Nelander (NB), Næstved: Ved Nye Borgerliges cafébord lyder samtalen som en nekrolog over DF. »Vi skal huske, at de også har gjort meget godt,« siger talchef Bo.

DF går tilbage over hele landet, og beskeden om, at Kristian Thulesen-Dahl åbner for at trække sig, er landet. Ovre i DF’s afdeling er kun en lille håndfuld mennesker tilbage. »I det mindste går vi vist frem på Bornholm,« siger en af dem. Det endte DF med ikke at gøre.

I Næstved er 75 procent af stemmerne talt op. Nye Borgerlige ligger til knap syv procent og to mandater. Det er en fremgang på 5,8 procentpoint siden sidst. DF går 5,3 tilbage.

Umiddelbart er der ingen andre kommuner i landet, hvor Nye Borgerlige har fået så stor en stemmeandel. »Mor må være stolt derinde,« siger hun med henvisning til Pernille Vermund.

Drømmen om en blå borgmester ser til gengæld ikke ud til at holde. Socialdemokraten Carsten Rasmussen står midt i lokalet og griner og griner. Venstres spidskandidat kommer over med et rygte om, at De Konservative overvejer at gå sammen med Socialdemokratiet for at score de bedste udvalgsposter. Githa iler med ham overfor for at tale med den konservative kandidat. Nu er kampen om resterne fra det socialdemokratiske bord begyndt i blå blok.
 

00.58, Peder Christensen (S), Skive: Selv om alle stemmer er talt op, er forhandlingerne endnu ikke gået i gang. Det er fortsat uklart, hvilke kandidater der er valgt, og derfor afventer alle de personlige stemmetal.

På vej mod cafeteriet og en kold cola møder Peder Christensen kommentarer fra flere halvt hovne Venstre-folk.

»Jeg ved ikke, om jeg skal sig tilløk’ mæ’ed, men tilløk’ mæ’ed, du er jo nok valgt ind,« lyder det på syngende vestjysk fra én.

»Det bliver ikke champagne i dag, hva?« lyder det fra en anden.

I mellemtiden forlader flere og flere socialdemokrater valgaftenen.
 

02.20, Peder Christensen (S), Skive: Det er en glad Peder Chr. Kirkegaard, der sammen med resten af sit bagland, De Konservative og Dansk Folkeparti, træder ud af forhandlingslokalet. Til gengæld er det en noget skuffet Peder Christensen, der kigger mod dem.

Den timelange forhandling har resulteret i en borgerlig konstituering med Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Peder Chr. Kirkegaard fortsætter som borgmester.

Magnus Hove Johansson

 

»Så kan vi jo godt tage hjem,« siger Peder Christensen, der må erkende, at valget ikke endte med en lykkelig slutning, ligesom det heller ikke gjorde for Socialdemokratiet i mange andre kommuner den aften. Han tager en sidste slurk af sin øl, giver de sidste interview og knapper blazeren.

»Så kan vi godt tage hjem,« gentager han.

Kommunalvalget 2021

Rundt omkring i landets kommuner kæmper man på hver sin måde med den grønne omstilling og dens dilemmaer. Særligt i de store bykommuner er kampen om plads og boliger det helt store slagsmål. Og så er der de kommuner med politisk opbrud, hvor der er ved at blive vendt helt op og ned på styrkeforholdene. Alt dette dækker Information op til kommunalvalget 16. november

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her