Rigsretssagen
Læsetid: 5 min.

Vicedirektør i rigsretten: Fik besked i en kommanderende tone om straks at adskille samtlige unge asylpar

Jeg skulle høre efter, hvad der blev sagt, fortalte en tidligere vicedirektør i Udlændingestyrelsen onsdag i rigsretten om sit indtryk af den telefonbesked, hun fik fra en afdelingschef i Støjbergs ministerium tilbage i februar 2016 om straks at sørge for, at ingen mindreårige måtte bo sammen med en voksen ægtefælle
Afhøringen i rigsretten onsdag cirkulerede om en telefonsamtale mellem dagens vidne, Udlændingestyrelsens daværende vicedirektør Lene Vejrum, og afdelingschef i Inger Støjbergs ministerium, Line Skytte Mørk Hansen.

Afhøringen i rigsretten onsdag cirkulerede om en telefonsamtale mellem dagens vidne, Udlændingestyrelsens daværende vicedirektør Lene Vejrum, og afdelingschef i Inger Støjbergs ministerium, Line Skytte Mørk Hansen.

Nils Meilvang

Indland
4. november 2021

Hvad var det præcise indhold af den instruks, som Udlændingestyrelsen modtog fra Inger Støjbergs ministerium onsdag den 10. februar 2016 om adskillelse af unge asylpar, hvoraf den ene var mindreårig?

Som flere gange under tidligere afhøringer fokuserede anklagerne i rigsretten på det spørgsmål, da den daværende vicedirektør i Udlændingestyrelsen, Lene Vejrum, onsdag blev udspurgt om sin rolle. I dag er hun HR-direktør i Rigspolitiet, men dengang var det hende, der som vicedirektør i Udlændingestyrelsen blev ringet op af afdelingschef i ministeriet Line Skytte Mørk Hansen med besked om, hvad styrelsen nu skulle gøre.

Indholdet af telefonsnakken denne onsdag for mere end fem år siden er centralt, fordi der er to helt forskellige versioner af, hvad afdelingschefen sagde i telefonen. Den ene version, som Line Skytte Mørk Hansen under sin afhøring har fremlagt i rigsretten, lagde kort fortalt op til, at der kunne være asylpar, der ikke skulle adskilles af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser.

Den anden version indebar derimod en ordning uden undtagelser, og dermed ville ordningen ifølge såvel Ombudsmanden som senere Instrukskommissionen være en ulovlig ordning. Selv om hun ikke kunne gengive det præcise ordvalg, var Lene Vejrum dog ikke i tvivl om, hvad hun huskede at have hørt afdelingschefen sige i telefonsnakken, som i virkeligheden var to samtaler med et kort mellemrum: Der skulle ikke være mulighed for undtagelser.

Bad forgæves om yderligere retningslinjer

Inden afdelingschefen i ministeriet ringede til vicedirektøren i styrelsen, havde ministeriet udsendt den pressemeddelelse, hvorfra Inger Støjberg egenhændigt havde fjernet en formulering, der åbnede for undtagelser. Derved udelukkede ministerens pressemeddelelse enhver form for undtagelse, og den undtagelsesfri tekst blev derefter sendt til blandt andre Lene Vejrum. 20 minutter senere, cirka klokken 14.30, havde hun så første gang Line Skytte Mørk Hansen i røret. Da havde vicedirektøren fået læst ministerens pressemeddelelse.

»Jeg var overrasket over, at den var så bombastisk,« erindrede hun og forklarede, at Line Skytte Mørk Hansen oplyste om den udsendte pressemeddelelse og derefter bad styrelsen om at gå i gang med at adskille alle de par, hvor en mindreårig var indkvarteret med en voksen ægtefælle.

Efter den første samtale, som ikke tog mange minutter, opsøgte Lene Vejrum ifølge sin forklaring Henrik Grunnet, der dengang var hendes chef, altså direktør for styrelsen. De blev hurtigt enige om, at de måtte bede om yderligere retningslinjer end den kategoriske pressemeddelelse, så de kunne lave nogle undtagelser, hvis det viste sig nødvendigt. For der var sårbare familier, som det ville være vanskeligt at adskille, og derfor havde de brug for yderligere oplysninger om flere af parrene.

Dette budskab ringede Lene Vejrum tilbage til afdelingschefen med. Men det faldt ikke i god jord, sådan som hun huskede samtalen. Der ville ikke komme yderligere retningslinjer fra ministeriet, sagde Line Skytte Mørk Hansen, der ifølge Lene Vejrums forklaring endnu en gang henviste til ordlyden i pressemeddelelsen. Tværtimod skulle styrelsen gå i gang med det samme og allerede samme dag orientere operatørerne om de kommende adskillelser.

Brugte ikke ordet ’ulovligt’

Lene Vejrum blev også spurgt, om hun over for afdelingschefen havde gjort opmærksom på, at en ordning uden undtagelser ikke ville være en lovlig ordning. Det havde hun ikke, og her var hendes forklaring, at det ikke var sådan, de på det tidspunkt opfattede det i styrelsen.

»Vi brugte ikke ordene lovlig/ulovlig. Den måde, vi tænkte på, var omvendt, at det ville være ulovligt, hvis vi ikke brugte undtagelser,« som hun udtrykte det. På det tidspunkt var hun ifølge sin forklaring ikke i en situation, hvor hun havde gjort sig klart, at det ville være ulovligt.

Umiddelbart forekommer den forklaring fra Lene Vejrum ikke overraskende. For som Information tidligere har beskrevet, fik hun skarp kritik fra Instrukskommissionen for ikke at have sagt kraftigere fra over for Line Skytte Mørk Hansen, der ifølge kommissionen havde givet hende en klart ulovlig ordre. Og derfor havde hun som embedsmand ligefrem en pligt til at sige fra og protestere. Selv om vicedirektøren var i en svær situation og flere gange forsøgte at få instruksen ændret, var det ifølge kommissionen »helt utilstrækkeligt i forhold til det, der var påkrævet i situationen, hvor styrelsen samtidig iværksatte adskillelserne i de øvrige sager«. Kommissionen fandt derfor, at hendes forseelser var af en sådan karakter og grovhed, at der er grundlag for at søge hende draget til ansvar.

Som Lene Vejrum forklarede i rigsretten, havde hun i stedet sagt til Line Skytte Mørk Hansen, at hun så »forskellige besværligheder« i forhold til at skille samtlige unge par. Hun følte ikke, at der var »rum til at sige, at det var ulovligt«.

»Telefonsamtalen var holdt i en kommanderende tone, og jeg skulle høre efter, hvad der blev sagt,« forklarede hun om sit indtryk af samtalen med afdelingschefen.

’De lavthængende frugter’

Resten af onsdagen og de følgende dage diskuterede Lene Vejrum med sine nærmeste kolleger, hvad de skulle gøre. De blev enige om at dele parrene op i forskellige grupper og så begynde med at adskille par uden børn, og hvor kvinden ikke var gravid. I stedet for til punkt og prikke at efterkomme den instruks, de havde fået fra ministeriet– nemlig straks at lægge op til at adskille samtlige par – valgte de altså en anden fremgangsmåde og gøre noget helt andet, nemlig først at adskille de par, hvor risikoen syntes mindst.

»De lavthængende frugter,« som en af hendes kolleger senere udtrykte det i en mail. Den 12. februar varslede styrelsen således adskillelsen af de første par.

Ifølge Lene Vejrum var den fremgangsmåde aftalt med Henrik Grunnet. Der var den helt særlige situation, at styrelsesdirektøren få uger forinden var blevet opsagt, og med udgangen af februar blev han flyttet til en post i statsforvaltningen. I en periode var Lene Vejrum derfor nødt til selv »at holde skansen«, som hun sagde.

Forventningen i Udlændingestyrelsen var på det tidspunkt, ifølge Lene Vejrum, at de på en eller anden måde efter de første adskillelser kunne påvirke den beslutning, som afdelingschefen havde kommunikeret til dem. De følte sig sikre på, at der ville komme sager, hvor parrene ikke skulle adskilles, og de håbede på at kunne trænge igennem til departementet med den opfattelse.

Men det skulle tage flere uger, før det lykkedes for Udlændingestyrelsen at trænge igennem til ministeriet, og imens blev flere og flere par – heraf også par med børn – adskilt.

Styrelsen havde udvalgt fem sager, hvor det især ville være problematisk i forhold til blandt andet Danmarks internationale forpligtelser at gennemtvinge en adskillelse, og endelig på et møde i ministeriet den 8. marts fik de mundtlig opbakning til, at der kunne være par, der ikke skulle adskilles. Men først den 18. marts – altså mere end fem uger efter Lene Vejrums telefonsnak med Line Skytte Mørk Hansen – fik styrelsen på skrift, at adskillelserne skulle administreres i overensstemmelse med internationale konventioner. Da var omkring 20 par blevet adskilt.

Rigsretten fortsætter fredag blandt andet med forsvarernes afhøring af Lene Vejrum.

Serie

Rigsretssagen mod Inger Støjberg

For kun sjette gang i danmarkshistorien er der blevet nedsat en rigsret. Frem til december skal 13 højesteretsdommere og 13 dommere udpeget af Folketinget afhøre vidner og afgøre, om den forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg overtrådte ministeransvarlighedsloven, da unge asylpar blev adskilt på danske asylcentre tilbage i 2016.

Information var oprindeligt med til at afdække sagen. I denne serie har vi fulgt den såkaldte Instrukskommissions arbejde og dækker nu den danmarkshistoriske rigsretssag tæt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

William Mannicke

Jeg kom til at tænke på ordet ”lokumsaftale”.

Det gjorde jeg da jeg så overskriften i JP:
https://jyllands-posten.dk/politik/ECE13427628/omstridt-telefonsamtale-k...

og overskriften i Berlingske:
https://www.berlingske.dk/samfund/omkring-klokken-1430-ringede-telefonen...

Ikke fordi denne samtale forgik på et lokum, men hvordan kan man dokumentere/journaliserer det talte ord.
Det kan jo kun blive, hvert fald pt, efterfølgende skriftligt, i referat, som nedskriveren opfattede samtalen.

Og så er det jeg får visionen:
Alle skal gå rundt med kamera med lyd optagelse, så kan der ikke være tvivl om, hvem sagde hvad hvornår.
Også på lokummet.

Statsministeren skal selvfølgelig være døgnovervåget, og Overborgmesteren; men kirkeministeren eller kulturborgmesteren ?
eller på hvilket niveau skal embedsmænd bære kamera med lydoptagelse?

Og i det private erhvervsliv i disse #Metoo tider?
Og kassedamen i Netto og deres kunder? (de bliver de nok allerede overvåget på kamera)

Og alle disse data skal selvfølgelig oploades til skyen, som jo er helt sikker.. (og aldrig slettes)
med mindre man da har kildekoden; og hvem har ikke den :-(

Eller skal der ikke være grænser for hvad, der skal dokumenters/journaliseres og af hvem?
For ministre, folketingsmedlemmer, kommunalbestyrelser, embedsmænd på alle planer i ministerier, styrelser, regioner, kommuner, læger, sygeplejersker, sosu assistenter, kassedamer kunder i Netto, osv osv osv osv

Eller skal det være muligt at udveksle bemærkninger/synspunkter på lokummet uden dokumentation/journaliseringspligt?

Jo, jo; Big Brother kommer også til dit lokum/kvarter før du tror..
Men Big Brother går nok udenom Pilestræde og Rådhuspladsen og andre medie adresser, det der jo ingen grund til;

For i medierne bliver jo aldrig lavet lokumsaftaler eller fejet noget ind under gulvtæppet..
Der jo dokumentations/journaliserings pligt og offentligt adgang eller hva`?

Carsten Bjerre, Henning Kjær og Lis djørup anbefalede denne kommentar
Børge Jacobsen

Mon ikke Inger Støjberg og hendes daværende regering og ministeriers SMS beskeder kan bidrage til opklare om Inger Støjberg taler sandheden?

Eller er de blevet slettet for at dække over ulovlige forhold?

Det lader til, at SMS beskeder er af afgørende betydning for regeringsførelse i det her land. Så den forhenværende regering har vel journaliseret alle SMS beskeder, herunder Inger Støjbergs.

Eller er der noget at skjule for den danske befolkning?

erik pedersen, lars søgaard-jensen, Holger Nielsen, Hans Larsen, Karen Damgaard Sørensen og Carsten Bjerre anbefalede denne kommentar

Alt efter ens politiske observans, har sms'erne kun værdi, hvis de kan skade ens politiske modstander. Slettefunktionen, det nye vidunder i dansk politik. Bon Appetit.