Der er ikke grundlag for at drage nogen til ansvar, og der er ikke grund til kritik af hverken efterretningstjeneste eller ansatte.
Så klar var konklusionen fra den undersøgelseskommission, der det seneste år i hemmelighed har undersøgt historisk alvorlige beskyldninger mod Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Beskyldningerne blev rejst af Tilsynet med Efterretningstjenesterne i august 2020 og førte til hjemsendelse af både den daværende FE-chef Lars Findsen, den tidligere chef Thomas Ahrenkiel og tre andre medarbejdere i tjenesten.
Ifølge en pressemeddelelse, som tilsynet udsendte på baggrund af materiale fra en eller flere whistleblowere, havde FE »tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger om forhold vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger«.
Tilsynet mente også, »at der ved centrale dele af FE’s indhentningskapaciteter er risici for, at der uberettiget kan foretages indhentning mod danske statsborgere«, og afleverede fire bind med dokumenter til ministeriet for at bakke op om anklagerne.
Materiale, som de tre landsdommere i kommissionen har gennemgået sammen med yderligere materiale fra efterretningstjenesten og ministeriet.
Dommerne konkluderer, at »der ikke er grundlag for at antage, at FE generelt har indhentet og videregivet oplysninger om danske statsborgere i strid med loven«, og at der heller ikke »er grundlag for at udtale kritik af tjenesten, herunder for at anse tjenesten eller enkelte medarbejdere for at have tilsidesat forpligtelser i forhold til ministre eller tilsynet«.
Hemmeligholdelse
Kommissionens konklusion står helt klar, men det er langt mere uklart, hvad den er baseret på. Hele kommissionens arbejde har været hemmeligt, og sammenfatningen, som er det eneste, offentligheden foreløbigt har fået indblik i, er på bare fire sider.
Mens tilsynet altså mente, at der ved »centrale dele« af FE’s indhentningskapaciteter er risici for uberettiget indhentning mod danskere, så konkluderer kommissionen bare, at FE »generelt« ikke »har indhentet og videregivet oplysninger om danske statsborgere i strid med loven«.
Så kan offentligheden gå og gruble over, hvad der ligger i »generelt«, og om den risici, som tilsynet mente, der var, nu er blevet tilstrækkeligt håndteret.
Det er utilfredsstilende, fordi netop denne uenighed er væsentlig for både denne sag og for den generelle problematik, som sagen tydeligvis er udtryk for: at den danske FE-lov er alt for uklar og præget af vage formuleringer og en langt højere grad af hemmeligholdelse end mange af vores nabolandes lovgivning på området.
Samtidig har der i medierne om sagen været forhold fremme, som ser ud til at være gensidigt udelukkende.
Det fremgik ikke af hverken tilsynets pressemeddelelse eller undersøgelseskommissionen, hvad sagen handler om. Men det er blevet afdækket i flere medier, at omdrejningspunktet er en række uenigheder omkring et centralt samarbejde om tapning af fiberkabler i Danmark mellem den amerikanske efterretningstjeneste NSA og FE. Et samarbejde, som Information afslørede eksistensen af tilbage i 2014 på baggrund af dokumenter fra Edward Snowden.
Ifølge anonyme kilder, som Politiken talte med, opstod der efter Snowden-afsløringerne en diskussion internt i FE om, hvorvidt amerikanerne misbrugte samarbejdet til at overvåge danskere i strid med aftalen mellem tjenesterne, og en gruppe ansatte blev sat til at undersøge sagen.
Men ifølge avisen nåede gruppen frem til, »at der ikke var beviser for, at USA havde misbrugt samarbejdet til at spionere mod Danmark«, skrev avisen i juni i år.
Politikens udlægning står i skarp kontrast til det billede, som DR inden da havde tegnet på baggrund af – må man formode – nogle andre anonyme kilder i og omkring efterretningstjenesten.
Ifølge DR havde FE-medarbejdere advaret FE’s ledelse om, at »den amerikanske efterretningstjeneste NSA udnyttede et tophemmeligt dansk-amerikansk spionsamarbejde til målrettet at spionere mod centrale ministerier og private virksomheder i Danmark«. Tidligere havde DR få måneder efter tilsynets kritik skrevet, at tilsynets kritik også baserede sig på, at »FE målrettet indsamler oplysninger om danskere«.
Beskyldninger, som – hvis de var korrekte – ville bringe efterretningstjenesten i direkte strid med sit eget lovgrundlag, der netop slår fast, at den kun må komme i besiddelse af oplysninger om danskere ved en tilfældighed.
Men FE havde altså ifølge DR’s udlægning ikke bare målrettet indsamlet oplysninger om danskere. Tjenesten havde angiveligt også ladet NSA spionere mod Finansministeriet, Udenrigsministeriet og forsvarsvirksomheden Terma igennem det dansk-amerikanske kabelsamarbejde.
Det er umiddelbart svært at se, hvordan tre landsdommere kan have gennemgået det samme materiale, som DR’s kilder beskriver, og nå frem til, at ingen i efterretningstjenesten skal have nogen form for kritik. Derfor er det utilfredsstilende for offentligheden, at man ikke i bare lidt flere detaljer kan få indblik i, hvad landsdommerne baserer deres konklusioner på.
Uklare juridiske grænser
FE-skandalen rummer adskillige interessante politiske perspektiver til den kommende tid.
For det første må man sige, at Tilsynet med Efterretningstjenesternes formand, landsdommer Michael Kistrup, står noget amputeret tilbage, efter at de tre landsdommere i kommissionen tilsyneladende ikke mener, at der er foregået noget som helst problematisk i FE.
Og Michael Kistrup er vel at mærke også formand for Minkkommissionen.
Også forsvarsminister Trine Bramsen (S) kan komme under pres, da oppositionen hele tiden har været rasende over, at sagen ikke blev håndteret mere lukket.
»Selvfølgelig skal vi kunne undersøge mistanker. Men vi skal simpelthen kunne formå at gøre det på en måde, hvor det ikke får så store negative konsekvenser, som det har fået i denne sag,« som fungerende forsvarsordfører for Venstre Christoffer Aagaard Melson formulerer det over for DR.
Men hvis politikerne reelt vil sikre, at der ikke opstår en lignende skandale i efterretningstjenesterne igen, handler det ikke så meget om håndteringen af tilsynets henvendelse og beslutningen om at nedsætte en kommission, men om selve FE-loven.
For skandalen viser tydeligt, at den alt for brede og uklare FE-lov gør det alt for vanskeligt at finde ud af, hvor de juridiske grænser går i tjenestens komplicerede tekniske systemer.
Da man reviderede loven i 2013, har man sikkert syntes, at det var smart at udstyre tjenesten med et vidtgående og bredt mandat. Men uenighederne mellem FE og tilsynet viser, hvorfor det er en farlig vej at gå.
Selv om det er effektivt til at skjule for offentligheden, hvad der foregår, kan det samtidig blive så mudret, at interne slagsmål opstår, og offentligheden alligevel bliver inddraget på en måde, der ikke er til at styre.
Alle ved godt nu, at FE samarbejder med amerikanske NSA om at tappe fiberkabler på dansk grund. Det vil være latterligt, hvis regeringen ikke i en kommende revision af FE-loven spiller med mere åbne kort og beder om et åbent og demokratisk mandat til FE’s overvågningsoperationer.
Denne skandale viser omkostningerne ved at lade være.
