Her er historien om et notat, der kan få afgørende betydning for dagens dom i rigsretten mod Inger Støjberg

Tirsdag den 2. februar 2016 klokken 18.35 trykkede en fuldmægtig i Udlændinge- og Integrationsministeriet på en knap i ministeriets elektroniske sagsbehandlingssystem, F2, og sendte en såkaldt akt opad i systemet med retning mod Venstres daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Akten indeholdt blandt andet et notat, som siden er kommet til at spille en central rolle i sagen om adskillelse af asylpar. Og der er næppe tvivl om, at de 26 dommeres vurdering af dette notats betydning vil være helt afgørende for den dom, der mandag klokken 13 bliver afsagt af højesteretspræsident og retsformand Thomas Rørdam i danmarkshistoriens sjette rigsretssag.

Inger Støjberg og hendes forsvarshold har bygget den forhenværende ministers forklaring op omkring notatet. Omvendt har anklagernes nøglevidner afvist, at notatet havde nogen videre betydning.

Da Instrukskommissionen sidste år afgav sin beretning, valgte den fuldstændig at tilsidesætte Inger Støjbergs forklaring om notatet. Men det er langtfra givet, at rigsretten vil gøre det samme.

Barnebrude i medierne

Det var embedsmænd i Udlændingestyrelsen, som var begyndt at skrive på notatet. De beskrev Udlændingestyrelsens hidtidige praksis i sager, hvor der kom asylpar med en mindreårig part til Danmark.

Senere blev skrivningen overtaget af daværende kontorchef Jesper Gori fra Udlændinge- og Integrationsministeriets juridiske afdeling, Udlændingeafdelingen. Han tilføjede nogle vurderinger af mulighederne for fremover at adskille parrene, sådan som Inger Støjberg sidst i januar havde skrevet på Facebook, at hun nu ville gøre – som reaktion på historier i medierne om, at der boede »barnebrude« mellem 15 og 18 år på danske asylcentre sammen med ældre mænd.

Jesper Gori var klar over, at det formentlig ville være ulovligt at indføre en undtagelsesfri praksis uden hensynstagen til de enkelte par. Han skrev, at udgangspunktet skulle være adskillelse på forskellige asylcentre. Men han skrev også, at dette udgangspunkt kunne fraviges »i tilfælde, hvor dette [åbenbart] vil stride mod barnets tarv«.

Han satte desuden en indstilling ind i notatet, sådan som embedsmænd typisk gør, når en minister skal godkende en fremtidig praksis. Her stod der igen, at udgangspunktet fremover skulle være adskillelse på forskellige centre, men at parrene i særlige sager kunne få lov at bo på samme center, men på forskellige værelser.

Godkendt af Støjberg

Det centrale element i Inger Støjberg og hendes forsvareres forklaring er, at hun godkendte akten med notatet, der altså indeholdt en indstilling om en praksis med mulighed for undtagelser. Det skete via hendes ministersekretær, som den 9. februar klokken 13.44 trykkede ’godkend’ i F2, efter at akten havde bevæget sig opad i ministeriets pyramidalske struktur og var blevet godkendt af kontorchefer, afdelingschefer og departementschefen.

Pointen er, at ministeren ifølge forsvarerne med sin godkendelse accepterede en ordning med mulighed for undtagelser. Og dermed savner det mening, argumenterer de, når hun står anklaget for at være ansvarlig for en ulovlig praksis, fordi hun ifølge anklagerne insisterede på en undtagelsesfri adskillelse af asylparrene.

Det har senere vist sig, at den ordning, som Jesper Gori skitserede i notatet, heller ikke ville være lovlig. For hvis parrene af særlige årsager ikke kunne adskilles på forskellige centre, ville det ifølge Justitsministeriets vurdering heller ikke være lovligt at adskille dem på forskellige værelser på samme center. Men det ændrer ikke ved, at Inger Støjberg blev præsenteret for denne model og måtte antage, den var lovlig.

Skarpt skåret pressemeddelelse

Anklagerne mener derimod, at Inger Støjbergs godkendelse af indstillingen i notatet mistede sin betydning, fordi ministeren efterfølgende blev ved med at insistere på en undtagelsesfri ordning. Sådan har anklagernes nøglevidner, især Jesper Gori, nemlig beskrevet det. Hvorfor han under afhøringerne i såvel Instrukskommissionen som rigsretten har beskrevet notatet som »dødt og borte«.

Det stemmer også overens med, at Inger Støjberg den 10. februar 2016, dagen efter sin godkendelse af akten med notatet, fik udsendt den meget omtalte pressemeddelelse om adskillelse af asylpar. Den blev af alle læst sådan, at den udelukkede muligheden for undtagelser fra reglen om at adskille parrene. Og Inger Støjberg har også selv erkendt, at hun fik fjernet embedsmændenes forsøg på at omtale muligheden for undtagelser fra teksten. Hvilket hun har forklaret med, at der var tale om et stykke skarpt skåret politisk kommunikation.

Desuden stemmer denne forståelse af notatet overens med flere tidlige folketingssvar i sagen, hvor Inger Støjberg omtalte ordningen som absolut og ikke som en ordning med mulighed for undtagelser. Hvilket kan undre, hvis hun mente at have godkendt en ordning, der åbnede for, at nogle af parrene kunne få lov at blive sammen.

Hvem begravede notatet?

I sagens papirspor tyder intet på, at notatet spillede nogen rolle internt i ministeriet. Men som forsvarerne påpeger, kan det ikke nødvendigvis bebrejdes Inger Støjberg. Hun måtte antage, at embedsværket implementerede den ordning, hun havde godkendt, mener de. Og de mere end antyder, at særligt Jesper Gori og den tidligere afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Lykke Sørensen måske selv havde en interesse i at begrave notatet, fordi det hurtigt viste sig at indeholde juridiske fejl.

To af forsvarernes nøglevidner hævder desuden, at notatet spillede en afgørende rolle, selv om det ikke fremgår af sagens dokumenter. Det er forhenværende departementschef Uffe Toudal Pedersen og afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen. De har begge forklaret, at hele fundamentet for den praksis, der skulle indføres, var det godkendte notat.

Line Skytte Mørk Hansen spiller en nøglerolle i sagen, fordi hun så at sige blev forbindelsesleddet mellem ministeriet og Udlændingestyrelsen, da styrelsen skulle have besked om den fremtidige praksis. En eller muligvis to gange ringede hun til styrelsens vicedirektør, Lene Vejrum, for at orientere om, hvordan styrelsen skulle gå til værks. Det skete, efter at hun sendt en kopi af pressemeddelelsen over til styrelsen.

De to deltagere i den telefoniske drøftelse er imidlertid lodret uenige om, hvad der blev sagt:

Lodret uenige chefer

Line Skytte Mørk Hansen har forklaret, at hun ringede for at understrege, at embedsmændene i Udlændingestyrelsen ikke skulle følge pressemeddelelsen. Tværtimod skulle de indføre en ordning med mulighed for undtagelser, skulle hun have sagt, mens hun ifølge sin forklaring læste op af det notat, Inger Støjberg havde godkendt.

Omvendt har Lene Vejrum forklaret, at Line Skytte Mørk Hansen i en kommanderende tone instruerede hende i, at Udlændingestyrelsen skulle administrere efter den undtagelsesfri pressemeddelelse. Og at det skulle gå stærkt med at få den nye ordning op at køre.

Instrukskommissionen valgte at tro på Lene Vejrum og tilsidesætte Line Skytte Mørk Hansens forklaring. Der er også ganske mange indicier, der bakker op om Lene Vejrums udlægning. Blandt andet en række mails, folketingssvar og forklaringer fra vidner, som Lene Vejrum fortalte om samtalen umiddelbart efter, at den fandt sted. Og omvendt bemærkede kommissionen i sin beretning, at »der ikke i sagen foreligger et eneste begivenhedsnært dokument, der støtter Line Skytte Mørk Hansens forklaring«.

Var det bare en fejl?

I lyset af sagens fakta forekommer det sandsynligt, at rigsretten vil lægge Lene Vejrums udlægning til grund. Det er på den ene side en væsentlig forudsætning for, at Inger Støjberg kan blive dømt for at være ansvarlig for, at Udlændingestyrelsen som konsekvens af beskeden fra Line Skytte Mørk Hansen satte gang i en ulovlig sagsbehandling. Men på den anden side er det jo ikke nødvendigvis Inger Støjbergs skyld, hvis Line Skytte Mørk Hansen begik en fejl og kommanderede styrelsen til at gøre noget andet, end hvad der fremgik af det ministergodkendte notat.

Og så er vi tilbage ved rigsrettens vurdering af notatet og ministerens godkendelse af det:

Til støtte for Inger Støjberg og hendes forsvarere taler det simple faktum, at der foreligger dokumentation for, at ministersekretæren godkendte det på hendes vegne. Der er således tale om et håndfast bevis, mens der ikke foreligger nogen skriftlig dokumentation for, at ministeren krævede en undtagelsesfri ordning.

Desuden er der vidneudsagnene fra Uffe Toudal Pedersen og Line Skytte Mørk Hansen. De blev ganske vist ikke tillagt nogen videre troværdighed af Instrukskommissionen, men rigsrettens 26 dommere kan komme frem til en anden vurdering.

Der er også det forhold, at en logfil fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at Jesper Gori og Lykke Sørensen åbnede akten med notatet, kort efter det var blevet ministergodkendt. Det må antages, at de så godkendelsen. De har imidlertid begge forklaret, at de ikke var opmærksomme på Inger Støjbergs accept før langt senere.

Denne oplysning modsiger ikke nødvendigvis deres forklaring om, at de mente, notatet mistede sin betydning, fordi ministeren efterfølgende sagde noget andet. Men det rokker ved deres troværdighed, at de på et så afgørende punkt begge har sagt noget, der tilsyneladende er i strid med de tekniske beviser.

Endelig er der også en omstændighed, som ikke har fået meget opmærksomhed. Nemlig det forhold, at Inger Støjberg dagen før ministergodkendelsen skrev i en kommentar på akten indeholdende notatet: »Vendes på et møde med Uffe og Mark.« Hun refererede her til departementschef Uffe Toudal Pedersen og den særlige rådgiver Mark Thorsen. Og selv om de to herrer har forklaret divergerende om indholdet af denne drøftelse, så kunne kommentaren tyde på, at Inger Støjberg ikke bare godkendte akten uden at have interesseret sig nærmere for, hvad det var, hun godkendte.

Det modsiger Støjbergs forklaring

Men der er også en række omstændigheder, som støtter anklagernes udlægning af notatets betydning:

Der er vidneudsagnene fra Jesper Gori, Lykke Sørensen og en række andre embedsmænd, som mente, at ministeren fastholdt et krav om en undtagelsesfri adskillelse efter sin godkendelse af indstillingen i notatet.

Der er også folketingssvarene og pressemeddelelsen, hvor Inger Støjberg selv sørgede for, at omtalen af undtagelsesmuligheden blev fjernet, så ordningen fremstod undtagelsesfri og ikke med mulighed for undtagelser som i notatet.

Der er en række mails, hvor det ser ud, som om embedsmændene er af den overbevisning, at Inger Støjberg vil have en undtagelsesfri ordning. Og der er mails, hvor de centrale embedsmænd i ministeriet alle får besked om, at Udlændingestyrelsen går i gang med at adskille samtlige par – hvilket de ikke reagerer på, sådan som man måtte forvente, hvis udgangspunktet var som beskrevet i notatet.

Desuden er der et tv-klip, hvor Inger Støjberg omtaler den undtagelsesfri pressemeddelelse som et papir, som Udlændingestyrelsen skulle administrere efter. Hvilket står i kontrast til påstanden om, at hun ønskede en administration i overensstemmelse med notatet.

Hun nævnte ikke notatet

Endelig er der den påfaldende omstændighed, at Inger Støjberg ikke nævnte notatet i de mange folketingssamråd, der fandt sted om sagen inden nedsættelsen af Instrukskommissionen. Hun sørgede heller ikke for, at det blev omtalt i ministeriets udførlige forklaring til Ombudsmanden, som hun ellers godkendte. Og hun sagde intet om det i de interview, hun gav til medierne.

Først i Instrukskommissionen nævnte hun notatet. Til alles overraskelse. Og nu var det pludselig omdrejningspunktet i hendes forklaring.

Da Instrukskommissionen udgav sin beretning, kom den 710 sider inde med en antydning om, hvad der måske var sket:

»Notatet ses i realiteten først at have været fremhævet, efter at kommissionen forud for afhøringerne i sagen fremlagde dette i en ekstrakt sammen med en oplysning om, at notatet var blevet godkendt af ministeren,« skrev kommissionen.

Det er vanskeligt at forstå kommissionen anderledes, end at den antydede, at Inger Støjberg slet ikke havde været opmærksom på det nærmere indhold af det relativt lange og kringlede notat. Hun havde måske bare godkendt akten, hvor notatet lå som bilag, og antaget, at indstillingen i notatet stemte overens med hendes ønske om at adskille samtlige par.

Hvilket stemmer fint overens med, at ministre kun sjældent dykker ned i de notater, der ligger som bilag i akter til godkendelse. I stedet læser de typisk kun den såkaldte sagsfremstilling, også kendt som ’coveret’ eller ’forklædet’, og den bestod i dette tilfælde alene i en passus om, at notatet indeholdt en redegørelse for Udlændingestyrelsens nuværende praksis samt »indstillinger til den fremtidige praksis« – og altså ikke noget om, at denne fremtidige praksis åbnede for undtagelser fra hovedreglen om adskillelse.

Først da Instrukskommissionen sendte notatet ud til Inger Støjbergs bisidder sammen med en oplysning om, at hun havde godkendt indstillingen, blev hun eller hendes advokat opmærksom på, at her kunne være en redningsplanke. Sådan kunne man i hvert fald forstå antydningen fra kommissionen.

Er det nu også bevist?

Sikkert er det under alle omstændigheder, at Instrukskommissionen tilsidesatte Inger Støjbergs forklaring om notatet og slog fast, at hun i stedet fastholdt et ønske om en undtagelsesfri ordning, hvilket i sidste ende førte til en ulovlig praksis.

Hvis rigsretten på samme vis vælger at afvise Inger Støjbergs forklaring om notatet, er der næppe tvivl om, at hun vil blive fundet skyldig. Men det er langtfra sikkert, at de 26 dommere vil gå lige så langt som kommissionen.

En rigsretssag er immervæk en straffesag. Og i en straffesag skal enhver rimelig tvivl komme den tiltalte til gode.