Inger Støjbergs forsvarere har baseret en af deres hovedpåstande under rigsretssagen på en fejlfortolkning af retskilderne. Og efter dommen har de fastholdt deres åbenlyst forkerte påstand om en såkaldt »alvorlighedsbetingelse«. Sådan lyder vurderingen fra professor emeritus i strafferet på Københavns Universitet Jørn Vestergaard.
Han bakkes op af en forhenværende højesteretsdommer, der var med til at fælde dom i Tamilsagen, som forsvarerne ellers netop henviser til. Og professor i strafferet på Aarhus Universitet Lasse Lund Madsen er ligeledes kritisk over for advokaternes påstand om en alvorlighedsbetingelse.
Hele vejen gennem rigsretssagen har forsvarerne hævdet, at deres klient ville blive frifundet, allerede fordi den påståede lovovertrædelse ikke var alvorlig nok. Ifølge forsvarerne skulle der således gælde en »alvorlighedsbetingelse«, som ikke var opfyldt i sagen om adskillelse af asylpar.
Men som Jørn Vestergaard siger: »Forsvarerne er gået galt i byen med påstanden om, at der gælder et alvorlighedskrav. Det beror på en fejllæsning af retskilderne.«
Rigsretten hælder også netop påstanden ned ad brættet i sin dom. Det er »ikke en betingelse for at finde en minister skyldig, at der er tale om en alvorlig lovovertrædelse«, skriver dommerne.
Skærer kagen stringent
Den afvisning fra rigsretten er imidlertid udtryk for en helt ny og overraskende fortolkning af ministeransvarlighedsloven, har forsvarerne forklaret. Blandt andet har de til branchemediet Advokatwatch udtalt, at »en af de store nyskabelser med dommen er, at der nu ikke længere gælder nogen alvorlighedsbetingelse«. Og på Facebook har Jonas Christoffersen, som var en del af forsvarsholdet, skrevet: »Før gjaldt der en alvorlighedsbetingelse, men det gør der åbenbart ikke længere. Rigsretten ændrer dermed ministeransvarlighedsloven.«
Men dommen fra rigsretten er bestemt ikke en ændring eller nyfortolkning af ministeransvarlighedsloven, understreger Lasse Lund Madsen.
»Man kan faktisk sige, at dommerne skærer kagen meget stringent og fuldstændig i overensstemmelse med forarbejderne til ministeransvarlighedsloven,« siger professoren og understreger, at en alvorlighedsbetingelse i øvrigt måtte formodes at være opfyldt, hvis ellers der havde eksisteret en sådan: »Rigsretten siger jo udtrykkeligt, at det er alvorligt. Ellers ville dommerne ikke have givet så høj en straf som to måneders ubetinget fængsel. Det er helt oppe på den høje skala.«
Jørn Vestergaard er enig: »Med en dom på 60 dages ubetinget fængsel har rigsretten tydeligvis bedømt den tiltaltes handlinger som ret alvorlige. Så det kan undre, at forsvarerne fortsat har haft behov for at fremhæve deres opfattelse at spørgsmålet om en alvorlighedsbetingelse, sådan som det systematisk er sket på diverse medieplatforme. Det ville i det mindste være på sin plads med eftertanke og selvransagelse om præsentationen af sagen over for offentligheden.«
Ændret retstilstand
Jonas Christoffersen afviser kritikken. Han mener, at der med dommen i Tamilsagen blev etableret en alvorlighedsbetingelse, og han henviser til et notat om ministeransvar, som forsvarerne udarbejdede og udleverede til rigsretten tilbage i efteråret.
Her argumenterer de for, at alvorligheden af rigsretssagen mod Inger Støjberg »ikke kommer i nærheden af det strafbare område, som det blev afgrænset i rigsretssag nr. 5 (Tamilsagen, red.)«. Og den vurdering holder fortsat vand, mener Jonas Christoffersen.
Han fremhæver, at man må læse hele dommen og se, hvordan alvorsbetingelsen bliver anvendt:
»Ninn Hansen blev frifundet for de første seks måneders ulovlige administration, selv om han var blevet advaret af sine embedsmænd i perioden, hvor op til 136 sager var blevet sat ulovligt i bero,« siger han.
»Rigsretten henviste, som professorerne siger, til et afsnit om uagtsomhed, men rigsretten fortolkede det bredt som en generel alvorlighedsbetingelse.« Advokaten fremhæver, at Rigsrettens flertal på 15 dommere »efter et langt afsnit om forsæt – ikke uagtsomhed – konkluderede«, at Erik Ninn-Hansens administration herefter var »udtryk for en alvorlig tilsidesættelse af de pligter, der påhvilede ham som minister og forvaltningschef«.
På den baggrund fastholder Jonas Christoffersen, at rigsretten i sagen mod Inger Støjberg har ændret retstilstanden:
»Vi er forsvarsadvokater for Inger Støjberg. Vi læser tamildommen fra 1995 og siger: ’Der er sat denne her meget høje barre for alvorlighed. Det skal være alvorligt, det er ikke nok, at det ’bare’ er kritisabelt.’«
Det er op til Folketinget
Baggrunden for den juridiske uoverensstemmelse er kompliceret, og vi skal tilbage til forarbejderne til ministeransvarlighedsloven fra 1963 for at finde udgangspunktet. Her blev det i bemærkningerne slået fast, at en minister kun kan straffes for »forhold, der er begået med forsæt eller af grov uagtsomhed«. Der er her tale om det, jurister kalder »det subjektive ansvarsgrundlag«, og ifølge loven er det altså ikke nok til at udløse en straf, at en minister blot har handlet uagtsomt. Det skal være groft uagtsomt.
Til gengæld stilles der ingen krav til alvoren af overtrædelsen af ministerens embedspligt – eller til det, jurister betegner som »det objektive ansvarsgrundlag«. Tværtimod kan en minister straffes for »enhver« tilsidesættelse af sine pligter, understreges det i bemærkningerne.
For så vidt er ministeransvarlighedsloven klar: Der findes intet krav til alvorligheden af overtrædelsen, men alene et krav om, at ministeren skal have handlet med fortsæt eller som minimum groft uagtsomt.
Tværtimod kan en minister altså straffes for enhver overtrædelse, hvis ellers Folketinget har vurderet, at overtrædelsen er alvorlig nok til en rigsretssag.
Men det blev alt sammen ændret med dommen i Tamilsagen fra 1995, mener forsvarerne. De peger især på et afsnit, hvor 15 ud af de i alt 20 dommere med henvisning til ministeransvarlighedsloven skrev, at en minister alene kan straffes i tilfælde, hvor vedkommendes overtrædelse »alvorligt kan bebrejdes ministeren, og hvor en politisk reaktion må anses for at være utilstrækkelig«. I afsnittet fremgår det videre, at det ved vurderingen af grænsen mellem den blot kritisable og den strafbare ageren må »tillægges betydning, om ministeren har forfulgt usaglige formål, ligesom forholdets tidsmæssige udstrækning og konsekvenser for de berørte selvsagt vil være af betydning«.
Advokaternes halmstrå
Med dette fokus i dommen på udstrækningen af den ulovlige adskillelse af tamiler og konsekvenserne for dem skete der en »indfortolkning af en alvorlighedsvurdering«, skriver advokaterne i notatet. Men lige netop her tager de fejl, mener Jørn Vestergaard:
»Bemærkningerne i den gamle rigsretsdom knytter sig alene til spørgsmålet om muligheden for uagtsomhedsansvar. Det ser man let ved at sammenholde formuleringerne med forarbejderne. Så rigsretten har i den aktuelle sag ikke ændret ved retstilstanden.«
Med andre ord drejer passagen sig ifølge professoren om en sondring mellem simpel uagtsomhed, der ikke er strafbar efter ministeransvarlighedsloven, og grov uagtsomhed, der er strafbar. Og pointen fra dommerne i Tamilsagen var, mener han, at selve overtrædelsens karakter og dens konsekvenser måske nok kan have betydning for denne sondring, men at der ikke dermed er tale om en generel alvorsbetingelse – og slet ikke en betingelse, som gør sig gældende, når der er tale om forsæt, sådan som Inger Støjberg i sidste ende blev dømt for.
Jørn Vestergaard kan heller ikke følge argumentet om, at en alvorsbetingelse skulle komme til udtryk i den måde, rigsretten vurderer Erik Ninn-Hansens skyld på. »Det er lidt kompliceret,« siger han. »Men man kan ikke slutte modsætningsvis fra, at to mindretal af dommerne var enige om at anse Ninn-Hansens administration af familiesammenføringssagerne som udtryk for en alvorlig tilsidesættelse af hans embedspligter, til at det var afgørende for domfældelsen, at forholdet blev bedømt som alvorligt. Det fik derimod indflydelse på strafudmålingen.«
Professor Lasse Lund Madsen er enig i sin kollegas læsning af de bemærkninger i Tamilsagen, som forsvarerne især lægger vægt på.
»Men hvor forarbejderne til ministeransvarlighedsloven er klokkeklare, står det lidt mere diffust i dommen i Tamilsagen. Det er så det halmstrå, advokaterne griber ud efter. Det kan måske være okay, selv om det nok burde have været mere eller mindre indlysende, at man ikke ville kunne komme igennem med det over for 13 højesteretsdommere,« siger han.
At forsvarerne efterfølgende hævder, at rigsretten skulle have ændret fortolkningen af ministeransvarlighedsloven, er imidlertid »for meget af det gode«, mener Lasse Lund Madsen:
»Det er at gå alt, alt for langt. Vi kan højst kalde det en præcisering af det, der hele tiden har været meningen med loven, og som måske fremstår en smule uklart i Tamilsagen.«
Det var ikke hensigten
Forhenværende højesteretsdommer Per Sørensen var en af dommerne i rigsretten tilbage i 1995. Som den yngste højesteretsdommer dengang var det endda ham, der først skulle votere, altså give sit bud på, hvad dommen skulle være.
Han er ikke i tvivl om, at dommen fra 1995 ikke indebar, at der skulle gælde en alvorlighedsbetingelse i relation til det objektive gerningsindhold.
»Jeg har læst, at alvorlighedsbetingelsen – der kom til udtryk i 1995-dommen – er forladt med dommen i rigsretssagen mod Inger Støjberg. Men det mener jeg ikke, den er, da betingelsen heller ikke i 1995 sagen angik det objektive,« siger Per Sørensen.
I den forbindelse henviser han til dommen fra 1995, hvori det udtales, at strafansvar må forudsætte, at der er tale om en lovovertrædelse, »som alvorligt kan bebrejdes ministeren«.
»Hermed sigtedes til, at der kun kan straffes, hvis der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, dvs. at der foreligger, hvad der kan betegnes som et subjektivt dadelværdigt forhold. Man er altså her ovre i det subjektive ansvarsgrundlag, ikke det objektive gerningsindhold, altså om loven rent faktisk er overtrådt,« siger Per Sørensen, som dog medgiver, at dommen kan være »lidt vanskelig« at forstå på dette punkt.
Helt skæv vurdering
Jonas Christoffersen mener ikke, man kan læse rigsretsdommen fra 1995 uden at nå til den konklusion, at 15 ud af 20 dommere anlægger en alvorlighedsbetingelse, som må gælde det objektive gerningsindhold. Han afviser, at den kun skulle gælde uagtsomhedsstandarden.
»For den var slet ikke i spil i tamildommen,« siger han.
Advokatens analyse er, at dommerne i rigsretten mod Erik Ninn-Hansen så at sige går et skridt længere end forarbejderne til ministeransvarlighedsloven og inddrager en alvorlighedsbetingelse, som også gælder det objektive gerningsindhold.
»Det er helt skævt at sige, at tamildommen ikke er bygget på en alvorlighedsbetingelse,« som han udtrykker det.
Rigsretten mod Erik Ninn-Hansen var første gang, ministeransvarlighedsloven skulle stå sin prøve.
»Vi antog, at den eneste dom, der er med en generel udtalelse, var et prædikat, som rigsretten ville føle sig bundet af. Og når man ser, hvor høj standarden var, og når man kigger på, hvordan man generelt ser på rigsretten – at den skal begrænses til de alvorligere sager – så har det været min helt fuldstændig klare tanke, at det ville de aldrig bare fragå,« siger Jonas Christoffersen.
Han fremhæver, at rigsretten i Tamilsagen i et generelt afsnit om ministeransvarlighedsloven skrev, at strafansvar forudsætter »overtrædelser, som alvorligt kan bebrejdes ministeren, og hvor en politisk reaktion må anses for at være utilstrækkelig«. Men i den nye dom mod Inger Støjberg står der, at når Folketinget har besluttet at rejse tiltale, så »tilkommer det ikke rigsretten at afgøre, om en politisk reaktion ville have været tilstrækkelig«.
I Tamilsagen faldt bemærkningen i forbindelse med en henvisning til næsten samme formulering i den del af forarbejderne til ministeransvarlighedsloven, der handler om det subjektive ansvarsgrundlag. Men Jonas Christoffersen fremhæver, at »ingen af sagerne handlede om uagtsomhed«, og siger: »Når det for rigsretten i den første dom er en forudsætning, at en politisk reaktion var utilstrækkelig, og når det for rigsretten i den anden slet ikke tilkommer rigsretten at bedømme spørgsmålet om politiske reaktioner, så er der tale om to helt forskellige fortolkninger.«
Bedst for Støjberg
Forsvarerne henviser i deres notat til højesteretsdommer Jens Peter Christensens disputats om ministeransvar fra 1997. Her citerer Jens Peter Christensen samme passage fra dommen i Tamilsagen, som advokaterne lægger vægt på, og understreger i den forbindelse, at forarbejderne til ministeransvarlighedsloven om alvorlighed kun vedrører det subjektive ansvarsgrundlag, ikke det objektive gerningsindhold.
Jørn Vestergaard påpeger, at netop Jens Peter Christensen var blandt dommerne i rigsretssagen. »Og det havde måske været nærliggende for forsvarerne at tage bestik af,« siger han.
Men som Jonas Christoffersen siger:
»Jens Peter Christensen var kritisk over for tamildommen, men derfor bliver det ikke nødvendigvis gældende ret.«
Jonas Christoffersen forklarer, at han er med på, at forarbejderne til ministeransvarlighedsloven angik ansvaret for uagtsomhed, og han understreger, at det klart var skrevet i forsvarernes notat, at det bliver fortolket bredt af rigsretten.
»Der er vores analyse, at første gang, ministeransvarlighedsloven blev anvendt, så siger dommerne, at der gælder en alvorlighedsbetingelse,« siger han.
»Og normalt er det sådan, at hvis Folketinget er uenigt i de fortolkninger, domstolene anlægger af lovgivningen, så kan Folketinget ændre lovgivningen. Men det er ikke sket mellem 1995 og 2021.«
– Men forarbejderne til ministeransvarlighedsloven udelukker jo en nedre grænse for det objektive gerningsindhold?
»Rigsretten kan godt fortolke loven, som man gjorde i 1995, og som man gjorde i 2021. Det er to forskellige fortolkninger. Og vi har som forsvarsadvokater naturligvis anført den fortolkning, der er gunstigst for Inger Støjberg.«
Jonas Christoffersen fastholder, at rigsretten i sagen mod Inger Støjberg valgte »at ændre lovfortolkningen«.
»Det er vi overraskede over. Og længere er den sådan set ikke.«
Slut kommentar. Det er lidt ynkeligt at de to forsvarsadvokater bruger så meget energi på at udlægge dommene fra sagerne så forskelligt. De skal jo bare lægge sig ned og rulle rundt og være ærlige. Et forsvar for en klient handler jo om netop at forsvare sin klient og få denne frikendt. De skal faktisk ikke spørge klienten om denne mener sig skyldig eller ej. Sådan er det.
Engang drømte jeg selv om at blive forsvarsadvokat. Det ville jeg stadig gerne være. Men jeg må ærligt erkende, at jeg nok ville få det svært ved at forsvare en person som IS. Men alle lige meget hvad de har gjort, har jo ret til en forsvarer og sådan skal det jo være.
IS blev dømt i Rigsretten og det var en klokkeklar dom hvor 25 ud af 26 dommere kendte hende skyldig. Det burde forsvarerne tage til efterretning.
@Rigsretten en fejlkonstruktion
Der er grundlæggende noget forkert i at politiske kollegaer skal afgøre et folketingsmedlem forbliven i Folketinget. Det ville svare til på en arbejdsplads, at kollegerne skulle stemme om en fyringssag er OK for en af deres tidligere kolleger.
Der er mange her i spalterne som har travlt med at fordømme Inger Støjberg for hendes handlinger. Udgangspunktet er selvfølgelig, at en minister skal følge lovgivningen og ellers så må Ministeren søge et politisk flertal for at få lovgivningen lavet om førend at der kan indføres en ny praksis. Det ser ikke ud til at være tilfældet med Inger Støjberg og derfor denne dom fra Rigsretten. En dom som jeg personligt finder meget hård i forhold til gerningens konsekvenser for asylansøgerne.
Egentlig forstår jeg ikke og anerkender ikke at asylpar skal have # Ret # til at bo sammen på et asylcenter under deres ansøgningsperiode. Hvorfor kan de ikke bo hver for sig i den periode og så se hinanden ved besøg. De er jo ikke indespærret i et asylcenter og hvorfor er det så forfærdeligt det som Inger Støjberg nu har kæmpet for som hendes politiske projekt ? at forhindre ægteskaber som ikke er naturlige men udtryk for undertrykkelse af unge piger.
Hvis der var tale om ægtepar med egne børn, så kan jeg forstå behovet og ønsket om at bo sammen for der er et barns behov som tæller. Men kæreste par ærlig talt at det skal være et retskrav som nærmer sig et konventionsbrud, hvis de ikke konstant er sammen ? Ja jeg forstår ikke det postyr over denne sag. Barnebrude eller ikke barnebrude - Jeg har ingen viden om de konkrete sager og jeg kan ikke udtale mig om, hvorvidt der er tale om barnebrude eller ej.
Jeg synes debatten her hører hjemme for 20 år siden. Nu er der helt anden dagsorden som efterhånden gennemsyrer ikke kun Danmark men de fleste kontinenter. At asylansøgere ikke skal kunne rejse illegalt gennem det ene land efter det andet for at søge asyl i et land, som de # meget forståeligt # mener giver dem og deres den bedste beskyttelse og den bedste fremtid.
DK er nu ved at indføre et system, hvor asylansøgerne skal sendes til fjerne lejre i Rwanda, indtil deres sag er behandlet ( underforstået for flertallet afvist med et nej til asylophold ).
Vi har på det seneste set at flygtningestrømme instrumentaliseres af fjendtlige nationer til at sætte kunstige flygtningestrømme i værk og transportere personer fra Mellemøsten for at de ved vores dør kan søge om asyl. Hviderusland har med egne flyselskaber og russiske flyselskabers systematiske assistance sørget for at irakere nu fragtes til Hviderusland for dernæst at blive skubbet ud til den polske grænse.
Meningen er helt indlysende at skabe politisk kaos og ustabilitet i Europa og instrumentalisere den irakiske menneskemængde i et politisk spil som ikke handler en pind om asylbehov. Europa er nød til at vise, at det kun er de indre grænser som er åbne ikke de ydre grænser og at de ydre grænser skal gøres troværdige, så fri og uhindret passage ikke er mulig. Jeg er af præcis samme årsag ikke længere tilhænger af åbne grænser uden grænsekontrol heller ikke indenfor EU mellem medlemslandene. Vi skal have grænsekontrollen permanent tilbage mellem nationerne.
Polen er nød til at forsvare sit lands grænser mod denne form for politisk afpresning. Jeg anerkender og støtter helt den polske regerings ageren i denne sag.
Den tyske daværende Indenrigsminister Horst Seehofer gjorde det helt rigtige denne gang. Han rejste til Polen og meddelte den tyske Regerings støtte til den polske Regerings kamp for at forsvare egne grænser mod en ukontrollabel strøm af tilrejsende fra Irak og fra andre mellemøstlige nationer. Aldrig mere et år 2015 turde erfaringen for Tyskland være en gang for alle., Der var nemlig ved at gå rygter om, at den af Hviderusland og Rusland iscenesatte provokation af en folkevandring fra Irak var ved at udvikle sig til at næste skridt ville være at de mange stakler ville rejse videre illegalt og så sive ind i Tyskland for at anmelde deres asylbehov der ?
Polen som transit land og en ny flygtningestrøm manipuleret af Hviderusland og Rusland med det ene formål at skabe politisk uro og bane vejen for at kunne afpresse Nato lande til indrømmelser for til gengæld at sende hele horden af irakere med russiske fly og hviderussiske fly tilbage til Irak for der var naturligvis ikke en eneste iraker, der kunne få asyl i Hviderusland og ej heller i Rusland.
Horst Seehofer meldte klart ud denne gang ikke nogen gentagelse af år 2015. De irakere som ankommer til Tyskland og søger asyl. Deres sag bliver ikke behandlet men afvist prompte med udvisning til følge.
Med denne tydelige og helt nødvendige tale forsvandt motivet med at transportere irakere under falske forudsætninger til Europa, hvor de ikke har et objektivt asylbehov for at opholde sig her.
Det er den politiske virkelighed nu konventioner eller ikke konventioner. Vi er nød til at forholde os til virkeligheden og ikke til et abstrakt behov for at alle kan rejse jorden rundt for at søge asyl hvor som helst på Jordkloden. Det har aldrig nogensinde været meningen med de oprindelige konventioner. De var møntet på at forhindre en gentagelse af Jødernes tragiske skæbne i Europa, hvor det ene land efter det andet land med relativt få undtagelser lukkede for adgangen til at flygte ud af det nationalsocialistiske tyranni og jødeforfølgelserne i Tyskland.
I den sammenhæng er jeg helt overbevist om at Inger Støjberg er betydelig mere virkelighedsnær og en jordbunden realist end alle de kritikere, som nu har så travlt med at forarges over hendes administration af reglerne.
Men Inger: er lovgrundlaget ikke i orden så må du søge politisk flertal for at få lovgivningen ændret og ikke begynde at administrere i strid med de nuværende regler, selvom du ikke har sympati for disse regler.
Jeg er ret sikker på at en borgerlig Regering kunne have fået de her regler ændret og så havde det ikke været nødvendigt at rode sig selv ud i en # ulovlig administration # af de gældende regler.
Jeg er helt sikker på at denne sag vil føre til endnu en Rigsretssag denne gang mod Statsminister Mette Frederiksen på grund af mink sagen. Jeg mener ikke, at det er gavnligt for dansk parlamentarisme og for demokratiet at der udvikler sig en kultur, hvor partierne lurer på hinanden og ved det mindste fejltrin straks sætter himmel og hav i sving for at påvise, at modstanderen er kandidat til en Rigsretssag.
Det er heller ikke klædeligt at se, hvordan Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre nu har travlt med at distancere sig fra Inger Støjberg. De var advaret om denne her sag i god tid og ingen af partierne rørte en finger for at få forhindret Inger Støjbergs praksis i Integrationsministeriet. Statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne have forhindret hele denne ulykkelig sag ved rettidig omhu. En omhu der tilsyneladende ikke eksisterede hos Lars Løkke Rasmussen, fordi det var vigtigere at tækkes DF og samtidig ikke risikere international kritik for at bryde flygtningekonventionerne.
Inger kommer styrket tilbage efter det her det er min overbevisning og venstrefløjen kommer til at stå med et problem på højde med Rundetårn, fordi de har insisteret på denne Rigsret.
hvis jeg var folkevalgt så havde jeg aldrig stemt for denne Rigsretssag.
for jeg er simpelthen imod hele systemet med at politikerne skal sidde og bedømme hinanden om de er værdige til at sidde i Folketinget. Det ender uværgeligt med politisk mudderkastning og andre motiver end ønsket om retskaffenhed kunne komme til at fylde lidt for meget i ønsket om en Rigsretssag.
Alternativet og Frie Grønnes ønske om en Forfatningsdomstol lyder som en langt mere objektiv og sikker måde at afgøre på, hvornår en politiker ikke kan sidde i Folketinget.
og så må der være en bagatelgrænse for hvornår en overtrædelse af en given retningslinje med det samme skal udløse en dom overfor en minister. I dag er lovgivningen så kompliceret se f.eks skattelovgivningen, at et korps af uddannede advokater nemt vil kunne finde huller og dermed skabe grundlag for at fælde en Skatteminister i en given sag.
Hele denne sag har skadet dansk parlamentarisme og demokratiet. Der er ingen grund til at juble over den alt for hårde dom over Inger Støjberg.
Inger burde have mulighed for at få prøvet denne Rigsretsafgørelse ved en højere instans men det er mig bekendt ikke muligt. Det burde også laves om, så sagen kunne prøves en gang til.
VH
KFK
@ Kim Folke Knudsen
Du har selvfølgelig helt ret til at være undrende overfor dommen på Inger Støjberg, men fakta er altså, at hun brød både ministeransvarsloven og forvaltningsloven, samt talte usandt i samråd i Folketinget indtil flere gange.
Det sidste (at tale usandt for Folketinget) fik ingen indflydelse på dommen, da et flertal i Folketinget slet ikke mente, det skulle være med i tiltalen, undtagen som et særskilt punkt, hvilket dommerne afviste allerede fra begyndelsen.
Det benyttede Støjbergs forsvarere til at hævde, at Støjberg havde talt sandt hele vejen igennem, fordi hendes mærkelige og usammenhængende forklaringer overfor Folketinget aldrig kom frem ved retssagen.
Så skriver du:
"Egentlig forstår jeg ikke og anerkender ikke at asylpar skal have # Ret # til at bo sammen på et asylcenter under deres ansøgningsperiode. Hvorfor kan de ikke bo hver for sig i den periode og så se hinanden ved besøg. De er jo ikke indespærret i et asylcenter og hvorfor er det så forfærdeligt det som Inger Støjberg nu har kæmpet for som hendes politiske projekt ? at forhindre ægteskaber som ikke er naturlige men udtryk".
Til det er at sige, at flygtninge er tæt, tæt knyttede til hinanden, netop på grund af strabadserne ved at komme i sikkerhed.
Mange af Støjbergs såkaldte 'piger' havde i forvejen mulighed for at bede om adskillelse fra deres ægtefæller, såfremt det var det de ønskede, fordi sådan var det i forvejen på asylcentrene.
Mange af kvinderne var faktisk flygtet med deres kæreste for at undgå tvangsægteskab.
I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år, og vi ser rigtig mange 'unge mødre', det har der ovenikøbet været Tv-programmer om, for slet ikke at tale om reality-tv, hvor mange af de meget unge deltagerne ikke altid har virket til at være ved deres fulde fem i alkotåger, diæt og pres fra produktionsselskabet.
Men vi skal pludselig være forargede og adskille kærestepar uden undtagelse når de kommer som flygtninge til Danmark?
Det harmonerer jo ikke.
Kærligheden skal være fri for alle, også asylansøgere.
PS. Støjberg er ikke alene at klandre.
Det er også Venstre og DF.
PPS. Støjberg har ikke anerkendt sin dom, endsige undskyldt for sine lovovertrædelser.
Kim Folke Knudsen, mon ikke det er os, der har fjernet os fra den naturlige pardannelse, når det ikke længere er fertiliteten, der bestemmer, men sociale koder og regler i højt udviklede og komplekse civilisationer?
Mht. rejsespørgsmålet er der jo stadigvæk den væsentlige uretfærdighed i verden, at hvide mennesker forventer at kunne rejse hen, hvor de vil, når de vil, og af hvilken grund de måtte have.