Det var nyhedsafdelingen, som var i fokus, da TV 2 sidste år fremlagde resultaterne af en advokatundersøgelse, der havde til formål at komme til bunds i sager om sexisme på tv-stationen. Men det var ikke kun i nyhedsafdelingen, der var problemer.
Advokaterne fik også henvendelser fra personer i andre afdelinger, som ønskede at dele grænseoverskridende oplevelser. Og nu fortæller 13 tidligere medarbejdere om en stærkt seksualiseret kultur i en afdeling af TV 2, som ikke er nyhedsafdelingen.
Her måtte kvinder ifølge kilderne finde sig i sexistiske bemærkninger, opfordring til sex og befamlinger af en chef, som nu ikke længere er ansat på TV 2 . I denne artikel fortæller fem kvinder anonymt om selv at blive udsat for grænseoverskridende adfærd fra den pågældende chef.
Tre af dem fortæller desuden uafhængigt af hinanden, at de havde en oplevelse af, at det fik konsekvenser for deres ansættelsesforhold på TV 2, at de sagde fra over for tilnærmelserne. Det er der ikke dokumentation for, men ifølge kvinderne opstod mistanken, fordi de blev enten afskediget eller degraderet, efter de havde sagt fra over for sexchikanen.
Episoderne strækker sig over en periode på cirka ti år. Ingen ønsker at stå frem med navn af frygt for, at det kan få konsekvenser for deres karriere. De fortæller deres historier for at sætte fokus på, at chefen på TV 2 over en længere periode opførte sig seksuelt grænseoverskridende over for kvinder, uden at det havde konsekvenser.
Artiklen er blevet til i samarbejde med Impact TV, som har produceret dokumentarserien ’MeeTo: Sexisme bag skærmen’ på Discovery+.
Information har forelagt kvindernes udsagn for TV 2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, som mener, der er tale om »helt uacceptabel adfærd«, og siger »undskyld« til kvinderne.
»Man skal kunne regne med sin leder. Og at en leder skaber en psykologisk tryg arbejdsplads. Det er rystende fortællinger for mig. Vi må konstatere, at det har været det modsatte, der har været tilfældet,« lyder det fra Anne Engdal Stig Christensen.
Befamlet ved elevatoren
En af de kvinder, som fortæller sin historie til Information, kalder vi Sanne. Sanne indberettede sin oplevelse med den omtalte chef til TV 2’s advokatundersøgelse sidste år. Sagen blev afsluttet, uden det fik ansættelsesretlige konsekvenser for den pågældende.
Til advokaten forklarede hun, at hun på en udlandsrejse blev fysisk befamlet af chefen og igennem en længere periode havde oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra ham.
I perioden op til rejsen var hun begyndt at lægge mærke til to ting omkring chefen, som bekymrede hende, fortæller hun.
»Det ene var, at jeg syntes, han var kæk. Han fortalte historier, som var under bæltestedet, og han var lummer. Det andet var, at jeg oplevede nogle signaler, som gjorde, at jeg var i tvivl om, hvorvidt han var interesseret i mig. Jeg fik komplimenter, som for eksempel at man ikke kunne se på min krop, at jeg havde født børn. Ting, som jeg dybest set ikke gad høre fra en chef,« siger hun.
I begyndelsen lagde hun ikke så meget vægt på det, men som tiden gik, oplevede hun, at komplimenterne blev mere tydelige. Hun forklarer, at hun forsøgte at vige udenom og satte sig eksempelvis ikke ved siden af ham til sociale sammenkomster. Men på udlandsrejsen, som fandt sted ti måneder efter, hun var blevet ansat, kulminerede det, fortæller hun.

»Jeg kan ikke gå ind i de konkrete sager. Men jeg er rystet over de ting, I lægger frem,« lyder det fra TV 2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen.
En aften sad hun med chefen og to mandlige kolleger. Sanne fortæller, at chefen udpegede en kvinde i baren og indikerede, at hun var sexarbejder. Pludselig sagde han ifølge hendes forklaring i de andre mænds påhør, at den kvinde, man helst vil have med op på værelset, sad omkring dette bord. For Sanne var det umisforståeligt, at han hentydede til hende, da hun var den eneste kvinde omkring bordet.
»Det blev jeg jo krænket over, for jeg synes jo, at det tog min autoritet væk, at han talte sådan til mig. At jeg blev sammenlignet med den kvinde, der sad deroppe i baren. Jeg var faktisk overrasket over, at han så åbent tillod sig at sige den slags,« siger hun.
Hun husker, at hun svarede noget i retning af: »Hold kæft, hvor er du åndssvag at høre på.«
Information har talt med en af de mænd, som sad omkring bordet. Han husker ikke den pågældende episode, men vil ikke afvise, at den kan have fundet sted.
Efter bemærkningen undgik hun de sociale arrangementer på udlandsrejsen. En aften, efter de havde spist middag, gik gruppen af kolleger i baren, og Sanne sagde, at hun var træt og ville gå i seng, fortæller hun.
Ifølge sin forklaring stod hun og ventede på elevatoren, da chefen kom bagfra og kørte sine hænder ned over hendes ryg, idet han sagde, at han blev liderlig af at se hende gå rundt her. Han spurgte herefter, om hun ville med ham op på værelset, fortæller Sanne.
»Og det afviste jeg jo igen, og så tog jeg trapperne for ret hurtigt at komme væk fra ham og fra situationen. Jeg nærmest flygtede derfra.«
Sanne fortæller, at hun havde lyst til at give ham en lussing. I stedet forsøgte hun at være udglattende, fordi han var chef, og hun frygtede for sin arbejdssituation, hvis hun sagde fra.
»Jeg tænkte jo, at det her ville ikke få en konsekvens for ham, det ville komme til at få en konsekvens for mig. Jeg var jo ikke rigtigt bange, for jeg vidste, at jeg aldrig ville gå med til det. Det værste, der kunne ske, var, at jeg blev fyret.«
En anden TV 2-chef, som var med på udlandsrejsen, hvor Sanne ifølge sin forklaring blev befamlet, fortæller, at Sanne gik til hende og delte sin oplevelse med at blive forulempet, kort efter det var sket.
De to kender udelukkende hinanden fra arbejdssammenhænge dengang. Sidste år tog Sanne kontakt til hende og spurgte, om hun kunne huske, at Sanne havde betroet sig til hende på udlandsrejsen
»Jeg sagde til hende, at det kunne jeg sagtens huske. Og jeg kan tydeligt huske situationen, og jeg kan huske, at hun var rystet,« siger hun.
Da de kom tilbage til Danmark og genoptog arbejdet igen, oplevede Sanne, at chefen besværliggjorde samarbejdet med hende ved ikke at levere det, hun skulle bruge for at komme videre med sit arbejde. En dag sagde han til hende, at det gjaldt om at spille med på hans hold, og hvis ikke man gjorde det, ville man ryge ud, siger hun. Det opfattede hun som en trussel.
Hun besluttede derfor at gå til en HR-konsulent på TV 2, fortæller hun.
»Jeg fortalte om, at jeg havde de her problemer, og jeg fik råd til, hvordan jeg skulle håndtere dem. Jeg åbnede mere og mere op og endte med at være ærlig omkring det hele. Jeg havde brug for nogen at sparre med, for der var ingen andre, jeg kunne dele det med.«
Ifølge Sanne sagde HR-konsulenten, at hun kendte til problemer med chefen, og at hun også var frustreret over hans adfærd over for kvinder. HR-konsulenten, som i dag er HR-chef og sad med ved advokatundersøgelsen, har afvist over for advokaten i advokatundersøgelsen, at Sanne betroede sig til hende om grænseoverskridende adfærd fra chefen. Det fremgår af en mailkorrespondance mellem Sanne og advokaten.
Information har bedt om et interview med HR-chefen, som har afvist at kommentere.
Sanne forsøgte at komme videre og at undgå chefen, fortæller hun.
Men da hun blev tilbudt en stilling i forbindelse med en større omstrukturering af TV 2, som betød, at hun skulle referere direkte til chefen, fortalte hun til den daværende administrerende direktør, Merete Eldrup, at han havde udsat hende for sexchikane, fortæller hun.
»Det var vigtigt for mig at sige, at jeg godt kunne samarbejde med ham, men jeg ville ikke have en stilling, hvor han havde så direkte indflydelse på min ansættelse.«
Ifølge Sannes forklaring svarede Merete Eldrup, at hun hadede sexchikane.
Tre uger senere blev hun afskediget med begrundelse i en igangværende omstrukturering og forestående sparerunde på TV 2.
»Men jeg var ikke i tvivl om, hvad det handlede om, og det sagde jeg også til hende (direktøren, red),« siger Sanne.
Den daværende direktør, Merete Eldrup, afviser, at Sanne fortalte hende om sine problemer med den pågældende chef, og at fyringen skulle have haft noget at gøre med klager om sexchikane.
»Fyringen skete udelukkende, fordi vi stod over for en meget, meget stor fyringsrunde på TV 2, og jeg ville begynde hos mine nærmeste,« siger hun og henviser til, at Sanne ikke var den eneste, som blev fyret i den periode.
Merete Eldrup understreger, at hun ikke kan vide, om der har været været problemer mellem kvinden og den pågældende chef, men at hun er sikker på, at hun ikke har hørt om det – ligesom hun heller aldrig har set nogen dokumentation for det.
»Det kan måske ligne en lille ting for mig, men når jeg husker sagen så godt, er det, fordi kvinden klagede til Djøf over de økonomiske vilkår i forbindelse med fyringen. Jeg kan bedst lide at få ret, og jeg husker sagen tydeligt, fordi jeg var irriteret over, at hun fik ret i forhold til nogle ting vedrørende en bonus. Derfor husker jeg også klart, at det her element ikke var en del af hendes klage.«
Sanne påpeger, at det først var knap to år efter fyringen, at hun rejste en sag om bonus gennem sin fagforening. Information har set forliget.
Hun siger, at hun umiddelbart efter fyringen tog kontakt til Djøf og fik det råd at uden håndfaste beviser som båndoptagelser, emails eller vidner, så ville en retssag om sexchikane tabes.
»Til gengæld kunne jeg risikere, at chefen ville anlægge en sag om injurier, som han mest sandsynligt ville vinde. Derfor valgte jeg af oplagte årsager ikke at gøre mere,« siger hun.
Sanne forklarer, at hendes mail blev lukket, da hun stoppede på TV 2, og at hun derfor ikke har mails fra dengang. Hun påpeger, at manglen på dokumentation ofte er problemet i #MeToo-sager.
»Det er jo svært at bevise, når man ikke går rundt med en tændt båndoptager. TV 2 HR gjorde tydeligvis intet, så der var kun ledelsen at gå til. Jeg prøvede at gøre det rigtige, og det har jeg det godt med. Jeg kom hurtigt godt videre, og hvis der ikke var nedsat en advokatundersøgelse, så havde jeg aldrig gjort mere ved sagen.«
Personer bekendt med sagen
Information har ud over den tidligere TV 2-chef på rejsen talt med tre personer, som husker, at Sanne fortalte om chefens sexchikane.
Per Mikael Jensen, som var stoppet som administrerende direktør på TV 2 kort forinden, havde arbejdet tæt sammen med Sanne på tv-stationen. Efter han var stoppet, forsøgte han på et tidspunkt at rekruttere hende til et job i London hos Metro International. Hun fløj derfor derover til et møde. Om aftenen under en middag fortalte hun om sine problemer med chefen på TV 2, husker han.
Det var i januar, to måneder inden hun blev afskediget.
»Hun fortalte om, hvad der var sket med den pågældende chef, og hvordan hun havde oplevet, at han havde lagt an på hende,« siger han.
Per Mikael Jensen husker, at han ærgrede sig over, at hun ikke var gået til ham, mens han stadig var direktør på TV 2. Han husker også, at Sanne fortalte ham, at hun var gået til en HR-konsulent. Han understreger, at han kun kender historien igennem det, Sanne har fortalt ham, men at han tror på hende. På baggrund af det, han fik fortalt, er det ifølge ham en »fuldstændig katastrofal og 100 procent forkert måde at håndtere de her sager på«, at hun senere blev afskediget.
»Én ting er at have de her oplevelser, som hun havde. En anden ting, og mindst lige så alvorligt, det er ikke at blive taget alvorligt og tværtimod blive fyret.«
En kvinde, som havde arbejdet på TV 2 og derfor kendte Sanne i professionelle sammenhænge, mødte Sanne til en sammenkomst i Nyhavn, kort efter hun var blevet fyret.
»Og her væltede historien ud af hende,« siger kvinden.
»Essensen i hendes fortælling var, at hun flere gange havde hørt den her chef sige grænseoverskridende ting til hende, for eksempel at hun gjorde ham liderlig,« siger hun.
Hun husker også, at Sanne fortalte hende om episoden i hotelbaren på udlandsrejsen.
»Jeg var chokeret,« fortæller hun.
Information har talt med en anden mand, som også fortæller, at Sanne betroede sig til ham om sin oplevelse med chefen.
Kendt adfærd
Omkring tre år før Sanne blev fyret på TV2, arbejdede en kvinde, som vi her kalder Pernille, i afdelingen under chefen. Hun valgte også sidste år at fortælle sin historie til TV 2’s advokatundersøgelse.
Hun fortæller, at hun over en længere periode som ung medarbejder var genstand for chefens seksuelle tilnærmelser. Ifølge hendes forklaring tilbød han hende flere gange en trekant, ligesom hun blev fysisk befamlet af ham.
Til en fest blev hun ifølge sin forklaring trukket til side og blev mødt af chefen og en anden kvinde i et tilstødende lokale. De to stod og kyssede, hvorefter chefen lagde op til, at kvinden skulle deltage, fortæller hun. Hun husker, at hun sagde klart fra og gik igen. Senere samme aften gjorde chefen ifølge hende tilnærmelser igen. Hun husker, at han stod i baren, da han kørte hånden ned ad ryggen på hende og spurgte, om hun havde trusser på.
Kvinden fortæller, at hun sagde noget i retning af: »Nu holder du fucking op«. Til det svarede chefen, som kvinden husker det i dag: »Står du og siger fuck til [chefens titel, red.]?« Kvinden fortæller, at hun svarede ja.
Om tirsdagen blev hun indkaldt til et møde af sin nærmeste leder, som refererede direkte til den chef, der ifølge hendes forklaring havde krænket hende. Her fik hun at vide, at hun på grund af omstruktureringer skulle afskediges.
Kvinden fortæller, at jobbet på TV 2 var hendes »drømmejob«. Hun havde en oplevelse af, at det var hendes afslag på chefens tilnærmelser, som til sidst kostede hende jobbet. Da hun blev afskediget, følte hun sig »flov«.
»Jeg var faktisk rigtig god til mit job. Men alligevel følte jeg mig skyldig,« siger hun.
Information har talt med tre tidligere ansatte i afdelingen, som uafhængigt af hinanden husker, at den pågældende chef lagde an på kvinden og var »efter hende«, som en af dem udtrykker det. En mandlig ansat siger, at det skete helt åbenlyst.
»Det var offentligt, at der var tilnærmelser og en lummer tone og sådan en tone om, at det var okay for ham at lægge an på hende. Hun var glad for sit job og skulle hele tiden på en raffineret måde prøve at afvise ham.«
Han fortæller også, at det var hans indtryk, at kvindens fyring havde noget at gøre med de konstante tilnærmelser, hun sagde fra over for.
»Jeg tænkte, at det var helt naturligt, at enten skulle hun gå, eller også ville hun blive fyret. Han gjorde det ubehageligt for hende at være der,« siger han.
Klap bagi
En tredje kvinde fortæller, at hun var til en sommerfest, efter hun kun havde været ansat et par måneder i den pågældende TV 2-afdeling nogenlunde samtidig med Pernille. Her gik chefen flere gange forbi hende og »klaskede mig i røven«, men jeg stod og snakkede med nogle andre, fortæller hun.
»Jeg ignorerede det, i håb om at det var en fejl. Jeg lod bare, som om at jeg ikke opdagede det. Og derfor blev han nok ved,« siger hun.
Hun husker det i dag tydeligt, fordi hun fandt det upassende, og det gjorde hende ubehageligt tilpas.
»Havde det været en eller anden onkel til en familiefest, så havde jeg nok bare tænkt, ’nå ja’, men fordi det var en højerestående chef, så blev man sat i en helt forkert position på sin arbejdsplads,« siger hun.
Knap et år senere var afdelingen på en udlandsrejse. Her tilbød chefen hende en trekant, mens de to og kollegerne stod i forlokalet til den restaurant, de skulle ud at spise på, fortæller hun.
»Vi stod og snakkede mellem nogle borde. Og ud af det blå spurgte han, om jeg kunne tænke mig en trekant med ham,« siger hun.
Kvinden sagde nej og skyndte sig at tale om noget andet, fortæller hun. Cirka tre måneder senere læste hun i en fælles mail til hele afdelingen, at hun uden varsel og uden begrundelse var blevet degraderet. Da det er i strid med funktionærloven, kunne kvinden betragte det som en opsigelse, og TV 2 måtte betale en ekstra kompensation, viser dokumenter, Information har set.
Hun kan ikke bevise, at hendes afslag på chefens tilnærmelser var årsag til degraderingen, men hun havde oplevelsen af, at man helst skulle »leve stille«, hvis man skulle have lov til at blive i afdelingen.
Kvinden indberettede ikke sin historie til advokatundersøgelsen, da hun ikke længere er på TV 2 og havde besluttet, at hun ville koncentrere sig om sin nye karriere. Hun har sagt ja til at fortælle sin historie til Information, i håbet om at hun kan være med til at bekæmpe sexisme på arbejdspladser.
»Nu skal det ikke være ligesom i 2017, hvor #MeToo bare peb af igen. For mine børns generations skyld, så de på retfærdig vis kan blive vurderet på deres kompetencer – uanset køn.«
En tidligere ansat fortæller, at det var tydeligt, at den pågældende chef gav kvinden uønsket seksuel opmærksomhed.
»Det var udefra set ubehageligt at være vidne til,« siger vedkommende.
Information har forelagt den forhenværende chef på TV 2 de tre kvinders historier. Han skriver i en kommentar:
»TV 2 har været igennem en ekstrem grundig advokatundersøgelse, hvor alle nuværende og tidligere medarbejdere har haft mulighed for at få behandlet sager om krænkelser og upassende adfærd. Jeg må ikke udtale mig om konkrete sager, men jeg har aldrig nogensinde misbrugt min position som leder over for kvinder eller ansatte under min direkte eller indirekte ledelse. Jeg har aldrig bedt andre ledere fyre kvinder, alene fordi jeg ønskede det.«
Adfærden fortsatte
Flere kilder, Information har talt med, beskriver, at der i afdelingen ofte var ture ud af huset, hvor den pågældende chef i flere tilfælde var med. Disse ture var ifølge kilderne grænseløse. Det faglige input var fraværende til gengæld for fester og socialt samvær, hvor der var en tydelig sexfiksering.
Yderligere to kvinder har sagt ja til at fortælle om deres oplevelser med at have fået uønsket seksuel opmærksomhed fra chefen. Det foregik ifølge dem på disse ture.
En af dem fortæller, at hun efter et arrangement kom til at gå ved siden af chefen på vej tilbage til hotellet fra en bytur. Her spurgte han ifølge hende, om hun havde hørt rygter om, at de to skulle have haft sex, idet han samtidig lagde sin arm rundt om hende.
»Og jeg blev chokeret, for det havde jeg ikke‚« siger hun. Hun undrede sig over, at han konfronterede hende med rygterne i stedet for at aflive dem.
»Det var akavet, og jeg prøvede at grine af det, men gjorde ikke mere ved det,« siger hun.
Da hun kom tilbage på sit hotelværelse, sendte han hende sit værelsesnummer i en sms-besked.
»Der stod ikke mere, men jeg vidste jo, hvad det handlede om.«
Hun fortæller, at hun holdt sig på afstand af chefen resten af turen.
»Jeg tænkte med det samme, om det var mig selv, der havde signaleret noget. Havde jeg vist interesse? Men det havde jeg ikke. Det ved jeg i dag,« siger hun.
Kvinden fortæller, at hun ikke indberettede sin oplevelse til advokatundersøgelsen, eftersom hun stadig var ansat i afdelingen under den pågældende chef, da undersøgelsen fandt sted. Hun havde ikke tillid til, at en eventuel indberetning ville forblive fortrolig, og frygtede for, at en negativ omtale af chefen ville få konsekvenser for hende.
Da hun valgte at sige op, ringede hun til administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen og fortalte om sine oplevelser med en krænkende og sexistisk adfærd i afdelingen og på udlandsrejserne.
»For mig var det ikke kun et problem med den pågældende chef, men en generel problematisk kultur i afdelingen. Det er noget, der har ligget og trykket i lang tid. Så det var på tide at sige noget,« forklarer hun.
En tidligere ansat i afdelingen fortæller, at hun kan huske, at den pågældende kvinde fortalte om episoden med værelsesnummeret, umiddelbart efter kvinden kom tilbage fra udlandsrejsen.
Den anden kvinde fortæller, at chefen på vej afsted på en af disse ture spurgte hende, om hun havde noget på under sin kjole. Hun fortæller, at hun stadig kan huske, at hun var iklædt en denimkjole med trykknapper fra Peak Performance.
»Det gjorde mig meget utilpas, og jeg synes, at det var over grænsen. Efterhånden oplevede jeg, at han var upassende over for kvindelige medarbejdere,« siger hun.
Andre tidligere medarbejdere, Information har talt med, peger på, at der var en seksualiseret og grænseoverskridende tone i afdelingen. Flere beskriver ledelsesstilen som ’management by fear’. Medarbejderne vidste ikke, hvor de havde chefen. Enten var man med eller imod ham.
En tidligere ansat påpeger, at nogle medarbejdere var ansat på midlertidige kontrakter, som gjorde, at de kunne føle sig udsat for et pres for at præstere. Det var måske også en af grundene til, at de ikke turde at sige fra over for chefen, mener hun.
»Det handlede både om faglighed, men så handlede det også om sexfiksering, og man havde en følelse af, at han til hver en tid kunne trække ens ansættelse væk,« siger kvinden.
Information har også talt med tidligere medarbejdere i afdelingen, som ikke kan genkende det billede, som bliver beskrevet. Den pågældende chef har blandt andet henvist Information til en kvinde, som siger:
»Sexistisk omgangstone? Nej. Ikke noget, han (chefen, red.) var driver af. Der var selvfølgelig en fri omgangstone, og jeg sad i {den pågældende afdeling}, hvor der var en vis energi. Det skal der være. Men der var intet sexistisk i nærheden af [mandens navn].«
Hun påpeger, at det godt kan være, at der har været »en tid før mig«.
»Det ved jeg jo ikke. Men jeg vil sige, at over for mig – jeg er også en med brede skuldre, som hviler relativt godt i mig selv og kan sige til og fra – har han aldrig overhovedet på noget tidspunkt udsat mig for upassende opførsel. Overhovedet ikke,« siger hun.
TV 2 svarer
Information har forelagt den forhenværende chef på TV 2 alle udsagnene om ham. Han skriver i et svar, at det har været fremme, at »der i årenes løb har været arrangementer på TV 2, hvor tonen generelt har været for bramfri«.
»Jeg vil ikke afvise, at jeg i lighed med andre på TV 2 har været en del af dette. Jeg vil imidlertid klart afvise, at jeg har udvist den opførsel eller adfærd, som beskrives, men jeg bliver naturligvis berørt over kvindernes udsagn. Jeg ville ønske, at de havde indberettet deres oplevelser til advokaten, så begge parters synspunkter kunne være blevet belyst, behandlet og afgjort i et professionelt rum.«
TV 2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, vil ikke svare direkte på, om hun kendte til sagerne, før hun fik dem forelagt af Information.
»Jeg kan ikke gå ned i de enkelte sager. Men der ligger jo noget i kulturarbejdet også på den her afdeling, ligesom der gør i de andre afdelinger,« siger hun.
Hun forklarer, at advokaterne bag advokatundersøgelsen delte henvendelserne op i to bunker. Den ene bunke handlede om sager, hvor der havde fundet krænkelser sted, og hvor det skulle vurderes, om det skulle have ansættelsesretlige konsekvenser. Den anden bunke var med sager, som var relevante for det kulturarbejde, TV 2 skulle i gang med.
»Vi vurderede, at nogle af de ting, der blev sagt i kulturkassen var nødvendige at tjekke ind på: Nemlig at der var mandsdomineret ledelsesstil og utryghed. Derfor blev der igangsat det kulturarbejde, der har kørt siden foråret. Grundpræmissen for det arbejde har været at skabe psykologisk tryghed i en performancekultur.«
– En af kvinderne siger, at hun kontaktede dig, efter hun havde sagt op, og fortalte om en sexistisk kultur. Er det korrekt?
»Jeg fik flere henvendelser. Og alle, der henvendte sig, fik samme besked, nemlig at de skulle bringe deres henvendelse videre til advokatundersøgelsen. Gjorde de ikke det, kunne det kun anonymiseret indgå i vores kulturarbejde. Men jeg kan ikke gå ind i den enkelte sag.«
– Men kan du bekræfte hendes historie?
»Jeg kan ikke gå ind i den enkelte sag.«
– To kvinder fortæller, at de havde en klar oplevelse af, at det fik konsekvenser for deres ansættelse, at de sagde fra over for tilnærmelser, og en række personer bakker op om dem. Hvad tænker du om det?
»Jeg kan ikke gå ind i de konkrete sager. Men jeg er rystet over de ting, I lægger frem.«
Sådan har vi gjort
- Information har samarbejdet med Impact, som har produceret dokumentaren ’MeToo: Sexisme bag skærmen’ på Discovery+, om tilblivelsen af denne artikel.
- De kvinder, som fortæller deres historier, fremstår uden navn i artiklerne eller under pseudonym. Information kender deres navn og identitet.
- Information har faktatjekket udsagnene fra kvinderne, i det omfang det har været muligt.
- I flere tilfælde har Information valgt at udelade konkrete detaljer og informationer, som ville kunne bidrage til at identificere den omtalte chef.
- Ak ja, og i forreste linje som den sande retfærdigheds vogter og fortæller ser vi ekstrabladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, der selv blev dømt i "Se og Hør" sagen for krænkelser af andre menneskers privatliv, med fængselsstraf(fodlænke).
Jeg vil ikke kalde det en retfærdig straf, da jeg holder mig til det kendte udtryk; "hæleren er lige så god som stjæleren", og for Henrik Qvortrups andel i sagen er det i min optik endnu værre, for det var jo især for fortjenestens skyld - såvel økonomisk personlig og økonomisk gevinst for Aller koncernen, og dertil skal lægge det omdømme der skabtes for "Se og Hør's" chefredaktør som en effektiv leder.
Henrik Qvortrup smykkede sig med lånte fjer for forgængeren, men selv om han blev klar over sammenhængen, og dens tvivlsomme metode, gjorde han intet for at stoppe den.
Bortforklaringer og selvforståelser er der rigeligt af såvel at den ene part som den anden, og de er næsten lige så ondskabsfulde på deres næste som FBs brugere er imod deres idoler, og lumpenheden og kampen for moralen - den de ikke selv havde bruger de til at pege fingre af hinanden med.
- "Fake News" som Donald Trump sagde, det kan vi også i Danmark, og det har vi kunnet længe, og gør det stadig med flid, for man skal som chefredaktør altid være et hestehoved foran de andre.
"Episoderne strækker sig over en periode på cirka ti år. Ingen ønsker at stå frem med navn af frygt for, at det kan få konsekvenser for deres karriere."
Nej, selvfølgelig!
Alting handler om sex - undtagen sex. DET handler om magt...
Kan ikke huske, hvem ophavsmanden er, men...
Og selvfølgelig er det ikke kun én afdeling i TV2, der er kørt af sporet - og selvfølgelig er det ikke kun TV2
Hvem kan undres?
Det er en syg kultur, som har ladet chauvinisme og sexisme hærge på arbejdspladserne og det er også en syg kultur, som hylder vendettaer på personer for gerningerne, man ikke ville sig fra overfor i fortiden, men som nypuritanismen dømmer uetiske efter nutidens moralske standarder. Jeg synes det er lidt ulækkert at se på. Ikke kun fordi krænkelseshistorierne ofte er ret ensidigt fremstillede, en helt uskyldig ung kvinde, som uforvarende overfaldes af en seriekrænkede gammel gris på en avis og nærmest per automatik tages for sandheder, men også fordi de fleste er historier så gamle, at man næppe med sikkerhed kan huske hvem der sagde og gjorde hvad korrekt. Der er et eller andet med bevisets stilling og den anklagedes skyld, som afgøres i medierne, der ikke rigtig er en retsstat værdig. Hvem kan huske hvem de var til julefrokost med for 20 år siden eller bare hvad der blev og gjort sidste år.
Man kan jo ikke andet tænke, at det må være muligt at finde en ny ledelse, jeg tænker til den løn, som i langt højere grad ville være i stand til at præcisere rammerne for arbejdet, i stedet for at deltage og acceptere at der bl.a. udleveres kondomer til personalearrangementerne.
Joe - men hvis en evt. ny ledelse må findes/er rundet af samme surdej, fordi det nu engang er stilen i de der sociale lag, så er rekrutteringsgrundlaget måske bare "mere af det samme"???
2 Poul Anders Thomsen
Jeg går selvfølgelig ud fra, at du har belæg fo r din påstand, og at det ikke bare er "noget, du synes"...
"finde sig i sexistiske bemærkninger og opfordringer..."
"var det umisforståeligt, at han hentydede til hende, da hun var den eneste kvinde omkring bordet.
Det blev jeg jo krænket over..."
"Da hun kom tilbage på sit hotelværelse, sendte han hende sit værelsesnummer i en sms-besked. Der stod ikke mere, men jeg vidste jo, hvad det handlede om.«
Er det her mere og mere en børnehave? Det er sikkert givet, at det seksuelle frisind, vi tidligere velsagtens troede, vi havde opnået for det gode, alligevel har haft urimelige bagsider. Måske det bare skal erkendes, at sex og flirt på ingen måde hører til i en arbejdsmæssig eller uddannelsesmæssig sammenhæng. Overhovedet. Det har jo åbenbart ikke hidtil været muligt at administrere sammenblandingen ordentligt.
Så kan vi måske til gengæld blive fri for fremover at høre om yderligere ammestuehistorier om krænkende sms'er med hotelværelsesnumre.
Inger Pedersen
Citatet 'alting handler om sex undtagen sex, sex handler om magt' er fra Oscar Wilde som er en Irsk forfatter til rigtig gode romaner som kan anbefales (du kan evt. 'Google' ham.
Sex-chikane. Ja, det skal jeg da lige love for. Jeg har i øvrigt selv oplevet det flere gange som professionel kursusansvarlig, så det er altså ikke udelukkende mænd, der finder på sådan noget, men helt sikkert er de de mest hyppige krænkere.
I øvrigt følte jeg mig ikke altid krænket, men nærmere smigret. Det er jeg ikke sikker på, at der er mange kvinder gør,
Seksualdriften er vel i øvrigt det mest komolekse drift i verden og udsigten til at finde en god løsning ser ikke ud til at være lige om hjørnet, så måske skal vi til at genoplive den gamle model hvor familieoverhovederne gik sammmen om at blive enige om et parforhold?
Ovenståemde ord: 'komolekse' bedes venligst læst som: 'komplekse'.
Det der foregår/ er foregået på TV2 er langt over alle grænser for hvad chefer kan tillade sig og bekræfter desværre at vi har et kæmpe problem i Danmark med elendig ledelse og en klar overrepræsentation af folk med psykopatiske karaktertræk hvilket klarest kom til udtryk i sms korrespondancen omkring praktikanters rolle som legetøj som kunne pilles fra hinanden og bygges op efter chefens forgodtbefindende.
De folk burde ikke bare fyres men oveni have en forvaringsdom.
En syg kultur omkring det seksuelle område har vist præget store dele af samfundet de sidste mange år. Måske siden pornoens frigivelse? Den seksuelle drift/kraft er stærk og kan ikke bare 'frigives' og lades få frit spil, det er der alt for mange, der ikke kan styre. Så selv om vi har frisind og fri porno, skal vi stadig være kloge og kunne styre samfundets sex-kultur, tænker jeg.
Og nogen kan helt tydeligt ikke styre sine egne drifter og har misforstået det med frisind, som historierne nu viser. Jeg er trist og vred over at det især er i medie-verdenen, de mange historier kommer frem og har foregået, det er jo medierne, der skal holde øje med samfundets tendenser, magtspil, osv...
Som ansat 'herude i samfundet' på 'ganske almindelige arbejdspladser' kan jeg ikke genkende så syg en sex-kultur? Hvad er mon andres erfaring?
Jeg har derimod denne historie helt fra slut firserne. En veninde var blevet ansat i en af Statens Styrelser og det var vi meget stolte af i vennekredsen, hun var den første vi kendte i så høj en stilling. Hun havde universitets-baggrund.
Da jeg interesseret spurgte til hendes nye arbejde, fik jeg en noget chokerende beretning om hendes nye kolleger. De var tilsyneladende mere optaget af hvem der var kæreste med hvem, end styrelsens vigtige arbejde? Min veninde er en meget smuk pige, så hun havde da også fået meget opmærksomhed, netop på det område. Så fester, kærester, seksuelle affærer og den slags var tilsyneladende en almindeligt også hos den styrelse? Min veninde rejste da også ret hurtigt fra stedet.
Måske er Me Too et tilitrængt opgør med en syg kultur i hele samfundet, som længe har ventet på at blive evalueret og ændret? Igen, det ser ud til det især har været 'i toppen af samfundet', blandt højtuddannede, de værste eksempler har foregået? Jeg kan i hvert fald ikke genkende billedet på de arbejdspladser jeg har været på.
Jeg er så heller ikke nogen særlig flot og tiltrækkende kvinde, måske derfor...? ;o)
Men er det foregået, så var det i det skjulte, måske til en julefrokost? Ikke noget, der 'lå i luften', var almindeligt kendt, at sådan var det bare...
Jeg tror ikke, det her har noget at gøre med pornoens frigivelse, jeg tror det rækker meget længere tilbage. Det handler om, at i et patriakalsk samfund, kan mænd bruge deres sexualitet til at styrke deres magt og omvendt. Fuldstændig jævnfør Oscar Wilde-citatet, som sagde det for 100 år siden.
Jeg var på samme arbejdsplads i 35 år og har aldrig oplevet noget, der ligner det beskrevne.
Lederne nød stor respekt for deres lederevner, og medarbejderne blev længe på arbejdspladsen
@ jørgen djørup
"Jeg var på samme arbejdsplads i 35 år og har aldrig oplevet noget, der ligner det beskrevne. Lederne nød stor respekt for deres lederevner, og medarbejderne blev længe på arbejdspladsen"
Er det TV2 du taler om? TV2 blev etableret i 1986 for netop 35 år siden, men begyndte først at sende i 1988, men du var åbenbart med fra den spæde start.
Anna Thygesen stiller i dagens udgave af Ekstra Bladet følgende yderst relevante spørgsmål til TV 2's administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen:
"Du og din mand gennem mange år, Morten Stig Christensen, mødte hinanden på TV 2 i 1990’erne på et tidspunkt, hvor du var ung elev-ansat, og han var højt profileret studievært. Dette er naturligvis en privat situation, men har det alligevel gjort, at du har følt dig inhabil i diskussioner omkring studieværters forhold til yngre kvindelige kolleger for 20 år siden på TV 2, fordi du følte du kunne blive beskyldt for personligt at have været del af den kultur?"
"For nylig er der kommet oplysninger om at der har været krænkelser i en anden afdeling. Det foranlediger mig til at spørge, hvordan bestyrelsesformand Jimmy Mayman kan udtale, at 'afskedigelsen af Flemming Rasmussen skyldes hverken MeToo eller sexisme', når nu det kommer frem, at det måske faktisk var temmelig relateret? Er der behov for at nuancere forklaringen bag Flemming Rasmussens exit efter de seneste udmeldinger, eller fastholder du, at det intet havde med MeToo eller Sexisme at gøre?"
20/dec/2021
Mmm ... Efter, jeg har læst
den lange artikel, tænker jeg:
1 Kvinderne må lære at sige:
Nejtak ... Nejtak ... Nejtak ...
Sådan nærmest meditativt ...
2 Mænd har to hoveder, og de
må lære primært at tænke
med det øverste ...
Med bekymret hilsen
Claus
@Søren Rehhof
Undskyld anledningen til misforståelsen.
En anden gang må jeg læse det igennem, jeg skriver.
Jeg var ansat så langt væk fra TV2 , som tænkes kan.
TV2 lederne har aldrig været i nærheden.
@ jørgen djørup
Nogen gange kan kommunikation på internettet føre til misforståelser. Efter at jeg havde skrevet min kommentar begyndte det, at dæmre for mig, at det du nok snarere mente var, at det godt kan lade sig gøre, at have virksomheder, hvor der ikke foregår de samme ting, som det der åbenbart er foregået på TV2 og ikke, at du selv havde været påTV2. Men på det tidspunkt havde jeg desværre indsendt min kommentar.