Michael Graversen lavede dokumentar om forureningen i Grindsted. Og oplevede at hans barndomsby vendte ham ryggen

Da dokumentarist Michael Graversen i 2006 besluttede sig for at granske den massive forurening fra Grindstedværket, havde han egentlig regnet med, at de lokale i hans barndomsby Grindsted ville sætte pris på hans ærinde. At den film, han ville lave, kunne blive det opråb, der ville føre til politisk handling i en af danmarkhistoriens største forureningssager.

Men sådan blev reaktionen ikke, da hans dokumentarfilm Jorden er giftig fik premiere på DR2 og filmfestivalen CPH:DOX. Snarere tværtimod. 

I filmen afdækkede Michael Graversen omfanget af forureningen fra det gamle Grindstedværket, der ifølge eksperter kunne true fremtidens vandressourcer i det midt- og sønderjyske grundvandsdepot. Og han talte med borgere, lokalpolitikere og daværende miljøminister Connie Hedegaard i et forsøg på at få svar på, hvorfor ingen havde gjort noget ved den massive jordforurening.

Grindstedværket dumpede fra 1924 til 1976 store mængder giftigt affald og urenset spildevand i og omkring Grindsted, hvilket potentielt kan have været sundhedsskadeligt for indbyggerne.

Men både filmen og Michael Graversen, som dengang var 26 år, blev mødt af stor modstand fra Grindsted-borgerne, byens mangeårige borgmester og sågar lokalpressen.

»Forureningsfilm skader Grindsteds image,« lød det allerede inden, at filmen havde haft premiere, på forsiden af den lokale gratisavis Midtjysk Ugeblad, der ellers normalt holdt sig til at skrive om nye erhverv og lokale arrangementer.

Michael Graversen husker tydeligt Grindstedværket fra sin barndom i 1980’erne. Mest på grund af lugten. Den lå ofte tungt i luften, når han gik hjem fra skole.

Sigrid Nygaard

I artiklen udtalte borgmester Ib Kristensen (V) blandt andet, at »det er jo klart, at enhver dårlig omtale er skidt for området. Især, hvis det ikke er dokumenteret – så er det en katastrofe«.

»Vi skal forholde os til fakta, men det skal en film også,« fortsatte Ib Kristensen, der har været borgmester i først Grindsted og siden Billund Kommune i sammenlagt 20 år. Over for Information erindrer han dog ikke at have set filmen, hvori han selv medvirker.

Når Michael Graversen i perioden var på besøg i Grindsted, oplevede han at blive stoppet på gaden og få spørgsmål som: »Hvad er det, du har gang i?«. Andre skiftede fortov eller ignorerede ham. Heller ikke hans forældre, som stadig boede i den sydvestjyske by, var begejstrede.

Det var hårdt, fortæller Michael Graversen i dag. At en film, som han troede var i offentlighedens interesse, og som ifølge ham kun baserede sig på dokumenterede udsagn, pure blev afvist fra så mange sider. Og at hans troværdighed samtidig blev beklikket.

»Jeg håbede nærmest på, at Grindsted kunne blive en foregangsby i forhold til at få ryddet op efter forurening. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at filmen ville blive slået så massivt ned, som den blev. Og at jeg ville blive udsat for så meget kritik,« siger han.

Harsk medicinlugt

Michael Graversen, der siden blandt andet har lavet dokumentarfilm om uledsagede flygtningebørn, er vokset op i området Østbyen. Det er her, hvor både Grindsted-rapporten fra SDU, som Information har skrevet om, og den lokale borger Ketty Hjøllund har fundet et uforklarligt højt antal tilfælde af den alvorlige nervesygdom ALS.

Fundene har ført til, at Region Syddanmark nu vil revurdere en planlagt opfølgende undersøgelse af forureningens sundhedsmæssige konsekvenser, som regionen ellers skrottede sidste år.

Michael Graversen husker tydeligt Grindstedværket fra sin barndom i 1980’erne. Mest på grund af lugten. Den lå ofte tungt i luften, når han gik hjem fra skole.

»Det var sådan en harsk medicinlugt, som noget vitamin, der er blevet for gammelt. Jeg ved ikke, om det var sundhedsskadeligt, men lugten var vild,« fortæller han.

Men der var – så vidt Michael Graversen husker – ingen, der talte om forureningen fra Grindstedværket, der beskæftigede tusindvis af de lokale. Til et årligt skoleløb gik ruten rundt om Engsøen i Grindsted, der indtil 1998 fungerede som renseanlæg for Grindstedværket, og hvor der blandt andet er fundet kviksølv. Michael Graversen husker, at eleverne fik at vide, at man ikke skulle nærme sig søen eller bade i den.

»Men det var bare en vedtaget sandhed. Lidt a la ’her er bageren, og her må man ikke bade’. Det var ikke noget, nogen stillede spørgsmål ved,« siger han.

Ifølge ham var der heller ingen skilte ved Grindsteds kendte forurenede områder, der advarede om forureningen. Det er der først kommet op inden for de seneste år.

Men i midten af 00’erne faldt Michael Graversen i snak med DR’s lokaljournalist Helle Lundberg, som har afdækket forureningen og selv bor i Grindsted. Hun fortalte ham, at han var vokset op på 100.000 tons kemisk affald. Det kom fuldstændig bag ham ham. Og gjorde ham både nervøs og bange for konsekvenserne, men også forarget over, at ingen havde taget ansvar eller gjort noget ved problemet. 

»Så tænkte jeg, at jeg jo kunne gøre opmærksom på det. Jeg var måske lidt naiv.«

I Michael Graversens dokumentarfilm fortæller professor emeritus ved DTU Finn Bro Rasmussen ham, at jorden under hans barndomsby udgøres af »Danmarks største kemiske losseplads«.

Men Graversen besøger også kolonihaveejere, der bor få meter fra både Grindstedværket, og et forurenet område kaldet Banegravsdepotet, hvor værket tidligere har dumpet blandt andet kviksølv, andre tungmetaller og opløsningsmidler. At have tusindvis af ton forurening som nabo bekymrede dog ikke kolonihaveejerne.

»Det er medierne, der gør det mere giftigt, end det er,« som en af dem siger. Han havde selv arbejdet på Grindstedværket engang.

»Det er godt Polle, at du forsvarer Grindstedværket, vi kan så godt lide Grindsted by,« lyder det fra en af de andre i kolonihavehuset.

Michael Graversen kan huske, at hans forældre var nervøse ved hans dokumentarfilm. Ikke så meget for, hvad den ville vise om forureningen under deres hjemby. Men for dens modtagelse.

Og det skulle altså vise sig, at de fik ret.

En masse på spil

For Michael Graversen var det en ubehagelig overraskelse, at hans første dokumentarfilm blev mødt af så meget lokal modstand – fra borgmesteren til gamle naboer.

»Der var sådan en stemning af, at jeg havde forrådt min barndomsby,« fortæller han.

Tidligere klassekammerater ringede og ville vide, hvad han havde gang i. Og for at fortælle, at flere, de kendte, »virkelig synes, at filmen var noget lort«.

Miljøstyrelsen udsendte også en pressemeddelelse i forbindelse med filmen, hvor styrelsen mente, at »filmen tager udgangspunkt i instruktøren Michael Graversens personlige historie, men ignorerer desværre en del faktiske forhold«.

Ifølge Miljøstyrelsen var det ikke korrekt, når Graversen i filmen påstod, at »embedsmænd og politikere skyder ansvaret frem og tilbage« for forureningssagen. Styrelsen understregede blandt andet, at det »entydigt« var det daværende Ribe Amts ansvar at rydde op efter forureningen.

Michael Graversen blev påvirket af den negative modtagelse og af den »udskamning«, han oplevede i kølvandet på filmen. Han husker, at han havde fornemmelsen af, at der hele vejen rundt blev talt dårligt om ham og hans film. 

»Mit ærinde var bare at oplyse, men jeg fik følelsen af, at jeg havde gjort noget forkert,« siger han.

Modtagelsen kastede Michael Graversen »ned i et hul«. I flere år efter afholdt han sig helt fra at beskæftige sig med dokumentarfilm og overvejede at finde på noget helt andet som en direkte konsekvens af oplevelsen med Grindsted-filmen.

»Jeg blev deprimeret, virkelig ked af det og nervøs. I lang tid. Det var virkelig et stort slag. Jeg brugte også mig selv og min opvækst aktivt i filmen, så det føltes som et meget personligt angreb på mig og min troværdighed,« fortæller han.

Det var »helt sikkert« en skærpende omstændighed, at den negative reaktion kom fra hans barndomsby. Fra de mennesker, medier og lokalpolitikere, han var vokset op med. For det betød, at der var mere på spil.

Han afviser, at filmen trods dens titel Jorden er Giftig nogensinde havde til formål at provokere.

»Jeg valgte titlen på grund af børnelegen med samme navn, og så synes jeg, at den er ret rammende, fordi der var 100.000 tons kemisk affald under byen,« siger han.

Hans oplevelse var, at mange følte sig stødte over kritikken af Grindstedværket, hvor nærmest alle, som bor i Grindsted, kender nogen, der har arbejdet. Og som var kendt som en god arbejdsplads med loyale medarbejdere.

Der var også mange, som understregede over for ham, at de var trygge ved at bo i Grindsted, og at der »selvfølgelig« var styr på de problemer, forureningen måtte forårsage.

»Det var, som om det var helt forkert at sætte spørgsmålstegn ved, om myndigheder og politikere havde gjort nok,« siger Michael Graversen.

Frygter, at der ikke sker noget

I dag er Michael Graversen stolt over sin dokumentarfilm fra 2006.

»Jeg havde jo ret i den bekymring, jeg rejste i filmen,« siger han.

Det er hans oplevelse, at der skete et stemningsskifte om forureningen efter, at en DTU-undersøgelse i 2018 viste, at der hvert år siver omkring 100 kilo af det kræftfremkaldende stof vinylklorid fra de forurenede områder i Grindsted og lige ud i Grindsted Å.

Også den seneste tids skriverier om Grindsted, blandt andet i Information, har ifølge Michael Graversen været med til atter at sætte fokus på problemet.

Men han er mindre optimistisk i forhold til, om mediedækningen og den offentlige interesse om forureningssagen vil føre til konkret handling i forhold til at få ryddet op efter den massive jordforurening fra Grindstedværket.

»Det er historien, der fortæller mig, at der ikke kommer til at ske noget. Jeg frygter, at der nu går et par år med undersøgelser, og så dør opmærksomheden lidt hen igen. På et tidspunkt bliver nogen jo nødt til at tage hånd om det her. Forureningen forsvinder jo ikke bare af sig selv,« siger han.

Selv kan Michael Graversen også mærke, at de stadigt flere nyopdagede ALS-tilfælde centreret om hans gamle barndomshjem i Østbyen gør ham nervøs for, om han selv eller hans forældre skulle være i risikogruppen. Men han prøver at skyde tanken væk. Siger til sig selv, at sandsynligheden sikkert ikke er så stor. 

»På den måde kan jeg jo ironisk nok godt genkende noget af den mekanisme, jeg selv oplevede fra Grindsted-borgerne, da jeg udgav min film.«