Den nye finanslov er et stilfærdigt kunststykke af finansministeren

Forståelsespapiret har endnu en gang bevist sin slidstyrke. I en tid, hvor der atter er opstået politisk uro på Christiansborg, har finansminister Nicolai Wammen (S) med den nye finanslov formået at demonstrere en bemærkelsesværdig realpolitisk stabilitet. S-regeringen har stadig godt styr på sit parlamentariske grundlag, og alle støttepartierne har igen kunnet indkassere symbolske småsejre, som de hver især er tilfredse med.

Det store drama udeblev, og de trusler om valg og mistillid, som både Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen og De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen tidligere er fremkommet med, er effektivt blevet afmonteret. For tredje gang i træk har Nicolai Wammen på sendrægtig vis landet en forglemmelig finanslov, som skaber tiltrængt ro på de indre linjer.

Finansloven for 2022 holder sig nogenlunde inden for den snævre økonomiske ramme, som S-regeringen selv lagde op til umiddelbart efter sommerferien, og dermed er vejen banet for, at den næste finanslov vil kunne blive betydeligt mere generøs – perfekt timet frem mod det folketingsvalg, som skal afholdes senest i foråret 2023. Wammen har dermed leveret det bedst tænkelige resultat for Socialdemokratiet.

Helt efter finansministerens drejebog har støttepartierne kun fået delvist indfriet deres ønsker, og dermed har Enhedslisten, SF og De Radikale hver især fået en ekstra tilskyndelse til at støtte regeringen videre frem mod næste finanslov, hvor de næste skridt forventningsfuldt vil kunne tages.

Kontrasten mellem på den ene side de aktuelle gnidninger, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) er kommet under voksende kritik fra såvel De Radikale som Enhedslisten, og så på den anden side den næsten kedsommelige stabilitet, som finansloven udstiller, er på mange måder det mest opsigtsvækkende ved aftalen, der tilmed også har fået støtte fra Alternativet og Kristendemokraterne.

Mest markant er ekstrabevillingen til sundhedssektoren, som både SF og Enhedslisten med rette vil kunne betragte som et trofæ. De to røde partier kan indtage rollen som de sande forsvarere for velfærdsstatens hverdagshelte og derved profilere sig over for sygeplejersker og jordemødre. Men nogen varig og strukturel ændring er der ikke tale om.

De små skridts vej

Når det kommer til stykket, er støttepartierne ganske godt tilfredse med den kurs, som S-regeringen fører, og det må betragtes som dygtigt politisk håndværk af finansminister Nicolai Wammen, når han på én og samme tid lader støttepartierne få æren for nu at få gennemført en række mindre mærkesager og endnu en gang har formået at skubbe de mest kontroversielle forhandlinger til senere.

Loyalitet belønnes, og det er langtfra tilfældigt, at SF er kommet længst med sine krav. Siden valget har SF’s formand Pia Olsen Dyhr optrådt demonstrativt loyalt over for statsminister Mette Frederiksen, og erkendtligheden leveres i finansloven. Folkesocialisterne er blandt andet kommet igennem med hovedkravet om at sænke klasseloftet i landets folkeskoler og dermed skabe mere ro og opmærksomhed omkring de enkelte elever.

Som en signatur for Nicolai Wammens finanslove er SF’s krav ikke imødekommet fuldt ud, men i første omgang kun fra børnehaveklasse op til 2. klasse, hvor der fremover indføres et klasseloft på 26 elever. Men SF kan med rette hævde, at deres tålmodighed belønnes, og at det nu er lykkedes at tage et reelt skridt i retning af mindre skoleklasser i fremtiden. En videreførelse til mellemtrinet ligger jo lige for, og dermed har SF fået sat en ny politisk retning, som tydeligt begrunder den fortsatte tiltro til S-regeringen.

Gratis tandpleje til Enhedslisten

Samme gradvise mekanisme har Enhedslisten accepteret. Venstrefløjspartiet gik ind til finanslovsforhandlingerne med et krav om gratis tandpleje til alle unge under 25 år, men endte med at stille sig tilfredse med et mere afgrænset tilbud om gratis tandpleje til de 18-21 årige. Også her er der tale om et politisk gennembrud. Det er første gang i mange år, at en velfærdsrettighed er blevet udvidet så konkret.

Enhedslisten kan nu gøre sig forhåbninger om, at S-regeringen på et senere tidspunkt vil være villig til at tage de næste skridt og gøre gratis tandpleje til en universel velfærdsrettighed også for de 22-25- årige, og måske ligefrem til endnu flere aldersgrupper længere ude i fremtiden. Et skridt ad gangen.

Selv om årets finanslov måske kun er et lillebitte skridt for folk med huller i tænderne, kan den blive et kæmpe spring for Enhedslisten, ganske enkelt fordi venstrefløjspartiet dermed har besindet sig på den inkrementelle fremgangsmåde, der alle dage har været Socialdemokratiets metode: de små skridts vej.

De Radikale har heller ikke gjort sig unødigt besværlige, men har i stedet stillet sig tilfredse med blandt andet en hurtigere udbygning af nye vindmølleparker, en reduktion af håndværkerfradraget og lettere adgang for udenlandske læger. Regeringstoppen kan således ånde lettet op: Det var tydeligvis ikke nu, at De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen ville skabe kant til Socialdemokratiet.

Timingen var imidlertid noget nær perfekt: Socialdemokratiet står svækket på grund af blandt andet minkskandalen, og Mette Frederiksen har lige nu brug for støttepartiernes opbakning. Enhedslisten og De Radikale kunne derfor have udnyttet situationen til at presse større indrømmelser igennem. Men de valgte at være pæne og venlige. Hensynet til det langsigtede samarbejde har overtrumfet muligheden for at score hurtige point.

Enighedens hemmelighed

Kalenderen er ellers fyldt med eksplosive dagsordener, som let kunne have kørt finanslovsforhandlingerne helt af sporet. Hvis enten Enhedslisten eller De Radikale havde insisteret på, at samtlige af de andre forhandlinger, som aktuelt er i gang i Finansministeriet, skulle have været viklet tæt sammen og været håndteret samlet, ja, så ville alt hurtigt have kunnet gå i hårdknude. Men sådan gik det ikke.

Den ulmende uenighed mellem støttepartierne om både et øget arbejdsudbud og et nyt kontanthjælpssystem – og som længe har truet med at skabe åben splid mellem Enhedslisten og De Radikale – fik således ikke lov til at bryde ud i forhandlingerne om finansloven. På snedig vis lykkedes det at holde finansloven adskilt fra de andre højspændte forløb.

Nicolai Wammens kunststykke – og selve hemmeligheden bag den stilfærdige enighed – er en veltimet evne til at holde trådene ude fra hinanden og overbevise forligspartierne om, at de ikke skal kræve indrømmelser på forskellige områder samtidig, men i stedet acceptere, at finansloven betragtes som ét forløb, mens forhandlingerne om øget arbejdsudbud er et andet, og slagsmålet om et nyt kontanthjælpssystem et helt tredje.

Her umiddelbart efter aftalen om finansloven fortsætter straks det andet forhandlingsforløb, der tager afsæt i S-regeringens udspil ’Danmark kan mere I’, og som sigter mod at øge arbejdsudbuddet. Her tegner det ikke alene til et forlig hen over midten med de borgerlige partier, men også til, at Socialdemokratiet vil gennemføre en række omstridte tiltag om blandt andet at sænke dagpengesatsen for nyuddannede.

Skitsen til en mulig aftale om at øge arbejdsudbuddet – og som i givet fald vil indeholde tiltag, der minder om de neoklassiske reformgreb, som blev brugt under daværende S-statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes finansminister Bjarne Corydon – udelukker på forhånd Enhedslisten. Men ved ikke at have stillet sig på tværs allerede nu i forbindelse med finansloven har politisk ordfører Mai Villadsen i praksis accepteret, at S-regeringen kan føre økonomisk politik med de borgerlige.

Selv om Enhedslisten nok skal råbe op i de kommende uger, når finansminister Nicolai Wammen vender opmærksomheden mod de borgerlige partier, er det en kæmpe fordel for S-regeringen, at venstrefløjen ikke har taget finansloven som gidsel i forhandlingerne om et øget arbejdsudbud. Når venstrefløjen nøjes med kun at lave det søde i en finanslov, har Wammen fået ryggen fri til at kunne lave det sure med de borgerlige.

Større pakker venter

Samme mønster gør sig gældende i magtspillet om den længe bebudede reform af ydelsessystemet. Til trods for, at Ydelseskommissionens formand Torben Tranæs allerede fremlagde sine anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem i marts – og tilmed stærkt forsinket – har venstrefløjen også her accepteret, at realitetsforhandlingerne må vente. Heller ikke her blev finansloven brugt som et brækjern til indrømmelser.

Socialdemokratiet har ikke travlt, og det må anses for at være finansminister Nicolai Wammens allerstørste bedrift, at han endnu en gang har formået at holde den ideologiske fejde om et opgør med kontanthjælpsloftet, 225-timers-reglen og den lave integrationsydelse ude af finanslovsforhandlingerne. Hvis Enhedslisten og SF havde gjort deres valgløfte fra 2019 til et ufravigeligt krav nu, ville det potentielt have kunnet føre til et sammenbrud.

Da Mai Villadsen blev valgt som ny leder af Enhedslisten, sagde hun ellers utvetydigt, at et opgør med de såkaldte fattigdomsydelser var hendes førsteprioritet: »Vi vil tage fat først, hvor det gør mest ondt. Omkring 60.000 børn vokser op i fattigdom. Det kan ikke passe i et samfund som det danske, og det kan især ikke passe, at det sker under en socialdemokratisk regering med en statsminister, der kalder sig børnenes statsminister,« sagde Villadsen.

Tilbage i maj truede Enhedslisten ligefrem med at ville udløse et nyvalg i utide, hvis S-regeringen ikke indgik en aftale om et nyt ydelsessystem her i løbet af i år. Men nu hvor tiden er ved at løbe ud, og Enhedslisten accepterede en finanslov uden en delaftale om et nyt kontanthjælpssystem, må det konstateres, at truslerne var tomme. Enhedslisten tør ikke – i modsætning til det svenske søsterparti Vänsterpartiet – at sætte hårdt mod hårdt.

Wammen har gjort det igen: Ved ikke at optræde som en klassisk budgetbisse, men snarere som en snarrådig budgetnisse, der hvert år leverer en godmodig finanslov lige op til jul, har Nicolai Wammen fået dæmpet gemytterne. Støttepartierne har ladet sig spise af med de milde gaver og valgt at se igennem fingre med, at de, for S-regeringen langt mere komplicerede forhandlinger, er blevet trukket ud i andre og større pakker, der først kommer senere.

Hvis De Radikale og Enhedslisten fortsat skulle være utilfredse med S-regeringen, har de ikke kendt deres besøgelsestid. De har danset helt efter Wammens drejebog.