Rigsretten afviste det ene argument efter det andet fra Inger Støjbergs forsvarere

»Succeskriteriet er blank frifindelse,« hed det på hjemmesiden for advokaterne René Offersen og Jonas Christoffersen, da det i februar 2021 kom frem, at de to sammen med advokat Nicolai Mallet skulle udgøre Inger Støjbergs forsvarshold. Og i offentligheden konstaterede Jonas Christoffersen, at den forhenværende minister ikke havde brudt ministeransvarlighedsloven og ville blive frifundet.

Sådan gik det som bekendt ikke. Med rigsrettens dom på 60 dages ubetinget fængsel til den tidligere minister kan man nu konstatere, at forsvarernes succekriterium ikke blev opfyldt. For selv om både Nicolai Mallet og især René Offersen under retsmøderne fremstod langt mere tændte og offensive end anklagerne i sagen, så er realiteten, at forsvarernes centrale anbringender ikke blev taget for gode varer af rigsretsdommerne.

Her følger et overblik over seks af de vigtigste punkter i forsvarernes argumentation, som alle blev afvist af 25 af rigsrettens 26 dommere.

For det første: Ministernotatet

Under hele rigsretssagen har omdrejningspunktet for forsvarerne været det notat, som Inger Støjberg godkendte den 9. februar 2016. Notatet åbnede for, at der kunne gøres undtagelser til hovedreglen om at adskille asylpar, hvor den ene part var under 18. Og dermed gav det ifølge forsvarerne ingen mening at anklage den forhenværende minister for at have beordret en undtagelsesfri og dermed ulovlig adskillelse.

Ifølge forsvarerne måtte godkendelsen af notatet stå ved magt, indtil Inger Støjberg udtrykkeligt traf en anden beslutning. Og det gjorde hun ikke, argumenterede de for.

Rigsrettens vurdering:

På et møde om eftermiddagen den 9. februar 2016 blev Inger Støjberg præsenteret for den ordning, som fremgik af notatet, altså en ordning med mulighed for undtagelser. Men rigsretten lægger efter en vurdering af vidneudsagnene fra de involverede embedsmænd og dokumenterne i sagen til grund, at ministeren ikke kunne acceptere denne ordning, men tværtimod besluttede sig for en ordning uden undtagelser.

For det andet: Logfilen fra F2-systemet

To af anklagernes nøglevidner, kontorchef Jesper Gori og afdelingschef Lykke Sørensen fra ministeriets Udlændingeafdeling, har forklaret, at notatet ikke kom til at spille nogen rolle. Det var med Jesper Goris ord »dødt og borte«, og ingen af de to jurister havde ifølge deres forklaringer været vidende om, at ministeren faktisk havde godkendt det.

Under forsvarernes afsluttende procedure blev det derfor præsenteret som lidt af et scoop, at en nøjere granskning af logfilen for ministeriets sagsbehandlingssystem, F2, viste, at de to faktisk havde været inde i F2 og åbnet sagen den 9. februar, efter ministeren havde godkendt det. Det var ifølge forsvarerne en oplysning, der kraftigt undergravede troværdigheden af de to nøglevidners forklaring.

At det godkendte ministernotat sidenhen hverken blev omtalt over for ombudsmanden eller Folketinget – det kom først frem under afhøringen af Inger Støjberg i Instrukskommissionen – forklarede forsvarerne med, at det formentlig var de to nøglevidner, der havde holdt det tilbage, fordi det på visse punkter viste sig at være juridisk uholdbart. I hvert fald blev Inger Støjberg ikke på noget tidspunkt orienteret om, at Udlændingeafdelingen angiveligt ikke længere tillagde notatets vurderinger betydning.

Rigsrettens vurdering:

I sin gennemgang af sagens forløb noterer dommen fra rigsretten, at aktivitetsloggen fra F2-systemet viser, at Jesper Gori den 9. februar 2016 klokken 14.08 og igen klokken 15.20 var inde og åbne notatet og et aktdokument, og at Lykke Sørensen gjorde det samme klokken 18.20. Men rigsretten beskriver det uden at tillægge det værdi. Med andre ord vurderer Rigsretten tilsyneladende ikke, at det på afgørende vis har rokket ved troværdigheden af de to nøglevidners forklaring.

For det tredje: Pressemeddelelsen

Så er der den meget omtalte pressemeddelelse, som blev udsendt den 10. februar 2016. Den lagde op til, at ingen af de unge par måtte indkvarteres på samme asylcenter, men at samtlige par tværtimod skulle adskilles. Inger Støjberg har forklaret, at hun selv fjernede en sætning fra pressemeddelelsen om, at der kunne være undtagelser.

Ifølge hendes forsvarere skete det dog udelukkende, fordi en omtale af mulige undtagelser ville fjerne fokus fra pressemeddelelsens primære budskab, nemlig at såkaldte »barnebrude« ville blive skilt ad fra deres ældre mænd. Med andre ord var det udelukkende af kommunikative grunde, at pressemeddelelsen kom til at fremstå så kategorisk, mente forsvarerne og pegede på, at alle i departementet på det tidspunkt var klar over, at der skulle administreres med undtagelser, selv om det ikke var omtalt i pressemeddelelsen.

Forsvarerne forsøgte sig tillige med en såkaldt »ordlydsfortolkning« af teksten i pressemeddelelsen for derigennem at vise, at hvis man analyserede hvert enkelt afsnit af teksten hver for sig, så kunne der med lidt snilde argumenteres for, at de enkelte afsnit beskrev en lovlig praksis. Samlet set var pressemeddelelsen ifølge forsvarerne i orden, hvis den blev bedømt som det, den var, nemlig en pressemeddelelse.

Rigsrettens vurdering:

Pressemeddelelsen kunne kun forstås på én måde, nemlig at alle par, herunder også par med børn og de par, der allerede var blevet indkvarteret sammen, skulle adskilles og indkvarteres på hvert sit center. Rigsretten tillægger dermed pressemeddelelsen afgørende betydning, idet den mener, at Inger Støjberg på et tidspunkt omkring frokosttid den 10. februar 2016 besluttede sig for, at der skulle gælde en indkvarteringsordning uden mulighed for undtagelser – og at denne beslutning først og fremmest blev kommunikeret gennem pressemeddelelsen. Og dommerne afviser altså totalt forsvarernes ordlydsfortolkning.

For det fjerde: Kommunikationen til styrelsen

Efter den kategoriske pressemeddelelse blev udsendt, ringede afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen en eller to gange til Udlændingestyrelsens vicedirektør Lene Vejrum og fortalte, hvad der nu skulle ske. Der er to forskellige fortællinger om, hvad Line Skytte Mørk Hansen sagde. Selv har hun forklaret, at hun gav styrelsen besked på ikke at tage hensyn til den kategoriske pressemeddelelse, men tværtimod administrere med undtagelser. Modsat har Lene Vejrum forklaret, at hun fik besked på hurtigst muligt at administrere i henhold til pressemeddelelsen, altså igangsætte en adskillelse af alle par uden mulighed for undtagelse.

Her har forsvarerne argumenteret for, at Inger Støjberg ikke var involveret i eller orienteret om, hvad Line Skytte Mørk Hansen sagde til Udlændingestyrelsens vicedirektør. Med andre ord kan det ikke være hendes ansvar, hvis enten Line Skytte Mørk Hansen eller Lene Vejrum har misforstået budskabet.

Rigsrettens vurdering:

De 25 dommere tillægger ikke Line Skytte Mørk Hansens forklaring om indholdet af telefonsamtalerne med Lene Vejrum nogen værdi, blandt andet fordi den ikke støttes af vidneforklaringer fra andre vidner eller af sagens talrige dokumenter. Og uanset hvad Inger Støjberg vidste eller ikke vidste om telefonsamtalerne, så lægger rigsretten vægt på, at Inger Støjberg blandt andet i et interview med TV 2 umiddelbart efter udsendelsen af pressemeddelelsen gentagne gange sagde, at alle par, hvor den ene var mindreårig, skulle adskilles, også selv om de havde børn sammen. Med andre ord: Ministeren udtalte sig fuldstændigt svarende til indholdet af pressemeddelelsen. Og i flere efterfølgende svar til Folketinget gengav Inger Støjberg essensen af pressemeddelelsen.

For det femte: Var adskillelserne lovlige?

Rigsretten har forholdt sig til en forholdsvis kort periode mellem den 10. februar 2016, hvor pressemeddelelsen bliver udsendt, frem til den 18. marts 2016, hvor Udlændingestyrelsen for første gang fik skriftlig besked fra ministeriet om, at adskillelserne skulle administreres i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. I den periode blev i alt 18 par adskilt.

Her har forsvarerne argumenteret for, at adskillelserne ikke var i strid med de internationale forpligtelser. Og selv hvis rigsretten skulle nå frem til noget andet, ville det være foregået, uden at ministeren vidste noget om det.

Rigsrettens vurdering:

Dommerne lægger til grund, at de 18 par, der blev adskilt frem til den 18. marts, havde et beskyttet familieliv efter Artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Desuden lægger retten til grund, at der på tidspunktet for adskillelserne forelå meget få oplysninger om parrenes individuelle forhold, og at adskillelserne derfor havde karakter af en »’en bloc’-adskillelse«. Derfor har adskillelserne været i strid med konventionens artikel om retten til familieliv og i strid med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder saglighed, proportionalitet samt krav om tilstrækkelig sagsoplysning. Og som de 25 dommere konkluderer: »Den nævnte ulovlige sagsbehandling må anses for at være en følge af Inger Støjbergs beslutning om straks at indføre en ny indkvarteringsordning uden mulighed for undtagelser.«

For det sjette: Alvorlighedsbetingelsen

Til sidst er der spørgsmålet om den såkaldte alvorlighedsbetingelse. Kort fortalt går den ud på, at man kun kan dømme en minister efter ministeransvarlighedsloven, hvis der er tale om alvorlig overtrædelse. Forsvarerne har gang på gang fremhævet princippet. Og de har henvist til, at sagen mod Inger Støjberg slet ikke tåler sammenligning med sagen mod Erik Ninn-Hansen, der i 1995 var tiltalt i en rigsretssag om ulovlig berostillelse af familiesammenføringer for tamiler. Forsvarerne har i den forbindelse peget på, at for at alvorlighedsbetingelsen skal være opfyldt, må det blandt andet tillægges betydning, om ministeren har forfulgt usaglige formål samt forholdets tidsmæssige udstrækning samt konsekvenserne for de berørte. Samlet set mente forsvarerne, at sagen mod Inger Støjberg ikke kom i nærheden af det strafbare område, hvis man sammenlignede den med sagen mod Erik Ninn-Hansen.

Rigsrettens vurdering:

De 25 dommere mener med henvisning til bemærkningerne til ministeransvarlighedsloven, at enhver tilsidesættelse af en ministers embedspligt kan straffes. Der er ifølge dommerne således ikke noget krav om, at pligtforsømmelsen skal være af særlig grov karakter for at være strafbar. Dertil kommer, at når Folketinget har besluttet at rejse tiltale, så tilkommer det ikke rigsretten at afgøre, om en politisk reaktion – for eksempel en næse – ville have været tilstrækkelig. »Afgørelsen heraf er alene Folketingets,« hedder det i dommen, der konkluderer: Det er ikke en betingelse for at finde en minister skyldig, at der er tale om en alvorlig lovovertrædelse.