Sygeplejerske på intensivafdeling: Det er stressende, at smitten spreder sig blandt medarbejderne

Fortalt til Christina Nordvang Jensen:

Ligesom i resten af samfundet har vi på intensivafdelingen virkelig mærket den stigende coronasmitte. Ikke i forhold til antallet af indlagte patienter, men derimod smittede medarbejdere. Der tikker beskeder ind et par gange om ugen om, at der er en medarbejder, der er smittet, selv om vi alle sammen har fået tredje vaccinestik.

Det er en stressfaktor, at coronasmitten spreder sig blandt medarbejderne. Det er virkelig problematisk, og det går ud over vagtplanen, der i forvejen er presset og vanskelig at få til at gå op.

Det var også derfor, jeg blev bedt om at komme på arbejde lillejuleaften. Til gengæld fik jeg nogle fridage i træk i dagene op til jul, hvilket var virkelig tiltrængt efter en periode med lange og skæve vagter. Det gav mig tid til at puste ud, selv om det var lidt ærgerligt at skulle arbejde ekstra i juledagene.

Denne uge anbefalede hospitalsledelsen, at man op til jul kun blev testet, hvis man havde symptomer, fordi der er et stort pres på det testsystem, der er på hospitalet, og vi tidligere har testet os flere gange om ugen, hvor det måske ikke har været særlig nødvendigt. 

Det giver god mening, men jeg fik også en ambivalent følelse omkring det. Jeg vil gerne følge anbefalingerne, men som privatperson føles det også lidt forkert at lade være med at blive testet og så tage hjem til jul hos min farmor, der fylder 100 år i næste måned. 

Men som fagperson forstår jeg godt, at man er nødt til at skelne mellem dem, der har symptomer, og dem, der ikke har, så vi ikke overbelaster vores interne testsystem. 

Rolige juledage

I år havde jeg dagvagter den 23., 24. og 25. december fra klokken 7.30 til omkring 15.35. Der sænker sig en anden ro og stemning i juledagene på afdelingen, og der bliver taget sig lidt ekstra af hinanden.

Ledelsen gav morgenbrød i køkkenet, hvor vi sad stille og roligt og drak morgenkaffe og snakkede, og vi gik lidt senere i gang med morgenvask og gennemgang af blodprøver. Det er der virkelig brug for nogle gange, så det var rart, at der var tid til det i juledagene.

I det hele taget var juledagene mindre stressende i år. Vi har været heldige, at der er kommet nye restriktioner i samfundet. Vi mærkede virkelig, at barer og natklubber var lukkede, fordi vi ikke fik mange fulde unge ind, der er væltet på cyklen eller har haft andre uheld. Og så var der ikke så mange biler på vejene på grund af færre arrangementer, så vi fik ikke trafikuheld ind.

Derudover blev mange af de planlagte operationer ikke gennemført, fordi der er personalemangel, så vi modtog heller ikke patienter i den forbindelse. Der vil altid opstå komplikationer ved en vis procentdel af specialoperationerne, og de patienter plejer vi at tage os af, men dem var der ingen af. Til gengæld ved vi, at travlheden lurer lige om hjørnet, fordi operationerne blot er blevet udskudt.

Det var rart med en forholdsvis rolig jul. Jeg fandt nogle røde veste, som vi fik udleveret af Dansk Sygeplejeråd dengang i sommer, da der var sygeplejerskestrejke. Dem klippede jeg i stykker og lavede nissehuer af og satte vatrondeller på, som vi kunne have på og sprede lidt god stemning. Det var hyggeligt at lave lidt sjov og have noget at grine af.

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke gjorde det som modstand mod Dansk Sygeplejeråd, men simpelthen i mangel på bedre materialer at lave nissehuer af. Men det var da lidt spøjst, at vi rendte rundt i nissehuer på arbejdet lavet af de veste, man kæmpede forgæves i for at få bedre arbejdsvilkår.

Skæve arbejdstider

Det er altid specielt at arbejde i julen. Man ved jo godt, at man skal være på arbejde, men der er noget i en, der stadig synes, det føles forkert, at man ikke er sammen med sin familie og holder juleferie som så mange andre.

Jeg talte med en af vores afdelingslæger, der møder ind i omkring 20 timer i træk i juledagene. Hun har børn og var lidt mærket af at skulle være på arbejde. Så sagde jeg til hende: »Det er et kald«, og så svarede hun: »Ja, men nogle gange har jeg svært ved at høre det«.

Hun syntes, at det var hårdt at være væk hjemmefra i så mange timer over julen. Selv om man godt ved, at det er dét, man går ind til som sygeplejerske, er det alligevel svært.

Vi talte om, at vi nogle gange godt kunne tænke os, at man fik en lille julegave eller en anden tilkendegivelse. I år har vi fået chokolade fra direktionen og en gave fra vores ledelse, men det er langtfra hvert år, at man får det. 

Jeg har ikke selv børn, men jeg kan godt mærke, at jo ældre jeg bliver, jo sværere er det. Jeg kan godt forstå mine kolleger med børn, der synes, det er hårdt. Det er også derfor, der er mange, som søger væk og får job i det private, hvor de kan holde både juleferie, påskeferie og ikke har aften- og nattevagter.