Tager man S-toget til Ballerup, møder man et klasseeksempel på Vestegnens forandring

Det tager 28 minutter at komme fra Københavns Hovedbanegård til Ballerup Station med S-togets linje C. Stiger man ud på stationspladsen, går under skinnerne, drejer forbi Kebabland og fortsætter langs Baltorpvejs almennyttige boliger, videre forbi Aldi og den gamle specialskole, ankommer man kort efter til krydset ved Vestbuen.

Herfra kan man skrive to fortællinger om Ballerup, alt efter hvilken side af Baltorpvej man står på. Til højre ligger hæderkronede virksomheder og nyopførte villaer i nynordisk stil med Mercedeser og Teslaer i carporten. Til venstre tre betontunge boligblokke, som bærer navnet Grantoften og huser en broget skare af socialt udsatte, arbejdere og mange ikkevestlige indvandrere.

Ballerups socialdemokratiske borgmester, Jesper Würtzen, krydser energisk fodgængerfeltet i den tykke tåge. Han er en stor mand, næsten to meter høj, og er iklædt blå jeans og en knaldrød jakke.

»Kontrasten er stor,« siger han, mens vi bevæger os fra villaerne mod Grantoftens lejligheder.

»Det er det specielle ved at være borgmester i Ballerup. Man har både toppen af poppen inden for erhverv, og man har borgere, som er, hvad skal jeg kalde det … typiske for vestegnen.«

Vi er taget ud for at gå en tur. Væk fra borgmesterkontoret og ud i den kommune, hvor han selv er født, og som han siden 2012 har haft ansvaret for.

Ligesom resten af Københavns Vestegn er Ballerup under forandring. Byfornyelsens vinde blæser, og demografien ændrer sig. I 1987 tilhørte 65 procent af familierne i Ballerup arbejderklassen. I dag er tallet 36,4 procent, et par procentpoint over landsgennemsnittet. Andelen af øvre middelklasse er i samme periode steget fra 6,6 procent til mere end 22 procent, hvilket gør Ballerup til en af landets mest blandede kommuner.

I den socialdemokratiske fortælling spiller Ballerup og Vestegnen i det hele taget en fremtrædende rolle. Før hun blev statsminister, boede Mette Frederiksen i den pæne Egebjerg-bydel, fordi hun »trives bedst i et stærkt fællesskab«, fortalte hun i 2017 til Ballerup-Bladet.

»I Ballerup er man mere, som man er i Jylland,« sagde hun.

Året efter skrev de to S-ideologer og nuværende ministre Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye, at vil man se »en samfundsmodel, der har sikret nogle af de lykkeligste, mest velstående og fredeligste samfund i verden«, skal man tage »S-toget til Ballerup«.

Så det har jeg gjort. Man kan også sige, at jeg har taget S-toget hjem. Jeg er selv opvokset i området og har boet her de første 20 år af mit liv. Med et par årtiers mellemrum har Jesper Würtzen og jeg endda gået på samme gymnasium.

Men selv om Ballerup Centret udefra ligner sig selv, og det brune rådhus stadig tager prisen som den mest kommuneagtige bygning i landet, er det ikke den samme by. Overalt er gravemaskiner og kraner i færd med at forskønne og modernisere. Gågadens gamle værtshuse skiftes ud med burgerbarer. Kunstskulpturer opstilles i vejkanter og rundkørsler. Stationspladsen overtages af private etageboliger, og nye parcelhuse skyder op med priser over fem millioner, alene sidste år steg prisen på et standardhus 450.000 kroner, den sjettestørste stigning i landet. Men under overfladen lurer frygten for større klasseskel og tabte svage.

Jeg vil vide, hvad udviklingen har gjort ved kommunen. Og hvis idealet om blandede samfund faktisk trives her, hvad er så årsagen til Socialdemokratiets markante nederlag ved kommunalvalget i Ballerup, hvor partiet godt nok beholdt magten, men tabte otte procentpoint af stemmerne?

’Rige børn leger bedst’

I virkeligheden er gentrificeringen udtryk for en tendens i alle Københavns vestlige forstæder, som ifølge debattør og forfatter Lars Olsen er ekstremt positiv.

I sin nyeste bog Rige børn leger bedst dokumenter Olsen og hans medforfattere, at toppen af samfundet og arbejderklassen i tiltagende grad lever i hver deres parallelle virkeligheder afsondret fra hinanden. De gifter sig med andre fra samme klasse og har i det hele taget ganske lidt at gøre med folk fra andre samfundslag.

På Vestegnen gør det modsatte sig gældende. Lars Olsen vil ikke gå så langt som til at kalde Ballerup »et idealsamfund«. Men:

»Vestegnen er blevet et socialt blandet område med god mulighed for at realisere et af idealerne bag velfærdssamfundet; at vi skal mødes på tværs af sociale klasser,« siger han.

Ballerups socialdemokratiske borgmester Jesper Würtzen mener, at det specielle ved Ballerup er, at kontrasterne er store i beboersammensætningen.

Sigrid Nygaard

I takt med at stadig flere mennesker flytter til København, presses andre videre ud til Vestegnskommunerne. Når folk ikke kan få et hus i Valby, køber de et i Ballerup. Det har skabt en tilflytning af bedre stillede grupper, folk med lange uddannelse og gode indkomster. Imens presses arbejderfamilierne videre til Vest- og Sydsjælland.

»Når den pensionerede tømrersvend sælger sit hus, har kun et par i den højere middelklasse råd til at købe,« som forfatterne til Rige børn leger bedst skriver.

Vestegnskommunernes høje andel af almene boliger sætter imidlertid en grænse for gentrificeringen. I Ballerup for eksempel er hele 54 procent af boligmassen almennyttig. Det gør det umuligt at ende totalt domineret af den øvre middelklasse, sådan som København er ved at blive. 

Spørger man Jesper Würtzen, hvordan han mærker gentrificeringen, svarer han tørt:

»Skatteindtægten er steget.«

»Og vi er faldet en smule i socioøkonomisk indeks.«

Ballerup ligger dog stadig i top ti over kommuner med mest social belastning. Det er byens paradoks. For samtidig er man den kommune i landet, hvis erhvervsliv bidrager mest til statskassen, bortset fra København, Aarhus og Aalborg. Med 15,6 milliarder kroner er bidraget større end Odenses, og den berømte Lautrup Erhvervspark, der kaldes et Silicon Valley, er den kvadratkilometer i hele Danmark med det allerstørste bidrag til BNP. Det allerstørste!

Succesen skyldes et massivt sats på erhverv allerede i 1990’erne. Problemet er bare, at mange borgere i Ballerup ikke har kompetencerne til et job hos Novo Nordisk, William Demant, Leo Pharma eller en af de adskillige it-virksomheder. Vestegnen er blevet »afindustrialiseret«, som Lars Olsen kalder det i sin bog. 39.000 af kommunens i alt 49.000 arbejdspladser besættes af folk, som hver dag pendler ind og ud. De højtlønnede vidensarbejdere kører hjem efter fyraften og deltager altså hverken i foreningsliv eller har børn i institution.

Toms Chokoladefabrik

Gemt bag bakker ligger den lille, tilbagetrukne landsby Pederstrup. Med sine hestevogne og små gårdbutikker er området en tidslomme og det tydeligste minde om Ballerups fortid som bondesamfund.

Klos op ad gadekæret ligger Ballerup Museum, og vil man forstå forvandlingen fra 1700-tallets marker over stationsbyen i slutningen af 1800-tallet til nutidens forstad, er det et godt sted at gå hen.

»I starten var Ballerup en Matador-by, hvor borgerne primært snakkede med deres egen socialklasse,« siger museumsleder Mette Jensen, der har kort mørkt hår og et venligt smil.

Senere kom S-togslinjen i 1949, der bragte tusindvis af mennesker og arbejdspladser med sig. Mette Jensen peger på en graf på væggen: I perioden mellem 1950 og 1960 steg befolkningstallet fra 5.000 til over 50.000.

Mange af tilflytterne var faglærte og fabriksarbejdere, der fik job hos en af områdets nye store industrivirksomheder.

»Det er Toms Chokoladefabrik jo et rigtig godt billede på,« siger hun og bevæger sig målrettet ind i udstillingens næste rum.

»Ballerupplanen er et stykke danmarkshistorie,« fortæller Mette Jensen.

Sigrid Nygaard

I en glasmontrer hænger tre chokoladeguldbarer og luftfotos af fabrikken, der blev tegnet af Arne Jacobsen og bygget i begyndelsen af 1960’erne. For Mette Jensen er fabrikken et monument over Ballerups arbejderhistorie.

Det var netop for at lokke hovedstadens arbejdere til, at man fra 1964 til 1967 iværksatte byggeriet af Ballerupplanen: tre enorme almennyttige boligbyggerier med i alt knap 1.700 lejligheder.

»Ballerupplanen er et stykke danmarkshistorie,« fortæller Mette Jensen. »Det er landets første montagebyggerier, hvor man virkelig masseproducerer boliger i store blokke.«

Sammenlignet med storbyens baggårdsslum var boligblokkene ren luksus. På museets vægge hænger billeder af mænd og kvinder på deres nye altaner. Det tog fart. Middelklassens pædagoger, lærere og faglærte var ivrige efter forstadens arbejdspladser og komfort.

»Hele ideen var, at man tilbød folk luft, lys og natur,« siger Mette Jensen. »Dengang var det ikke socialt belastede områder.«

Senere flyttede middelklassen ud af boligblokkene igen, og ind flyttede nogle af dem, som i dag præger Ballerupplanen: Folk på overførselsindkomst, lavtlønnede og mange ikkevestlige indvandrere.

’Fucking perkere’

Det må være første gang i mere end et årti, at jeg går rundt mellem Grantoftens boligblokke. Her er stille denne eftermiddag. Et par ældre indvandrerkvinder er ude at handle, og ellers er det ikke mange, der har trodset kulden.

Jesper Würtzen peger op mod et af højhusenes vinduer og fortæller om områdets »helt særlige identitet«.

»Grantoften har været et område, man har set på med bekymring. Men folk er også glade og stolte over at være Grantofte-borgere. Nogle har boet her i 40 år,« siger han.

Selv om Grantoften ikke er på Ghettolisten, har det bestemt »ikke været lutter lagkage«, som Ballerup-Bladet skrev i anledning af 40-årsjubilæet. Bandidos og andre bander har relationer til området, der har været tider, hvor taxaer nægtede at køre herind, og kriminaliteten steg, mens der »nok også blev serveret lidt for meget øl på bordene«.

Det tidligere bandemedlem og radiovært Nedim Yasar, der blev skuddræbt i 2018, har i sin bog Rødder beskrevet opvæksten i »Ballerup-ghettoen Grantoften« og vejen ind i det kriminelle bandemiljø med hård vold og hashhandel.

Som teenagere gjorde han og vennerne alt for at ydmyge de lokale drankere, som de spyttede på og kastede ting efter. Men for Nedim Yasar var det også et enormt polariseret område, hvor »vi mærkede hver dag, at folk ikke kunne lide os«.

»’Fucking perkere’ råbte mange efter os, når vi var på vej til skole. Jeg tog med min mor ned og handle, af frygt for at en af drankerne skulle spytte efter hende. Det var et barskt kvarter, men det gjorde os stærke som mennesker. Vi indvandrere holdt sammen,« skriver han.

Som ung arbejdede jeg selv på tanken i Grantoften om aftenen og gik i gymnasium et stenkast derfra. Derudover har jeg ikke brugt meget tid der, nok fordi jeg genkender fordommene. Jeg mindes endda, at mine arbejderforældre frarådede mig at færdes i blokkene efter mørkets frembrud.

Grantoften i Ballerup som den så ud i 1997.

Micharl Wimmelmann/Ballerup Museum Arkiv

Hvordan er det i dag, spørger jeg Jesper Würtzen. Noget tyder på, at polariseringen stadig findes. Ved valget i 2019 var Ballerup et af de steder, hvor Stram Kurs fik flest stemmer – 2,2 procent, hvilket var mere end på landsplan.

»Der er stadig problemer med kriminalitet og misbrug, men det går den rigtige vej,« svarer han.

»Vi arbejder på at nedbryde fordommene. Der vil altid være forskel på, hvem der har råd til at bo i forskellige typer bolig. Vi har i dag stadig områder med høje tosprogsprocenter, og noget af det, vil vi gerne have udjævnet.«

Svaret er anvisning af almene boliger ud fra parametre som alder og beskæftigelse. Men den »vigtigste indsats er en god skole«, siger Würtzen. Før han blev borgmester, var han viceskoleinspektør i Skovlunde, der i 1990’erne og nullerne var to forskellige verdener. På Rosenlundskolen gik de hvide børn, mens de brune gik på den socialt belastede Lundebjergskolen.

I dag er skolerne slået sammen til ét skolesystem med det formål at sikre klasser med børn på tværs af skel.

»Min søn gik selv på Rosenlund og kun i klasse med én udlænding. Det afspejler jo ikke, hvordan samfundet er. Og det skaber fordomme.«

Han fortæller, at 94 procent af eleverne i dag klarer skolen med karakteren mindst 02, adgangsbilletten til videre uddannelse. Og ser man på Beskæftigelsesministeriets tal, er Ballerup i dag næstbedst i landet til at få borgere på kontanthjælp eller dagpenge i job.

»Det vigtigste er, at folk møder hinanden i skolen,« gentager han og peger over mod de elegante parcelhuse, vi besøgte tidligere på dagen.

»Børnene herfra kommer til at møde dem derovres børn i skolen. Det er derfor, vi gerne vil have et ret stort antal private boliger her, så vi får den diversitet i beboersammensætningen.«

Den gule bodega

Trods sine problemer har Ballerupplanens blokke også ry for at udøve et stort socialt ansvar. Beboerne tager sig af hinanden, skolelærerne har fokus på sproglig udvikling, og foreningslivet er betonklodsernes stærke fundament.

Den tidligere S-bykonge Ove E. Dalsgaard, der sad fra 1981-2012, sagde altid, at man jo bare kunne komme op på borgmesterkontoret, hvis der var noget.

Byfornyelsen er én af forklaringerne på socialdemokraternes stemmetab ved valget.

Sigrid Nygaard

Jesper Würtzen slentrer videre gennem blokkene.

En kvinde med blond hår kommer gående med sin lille datter, som skubber sin bamse rundt i en lille barnevogn.

»Heeey Jesper, må jeg lige spørge dig om noget,« kalder hun på afstand med sin hæse stemme.

Kvinden vil have hjælp med at finde en almennyttig bolig til sin syge, 91-årige mormor. Borgmesteren lægger armen på hendes skulder og trøster, men beklager og afviser.

»Jeg kender hende fra min tid på skolen,« fortæller han efterfølgende. »Dengang havnede hendes ældste dreng ofte i problemer. Hun har også selv sine problemer,« siger han nøgternt.

I visse områder af Ballerup mener man, at den omsorg er på retræte. At man i jagten på nye borgere fra de øvre samfundslag glemmer dem på bunden. Tidligere på dagen talte jeg med en gut på min egen alder, omkring de 30, som ikke ville have sit navn i avisen. Han var opvokset i en af blokkene og bor nu et par kilometer herfra. For ham går udviklingen den forkerte vej.

»Byen er blevet mindre blandet, fordi vi skubber de svage ud,« sagde han. »Da jeg var lille, kørte min far rundt i Skovlunde med ordentlig mad til de gamle. I dag får de en foliebakke til deres mikroovn. Til gengæld skal vi være åh så glade for en eller anden kunstskulptur, som vi ikke får en skid ud af. Det bliver mindre socialt.«

Samme fortælling finder man på Den Gule Bodega i gågaden, Ballerups ældste værtshus og et af ofrene for byfornyelsen. Ejeren af bygningen vil modernisere, så den gule må lukke. I baren sidder Torben Hansen, født og opvokset i byen og i mange år arbejdsmand på kommunen.

»Skriver du for Information? Der er da ikke nogen, der læser den lorteavis,« er hans første reaktion, da jeg sætter mig ved siden af ham.

Man kan godt mærke, at Ballerup satser på at blive en erhvervskommune, hvor de rige så kommer og arbejder og køber hus, siger Hanne Hald, der står i baren i Den Gule Bodega.

Sigrid Nygaard

Bag den røgfyldte bar står Hanne Hald.

»Man kan godt mærke, at Ballerup satser på at blive en erhvervskommune, hvor de rige så kommer og arbejder og køber hus,« siger hun.

– Er det ikke en sund udvikling?

»Jo, men man burde tænke på alle i stedet for kun på den ene gruppe. Det er, som om man glemmer nogen. De fleste, der kommer hernede, har et arbejde, men de har ikke nogen familie. Hvor skal de gå hen nu,« spørger Hanne Hald.

Torben Hansen supplerer:

»Man skal passe på, at man ikke glemmer det mindre folk. De er her altså stadig,« siger han og taler om alle de nye parcelhuse og private lejligheder, der skyder op i Måløv, Skovlunde og Ballerup.

»Ingen almindelige mennesker har jo råd til at købe de boliger.«

Alle på værtshuset er grundlæggende glade for at bo i Ballerup, hvor man stadig kan møde gamle skolevenner i gågaden. Men byfornyelsen er kammet over. Parkeringspladserne er inddraget til privatboliger, boulevarden er indsnævret, og selv den sidste grønne plet mellem Ballerup Centret og den gamle biograf er udset til bebyggelse. Byggeriet er for meget og for tæt.

»Man kan jo ikke få luft i Ballerup mere,« siger Niels Groos, der er smed og nyder en fyraftensøl.

»Det er bare bolig, bolig, bolig,« tilføjer Torben Hansen.

Byfornyelsen er én af forklaringerne på socialdemokraternes stemmetab ved valget. For at håndtere demografien har S-borgmestrene i kommuner som Ballerup, Albertslund og Rødovre ført en aggressiv byudviklingspolitik.

Jesper Würtzen har hentet sin røde Toyota Aygo. I den lille bil ser den store mand helt overdimensioneret ud.

Han medgiver, at forandringerne nok har kostet stemmer ved valget.

»Folk er irriterede over byggeriet og de forandringer, der sker. Men når det står færdigt, bliver de glade,« siger han.

Ballerups Beverly Hills

Næste stop på turen er Egebjerg. Et parcelhusområde tæt på skov, hvor priserne har passeret seks millioner kroner. Ballerups Beverly Hills, som det bliver kaldt.

Egebjerg er en velhaverenklave og et eksempel på, at »de højere økonomiske klasser og de højere kulturelle klasser i et vist omfang præger hver deres bydel«, som forfatterne skriver i Rige børn leger bedst. Og hvad nytter det så med blandede kommuner, hvis den sociale og kulturelle kapital, som Bourdieu kalder det, alligevel bare samler sig i Egebjerg?

»Det er rigtigt,« siger Lars Olsen. »Men Ballerup er ikke bare et blandet område på kommuneniveau, men også helt ned på sogneniveau,« siger han og henviser til en opgørelse fra AE-rådet.

»Og så er det en politisk opgave at lægge skoledistrikterne, så man også får socialt blandede skoler,« siger han.

Ud over skolestruktur handler det ifølge Jesper Würtzen også om at »løse det med boligredskaber«.

Vi sætter kurs mod Blokhaven i Skovlunde, et gult etagebyggeri med en legeplads i midten. Bandemedlemmer skød for nogle år siden med maskinpistoler ind gennem et vindue, hashhandlen har været velbeskrevet og det samme med Loyal to Familias bånd til området.

I dag er der ro på i kvarteret. Jesper Würtzen skrår tværs over området og viser de nye rækkehuse, som er ved at blive bygget. Det er borgmesterens kongstanke. Bydele som Måløv og Egebjerg skal have flere almene boliger, mens andre bydele skal have flere private.

»Vi har hele tiden den blandede borgersammensætning for øje, og derfor skal vi have en større diversitet i boliger. Vi gør, hvad vi kan for at undgå ghettoficering. Vi vil ikke være magnet for folk med sociale problemer. Dem har vi rigeligt af i forvejen.«

Socialdemokratiets pris

Borgmesteren taler meget om uddannelse, boliganvisning og beskæftigelse. Den »kernesocialdemokratiske fortælling«, som han siger.

Men i takt med at kernefortællingen udfoldes, bliver Vestegnen tilsyneladende mindre socialdemokratisk. I Ballerup var borgmesteren en my fra at miste sit absolutte flertal, og i Albertslund, Rødovre, Herlev og Vallensbæk led partiet også nederlag.

Ballerups Borgmester, Jesper Würtzen.

Sigrid Nygaard

Mange af de klassiske socialdemokrater, der flyttede hertil i 1960’erne, er i dag enten ældre eller døde. Og for de nytilflyttende akademikere og højtlønnede er det mindre naturligt at stemme på liste A, som valgforsker Martin Vinæs Larsen har forklaret i Information. Klasser betyder stadig noget i politik. Når demografien ændres, ændres også den politiske dynamik.

»Det her meget, meget dominerende socialdemokrati bliver svækket. For Socialdemokratiet er det den pris, man må betale, for at få mere blandede samfund,« siger Lars Olsen.

Jesper Würtzen er bevidst om præmissen.

»Beboersammensætning smitter selvfølgelig af på, hvordan folk stemmer. Der kommer nye til, som måske har andre politiske observanser,« siger han.

En lang dag er gået. Borgmesteren skal videre, men inden han sætter sig ind i sin Aygo for at køre i retning af rådhuset, spørger jeg ham, hvordan et ungt menneskes opvækst i Ballerup i dag er anderledes end for 20 år siden. Han svarer kort:

»Områderne er i bedre intern balance. Børnene lærer mere i skolen og har større chance for at få en uddannelse og komme i arbejde.«