I løbet af coronakrisen har en af de store bekymringer været, at coronavirus skulle sprede sig på plejehjem og i hjemmeplejen, fordi de ældre var i større risiko for et slemt sygdomsforløb. Så kom vaccinerne, og senest i sidste uge slog Sundhedsstyrelsen fast, at de ældre er godt beskyttede af tredje stik og ikke er lige så sårbare over for at blive smittet.
Alligevel er det fortsat ældreplejen, der mærker konsekvenserne af pandemien.
Lige nu kæmper man nemlig med personalemangel, fordi smitten spreder sig blandt medarbejdere, der må isolere sig og derfor ikke kan komme på arbejde. De seneste tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at over halvdelen af landets plejehjem er ramt af coronasmitte, og ifølge SSI er over 9.000 medarbejdere på plejehjem, plejecentre og i hjemmeplejen smittet med corona, hvilket er cirka en fordobling i forhold til december.
Det betyder, at det er svært for kommunerne at få vagtplanerne til at gå op, og flere af de store vikarbureauer inden for sundheds- og plejeindustrien fortæller til Information, at de ikke har nok vikarer til at dække kommunernes behov for personale. Blandt andet administrerende direktør i Carelink, Brian Rosenberg.
»Vi kan slet ikke følge med, og vi siger nej til kunder hver dag, fordi vi ikke har nok vikarer. Det er kulminationen på en længere periode med udfordringer i forhold til rekruttering. Det er en ballon, der har været spændt godt ud, og som nu springer,« siger han.
Didde Sindal har arbejdet som social- og sundhedsassistent i næsten ti år og har mærket arbejdspresset den seneste tid, når kolleger har været i isolation, fordi de selv eller pårørende har været smittet.
»Jeg har haft vagter, hvor vi har været tre medarbejdere til at udføre seks eller syv personers arbejde, og der har været mange ekstra vagter. Det har været meget stressende, fordi der i forvejen mangler personale. Der skal ingenting til, før hele korthuset vælter.«
Didde Sindal har flere gange oplevet, at hun ikke har haft nok tid til sine borgere – både før og under coronakrisen.
Indtil for nylig arbejdede Didde Sindal som fastansat i hjemmeplejen i Gladsaxe Kommune og er nu tilknyttet et vikarbureau, fordi arbejdspresset blev for stressende. Hun er et billede på, hvor udfordret ældreplejen har været længe, og hvordan coronakrisen kun har gjort det værre. Hendes historie vender vi tilbage til.
Alvorlig udvikling
Både FOA og Ældresagen er bekymrede for, hvad personalemanglen vil have af konsekvenser. Flere kommuner har allerede nedprioriteret de mindre vigtige opgaver såsom rengøring og personlig pleje for at have flere hænder til den livsnødvendige pleje, men det må og kan ikke fortsætte, lyder det.
Ifølge sektorformand for social- og sundhed i FOA Torben Klitmøller Hollmann kan sektoren ikke håndtere meget mere smitte.
»Når der i forvejen mangler medarbejdere, så skaber et stort sygefravær på grund af corona virkelig store problemer mange steder. Det er jeg meget bekymret over, fordi det i sidste ende går ud over borgerne og deres sundhedstilstand,« siger han.
Også Ældresagen mener, at det skal tages alvorligt. Seniorkonsulent Per Tostenæs beskriver, at de får henvendelser fra pårørende, der er bekymrede for, at de ældre ikke får den hjælp, de har brug for.
»Det er en ulykkelig og meget alvorlig situation. Hvis det fortsætter i længere tid, kan det gå ud over deres helbredstilstand. Kommunerne er nødt til at tage alle redskaber i brug for at håndtere personalemanglen og rykke rundt på ressourcer. Jeg ville være ked af at se, hvis der eksempelvis bliver gjort rent på rådhusene, men ikke ude hos de ældre, hvor hygiejnen er vigtig.«
Dårlig cocktail
Lige nu bliver en fuld genåbning af samfundet debatteret, og indlæggelsestallene bliver ofte brugt som målestok for, hvor tæt vi er på at vende tilbage til et almindeligt liv. Isolationskrav for nærkontakter og smittede er blevet lempet, og flere medier erfarer, at regeringen vil præsentere en fuld genåbning af samfundet fra den 31. januar.
Men sektorformand i FOA Torben Klitmøller Hollmann savner, at man inddrager flere af de samfundskritiske funktioner såsom dem i ældresektoren. Han frygter, at en fuld genåbning vil betyde, at der ikke er nok personale til at opretholde det faglige niveau, der er nødvendigt.
»Man glemmer, hvilke konsekvenser det har for ældresektoren, hvis man åbner alt op og lader festen begynde. Det er en dårlig cocktail, fordi det vil betyde, at mange medarbejdere bliver smittet, så de ikke kan passe deres arbejde, og så har vi ikke nogen velfungerende ældrepleje.«
– Nogle vil mene, at man er nødt til at komme tilbage til et almindeligt samfund, når mange er vaccinerede, og den nye variant ikke er så livstruende. Er du enig i det?
»Både-og. Det kan godt være, at de ældre ikke i samme grad dør af corona eller kommer på intensiv, men så bliver de indlagt af det, man ikke opdager, fordi der ikke er nok personale. Faldulykker, urinvejsbetændelse, lungebetændelse og blodpropper. Alt sammen ting, som de fagligt dygtige medarbejdere skulle opdage, men som de ikke gør, fordi der simpelthen ikke er nok folk på arbejde.«
Og de folk, der står tilbage på arbejde, bliver slidt og stressede, lyder det fra Torben Klitmøller Hollmann.
»Det er en ond cirkel, vi står i.«
Udkørt
Didde Sindal har flere gange oplevet, at hun ikke har haft nok tid til sine borgere – både før og under coronakrisen. Arbejdspresset blev for alvor for meget, da hun en dag havde været inde hos en borger, der skulle have insulin. Noget, hun har gjort mange gange og har helt klare rutiner omkring, men som denne gang havde været fyldt med stress, fordi der var travlt.
Da Didde Sindal lukkede døren bag sig og bevægede sig væk fra borgerens hjem, blev hun pludselig fyldt med en panikfølelse.
»Gav jeg det rigtige,« tænkte hun.
Hun farede tilbage til borgeren med våde øjne og blev mødt af en rolig stemme.
»Didde. Du gav mig det rigtige. Der er ingen problemer.«
Det var en borger, som hun var kommet hos flere gange, og som derfor vidste, hvor stærkt Didde Sindal og hendes kolleger løb.
Da hun satte sig tilbage i sin bil, brød hun grædende sammen og forsøgte at samle sig, så hun kunne skynde sig videre til næste borger. Men angsten hang ved.
»Frygten for, at man gør skade på et andet menneske, forsvinder ikke, og det gik op for mig, hvor stresset jeg faktisk var. Og når man oplever det pres, er der en større risiko for, at man laver fejl. Det havde jeg simpelthen ikke samvittighed til længere,« siger hun.
Det var dér, at Didde Sindal vidste, at hun havde brug for en pause fra fuldtidsstillingen i hjemmeplejen, som hun ellers havde elsket gennem mange år.
»Jeg havde det så skidt, da jeg lagde min opsigelse, for jeg vidste, at der ikke bare kom en ny ind ad døren til at hjælpe mine kolleger. Men samtidig kunne min krop hverken psykisk eller fysisk mere,« siger hun og fortsætter:
»Coronakrisen har været med til at lægge et hårdere arbejdspres på os, fordi der er kommet flere ekstra opgaver, og mange er udkørte. Både fordi der har manglet personale, men også fordi, at nogle borgere har fået det dårligere af at være så inaktive. Det har været trist at se, hvordan de borgere, jeg har fulgt, har mistet livsmodet og fået flere skavanker, der skulle behandles.«
Nu har Didde Sindal været vikar i omkring tre uger, og hvis hun ville, kunne hun arbejde mere end fuldtid, fordi der er så mange ledige vagter rundt om i kommunerne.
»Det er alle vegne, at der mangler hænder.«
Et dårligt ry
Ifølge flere eksperter og Torben Klitmøller Hollmann fra FOA handler krisen i ældreplejen om meget mere end coronapandemien. Den har afsløret, hvor skrøbelig en sektor man står med, fordi der i lang tid har været rekrutteringsproblemer.
FOA har i en analyse fra sidste år forudset, at de danske kommuner skal skaffe over 42.000 nye SOSU-ansatte frem mod 2030, hvis man vil fastholde velfærden. Det helt store spørgsmål er, hvordan man får tiltrukket flere hænder, så en potentiel sundhedskrise som coronapandemien ikke lægger en ældresektor ned.
Didde Sindal mener, at et af svarene ligger i fagets ry især blandt unge. Det er nødt til at blive bedre, hvis man skal tiltrække flere kræfter. Ifølge hende er faget blevet talt ned til i lang tid, og der har været dårlige sager og besparelser, som ikke gør arbejdet særlig attraktivt.
»Det er virkelig ærgerligt. Mange tænker, at sosu’er bare render rundt og skifter ble på gamle mennesker. Det er en lille del af jobbet. Man bidrager med utrolig meget. Vi er med til at give folk livskvalitet og holde dem sunde og raske i længere tid, så de har mindre brug for hjælp og behandling.«
Didde Sindal planlægger at læse en administrationsbachelor og blive i faget, selv om det ikke bliver i en fast fuldtidsstilling lige foreløbigt.
»Jeg elsker mennesker, og jeg elsker at yde omsorg. Det er jeg ikke færdig med, men jeg er nødt til at få en pause fra den stressede hverdag. Det er et stort ansvar at passe på mennesker, og hvis man kommer derud, hvor man er i en overlevelsestilstand, så begynder du at lukke af for empatien og følelserne. Og så skal man ikke være i det her fag.«
Både SOSU´er og sygeplejersker fortjener en MEGA stor tak for det arbejde de laver hver dag. Knokler en vis del ud af bukserne, og altid tre skridt efter deres fodtøj. Respekt for jer. Jeg kan ikke sætte tal på, hvad I burde have i løn, men jeg er 100 % sikker på, at hvis I fik bedre arbejdsforhold, ville det nok være med til, at give jer en bedre arbejdsdag, at tænke sig - kunne følge med sit eget fodtøj. Ville det ikke være dejligt for jer? Nok endnu bedre, at komme ind til borgeren, og have tid til, den omsorg I er uddannet til, i stedet for, som jeg forstår det, at komme ind til borgeren kigge og så ud igen, så den situation, der er omtalt med: har jeg lavet en fejl, og ind igen. Det er under al kritik, at de ikke har mere tid. Jeg forstår godt dem, der siger fra, og måske forlader faget. I fortjener bedre arbejdsforhold og løn. Vi almindelige borgere har vist i flere år, hvor dårligt I bliver behandlet, men ingen på Borgen vil gøre noget ved det, det værste er, at de ved det er galt.
Lige nu, hvor ikke mindst dansk erhverv og dansk industri + blå partier råber om mere åbning af samfundet, mens smittetallene er på himmelflugt, bliver det ikke nemmere ar være i social- og sundhedssektoren og få det til at hænge sammen.
Men de højtråbende herrer fra industri, erhverv og blå politikere glemmer at tænke, at det også for dem kan gå helt galt, når/hvis en meget stor del af os stort set samtidig rammes af covid-19.
Ældreplejen, psykiatrien og socialforsorgen er nok de mest udsatte dele af det offentlige, fordi man her har med de mest udsatte mennesker at gøre.
Også herberger og andre tilbud har været ramt af coronasmitte, så de hjemløse har manglet overnatningsmuligheder i stor stil, fx når folk udskrives fra psykiatrien til gaden.
På hospitalerne har de en kæmpe venteliste, der nu med behandlingsgarantiens genindførelse skal imødekommes, uanset at der stortset er lige så mange indlagte med coronavirus som sidste år på samme tid.
Personalet er mere end slidt efterhånden.
I dagtilbud og skoler er fraværet også tårnhøjt, og mange må simpelthen lukke ned på grund af manglende personale/ vikarer.
DSB har også flere gange ændret køreplaner, da togførerne er ramt hårdt.
Jeg går stærkt ud fra, at mange andre områder er ramt, både i det offentlige og private.
Derfor er det helt uforståeligt, at Epidemiudvalget og regeringen allerede nu vil fjerne coronavirus fra kategorien 'samfundskritisk sygdom', og dermed alle restriktioner, såsom nedlukningen af nattelivet og brugen af mundbind, når det nærmer sig 50.000 daglige smittede MED restriktionerne i behold.
Hvordan skal de stakkels ansatte kunne løbe hurtigere end de allerede gør?
PS. Og det 'glemmes' fuldstændigt, at der faktisk STADIG er ligeså mange sårbare, for hvem vaccinen stort set er uden virkning, som i begyndelsen af pandemien.
Nej, selvfølgelig er det ikke glemt, det anses bare ikke for vigtigt at sørge for at beskytte syge og gamle mennesker længere, som dengang i begyndelsen, hvor "hvert et dødsfald er ét for meget"..
Der er øjensynligt ikke meget grin ved at være ansat i syge- og plejesektoren i Danmark og har ikke været det i årevis.
Til gengæld kan virksomheder og restaurationsbranchen stille sig op og skrige på arbejdskraft, og flux vil politikerne forringe betingelserne for landets nyuddannede og ikke mindst åbne for mere arbejdskraft-import.
Det er en sær prioritering. Mon ikke det for fordi økonomi kommer før sundhed og omsorg hos politikere. Og i alfabetet, hvis man læser det bagfra.
"»Man glemmer, hvilke konsekvenser det har for ældresektoren, hvis man åbner alt op og lader festen begynde."
Ærligt, så tror jeg at mange er ligeglade :-o
Er helt overbevist om Søren Pape og Ellemann stiller op i weekender og tørrer røv og uddeler medicin, da ufagligt arbejde kun er godt for helbredet. Kendskab til arbejdet betyder ingenting!
Vi må kræve et stramt restriktions-regime på vore hospitaler børn- og ældreinstitutioner. Det gælder vaccination af personale, coronapas og daglig testning. Samt værnemidler, afspritning og afstand. Det skal være strafpart at påføre svage og syge mennesker smitte. Ellers er vi selv en del af problemet og smittebølgerne kommer til at køre i ring.
Nej, man glemmer at det ikke "er den udbredte coronasmitte", der presser ældreplejen. Det er corona-reglerne, der betyder at ældresektoren, hospitalsvæsnet, skolerne og daginstitutionerne tømmes for personale fordi de er smittede.
Hvorfor skal man blive hjemme når man ikke er syg? Corona er ikke længere en samfundskritissk sygdom. Det er reglerne, der er samfundskritiske.
@ Margit Johansen
Når coronavirus fjernes fra kategorien 'samfundskritisk sygdom', kan der ikke længere opretholdes restriktioner af nogen art.
Iøvrigt har vi ikke vaccinepligt i Danmark.
Det er den situation, der kan blive kritisk for de sårbare grupper i samfundet.
Måske kunne man indføre nogle "coronarettigheder" for dem, der er sårbare/bekymrede, de steder, hvor det er svært at undgå at komme: særlige afsnit i toget, hvor der skulle være mundbindskrav (inspireret af fordums tiders ikke-ryger afdeling), mundbindskrav hos lægen, på apoteket, på plejehjemmet etc. - og ret til hjemmearbejde (hvor det er praktisk muligt).
Thomas Reil, på min arbejdsplads er der rigtig mange sygemeldinger for tiden med børn og forældre, der rent faktisk er syge med corona.
Mig bekendt er der så heldigvis ingen af dem, der er indlagt, men selve sygdomsforløbet uden indlæggelse presser jo også samfundet.
Ved ikke om I andre kan genkende det samme fra jeres omgangskreds.
Det er jo en trist dag i dag. Hvorfor dog ikke lidt mere tålmodighed? Hvorfor dog ikke vente et par uger mere til toppen af smitten er nået og nedgangen har kunnet konstateres inden restriktionerne fjernes totalt?
Nu bliver tiden med stor smitterisiko på restauranter mm og i skoler børnehaver osv forlænget med et par måneder. Men det er måske meningen med denne for tidlige genåbning: På den måde får vi hurtigere mange smittede, så der er stor immunitet inden sommerens festivaller?
@ Mette Johansson
Dine gode tanker om "coronarettigheder" for de sårbare har desværre ingen gang på jord.
For bare at tage det første punkt, så skulle DSB altså vælge at indføre mundbinds-afsnit i toget.
Det gør de med sikkerhed ikke, og det ville heller ikke virke, for en supersprederbegivenhed bliver ikke stoppet af et mundbind, der ovenikøbet måske er af dårlig kvalitet eller hænger under næsen.
Hvad værre er, at opholde sig i små, aflukkede kupéer ville øge smitterisikoen, fordi der ville være dårlig udluftning.
Her ville det være mindre risikofyldt at opholde sig i cykelafsnittet, der er det mest åbne og udluftede i S-toget eller regionaltoget.
I intercitytoget ville det ikke virke.
Og hvad med busser? Eller forretninger og supermarkeder?
Coronavirus er luftbåren, og den ekstremt smitsomme Omikron variant gør det næsten umuligt at isolere sig, med mindre man ikke ser et andet væsen overhovedet.
Når coronavirus bliver nedklassificeret fra at være samfundskritisk til 'bare' at være en almindelig sygdom, bevirker Epidemiloven, at der ikke kan pålægges restriktioner.
Derfor bliver det til 'anbefalinger' om at 'passe på de sårbare', og der vil derfor ikke være ret til hjemmearbejde.
Det bliver op til arbejdsgiverne, om de synes, det er fornuftigt - eller ej.
Desuden kan nogle af de vigtigste funktioner i samfundet ikke klares hjemmefra:
Lægebesøg, hospitalsindlæggelser, operationer, hjemmepleje, plejehjem, vuggestuer, børnehaver, skoler, socialforsorg, psykiatri, herberger, varmestuer, offentlig transport, taxakørsel, varelevering, post, fødevaredistribution, etcetera.
Vi er gået fra et solidaritets- og forsigtighedsprincip til et individualitets- og proportionalitetsprincip.
Fordi de skrigende halse hos arbejdsgiverne næsten altid får det sidste ord.
Såfremt hovedparten af befolkningen reagerer på ophævelsen af restriktionerne ligesom man har set før, står vi ikke kun overfor nogle 'bøvlede' eller 'trælse' måneder, som statsministeren og SST mener, men overfor meget udbredt samfundssmitte, der kan lægge mange sektorer fladt ned på én gang.
De sårbare vil med sikkerhed blive ramt hårdt, men resten af befolkningen kommer også til at blive presset i bund.
Ja.
Jeg kan godt forstå, at både Bestemmerne og alle andre er godt og grundigt trætte af corona-restriktioner.
Det er jeg osse.
Men spørgsmålet er, om "regler" ikke bare bliver erstattet af "nødvendighed"?
I løbet af gansk kort tid.
Og så er vi jo i praksis lige vidt - men sundhedsmyndigheder, regering og folketing kan vaske hænder og skal ikke stå til ansvar mere - det er overladt til den enkelte.
Vi er gået fra, at "ethvert dødsfald er et for meget"
til
"ok, lad da så falde, hvad ikke kan stå - de kan vel alligevel ikke rigtigt betale sig..."
Stat og samfund har opgivet, og nu er det alene op til den enkelte at forsvare og passe på sig selv.
Spørgsmålet bliver så, hvordan hulen vi skal kunne det - når vi jo ikke aner, hvad "alle de andre" har for?
Ja, det er da fint, jeg gerne må gå på restaurant uden coronapas - men det må alle de andre måske smittede jo så osse...
Erhvervslivet tror tilsyneladende på gyldne tider, når alt "bliver givet fri" - men jeg kan nu godt forestille mig, at når det går op for Danmarks indbyggere, at de nu bliver underlagt Jungleloven - så kridter de skoene, samler arme og ben - holder sig stadig lidt mere hjemme og sparer op til værre tider i stedet for at spendere alt her og nu.
Ok - det vil vise sig...
Som smittetallene pt er i mit lokalsamfund (incidens ca. 6.000 og positivprocent 30) tør jeg knapt nok gå i Brugsen, og mit forbrug er på alle fronter minimeret...
Ok, det er da så i det mindste klimavenligt :-)
Dagens pressemøde gjorde for mig aldeles tydeligt, at kommunikationen mellem de øverste myndigheder og den enkelte borger kører på HELT forskellige kanaler:
Alle Bestemmerne taler og forklarer Topdown og har alene fokus på at bevare "Systemet".
Ok, det er sådan set også deres job.
MEN hvordan kan den enkelte borger bruge det til at agere i?
Hvad betyder det for MIG? Hvordan forholder jeg mest hensigtsmæssigt?
Og - når alt kommer til alt: Hvordan overlever jeg i det her?
Der er eddermaneme brug for en spindoktor, der kan forklare d' damer og herrer, at de sådan set er chefer for hvert eneste enkelte menneske i Danmark.
Ikke bare for "Systemet"!
Så vidt jeg husker, harHannah Arendt beskrevet autoritære diktatorer som nogen, der tænker i masser i stedet for i mennesker.
Tankevækkende lige nu, ikke?
Dengang Barbara Berthelsen skrev "Håb er ikke en strategi" i forbindelse med udbruddet af coronasmitte fra Wuhan-provinsen i Kina, tænkte jeg, at så skal vi nok greje den.
Men nej.
Håbet/jubeloptimismen er nu blevet strategiEN.
Om BBB stadig mener det samme får stå hen i uvisheden.
Hendes chef er ihvertfald en kvidrende forårsfugl.