Forskerprotester mod »blodbad« lader vente på sig: »Angsten for at se illoyal ud spreder sig«

Københavns Universitet må skære 1.600 studiepladser. Aarhus Universitet vil lukke syv uddannelser og skære ned på en række andre. Syddansk Universitet må skære 330 studiepladser i Odense, selv om universitetet allerede har 20 procent af sit optag i campusbyerne Sønderborg, Slagelse, Kolding og Esbjerg. Og Copenhagen Business School ville lukke seks uddannelser, som dog blev til fire efter protester fra de studerende og ansatte.

Men bortset fra på CBS har der ikke været store iøjenfaldende protester mod den politiske udflytningsplan, som ser ud til at skære markant ned på universitetsuddannelserne i de store byer – hverken fra de studerendes side, som Information skrev om for nyligt, og heller ikke fra de ansattes side.

Så hvad sker der? Har forskerne pakket sig efter debatten om aktivistiske forskere, eller er de blevet ramt af det, som sociolog Rasmus Willig har betegnet som tavshedskultur?

Information har spurgt tre af de forskere, som faktisk har stillet sig frem og kritiseret udflytningsplanen offentligt, om, hvorfor de gør det, og hvorfor de tror, at mange af deres kollegaer afholder sig fra det.

Tavsheden fra forskernes side skyldes angst for, hvad der kommer til at ske, mener Niels Åkerstrøm, der er professor i politisk ledelse på CBS. Især blandt de humanistiske forskere, hvis institutter endnu engang skal stå for de største reduktioner.

»Mange får en lidt defensiv holdning, fordi de er præget af angst for, hvad der skal ske,« siger Niels Åkerstrøm og påpeger, at spillereglerne for nedskæringerne af studiepladser er uklare. Derfor kan det også virke uansvarligt at skabe konflikt.

»Meget virker uforudsigeligt lige nu. Min uddannelse bliver nu nedlagt, selv om de fleste synes, det er ret godt, det, vi laver. Så hvordan har ledelsen fået øje på os? Mange oplever nok, at de sidder yderst og lige om lidt er det deres uddannelse, det kan gå ud over,« siger Niels Åkerstrøm.

Universiteterne har desuden mange løstansatte, som er endnu mere usikre på deres fremtidsudsigter, og det gør kun tendensen til at tie mere udtalt, mener han.

»Angsten for at se illoyal ud spreder sig. Når man kan se, at institutlederen også er angst for at sige fra, så spreder det sig nedad, for alle er jo kritiske over for det her, men de fleste tør ikke sige det. Og mange steder er der heller ikke meldt ud, hvor man konkret vil skære ned, så der holder man lidt vejret og håber, det går,« siger Niels Åkerstrøm.

Uden venner

Også Jes Fabricius Møller, der er lektor i historie på Københavns Universitet, kan nikke genkendende til tavsheden.

»Det føles lidt venneløst at tilhøre humaniora, fordi vi åbenbart er frit bytte for enhver, der vil spare på universiteterne,« siger Jes Fabricius Møller med henvisning til, at humaniora på KU har skåret 30 procent af studiepladserne væk i forbindelse med dimensioneringen af uddannelser med høj dimittendledighed. Nu skal humaniora så igen skære 640 studiepladser væk ud fra ledighedstal i forbindelse med udflytningsplanen. Det svarer ifølge Jes Fabricius Møller til en samlet reduktion af de humanistiske fag på over 40 procent.

»Billedligt talt så stak vi den ene arm ind i Fenrisulvens kæft i forbindelse med dimensioneringen, hvor vi skar mere ned end krævet for at lænke ulven. Og nu giver vi så den anden arm, fordi ulven mod forventning stadig er løs. Det skyldes, at universiteterne er blevet en stærkt topstyret organisation, hvor ordrer bare siver ned i systemet uden modstand,« siger Jes Fabricius Møller.

David Budtz Pedersen, der er professor på Aalborg Universitet og har skrevet bøger om forskningspolitik og om humanvidenskab, mener, at tavsheden skyldes, at det ikke er gået op for mange forskere, hvad udflytningsplanen kan komme til at betyde.

»Hvis planerne gennemføres, som de ser ud nu, så ligner det et blodbad for humaniora, og det kan komme til at betyde, at fremtidige generationer må undvære muligheden for at blive uddannet i de her uddannelser,« siger David Budtz Pedersen.

Og det burde føre til, hvis ikke et ramaskrig, så i hvert fald kritisk debat af konsekvenserne, mener han.

»For det betyder, at vi som samfund vil stå dårligere rustet til at håndtere komplekse tværfaglige udfordringer som klimakrise, digitalisering og sundhed. Det er på alle måder et forkert tidspunkt at skrue ned for humaniora,« siger David Budtz Pedersen.

Metaltræthed

Når der ikke har rejst sig et større modsvar fra den akademiske verden, så mener David Budtz Pedersen både, at det skyldes chokket over udflytningsplanens konsekvenser, men også forårets hårde debat om aktivistisk pseudoforskning, som især ramte humaniora.

»Humaniora har endnu engang taget mange tæsk i den offentlig debat, ligesom vi i en årrække har levet med et usikkert taxameter til de humanistiske uddannelse samt årlige toprocentsnedskæringer. Og når der så kommer et teknokratisk forslag om udflytning, så tror jeg, at den manglende reaktion skyldes, at den humanistiske intelligensia lider lidt af metaltræthed,« siger David Budtz Pedersen.

Den heftige debat om pseudoforskning før sommerferien drejede sig ifølge David Budtz Pedersen ikke om en økonomisk kritik af humaniora, der ofte er blevet beskyldt for at uddanne til ledighed. Det var derimod en ideologisk kritik af selve indholdet i den humanistiske forskning, mener han:

»Og nu ser det ud, som om at humaniora står for skud igen. På grund af hyppigheden af angrebene forekommer humaniora måske lidt vingeskudt lige nu.« 

Det er op til universiteterne selv, hvordan de vil forvalte udflytningsplanen, men tendensen går mod at nedlægge studiepladser. På mange humanistiske uddannelser vil en nedskæring på ti procent af studiepladserne ifølge David Budtz Pedersen betyde, at uddannelsen ikke længere kan køre rundt, og derfor kan udflytningsplanen komme til at betyde uddannelseslukninger.

»Udflytningsplanerne sender et signal om, at regeringen ikke prioriterer uddannelse særligt højt. Man bruger uddannelsespolitikken til at gøre op med storbyerne, fordi man håber, det henter stemmer i provinsen,« lyder hans analyse med henvisning til indenrigs- og boligminister Kaare Dybvads bog ’De lærdes tyranni’.

»Du skal ikke mange sider ind i den bog for at se, hvad der er på spil. Den er et opgør med den akademiske klasse og storbyeliten. Læg oveni det opgør med humaniora, som DF og Liberal Alliance har lanceret, og du står i en meget svækket situation. Det er et historisk opgør med humaniora,« siger David Budtz Pedersen.

Lukket om sig selv

Nedskæringerne af studiepladser har for Niels Åkerstrøm at se betydning for hele universitetslandskabet og ikke bare de ramte fag, fordi en lang række fag vil frygte, at det er deres tur næste gang.

»Og det skaber ikke noget dynamisk universitet. CBS’ tidligere rektor Finn Junge mente, at universiteterne og de andre uddannelser må svare på den dynamik, der er i samfundet, men det her gør jo, at universitetet lukker sig om sig selv og bliver mere stift og mindre diverst, fremfor at universitetet progressivt spiller ind i samfundets dynamikker. Og det er præcist det modsatte, der er brug for,« siger Niels Åkerstrøm.

David Budtz Pedersen mener også, at politikerne misser, hvorfor der er behov for de humanistiske og samfundsvidenskabelige kompetencer, som er de fag, som udflytningsplanen primært rammer.

»Det er umuligt at forestille sig, at vi kan finde løsninger på klimaforandringerne, global pandemi og udfordringerne ved kunstig intelligens uden en seriøs integration af humanistisk og samfundsvidenskabelig viden,« siger David Budtz Pedersen.

Også Jes Fabricius Møller oplever en modsætning mellem den store interesse, der er for humanistisk viden på bogmesse og i kulturlivet og så den virkelighed, der møder ham på Det Humanistiske Fakultet, som er blevet »trist og gråt« af konstante nedskæringer.

Han erkender, at universiteterne fra 2006 og frem har oplevet en kraftig vækst på grund globaliseringsmidlerne, som betød flere penge til forskningen og en kraftig vækst i antallet af ansatte og studerende.

»Måske blev vi for store, og selvfølgelig skal vi stå til regnskab over for de studerende og samfundet og ikke uddanne flere, end der er job til, men jeg sidder med den her fornemmelse af kontaktbrud, hvor jeg tænker: Vil I overhovedet have et humaniora? Der er behov for en politisk udmelding om, hvorvidt vi vil have humanistiske fakulteter, for det eneste, vi oplever lige nu, er, at vi er taknemmelige besparelsesobjekter,« siger Jes Fabricius Møller.

Ledelse uden holdning 

De tre forskere efterlyser også, at universiteternes ledelse melder klarere ud i forhold til, hvad de mener om udflytningsplanen. For lige nu er fornemmelsen, at der ingen opbakning er fra ledelsens side til den utilfredshed, der er blandt mange ansatte. Det skyldes ifølge Niels Åkerstrøm, at universitetsledelsen er blevet mere hierarkisk.

»I gamle dage kunne institutledere godt have deres egen mening, men det tør de ikke i dag, fordi der er en forventning i topledelsen om, at institutlederen retter ind og implementerer ledelsen beslutninger, men det smitter af nedad i systemet, hvor ingen rigtig tør at sige fra, når den nærmeste ikke engang gør det,« siger Niels Åkerstrøm.

David Budtz Pedersen er enig i, at der mangler mere tydelige udmeldinger fra universiteteternes ledelse om det problematiske i den her plan. Formand for rektorerne på Danske Universiteter, Anders Bjarklev, har i Berlingske kaldt udflytningsplanen for »landskadelig virksomhed«, men det er ikke nok, mener David Budtz Pedersen – der mangler udmeldinger fra flere af rektorerne:

»Vi mangler, at universiteternes ledelser står mere på mål for det samlede universitet. Et universitet skal skabe viden i alle retninger og kan ikke prioritere for eksempel naturvidenskab frem for humaniora. I mine øjne skal universiteterne insistere på deres universelle etos, så den enkelte medarbejder oplever, at man passer på alle fag og discipliner.«