Schanz døde om morgenen fredag den 28. januar efter en periode med indlæggelser og operationer. Han ville have foretrukket ikke at sige mere om det. Jeg kendte ham ikke personligt nok til at fortælle hans livshistorie, og senere skal der blive anledning til at gå i dybden med hans tænkning. Denne nekrolog handler om Schanz, som jeg kendte ham som kollega og ikke mindst som tænker.
Han hadede omklamring. Ikke kun opretholdt han en vis distance – sladder, personlige bekendelser og den slags var ikke ham. Han var afmålt sønderjyde. Aldrig uvenlig, men heller ikke hjertelig. Han var intim med sine intime, ikke med alverden. Han var en klar modstander af tidens bekendelsestrang og biografiske udstillen af egen navle som verdens centrum. Alligevel – eller netop derfor – var der overlap mellem hans person og hans filosofi, hans måde at være og at tænke på.
Han var heller ingen fan af at blive gjort til talsmand, hverken for 70’er-marxismen, 68’erne eller noget andet. Han hadede andres trang til at kategorisere ham, men det er alligevel ikke helt forkert også at forstå ham som del af en tid, en særlig epokes intellektuelle.
Tak for denne kongeniale afskedstale, - så man på een gang til fulde forstår, hvad vi har mistet og hvad Humaniora står overfor at skulle genvinde i forhold til sin livsnødvendige Autonomi.
Annette Chronstedt: Ja, og humaniora skal også lige få omverdenen til at forstå sin (altså humanioras) værdi og eksistensberettigelse, så de sidste humanistiske uddannelser ikke bliver nedlagt i åndløshedens navn.
Jeg talte sidste gang med Schanz for tre måneder siden i forbindelse med vores udgivelse af Marianne Stidsens bog Køn og identitet, som Schanz kommenterede med bemærkningen, at de wokes og tidsåndens påstand, at køn udelukkende skulle være en social konstruktion, at disse tidsåndens påstande var tåbelige og ville forsvinde relativt snart.
Tak for en oplysende nekrolog!
Det var i hans "Europæisk Idehistorie"(2002) man kunne læse Hans-Jørgen Schanz' begejstrede præsentation af Hannah Arendt.Dejligt! Dengang var sidstnævnte langt fra i vælten, som hun er idag.
Jeg har lige flygtigt genlæst hvad Schanz i nævnte idehistorie skriver om Luther. Der står blandt meget andet, at den tyske reformator stod i gæld til den italienske statsteoretiker Marsilius af Padua. Hvilket er så sandt som det er sagt, men alligevel "tyrkisk" i mange danske lutheraneres ører.
Tak for den gode nekrolog!
Som sikkert mange andre, har jeg altid fundet det uretfærdigt at Schanz blev gjort til eksponent for den mest dogmatiske marxisme. I stedet for uforstående at håne værket "Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status" for dets gebrækkelige titel, burde mange have bemærket hvad titlen selv siger, nemlig at der er grænser for omfanget af den marxistiske teoris forklaringskraft. Og netop det fik betydning for mange studerende, da vi læste værket i anden halvdel af halvfjerdserne: Marxismen er OK, men har afgørende begrænsninger!
Som nekrologen også påpeger, var Schanz tvært i mod sit rygte inspirator for en udogmatisk omgang med Marx´tænkning.
Tak for nekrologen.