Den danske økonomiske debat om mangel på arbejdskraft er forkvaklet. Politikere, kommentatorer og sågar økonomer fremturer i kor med, at der skal gennemføres reformer, som øger udbuddet af arbejdskraft, for at imødegå manglen. Men der er ikke skyggen af analyse af, hvad der forårsager manglen på arbejdskraft, og hvordan det leder frem til konklusionen.
Mangel på arbejdskraft er det samme som overefterspørgsel efter arbejdskraft. Til de gældende lønninger vil virksomhederne gerne købe mere arbejdskraft end det, danskerne er villige til at sælge. Det er ikke gratis for danskerne at udbyde arbejdskraft. De skal opgive fritid. Udgangspunktet må være at forstå årsagerne til denne overefterspørgsel, og om det kan give anledning til et behov for de nævnte politiske indgreb.
Generelt er princippet i en markedsøkonomi, at knaphed af en vare løses, ved at køberne byder prisen op, hvilket både er med til at øge udbuddet og sikre, at varen går til dem med den højeste betalingsvillighed og -mulighed. Der mangler et godt svar på, hvorfor dette princip skal afviges i spørgsmålet om mangel på arbejdskraft.
Den rette medicin
Overefterspørgslen efter arbejdskraft kan for det første skyldes, at midlertidige forhold presser efterspørgslen op. Eksempelvis kan overoptimisme hos forbrugerne øge forbruget og derigennem efterspørgslen på arbejdskraft til at producere forbrugsvarer og -servicer. Sådan en proces kan være selvforstærkende og skabe et inflationært pres, som bygger op, indtil optimismen brister, og den omvendte dynamik sættes i gang.
For at dæmpe disse udsving kan finanspolitikken på forhånd strammes gennem for eksempel lavere offentligt forbrug og investeringer eller højere skatter. Det er klassisk keynesiansk konjunkturpolitik. Medicinen er den samme, hvis ophavet til den midlertidigt høje efterspørgsel ligger i udlandet.
For det andet kan der også være forhold, som midlertidigt trækker udbuddet af arbejdskraft til den private beskæftigelse ned. I den konkrete situation har det offentlige, direkte eller indirekte, ansat en del personer til testning og smittesporing, uden at den offentlige beskæftigelse er blevet reduceret andetsteds. Det gør det alt andet lige sværere for private virksomheder at finde arbejdskraft. Det problem skal dog vejes op imod de positive gevinster af testning og smittesporing.
Hvis man alligevel er nervøs for et for stort pres på det private arbejdsmarked, er strammere finanspolitik igen det oplagte virkemiddel. Den generelle usikkerhed i forbindelse med pandemien taler dog for at være forsigtig med at stramme op, inden en tydelig løn- og prisspiral kan ses med det blotte øje. Omvendt er der nemlig også fare for en nedadgående, negativ forventningsspiral.
Principielt er det også muligt at forsøge med tiltag, som midlertidigt øger udbuddet af arbejdskraft, for eksempel gennem midlertidigt lavere skat på arbejde, midlertidigt forringede dagpenge eller fremrykket stigning i tilbagetrækningsalderen. Det førstnævnte tiltag har dog den ulempe, at der samtidig pustes til efterspørgslen, mens de to sidstnævnte kan være problematiske i et ulighedsperspektiv.
Uanset hvad står det klart, at hvis manglen på arbejdskraft skyldes midlertidige faktorer på efterspørgsels- eller udbudssiden, så er der intet argument for en generel permanent arbejdskraftsudbudsreform. Der kan højst være et argument for, at det er et godt tidspunkt at indfase reformer, man ville have gennemført uanset hvad – for øget udbud af arbejdskraft bliver selvfølgelig hurtigere til øget beskæftigelse, når arbejdsmarkedet er varmet godt op.
Tilpasning af lønniveauet
Samlet set er det dog ikke oplagt, at manglen på arbejdskraft alene skyldes midlertidige faktorer. Problemet kan også være manglende tilpasning af lønniveauet.
De vedvarende store overskud på Danmarks handelsbalance taler for, at den effektive konkurrenceevne er god. Det er kompliceret at sammenligne lønudviklingen i Danmark med udlandet. Der skal korrigeres for både forskelle i produktivitet og såkaldte bytteforholdsgevinster, priserne på forskellige varer udvikler sig forskelligt. Men tallene viser samlet set, at lønudviklingen i Danmark lader til at have været beskeden i det seneste årti.
Højere dansk løn vil svække virksomhedernes konkurrenceevne, da virksomhederne enten må sænke deres afkastkrav eller øge deres priser. Men der er ikke noget klart argument for, at konkurrenceevnens nuværende niveau er det evigt optimale. Overskud på handels- og betalingsbalancen er heller ikke et mål i sig selv. Store underskud kan være problematiske og desuden være tegn på både strukturelle og konjunkturelle problemer, men det er milevidt fra den nuværende situation i dansk økonomi.
Intet tyder på, at det ville være en oplagt katastrofe at lade lønningerne tage tilpasningen. Ingen har fremlagt evidens for, at det skulle være et problem for dansk økonomi som sådan. Det kan tænkes at være skadeligt for afkastet for visse eksportvirksomheder. Men sådan er det med pristilpasninger. Nogle taber, og andre vinder. Der skal et konkret argument på bordet om, at det er problematisk i for eksempel et ulighedsperspektiv, for at der skal gribes ind.
Analyser mangler
Det er også vigtigt at holde sig for øje, at reformer godt kan øge økonomiens kapacitetsgrænse, uden at kapacitetspresset lempes. Der skal nemlig også tages højde for effekterne på efterspørgselssiden. Det forventes normalt, at en stigning i arbejdsstyrken med tiden bliver til højere beskæftigelse. Udbuddet skaber sin egen efterspørgsel og løser derfor ikke vedvarende problemer med ubalance mellem udbud og efterspørgsel.
Det er dog ikke urealistisk at forvente, at udbuddet af arbejdskraft til at begynde med stiger mere end efterspørgslen på arbejdskraft ved mange reformer. Særligt hvis der samtidig føres stram finanspolitik. Samlet set er det dog en kompliceret beregning, hvor der bør tages højde for både træghed i økonomisk adfærd efter ændrede incitamenter, tilpasningshastigheden i udenrigshandlen, og hvordan indkomstfordelingen og graden af indkomstusikkerhed påvirkes. Sådanne analyser mangler.
Reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft, vil altså højst være en slags løsning, hvis manglen på arbejdskraft skyldes meget midlertidige faktorer. Men hvis et problem er midlertidigt, er det, som også påpeget ovenfor, ikke klart, hvorfor det skal løses med permanente strukturelle ændringer i skat, sociale ydelser eller pensionssystemet, hvis ikke der er selvstændige argumenter for disse. Tilsvarende er der i perioder med midlertidig underefterspørgsel efter arbejdskraft, altså med høj arbejdsløshed, heller ikke et argument for permanente reformer, der sænker udbuddet af arbejdskraft.
Set med liberale briller
Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er masser af andre argumenter for politiske tiltag, som øger arbejdskraftsudbuddet.
Beskatning kan med liberale briller ses som grundlæggende uretfærdigt, da individet har ret til den indkomst, det kan overbevise andre om at betale sig. Det er et argument mod næsten alle skatter. Derudover forhindrer indkomstskat uundgåeligt handler mellem frie individer, som ikke gennemføres på grund af skattekilen mellem det, køberen af arbejdskraft betaler, og det, sælgeren af arbejdskraft får. Økonomer kalder det for skattens forvridningstab, og det er et yderligere argument mod særligt høj progressiv indkomstbeskatning.
Lavere skat kan øge arbejdskraftsudbuddet, men det er ikke målet. Det er snarere en sideeffekt. Et konsistent liberalt argument for at forringe sociale ydelser og forhøje pensionsalderen er også snarere, at det giver mulighed for at sænke den overordnede skattebyrde, end at det øger arbejdskraftsudbuddet.
Der er ikke meget mening i, at en regering har et uspecificeret mål om at øge arbejdskraftsudbuddet med et vist antal fuldtidspersoner. Et argument for at sætte et mål for arbejdskraftsudbuddet i forbindelse med for eksempel en pensionsreform er, at det kan være en god indikator for, hvor stort et hul i statskassen den kan lukke. Men når de offentlige finanser som nu allerede er overholdbare, og gælden lav, må målet enten være lavere skatter eller højere udgifter på andre områder. Det burde i så fald specificeres.
Større arbejdskraftsudbud og bedre offentlige finanser hænger heller ikke altid sammen. Lavere marginalskatter øger arbejdskraftsudbuddet, men svækker de offentlige finanser.
I sidste ende må sådanne reformer ses i et helhedsperspektiv i forhold til, hvordan de påvirker både den samlede økonomiske aktivitet, uligheden og trygheden samt de offentlige finanser. Et bestemt arbejdskraftsudbud bør i den sammenhæng ikke være et mål i sig selv.
Uklar argumentation
Et sidste argument for arbejdskraftsudbudsreformer som løsningen på manglen på arbejdskraft er, at de er nødvendige for at skaffe hænder til den grønne omstilling og velfærden. Argumentationen er dog ikke videre klar.
Hvis vi taler offentlig beskæftigelse, virker det mere oplagt at tiltrække arbejdskraften ved at tilbyde en højere løn og bedre arbejdsforhold. De danske offentlige finanser er bundsolide, så det er der plads til en vis del af. Og skal der findes finansiering, må netop det være målet for eventuelle reformer og ikke øget udbud af arbejdskraft i sig selv, der som omtalt også kan forværre de offentlige finanser.
I det hele taget kræver den grønne omstilling mere, at der udføres nogle andre arbejdsopgaver, end at der som sådan arbejdes mere. Fritid er desuden et klimavenligt gode.
Et seriøst problem kan dog være mangel på specifikke typer af arbejdskraft, som det tager lang tid at uddanne. Især kombinationen af manglen på for eksempel en ingeniør og overudbud af arbejdskraft til den type produktion, hun kunne igangsætte, er økonomisk problematisk. Det kan forårsage en simultan mangel på arbejdskraft og arbejdsløshed for andre.
Generelle arbejdskraftsudbudsreformer er dog et meget upræcist værktøj til at løse dette problem. Der skal tænkes mere originalt. Mere effektiv tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft kunne være en del af løsningen.
Mulighederne for, at udenlandsk arbejdskraft kommer til at spille en afgørende rolle, er dog begrænsede. Fra andre EU-lande har vi allerede tæt på formelt fri adgang, og der er gode muligheder for at ansætte fra uden for EU, hvis bare lønnen overskrider 448.000 kroner årligt, eller stillingen kræver kvalifikationer, der får den på den såkaldte positivliste. En sænkelse af beløbsgrænsen vil nok øge indtaget, men det drejer sig om få tusinde over flere år og vil også blive ledsaget af stigende efterspørgsel i Danmark.
I det hele taget er der visse fordele ved, at mængden af udenlandsk arbejdskraft kan være en støddæmper, der udjævner de danske konjunkturer, og det er en fordel for de offentlige finanser at få arbejdskraft ind, som man ikke har betalt børnepasning og skolegang for. Men der er også fare for løndumping, som det er vigtigt at tage hånd om.
Oppustet problem
Manglen på arbejdskraft er ikke det samfundsøkonomiske problem, det pustes op til at være. Og det er ikke et selvstændigt argument for reformer af skat, sociale ydelser og pensionssystemet, som øger udbuddet af arbejdskraft. Brugen af dette argument fremstår i stedet mest af alt som et dække for at gennemføre strukturelle tiltag, fortalerne i virkeligheden har andre mere eller mindre gode grunde til at ville have gennemført. Det mudrer og ødelægger den økonomiske debat, som bliver langt mindre gennemskuelig for den almindelige borger.
Min anbefaling er at lade lønningerne tage tilpasningen. Jeg mener ikke, at tegnene på overophedning på det danske arbejdsmarked er voldsomt bekymrende. Der er også fordele ved et godt opvarmet arbejdsmarked, da det trækker nye grupper ind og tilskynder virksomhederne til at spare på den dyrere arbejdskraft og øge produktiviteten.
Der henvises nogle gange til, at beskæftigelsen nu er lige så meget over det strukturelle niveau som i årene op til finanskrisen. For det første mener jeg, at de strukturelle niveauer skal tages med et meget stort gran salt. For det andet er det ikke oplagt, at overophedningen af det danske arbejdsmarked gjorde finanskrisen i Danmark meget dybere, end den ellers ville have været. Ubalancerne på boligmarkedet og i finanssektoren var anderledes alvorlige.
Den økonomiske vækst kan øges ved at gennemføre reformer, der øger arbejdskraftsudbuddet. Men de samme reformer vil per definition også sænke mængden af fritid, danskerne har, og derudover vil de have konsekvenser for ulighed og tryghed og det offentliges forbrugsmuligheder. Det er med alle disse effekter in mente, at en oplyst politisk diskussion skal tages.
Hovedproblemerne for dansk økonomi ligger i mine øjne andetsteds. Knap 200.000 danskere er langvarigt på sociale ydelser, der ellers er tænkt som midlertidige. Hver femte unge får stadig ikke en ungdomsuddannelse. Meget tyder på, at vi er gået i stå i forhold til at forbedre den sociale mobilitet. Der er problemer med produktivitet og arbejdsforhold i den offentlige sektor.
Kunne vi gøre noget ved disse problemer, vil det være godt for både den enkelte og samfundsøkonomien.
Reformkommissionen sætter heldigvis fokus på netop disse problemer. Den kommer til april med sin første rigtige rapport om uddannelse, produktivitet og opkvalificering. Den og de fremtidige rapporter om voksne på kanten af arbejdsmarkedet og unge senere på året burde vi varme op til i stedet for at diskutere mangel på arbejdskraft igen og igen.
Jeppe Druedahl er lektor på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information.
Tak til Duedahl - husker at selv Biden undskyldende bøjede sig frem på en pressekonference og nærmest hviskede: 'Pay them more' da samme 'problem' blev diskuteret for nyligt i USA.
Men mon ikke sosserne bøjer af indgår et kompromis med Vnestre og de Radikale og lukker op for billig arbejdskraft udefra. Tilskudspartierne SF og Ehl. får et par tilskud og så kører butikken videre.
Har I forresten lagt mærke til, at fagbevægelsen i Danmark er fraværende overfor de stigende forbrugerpriser? Selv i USA rører fagbevægelsen på sig. Og i Sverige og Norge. Men ikke i Danmark.
Mange tak for dette indlæg. Det er interessante pointer, og formidlingen er sublim.
Jeg synes særligt at pointen om, at reformer godt kan øge økonomiens kapacitetsgrænse, uden at kapacitetspresset lempes, er tankevækkende. Den viser at hvis man køber præmissen om, at staten altid skal gribe ind, når der efterspørges mere arbejdskraft end der udbydes, så er det en skrue uden ende.
Så fik vi sørme de liberale og anerkendende mennesker til løn og efterspørgsel på banen og ok indlægget fra økonomen her er saglig, men en gammel pensioneret pædagog med halv socialistiske tilbøjeligheder kan ikke se hele pointen, eller er jeg bare dum?
Pointen må være at penge skal styre det hele og det næsten er menneskets natur?
Men negativt: er det hele ikke lige gyldigt, hvis russerne og Vesten nu vil i krig? Hvad med alle de i dette land som gerne vil arbejde, men ikke er "egnede" nok til ræset?
15 millioner ledige i EU, 14000 danske unge uden praktikpladser. Og arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft. Hykleri ... https://www.information.dk/debat/2021/10/15-millioner-ledige-eu-tiden-in...
Efter at have sendt mere end 100 ansøgninger til virksomheder der skriger efter arbejdskraft, må jeg konkludere det et løgn. Tror mere det er lav løn eller gratis udsendelse fra jobcentret, der er efterspørgsel på. Dåbsattesten på de 60 år plus, kan da umuligt være årsagen!
Jeppe Druedahls generelle betragtninger tager ikke højde for det væsentligste faktum i den konkrete sag, hvorved hovedkonklusionen bliver direkte forkert: uanset hvor meget man hæver prisen (lønnen), kan man ikke øge udbud af en vare udover eksistensen heraf, og når efterspørgslen (ubesatte jobs) nu er blevet dobbelt så stor som udbudet (antal arbejdssøgende), vil der aldrig kunne etableres balance i vores p.t. hermetisk lukkede danske arbejdsmarked uden tilførsel af nye hænder udefra.
@Kim Houmøller. Det er næppe din alder, allene, der er problemet. Jeg bliver 73 til foråret og jeg VIL ikke arbejde mere. Stoppede da jeg blev 67. Men jeg kan nemt, som i nemt, få job igen. Også et andet sted.. Uddannrlse og/eller kvalifikationer/erfaring er det der efterspørges i det private erhvervsliv. I det offentlige er det mere formelle uddannelser der efterspørges Løn? Selv en poder på et testcenter har omkring 200kr/t. Men har man gået arbejdsløs i 20 år, kan det da godt være, at der spørges til hvad man har gjort for at komme i gang i gen. For ca 30 år siden kunne jeg godt se, at det spor jeg kørte af arbejdsmæssigt, nok endte blindt. Så jeg læste en ny uddannelse op efter fyraften og i weekends. Det tog 4 år. Det har jeg aldrig fortrudt.
@ Bent Nørgaard
Det var så 30 år siden, du tog en ny uddannelse.
Dengang var du efter eget udsagn ikke fyldt 60 år, langt fra, faktisk.
Læs dette:
https://www.aeldresagen.dk/presse/maerkesager/arbejdsliv/fakta/svaert-at...
https://solidaritet.dk/ikke-jobfest-for-alle-unge-og-aeldre-ledige-haeng...
Kære Eva. Jeg er 73, stoppede som 67. For 30 år siden var jeg 43. Dengang tog jeg en anden uddannelse. Er det for stort et problem at forstå? Kunne man tro
Det forventes normalt, at en stigning i arbejdsstyrken med tiden bliver til højere beskæftigelse. Udbuddet skaber sin egen efterspørgsel og løser derfor ikke vedvarende problemer med ubalance mellem udbud og efterspørgsel.
Den forventning har jeg virkelig svært ved at forstå.
Hvor skal de jobs komme fra?
Virksomhederne udbyder da ikke flere jobs, bare fordi arbejdsløsheden stiger. Altså - ikke hvis de stadig skal konkurrere med andre virksomheder og behandle deres ansatte anstændigt.
Kære Bent, jeg forsøgte at sige, at når man er over 60 + som Kim Houmøller, er det lige friskt nok at give ham et råd om at tage en ny uddannelse.
Og hvorfor skulle man også det?
Pointen med Kim's indlæg var jo, at arbejdsgiverne påstår, de mangler arbejdskraft, men smider alle ansøgninger væk, når det ikke lige passer ind i deres perfekthedsskabelon.
Hvem har fantasi til at forestille sig at ansvarsfri købere af vare eller arbejdskraft skulle frasige sig muligheden for større udbud og lavere priser?
Det er en ringe trøst at kunne beskylde ledige for at være dovne og grådige som CHF gjorde i sin tid som beskæftigelsesminister når landbruget har det ultimative dommedagsargument der går ud på at vi alle kommer til at sulte hvis de ikke får friere hænder og større tilskud.
@Eva. Da jeg tog min anden uddannelse, var jeg ca 43. Kim er i dag 60+ og han har været arbejdsløs i over 20 år. 60+ minus 20 = 43. Jeg kender ikke Kim, og jeg ved ikke hvorfor at han er arbejdsløs. Og det har intet med personen Kim at gøre. Så det har heller ikke noget st gøre med at tage en uddannelse når man er 60+. Hvis helbredet er ok, så er der kun en, der i sidste ende vejleder ens videre færd i livet.
@ Bent
Hvor har du fra, at Kim har været arbejdsløs i mere end 20 år?
Kender I hinanden personligt?
Eller gætter du bare?
Og hvad har det iøvrigt at gøre med, at arbejdsgiverne ikke vil ansætte seniorer?
Vi har kapitalisme i DK, lærte jeg i skolen! Derfor råder udbud og efterspørgsel. Stiger efterspørgslen efter varer, højere end kapaciteten, stiger varen i pris. Ditto for arbejdskraften. Det er kærnen i kapitalismen, som DA hylder. Så, op med prisen på varerne og lønningerne. Bare et hint til DA. Husk at optage lærlinge! Og få så stoppet de inddirekte tilskud til arbejdsgiverne, fra jobcentrene!
Ligesom det hedder sig, at der er arbejde at få for dem der gider, så er der også arbejdskraft at få for de erhvervsdrivende der fortjener den!
Det hed sig en gang, at vi har fri konkurrence og fri marked. Især fra de blå. Men det er noget vi ikke har hørt meget om i længe fra den kant.
Vi er sikret fri konkurrence fordi VI selvfølgelig fravælger de ukvalificerede og uetiske, ifølge de blå.
Men når det kommer til erhvervslivet selv, så kan der åbenbart ikke være tale om de skal konkurrerer. Staten er åbenbart til for at de ikke skal oplever udbud og efterspørgsels delen af det fri marked.
Nu har vi i en del år, betalt for at erhvervslivet er så flinke og rare at hjælpe statsfinansieret praktikanter tilbage på arbejdsmarkedet. Så det rejser vel spøgsmålet. Har erhvervslivet hjulpet folk tilbage på arbejdsmarkedet?
Som jeg allerede sagde for en del år siden. "Vi ender med et erhvervsliv der ikke kan noget selv"
Vores erhvervsliv er endt der, hvor de selv hænger kontanthjælps modtagerne ud for at være.
Manglen på arbejdskraft er overdreven
Der har givetvis i halen på corona nedlukningen opstået et midlertidigt øget forbrug i form af restaurantbesøg o.l., og også som Druedahl nævner, at en del er ansat i testcentre. Men der er næppe tale om en permanent situation. Samtidig har arbejdsgiverne fyret folk under nedlukningen, - stillinger der nu skal genbesættes.
Arbejdsgiverne har i årevis og ikke kun i 2021 råbt op om arbejdsmangel. Til trods for at antallet af jobannoncer på jobindex har været på et lavpunkt. Vel har der så i 2021 været en stigning, men jeg ser det som midlertidigt.
Vel er ledigheden generelt faldet. Men man ser fortsat stigende ledighed blandt seniorer.
Ingen evidens for at reformer øger arbejdsudbuddet
Der er hverken evidens for dette, som for at ledighed i sig selv øger antallet af beskæftigede. ‘
En mere ledig = et mere job, - jeg mener, det er udtryk for noget neoliberalt sludder..
Jeg mener også, at skribenten fejler ved indirekte at bekræfte, at reformer vil øge arbejdsudbuddet, og dermed indirekte bekræfter myten om de dovne ledige, der hellere vil henslænge tilværelsen i en hængekøje på offentlig forsørgelse. Jeg er uenig i den tese. Jeg kan slet ikke via statistikker se, at DK har haft en speciel stigning i beskæftigelsen i forhold til andre lande, - der ikke har gennemført så drastiske reformer. Man kan også undre sig over at lande med meget stor ulighed og mega lave lønninger og overførselsindkomster, at de ikke bare er ekstremt produktive med høj beskæftigelse og med en fantastisk god samfundsøkonomi. Men tværtimod. De nordiske landes samfundsmodel med relativt høj lighed har vist sig at give en særdeles god samfundsøkonomi også. Desværre er den under nedbrydning med de sidste årtiers reformpolitik.
Skattelettelser
Topskattelettelser er heller ikke bedste vej til at øge beskæftigelsen, og slet ikke arbejdsudbuddet. Vel, vil topskattelettelse vise sig ved øget forbrug, men hvilket forbrug? Rejser? Biler osv.? Det er forbrug, primært udlandet vil få glæde af. Man kunne sammenligne det med, hvis man øgede de sociale ydelser. De ville nok slå mere direkte igennem på forbrug herhjemme.
Sjovt som folk læser som fanden læser biblen. Har aldrig skrevet nogen steder om en ledigsperiode på 20 år. En fjer kan åbenbart blive til 5 høns.
God dag derude!
Større fokus på virksomhedernes rekrutterings- og personalepolitik
Det er på tide at fokusere på arbejdsgivernes adfærd frem for den evindelige udskamning af de dovne ledige.
Årtiers reformer og leflen for virksomhedsejerne har ikke været sundt. Arbejdsgiverne gider stort set kun ansætte hvide unge smukke med 3-5 års erfaring. Og omvendt med fedladne, seniorer og personer med anden etnisk baggrund. Altså medmindre de går for en 50’er i timen eller tilmed gratis. Eller hvis vi har en situation som nu, hvor efterspørgslen er lidt større. Så begynder de at kunne bruge de langtidsledige.
Diskrimineringen skal der ganske enkelt gøres op med. Det skal slet ikke supporteres.
Billig arbejdskraft er ikke effektiv
Man ser også, at når arbejdskraften bliver billig, eller endog gratis, så begynder arbejdsgivere at slække på effektiviteten. Fx udnyttes nyttearbejdere til at ordne grønne arealer med gamle arbejdsmetoder, som rive, hakke og skovl og de bare næver. Fremfor maskiner. På mange offentlige arealer bruges fx ikke robotplæneklippere, - her er det jo billigere at bruge ledige.
Man ser det også i udlandet, hvor arbejdskraften er billig. De er dybt ineffektive og bruger middelalderlige arbejdsgange, fremfor at de optimerer arbejdet ved brug af maskiner og effektiv ledelse.
Elendige jobannoncer
Læser man arbejdsgivernes jobannoncer er der heller intet, der tyder på en mangel. Krav på krav. Annoncerne er fortsat ofte nedladende i deres retorik, eller de stiller så mange krav, at de kun vil få ganske få ansøgere.
Dårligt arbejdsmiljø
Nu fokuserer Druedahl på lønninger, men jeg mener, at man kunne nå langt ved bare at forbedre arbejdsforholdene. Også ved herved at fastholde sine medarbejdere.
Arbejdsgiverne gør nemlig også utroligt lidt for at fastholde deres ansatte. Vi bryster os ligefrem af, at have Europas største jobrotation, omkring 900.000 om året. Spørgsmålet er, om vi skulle være så stolte af det. Gå på linkedin, slå et tilfældigt ungt navn op, og de har typisk været 1-1½ år på hver arbejdsplads. Det er jo dybt ineffektivt. Arbejdsgiverne regner ikke engang på, hvad det koster i form af oplæring og ineffektivitet.
Endelig har vi mange, der er ufrivilligt deltidsbeskæftigede.
For højt arbejdstempo og mange nedslidte og syge
Alt for mange bliver syge af arbejdet. Dagligt er mange syge pga. stress affødt af dårlig ledelse og for høje krav. Det er ganske dyrt for samfundet. Men mange arbejdspladser gør intet for at nedbringe nedslidning og antallet af syge. Bliver det for meget, fyrer de bare den syge. Jeg er ganske overbevist om, at nedbragte man arbejdstempoet en smule ville det slå positivt ud på bundlinjen. Færre blev syge, færre blev fyret, større fastholdelsesgrad, større tilfredshed og dermed produktivitet. Jeg siger ikke, at vi skal ned på 50%, men fx ned på 80%. I dag siger sygeplejersker direkte, at de er på deltid pga. tempo. Mit gæt er også, at mange går tidligt på pension af den grund.
Større arbejdsudbud ved optag af lærlinge og elever
Vi har også i utallige år set, at i takt med importen af udlændinge, er antallet af lærlinge- og elevpladser faldet. Dette er igen udtryk for en vis mange på at tage ansvar for egen situation hos arbejdsgiverne. Og jeg mener slet ikke at samfundet så skal imødekomme deres rekrutteringsproblem ved at de så kan importere udlændinge i stedet.
–
Alt i alt mener jeg, at det vil være sundt såvel for virksomhederne som for samfundet og de ansatte, om arbejdsgiverne begyndte at kigge indad og overveje, hvordan de selv kunne forbedre rekruttering og arbejdsmiljø, så deres bemanding kunne optimeres.
Buschauffører. Fake om mangel på arbejdskraft!
I går havde Ekstrabladet en artikel om, hvordan Vejle Turisttrafik mangler buschauffører. Påstanden var, at en chauffør fik 400.000 kr. i løn her, og at de kunne ansætte 10 chauffører den dag i morgen.
Jeg skal ikke kunne sige, om der er en enkelt chauffør, der får 400.000, men faktum er, når man læser deres regnskab 2020 i cvr-registret, at gennemsnitslønnen i selskabet er 25.000 kr. om måneden og at de ansatte har været ansat 21 timer/uge i gennemsnit. Selskabet har heller ikke nogle jobopslag, hverken på deres egen hjemmeside, på deres FB-profil eller på jobindex. Faktisk har de ikke haft et eneste jobopslag på jobindex i et år.
Ser man på hele landet har der på et helt år kun været 145 jobopslag, hvor ordet “buschauffør” indgår, svarende til 12 pr. mdr. For tiden er der kun 8 opslag. Nærlæser man disse, er der kun 3 reelle buschauffør stillinger (resten vedr. it-specialister, planlæggere, mentorer o.l.). Gælder samme forhold har der reelt kun været 54 jobopslag på et helt år, 4½ om måneden i HELE Danmark.
Ekstrabladet skriver i deres artikel, at der “skriges” på arbejdskraft. Det tyder på det modsatte. Det samme gør selve jobopslagene.
Det første jobopslag indledes med “Som buschauffør er det vigtigt at du altid møder til tiden …”
Det er en ganske unødig nedladende retorik. Mon ikke de fleste er klar over det? Ellers må man fange det i jobsamtalen. Men ikke nok med det. Videre fremgår:
“Dine vagter kan ligge i alle ugens dage og hele døgnet. Der vil forekomme delvagter.”
Altså, buschaufføren skal stå til rådighed 24/7.
Kun 3 jobopslag, en nedladende tone og helt urimelige arbejdsforhold. Intet tyder på, at der er mangel på arbejdskraft her. Tværtimod.
Det er rystende, at medierne i den grad synger med på sangen i en unuanceret påstand om manglen på arbejdskraft. Hvad er det, der sker med vores medier? Det virker mere som om, de mere fungerer som mikrofonholdere for DI og Venstre, end at de er interesseret i at viderebringe undersøgende og seriøs journalistik til læserne og lytterne. Det er dybt, dybt problematisk for et demokratisk samfund, at medierne er blevet mere og mere politisk propaganderende.
Det er også rystende, at ingen journalister eller fagforeninger omtaler de fuldstændige urimelige arbejdsvilkår, man i stigende omfang ser, hvor ansatte skal stå til rådighed 24/7.
Kørte bus i hovedstaden for 15 år siden i City-trafik. Her kendte man sin vagt dagen før. Arbejdstiden lå i tidsrummet fra 4 om morgenen til 01 den følgende dag. Det tyder ikke på det er blevet bedre. Kun mængden af løgnehistorier fra arbejdsgiverne er steget.
Tilføjelse til mit indslag om buschauffører.
Det kan misforstås, at en ansat på 21 tm kan få 25.000 kr. om måneden.
De 25.000 kr. er gennemsnitslønnen for et fuldtidsarbejde, og er altså et gennemsnit over alle ansatte i virksomheden (også administrativt ansatte og direktører), så man må formode at chauffør-lønningerne er endnu lavere.
@ Hanneh Christensen
Tak for dine dybdeborende indlæg.
Apropos buschauffører, står det helt grelt til med hensyn til flextrafik, hvor køre-hviletidsbestemmelserne på ingen måde overholdes.
Her får de der søger arbejde også at vide, at de skal tage til takke med vilkårene, fordi der er så mange ansøgninger, at de er heldige overhovedet at blive ansat.
"Flextrafik-chauffører har arbejdsuger på op til 70 timer. Flere klager til trafikselskaberne beretter om chauffører, der falder i søvn bag rattet"
https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/flextrafik-chauffoerer-falder-i-...
Arbejdstilsynet er helt fraværende.
Når man som 61+ ansøger opslået jobs, som man skal, som arbejdsledig.
Støder ind i en jobportal der har en rubrik der hedder “angiv dit fødselsår”.
Så ved man godt hvor ens ansøgning og cv havner.
Selv når firmaerne ikke får “ret” mange ansøgninger. Overkommer de ikke særligt tit, at svare på hvorfor de ikke kan bruges ens ansøgning.
Ja arbejdstilsynet er som skrevet en parentes af hvad det var, vi som kan huske det gamle BST, fik den borgerlige regering jo nedlagt tilbage i 2003, med det gode arbejdsmiljø som taber.
Reformen indeholdte nemlig en væsentlig og stor forringelse, nemlig at BST -Bedriftssundhedstjenesten, blev udfaset.
Arbejdsmiljørådgivning, der samtidig blev et frit marked, hvor alle kan opnå autorisation.
Da BST-bestyrelser også forsvandt, var der heller ikke længere garanti for uvildig rådgivning i arbejdsmiljøspørgsmål.
Afskaffelsen af BST var et voldsomt tilbageslag for det generelle forebyggende arbejde omkring fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
Desuden forsvandt hele BSTs gennem mange år opsparede erfaring og viden nu ud i den blå luft.
Så kunne der begynde forfra med det nye Arbejdstilsyn, som kun er en parentes, stadigvæk, hvor det er de ansatte der betaler prisen, med forringet arbejdmiljø til følge.
Så oven i købet forlanger politikerne og arbejdgiverne nu, vi skal blive længere på arbejdsmarked, uden at det gode arbejdsmiljø følger med, kan kun ryste på hovedet over denne udvikling.
For lige at komme med en måske banal vinkling i problematikken her, så forlanger det såkaldte frie "kapitalistiske arbejdsmarked" at vores samfund skal sikre dem arbejdskraften og uddannelserne i forhold til deres profit og indtjening, men samtidig hyler de over vores offentlige system er for dyr så skatten skal ned, Til gengæld har en del af dem ingen skrupler når det går galt og så bare overlade det til fælleskassen at redde de arbejdsløse, men de skal ikke ha for meget, for så gider de ikke arbejde, når der måske er brug for dem igen! Groft sagt er den hele den borgerlige lejrs inkl. radikales og de selvstændiges livssyn. dorg er der heldigvis "gode" kapitalister, som bekymrer sig og anerkender deres arbejdskraft.
Ja, det er rigtigt, der findes gode arbejdsgivere indimellem, som der også findes korn af blinde høner..
De findes derude, og de har overhovedet ikke 'mangel på arbejdskraft', for deres arbejdsmiljø er så godt, at de har stakkevis af ansøgninger hver dag, næsten ingen sygedage, og folk der udtaler, at 'jeg skal bæres ud'.
Én af dem, en tømrervirksomhed i København, er kollektivt ledet, og alle får det samme i løn:
https://www.tv2lorry.dk/koebenhavn/her-bestemmer-de-ansatte-over-chefen-...
I en Rema 1000 i Valby er der medbestemmelse, og der tages individuelle hensyn til medarbejdernes personlige ønsker:
https://www.tv2lorry.dk/koebenhavn/desperat-mangel-paa-arbejdskraft-ikke...
For begge arbejdspladsers vedkommende gælder det, at de ansætter seniorer, folk med anden etnisk baggrund, folk med handicap og skånebehov.
I stedet for at skrige som forkælede curlingteenagere, når alle ikke flokkes om dårlige arbejdspladser, burde arbejdsgiverne tage en alvorssnak med sig selv om arbejdsmiljø, diversitet og god ledelse.
Og fagforeningerne burde tage at vågne op af tornerosesøvnen, før de bliver endegyldigt overflødiggjorte.
Ja når man ser på de danske fagforeninger og hvor stumme de er, over slagtningen af alle de rettigheder, der blev tilkæmpet med livet som indsats, undrer man sig over, om der stadig er fagforeninger i Danmark.
De laver nogle få pip, som bondefanget i Danmark. Men ingen analyse af den systematiske forringelse af løn og sundhed for kræsne arbejdsgivers skyld.
Intet samarbejde og ingen gennemslagskraft i samtlige medier i Danmark, der bliver domineret af ukritiske indslag fra Cepos, DI, DA og blå politikere.
Der kommer bedre kritiske analyser af fakta i kommentarerne som f.eks. Henneh Christensen eller forleden Arne Albatros.
Spørgsmålet er, mangler fagforeningerne både indsigten og forståelse af alvoren i fjernelsen af sikkerhedsnet og viljen til samarbejde med de andre fagforeninger eller bruger medierne deres ret til redaktion, så kun enkelte kronikker fra den side drypvis bliver udgivet, mens DI og co får lov til ukritisk at overdøve alt andet.
Det er trods alt mærkeligt, at almindelige folk kan finde frem til information, der let plukker påstandende i "artikeler" fra hinanden. Disse almindelige folk er jo hverken uddannet som journalister eller bliver betalt for 8 timers journalistarbejde.
Er journalister i Danmark virkelig ikke i stand til at lave journalistarbejde mere?
Inge Lehmann, baggrunden er desværre baseret på den historiske erfaring, man vokser op med, tror jeg. Og de har nu så kort en horisont, at de aldrig har oplevet velfærdssamfundet i dets fulde udfoldelse, de falder imellem, ligesom den generation, der blev født lidt forskudt for ungdomsoprørerne følte, at de kom til at bære alle omkostningerne ved at genoprette solid borgerlighed.
Lyt til den glimrende og meget generationsafslørende Stafetten fra P1 i går - det maner fuldstændig den indgroede fordom om 'røde journalister' i jorden.
Men også her har fagbevægelsen jo fejlet stort: havde man holdt fast i sit net af trykte medier udover landet, var vi aldrig blevet udsat for den voldsomme regression i samfundet, der var tilfældet fra 90erne og frem, og som nu efterlader vore dages samfund med et voldsomt genopbygningsarbejde, der ovenikøbet skal kæmpe med mange års politiske manipulationer og fordrejninger.
Hej er der nogen der ved, hvad den forventede levealder er for kvinder og mænd på førtidspension?
Det eneste jeg finder, er opgørelser fra ATP for hvor mange procent af førtidspensionisterne frivilligt betaler til en bestemt pensionsordning. Med beklagelse hvis andelen falder og en tør bemærkning om at nogle måske ikke tilvælger pensionen, fordi de ikke regner med at være i live ved opnåelse af folkepensionsalderen.
@ Inge
Såvidt jeg kan se, bliver leveår opgjort i forhold til uddannelse.
Her er en artikel fra Information, der understreger, at uligheden i sundhed og leveår er blevet større med tiden, og at de med de laveste uddannelser dør først, og har færrest raske leveår:
https://www.information.dk/indland/2019/05/akademikeren-kan-se-frem-fler...
Forfatter og cand.mag Lisbeth Riisager Henriksen har i årevis beskæftiget sig med netop disse spørgsmål; hvor mange der er afgået ved døden efter nye og tidligere ordninger om førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge.
Lisbeth Riisager Henriksen fik først Finn Sørensen (EL) til at spørge Troels Lund Poulsen, der på daværende tidspunkt var beskæftigelsesminister, men da valget blev udskrevet i 2019, fik han aldrig svar.
Senere henvendte Lisbeth Riisager Henriksen sig til Torsten Gejl (ALT), som stillede ni spørgsmål til Peter Hummelgaard, nuværende beskæftigelsesminister.
Lisbeth Riisager Henriksen skriver:
"Nu har Peter Hummelgaard Thomsen (S) svaret på spørgsmålene. Oplysningerne er hentet fra den såkaldte Dream-database, som meget få har adgang til.
Jeg mener, at svarene medvirker til endnu en vigtig vinkel på evalueringen af de forskellige reformer.
I svarene, som er fra 21. august i år, får vi blandt andet følgende at vide:
I perioden fra den 1. januar 2013 til den 30. april 2019 har 39.680 borgere været i et ressourceforløb.
Blandt disse er 330 borgere afgået ved døden senest fem uger efter afslutningen af ressourceforløbet.
Det svarer til, at dødeligheden blandt borgere i ressourceforløb i den omtalte periode var 0,8 procent.
I perioden fra den 1. januar 2013 til den 30. november 2018 har 51.030 borgere fået tilkendt en førtidspension.
Af disse borgere er 1.950 borgere afgået ved døden i løbet af de første seks måneder efter tilkendelsen af pensionen. Det svarer til, at dødeligheden blandt nytilkendte førtidspensionister i den omtalte periode var 3,8 procent.
I perioden fra den 1. januar 2013 til den 30. april 2019 har 117.570 borgere været i fleksjob eller på ledighedsydelse.
Blandt disse er 1.870 borgere afgået ved døden senest fem uger efter afslutningen af forløbet.
Det svarer til, at dødeligheden blandt borgere berørt af fleksjob eller ledighedsydelse i den omtalte periode var 1,6 procent.
Blandt de 1.870 borgere, som senest fem uger efter afslutningen af et forløb er afgået ved døden, var 1.380 i fleksjob.
Heraf var 570 borgere ansat i fleksjob efter den nye ordning."
https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/forfatter-til-politikerne-...
(Artiklen er fra september 2019)
Derfor er det ikke så underligt, du ikke kan finde de relevante oplysninger, Inge.
Ingen almindelige borgere har adgang til DREAM-databasen.
PS. Til sammenligning var den generelle dødelighed i 2018 for danskere mellem 18 og 64 år ifølge Danmarks Statistik 0,23 procent.
Mange tak for svaret Eva Schwanenflügel.
Kort og godt kan jeg tillade mig at konkludere, at tallene ikke findes og at de førtidspensionister, som ATP tror ikke vælger ekstra pension, fordi de ikke forventer, at være i live ved folkepensionsalderen teoretisk set vælger korrekt.
Levealderen opgjort efter uddannelse hjælper ikke meget. Fordi hvor meget trækker sygdom og en tur i systemet ned og en høj uddannelse hjælper ikke her.
ATP må jo egentlig side inde med tallene for, hvor mange det drejer sig om, der opnår folkepensionsalderen og hvor mange år de er berettiget til ATP udbetaling.
De udtrykker jo skuffelse over, at der ikke er flere førtidspensionister, der tilvælger ekstrapensionen, fordi der så er mange, der kun har folkepensionen.
Men når der er ingen/ATP, der skriver, hvor mange er mange og i hvor lang tid, de har på folkepension, har førtidspensionisterne jo ingen chance for at vurdere, om det kan betale sig med den ekstra pension.
Og vil ekstra pension ikke også have negativ indflydelse på de tilskud man kan få, samt komplicere ansøgninger, udfyldelse af ansøgningsskemaer og skatteårsopgørelser?
Jeg tror trods manglende information, vælger de førtidspensionister, der fravælger ekstrapensionen, korrekt.
Tja..
Folketinget har sørget for, at alle der har en offentlig indtægt før folkepensionen sparer op til den.
Det har man gjort ved at fryse stigningen, så ydelser ikke korrigeres for inflation og stigning i lønnen.
Det er således samme metode, som før Satspuljen blev standset, hvor det også var ledige, syge og handicappede der finansierede offentlige projekter for staten, så politikere kunne bryste sig af at tildele deres hjertebørn midler.
@Inge Lehmann
Dødeligheder eller omvendt levetidsestimater for førtidspensionister findes. De bliver bare ikke offentliggjort.
Helbred & Forsikring (H&F) er en brancheforening for bl.a. pensionsbranchen der estimerer disse levetider/dødeligheder ud fra den enorme mængde data, som pensionsbranchen jo har qua deres forsikringer. Jeg vil formode at også ATP har en stor database, hvor de enten via H&F eller selv estimerer dødelighederne fx for gruppen af førtidspensionister.
Når et pensionsselskab tildeler en førtidspension, skal der hensættes til de samlede pensionsudbetalinger til pensionisten, som selskabet forventer, de skal af med i fremtiden. Hertil skal de bruge dødelighedsestimater for hver alder. Da dødeligheden er større blandt førtidspensionister, vil nogle pensionsselskaber tage højde for den højere dødelighed, da det betyder mindre hensættelse. Det samme gælder for syge- og ulykkesprodukter. Man kan også bruge disse differentierede dødeligheder til mere nøjagtigt at prissætte produktet.
Mit gæt er, at H&F tilmed differentierer på sygdomskategorier, - og selvfølgelig altid på alder og køn.
Så ingen tvivl om, at data findes. Imidlertid er data enten ikke offentligt tilgængelige eller tilgængelige i en form (formelværk), der kræver stor matematisk indsigt for at forstå og afdække.
Jeg vil tro, at en avis som Information vil kunne henvende sig til H&F e.l. og få sådanne data/beregninger leveret til en eller anden pris. Men de skal tænke sig godt om, hvad de spørger efter!
Som Eva Schwanenflügel antyder, bruger man også levetids/dødeligheds estimater i fx Dream, men jeg kan ikke forestille mig, at man ikke også gør det i Finansministeriets regnemodeller.
Jeg kan huske jeg læste besvarelsen til Torsten Geil, - og kritiserede skarpt de konklusioner, man foretog, hvilket jeg mente, man ikke kunne gøre. Men jeg orker ikke at genlæse det eller gå ind i en sådan drøftelse igen.
Man kan efter min mening heller ikke bruge en generel dødelighed på 23% for 18-64 årige til noget. Det er jo ikke ligegyldig, om man dør som 5- eller 64-årig, vel. Hvis man skal se på, hvor lang tid man kan forvente at leve som folkepensionist, må man jo se på restlevetiden fra netop folkepensionsalderen. Eller hvis man vil købe en alderspension hos ATP, må man se på restlevetiden fra den alder, hvor den kan komme til udbetaling. Før jeg ville købe en sådan som førtidspensionist, ville jeg dog spørge ATP om, hvorvidt der i prisen er taget højde for den højere dødelighed blandt førtidspensionister, og spørge til, prisdifferencen på den samme alderspension, men afhængig af, om man er rask eller på førtidspension.
@Eva Schwanenflügel og Inge Lehmann
Man kan ikke bruge restlevetider for hhv. ufaglærte, faglærte og akademikere til at estimere dødeligheden for førtidspensionister.
Tilmed er den nævnte opdeling også meget grov. En væsentlig faktor er også, hvor man befinder sig på karrierestigen, og givet vis også på indkomstskalaen. Jo højere løn og større karriere, des længere levetid. Før i tiden befandt mange akademikere sig jo højt, men det tænker jeg ikke længere, man kan konkludere. Måske burde man helt slette denne opdeling. Akademikere er jo ved at blive den nye arbejderklasse. Fx er faglærte mænd ofte højere lønnet end akademikerkvinder, og ufaglærte er en uddøende befolkningsgruppe. Folk uden for arbejdsmarkedet er klart den gruppe med dårligst helbred, - og det gælder givet vis uanset hvilken uddannelsesbaggrund de har. Det gælder også folk på dagpenge. Det gælder derimod ikke efterlønsmodtagere, der snarere oplever en lille forbedring. Så meget tyder på, at alene det at komme i kontakt med et jobcenter forringer folks helbred. Men data bør analyseres nærmere, da det jo også kan skyldes, at folk fyres pga. dårligt helbred. Altså, de har forringet helbred allerede før, de møder jobcentret. Mit gæt er, at der er tale om en kombination.
Sundhedsstyrelsen udgiver ca. hvert 2. år en undersøgelse om befolkningens selvvurderede helbred. Nedenfor et link fra SDU til de data, der er anvendt.
Man ser fx at i 2017 var andelen med højt stressniveau:
Uddannelsessøgende: 31,7%
Beskæftigede: 19,4%
Arbejdsløse: 47,0%
Førtidspensionister: 55,6%
Andre uden for arbejdsmarkedet (kontanthjælpsmodtagere): 54,6%
Efterlønsmodtagere: 13,7%
Alderspensionister: 19,8%.
Samme forhold gør sig gældende hvis man ser på den generelle mentale tilstand eller fysiske helbred.
Mht. dit link til Informations artikel, så først tak for det. Konklusionen er, at samlede restlevetid for en 65-årig afhængig af uddannelsesniveau er:
Kvinder:
lav: 19,6 år
mellem: 20,7 år
høj: 22,1 år.
Mænd:
lav: 16,9 år
mellem: 17,7 år
høj: 19,6 år.
(Det skal anføres, at Danmarks Statistik forventer, at kvinder og mænds levetider vil udlignes om et par årtier. Nå, Danmarks Statistik er vist nede, ellers ville jeg kunne have givet jer nogle tal.)
Skal der "retfærdighed" til, så skal lavtudd. mænd gå som 65 årig, mellem-mænd som ca 66 årig, og lav-kvinder og høj-mænd som 67-årige, mellem-kvinder som 68-årige og høj-kvinder som 69-årige. Det er næppe sådan et samfund vi ønsker os. Tilmed er restlevetiden i høj grad præget af den helbredstilstand, man befinder sig i på pensioneringstidspunktet. Måske burde man få vurderet den, så vi virkelig kan tage millimeterstokken frem.
Jeg tog en test for sjov forleden omkring levetiden, og legede lidt med parametrene. Værst var, hvis man var single. Så blev restlevetiden reduceret med 13 år. Om det er sandt, undrer mig, men her har vi givet vis også en parameter med væsentlig betydning.
For mig at se, bør man i stedet se på arbejdsmiljøet. Fremfor at give folk et år mere på pension (fx Arne-pension), bør man undgå, at de overhovedet bliver nedslidte. Og man bør se på ledige, hvorfor i alverden de skulle blive mere nedslidte?
Man bør også skele til andre lande. For noget tyder på mindre nedslidning i Sverige eller Island. Særligt på Island er beskæftigelsesraten blandt seniorer sædeles høj. Så bliver de slet ikke nedslidte der?
Jeg er fuldstændig enig i, at fagbosserne fra FH snorksover. Omend måske er de bare blevet sortblå. De er placeret blandt de mest magtfulde i DK, - ja, mere magtfulde end vores statsminister. Claus Jensen har således ligget nr. 1 på listen over Danmarks mest magtfulde personer. Jeg forstår ikke, hvorfor medlemmerne ikke smider dem ud. For mig at se varetager de ikke deres medlemmers interesser. De er blevet ramt af det, man kalder capture culture. Det betyder, at når de mere omgås med eliten end med deres egne medlemmer, så begynder de også at tænke og opføre sig som eliten. De har samme høje lønniveau og bor i samme kvarterer. Spiser på de samme restauranter og ser de samme forestillinger. De sidder i et hav af bestyrelser sammen med arbejdsgiverne og har indflydelse på kæmpemæssige investeringer.
De ejer faktisk UgebrevetA4. Interessant er, at deres egne artikler er gemt bag betalingsmure, mens læsebreve mm fra Cepos og højrefløjen lægges gratis frem. Fagbevægelsen vil altså hellere have, vi danskere læser Cepos holdninger, end det fagbevægelsen står for. Besynderligt, ikke?
De ejer for øvrigt også AE, og derfor skal AEs analyser selvfølgelig også læses med det in mente, at det jo nok er bestillingsarbejde fra fagbosserne. AEs analyser når altid frem til, at fx akademikere har det langt bedre.
https://proxy.danskernessundhed.dk/SASVisualAnalyticsViewer/VisualAnalyt...
@ Hanneh Christensen
Nu var sammenligningen med den del af befolkningen, der var over 18 til og med 64 år på 0,23%, ikke 23%.
5-årige er slet ikke medtaget.
I denne periode døde 3,8% af nytilkendte førtidspensionister indenfor 6 måneder efter tildelingen af pension.
I forhold til resten af befolkningen er dette et meget højt tal.
Summa summarum, borgerne må antages at have været meget syge før tildelingen, med mindre de da alle omkom af pludseligt opståede blodpropper, hjertestop eller fatale trafikuheld.
Med andre ord blev de fastholdt på en lav ydelse alt for længe, så de ikke fik ro til at pleje deres helbred.
For ja, kontakten med Jobcentersystemet er ødelæggende for både fysisk og psykisk helbred.
17. Maj 2019 kom der en pressemeddelelse fra Psikiatrifonden:
"Sygemeldte, der er tilknyttet jobcenteret, oplever at det belaster deres livskvalitet.
67,9% svarer i en ny undersøgelse, at jobcenteret i høj grad eller i nogen grad belaster deres livskvalitet.
Det fører til, at 23% har tanker om, at livet ikke er værd at leve.
Det er Psykiatrifonden, som i samarbejde med SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed har spurgt 1400 sygemeldte medlemmer af fagforbundene FOA, 3F og Dansk Magisterforening."
"Ny undersøgelse: Jobcenteret gør sygemeldte mere syge"
https://sind.dk/nyheder/ny-undersoegelse-jobcentre-goer-sygemeldte-mere-...
Der er selvfølgelig forskel på forskellige uddannelsesgruppers forventede levetid, men det giver mening at sammenligne mellem borgere der tilkendes førtidspension og resten af befolkningen, da vi ved, at alle grupper er repræsenteret i kontanthjælpssystemet.
PS. Siden det kun er en del af svarene, Lisbeth Riisager Henriksen refererer, kunne det være ret interessant at få resten.
Du skriver:
"Jeg kan huske jeg læste besvarelsen til Torsten Geil, - og kritiserede skarpt de konklusioner, man foretog, hvilket jeg mente, man ikke kunne gøre. Men jeg orker ikke at genlæse det eller gå ind i en sådan drøftelse igen."
Så mit spørgsmål er; hvor kan man læse besvarelsen i sin helhed, og ligeledes, hvilke konklusioner blev draget af hvem?
Med respekt for, at du ikke orker at genlæse eller gå ind i drøftelsen, en simpel henvisning med et link eller andet?