Nervekrig om dagpenge skyder valgkampen i gang

Dagpengereformen er blevet valgkampens første offer. De politiske fronter er pludselig skærpet så voldsomt, at regeringen på den ene side risikerer at få udskudt sin nye aftale om øget arbejdsudbud, og blå blok på den anden side kan ende med at blokere for kerneborgerlige tiltag, som den ellers selv tidligere har kæmpet for.

Dansk politik er gået i en paradoksal hårdknude, og begge parter har overspillet deres muligheder.

Det var således en fejlkalkule, da de fire blå partier, Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, troede, at de kunne lokke De Radikale med til at gennemtvinge en større skattelettelse i forhandlinger om at øge arbejdsudbuddet. Anført af Venstres chefforhandler, Troels Lund Poulsen, satsede de blå partier for højt og tabte – i første omgang.

Da det kom til stykket, var den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, nemlig parat til at acceptere den mere klassiske kompromismodel, som finansminister Nicolai Wammen (S) kunne tilbyde, og hvor summen af en række småændringer tilsammen skal skabe et større arbejdsudbud. Trods meldinger om det modsatte i de seneste uger var og er De Radikale altså ikke klar til at skifte politisk side.

Men så opstod den næste overmodige fejlkalkule. S-regeringen valgte at lukke en hurtig aftale fredag eftermiddag med netop De Radikale samt Dansk Folkeparti, SF og Kristendemokraterne. Og umiddelbart kunne det se fint og harmonisk ud: På papiret har aftalen opbakning fra 95 mandater i Folketinget, og formelt kan de sagtens vedtage alt fra forringelserne af dimittendsatsen over et nyt ’dagpengetillæg’ til afskaffelsen af modregningen for pensionister.

Reelt kommer ændringerne bare ikke til at træde i kraft, i hvert fald ikke før efter næste folketingsvalg, da de stort set alle sammen er viklet tæt ind i gamle forlig. Derfor har flere af de borgerlige partier vetoret, og skal traditionen tro være enige, før der kan laves noget om.

I stedet for at fortsætte forhandlingerne og finde en mindelig løsning – hvor i det mindste Venstre og De Konservative kunne være med – valgte finansminister Nicolai Wammen at gamble på, at de borgerlige partiers bluff ville blive afsløret, når de ikke ville kunne gøre andet end at støtte aftalen, når den snart skal ned til afstemning i folketingssalen.

Her spillede Nicolai Wammen imidlertid for højt spil, ligesom Troels Lund Poulsen havde gjort i de seneste uger. Lige nu blokerer de blå for, at aftalen kan føres ud i livet.

De blå har vetoret

Hvis magtbalancen i dansk politik stadig var som under coronakrisen, ville S-regeringen med stor sandsynlighed have trukket sig sejrsrigt ud af nervekrigen. Siden valget i 2019 har Venstre og De Konservative været mere end medgørlige, og normalt ville de også stemme for såvel dagpengeforringelser som en lavere beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft. Men tilstanden er forandret: Valgkampen er gået i gang.

Finansminister Nicolai Wammen er gået hårdt til angreb på de borgerlige. I et interview i Berlingske beskylder han formændene for Venstre og De Konservative, Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen, for at være blevet taget som gidsler af yderfløjspartierne, Liberal Alliance og Nye Borgerlige:

»I gamle dage havde man et slogan, borgerlige stemmer, der arbejder. Nu er det borgerlige stemmer, der modarbejder, og det er meget trist,« siger Wammen: »Jakob Ellemann og Søren Pape svigter deres ansvar i den helt store stil.«

Meldingen fra regeringstoppen er klar: Forhandlingerne bliver ikke genåbnet, og de blå partier skal ikke forvente at opnå noget som helst ved den aktuelle obstruktion. Wammen satser tydeligvis fortsat på, at erhvervslivets lobbyorganisationer stadig vil kunne banke de blå på plads og få Jakob Ellemann og Søren Pape til at indse, at det trods alt er værd at tage med, når en socialdemokratisk regering vælger at føre borgerlig økonomisk politik.

Indtil videre står de borgerlige partiledere dog ikke alene skridsikkert fast på at blokere, men de står nok så opsigtsvækkende også tæt sammen. I en klar cementering af blokpolitikkens genkomst har Venstre og De Konservative insisteret på at forhandle sammen med Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Og sådan fortsætter de nu.

Karakteristisk for den uforsonlige stemning har de blå partier angrebet tilbage med beskyldninger om, at Nicolai Wammen er mislykkedes som forhandler:

»Det er en lidt småarrogant tilgang, at man ikke rigtig forstår, at man må give nogle indrømmelser for at få andres opbakning. Det er helt almindelig logik, at der skal være nogle indrømmelser, når regeringen insisterer på, at vi skal æde skovsnegle. Det var regeringen ikke villig til,« lyder det fra Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh.

Status er, at Nicolai Wammen har gjort regning uden vært, men at de blå partier heller ikke har haft held til at presse ændringer igennem.

Under bagatelgrænsen

Udadtil forsøger begge parter at forklare stilstandslinjen med substantielle uenigheder. Men det er mest på skrømt, for hoveddynamikken handler om taktik. Ganske vist fremhæver de blå partier, at de under ingen omstændigheder ville være med til at indføre det såkaldte dagpengetillæg, der hæver den samlede sats i de første tre måneder. De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, kalder det  at dele »gaver ud til venstrefløjen og sponsorerne i fagbevægelsen«.

Konkret har tillægget imidlertid indgået i forhandlingerne som en slags løftestang for at presse blandt andet lettelser i selskabsskatten igennem. Hvis viljen havde været til stede, kunne det sagtens have været strikket ind i et kludetæppeforlig. Men de blå partier ønsker at skabe kant til Socialdemokratiet, og derfor er dagpengetillægget blevet en symbolsag.

Nogenlunde samme magtspil præger opgøret om beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft. I aftaleskitsen sænkes årslønnen fra i dag 448.000 til 375.000 kroner i en toårig periode. Her vil de blå partier have sænket grænsen med yderligere 15.000 kroner, dernæst gjort ordningen permanent og endelig have udelukket arbejdskraft fra Mellemøsten og Nordafrika. Ret beset er afstanden dog heller ikke uoverstigelig her.

Forskellene i beløbsstørrelse ligger langt under bagatelgrænsen: Det vil aldrig være kr. 15.000 mere eller mindre i årsløn, som får et stort aftalekompleks til at bryde sammen. I et mere pragmatisk øjeblik ville både Socialdemokratiet og De Radikale også snildt have kunnet acceptere de blå partiers tekniske forslag om, at ekstra udenlandsk arbejdskraft skal komme fra lande, der har visumfrihed til Schengen-samarbejdet – hvorved folk fra blandt andet Balkan og Latinamerika kan komme til Danmark for at arbejde.

Teknikaliteterne er og bliver ikke de egentlige showstoppere. Konfrontationen handler om taktik, og skal ses som et udtryk for, at valgkampen for alvor er blæst i gang. Dumstædighed har sat reformerne på pause.