Økonomer advarer mod at gennemføre langsigtede reformer for at afhjælpe aktuel mangel på hænder

Den aktuelle mangel på arbejdskraft bør ikke være argument i sig selv for at gennemføre strukturelle arbejdsudbudsreformer såsom at sænke skatten eller skære i dagpengene. En stor del af problemet vil nemlig løses ved, at lønningerne stiger og tilpasser sig situationen. 

Sådan lyder det fra en række økonomer, herunder tre tidligere økonomiske vismænd.

De bakker således op om lektor på Københavns Universitet Jeppe Druedahl, der i en analyse i Information lørdag advarede om, at manglen på arbejdskraft i debatten misbruges som argument for arbejdsudbudsreformer.

»Manglen på arbejdskraft skyldes midlertidige faktorer på efterspørgsels- eller udbudssiden, så der er intet argument for en generel permanent arbejdskraftsudbudsreform. Der kan højst være et argument for, at det er et godt tidspunkt at indfase reformer, man ville have gennemført uanset hvad,« skriver han. 

En af dem, der bakker op, er tidligere overvismand og professor på Københavns Universitet Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

»Det er klart, at i debatten er der gået totalt skuddermudder i det her. Folk siger, at vi har en akut mangel på arbejdskraft, og derfor må vi gennemføre nogle arbejdsudbudsreformer, som hæver arbejdsudbuddet måske de næste 50 år,« siger han og fortsætter:

»Men der vil man som økonom sige, at det skal man ikke gøre. Hovedårsagen kan ikke være det akutte problem. For den stigning i arbejdsudbuddet, det vil skabe, er permanent og vil vare ved. Og det er dér, der sker en sammenblanding af hensyn og dagsordener,« siger han.

Også lektor i økonomi ved CBS Birthe Larsen advarer mod at bruge den aktuelle situation til at foretage langsigtede indgreb.

»Det skal kunne forsvares med andre argumenter, da de også har negative konsekvenser. Det ville være mærkeligt at gøre det, fordi man i nogle måneder har set, at nogle virksomheder har svært ved at få fat på arbejdskraft,« siger hun.

Det seneste halve år har det fyldt i den politiske debat, at virksomhederne i Danmark mangler hænder, og at det kalder på politiske indgreb. 

For eksempel gik De Radikale og De Konservative i august sammen om et fælles reformudspil, som ifølge dem skal svare på den akutte mangel på arbejdskraft ved en række tiltag som at sænke topskatten, ligesom de ønsker at sænke beløbsgrænsen for at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft. Og i den forgangne uge har De Radikale været ude med samme budskab sammen med Dansk Industri i en kampagne på sociale medier.

»Vi har brug for handling nu. Vi mangler medarbejdere både til virksomhederne og i den offentlige sektor«, skriver De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, på Twitter i forbindelse med kampagnen.

Konjunkturer og strukturer

De økonomiske eksperter understreger, at det er en god idé at have øje for den nuværende højkonjunktur. Men et massivt og ensidigt fokus på arbejdsudbud er forfejlet. Der er nemlig andre mekanismer, som skal være med til at dæmpe en ophedning af økonomien.

I debatten om den akutte mangel på arbejdskraft er der to begreber, som bliver blandet sammen, påpeger økonomerne.

På den ene side er vi i Danmark i en situation, hvor det går så godt med økonomien, at ledigheden er rekordlav, og virksomheder har svært ved at finde arbejdskraft nok. Det kan skabe en risiko for overophedning og øget inflation.

Men den måde, man forhindrer en overophedning, er med konjunkturpolitik. Det kan for eksempel være med finanspolitiske tiltag, hvor man holder igen med de offentlige investeringer.

Når der i debatten kaldes på arbejdsudbudsreformer, der kan øge antallet af fuldtidspersoner, som står til rådighed for arbejdsmarkedet, er det imidlertid ikke konjunkturpolitik. Så er der tale om strukturpolitik. Strukturpolitik handler om, hvorvidt økonomien er indrettet effektivt og hensigtsmæssigt, herunder om der på lang sigt er balance mellem statens indtægter og udgifter, fremhæver Torben Tranæs, forskningsdirektør i VIVE og tidligere vismand.

»Der kan være forskellige grunde til at lave reformer, der øger arbejdsudbuddet. Det kan være, at dyrt erhvervede kvalifikationer bruges for lidt, eller at man har politiske prioriteringer, hvor man vil afholde flere offentlige udgifter og derfor ønsker et højere arbejdsudbud,« siger han.

På samme måde kan man argumentere for, at der er brug for at finde en løsning på, at der kommer til at mangle flere tusinder til at tage vare på de ældre og sårbare i pleje- og sundhedssektoren i fremtiden.

Men ifølge Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er det ikke et økonomisk problem. Det er et problem, der skal løses med eksempelvis uddannelsespolitik. Og her er der også tale om strukturpolitik. 

I efteråret kom regeringen med et forslag om at sænke dagpengene for dimittender. Det fik formand for Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen til at tweete, at det i lyset af, at der akut mangler medarbejdere, er »positivt«, at regeringen kommer med flere forslag, der skaffer flere hænder – »blandt andet lavere dimittendsats«.

En ændring i dagpengesatserne er også et strukturelt indgreb. Derfor bør argumentet for at skære i dimittendsatsen ikke udelukkende være den akutte mangel på arbejdskraft, mener Michael Svarer, som er professor i økonomi på Københavns Universitet og tidligere overvismand.

»Hvis man vil sænke dimittendsatsen, skal det kunne argumenteres på en måde, så det kan forsvares både i perioder, hvor det går op og ned for økonomien – og med tiltagets fordele og ulemper in mente,« siger han.

Et andet eksempel på, at man laver en »uheldig sammenblanding« af struktur- og konjunkturpolitik, er ifølge Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, når kritikere af regeringens tidlige tilbagetrækning til nedslidte bruger den akutte mangel på arbejdskraft som argument for, at den ikke skulle være indført.

»Man kan diskutere, om Arne-pensionen var velbegrundet. Men den er gennemført ud fra et langsigtet hensyn, og den skal derfor ikke ses i lyset af, at nogle virksomheder lige nu mangler arbejdskraft,« siger han.

Når det er sagt, kan en højkonjunktur være et godt tidspunkt at indføre strukturelle tiltag, der øger arbejdsudbuddet, som man alligevel havde tænkt sig at indføre ud fra andre argumenter, understreger økonomerne.

»Hvis der er noget, man gerne vil ændre permanent, for eksempel dimittendsatsen, så er højkonjunkturen et godt tidspunkt at gøre det på, fordi det vil være nemmere for de unge dimittender at finde et arbejde,« siger Michael Svarer.

Lønningerne tilpasser sig

Hvis ikke det er med store udbudsreformer, man løser den akutte mangel på arbejdskraft, er spørgsmålet, hvilke værktøjer der så bør tages i brug. 

En af løsningerne, som eksempelvis de borgerlige partier, Dansk Industri og De Radikale har kaldt på længe, er at sænke den såkaldte beløbsgrænse, så det er lettere for virksomheder at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

Socialdemokratiet har åbnet for at se på midlertidige løsninger til at tiltrække arbejdskraft udefra, men har generelt været tilbageholdende med det, da det kan skabe et lønpres.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen påpeger, at tiltag som at sænke beløbsgrænsen ligger et sted midt imellem konjunktur- og strukturpolitik.

»Man kan igen sige, at hvis man alligevel havde tænkt at give bedre adgang til arbejdskraft udefra, så er det et godt tidspunkt,« siger han.

Samtidig kan tiltaget fungere som en god buffer for virksomheder i forskellige konjunktursituationer, mener han.

»Hvis man sænker beløbsgrænsen, må man gå ud fra, at der kommer flere udlændinge. Men der er en tendens til, at udlændinge i særlig grad kommer, når der er mangel på arbejdskraft, og holder sig væk, når der er arbejdsløshed. Det kan virke konjunkturdæmpende.«

I sin analyse fremhæver Jeppe Druedahl, at man godt kan tænke i at gøre det lettere at tiltrække arbejdskraft udefra for at undgå en overophedning. Men ifølge ham vil effekterne være begrænsede, blandt andet fordi vi allerede har et åbent arbejdsmarked med mulighed for, at EU-borgere kan komme hertil og arbejde.

»En sænkelse af beløbsgrænsen vil nok øge indtaget, men det drejer sig om få tusinde over flere år og vil også blive ledsaget af stigende efterspørgsel i Danmark,« skriver han.

Det er Michael Svarer enig i, selv om han mener, at det kan være en god idé at sænke beløbsgrænsen og dermed få flere hænder udefra.

»Men man skal nok være realistisk. Meget af den arbejdskraft, der er kommet ind, er kommet ind via EU-ordninger. Og i forhold til arbejdskraft uden for EU, så er det jo ikke, fordi det er et meget, meget højt tal, der kommer ind på de ordninger, vi har. Det vil hjælpe nogle virksomheder, men ikke alle.«

Jeppe Druedahl argumenterer i sin analyse for, at den bedste måde at forhindre overophedning er at lade lønningerne tilpasse situationen.

Birthe Larsen understreger, at virksomhederne med god ret kan være bekymrede over alt for høje lønninger, som i sidste ende kan medføre konkurser.

»Men den naturlige udvikling er, at det justerer sig selv igennem lønningerne. Det hæver virksomhedernes omkostninger, og de kan være nødt til at hæve deres priser. Nogle virksomheder kan så ikke sælge så mange varer, og så justerer det sig nedad igen, og vi vil komme tilbage til den situation, hvor der er en større ligevægt i økonomien. Hvis man ønsker en hurtigere tilpasning, kan Danmark føre en mere kontraktiv finanspolitik, som begrænser efterspørgslen.«

Torben Tranæs er enig i, at løntilpasning er en stabiliserende mekanisme. Men han mener også, at det er vigtigt at være opmærksom på, at lønstigningerne ikke sker for hurtigt.

»Det er ikke nødvendigvis godt at lade det passe sig selv,« siger han.

Arbejdsudbud som mål

I debatten kan man ofte få indtryk af, at det økonomisk ansvarlige er at have et konstant fokus på at øge arbejdsudbuddet igennem reformer.

Da det såkaldte forståelsespapir mellem regeringen og dens støttepartier blev forhandlet, kom De Radikale med et forslag om, at det skulle være et mål at hæve arbejdsudbuddet med 30.000 fuldtidspersoner for at sikre samfundets rigdom og velfærd i fremtiden.

Og senest har De Radikale krævet, at regeringen finder flere end de 10.500 hænder til arbejdsmarkedet, som Arne-pensionen trækker ud.

»Der skal mere til. Det er nødvendigt for en sund økonomi med råd til velfærden,« lyder det fra De Radikales finansordfører, Andreas Steenberg, i Altinget.dk. »Socialdemokratiet skal til at vise, at de kan lede landet.«

Men økonomerne understreger, at arbejdsudbud ikke nødvendigvis skal være et mål i sig selv. Arbejdsudbud er en indikator for, om der er balance i de offentlige budgetter.

Som Torben Tranæs siger: »Man kan ikke pege og sige, hvad det rigtige arbejdsudbud samfundsøkonomisk set er. Det handler om politiske prioriteringer.«

Birthe Larsen forklarer, at arbejdsudbud i bund og grund handler om at skaffe skattekroner til at finansiere det, man gerne vil have råd til.

»Det kan man også gøre på andre måder. Der bliver det et politisk spørgsmål. Men at sige, at det er arbejdsudbuddet som sådan, der er det vigtige, er forkert. Det er arbejdsudbuddet, der kan hjælpe med at skaffe skattekroner,« siger hun og tilføjer:

»Hvis det er sådan, at arbejdsstyrken er skrumpet i forhold til befolkningen, blandt andet fordi vi lever længere, så kan man også overveje at beskatte kapital mere.«

Michael Svarer påpeger også, at arbejdsudbuddet skal ses i sammenhæng med det ønskede niveau for de offentlige finanser og for skatteniveauet.

»Men her kan arbejdsudbuddet ses som den lim, der holder det sammen og kan give større robusthed.«

De Radikale: Arbejdsudbud er afgørende

De Radikales finansordfører, Andreas Stenberg, fastholder, at det er vigtigt med generelle arbejdsudbudsreformer – også i lyset af den nuværende situation med mangel på arbejdskraft.

»Den nuværende mangel på arbejdskraft er kommet, fordi man ikke har handlet i tide. Man har ikke tænkt sig om, når man har øget det offentlige forbrug og lavet minimumsnormeringer,« siger han.

Jeppe Druedahl påpeger dog, at det er vigtigt at skelne mellem generel mangel på arbejdskraft og så mangel på specifikke typer af arbejdskraft.

»Hvis vi for eksempel hæver pensionsalderen, vil det øge udbuddet af alle typer arbejdskraft. Det er derfor ikke et særlig præcist værktøj til at løse manglen på eksempelvis pædagoger,« siger han.

I forhold til den aktuelle situation, hvor virksomheder ikke kan skaffe arbejdskraft, mener Andreas Stenberg ikke, at man bare skal lade lønningerne tilpasse sig situationen, da det vil svække konkurrenceevnen. Han mener heller ikke, at man skal føre en stram finanspolitik, fordi De Radikale for eksempel ønsker, at der kommer minimumsnormeringer.

»Lige nu er vores økonomi ved at overophede. Så kan man lige nu vælge at skære i velfærden eller skaffe mennesker. Og vi vælger at skaffe mennesker,« siger han.

– Og du mener, at en skattereform, som I har foreslået, kan løse den akutte mangel på arbejdskraft?

»Det kommer an på, hvor hurtigt man kan implementere det,« siger han.

– Den måde, man forhindrer en overophedning, er ikke ved strukturpolitik. Det er ved konjunkturpolitik, hvor man eksempelvis kan føre en stram finanspolitik i en periode, understreger økonomerne. Hvad tænker du om det?

»Ja, men der vil man skulle spare i det offentlige. Vi har ikke lyst til at udskyde minimumsnormeringer. Vi vil ikke følge en anbefaling om at skære i velfærden. Vi vil i stedet skaffe de nødvendige mennesker.«

Jeppe Druedahl påpeger, at man ikke behøver at skære i velfærden for at føre en stram finanspolitik. Det kunne eksempelvis også være en midlertidig ekstra tvungen pensionsopsparing.

Han fastholder sin pointe om, at arbejdsudbudsreformer bør gennemføres ud fra andre hensyn end akut mangel på arbejdskraft.

»Hvis det er, fordi det bare er et midlertidigt problem, så vil problemet forsvinde af sig selv. Men hvis det er, fordi der er et behov for en løntilpasning på længere sigt, så vil en udbudsreform ikke virke. For det skaber sin egen efterspørgsel. Så jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne løse problemet,« siger Jeppe Druedahl.

Andreas Stenberg understreger, at De Radikale også ønsker at hæve arbejdsudbuddet via reformer for at finansiere mere velfærd, uddannelse og den grønne omstilling i fremtiden.

»Vi vil gerne sørge for, at vores folkeskole bliver bedre, og at vi bruger 20 milliarder på grøn omstilling. Og et ønske om en forhøjet u-landsbistand. Og at løfte videregående uddannelse. Det kræver finansiering, og den måde, vi synes, at det giver bedst mening, er at øge antallet af dem, der er i beskæftigelse.«

Jeppe Druedahl er enig i, at et ønske om langsigtet større offentligt forbrug kræver finansiering.

»Derfor kræver det reformer, som forbedrer de offentlige finanser. Det er dog ikke synonymt med mere arbejdskraftsudbud. Skattelettelser på arbejdsindkomst øger eksempelvis arbejdskraftsudbuddet, men svækker de offentlige finanser,« siger han.