Vicestatsadvokat efter et år med samtykkelov: Der er sket en kulturændring i retssystemet

Da samtykkeloven blev vedtaget, var det til dels som følge af et nyt syn på voldtægtsofre og deres handlingsmønstre – ofrene skulle ikke længere have ansvaret for at sige fra og gøre modstand.

Og efter et år med loven kan man nu se, at dette syn også er slået igennem hos politiet, anklagemyndigheden og domstolene.

Det fortæller Gyrithe Ulrich, som er vicestatsadvokat hos Statsadvokaten i København og siden 2015 har fulgt retssystemets behandling af voldtægtssager tæt. Information har bedt hende gøre status over, hvordan retssystemet har anvendt samtykkeloven, og om kritikernes forbehold over for loven har vist sig at holde stik.

En ting er klart, siger hun: Loven har sammen med øvrige tiltag de seneste år skabt en »kulturændring i retssystemets behandling af voldtægtssager«.

»Hvis parterne tidligere har været kærester, eller hvis de tidligere på aftenen har kysset, er det ikke længere omstændigheder, der taler for at frifinde for voldtægt. Det taler heller ikke for en frifindelse, at forurettede ikke anmelder voldtægten med det samme eller skriver en sød besked til tiltalte efterfølgende. Det anerkendes nu som traumereaktioner,« siger hun.

Samtykkeloven, der blev vedtaget af et enigt Folketing, trådte i kraft den 1. januar 2021 og gør det strafbart at have samleje med en person, som ikke samtykker til det. I bemærkningerne til loven står der:

»Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal samtykke, og samtykket skal foreligge under hele samlejet. Ellers er det voldtægt.«

Med loven er der »tale om et af de vigtigste slag for ligestillingen i Danmark, der er sket i meget lang tid,« sagde justitsminister Nick Hækkerup (S), da han præsenterede aftalen i september 2020.

Tilhængerne af lovgivningen håbede ved indførelsen, at det ville føre til flere anmeldelser af voldtægt, der er et område med store mørketal. Og det er også sket, viser nye tal fra Rigspolitiet. I 2020 var der 1.392 anmeldelser og 1.078 sigtelser for voldtægt, mens der i perioden 1. januar til den 23. november 2021 blev foretaget 1.720 anmeldelser og rejst 1.315 sigtelser. Altså en stigning på henholdsvis næsten 24 og 22 procent i årets første 11 måneder.

Omvendt blev kravet om samtykke også kritiseret – ligeledes af førende jurister. Det blev blandt andet anført, at det var uklart, hvornår der forelå et samtykke, at det ofte ville blive ’ord mod ord’, hvorfor loven ikke ville lette bevisbyrden, samt at et krav om samtykke ville risikere at føre til en slags omvendt bevisbyrde.

Udtryk for samtykkeloven

De første ankesager efter den nye voldtægtsbestemmelse har været for landsretterne. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt samtykkeloven har medført en stigning i antallet af tiltaler og domfældelser, men dommene kan give nogle pejlemærker om, hvad domstolene lægger vægt på ved vurderingen af, om begge parter har samtykket til et samleje, siger Gyrithe Ulrich.

Hun fremhæver en principiel sag fra november i Østre Landsret, hvor en mand blev dømt for at have voldtaget en kvinde. Begge parter var enige om, at de var tidligere kærester og havde aftalt at mødes og sove sammen hjemme hos ham den pågældende aften.

Men de var uenige om, hvad der skete i løbet af natten. Der var ingen andre vidner til stede, så derfor er deres forklaringer helt afgørende for sagen.

I retten forklarede kvinden blandt andet, »at hun sagde av og skubbede tiltaltes arm væk«, da han rørte ved hendes bryster, mens de lå i sengen. På et tidspunkt havde han »en eller flere fingre inde i hendes skede«, og på grund af døsighed forholdt hun sig passiv. Hun vågnede senere ved, »at tiltalte indførte sin penis i hendes skede, men »fik samlejet standset, således at det alene varede måske 2-4 sekunder«, står der i dommen.

Omvendt forklarede manden, at kvinden »samtykkede til hele forløbet, og at han flere gange i forløbet sikrede sig, at hun var indforstået med at gå videre, ligesom hun trykkede numsen mod hans lem og afgav stønnende lyde«.

»Dommerne lægger kvindens forklaring til grund. De lægger vægt på, at hun tydeligt tilkendegiver, at hun ikke vil det, og så lægger de vægt på en sms-korrespondance, som kvinden har med nogle veninder samme nat, hvor hun skriver, at hun er blevet voldtaget,« siger Gyrithe Ulrich og fortsætter:

»De tilsidesætter mandens forklaring, fordi han over for politiet benægtede, at parterne havde sex den pågældende aften. Det er først under sin forklaring i byretten, at han erkender, at de har haft sex.«

Da mandens forklaringer i retten er »i modstrid« med hans forklaringer til politiet, fremstår hans forklaring om, at kvinden udtrykkeligt samtykker til samleje som »konstrueret og utroværdig«, står der i dommen.

Gyrithe Ulrich forklarer, at manden nok ikke var blevet dømt efter den gamle voldtægtsbestemmelse. Her skulle forurettede enten være i en situation, hvor vedkommende var ude af stand til at modsætte sig handlingen, eller også skulle voldtægten være sket med vold eller trussel om vold. Og det er ikke tilfældet i denne sag.

»Kvinden forholdt sig passiv på et tidspunkt, formentlig grundet døsighed, men hun var ikke ude af stand til at handle,« siger Gyrithe Ulrich.

Kulturændring i retssystemet

Dommen viser, at der er sket et skred i opfattelsen af, hvad man går ind til og ikke går ind til, forklarer Gyrithe Ulrich.

»Parterne har tidligere haft sex og været kærester, og inden kvinden kommer over den aften, har de haft en dialog om sex – de skriver om, hvilke former for sex hun godt kan lide. En forudgående dialog om sex er noget, man tidligere i retssystemet ville have tolket til fordel for tiltalte, der ’måtte have troet, at hun gerne ville’«, siger hun og fortsætter:

»Der er sket en kulturændring i retssystemet. Det ligger nu fast, at begge parter skal samtykke i situationen. Samtykke kan ikke gives på forhånd, men skal gives hele vejen«.

– Er det et udtryk for samtykkeloven?

»Jeg vil sige, det er et udtryk for den holdningsændring, der er sket, og her kan vi se, at den er slået igennem hos domstolene. Holdningsændringen er kommet gradvis hen over årene med al den debat og det fokus, der har været på området, og så har samtykkeloven givet det afgørende skub«.

Gyrithe Ulrich fortæller, at loven har medført flere domfældelser for voldtægt, der er startet med frivilligt samleje, men som udvikler sig til en voldtægt. Og så er situationer, hvor offeret har været passivt, blevet mere klare med den nye lov, for eksempel frysesituationen.

Frysesituationen er også nøje beskrevet i bemærkningerne til samtykkeloven, hvorefter »en person, der udsættes for for eksempel et seksuelt overgreb, agerer ud fra en ubevidst frygtbetinget tilstand, hvor vedkommende ikke gør modstand (’fryser’)«. Det kan komme til udtryk ved, at vedkommende er ude af stand til at bevæge sig, eller at vedkommende grundet frygt ’kører på autopilot’ og gør, hvad der bliver bedt om.

»Frysesituationen kunne man jo sådan set godt dømme for med den gamle bestemmelse, men det så vi bare ikke så mange eksempler på. Det er blevet mere klart nu, i og med at man jo skal have givet sit samtykke«, siger Gyrithe Ulrich.

Ud over frysesituationerne skal passivitet forstås ved den situation, hvor den ene person ikke foretager sig nogen form for handling, der kan indikere samtykke eller mangel på samme, står der i lovbemærkningerne. Her er formodningen, at vedkommende ikke samtykker, og derfor må personen, der ønsker samleje, gøre noget for at sikre sig et samtykke.

Fokus på offeret

Med lovændringen er der altså kommet et nyt syn på offeret og offerets handlingsmønstre – både før og under voldtægten, men også efter at være blevet udsat for et traume, herunder hvordan det påvirker hukommelsen.

»Tidligere så vi, at politiet, anklagemyndigheden og domstolene var biased i forhold til forurettede og tolkede det som et tegn på utroværdighed, hvis forurettede ikke kom med en kronologisk og stringent detaljeret forklaring, og hvis vedkommende først anmeldte voldtægten efter noget tid,« siger hun og fortsætter:

»Men det er bare det, man gør. Man går ikke til politiet med det samme. Man går hjem i seng eller gemmer sig et eller andet sted, man går i bad, man har det dårligt over det. Det er et helt normalt reaktionsmønster.«

Gyrithe Ulrich henviser til en dom fra Østre Landsret i oktober 2020, der er blevet brugt som præcedens i senere sager. Her slår retten fast, at kvindens »undladelse af straks at anmelde tiltalte for voldtægt, at hun overlod det til sin far at anmelde og hendes venlige sms-svar på tiltaltes sms [nogle dage efter] må anses for ikke usædvanlige reaktioner hos et voldtægtsoffer og herunder som begrundet i den frygt for tiltalte, som hun har forklaret om«.

»Det er alle sammen forhold, der i tidligere sager ville rokke ved kvindens troværdighed. Men det tager retten nu afstand fra,« siger Gyrithe Ulrich.

Omvendt bevisbyrde?

Med den nye voldtægtsbestemmelse er bevistemaet blevet et andet: I stedet for at skulle bevise, at tiltalte udførte samlejet med vold, eller at forurettede var ude af stand til at gøre modstand, skal anklagemyndigheden nu bevise, at forurettede ikke har samtykket.

Det har medført, at det ikke længere bare er forurettedes forklaring, der bliver efterprøvet, siger Gyrithe Ulrich.

»Det har der nok været en tendens til tidligere – man spurgte ikke så meget ind til tiltaltes forklaring. Med samtykkeloven går anklagemyndigheden tiltalte mere på klingen og spørger ind til forklaringen: ’Hvad mener du, når du siger, at hun selv ville?’ ’Hvad gjorde du helt konkret for at sikre dig, at hun gav sit samtykke?’ og ’helt konkret, hvad lå til grund for din antagelse om, at hun samtykkede?’«

Det betyder også, at det ikke kun er forurettede, der skal bære byrden – og måske skammen – for ikke at have sagt nok fra, siger hun.

Inden samtykkeloven blev vedtaget, blev den blandt andet kritiseret for at ville føre til en omvendt bevisbyrde, så tiltalte skulle bevise sin uskyld. Det er Gyrithe Ulrich uenig i.

»Det har ikke noget med omvendt bevisbyrde at gøre. Det har noget at gøre med, at domstolene skal prøve de beviser, der er. Det er stadig anklagemyndighedens opgave at løfte bevisbyrden.«

Gyrithe Ulrich nævner en dom fra Retten i Næstved i juli 2021 som et godt eksempel.

»Retten finder parternes forklaringer lige troværdige, og derfor bliver manden frifundet. Man lægger vægt på, at manden flere gange trækker sig, når kvinden siger fra,« siger hun.

»Anklagemyndigheden har hermed ikke ført det til domfældelse fornødne bevis for, at tiltalte har gjort sig skyldig i den ovenfor beskrevne hændelse«, står der i dommen.

Et af kritikpunkterne mod samtykkeloven var, at der er tale om en ’ord mod ord’-situation. Er der kommet flere vanskeligheder ved bevisvurderingen, der nu handler om samtykke/manglende samtykke?

»Nej, altså voldtægtssager er jo sværere. Det er ofte påstand mod påstand. Især dem, hvor der ikke er andre vidner. Men voldtægtssager har jo alle dage været svære. Vi ser flere anmeldelser og sigtelser nu, så der kommer flere sager og dermed flere svære sager. Men det er jo noget andet,« siger Gyrithe Ulrich og fortsætter:

»Vores retssystem skal måles på, om det kan håndtere de her sager. Vi skal blive dygtigere til at få detaljerne frem og oplyst sagerne så godt som muligt, så vi kan vurdere de her ’ord mod ord’-situationer. Det har vi været dårlige til før. Det handler om gode afhøringer af begge parter. Derfor skal vi sikre, at rammerne er trygge, så den forurettede føler sig tryg ved at komme med hele sin forklaring.«

»Og dermed mener jeg ikke, at vi skal dømme nogen, som ikke skal dømmes. I en situation, hvor forklaringerne er lige troværdige, skal der ske frifindelse,« siger hun.

Derfor mener Gyrithe Ulrich ikke, at samtykkeloven medfører en større risiko for, at uskyldige bliver dømt.

Nye tiltag til ofre

Det karakteristiske ved voldtægtssager er, at mange ofre føler skyld og skam, fortæller Gyrithe Ulrich.

»Fra min stol ser jeg jo på, at retssystemet skal kunne håndtere forurettedes anmeldelser om voldtægt«.

Hun er derfor positiv over for den flerårsaftale, som en bred kreds af Folketingets partier indgik i december 2020, der har fokus på at styrke politiets og anklagemyndighedens arbejde med og hjælp til ofre for voldtægt. Aftalen skal øge efter- og videreuddannelsen, oprette specialiserede teams i politikredsene og give mulighed for videoafhøring i voldtægtssager.

Sidstnævnte betyder, at forurettede fra 1. januar i år får mulighed for at blive videoafhørt af politiet i et særligt afhøringsrum, og det giver anklagemyndigheden mulighed for at bruge videoen i retten.

»På den måde skal forurettede ikke give fuld forklaring i retten. Det er jo en tung proces, og der kan gå lang tid mellem anmeldelsen, retssagen og endelig dom, fordi dommen måske bliver anket,« siger Gyrithe Ulrich.