Hvis vi føler os forbundet til naturen, kommer omsorgen for klimaet helt af sig selv

I begyndelsen trivedes de nyplantede æblebuske i Solveig Roepstorffs have. Hun vandede dem flittigt og gav dem al den opmærksomhed, de kunne drømme om. Men så skete der noget, der ikke plejede at ske. De varme sommerdage blev ved og ved, og regnen var ingen steder at se. Det var sommeren 2018, og tørken omdannede marker og haver til knastørre brune pletter. Under fødderne på Solveig Roepstorff krakelerede den fede lerjord og kvaste næsten æblebuskenes rødder.

Mens den 49-årige psykolog dag for dag iagttog, hvordan jorden ændrede sig, var der også noget, der ændrede sig i hende.

»Jeg kunne ikke længere holde klimakrisen ud i strakt arm og tro på, at den ikke havde noget med mig at gøre. Jeg kunne pludselig se, at biodiversiteten i min have, som jeg har haft i ti år, havde ændret sig. Svirrefluerne og natsværmerne var der slet ikke i samme omfang, og der var færre bier og sommerfugle,« siger Solveig Roepstorff.

Erkendelsen førte til, at hun begyndte at få det fysisk dårligt, når hun så nyheder om klimakrisen, og at hun pludselig syntes, det var meningsløst at fortsætte arbejdet som psykolog. Samtidig begyndte hun at researche på den psykologiske faglitteratur på området. I stedet for at skifte levevej er researcharbejdet nu blevet til bogen Klimapsykologi.

Information møder Solveig Roepstorff en februaraften i hendes konsultation på Frederiksberg. På væggene hænger forskellige naturmotiver, og i vindueskarmen breder en stor grøn plante sig.

»Først tænkte jeg, ’jeg orker ikke at sidde alene med noget så tungt’, men jeg syntes jo også, det var vigtigt,« fortæller hun om bogens tilblivelse. »Der er brug for, at mange mennesker fra mange fagligheder gør det, de synes er vigtigt, for klimaforandringerne er et superkomplekst problem.«

I bogens første del samler Solveig Roepstorff den psykologiske viden om, hvordan og hvorfor vi reagerer – og ofte ikke reagerer – på vores viden om, at verden vil ændre sig radikalt. Bogens anden del kommer med bud på, hvad der kan få os til at handle mere.

En udryddelse af erfaringer

En af de ting, Solveig Roepstorff fremhæver som en årsag til, at vi ikke reagerer mere aktivt på klimaforandringerne, er ’Miljømæssig generationsbetinget hukommelsestab’. Begrebet er opfundet af den amerikanske psykologiprofessor Peter Kahn og beskriver, hvordan vores erfaringer med naturen udryddes generation for generation, fordi hver generation har mindre og mindre kontakt med naturen.

»I vores omgang med naturen får vi en tilknytning til noget, der går ud over os mennesker, men jo mindre vi bruger naturen, jo mindre er den tilknytning, og jo mindre bemærker vi, når naturen forandrer sig mellem vores hænder,« siger Solveig Roepstorff og fortsætter:

»I Europa bruger vi 90 procent af vores tid indendørs, og derfor registrerer vi heller ikke, når svirrefluerne forsvinder, eller bierne ikke længere kommer forbi. Det er ganske enkelt svært at reagere på noget, vi ikke kender til.«

En anden grund, til at vi – trods vores viden om, at klimaet kalder på akut handling – fortsætter livet som hidtil, kan beskrives med det adfærdspsykologiske fænomen ’usund udholdenhed’. Hvis vi hele vores voksenliv har arbejdet for at få råd til hus og bil og stigende materiel velstand, er vi utilbøjelige til at give afkald på det, fordi vi netop har brugt enormt meget energi, tid og penge på at opnå de ting.

»De færreste vil sælge et stort hus og flytte i en lejlighed. Vi holder fast i det, vi har opnået, fordi vi forbinder det at være i verden med forbrug. Vi bliver målt på ydre ting, og derfor har vi et accelereret forbrug. Men den adfærd fastholder os desværre i et mønster, som er mindre hensigtsmæssigt i forhold til klimaet,« siger Solveig Roepstorff.

I en travl hverdag sanser vi ikke

Bag de forskellige grunde til, at vi ikke stopper med at flyve eller omlægger vores kost, er der også en forklaring, som går på tværs. Nemlig det, den danske krise- og traumepsykolog Ulla Rung Weeke kalder ’den bortkomne sanselighed’.

Vores sanselighed er stærkt udfordret, fordi vi i dag lever i så højt et tempo, at vi har svært ved at mærke os selv, forklarer Solveig Roepstorff. Vi ræser derudad med vores daglige gøremål uden at stoppe op, og vores nervesystem arbejder hårdt for at følge med. Det har betydning for vores evne til at mærke vores egen krop og sanse verden omkring os.

»Når vi er på overarbejde, får vi sværere ved at tage ting ind. Vi har simpelthen mindre plads til at registrere, om vi får søvn nok, om vi er mætte, og om vi arbejder for meget,« siger Solveig Roepstorff og forklarer, at det samme gør sig gældende i menneskets forhold til naturen og klimaet. Vi hører de dårlige nyheder om klimaet, men vi mærker dem ikke. Med vores fornuft ved vi, at klimaforandringerne sker, men følelsesmæssigt påvirker det os ikke.

Solveig Roepstorff registrerede dog en ændring i denne tendens, da hele landet under pandemien lukkede ned, og vi blev tvunget til at sænke tempoet.

»Mange fik en ahaoplevelse af at gå i skoven og bruge naturen under nedlukningen, fordi de mærkede sig selv på en ny måde, som var rar. Det, at vi kan få ahaoplevelser af at være udendørs, siger noget om, hvor lidt vi er udendørs. Det er ikke en indlejret selvfølgelighed i os, at man selvfølgelig skal bruge tid i naturen for at passe på sig selv, men det betyder noget for vores velbefindende, både fysisk og psykisk,« siger Solveig Roepstorff.

Følelser for naturen

Netop vores sanselighed er vigtigt, hvis vi for alvor skal ændre på vores adfærd. Fra adfærdspsykologien ved man, at det kan være meget svært at ændre på sine indgroede vaner, hvis man udelukkende er motiveret af sin fornuft. Fakta om klimaets tilstand og viden om, at vi bør ændre adfærd, er altså ikke en tilstrækkelig drivkraft. Derfor er det ifølge Solveig Roepstorff vigtigt, at vi også er følelsesmæssigt motiveret.

»Forandring går også gennem vores kroppe og sanser og gennem vores forbundethed med naturen og hinanden. Hvis man for eksempel går i gang med at dyrke jorden, plante træer, får noget til at gro og vokse, kan man opleve at blive berørt og føle glæde på en helt anden måde,« siger hun.

Hvis vi kan genopdage vores forsvundne sanselighed, og hvis vi kan blive følelsesmæssigt forbundet til naturen, vil det ifølge Solveig Roepstorff være en slags genvej gennem alt det rationelle og alle tankerne om, at ’jeg burde også gøre mere’.

»Hvis du er følelsesmæssigt forbundet til naturen, skal du ikke forandre dig for at begynde at gøre noget. Du kan ikke lade være at gøre noget, lade være at passe på jorden og alle andre levende arter. Du vil synes, alle arter skal behandles godt,« siger hun.

– Du mener, at en øget forbundethed til naturen og til hinanden kan få os til at handle mere på klimaet, men hvordan får man folk derhen, hvor de overhovedet bliver interesseret i at have mere kontakt med naturen?

»Det er vigtigt at sige, at alle folk ikke skal ud og rulle sig i mos, og så har vi løst klimakrisen. Jeg har ikke en bestemt opskrift, man kan følge. På Frederiksberg, hvor jeg bor, siger man, at alle skal kunne kigge ud på et grønt træ, og det er faktisk virkelig klogt. Vi kan sagtens gøre meget mere, for at alle får mere omgang med noget grønt. Og så skal naturen meget mere systematisk ind i skoler og institutioner, så børnene både undervises i naturen, får fingrene i jorden og lærer, hvilken betydning den har.«

Som Solveig Roepstorff siger, løser vi ikke noget ved at gå rundt hver især ude i naturen og være forbundet. Forbundethed handler også om at være forbundet med hinanden i stærke fællesskaber, fordi det er her, vi som almindelige mennesker kan være med til at påvirke de politiske beslutninger om klimaet.

Ord på det ordløse

Et andet område med et stort forandringspotentiale er de samtaler, vi har om klimaet – eller nærmere bestemt fraværet af dem. Rundt om spisebordet kan vi hurtigt blive enige om, at det, der sker, er forfærdeligt, men når Solveig Roepstorff iagttog sine egne samtaler med familie og venner, kom de aldrig rigtig længere end den konstatering. Og samtalerne varede altid maksimalt 15 minutter.

»Klimaet kan blive en elefant i rummet,« siger hun og kaster et blik over på en brun porcelænselefant, som er placeret på hendes arbejdsbord. Her i Solveigs Roepstorffs konsultation, hvor hun har samtaler med sine klienter, er den netop en henvisning til at tale om elefanten i rummet. Når det kommer til klimaet, er vores samtaler altså en af elefanterne, mener hun.

»Det ligger uden for vores erfaring som mennesker at tale om klimaet, og derfor går samtalerne tit i stå. Vi har ikke sprog for det på samme måde, som vi har for andre ting, og samtidig er ord ofte ikke dækkende, fordi noget af det, vi oplever, er ordløst,« siger hun og henviser til måden, naturen kan berøre os på, eller den enorme bekymring for fremtiden, nogle oplever.

Men samtalerne er vigtige, fordi vi har brug for en ’emotionel biodiversitet’ – et begreb som den engelske psykoterapeut, klimaaktivist og forfatter Caroline Hickman er ophavskvinde til, og som henviser til, at vi skal tale om, undersøge og normalisere vores mange forskellige følelser omkring klimakrisen. Hvis vi gør det, vil de blive en styrke, fordi de ikke pludselig vil kunne overmande os.

Efter Solveig Roepstorff selv havde iagttaget, at hun ikke var i stand til at have samtaler om klimaet, som varede mere end 15 minutter, besluttede hun sig for at gøre noget. Hun inviterede to tætte veninder med på en sommerhustur, hvor hele lørdagen blev afsat til kun at tale om klimaet.

»Selv om vi kender hinanden rigtig godt og har talt meget om følelser, så var det lidt akavet, men ikke i længden,« siger hun.

De snakkede blandt andet om, hvad de var villige til at ofre, hvordan de forestillede sig, verden ville blive for deres børn, hvor meget de troede, de kunne være med til at forandre, og hvornår de var kommet til at udskamme andre.

»Søndag var vi ret høje over, at vi syntes, eksperimentet var lykkedes. Vi var godt klar over, at emnet betød noget for os alle, men vi var ikke klar over, hvor dybt det stak. Det har på en måde tilføjet endnu et aspekt til vores venskab, at vi nu har en viden om hinanden, som vi helt ubesværet kan tjekke ind i.«

Hun holder en lang pause.

»Det er helt vildt rart. Man kan faktisk læne sig ind i et eller andet, som er blevet til en fælles erfaring. Jeg føler mig mindre alene med det. Det er virkelig rart,« siger hun.