På kvindekrisecenteret handler Uge Sex om at tage kontrollen tilbage over sin egen krop

»Skal vi ikke tale lidt om prævention?«

Spørgsmålet kommer fra sygeplejersken i huset, som sidder tilbagelænet i en lyseblå skjorte for enden af et langt bord. Hun har en blok liggende foran sig.

»Hvad for nogle slags kender I?,« spørger hun igen.

De seks kvinder rundt om bordet begynder at liste op: p-piller, hormonspiral, p-stav, minipiller og kondom, udbryder de på skift.

»Man kan vel også blive steriliseret, men hvad sker der så egentlig med ens krop?« spørger en af dem. Hun står ude ved væggen med en sort hættetrøje trukket op over håret.

Det er torsdag formiddag, og det sædvanlige beboermøde på Haslevhus Kvindekrisecenter er i dag også en workshop om samtykke og kønssygdomme. Det har sygeplejersken netop holdt et oplæg om, og nu er snakken faldet på, hvad man kan gøre for at beskytte sig imod dem. Hun forklarer kvinderne, at sterilisation er en mere permanent løsning, at kondom er den bedste måde at beskytte sig selv på, og at det er vigtigt at gå til regelmæssige tjek ved lægen. 

»Min fisse er altså helt ren, det kan jeg godt love dig for,« siger en af kvinderne med tatoveringer op ad armene og får latteren fra de andre til at sprede sig i den store hvide stue med stukloft, lyst plankegulv og grønne planer.

I løbet af workshoppen smører nogle sig en franskbrødsmad med pålægschokolade fra morgenbordet, andre sipper til en energidrik, og af og til lister et par stykker ud for at ryge på gårdspladsen. Flere af kvinderne har joggingtøj og plyssede hjemmesko på.

Der bor i alt ni kvinder side om side på den velholdte hvide gård med udsigt til landeveje og marker. De er i aldersgruppen fra 18-60 år, og særligt for Haslevhus Kvindekrisecenter gælder det, at kvinderne kan få lov at bo her med et misbrug eller en diagnose. 

Kvinderne bor her som regel i et halvt års tid, mens de forsøger at komme ovenpå igen efter at have været udsat for psykisk og fysisk vold af en partner eller et nærtstående familiemedlem. Mange af dem har oplevet at blive voldtaget af en partner eller har været vant til at bruge seksuelle ydelser til at lægge en dæmper på en situation og beskytte dem selv fra for eksempel at blive slået. En enkelt er også blevet seksuelt udnyttet af sin partner, som hun havde svært ved at forlade på grund af sit fysiske handicap.

Samtykke, skedens anatomi og vibrator

Sex og overgreb er derfor et ganske normalt samtaleemne på stedet, men i denne uge har personalet sammen med beboerne besluttet sig for at bruge den nationale temauge Uge Sex på at tale ekstra meget om selvkærlighed, skam og kroppen.

Det er normalt, at kvinderne i løbet af deres tid på kvindekrisecenteret får mod på at date igen og drømmer om engang at finde kærligheden.

Men samtidig frygter de, at de aldrig får et normalt forhold til sex, og derfor handler ugen også om at lære kvinderne at »tage kontrollen og ejerskabet tilbage over deres krop og de ting, de har været udsat for«, som centerchef Christina Holst Larsen formulerer det. På den måde kan det hjælpe kvinderne med måske at komme tilbage til et sundt og godt sexliv.

Ud over ugens normale aktiviteter som yoga, NADA-akupunktur og træning har de derfor i Uge Sex også set Sex og Samfunds video om samtykke, mens bøger som Blondinens Betragtninger, F-ordet, Fissefarveladebogen og Argumenter imod kvinder har været på bordet for at starte diskussioner om magtstrukturer, skønhedsidealer og skedens anatomi.

Fra begyndelsen af ugen har alle kvinderne desuden fået udleveret en lyserød vibrator fra Klub Venus. En af kvinderne påpeger under beboermødet, at »den altså lige mangler et ekstra niveau«, mens en anden hellere fortsat vil bruge et rygmassageapparat.

Omvendt stråler glæden ud af beboeren Mayas store brune øjne. Hun »elsker« sin nye vibrator.

Kvindens pligt

For hende er vibratoren et »fysisk værktøj« til at lære sig selv, sine lyster og sit underliv bedre at kende. Men hun ser den også som et symbol på en anerkendelse og accept fra personalet om, at sex, onani og lyst er helt normalt.

Og det er stadig noget, hun skal mindes om. I løbet af sin opvækst er Maya blevet slået af de forældre, der senere i hendes liv sendte hende på genopdragelsesrejse. Her blev hun forlovet med en mand, hun aldrig havde mødt før, og som var dobbelt så gammel som hende selv.

Inden rejsen havde hendes mor lavet en »jomfruhindekontrol«, hvor hun med en finger undersøgte sin datter forneden. Hun havde også fortalt hende, at det var en kvindes pligt at opfylde sin mands behov, når han forlangte det.

»I deres verden er kvinder ikke seksuelle væsener, og kvinder kan ikke have lyst til sex. Man kan ikke sige nej, og man har ikke rigtig noget at skulle have sagt,« fortæller hun i sofaen i en af husets stuer. 

Hun glider sine lange akrylnegle igennem sit bølgende brune hår, mens hun taler. På hendes trøje sidder en blå sommerfugl over teksten ’become the change’.

Maya overlevede kun lige sin flugt fra et liv indespærret på et lille værelse. Hun kunne ikke holde tanken ud om, at den mand engang skulle ligge oven på hende. Da hun kom tilbage til Danmark havde hun brug for at mærke kærlighed fra et andet menneske igen, fortæller hun. Og hun endte i et forhold med en ny, som blev voldelig over for hende og ofte pressede hende til at have sex, selv om hun ikke havde lyst.

»På det tidspunkt havde jeg overlevet så meget, at der ikke længere var noget, der kunne gøre mig ked af det eller vred. Sådan nogle ting, der var bare lige meget,« siger Maya og trækker på skuldrene, når hun tænker tilbage.

Lang vej igen

At genfinde sine grænser og bearbejde følelsen af, at »de selv lod ham gøre det« er noget af det, psykoterapeuten Mette Nordberg taler rigtig meget med kvinderne om i deres samtaler. Hun sidder i en lænestol over for Maya. På bordet imellem dem ligger en bunke stregtegninger af skeder i forskellige former fra Fissefarveladebogen. En glimmerfarvet klitoris glimter i hendes nøglebundt ligesom i de andre personalers for at minde hinanden om, at de skal være »glade for alt det, som er dig, for du er lige, som du skal være«.

I løbet af Uge Sex har Mette Nordberg blandt andet talt med kvinderne om at se forskellige ud forneden, og de har også aftalt, at de fra nu af kalder deres »skamlæber« for »kønslæber«. De er slet ikke kommet igennem alle punkterne på programmet, fordi kvinderne har været så ivrige og har stillet mange spørgsmål til sex og køn.

Særligt når snakken er faldet på voldtægt og samtykke har Mette Nordberg oplevet, at det giver mening at gøre ekstra meget ud af Uge Sex. Flere af kvinderne er stadig ikke helt overbeviste om, at man kan blive voldtaget af sin partner, og når de har diskuteret det, kommer der stadig argumenter op om, at mange kvinder ’jo også anmelder sin partner for voldtægt, uden det er rigtigt’.

»Det gør mig ked af det, for det viser mig, at der er langt vej igen, og derfor er det vigtigt, vi taler om de her ting,« siger Mette Nordberg.

Også for Mette Borberg og de andre medarbejdere har der været særlige tiltag i løbet af Uge Sex. Haslevhus Kvindekrisecenter er en del af omsorgsvirksomheden Forenede Care med i alt seks kvindekrise-, neurorehabiliterings- og plejecentre. Og centerchef på Haslevhus, Christina Holst Larsen, har for første gang arrangeret Uge Sex blandt medarbejderne på tværs af centrene med årets tema: at skabe et godt og respektfuldt sprog for alle beboernes seksualitet. 

Derfor har alle medarbejdere for eksempel set et oplæg om skam, mens alle centerledere i løbet af ugen har skrevet tre dilemmaer ned fra deres center, som er blevet taget op på møder.

Selv har Christina Holst Larsen skrevet et dilemma om, hvordan man som personale passer på kvinder, der dyrker meget hård SM-sex med en partner. En anden på et plejecenter har spurgt, hvordan de bedst hjælper en dement kvinde, der åbenlyst har et stort behov for at onanere, og en tredje har fundet kvindeundertøj i en mandlig beboers skuffe og vil gerne støtte ham i at få udlevet sin seksualitet på en respektfuld måde.

»Det er selvfølgelig en del af vores professionelle virke at kunne tale med vores beboere om deres seksualitet, men som personale kan man altså stadig godt blive lidt overvældet af en følelse af skam og blufærdighed, hvis en beboer pludselig viser sin seksualitet ved at onanere eller tale om den,« siger hun.

Kvinder fra alle steder i livet

I løbet af eftermiddagen trækker de fleste af kvinderne ud på deres værelser. En enkelt har smidt sig i sofaen og er blevet puttet under en dyne af en medarbejder i en af husets stuer, hvor solen kaster skygger på gulvet fra de store hvide vinduer. Andre er i gang med deres rengøringstjans. Meget af tiden på centeret går med at gå lange ture og få ro til at komme ovenpå og mærke, hvem de egentlig er, om de kan bo alene igen, og selv bestemme hvornår de skal gå i bad, eller hvad for noget tøj de skal have på.

Maya har boet her på centeret i nogle måneder nu, og for tiden bruger hun roen på at eksperimentere med sin egen seksualitet. For nylig var hun på date med en kvinde for første gang.

Hun er gået op på sit værelse, hvor foundation, mascara og lipgloss ligger i en stor bunke foran spejlet, og skønhedsprodukterne står på række i vindueskarmen. 

Hun er stadig ikke helt klar til at forestille sig at være i et forhold endnu. For hende har Uge Sex først og fremmest handlet om at få »chancen for at udforske sig selv« og blive inspireret til at blive »en powerkvinde, der kan klare tingene selv, og ikke behøver nogen mand«.

»At sidde sammen med de kvinder og tale om alt det var så fedt og beroligende. Vi var bare kvinder fra alle steder i livet‚ og alt var bare helt okay,« siger hun.

Maya er et opdigtet navn, men Information kender hendes rigtige identitet.