Interview
Læsetid: 8 min.

Stefan Hermann savner en god gammeldags fortrængning i vores følelsesmættede, overophedede samfund

I et nyt essay problematiserer rektor på Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann vores fremmedgørelse over for naturen, identitetspolitik og udbrændte unge. Vi er nødt til at få nedkølet vores samfund, mener han. Og her spiller vores uddannelsessystem en afgørende rolle
Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole, har skrevet essayet ’En varm tid’.

Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole, har skrevet essayet ’En varm tid’.

Magnus Hove Johansson

Indland
2. februar 2022

Vi lever i en overophedet tid, mener Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole. Ikke bare en varm tid, som ellers er titlen på hans nye essay, der udkommer i denne uge, men en for varm tid.

Knap fem årtier efter at Anker Jørgensen i sin nytårstale citerede Kim Larsen for, at det er »en kold tid, som vi lever i«, er problemet i dag det modsatte. Ifølge Stefan Hermann er vores forhold til naturen, hinanden, sågar os selv, præget af overophedning: Klimakrisen skyldes temperaturstigninger, den offentlige debat raser, og stadigt flere brænder ud med stress.

Da coronapandemien første gang lukkede det danske samfund ned i foråret 2020, stod det klart for Stefan Hermann, at det var det, der er galt. Pludseligt var det, som om at det samfund, der ræsede afsted omkring ham, blev nedkølet. Og ser man bort fra den økonomiske og sundhedsmæssige krise, som corona også var, så var det faktisk et tiltrængt temperaturfald, mener han.

»Gud, hvor gik vi glip af meget. Men det var også lidt en befrielse. Naturen fik plads, dyrene vendte tilbage til storbyerne, og vi stod sammen som borgere. Nedkølingen havde en ro over sig – uden at man hermed skal negligere de mange tab,« siger han fra sit hjørnekontor på professionshøjskolen i Carlsbergbyen, hvorfra der er udsigt ud over Vesterbro og København. 

Det er den »almene erfaring«, der er udgangspunkt for essayet En varm tid. Planen var egentlig, at det skulle være udkommet, da coronakrisen var på sit højeste, men meget sigende for det samfund, Stefan Hermann skitserer, har han ikke haft tid til at færdiggøre det før nu.

Med essayet afsøger han, hvor langt han kan drive temperaturanalogien i sin samtidsanalyse. For sproget ved besked, som han refererer forfatteren Villy Sørensen for engang at have udtalt. Stefan Hermann finder det tankevækkende, at man i hans ungdom talte om kolde hjerter, stagflation, den kolde tid. I dag er det brændende platforme, et glohedt arbejdsmarked, udbrændthed, global opvarmning.

»Jeg ser en overskridelse af varmens grænser. Som vi kender fra feberen,« siger han.

Stefan Hermann savner afmåltheden i vores livsførelse. Vi er så bange for ikke at bevæge os hurtigt nok fremad, at det skal blive kedeligt.

»Men måske er moderation svaret på mange af vores problemer? At genfinde midten, punktet, der hverken er for meget eller for lidt?«

Pædagogisk vækkelse

For Stefan Hermann har den videnskab og teknologi, der ellers er forudsætningen for vores fremgang og velstand, ikke skabt kulde i hænderne på os mennesker, men »overophedning og naturkrise«.

Og nu forsøger vi så at løse problemerne med de samme teknologier, som skabte dem. Med dansk vindmølleeventyr, elbiler og science fiction-agtige videnskabelige landvindinger såsom at suge CO₂ ud af atmosfæren.

Men det er en halv løsning, mener Stefan Hermann, at natur- og klimakrisen er blevet et videnskabeligt anliggende. For undervejs er vi blevet fremmedgjorte over for naturen.

»Om end det spirer i bøger og bevægelser – og stor respekt til eksempelvis Teachers for Future og andre – har vi endnu til gode at se en bred og tung pædagogisk vækkelse,« skriver han i essayet.

Han undrer sig over, at bevidstheden om naturens afgørende rolle aldrig er sivet ned i den folkeskole, »vi kalder samfundets vigtigste kulturinstitution og det sidste, der er tilbage til at sikre sammenhængskraft«.

I folkeskolens formålsparagraf står der godt nok, at skolen skal bidrage til elevernes »forståelse af menneskets samspil med naturen«. Men det er ifølge Stefan Hermann den mest oversete del af folkeskolens formål.

»Vi er virkelig, virkelig nødt til at kigge på, om vi kan gøre noget ved menneskets og ikke alene samfundets forhold til naturen,« siger han.

Det kræver, at klimaspørgsmålet ikke bare forbliver en antikatastrofedagsorden, men kommer til at indebære en stillingtagen til, hvilke idealer og værdier vi vil fremme i forholdet mellem menneske og natur, mener Stefan Hermann. Unge skal undervises i naturen, ikke bare teoretisk i kemi, fysik og biologi, men også i dannelsesfagene dansk, historie og kristendom.

»I stedet for udelukkende at investere i den tekniske og økonomiske dimension, i STEM-fag (naturvidenskabsfag og en forkortelse af science, technology, engineering og mathematics, red.) og nye videnskabelige landvindinger, er man nødt til også at investere i den menneskelige myndiggørelse. Den sker ikke mindst i skole og uddannelse,« siger han.

Kun sådan kan vi ifølge Stefan Hermann få bugt med den universelle humanisme, som vi skylder æren for store dele af vores civilisation, men som i dens grænseløshed udgør den primære årsag til natur- og klimakrisen. Med andre ord: Vi skal lære at begynde med os selv.

»Det her kan ikke bare løses med bedre elbiler og vindmøller. Vi er nødt til at forstå, at der er noget galt fat, og mestre selvbeherskelsen. Vi overlever nok lidt færre flyrejser og mere genbrug. Det er også en måde at gøre sig fri fra det slaveri, der ligger i, at mennesket som forbruger og producent altid bliver sat først,« siger Stefan Hermann.

Savner borgerrollen

Det er noget lignende, der går galt i vores forhold til hinanden, mener Stefan Hermann. Det er blevet for grænseløst, kravet om nærhed og autenticitet er blevet for udtalt. Et problem er ifølge ham, at vi alle er blevet »forfremmet til personer« frem for funktioner og medlemmer, for det skaber friktion i den offentlige debat. 

»Jeg savner borgerrollen uden alle dens særlige identitetsmarkører: race, køn, seksualitet og så videre. Jeg ser en enorm frihed for den enkelte og for samfundet i at turde have almene frem for personlige interesser på spil, at vi har rum, hvor vi kan blive fri for vores partikulære identiteter,« siger han.

Han ved godt, at han bevæger sig ud i kontroversielt farvand med sin kritik af identitetspolitik og »rød woke-isme«, som han oplever langsomt er ved at rodfæste sig i kultur- og uddannelsesinstitutioner herhjemme.

Det er ikke, fordi Danmark er blevet til et østkystuniversitet i USA, understreger Stefan Hermann. Men han er bekymret over »selvsikkerheden« hos dem, som kræver pensum udskiftet på universitetet, eller demonstrationer opdelt efter hudfarve eller seksualitet. 

»For mig er det paradoksale, at den universalisme, der har været en normativ rampe for kampen for ligestilling, antidiskrimination, og at alle stemmer skal høres, trues og svækkes, når identitet bliver afgørende for, hvem der må sige og gøre hvad. Overophedningen kommer til at nedsmelte vores universelle idealer,« siger han.

Stefan Hermann anerkender, at det fortsat er relevant at tage udgangspunkt i køn, race og seksualitet for at bekæmpe de strukturer, der stadig forskelsbehandler, men man må ikke smide de åbne kategorier som borger og menneske over bord. Tag nu #MeToo, fremhæver han. Bevægelsen handler ikke om kvinders rettigheder, men er i sit udspring en »universalistisk frihedskamp«.

»Men dem, som går et segregerende, separatistisk ærinde, forråder den universalisme. Hvis man vil fremme de almene kategorier, jeg taler om, såsom borgerrollen, så indebærer det en enorm forpligtelse til at modarbejde enhver form for diskrimination,« siger Stefan Hermann.

– Men er det ikke også lidt let for dig at sige som, ja, hvid, 50-årig mand?

»Det er netop den reduktion, jeg er ude efter. At synspunkter på forhånd legitimeres med udgangspunkt i afsenderen. Du ville aldrig have stillet mig det spørgsmål, hvis jeg var en farvet person, uden uddannelse og opvokset i Harlem, som sagde det samme.«

I sit essay henviser Stefan Hermann til idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt, der for mere end 20 år siden gjorde opmærksom på, at det er dramatisk, når vi går fra at diskutere holdninger til at strides om værdier eller identiteter. 

»Det går galt, når det når dertil, at ’det siger du, fordi du er kvinde, mand, hvid eller farvet’. Konsekvensen risikerer at blive, at der er mange debatter, man aldrig tør gå ind i, fordi man er bange for intimideringen.«

Momenter af ro

Og så er der vores forhold til os selv. Engang talte man om at gå kold, i dag, mener Stefan Hermann, at vi brænder ud. Han er især bekymret for den unge generation, han også møder på Københavns Professionshøjskole.

»De unge er i dag den første generation, der oplever flere muligheder som en byrde og ikke som en frihed,« som han skriver i essayet.

Aldrig har vi gjort så meget ud af, hvordan ungdommen har det, med adgang til studenterpræst, ’buddies’ og studievejledere, lister han op.

»Men alligevel ser jeg afmagtstegn. Mit bud er, at det også hænger sammen med tabet af moderationen og den manglende frihed til bare at være studerende frem for pige, dreng, sporty eller klog.«

Det er svært for Stefan Hermann at forklare, hvordan det er kommet hertil. Men han observerer, hvordan unge er blevet påduttet »et enormt individualiseringspres« og store forventninger til æstetik, karriere, følelsesliv i et liv, der aldrig hviler sig.

»Jeg tror, alt det er med til at bane vej for sårbarheden, som vi så til gengæld forstørrer og omklamrer i den bedste mening. Nogle gange kan jeg godt savne en god gammeldags freudiansk fortrængning. Men jeg vender også kritikken mod den forældregeneration, jeg er en del af, og den opdragelse, vi har givet,« siger han.

Derfor mener Stefan Hermann, at corona også for ungdommen har været en tiltrængt pause. Til trods for at han anerkender, at de 15- til 25-årige er nogle af dem, som har lidt mest under nedlukningerne, og at tiden på efterskole eller i gymnasiet aldrig kommer igen.

»Det vil nok provokere de unge, der har oplevet corona som en ensom nedsmeltning. Men jeg tror også, at de fleste vil give mig ret i, at der var momenter af ro, og så må man anprise dem for den solidaritetsgerning, de udviste med en sygdom, der aldrig ville blive kritisk for dem,« siger han.

Et forsvar for afmåltheden

Med tirsdagens genåbning af det danske samfund har vi forhåbentlig lagt coronakrisen bag os. Men det er stadig muligt – og nødvendigt – at få nedkølet vores samfund, mener Stefan Hermann.

Uddannelsessystemet spiller ifølge ham en »uomgængelig« rolle i den sammenhæng. Her skal vi lære naturen at kende, at sænke tempoet og at sondre mellem identitet og roller. Det er en stor opgave, anerkender han.

»De problemer, jeg omtaler, er ikke på niveau med at gøre lidt ved mobning. Den her følelsesmæssige og relationelle overophedning er omfattende og ret rodfæstet,« siger han.

For nogle vil det måske virke uambitiøst, at Stefan Hermann har skrevet et forsvar for afmåltheden, moderationen og nedkølingen. Egentlig kan han »næsten ikke selv holde det ud«.

Men han afviser, at han skulle mangle ambitioner på sin samtids vegne. Det er definitionen af ambition, der er noget galt med, hvis man læser ham sådan. Problemet er ifølge Stefan Hermann, at det ambitiøse altid er bundet til vækst: Mere fællesskab, flere forældremøder, »mere mig, dig, os«.

»Det her essay er afsindigt ambitiøst på vores alle sammens vegne. Vi er junkier af forbrug, tempo, følelser. Det sværeste er at skrue ned for det, at finde balancen. Den gyldne middelvej.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Det er svært for Stefan Hermann at forklare, hvordan det er kommet hertil. Men han observerer, hvordan unge er blevet påduttet »et enormt individualiseringspres« og store forventninger til æstetik, karriere, følelsesliv i et liv, der aldrig hviler sig".

De ting, han fremhæver, får mig til at tænke på såvel den civilisations - som samfundskritik, forskellige tænkere med tilknytning til Frankfurterskolen fremkom med før 1970, men som jeg først blev opmærksom på og til dels tog til mig lige i begyndelsen af 1970erne. Jeg tænker f.eks. på Eric Fromm og Adorno.

Havde de ret dengang? Ja, men de frihedsidealer, som de appellerede til, er i mellemtiden blevet overtaget af det kapitalistiske varemarked.

F.eks som da forvaskede jeans, der kunne bruges som symbol på såvel samfundskritik, kritik af modeindustrien og solidaritet med det arbejde folk, i løbet af få år blev masseproduceret (kemisk forarbejdet) og blev mode.

Der var og er ikke noget galt med frihedsidealerne ( - og selvrealiseringen), så længe det ikke sker inden for rammerne af markedstænkning og markedsidealer.

Læren må nok blive, at frihed ikke kan realiseres inden for rammerne af et liberalistisk samfund med markedet som første prioritet.

Vi har i de nordiske lande i de sidste 60 år forsøgt at forholde os kritisk til den dominerende økonomiske, sociale og kulturelle "amerikanisering", samtidig med at vi tog den til os, men det er ikke lykkedes for os at styre udviklingen og på en række områder sørge for regulering på fælles og sociale præmisser.

Ikke mindst den omfattende globalisering, den teknologiske udvikling og medieudviklingen har stået i vejen for en sådan regulering og har bidraget til at gøre sådanne frihedsidealer til det modsatte af det, de var tænkt som dengang. Frihed fra markedstvang på kollektive sociale betingelser er blevet til "frihed" til individualistisk og liberalistisk markedstvang.

De advarede dengang mod markedets evne til at underlægge sig alle menneskelige relationer - noget, som vi i fællesskabets interesse og på samfundsplan overhovedet ikke har taget til os.

Poul Erik Pedersen, Jan Nielsen, johnny volke og Jens Larsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

".. den universelle humanisme…." og "dens grænseløshed…" o.k., grænseløshed er kilde til meget/alt? ondt, men er humanisme dels universel, dels grænseløs?
Det må jeg ha’ forklaret nærmere.

I øvrigt lyder det som et absolut læse- og efterlevelsesværdigt essay, det Stefan Hermann har begået.

Steen Oluf Karlsen, Kurt Nielsen, Poul Erik Pedersen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Den direkte relevans for klima- og økokrisen. Alle steder priser man øget aktivitet, men vejen er en anden. Men let bliver det ikke.

Clara Lyng Bloch

Til Stefan Hermann
Du vil gerne skabe borgere, men som jeg ser det, individualiserer du problemet. Du gør ansvaret til den enkelte unges og netop ikke til hele samfundets. Det vil sige dem, og os og de strukturer vi har bygget op.

Er det virkeligt rigtigt at unge ikke prøver at opføre sig som borgere? De prøver i hvert fald at præge det.
Og er det virkeligt udelukkende den enkeltes stræben efter identitet osv., der gør, hvis de ikke opfatter sig som borgere og tænker mere i helheder? Eller er det også det samfund de indgår i, der påvirker dem i retning af individualisme og partikularisme?

Jeg mener klart det sidste spiller en rolle og det mener jeg du overser, ikke kun i din tekst, men også i den del af samfundet du selv har ansvar for på Københavns Professionshøjskole.

Du overser, at det som barn og ung kan være svært at finde steder at øve sig i at være borger og tænke i helheder. For det kræver at man er en del af overskuelige, kontinuerlige og forpligtende fællesskaber.

Den uddannelsesstruktur der bliver kørt under din ledelse, hvor alting er brudt op i moduler, så hverken elever eller lærere kan nå at opbygge relationer, samt en organisation så stor, at det er mere end vanskeligt for elever og lærere at øve indflydelse.
Det er ikke befordrende for følelsen af borgerskab. For i så diffuse skiftende fællesskaber bliver man ikke tvunget til at forholde sig til og løse modsætninger og tænke i helheder. I stedet lærer man, at passe sig selv.
For borgerrollen udvikles i det forpligtende fællesskab, og hvor ansvar og indflydelse hænger sammen
Så hvis du vil have flere unge til at opføre sig som borgere, så må du selv tage ansvar og give dem mulighed for at øve sig.

Ikke for at skabe flere fællesskaber, men for skabe færre, kontinuerlige og bedre fællesskaber.
Netop den mulighed for at indgå i og udvikle sig som mennesker i fællesskab med andre, som de unge har været berøvet, mens du har hygget dig fra din hjemmearbejdsplads.

Velkommen tilbage i arbejdstøjet.

Bedste hilsner
Anders Boss, Lærer

Kurt Nielsen, Lotte Kjærside, Poul Erik Pedersen, Irene Clausens og johnny volke anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

I går forslog min ene leder, på det sted hvor jeg er i ressourceforløb fordi jeg er evnesvag, en aktivetet til sommer. Jeg vidste at jeg aldrig ville blive en del af den begivenhed, fordi jeg er halvvejs i et 13 uger forløb. Aktiviteten var en sommercamp for små børn med primitiv det ene og det andet på en øde ø tæt på Ærø. Og med en kendt showman som finalen, på den øde ø. Jeg kom i min indestængte vrede til at foreslå at vi autencificerede det med strandvaskere og bådflygtninge alá Middelhavet. Hun skulle lige have forklaret hvad en strandvasker er.
Men så gik hun også med det samme. Så helt uden evner er jeg dog ikke.

Men det påvirker som en i helvede at gå rundt med mærket evnesvag.
Sundhedssektoren brugte 12 sider på at forklare, status efter 12 mdr. genoptræning, grundet en vestresidig infarkt, uden at bruge ordet evnesvag.

Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Jens Thaarup Nyberg og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar