For nylig havde Informations spalter besøg af den canadiske jurist, forfatter og aktivist Harsha Walia, der talte for at rive murene ned og give verdens befolkning fri bevægelse, at afskaffe landegrænserne på et globalt plan som et alternativ til Fort Europa. Det skal blandt andet løse problemet med druknende flygtninge i Middelhavet og stenrige menneskesmuglere, siger hun.
Udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S) ser den samme sygdom, men ordinerer patienten en markant anderledes medicin: For at løse det fejlslagne europæiske asylsystem vil han og regeringen etablere et såkaldt modtagecenter i et tredjeland, hvortil Danmark kan overføre og huse asylansøgere og flygtninge.
Selv om Tesfayes løsningsforslag er blevet debatteret i årevis og forsøgt i forskellige varianter på globalt plan, er det ikke et mainstreamprojekt i europæisk politik. Og på samme vis er der heller ikke mange i debatten, der taler for fuldkommen at ophæve landegrænserne.
Noget må der i hvert fald gøres, kan de to som minimum blive enige om. Men der stopper enigheden så.
En grå formiddag i februar har Information inviteret sig selv på en kop kaffe i Albertslund på en af udlændingeministerens stamcafeer for at høre hans diagnose på det europæiske asylsystem, blive klogere på planerne for modtagecentret og forstå, hvorfor han mener, Harsha Walia tager så grueligt fejl.
Fortet
Det bekymrer udlændingeministeren, at man i de senere år har set en »brutalisering« af Europas ydre grænser. Og at der dertil, siger han, er opstået en »stigende trækken på skuldrene fra de europæiske hovedstæder« af, hvad der foregår på de ydre grænser.
Hvor billedet af den druknede syriske dreng på sandkysten i 2015 skabte furore, er en kæntret båd med flygtninge og migranter på vej mod de kanariske øer eller konfrontationer mellem grænsevagter og migranter og flygtninge på Balkan bare blevet til »tal« og »numre«, siger Tesfaye. Europas modsvar på migrationskrise og menneskesmugling har så været at militarisere grænserne.
»Vi støtter gerne pigtråd og grænsebetjente, men ligegyldigt, hvor høje mure, vi bygger, så kan menneskesmuglerne bygge en højere sti. Europa kan ikke løse det her, hvis vi kun har europæiske løsninger,« siger Mattias Tesfaye.
»Og hvis vi begynder at signalere, at Europa er et fort, der skal holdes, får vi aldrig etableret samarbejder med de lande langs migrationsruterne, som er forudsætningen for, at vi kan få migrationen under kontrol.«
Og et samarbejde er netop, hvad udlændingeministeren brygger på.
Socialdemokratiet præsenterede sine planer for et modtagecenter i et tredjeland, da partiet var i opposition. Konceptet kan forsimplet forklares således, at flygtninge, der kommer til Danmark, skal igennem en screeningsproces, hvorefter de skal overføres til et givent tredjeland for at få deres asylsag behandlet. Og hvor de så skal huses, hvis de har ret til asyl.
»Vi har brug for, at venstrefløjens intellektuelle ankommer til virkeligheden og ikke svæver rundt i de der luftlag, for det eneste, man fortæller almindelige mennesker med det her forslag, er, at vi er fucking ligeglade med jer,« siger Mattias Tesfaye.
Det seneste års tid er debatten om modtagecentret eskaleret, efter at Tesfaye besøgte Rwanda, hvor en rammeaftale for et samarbejde om asyl og migration mellem landene blev resultatet. Mattias Tesfaye vil dog hverken løfte sløret for, om Rwanda er et potentielt modtagerland, eller hvilke lande der i øvrigt er på regeringens shortlist.
Tesfaye kender selv spørgsmålene til hudløshed og nævner i flæng:
»Hvad skal der ske med folk, der får afslag på asyl? Hvem står for hjemsendelsen? Hvem står for udstedelsen af rejsepapirerne? Hvad hvis der er lande, der ikke vil modtage nogen statsborgere? Skal vi så have et Kærshovedgård i det land,« spørger han.
»Alle de her spørgsmål skal jo være håndteret inden, og vi skal være enige om, hvad der sker i alle tænkelige scenarier. Vi har ikke råd til, at det kikser med det første fly, hvis vores model skal inspirere andre europæiske lande eller tredjelande.«
Ikke potemkinkulisse
Skrækeksempler er der nok at tage af. Australien, for eksempel, har forsøgt sig med en lignende model, hvor man har benyttet Papua Ny Guinea og Nauru som destination for asylansøgere og flygtninge. I oktober forrige år besluttede Australien at stoppe processen i Papua Ny Guinea efter kaoslignende tilstande med voldsepisoder, sultestrejker, oprør og sågar mord på en iransk asylansøger, angiveligt udført af blandt andet en lejrvagt.
Tesfaye begynder med at understrege, »at der ikke er nogen, der er blevet inspireret af den model, heller ikke mig«. Den danske model, siger han, skal først og fremmest adskille sig ved at leve op til de internationale konventioner. Dertil skal den være i modtagerlandets interesse.
Det er gået op for udlændingeministeren, siger han, at han i interview for et par år siden har fokuseret meget på det europæiske perspektiv frem for også at pointere, at en aftale med et modtagerland også skal komme modtagerlandet til gode. Heriblandt ved for eksempel investeringer i integrationsindsatser.
Endeligt er der brug for en »uafhængig monitoreringsmekanisme, som kan kigge sagsbehandlingen over skulderen«, og som garanterer, at retsgarantier overholdes, siger Tesfaye.
– Hvis det er de centrale områder, I vil adskille jer på fra en fejlet model, er det jo meget lidt konkret. Det er også blevet fremført i debatten, at det hele bare er spil for galleriet for at få det til at se ud, som om I overholder et valgløfte?
»Der er ikke noget, jeg glæder mig mere til end at kunne blive mere konkret. Jeg kan bare sige, at det ikke er en potemkinkulisse, det er ikke et teater. Det er noget, vi arbejder meget intensivt med, og det er også noget, som jeg er meget forsigtig med at forcere.«
Ministeren kan dog berolige med, at det ikke bliver sådan, »at danskerne vågner op en morgen, og så er der indgået en juridisk bindende aftale, og så letter der et fly fra Kastrup i morgen«:
»Vi kommer til at have en periode, hvor der kommer til at være mere offentlighed omkring processen, og hvor vi vil inddrage eksperter og organisationer til en åben diskussion. For at sikre, at der ikke er nogen blind spots.«
Privilegieblindt
Men måske har ministeren overset en anden løsning, der ligger ligefor: at afskaffe landegrænserne, som Harsha Walia foreslår.
»Man skal jo starte med det positive,« siger Tesfaye for blot at konstatere, at han og Walia umiddelbart alene er enige om, at der er et problem, og at der er behov for at tænke nyt.
Han begynder med at kalde forslaget »privilegieblindt« og »samfundet set fra oven, og ikke så meget samfundet set fra neden«. Velfærdsstaten, siger Tesfaye, »er jo ikke faldet ned fra himlen«.
»Det er et samfund, der er realiseret i en bestemt tidsperiode inden for et bestemt territorium. Der ville have været andre rettigheder, hvis jeg var vokset op i Hamburg, Mexico City eller Tokyo. De muligheder, jeg er vokset op med, er realiseret inden for rammerne af den danske stat,« siger han.
»Med åbne grænser ville vores samfundsmodel brase sammen på en formiddag, alene økonomisk. Vi kan jo se, at indvandringen fra de lande, hvorfra der var mange, der kom hertil, fordi de gerne ville den model, er en enorm økonomisk udgift for vores samfund.«
Dertil ville det også udfordre den kulturelle samhørighed, siger han, som er forudsætningen for den høje sociale omfordeling. Et forslag om at åbne grænserne »gambler« med velfærdsstaten, og det ville man kun gøre, »hvis man er blind for forudsætningerne for det samfund«.
Frem til slutningen af 60’erne har Danmark været forholdsvist etnisk og religiøst homogent, påpeger Tesfaye. De seneste 50 år har det ændret sig, og man skal ikke kigge meget længere end omkring sig på den café i Albertslund, hvor vi sidder. Den gode nyhed er så, mener han, at velfærdsstatens forudsætning ikke er, at vi er homogene.
»Så i den forstand er jeg optimistisk for velfærdsstatens fremtid,« siger Tesfaye. »Men integration tager længere tid, end vi havde troet, og er mere besværligt, end vi troede.«
Derfor mener han heller ikke, at der behøver være et stop for indvandringen, men den skal ’bare’ være under kontrol. Albertslund har for eksempel, påpeger han, modtaget nul flygtninge siden 1999, fordi kommunen historisk modtog mange gæstearbejdere, hvilket har givet »et pusterum til at få tingene til at fungere«.
Når bevægeligheden øges lande imellem, fordrer det, at man også skeler til sociale forskelle. Man skal ikke se meget længere tilbage, siger Tesfaye, end til EU’s udvidelse mod øst, da mange polske håndværkere kom til Danmark, hvor man »jo kan spørge en hvilken som helst 3F-afdeling, hvad det har betydet for danske lønmodtageres velstandsniveau og arbejdsforhold«.
»Så kan du bare gange det med fem, hvis du vil vide, hvordan det er at blive presset fra Vestafrika eller Mellemøsten. Det er også derfor, jeg synes, det er sådan lidt privilegieblindt bare at ville slå døren op.«
Udlændingeministeren ser i det hele taget Walias forslag som udtryk for en tendens i venstreorienteret tænkning om migration:
»Højrefløjen vinder først den dag, at venstrefløjen forlader virkelighedens verden,« siger han.
»Og vi har brug for, at venstrefløjens intellektuelle ankommer til virkeligheden og ikke svæver rundt i de der luftlag, for det eneste, man fortæller almindelige mennesker med det her forslag, er, at vi er fucking ligeglade med jer.«
Hvis vi ophævede grænserne, ville staten miste sit voldsmonopol, ude af stand til at gennemføre vigtige ting som skatteopkrævning, der er grundlaget for finansiering af velfærdssamfundet, og sikre befolkningen mod den stærkes ret (jungleloven). Resultatet ville blive kaos. Og beslutningen ville være irreversibel, lidt ligesom hvis man afskaffede kongehuset. For vi ved allerede, at når først mennesker har sat deres fod på dansk jord, så blir de her, hvis det er det de vil, og staten er reelt magtesløs.
" vi har bruge or at venstrefløjens intellektuelle ankommer til virkelighed og mener det samme som mig"!
Tesfaye s løsningen er kortsigtet , det er korsigtet at tro at en mur omkring Europa kan sikre Europa, at Europa vil kunne forsætte som nu, alt imens millioner af mennesker bliver drevet på flugt rundt omkring i verden eller døde af sulten. På langsigtet kan det ikke lade sig gøre.
Man bliver nød til at se langsigtet og det ender nok som Harsha Walia siger med åbnet grænser
Åbne grænser er lig med lukkede kasser og kriminalitet der virkelig kan mærkes.
Det er og har i mange år været en fuldkommen legitim forundring bland mange danskere, hvorfor man ikke verden forsøger at løse i mindelighed de problemer, vi allerede tilbage i 70erne og 80erne løste for vores samfund - med det resultat, at vi blev nødt til at renoncere på dem i 90erne, hvor vi kom under stigende internationalt pres.
Når den i perioder omfattende modstand imod EU har været uforståelig for politikere, erhvervsfolk og embedsmænd, er årsagen selvfølgelig den, at de høstede en lang række fordele: markedet for og produktionen af danske produkter blev bredt ud til andre dele af verden, hvilket kunne øge den personlige velstand - men ganske afgjort på bekostning af samfundet i øvrigt, først og fremmest på grund af den skatteunddragelse, der - legalt eller illegalt - fandt sted.
Muligvis er danskerne de eneste, der har lidt velfærdstab igennem den europæiske harmonisering: de strukturer, der sikrede en relativ balance mellem top og bund, er blevet systematisk underkendt af EF-Domstolen, begyndende med adskillelse af fagforening og a-kasse, men derefter endnu grellere med forbuddet imod eksklusivaftaler.
Fagforbundene har nu heller ikke gjort det bedre med deres centralisering på fagniveau, hvor det havde været, hvis det endelig skulle laves om, at man havde fået karteller, der samlede folk om den fælles arbejdsopgave.
Man har simpelthen afdemokratiseret samfundet ved at fjerne de hårdt tilkæmpede muligheder for, at de fleste kunne blive tilgodeset mest, svarende til den indsats, de i deres arbejdsliv lægger for dagen.
Som det er nu kan den privatkapitalistiske overklasse, der i min ungdom levede en forholdsvis perifer og anonym tilværelse i forhold til samfundslivet og nyhedsstrømmen, sætte sig på samfundet og dermed forgifte alle menneskelige ideer om ægte værdi til fordel for en konform, glædesløs og slaveagtig tilværelse for de mange.
Ja, det lyder besnærende med åbne grænser.
Men i samme øjeblik der er bedre forhold på den anden side af grænsen, vil der komme et stort pres på denne grænse.
Derfor vil der også meget hurtigt ske en udjævning af forholdene i de lande, som har grænser til nabolandene. Og det vil i praksis være den laveste fællesnævner.
Og hvis grænserne var åbne for alle, ville der heller ikke være et sted, hvor flygtninge kan være i sikkerhed for deres forfølgere, da de jo også kan komme ind over de åbne grænser.
Der bliver talt meget om, om de der kommer her til landet er flygtninge eller indvandrere.
De fleste krydser grænsen og søger asyl.
For som asylansøger er der mange flere rettigheder man kan benytte sig af, i forhold til som indvandrer, hvor man langt mere er overladt til sig selv.
En flygtning med godkendt asylgrundlag har ret til en passende bolig stillet til rådighed fra det offentlige.
De fleste almindelige danskere arbejder det kvarte liv for at få råd til at betale for en passende bolig.
En flygtning med godkendt asylgrundlag, har som den eneste befolkningsgruppe, et retskrav på at få stillet en passende bolig stillet til rådighed fra det offentlige.
I Danmark er også skoleundervisning og lægehjælp gratis, betalt af det offentlige.
Og her skal det forstås sådan at det bliver betalt af danskerne for danskerne.
Jeg er ikke sikker på, at danskerne er parat til at betale for alle andre, der kommer her til landet.
Jeg har groft sagt den holdning, at dem som flygter her til landet kunne have prioriteret anderledes og truffet de samme valg, som vi har gjort igennem tiden, og så ville de jo ikke have haft behov for at flygte fra deres hjemlande.
Og jeg tror heller ikke at der er så meget tale om at flygte fra, - det er mere at man flygter til!!
Den ene befolkningsundersøgelse efter den anden, har vist at befolkningen i mellemøsten og Nordafrika, vil gerne flytte til Nordamerika eller Vesteuropa.
Men her er indvandring ikke altid mulig.
Så sker der det, at naboen og genboen aftaler, at den ene kaster en sten ind i gennem vinduet, og den anden punkterer den andens bil.
Så er de begge forfulgt, og så kan de søge asyl i vesten.
Og ja, det lyder besnærende med de åbne grænser, men jeg tror også at det betyde en lynhurtig ændring af de sociale vilkår vi har herhjemme. Det vil i langt overvejende betyde en voldsom reducering i de sociale ydelser den enkelte kan modtage.
For nu er der lige pludselig langt flere, der skal deles om den samme kage.
Og det vil igen sige, at det er dem som har det sværest, vil være dem, som kommer til at bære den største byrde, af de åbne grænser.
Uden grænser og med moderne mobilitet ville Danmarks befolkningstæthed vokse dramatisk og vi kunne næppe brødføde os selv når der skulle stå telte på samtlige marker.
Hvad med en anden vej - Ændre livsstil så vækst ikke er det vigtigste mål. Giv bedre handles mulighed for de afrikanske og andre lande så de har bedre mulighed for at udvikle deres land med gratis sundhed og uddannelse osv.
Sæt arbejdstiden ned så familierne har bedre tid til at gøre noget sammen og være noget for hinanden. Ja der er mange andre muligheder end at skræmme befolkningen med skræmmehistorier.
PS: Den med alle de drukne i Middelhavet mv. er snart alt for fortærsket - Hvis MT ville undgå det så kunne asylansøgerne søge asyl ved at gå ind på et dansk konsulat/ambassade - men det ønsker regeringen og MT jo heller ikke. I stedet taler MT om at efter ankomsten til Danmark og ansøgningen om asyl skal de sendes til en lejre i et land uden for Europa - på den måde skal de jo tage turen flere gange over Middelhavet.
Hvorfor nøjes med at åbne alle grænser? Hvorfor ikke også lade alle fordørene i vores hjem og butikker stå åbne 24/7? Hvorfor ikke efterlade alle bildøre åbne med nøglen i bilen og en fuld tank?
Det må da være den ultimative løsning på, at ikke alle har mulighed for at sove i senge med silkelagner eller adgang til fyldte køleskabe eller barskabe. Og kunne det ikke være skønt, hvis vi, der kører i 16 år gamle biler kunne få adgang til en ny Porsche Panamera med lædersæder og 330 hk? Og så burde vi selvfølgelig, lige som Harsha Walia, fylde vores Facebookindlæg med paroler som ”Abolish the police” for nu lige at sikre os.
Åbne grænser vil gøre Danmark som USA, de rige vil være rigtig rige og de fattige meget fattige, samtidigt med at begge vil leve i hver deres ghettoer og områder.
De forskellige befolkningsgrupper vil være hinanden nærmest og have deres egne leveregler og normer, racismen og racesnakken som i USA vil stortrives, og velfærdssamfundet vil naturligvis ikke længere eksistere.
Jeg menere klart at Tesfaye har en klar pointe!
En anden måde at sige, at DK kan ikke være socialkontor for hele verden.
Else Maria Arvad:
Ja det er jo ikke så godt og hvem invaderede først set i det lange perspektiv?
Var det ikke de åh så civiliserede hvide ? Er de tikke de hvide der har ødelagt kloden mest med deres/vores umættelige begær, som du måske mener vi har fortjent?
Men så må alle jo i stedet bidrage til, at folk ikke har noget ønske om at rejse fra deres hjemland/-egn/-verdensdel.
Det er ikke et spørgsmål om åbne eller lukkede grænser. Sagen er, at ministeren og regeringen gør alt, hvad der står i deres magt, og det er ikke så lidt, for at få Danmark til at fremstå som det mindst flygtningevenlige land i Europa.
Åbne eller lukkede grænser er ikke spørgsmålet her, det handler alene om at være førende i flygtningefjendtlighed. Og det går jo tilsyneladende vældig godt.
Viggo Okholm, 21. februar, 2022 - 18:04.
Du lyder som en rigtigt god kristen. Har du nogensinde hørt om arvesynden? Eller måske om udtrykket ”mea culpa” i den katolske kirke?
Ministeren argumenterer mod åbne grænser, men er der overhovedet noget politisk partier, der går ind for det?
Nu er Afrika kommet lidt på banen igen.
Og når jeg er lidt i det kontante hjørne, så har jeg nogle påstande herom:
Selv om menneskehedens vugge stod i Afrika, så har de endnu ikke lært og brødføde sig selv.
Og hvis man ser tingene lidt fra oven, i et lidt større perspektiv kan man konstatere, at der i al historisk tid har foregået en transport af mennesker fra Vestafrika og til henholdsvis Ægypten, Romerriget, Mellemøsten og Amerika.
Indtil for et par hundrede år siden blev transporten kaldt for slavehandel.
I dag bliver transporten kaldt for emigration, men der er nok tale om den samme transport af befolkningsoverskud. I gamle dage blev den, som organiserede transporten, kaldt for en slavehandler, - i dag bliver de kaldt for menneskesmuglere.
Men i bund og grund, er det det samme som foregår i dag, som for mere end 500 år siden.
Og netop det med at det er det samme som foregår i dag, er nok også det store problem i Afrika.
Man gør det samme, som den forrige generation gjorde, og generationen før den,,,,,osv, osv.
Det minder lidt om et citat af Albert Einstein, ja, ham med E=mc²; Det er topmålet af menneskelig dumhed at gøre det samme om og om igen, og så forvente et andet resultat!!
Her er en beretning fra FAO, FN’s organisation for fødevarer og landbrug.
Her var man nede i en landsby i Sudan, hvor der ikke var nogen brønd eller anden form for vandforsyning i landsbyen. Nærmeste kilde var 6 km væk og vandet skulle bæres tilbage til landsbyen i krukker på hovedet.
FAO ville gerne etablere en brønd i landsbyen, men landsbyens ældste afslog tilbuddet med begrundelsen: hvad skal kvinderne så lave??
Med andre ord, man gør sådan som man plejer, og man er selvfølgelig lige så fattig som man altid har været.
Og så kan det selvfølgelig være fristende, at søge lykken i Europa, men det har jo ikke noget med at være flygtning, her er man lykkeridder.
Viggo Okholm - 21. februar, 2022 - 18:04
"Er de tikke de hvide der har ødelagt kloden mest med deres/vores umættelige begær, som du måske mener vi har fortjent?"
Ødelagt kloden ? - Vi har givet 9/10 af dem muligheden for at eksistere ved at give dem adgang til vores civilisations frembringelser, især jordbrugs- og medicinsk teknologi.
Steffen Gliese - 21. februar, 2022 - 19:03
"Men så må alle jo i stedet bidrage til, at folk ikke har noget ønske om at rejse fra deres hjemland/-egn/-verdensdel."
Det er med forlov noget tågeri. Vi har jo da ikke magt over, hvordan man griber tilværelsen an rundt om i verden.