dialog
Læsetid: 9 min.

Zeinab blev forsonet med sin mor efter genopdragelsesrejse: Nu skal andre lære af hendes historie

Emner som corona, klimakrise og #MeToo fører ofte til splittelse, men sådan behøver det ikke at være ifølge Özlem Cekic. Med støtte fra Folketinget og Nordea-fonden håber hun at lære folk at indgå i dialog gennem sin nye, landsdækkende brobyggeruddannelse. Information var med på første weekend, hvor det handlede om de nære relationer
Debattør, forfatter og tidligere SF-politiker Özlem Cekic (th.) står i spidsen for en ny brobyggeruddannelse, som bygger på hendes dialogkaffe-principper.

Debattør, forfatter og tidligere SF-politiker Özlem Cekic (th.) står i spidsen for en ny brobyggeruddannelse, som bygger på hendes dialogkaffe-principper.

Nanna Navntoft

Indland
7. februar 2022

Zeinab Mosawi var 16 år, da hun i 2011 tog på juleferie med sine forældre og sin bror i Syrien. Det var der ikke noget usædvanligt i – det havde de gjort flere gange før. Men da det blev dagen inden hjemrejsen, fik hun at vide, at hun ikke skulle med hjem til Allerød, hvor hun var vokset op. I stedet var det planen, at hun skulle rejse med sin far til Irak for at besøge hans del af familien.

Men da de kom frem, tog Zeinab Mosawis far passet fra hende og rejste hjem alene. De efterfølgende fem måneder tilbragte hun med sin irakiske familie uden at vide, hvorfor hun var der, eller hvornår hun skulle hjem. Hun var bange, begyndte at skære i sig selv og døjede med selvmordstanker.

Familien holdt hende i kort snor, men en dag lykkedes det alligevel Zeinab Mosawi at tilsnige sig adgang til en computer, hvorfra hun skrev til sin sagsbehandler. Efter et par ugers planlægning lykkedes det hende at undslippe familien og komme hjem til Danmark, hvor hun blev indskrevet på et krisecenter.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

For at følge op på overskriften: Hvad er det så vi skal lære af Zeinabs historie?

jens christian jacobsen

@Gert Romme
Tænk at det skulle lykkes at komme i dialog med dig - oven i købet uden at jeg har bedt om det. Fantastisk. Måske vi begge - indirekte - er blevet inspireret af emnet?
Sådan som jeg forstår dit svar, er det noget i retning af at genopdragelse i hjemlandet er en god ting. Alt andet lige naturligvis.
Men så skriver du:
'..I øvrigt er opdragelsesrejser ikke noget nyt og udansk. Tidligere var det jo sådan, at unge og lidt utilpassede mænd, ofte fik en opdragende rejse med et af de mange danske fartøjer som skibsdreng. Og måske var der nogle, der ikke blev ganske opdraget, med de fleste kom i hvert fald hjem som ganske modne samfundsborgere.'
Dengang jeg læste pædagogik, læste vi en russer, der hed Makarenko, som samlede forældreløse børn op på gader, stræder og på landet efter 1. verdenskrig (såvidt jeg husker) Han opdrog dem til at være gode kommunister, der kæmpede for de lokale fællesskaber de var i. Hos ham hed det også genopdragelse, idet de jhavde været opdraget, men ikke i god, kommunistisk ånd. Der var nok snarere tale om indoktrinering i værdier, som Makarenko mente, de skulle annamme.
Denne ekskurs, fordi jeg ikke forstår din udlægning af genopdragelse. Der var vist ikke megen lykke i Zainebs oplevelser i hjemlandet. Men det kan selvfølgelig være at hun på en eller anden måde kom hjem som en mere moden, retskaffen og hårdhudet ung etnisk kvinde. Ligesom dine skibsdrenge. Og ligesom Makarenkos børn.
Der er bare et problem, for sådan læser jeg ikke hendes oplevelser. Så jeg tillader mig igen at spørge: Hvad skal vi lære ud fra Zainebs oplevelser med at blive genopdraget i hjemlandet?

Freddie Vindberg

Hvorom alting er, så tager jeg skyklapperne af, for Özlem Cekic og hendes utrættelige arbejde for et mere forenet Danmark.

nanna Brendstrup, Steffen Gliese, Jesper Sano Højdal, Christel Gruner-Olesen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, René Petersen, erik pedersen, Ruth Sørensen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Svend Jespersen

Af og til kan en parabel eller lignelse medvirke til at klargøre en situation. Jeg vil tillade mig en her.

For mange år siden flyttede min kone og jeg til Danmark pga. religiøse, sociale og politiske stridigheder i hendes katolske hjemland, Irland. Protestanter og ikke-troende blev på mange områder diskrimineret og forfulgt, fordi den katolske kirke havde kontrollen over skoler, sundheds- og socialvæsen, medier og dermed den offentlige diskurs på alle områder.

Efter nogle år i Danmark fandt vi ud af, at vores børn var blevet for ”danske”, så vi rejste til Irland, efterlod vores børn i den katolske families varetægt og snuppede deres pas. Vi indskrev dem på en katolsk kostskole, hvor de blev holdt under konstant opsyn, og hvor de blev undervist i den katolske kirkes lære om den alttilgivende og kærlige Fader, som kun ville deres bedste. Hvis tvivlen på noget tidspunkt skulle snige sig ind i deres sind, så ville de ikke kunne finde nogen trøst i at dele den med den irske komiker, Dave Allen, for han var totalt forbudt hos Raidió Teilifís Éireann.

https://www.facebook.com/watch/?v=10157128140208452

Hvis vi havde offentliggjort den historie i 2017, hvordan mon så reaktionerne fra offentligheden ville have været? Hvor mange ville have fundet på at invitere os på kaffe for at fortælle os, at det her skal vi altså lige snakke om, selvfølgelig med gensidig respekt for alles synspunkter.

Og hvor mange ville have reageret med anerkendende nik til respekten for alsidighed og hensyntagen til alle kulturer? Og, nå ja, så skal vi selvfølgelig også lige have lidt med om DF i et sådant indlæg, hvis det skal være fuldkomment, men jeg kan ikke rigtigt komme i tanker om noget. Så undskyld!

Bent Nørgaard

@Svend Jespersen. Der ser du forskellen på fiktion og virkelighed. Du, I din religion, måtte ty til en løgn, for at forsvare en anden religions vanvid. Bon Appetit.

Svend Jespersen

Bent Nørgaard og Inger Pedersen.

Begivenhederne i min kommentar 07. februar, 2022 – 21:17 er fiktive, som Steffen Gliese også har forstået. Jeg er areligiøs, men 11 år i Mellemøsten og 33 års ægteskab med en irer og dermed nær kontakt til den katolske kirke og tro har gjort mig nysgerrig mht. religioner. Årene i Mellemøsten og Irland har også lært mig diplomatiets varsomme sprogbrug i nogle situationer. Hvordan forholder man sig f.eks. til det at modtage et brev, som siger: ”Selvfølgelig skal din søn døbes og opdrages i den katolske kirkes tro og lære? Derom kan der ingen tvivl være”.

Og så har jeg for øvrigt stor respekt for Özlem Cekic. Hun ser ud til at have både læst og forstået Hal Kochs debatindlæg fra 1945, ”Ordet eller sværdet”. Men, som andre debattører også gjorde ham opmærksom på, ordet kan ikke altid stå alene, en debat er ikke mulig, hvis kun den ene part ønsker den, og en debat skal også kunne give plads til en klar og utvetydig afstandtagen fra modpartens synspunkter og handlinger.