Zeinab blev forsonet med sin mor efter genopdragelsesrejse: Nu skal andre lære af hendes historie

Zeinab Mosawi var 16 år, da hun i 2011 tog på juleferie med sine forældre og sin bror i Syrien. Det var der ikke noget usædvanligt i – det havde de gjort flere gange før. Men da det blev dagen inden hjemrejsen, fik hun at vide, at hun ikke skulle med hjem til Allerød, hvor hun var vokset op. I stedet var det planen, at hun skulle rejse med sin far til Irak for at besøge hans del af familien.

Men da de kom frem, tog Zeinab Mosawis far passet fra hende og rejste hjem alene. De efterfølgende fem måneder tilbragte hun med sin irakiske familie uden at vide, hvorfor hun var der, eller hvornår hun skulle hjem. Hun var bange, begyndte at skære i sig selv og døjede med selvmordstanker.

Familien holdt hende i kort snor, men en dag lykkedes det alligevel Zeinab Mosawi at tilsnige sig adgang til en computer, hvorfra hun skrev til sin sagsbehandler. Efter et par ugers planlægning lykkedes det hende at undslippe familien og komme hjem til Danmark, hvor hun blev indskrevet på et krisecenter.

Her boede hun i et par måneder uden nogen kontakt til sit gamle netværk og flyttede efterfølgende ind på et opholdssted. Hver uge talte hun med en psykolog, der hjalp hende med at tackle sin vrede og frygt for sin far. Men lige langsomt var der også noget andet, der fyldte hos Zeinab Mosawi. Hun savnede sin mor mere og mere og manglede en forklaring på det, der var sket.

Zeinab Mosawi, der fortæller om den svære forsoning med ens nærmeste på ny landsdækkende brobyggeruddannelse, som er blevet til på tidligere folketingsmedlem Özlem Cekics initiativ.

 

Nanna Navntoft

Så en dag skaffede hun en telefon og et taletidskort og foretog i alt hemmelighed et opkald. Da Zeinab Mosawi efter et par ubesvarede opkald endelig kunne høre sin mors stemme i røret, blev hun dog mødt af en anden reaktion, end hun havde håbet på:

»Du ved ikke, hvad du har gjort ved familiens ære. Du er ikke min datter længere, og du skal aldrig kontakte mig igen,« gengiver Zeinab Mosawi.

Den svære forsoning

Hun sidder på en barstol med en mikrofon i hånden og taler til en forsamling, der sidder inddelt i mindre grupper rundt om hvert deres kvadratiske bord. Ved siden af Zeinab Mosawi sidder forfatter, tidligere SF-politiker og generelsekretær for Foreningen Brobyggerne Özlem Cekic. Hun har inviteret Zeinab Mosawi til at fortælle sin historie for deltagerne på en ny brobyggeruddannelse, som bygger på Özlem Cekics dialogkaffe-principper.

Målet med uddannelsen er i korte træk at ruste deltagerne til at tage de svære dialoger, bygge bro til folk, de er uenige med, og gøre sig umage med at forstå modparten. Den foregår over to weekender, hvor deltagerne udfører øvelser og er med til en række oplæg med blandt andre en ekspert i konflikthåndtering, en række politikere med erfaring fra den offentlige debat og en ekspert i sociale medier. I dag er det Zeinab Mosawi, der fortæller om den svære forsoning med ens nærmeste.

Zeinab Mosawis historie slutter nemlig ikke med morens afvisning i telefonen. 

Et års tid senere vendte moren tilbage, og de to genoptog så småt kontakten. I mellemtiden udgav Zeinab Mosawi bogen Himlen over min fars tag om sin opvækst med vold, social kontrol og om genopdragelsesrejsen til Irak. Bogen tager udgangspunkt i oplevelserne med faren, men i flere år gik Zeinab Mosawi også og overvejede at skrive en bog med udgangspunkt i sin mor. Da hun en dag spurgte moren, om hun ville være med, forventede hun dog et nej.

»Men så siger hun bare ja, så jeg spørger, om hun har forstået, hvad jeg sagde, og det havde hun. Og så tænker jeg: Jamen, har jeg overhovedet lyst til det alligevel?« fortæller hun og får salen til at bryde ud i latter.

Nanna Navntoft

Bogen, der fik titlen Jorden under min mors fødder, blev Zeinab Mosawis mulighed for at fortælle sin mor om det svigt, hun havde oplevet, samtidig med at hun fik indblik i morens bevæggrunde og opvækst i Irak.

Fokus på at få ret

En af dem, der sidder i salen og lytter til Zeinab Mosawis historie, er Britta Kornholt, der underviser i religionsfagene på læreruddannelsen på Campus Carlsberg. Hun håber på at kunne bruge brobyggeruddannelsen i sit arbejde:

»Jeg står tit i undervisningen, hvor der dukker nogle kontroversielle emner op, for eksempel omskæring. Så står man med en gruppe studerende, der mener, at det er lemlæstelse, og en anden gruppe, der ser det som en religiøs pligt,« fortæller Britta Kornholt.

Ved et andet bord sidder Nanna Ellen Amer, der er projektmedarbejder i Jødisk Informationscenter. Hun håber ligeledes at blive bedre til at bygge bro både gennem deres arbejde og i private sammenhænge:

»Jeg har ikke selv jødisk baggrund, så da jeg blev ansat i Jødisk Informationscenter, oplevede jeg for første gang at blive spurgt direkte til store politiske spørgsmål som Israel-Palæstina-konflikten, som jeg aldrig personligt har skullet stå til ansvar for før,« fortæller Nanna Ellen Amer.

Hun indrømmer, at hun tidligere ofte har haft fokus på at få ret frem for at lytte til modpartens synspunkter, når hun har været uenig med nogen. For eksempel når hun har diskuteret identitetspolitik med sin far:

»Hvor vi er gået helt skævt af hinanden, fordi vi har brugt et meget lukket sprog. Der har ikke været nogen dør på klem for at få indblik i, hvorfor vi hver især mener, hvad vi gør, og der har jeg klart fået nogle redskaber til at gribe det an på en anden måde,« siger Nanna Ellen Amer.

Ifølge Özlem Cekic er det netop dialogen med de nære relationer, der er ofte er den sværeste.

Mens du nemt kan logge af Facebook, når en diskussion i kommentarsporet kører af sporet, kan du ikke tage dit barn ud af skolen, hver gang du er uenig med klasselæren, eller skifte job ved den mindste uenighed med din chef. Det oplevede Özlem Cekic selv, da hun blev uvenner med sin far, fordi han stemte på den tyrkiske præsident Erdogan:

»Jeg rendte jo rundt i hele verden og snakkede om dialogkaffe og brobygning, mens jeg var i krig med min egen far, og der gik det virkelig op for mig, at den sværeste dialogkaffe, jeg kunne drikke, det var faktisk med ham,« siger hun.

Større behov efter corona

Derfor handler første weekend på uddannelse netop om det, Özlem Cekic kalder ’de små broer’, mens anden weekend har fokus på den offentlige debat, sociale medier og det mere ekstreme. Brobyggeruddannelsen er finansieret af Nordea-fonden med 1,2 millioner kroner og af Folketinget med en million kroner og bliver også afholdt i Aarhus, Aalborg, Roskilde og Nyborg.

I aftaleteksten fra Folketinget er det blandt andet formuleret, at brobyggeruddannelse skal »modvirke ekstremisme, hadsk tale og negativ social kontrol«. Samtidig afslutter deltagerne i hver region med at lave en brobyggende aktivitet, som bliver bedømt.

Efterspørgslen efter at komme med på første hold i København har været enorm, fortæller Özlem Cekic, og behovet for brobygning er stort lige nu, mener hun. Temaer som #MeToo og klimaforandringerne har det med at splitte folk i to lejre, og det gælder ikke mindst corona, hvor folks forskellige tilgange til pandemien er kommet til udtryk i mange sammenhænge:

»Fordi man fra politisk side i høj grad har delt mennesker op i de gode borgere, der har samfundssind og sætter sig selv til side for flertallet, og de dårlige borgere, der er egoister,« siger Özlem Cekic.

Den betragtning kan flere af deltagerne i salen nikke genkendende til. Natasa Jankovska er ansat ved De Bemandede Legepladser, som afholder arrangementer for børnefamilier forskellige steder i København. Hun fortæller, at de i hendes familie, som består af hende selv, hendes mand og deres fire børn, er tre, der er vaccinerede, og tre, der ikke er:

»Og det har vi talt meget om, men er ligesom nået dertil, hvor det ikke hjælper at diskutere mere. Det her har virkelig givet mod på at forsøge at forstå de andres holdning,« siger hun.

Den lange periode med færre sociale kontakter har desuden svækket kompetencerne til at indgå i en dialog, mener Susie Skov Nørregård, der er selvstændig konsulent.

»Så jeg tror både, der er alt det, man kan være uenig om i forhold til corona, men også de afledte effekter af at have været isoleret,« siger hun.

Dialog på tværs af diversitet

I salen bliver der så småt gjort klar til eftermiddagspause. Deltagerne rejser sig fra deres borde og stimler sammen ved et langbord med kaffe og kage.

En midaldrende kvinde i en stor, gul sweater med tørklæde om håret venter tålmodigt ved siden af en ældre herre i skjorte og jakke og en ung kvinde med store øreringe og piercing i næsen. Forsamlingens diversitet er et helt bevidst træk, ifølge Özlem Cekic. 

Det er nemlig et princip, at en tredjedel af deltagerne på uddannelsen skal have minoritetsbaggrund, og at halvdelen skal være unge. Samtidig har de forsøgt at blande folk mest muligt på baggrund af køn og seksualitet, fortæller hun.

»For tit, når der opstår gnidninger mellem forskellige befolkningsgrupper, så synes jeg, at det er helt naturligt, at man også inviterer de forskellige slags befolkningsgrupper, så vi ikke kun taler om hinanden, men også med hinanden,« siger Özlem Cekic.

Nanna Navntoft

Hun bemærker, at det ikke er en forudsætning for at være med på uddannelsen, at man tror på dialog og mangfoldighed – faktisk håber hun også at tiltrække deltagere, der har en anden tilgang. Men selv hvis alle deltagerne på forhånd er tilhængere af principperne bag dialogkaffe, er der stadig noget at lære, mener hun:

»Bare fordi man vil dialogen, betyder det jo ikke, at man kan. Og det kan jo godt være, at man synes, det er en rigtigt god idé med mangfoldighed og tolerance, men gælder det også i ens forhold til folk, der stemmer Nye Borgerlige?«

– Men kan du se en udfordring i, at det ikke er dem, der stemmer Nye Borgerlige, som er med på uddannelsen?

»Jeg ved faktisk ikke, om her er nogen, der stemmer på Nye Borgerlige, men jeg kan godt se udfordringen i, at vi ofte ikke kan tiltrække de yderste fløje – hverken højre- eller venstrefløjen. Men vi skal jo starte et sted, og mange af de konflikter, folk har, er ofte med naboer eller kolleger. Det er sjældent de mest ekstreme, de møder i deres hverdag,« siger Özlem Cekic.

Nanna Navntoft

Hun bliver ofte spurgt, hvor grænsen for dialog går – om forsoning og gensidig forståelse altid er den rigtige løsning. I Zeinab Mosawis tilfælde var der flere perioder, hvor hun overvejede muligheden for aldrig at tage kontakt til sin familie igen. Det havde været det nemmeste, mener hun:

»Men det er heller ikke det liv, jeg har lyst til at leve, for jeg vil gerne have et forhold til min familie,« siger Zeinab Mosawi.

Hun overvejer stadig, om hun en dag skal tage kontakt til sin far, som hun ikke har set i otte år. Hun tænker over, at hun ikke kommer til at have ham for evigt, men hun er også bevidst om, at den forsoning vil være en del mere kompliceret, fordi han tidligere har været voldelig mod hende.

»Det er det, der er den store forskel mellem Zeinabs far og Zeinabs mor,« tilføjer Özlem Cekic og bemærker, at vold og trusler netop er det, der kortslutter en dialog. Hun håber, at dialog omvendt også kan forebygge vold.

Özlem Cekic opsøger heller aldrig de personer, der af og til sender hende trusler.

»Den dialogkaffe kan de tage med politiet,« siger hun.