Forsvar
Læsetid: 11 min.

Det begyndte med en ulmende frygt for sovjetisk invasion. Her er historien om Danmark i NATO

Siden Ruslands invasion af Ukraine synes danskernes og politikernes opbakning til NATO og et større forsvar at være historisk stor. Information genfortæller historien om Danmarks rolle i forsvarsalliancen, hvor det især under Den Kolde Krig handlede om at sikre afspænding og våbennedtrapning
Tusindvis af danskere deltog i påsken 1961’erne i fredsdemonstrationen i kampen for et atomvåbenfrit Norden. 

Tusindvis af danskere deltog i påsken 1961’erne i fredsdemonstrationen i kampen for et atomvåbenfrit Norden. 

Tage Nielsen

Indland
5. marts 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

»Dybest i alle menneskers sind, i alle folks hjerter, lever et ønske og et håb. Det er ønsket og håbet om fred.«

Sådan indledte den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft en tale til folket i 1951. En tale, som skulle forklare danskerne, hvorfor det var nødvendigt, at Danmark var medlem af Atlantpagten (senere NATO).

Den seneste uge har politikere fra højre mod venstre slået fast, at netop den vestlige forsvarsalliance er vores værn mod ufred.

På dagen, hvor Rusland invaderede Ukraine, stemte et stort flertal i Folketinget for at sende flere tropper til NATO’s mission i Estland samt bidrage med to F-16-kampfly til at overvåge luftrummet over Polen. Folketinget gav også regeringen støtte til, at de danske styrker i yderste konsekvens må skyde først.

Noget tyder på, at politikerne har befolkningen med sig. Til demonstrationer mod Ukrainekrigen i weekenden klappede og hujede menneskemængden over de politiske erklæringer om at øge udgifterne til forsvaret. Og Enhedslisten, som historisk har været imod alliancen, står isoleret tilbage og har mødt stærk kritik.

Men opbakningen til NATO har ikke altid været så stor, som den er netop nu, hvor russernes militære fremfærd i Ukraine udspiller sig for øjnene af os. Da Hans Hedtoft i 1951 stod med dannebrog i baggrunden og flere tusinde mennesker foran sig, holdt han sin tale for at overbevise flere om, at medlemskabet indgået to år forinden var det rigtige. På det tidspunkt var 49 procent af danskerne for, mens 27 procent var imod, viste en gallupmåling.

Mens de fleste nok kunne være enige i Hans Hedtofts påstand om, at der dybest i alle menneskers sind lever et håb og et ønske om fred, meldte spørgsmålet sig: Var en vestlig forsvarsalliance nu også den bedste garant for freden?

Det spørgsmål er blevet rejst igen og igen i den danske debat sideløbende med, at Danmarks rolle i NATO har forandret sig.

En trussel mod Danmark

Kimen til dansk medlemskab af NATO blev lagt i 1948.

I dagene op til påsken modtog den danske regering en række efterretninger, som tydede på, at Sovjetunionen planlagde en aktion mod Danmark. Det skete, netop som kommunisterne havde gennemført et kup Tjekkoslovakiet. Rundt om i Europa spredtes frygten for, hvad Sovjetunionen havde gang i.

Selv om en sådan aktion aldrig kom, var den såkaldte Påskekrise med til at minde danskerne om, at friheden ikke skulle tages for givet. Men også, at Danmark reelt var forsvarsløs, hvis russerne invaderede landet.

Det var i 1949 et stort skridt for Danmark at sige ja til at være med i en vestlig militæralliance. Hidtil havde vi forholdt os neutralt i globale konflikter, og frygten var, at man med en vestlig alliance ville optrappe konflikten mellem øst og vest.

Men da et forsvarsforbund med Norge og Sverige faldt til jorden, var der ikke nogen vej uden om for regeringen.

»Vi må indrette os efter realiteterne,« lød det dundrende fra Hans Hedtoft i talen fra 1951. Og realiteterne var, fortsatte han, at Danmark havde en udsat beliggenhed mellem Østersøen og Atlanterhavet. Mellem Europas fastland og den skandinaviske halvø.

»Det viser os alle sammen, at den dag, der er strid, kan den kyniske angribe og uden skrubler tage os, vort land, dig og mig, mellem sine jernkæber.«

Mens Venstre og De Konservative var for den nordatlantiske alliance, var regeringens støttepartier De Radikale og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) modstandere. I 1949 stemte 119 folketingsmedlemmer for medlemskab, mens 23 var imod.

Og når man ser på meningsmålinger om danskernes opbakning til NATO fra den tid, tegner der sig et billede af en splittet befolkning. Poul Villaume, professor emeritus ved Københavns Universitet og koldkrigshistoriker, fremhæver, at modstanderne ville fastholde dansk neutralitet og ikke-militarisme som det bedste værn for Danmark, mens tilhængerne frygtede en ny besættelse som under Anden Verdenskrig, hvor man reelt var forsvarsløs.

De historiske gallupmålinger viser også, at der er en vis sammenhæng mellem, hvad der foregik i verden, og hvor stor opbakning NATO havde i befolkningen, påpeger Poul Villaume.

I 1956 blev 2.000 ungarere slået ihjel af sovjetiske styrker under en opstand i landet. Og i 1957 sendte Sovjetunionen satellitter i kredsløb om jorden. Næsten samtidig svandt modstanden mod NATO ind til et hidtidigt lavpunkt på omkring ti procent.

Men det var nok ikke den eneste årsag, fremfører historikeren:

»Når tilhængerprocenten steg fra midten af halvfjerdserne og frem, tror jeg også, at det hang sammen med, at NATO fik en større afspændingsprofil.«

Danmark for nedtrapning

1950’erne var tiden, hvor Danmark måtte tilpasse sig de militære NATO-standarder. Det betød blandt andet, at man opdaterede militæret til at passe til det amerikanske. Men det var også en tid, hvor man skulle tilpasse sig politisk. Selv om Hans Hedtoft var tilhænger af alliancen, betød det ikke, at Danmark blot fulgte med stormagten USA.

Det slog statsministeren da også fast i sin tale:

»Vi er for internationalt samarbejde. Vi er for solidariteten. Men vi er imod ukritisk at sige ja til alt, hvad der bliver os forelagt,« sagde han.

Det kom til udtryk flere gange i de følgende årtierne. Det mest spektakulære eksempel er ifølge Poul Villaume, da Danmark i 1952 sagde nej til amerikanske styrker på dansk jord i fredstid.

Amerikanerne havde ønsket at få udstationeret 150 jagerfly på to jyske flybaser. Samtidig ønskede de, at over 4.000 amerikanske soldater skulle placeres på de to baser.

Den socialdemokratiske regering ville overveje det på betingelse af, at Danmark altid kunne opsige en sådan baseaftale, og at de pågældende flystyrker ikke måtte flyttes for at føre krige på afstand af Danmark uden dansk tilladelse. Det vil altså sige, at man krævede dansk vetoret over de amerikanske styrker i Danmark. Men det sagde USA nej til.

I 1957-58 kom der et ønske fra amerikanerne om at placere atomvåben i Danmark, men det afslog den danske regering. Hovedårsagen var, at man ikke ville virke unødvendigt provokerende over for østblokken.

Poul Villaume kalder Danmarks rolle i NATO fra 1950’erne og frem til 1980’erne for loyal, men ofte relativt selvstændig. Den handlede ud over at deltage i alliancens militære afskrækkelse også om at lægge stor vægt på afspænding og våbenkontrol. For eksempel var man ofte aktivistisk i sit diplomati for at få etableret den såkaldte Helsinki-proces. En konference med det formål at udveksle informationer og øge kontakten mellem øst og vest.

Mens den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger og præsident Richard Nixon i starten af 70’erne ikke tillagde den europæiske sikkerhedskonference nogen særlig værdi, stod de mindre NATO-lande og de neutrale lande sammen om at tillægge en fælleseuropæisk afspændingskurs stor betydning.

Denne skepsis over for at lade USA diktere det hele skete, på trods af at der typisk var et højt spændingsniveau i Europa, påpeger Poul Villaume.

»Den Kolde Krig var koldest i 50’erne og i starten af 60’erne. Så kom der en vis afspænding, men pointen er god nok: Vi prøvede parallelt med de andre nordiske lande at fastholde en form for lavspændingsstatus for Norden.«

Den omstridte fodnotepolitik

Man kan ikke skrive en historisk artikel om Danmark i NATO uden også at komme ind på fodnotepolitikken i 1980’erne. En politik, som historikere i dag diskuterer konsekvenserne af, men som de fleste politikere nu tager afstand fra.

Ifølge Poul Villaume var den især en reaktion på den nye atomare oprustning med de såkaldte mellemdistancemissiler. NATO ønskede at stille dem op som modsvar til de sovjetiske SS20-missiler. Disse missiler øgede efter manges opfattelse risikoen for en begrænset atomkrig i Europa. Og de skabte en stor krigsfrygt i befolkningen, som førte til folkelige bevægelser mod atomvåben. De vandt udbredelse i store dele af Vesten. Også herhjemme.

Et flertal uden om den borgerlige regering var imod oprustningen og fik derfor gennemtrumfet forslag, som gik imod de tiltag, som NATO stod for.

Indenrigspolitisk havde Socialdemokratiet desuden en interesse i at profilere sig på den udbredte atomkrigsfrygt.

I dag lægger Socialdemokratiet officielt afstand til fodnotepolitikken. Og Uffe Ellemann-Jensen (V), som dengang var udenrigsminister, har flere gange sagt, at hvis alle andre NATO-lande dengang havde gjort som Danmark, ville Vesten have været ilde stedt.

»Men der vil jeg nu nok mene, at hvis man som historiker skal gå til det, så er det lidt mere kompliceret,« siger Poul Villaume.

Han fremfører blandt andet, at de store bevægelser imod atomvåbenoprustningen i både vest og øst formentlig også var med til at få Reagan-regeringen til at tænke sig om og være mere villig til at indgå i dialog og våbenkontrolforhandlingerne med russerne, især da Gorbatjov kom til magten.

»Modstanden mod NATO’s nye atomvåben blev også delt af førende amerikanske våbenkontroleksperter,« siger Poul Villaume.

En militariseret aktør

Efter Den Kolde Krigs afslutning faldt modstanden i befolkningen mod NATO til ti procent, mens 80 procent var for alliancen.

I de officielle trusselsanalyser fremgik det, at der ikke længere var nogen trussel mod Vesten. Man neddroslede territorialforsvaret. Til gengæld begyndte man efter 9/11 at ruste militæret til at føre ørkenkrig.

Der var kommet en stigende tro i Vesten på, at man udefra og ovenfra kunne udbrede demokratiet til store dele af resten af verden. Irak, Afghanistan, Libyen og måske endda Kina.

»Det var en følge af den sejrsberuste stemning, som var i 90’erne og fortsatte i 00’erne,« siger Poul Villaume.

Den betød samtidig også et skifte i dansk udenrigspolitik og rolle som NATO-land. Danmark blev mere høgeagtig.

»Man troede, at man med militære midler kunne nedkæmpe Taleban i Afghanistan og få styr på oprøret og borgerkrigen i Irak. Og i Libyen det samme.«

Krigene viste sig som bekendt langt hen ad vejen at blive fiaskoer. »Og de kostede hundredtusinder af civile menneskeliv,« påpeger Poul Villaume. Men de førte ifølge ham ikke til et nævneværdigt pres på NATO-opbakningen herhjemme.

Da krigsoptimismen ifølge Poul Villaume var på sit højeste i slutningen af 00’erne, var det et oplæg til forsvarsforliget, at man skulle ruste forsvaret til at kunne føre to krige under ørkenlignende forhold. I 2011 blev SF officielt tilhænger af NATO, og kun Enhedslisten var fortsat fortaler for at etablere en alternativ sikkerhedsordning.

Sideløbende med at føre krige fjernt fra os gik man helhjertet ind for, at NATO skulle udvides mod øst. Først i 1999, da Polen, Tjekkiet og Ungarn blev indlemmet, og senere i 2004, da de ni lande Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Albanien, Makedonien, Bulgarien og Rumænien fulgte. Men heller ikke dét førte til stor debat herhjemme.

Kun få kritikere, herunder internationale eksperter i sikkerhedspolitik, advarede mod, at det gik for hurtigt, og at man ikke i tilstrækkeligt omfang inddrog Ruslands sikkerhedsinteresser. Risikoen var, mente de, at man isolerede og marginaliserede Rusland med den følge, at der ville komme større modvilje og modstand på længere sigt, når Rusland kom til kræfter igen.

Poul Villaume argumenterer for, at det var udtryk for naivitet fra Vestens side, at man på den ene side støttede udvidelsen mod øst, uden at man forudså, at det en dag kunne føre til en reaktion fra øst – og at man på den anden side samtidig afmonterede væsentlige dele af territorialforsvaret i Vesteuropa for at føre krig i fjerne lande.

»Det har været en meget kortsigtet politik. Som vi på nogle punkter ser konsekvenserne af nu.«

Økonomi og diplomati

Den nuværende situation har netop sat gang i en debat herhjemme om prioriteringen af forsvaret og de danske forsvarsbudgetter.

Debatten er aktualiseret, men ikke ny. Lige siden Danmark blev medlem af NATO, har den løbende rumsteret og er dukket op til overfladen. Igennem tiden har Danmark sammenlignet med mange andre NATO-lande brugt en markant mindre del af BNP på det militære forsvar. Til gengæld, fremhæver Poul Villaume, bidrog vi meget på den politiske og diplomatiske front.

»Og så havde vi Grønland med Thulebasen at bidrage med. Derfor så man måske mere igennem fingrene med, at Danmark ikke bidrog særligt meget økonomisk,« siger han.

Selv om vi siden 2014 har forpligtet os på arbejde i retning af at bidrage med to procent af BNP, ser det ud til, at det først er nu, at vi vil gøre alvor af løftet. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at et land som Tyskland allerede har meldt ud, at det vil øge forsvarsbudgetterne med 100 milliarder euro.

Poul Villaume fremhæver, at der nu varmes op til en »voldsom« militær oprustning på begge sider.

»Efter Ruslands chokerende aggression mod Ukraine er vestlige militære modforanstaltninger uundgåelige,« siger han.

Men han advarer samtidig om, at det sker på et tidspunkt, hvor stort set alle våbenkontrolaftaler fra Den Kolde Krig er opsagt eller udløbet. Det gør ifølge ham situationen endnu mere farlig.

»Aftalerne betød, at der dengang var en vis begrænsning, når det kom til oprustning. Og at man ikke bare kunne opstille nye våbensystemer uden videre. Det var en slags reguleret våbenopbygning fra begge sider af konflikten,« siger han.

Han mener, at de historiske erfaringer bør tjene som en påmindelse til danske politikere om, at det er muligt at træde varsomt selv i en højspændt tid.

I dag følger vi trop

Poul Villaume har i dagene siden den russiske invasion af Ukraine registreret en kraftigt opskruet militant retorik både fra Ruslands og fra NATO-landenes side. Han mener, at den kun har fortilfælde i Den Kolde Krigs historie i begyndelsen af 1980’erne efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan.

»Selv i 1956 og i 1968, da Sovjet invaderede Ungarn og Tjekkoslovakiet, var retorikken ikke lige så skarp herhjemme, som vi ser nu.«

Ifølge ham er der god grund til at holde hovedet koldt og gradvist at søge diplomatisk nedtrapning. Mens der historisk set under Den Kolde Krig var plads til forskellige nuanceringer og nationale dispositioner inden for NATO-familien, ser han i øjeblikket, at der ikke må være den mindste sprække af uenighed.

»Det er forventeligt og helt forståeligt i den akutte situation, mens Putins Rusland fører brutal krig mod Ukraine. Men på længere sigt er det næppe i dansk sikkerhedspolitisk interesse, at der i enhver situation ikke må kunne stikkes et A4-ark ind mellem Danmark og USA, sådan som Mette Frederiksen har erklæret,« siger han.

Han slår fast, at Danmark gennem sit medlemskab af NATO overordnet set har fået indflydelse på sin egen sikkerhedssituation. Og at vi især i den første halvdel af NATO’s historie har gjort vores stemme gældende som en småstat, der foruden det militære også bidrog til NATO med kreativt og selvstændigt diplomati.

»Det kan godt være en påmindelse til politikerne i dag.«

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Finn Jakobsen

I al væsentlighed er problemet med NATO, at det er et andet ord for USA.
Dermed bliver alle de beskidte interventioner, som USA har foretaget her, der og allevegne, også et bassalt forhold ved NATO, som bliver umuligt at abstrahere fra.
Måske er det rigtigt, at NATO er nødvendigt for at få Putins Rusland til at holde sig på afstand - men det er langtfra betryggende - uanset hvem der måtte sidde i Det hvide Hus.

jens christian jacobsen og Morten Hansen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

fanme svært for Rusland at holde sig på afstand af et NATO som maser sig voldsomt på,
lidt lige som det er svært for ethvert land at holde sig på afstand af alle andre lande, og måske skal vi slet ikke skabe afstand, men i stedet satse på godt naboskab,

og det er vist ikke lige sådan NATO opleves i Rusland, når NATO(USA) gør sig selv til Ruslands fjende, gør man jo samtidig Rusland til en fjende,
og det er lige præcis det der er meningen, NATO kan ikke leve uden fjender, fordi NATO er en manifestation af militarismen,
at man kalder sig en "forsvarsalliance" er den samme løgn som når man kalder militæret for "forsvaret", i begge tilfælde er formålet evnen til at gå i KRIG.

Kurt Nielsen, Klaus Brusgaard, Carsten Munk, Jens Ole Mortensen og Morten Hansen anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

Der glemmes, i denne historiske gennemgang, Cubakrisen. I 1962 .
Sovjet opstillede atom misiler på Cuba. Faretruende tæt på USA.

Meget er hemmeligstemplet . Men USA og Natos taktik om at tilbagevinde , har de måtte indrømme. Det vil sige .- Tilbagevinde et sønderbombet atomhelvede, hvor de heldige er de døde.

https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvad-ville-der-vaere-sket-hvis-de...

I denne tid taler vi meget om landsforræderi . Jeg syntes ordet er dualisme i et demokrati. Og fører til forfølgelse af anderledes tænkende. Det burde, i stedet, kaldes forræderi mod en befolkning.

Og cubakrisen var det ultimative forræderi mod den danske og andre Østersølandes befolkning. Meget er jo hemmeligstemplet.
Men det siges at russiske og amerikanske befalingsmænd kontaktede hinanden og aftalte at de ikke ville smide atombomber. Altså - De ville muligvis ikke kunne udføre det i praksis, da det kunne føre til oprør fra soldater og befolkningen ville modsætte sig autoriteter.
Det er noget andet at smide atombomber over en fjende, end at udslette, ved taktiske aftaler, en civilbefolkning som er allierede.
Nato har besluttet at et flyveforbud ikke kommer på tale. Selvom atomkraftværkerne ligger spredt over det Ukrainske landskab. Og det virker som et spørgsmål om tid , før krigen forårsager atomudslip over Europa. Vi burde i det mindste sende et signal . Forårsager krigen i Ukraine atomudslip , er hele Europa involveret.
Desuden har flere unge Danskere og andre Europæere meldt sig til Ukraines hær, med det, imø, eneste hæderlige motiv, for en , ikke, selvforsvarskrig- At beskytte en befolkning mod overgreb. Og man ville gøre det samme, hvis den Russiske befolkning var under angreb.

Vi bør også reflekterer over, midt i vores bekymring for den Europæiske befolkning. Vi lever i et multietnisk samfund. Mennesker med baggrund fra Mellemøsten, Asien, Indien og Afrika. De kører vores busser, betjener os i nærbutikkerne, arbejder som pædagoger, socialrådgivere, politifolk, lagerarbejdere oa. Og mange er kommet hertil fra konfliktområder værre end Ukraine, Til disse konflikter vender vi gang på gang , det blinde øje til. Og indfører den ene usympatiske lov efter den anden, for at holde flygtninge ude. - Vi skal først og fremmest tage os af vores egne, - Lyder det. Og det er lige nøjagtigt sådan flere amerikanere ser på Europa. Deres empati strækker sig, ofte, ikke længere end til.- Det er trods alt "hvide mennesker" det går ud over.
Er det ikke på tide at USA udleverer vores F-35 fly. Vi må sende et signal om , at vi kan ikke lade denne krig eskalere. Og det bliver, måske nemmere ved forhandlingsbordet, hvis vi slipper af med dødvægten,- NATO . Som Russere føler sig truet af. Og er det ikke på tide at USA lærer at forsvarer sig selv.

Jeg ser ikke nogen nær fremtid med en forsvarsalliance mellem Europa og USA. Forsvaret har altid kun gået den ene vej.
Forsvar Pax USA.

Europa slap , stort set, af med de kommunistiske regimer. De Imperialistiske regimer bliver de næste.- Indoktrinerede regimer , hvor loyaliteten er til styret og ikke til mennesker.

Marianne Jespersen

Tak til Poul Villaume for at minde os om småstaten Danmarks mulighed og derfor pligt til at arbejde for diplomatiske løsninger, fred og afspænding.

Torben Lindegaard

@Laura Friis Wang

Kunne du ikke finde en mindre anløben personage end Poul Villaume
til expert i artiklen ??

Aase Rønhede

Anløben ... Hvordan ?