Det har længe været kendt viden, at børn af forældre med mindre end ti års skolegang har større risiko for at dø i deres tidligere voksenliv. De typiske årsager til tidlig død inden 40-årsalderen er ulykker, selvmord og kræft.
Men forskerne har manglet svaret på det afgørende spørgsmål: Hvorfor påvirker forældres uddannelsesniveau, hvor længe man lever?
Det giver et nyt studie fra Københavns Universitet nu en del af forklaringen på. Studiet, der er udgivet i tidsskriftet The Lancet Public Health, viser, at økonomiske og familiære belastninger i barndommen kan forklare store dele af sammenhængen mellem forældres uddannelsesniveau og tidlig død.
Leonie K. Elsenburg, som er postdoc og medforfatter på studiet, fortæller, at forskerne har undersøgt data fra over 1,2 millioner børn født i Danmark i perioden 1980 til 2001.
»Vores forskning viser, at næsten 50 procent af sammenhængen mellem forældres uddannelsesniveau og dødelighed kan forklares af graden af belastning i barndommen. Det er en meget stærk sammenhæng,« siger hun.
I studiet har forskerne delt belastning i barndommen fra nul til 16 år op i tre dimensioner: økonomisk afsavn, tab eller trusler om tab i familien samt familiedynamikker, der blandt andet dækker over, om forældrene er ramt af psykiske lidelser eller misbrug.
Det er ifølge Leonie K. Elsenburg ikke ny viden, at oplevelser i barndommen sætter sig i sundheden senere i livet. Men det er første gang, at forskere med så stort et datagrundlag kaster lys over årsagen til, at forældres uddannelsesniveau påvirker risikoen for tidlig død.
Pernille Tanggaard Andersen, som er professor i sundhedsfremme og sundhedssociologi på Syddansk Universitet og ikke er en del af det nye studie, mener, at det er meget relevant og grundigt udført.
»Dokumentationen i det her studie er stærk, og det er med til at slå fast, hvor afgørende barndommen er for sundheden hele livet. Det viser, at man virkelig kan gøre en forskel for de mest udsatte og deres sundhed og dødelighed ved at sætte ind tidligt i deres liv,« siger hun.
Forskel på fattigdom
I studiet inddelte forskerne de 1,2 millioner børn og unge, som indgik i deres datasæt, i fem grupper.
Den første gruppe har ingen eller få former for social belastning oplevet i barndommen og udgør 54 procent af børnene i undersøgelsen. Den næststørste gruppe, som udgør 20 procent, har oplevet kortvarig fattigdom eller arbejdsløshed i familien de første fire-fem år af livet. Den mindste af de fem grupper, tre procent i alt, er både vokset op i langvarig fattigdom eller arbejdsløshed i familien kombineret med psykiatrisk sygdom, misbrug, tvangsfjernelse eller skilsmisse.
Leonie K. Elsenburg fortæller, at forskerne kunne se, at eksempelvis 74 procent af børn med forældre, der har lav uddannelse, oplevede det, man kan kalde »middel til hårdt belastet barndom«, om at det medfører en større risiko for at dø, inden de fylder 39 år. Det samme gør sig kun gældende for 30 procent af børn, hvis forældre har et højt uddannelsesniveau.
»Det er en ret markant forskel,« siger hun.
Studiet kan ikke vise, hvorfor der er en sammenhæng mellem tidlig død og så forældres uddannelsesniveau og belastninger i barndommen og tidlig død. Men Leonie K. Elsenburg har nogle hypoteser, der måske kan forklare de selvmord, ulykker og kræfttilfælde, som er de primære årsager til tidlig død.
»Selvmord påvirkes af det mentale helbred, som kan hænge sammen med omstændigheder i barndommen. Ulykkerne skyldes måske mere risikofyldt adfærd, der kan være påvirket af det kvarter, man vokser op i. Kræfttilfælde så tidligt i livet vil oftest skyldes genetik, men behandlingen kan være socialt skævt fordelt,« siger hun.
»Men det er nogle af de mekanismer, jeg godt kunne tænke mig at studere nærmere.«
Det nye studie begrænser sig ifølge Leonie K. Elsenburg ved ikke at have medtaget alle belastninger i barndommen. Det gælder eksempelvis for helbredsproblemer i barndommen, adgang til sundhedsydelser, og hvilken type nabolag man vokser op i.
»Jeg tror, at de forhold kan være med til at forklare de resterende 50 procent af sammenhængen mellem forældres uddannelsesniveau og tidlig død,« siger hun.
Det er en generel begrænsning ved registerstudier, at det ikke er muligt at tage højde for de mere kvalitative forhold, fortæller Pernille Tanggaard Andersen fra Syddansk Universitet.
»At vokse op i fattigdom kan eksempelvis være en meget forskellig oplevelse. Er der vold i hjemmet, eller er der mentalt overskud trods få ressourcer? Den slags kompleksitet indgår ikke i et studie som det her. Men det er meget pålideligt, og der er mange variable med,« siger hun.
Forebyggende indsatser
Uligheden i sundhed er stigende i Danmark, og trods årtiers forsøgt på at vende udviklingen er det ikke lykkedes. I dag lever de dårligst stillede i vores samfund i gennemsnit ti år kortere end de økonomisk og uddannelsesmæssigt mest ressourcestærke.
For Leonie K. Elsenburg er hendes nye studie med til at understrege, hvor meget de sociale forhold, som børn vokser op i, betyder for sundhed senere i livet. Ifølge hende er det her, man bør sætte ind for at komme uligheden i sundhed til livs.
»Det handler om at sikre et uddannelses- og velfærdssystem, som hurtigt registrerer og hjælper de børn, der vokser op i svære kår, så det ikke skal påvirke deres helbred resten af livet. Hvis vi sætter ind, før problemerne opstår, kan vi modvirke konsekvenserne,« siger hun.
Også Pernille Tanggaard Andersen mener, at studiet viser, hvor afgørende strukturelle indsatser er.
»De her studier, som sætter to streger under en sammenhæng, flytter debatten, så vi ikke længere behøver at diskutere, om der er et problem, men hvordan vi håndterer det. Vi har brug for forebyggende indsatser rettet mod sårbare familier for at tage livtag med uligheden i sundhed og få en sundere befolkning.«
Jeg har ikke læst undersøgelsen,
men jeg undrer mig over, at det vi VED,
nemlig at netværk betyder alt - selvom vi naturligvis ikke taler om noget så simpelt som nepotisme, nenej da -
så bliver netværket slet ikke nævnt ovenfor?
Hvis forældrene via deres netværk kan skaffe børnene en læreplads, et job, en bolig eller andre nyttige ting, så påvirker det i højeste grad det liv, som børnene får når de bliver voksne. Og dermed også deres sundhed og livskvalitet.
Jeg er ikke helt med på hvorfor man ønsker at påvise, at børn af forældre der har store problemer hvad angår arbejdsløshed, sygdom eller afhængighed af stoffer, får et svært liv. Det ved vi jo godt. Så hvad er det nye...? At der er et større datagrundlag til at påvise det samme som vi godt vidste, nemlig at den sociale arv også påvirker sundheden, man kunne jo kalde det den nye arvesynd, om man var lidt kæk., det er jo ikke som sådan nyt.
Men lur mig om ikke så stort et datagrundlag også kan bruges til mange andre ting.
https://www.raeson.dk/2020/professor-morten-sodemann-sygdom-fattigdom-og...
Ulighed i sundhed koster det danske samfund 50 mia. kr. om året i tabt førlighed, arbejdsliv og livslængde. Til sammenligning koster sundhedsvæsenet samlet set 114 mia.
Det må da siges at være billig sluppet for at få udryddet de fattigrøve.
Rigtigt hvad Rikje Nielsen skriver. Jeg studsede over forskerbemærkningen, at tidlig kræft (hos børn) har en socialt skæv behandlingsprofil. Det er simpelthen ikke rigtigt dels fordi 'kræftpakkerne' tilgodeser alle, der diagnosticeres med kræft, dels fordi adgang til privat behandling for de rige ikke batter i tilfældet kræftbehandling, som ikke er tilstrækkelig indbringende for private aktører på sundhedsmarkedet.
Puha, jeg har svært ved både at gennemskue artikel og rapporten, men dens konklusion anbefaler politiske tiltag, som formindsker ulighed og fattigdom, så forskerne kan ikke være helt ved siden af. Samtidig føler jeg stadig at man fuldstændig overser HVORFOR mange mennesker udvikler sociale problemer, herunder tidlig dødelighed.
Når man vil undersøge sammenhængen mellem forældres manglende uddannelse og tidlig dødelighed, lægger man sig i slipstrømmen af årtiers dansk forskning i social arv, som efterhånden er nået frem til at den sociale arv kan brydes, når man uddanner børn fra socialt udsatte hjem. Men når man dykker ned i statstikkerne bag ideen om at vi har en social arv, viser tallene at langt de fleste børn af forældre med sociale problemer IKKE arver forældrenes problemer. Oftest er det mellem 4-8% af børnene, som får samme problemer som deres forældre, hvilket stadig er en dobbelt risiko for at udvikle sociale problemer sammenlignet med børn fra familier UDEN sociale problemer. Men da gruppen af mennesker med sociale problemer er langt mindre end gruppen uden sociale problemer, er hovedårsagen til unges sociale problemer altså sjældent forældrenes sociale problemer.
Peter Nørrung gennemgår i Social Opdrift - Social Arv (fra 2005) et datasæt om ca 155.000 børn født mellem 1966 og 1973 samt deres forældre, ialt en halv million danskere, og ved sammenkøring af datasæt om sociale problemer kunne man dermed skabe sammenhæng mellem børn og deres forældres problemer.
Der er 84765 unge fra årgang 1966. 4054 (5%) af dem har problemer.
Af de 4054 unge med problemer har 1203 forældre med problemer (30%), og 2851 har forældre uden problemer (70%).
Hvis man skal hjælpe unge med problemer, herunder tidlig død, må man tage udgangspunkt i at der er over DOBBELT så mange unge med sociale problemer, som har velfungerende (og uddannede) forældre, end unge med udsatte forældre. Og at ca 90 % af børn af udsatte forældre oftest klarer sig.
Af de 15854 af de unge, hvis forældre har problemer, får 1203 (8%) selv problemer, 14651 (92%) får ikke problemer.
Af de 68911 af de unge hvis forældre IKKE har problemer, får 2851 (4%) problemer, og 66060 (96%) får ikke problemer.
Det vigtige spørgsmål er selvfølgelig hvorfor de 4% af børn fra familier uden sociale problemer og de 8 % børn fra familier med sociale problemer selv udvikler sociale problemer. Årsagerne er SELVFØLGELIG ikke (kun) manglende uddannelse eller modgang i barndommen. Så ville mange flere børn fra udsatte familier naturligvis udvikler sociale problemer. Og næsten ingen børn fra uddannede familier ville udvikle sociale problemer.
Nu forsøger man så at forklare hvordan et lavt uddannelsesniveu hos forældre hænger sammen med højere tidlig dødelighed hos deres børn, og finder frem til at belastninger i barndommen er den medierende effekt. Bravo. Kunne det tænkes at forældre med problemer har sværere ved at tage en uddannelse, og at årsagen til at (en mindre) del af deres børn udvikler problemer, er pga forældrenes problemer og mindre forældrenes manglende uddannelse? Kan forældrenes problemer forværres af manglende hjælp, dårlig økonomi og stigmatiseringen af ledige? Kan man formindske børns sociale problemer ved at forbedre forældrenes forhold, herunder både økonomiske forhold, sociale forhold og hjælp gennem psykiatrien?
Det er (heldigvis) rapportens anbefalinger, men det ændre stadig ikke ved at de fleste danskere med sociale problemer kommer fra forældre med uddannelse, og at de fleste (9 ud af 10) unge af forældre uden uddannelse klarer sig forholdsvis godt.
Nej, det væsentlige spørgsmål er stadig HVORFOR en mindre gruppe fra begge samfundslag udvikler sociale problemer i modsætning til deres jævnaldrende fra samme sociale baggrunde. Andre undersøgelser har vist at det oftest er kombinationen af stress (stressede forældre) og fattigdom der er den væsentligste faktor. Udviklingspsykologi har dokumenteret at det ikke er modgang som f.eks traumer eller overgreb, der er determinerende for barnets udvikling, men derimod den støtte og tryghed, som udsatte børn og unge vokser op med i nærmiljøet. Tilknytningsteori har dokumenteret at psykiske lidelser hænger sammen med utryghedskabende forældre, eller forældre som ikke har overskuddet eller evnen til at skabe trygge relationer for børnene. Også her er sociale omstændigheder som fattigdom og stigmatisering altafgørende faktorer. Og så er der den voksende forskning indenfor neurobiologi, som igen og igen kæder både psykiske lidelser og sociale problemer sammen med manglende stress-regulering som resultatet af en utryg barndom kombineret med nederlag og modstand igennem opvæksten og livet.
Hvis man vil bryde "den sociale arv", herunder tidlig dødelighed, må man skabe et samfund der forbedre forældrenes sociale situation, men også griber de børn og unge, som har brug for hjælp til at håndtere de kriser, de måske ikke har fået oplevelserne med at kunne håndtere gennem opvæksten. Og så skal man ikke være blind for størstedelen af mennesker med sociale problemer IKKE er vokset op med forældre som havde sociale problemer udadtil, men af andre årsager har givet barnet en utryg opvækst.
Hvis vi kan lærer noget fra rapporten, er det måske at fattigdom forværre forældrenes muligheder for at give deres børn en tryg opvækst, og dermed forhindre at børnene udvikler sociale problemer.
ps. Og lige et forbehold... datesættet fra Social Opdrift - Social Arv tager udgangspunkt i danskere under tredve, og er måske derfor ikke retvisende i forhold til om nævnte grupper udvikler sociale problemer senere i livet. Men de viser ihvertfald at de unge ikke har sociale problemer i ungdommen, hvilket er i modstrid med social arv-forskernes opfattelse af sociale arv.
Jens C.J
Du skriver jo selv: "fordi ’kræftpakkerne’ tilgodeser alle, der diagnosticeres med kræft,".
Diagnosticering kræver, at børnene konsulterer lægen og bliver sendt videre i systemet. Det er her forældrene kommer ind, som skal se at der er noget galt med børnene, som en læge skal konsulteres om og lægen skal kunne tale med og forstå hvad forældre og barn siger.
Hvis børnene ikke kommer til lægen tidligt nok og bliver diagnosticeret, vil selve behandlingen ikke komme i gang tidligt og sygdommens behandling bliver sandsynligvis mere omfattende
@Liselotte Rahbek
Interessant teori du udfolder: at forældre fra udsatte grupper ikke kerer sig om deres børn, så de diagnosticeres og behandles 'for sent?'
Kilder?
Eller er du bare i al almindelighed bekymret for om forældre opdager sygdomme tidlligt nok?
Sikke noget vrøvl, JCJ. Du skal ikke dutte mig en mening på, som alle kan se det urimelige i, og så kan du sidde og more dig med at se mig forsøge at forklare mig ud af dine stråmænd !!
Dialogen stopper her.
@ jens christian jacobsen
Lise Lotte Rahbek har ikke skrevet, at "forældre fra udsatte grupper ikke kerer sig om deres børn".
Hun påpeger blot, at visse forældre muligvis ikke kommer på banen i tide til at få barnet undersøgt.
Det er ikke nævnt noget om i hvilke grupper, forældrene eventuelt skulle befinde sig.
@Eva Schwanenflügel og
Liselotte Rahbek
Nu har vi fået at vide hvad du, Liselotte IKKE mente. Skal jeg så gætte videre eller er Evas oversættelse at 'vise forældre (hvem er det?) muligvis ikke ...osv?'den rigtige?
For så er din bemærkning din lige så intetsigende, som flere her med rette har kritiseret artiklen for at være.
- Lise Lotte Rahbek
Man har efterhånden erkendt at det eneste, der rent faktisk går i arv, er forældrenes uddannelsesniveau, og som du selv påpeger er den åbenlyse årsag manglende netværk og muligheder pga manglende økonomi. Det er altså dybest set et strukturelt problem (voksende ulighed, fattigdom og manglende netværk), som dermed er væsentlig dyrere at gøre noget ved end at sætte ind overfor børn og unge fra socialt udsatte familier, som man mistænker er ved at udvikle sociale problemer.
Det er også dokumenteret at lavere uddannelsesniveau og dårligere helbred hænger sammen. Og i den seneste bog "Social arv og social ulighed" (Ploug, Hans Reitzels Forlag, 2017) skrevet af den samme håndfuld forskere der har levet af at studerer årsagerne til social arv i over 2 årtier, kan de konkluderer at den sociale arv (som nu er blevet til "nedarvet" uddannelsesniveau og vupti, dermed dårligere helbred), kan forhindres hvis man "motiverer" udsatte unge til at tage en uddannelse.
I den sammenhæng er det faktisk meget rart med en undersøgelse, der viser at årsagerne til tidlig død ikke "kun" skyldes manglende uddannelse... men dybt bizart at man stadig tror at forældres uddannelsesniveau er den vigtigste faktor, når man forsøger at forklare hvorfor børn og unge udvikler sociale problemer...
David Adam
Det er bekymrende, når udledes en kausalitet mellem uddannelse og sociale problemer. Der findes - så vidt vi har erfaring for - også familier af højt uddannelsesniveau hvor børnene udvikler sociale problemer. Der er bare ikke overhovedet fokus på hvor mange det drejer sig om og hvilke problemer forældrene har at slås med. Hvis nu man ønsker at fortsætte studier af forældre og børn uden at inddrage deres strukturelt forårsagede økonomiske problemer.
Det er nu også nemmere akademisk og politisk at forholde sig til noget som de, det omhandler, må slås med til dagligt.
Det giver en behagelig afstand til problemerne kun at behøve at undersøge og læse om det fremfor at skulle leve i det og med det.
@Liselotte Rahbek
Jeg vil vædde med at fx VIVE og universitets- databaser har oplysninger om socialgrupper og behov for (og forbrug af) velfærdsgoder herunder uddannelse. De 'strukturelle' årsager er omtalt i masser af de artikler, der bruger disse data.
- Lise Lotte
Jeg tror vi er ret enige, men må lige understrege at jeg mener, at man også skal fokuserer på strukturelle problemer. Selvom størstedelen af mennesker med sociale og/eller psykiske problemer ikke kommer fra "underklassen" (ifølg Social Opdrift - Social Arv (fra 2005), så er risikoen for at udvikle sociale problemer dobbelt så høj for "underklassen", hvilket bla.a. skyldes ulighed, manglende hjælp og netværk og stress pga fattigdom.
Et velfungerende velfærdssamfund og rimelige offentlige ydelser ville hjælpe mange udsatte børn og unge, også dem der ikke nødvendigvis udvikler sociale problemer, men lever med en lavere livskvalitet. Men det koster penge og vælgere, derfor foretrækker politikere myten om at årsagen til sociale problemer er manglende uddannelse og dårlige rollemodeller.
David Adam
Jeg er enig i, at vi er ret enige. :-)
Set med mine øjne har der i mange år været for stærkt fokus på velstand for de mange, som har fået mulighed for at købe og købe. Det ser vi også diverse klima-effekter af.
Så vidt den historie, vi kender til, har der været meget få samfund, som var i stand til at holde hånden under de, som mangler tryghed for tag over hovedet og mad på tallerknen hver dag. Også næste år.
Jeg har desværre ikke meget håb at dele om, at det vil ændre sig, indtil målet om større, stærkere, rigest ændrer sig til midlet for en bedre fremtid for alle.