Dansk forsvar har siden 90’erne specialiseret sig i missioner i fjerne lande. Nu skal det ’back to basics’

På en varm solskinsdag for fire år siden befandt 140 danske kampsoldater sig i en estisk skov. I bæltekøretøjer og iført grønne uniformer bevægede de sig gennem moser og mellem birkestammer frem mod frontlinjen for at gennemføre det, der hedder en hurtig fremrykning. Et angreb mod fjenden.

Fjenden skulle forestille at være russerne. I virkeligheden var de estiske og polske soldater, som deltog på samme NATO-øvelse som Danmark.

Dengang var Information med for at finde ud af, hvordan Forsvaret sammen med vores allierede i NATO trænede til en potentiel storkrig mod Rusland. Soldaterne tvivlede på, at de nogensinde ville få brug for at skyde med skarpt.

»Vi siger tit, at den her mission enten bliver verdens kedeligste eller verdens mest spændende,« sagde en af dem.

Udstationering af soldater i Estland var en reaktion på annekteringen af Krim i 2014 og et Rusland, der blev stadig mere aggressivt over for Vesten.

Fredag i denne uge sendte Forsvaret for tredje gang soldater til Estland for at deltage i missionen Enhanced forward presence. Afskrækkelsesmissionerne er et udtryk for, at Forsvaret er begyndt at prioritere anderledes. Fra at føre krige i fjerne lande til i højere grad at fokusere på at forsvare egne grænser.

Siden Ukrainekrigen brød ud for godt to uger siden, står det klart, at denne udvikling skal gå hurtigere. Søndag fremlagde regeringen sammen med Venstre, De Konservative, De Radikale og SF en historisk forsvarsaftale. Den indebærer, at Danmark inden 2033 skal nå op på at bruge to procent af bnp på Forsvaret. Det svarer til cirka 18 milliarder kroner mere om året end i dag.

Spørgsmålet er, hvordan pengene skal bruges. Det er ifølge dem, Information har talt med, for tidligt at sige, hvor mange våben, jagerfly og bæltekøretøjer, der skal indkøbes for de mange milliarder.

Men det står klart for eksperterne, at Forsvaret skal tilbage til noget, der minder om den krigsførelse, der fandt sted under Den Kolde Krig. Og det er en omlægning af forsvaret, det har brugt 25 år på at bevæge sig væk fra.

Andre trusler, nye opgaver

Under Den Kolde Krig havde Danmark en stor reserve af soldater og værnepligtige, som kunne genindkaldes, hvis der skulle opstå krig mellem Sovjetunionen og NATO-landene. Det var et forsvar, som først og fremmest var indrettet til at kæmpe kampe i Danmark, i Nordtyskland og i Østersøen. Vores nærområde.

Forsvaret var meget større end i dag, og Danmark brugte relativt mange flere penge på det. Selv med en stigning til to procent af bnp, er vi stadig på et lavere niveau end under Den Kolde Krig. Det påpeger Henrik Breitenbauch, dekan ved Forsvarsakademiet.

»Den nye sigtelinje er ikke stor i historisk sammenhæng,« påpeger han.

Efter Den Kolde Krig var Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) vurdering, at truslen om krig var reduceret. I 1998 udgav Forsvarskommissionen en rapport, og i den forbindelse vurderede FE, at der de næste ti år ikke ville komme trusler mod nationen og vores territoriale integritet.

Det var en af årsagerne til, at Forsvarets rationale skulle ændres. Formålet har altid været, at det skal kunne kæmpe til vands, til lands og i luften og håndhæve Danmarks suverænitet. Men det skal også fremme en fredelig verdensorden i pagt med menneskerettighederne. Den sidste sætning blev op igennem 1990’erne mere dominerende, fortæller Henrik Breitenbauch.

»Man ville bidrage med militære midler til at fremme fred og sikkerhed rundt om i verden,« siger han.

Det indebar, at det danske forsvar blev lagt om til at kunne udføre internationale operationer.

Det betød også, at man forringede sin evne til at forsvare eget territorium, forklarer Lise Wiederholt Christensen, forsvarsanalytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Det var slut med en stor kasernestruktur. Man begrænsede værnepligten og antallet af soldater. Man kunne ikke længere indkalde 100.000 mand, som skulle stå i Nordjylland og være klar.

Det var også slut med at have meget tungt materiel og lagre fulde af ammunition.

»Danmark opbyggede i stedet et forsvar, hvor man kunne udsende soldater i mindre og specialiserede enheder langt væk fra Danmarks grænser og med ganske kort aftræk,« siger hun.

Ifølge Henrik Breitenbauch skete udviklingen i en glidende bevægelse fra 1990’erne og frem til 2004, som markerede et vendepunkt. Her kom et forsvarsforlig, hvor man fjernede den resterende del af strukturen for territorialforsvaret fra Den Kolde Krig.

Ideen bag at tage på mission med USA til fjerne lande, herunder Irak og Afghanistan, var, at vi kunne bidrage til at stabilisere lande og slutte borgerkrige. Det var ikke kun en idé, som var udbredt herhjemme, men også i Frankrig og andre vestlige lande med fokus på menneskerettigheder. FN-systemet rettede sig ligeledes efter, at man tidligt skulle gribe ind i borgerkrige for at få dem afsluttet, påpeger Henrik Breitenbauch.

Men når vi ville hjælpe USA, var det ikke kun et spørgsmål om idealisme, fremhæver han. Det var også en del af at fastholde amerikanernes engagement i Europa. Amerikanerne var og er nemlig Danmarks og EU-landenes »ultimative sikkerhedsagent«.

»Og man vidste ikke, om russerne ville komme tilbage en dag,« siger han.

Militær til militær

De to paradigmer i vores militære taktik har også to helt forskellige logikker, som er relevante for, hvordan man prioriterer og planlægger forsvarsindsatsen herhjemme, forklarer Henrik Breitenbauch.

Under Den Kolde Krig var logikken for Danmark og resten af vores allierede, at truslen kom fra andre landes styrke.

I den mellemliggende periode fra 1990’erne og frem til 2014, hvor Rusland annekterede Krim, har logikken været det modsatte: At truslen kom fra andre landes svaghed.

»Det handlede om, at der var ustabilitet i andre lande. Illegitime institutioner, manglende fremtidsmuligheder – og i sådan nogle situationer blomstrer voldelig ekstremisme såsom den islamisme, der har drevet terrorbølgen,« siger Henrik Breitenbauch.

Den sidste logik skabte også en identitetskamp i Forsvaret, som det har skullet slås med, mener han.

»Vi brugte militære midler i et forsøg på at lave gode ting mod syd og sydøst, og det krævede meget i samspil med civile aktører – og var meget besværligt for internationale aktører, herunder de militære. Det har vi lige set med afslutningen på missionen i Afghanistan.«

På den måde kan man næsten sige, at 2014 og annekteringen af Krim markerede et vendepunkt og var en lettelse for de vestlige forsvar vurderer Henrik Breitenbauch.

»Man kunne se, at man skulle tilbage til konventionel afskrækkelse som under Den Kolde Krig. Og her handler det ikke om militær til civil og politik, men om militær til militær.«

Med truslen fra Rusland skal én stor militærmagt kæmpe mod en anden. Og den type modstander giver Forsvaret andre typer opgaver.

Kun bange for USA

I den estiske skov tilbage i 2018 gik snakken blandt soldaterne på, hvad der rent faktisk ville ske, hvis russerne invaderede et NATO-land. En af dem gav udtryk for, at han håbede, de aldrig nogensinde ville komme.

»For der er virkelig mange af dem,« som han sagde.

Delingsføreren Mads Christian sagde, at Putin bare kunne komme an: »Han kan måske nå til Tyskland i løbet af de første uger, men når Onkel Sam ruller det tunge skyts ud, så holder Rusland ikke længe,« konstaterede han.

Referencen til Onkel Sam, altså USA, er central. Henrik Breitenbauch vurderer, at Europa ikke vil være i stand til at klare sig uden USA.

»Det eneste, som holder Putin fra at tage de baltiske lande tilbage til russisk kontrol, er bekymringen for, hvad amerikanerne kan finde på at gøre,« siger han og uddyber:

»De er ikke bange for, om polakkerne eller danskerne kommer anstigende. De er kun bange for amerikanerne. Det er den frygt og bekymring, som skaber afskrækkelsen. Og det er derfor, at den rigtige, militære styrke i Europa faktisk ikke rigtigt betyder noget.«

Spørgsmålet er, om det vil ændre sig, hvis alle EU-landene brugte to procent af bnp på forsvaret? Henrik Breitenbauchs svar er ikke umiddelbart opmuntrende.

»Så vil EU stå med et mere moderne og stærkere forsvar, og EU-landene vil være bedre til at operere sammen uden amerikanerne. Forhåbentlig. Men det vil ikke være tilstrækkeligt,« siger han.

For ifølge ham handler det om andet end militært isenkram og antallet af soldater. Det er ikke et »abstrakt kapløb« om, hvilken side af konflikten, der har flest penge på bankbogen. I så fald ville der ikke være nogen tvivl om vores sikkerhed, for NATO-landene har langt større militære budgetter end Rusland.

»Det handler også, hvor de militære styrker er placeret, og om man har evnen, viljen og styrken til at bruge dem,« siger han og påpeger, at hvis europæerne skal kunne forsvare sig selv uden amerikanerne, skal europæerne stå sammen og virke farlige.

»Og der er lang vej hen til det, fordi det også handler om kultur. Kan man opbygge evnen til at kunne og ville forsvare Europa?« spørger han

Når Danmark skal bruge to procent af bnp på forsvaret, er beløbet altså politisk bestemt – det er ikke målt op imod et specifikt trusselsbillede.

»Størrelsen på budgettet giver på den måde både plads til at opbygge en reel militær kapacitet og at vise amerikanerne, at vi er værd at forsvare,« siger Breitenbauch.

Luftforsvar og mere ammunition

Selv om det markante løft af Forsvaret først og fremmest skal ses som en forsikringspris, er det langtfra irrelevant at diskutere, hvordan pengene til det danske forsvar skal bruges. Lige nu foregår der en proces i Forsvarskommandoen, hvor Forsvaret giver input til regeringen, som skal drøfte det med forligskredsen.

Lise Wiederholt Christensen påpeger, at terrorister, man har forsøgt at bekæmpe i for eksempel Afghanistan, ikke har haft et stort, veludrustet, professionelt forsvar. Med en ny trussel som den fra Rusland, kræver det blandt andet flere styrker.

»Det handler om at have styrker på et højere beredskab, og som er bedre udrustet, og at man har mere ammunition på lager. Og at man også har nogle enheder på beredskab, som kan komme indsatte soldater til undsætning, hvis det skulle vise sig nødvendigt,« siger hun.

Hun peger også på, at man forventeligt vil prioritere investeringer i et mere veludbygget luftforsvar, som skal kunne skyde missiler og fly ned. Det har været nedprioriteret, fordi de fjender, vi har bekæmpet i ekspeditionskrigene, ikke har været en særlig udtalt trussel fra luften.

»Brigaden mangler det her luftforsvar, så de kan operere selvstændigt. Og har man netop brug for et luftværn, som gør, at man er sikker på, at man ikke bliver taget ud af fjenden som det første. Det tror jeg blandt andet, at man vil fokusere på,« siger hun.

Det er også sandsynligt, mener hun, at man vil satse på kapaciteter, der kan indsættes i Danmarks nærområder – for eksempel i Østersøen og Arktis – såsom skibe eller droner.

Hvad de resterende penge skal bruges til, vil formentlig vække stor politisk debat, fremhæver hun.

»Nogle vil mene, at vi skal have flere kampfly. Andre vil mene, at vi skal have et bedre cyberforsvar. Og så er ny teknologi en ny dimension, blandt andet hele dataspørgsmålet. Der er rigtigt meget, man kan tage fat på, og der vil være forskellige politiske ønsker til det.«

Det tager tid

I den estiske skov tilbage i 2018 vandt danskerne og briterne over ’russerne’ på dagens træningsøvelse. At det danske forsvar skal stå sin prøve over for de rigtige russere, er ikke et scenarie, som ligger lige for.

Men set i bagklogskabens lys burde vi have reageret kraftigere på Ruslands annektering af Krim i 2014 end ved for eksempel at sende soldater til Estland, mener Henrik Breitenbauch.

Med Ukrainekrigen er truslen blevet mere nærværende. Og det tager lang tid, fra man ønsker sig at have en ny kapacitet, til man står med den i hånden og kan bruge den. Soldaterne skal trænes, og de skal ud i enheder. Og selv om der vil komme små fremskridt på den korte bane, vil der ifølge dekanen gå op til syv år, før vi står med de første resultater af den meget store opgradering af Forsvaret.